Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom/Uddrag af Schweigaards Afhandling «De l’etat civil des femmes selon le droit de la Norvège et du Danemark»

Fra Wikikilden
(Revue etrangère de legislation et d’économie politique par une reunion de jurisconsultes et de publicistes Français et étrangers, publiée par M. Fœlix, 2det B., 2den Aarg. (4de H., 1835), S. 193–205[1]).

Efter en indledende Bemærkning om, at de skandinaviske Folks Ret har fulgt dens oprindelige og nationale Elementers frie Udvikling, uforstyrret af Romerretten, fremhæver Forf. som den danske og norske Rets Eiendommelighed med Hensyn til Kvindernes civile Stilling, at Lovgivningen „principalement“ betragter dem som Familiemedlemmer, som ikke trædende i umiddelbart Forhold til Staten. De ugifte Kvinder er fuldkommen umyndige; deres Raadighed over sit Gods, om end i Teorien fuldkommen Eiendomsret, er faktisk i Almindelighed kun et Slags fideikommissarisk Brugsret, hvilket maa haves i Erindring for at forstaa Grunden til Kvindens Ulighed i Arv, der har vakt saa megen Opsigt i Udlandet. – Derpaa skildres Formuesfællesskabet. „Dette er meget mærkeligt, vel værdigt, – ikke til Efterligning, hvor det ikke findes, men til Beundring overalt, hvor man endnu møder det. Og man mærke vel, – dette Fællesskab er ikke Gjenstand for Vedtagelse, ikke indrømmet undtagelsesvis, men er den nødvendige Konsekvents af og det væsentlige Grundlag for Foreningen af de to Arner, – et fuldkomment Fællesskab, alment omfattende og lige for begge to, mindre foreskrevet ved Lovene end forudsat af dem og beskyttet som en Kjendsgjerning, – et Fællesskab, hvis legale Grundvold som Lov har kunnet rokkes af Videnskaben, efter at Folkene havde praktiseret det i Aarhundreder, fordi det er den tro Afspeiling af deres Maade at opfatte og bevare Ægteskabet, hvor den synlige Enhed i Gods kun er Billedet af Personernes moralske Enhed. Formuesfællesskabet, under Mandens udelukkende Bestyrelse, er, jeg gjentager det, det væsentlige Sammenligningspunkt, ikke blot for Lovgivningen, men for selve Folkene. Det for Nordens Folk eiendommelige Familieliv, – Kvindernes ideelle Lighed under en tilsyneladende Ulighed, – alt hvad der er af gunstigt og ufordelagtigt, af vidt og af snevert i deres Stilling, aabenbarer sig i denne fundamentale Institution.“ – „Kan man med Sandhed sige, at den sande Lighed bestaar i at ordne ulige Forhold paa en ulige Maade, saa vil det ikke være i Lovbestemmelsernes materielle Resultat, men i Rettigheders og Pligtens Harmoni og Gjensidighed, i den konsekvente Anvendelse af den af Lovgivningen antagne styrende Tanke, at man maa søge Principet for at dømme om Rettens Upartiskhed.“ Den samme Almenbetragtning, der begrunder Kvindernes Afhængighed, tjener ogsaa til deres Beskyttelse, hvad da nærmere paavises.

Den sidste Del af Afhandlingen lyder i Originalsproget saaledes: „On pent demander quel est l’effet