Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom/Uddrag af Schweigaards Afhandling «De la philosophie allemande»

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Uddrag af Schweigaards Afhandling „De la philosophie allemande“[1].

(La France literaire, udgivet af Charles Malo, XVII, 49–106, 1835.)

Forf. fremhæver indledningsvis den Retning mod den tydske Filosofi, som nu sagdes at vise sig i Frankrige. Denne er imidlertid kun en „interet de l’inconnu avec toutes ses illusions“, – en ny Fordom efter den modsatte tidligere, en Reaktion, og endnu kun en Tilnærmelse. Alligevel har den tydske Filosofi vakt Forhaabninger i Frankrige. Vil disse blive opfyldte? Dette Spørgsmaal søger Forf. at løse for sine franske Læsere ved en kritisk Betragtning af den nyere tydske Filosofi fra og med Kant.

Denne Filosofi, som Tydskerne anser som sin i høieste Forstand, som Udtryk for sit Væsen og som udmærkende dem fremfor andre Folk, – den er ene en Filosofi med Ord. Tilsyneladende er den tydske Filosofi alene opløst i stridende Riger, der bekriger hinanden paa det voldsomste, – dog saaledes, at Hegelianismen nu foreløbig ser ud til at have overvundet de andre; der synes intet fælles at være mellem dem. Alligevel er der, fra Kant til Hegel, noget fælles: Aands-Vilkaarligheden, – paastanden om at frembringe Sandheden, ikke om at kjende den, – at sætte sine egne Ideer istedetfor Virkeligheden, – at forgude Abstraktioner, – at fornægte deres Kilde eg udgive dem for umiddelbare Inspirationer.

De tydske Filosofer støtter sig til en Kjendsgjerning, der kun er indbildt, et Postulat: nemlig at Sjælen har en skabende Evne, som gjør den i Stand til, uden at sætte sig i Forbindelse med Udenverdenen, af sig selv at uddrage „des idées correspondantes par une harmonie préétablie à l’existence réelle“ ɔ: deres „Vernunft“, Spekulationen, modsat Forstanden, det absolute i sig selv eller dets umiddelbare Aabenbarelse, – der gjør Abstraktion fra Tid og Rum, ikke kjender Grændser og Tvivl, paa en Gang subjektiv og objektiv. Erfaringen synes de at have tilintetgjort som Erkjendelseskilde, og saaledes har de reddet Systemets Enhed. Men dette er kun tilsyneladende, fordi de ei kan opretholde den. En Dobbelthed i Erkjendelseskilden gaar i Virkeligheden gjennem hele den tydske Filosofi, og, uagtet den ei vil vedkjende sig det, denne ødelæggende Dualisme har trængt ind i den øvrige videnskabelige Literatur. Forgjæves har de søgt at forsone det uforsonlige, i Spekulationen og Erfaringen. Den tydske Filosofi fremtræder alligevel med Fordring paa at være l’organe de dieu par excellence.

Men hvis Tydskerne virkelig er begavede med et saadant høiere Lys, burde de bevise det ved at kaste Lys over store Spørgsmaal. Men herpaa strander den tydske Filosofi; den har her vist sin Afmagt.

Forf. gjennemgaar her udførligere fra sit Standpunkt Kants, Fichtes, Schellings og Hegels Principer.

I Tydskland er Filosofien saa fjern fra Livet, at man ei har kunnet se Resultaterne i dette. Af disse tomme Principer kan hvilkesomhelst, indbyrdes aldeles modsatte Resultater teoretisk udledes. I de moralske Videnskaber er intet mere indbyrdes mod.– stridende og ufrugtbart end alt, hvad der er udkommet i Tydskland af systematiske Bøger over Moral og Ret, naar undtages Schleiermachers Kritik der Sittenlehre og Hugos Philosophie des positiven Rechts. Som Exempel paa, at den tydske Filosofi er skikket til at retfærdiggjøre hvadsomhelst – idet den maskerer det, som den vil gjøre gjældende, under sine stereotyperede Udtryks Kappe – nævner Forf. Hegels Skildring af en Datter, der træder ind i Ægteskab.

Men hvor urokkelig end de tydske Filosofers Tro paa sin Ufeilbarhed er, vakler dog altid det, der ikke har reel Grundvold. Derfor ender størstedelen af dem med at kaste sig i Armene paa den religiøse Mysticisme.

For den store Mængde filosofisk dannede er den tydske Filosofi et absolut Mysterium. Den er aldeles upopulær, uforstaaelig, og dens Skjæbne er den samme som alle Doktriners, der kun støtter sig paa Autoritet og ikke paa Overbevisning. Den tydske Filosofi er allerede faldt i Ruiner af Mangel paa indre Kraft, – paa nogen Repræsentant, der kan opretholde den ved Autoritet. Tydskerne er selv trætte af saa mange unyttige Anstrængelser. Det er nu den fuldkomneste Modsætning til Aarhundredets Begyndelse. De sociale Videnskaber har fuldkommen emanciperet sig. Juristerne er enstemmige mod denne Filosofies Fordringer. Hegels Forsøg har her været uden Resultat. „Naturret“ eller „Retsfilosofi“ har nu i Tydskland saa liden Kredit, at Juristerne vilde forbigaa den i Taushed, hvis den ei havde sin traditionelle Plads i Encyklopædien. Det nyeste System er det mest forhadte; skjønt den sidste vil Hegel tage sin Plads nærmest efter Thomas Aquinas. Den tydske Filosofi, skjønt 50 Aar gammel, har ingen Indflydelse havt i Udlandet, med Undtagelse af de skandinaviske Lande, hvis inderlige Forbindelse med Tydskland i Henseende til Literaturen i Almindelighed ikke kan lignes med andre Folks. Den tydske Literatur forøvrigt er vistnok ikke vurderet i Udlandet efter Fortjeneste; men den er dog kjendt, især Goethe. Naar Udlandet ei har tilegnet sig den tydske Filosofi, saa er det, fordi man ei har villet bortbytte det, man har, mod en Illusion om Alvidenhed. Alligevel har der i den sidste Tid været Tale om en begyndende og voxende Indflydelse af den tydske Filosofi i Frankrige. Det eneste, man kan sige, er dog, at den franske Filosofi er mindre diametralt modsat den tydske end før; men derfra til den tydske Filosofi er der et overordentligt Sprang. Det er umuligt, at den tydske Filosofi kan blive modtaget i Frankrige i en den noget lignende Form. Men vistnok kunde man skaffe den en øieblikkelig Gunst ved at uddrage af den Resultater, der smigrer Opinionen. Den tydske Filosofi er selv en Filosofi for status quo. Men den frembyder en Metode, gjennem hvilken man kan lade alt muligt resultere, f. Ex. Republik, Absolutisme, indskrænket Monarki efter Behag, – noget som Forf. søger at vise ved at begrunde hver af disse Regjeringsformer efter den tydske Filosofis Metode. For at vise, at han kun efterligner, ikke parodierer, giver Forf. her nogle Stykker af tydske Filosofer til bedste, deriblandt det samme Citat af Göschel, som han har meddelt i Afhandlingen i Jur. Tidsskr., og Hegel, Phenomenologie des Geistes, S. 316, om Pligten til at tale Sandhed. Forf. slutter saaledes: „La philosophie allemande a fait beaucoup de mal, elle a égaré beaucoup de bons esprits; il est temps d’en finir avec elle.“

  1. Afhandlingen er ledsaget af følgende Note, hvorved Grunden til, at Red. har optaget den uforandret, »bien due la redaction en soit assez peu française», forklares saaledes: «L’importance du sujet et la qualité étrangère de l’auteur nous ont fait un devoir de conserver les formes originales de son travail. L’opinion d’un Norvegien élevé au sein des ecoles de l’Allemagne, sur cette philosophie dont nous nous montrons en France si enthousiastes nous a paru d’ailleurs assez curieuse pour meriter de trouver place dans la France literaire.«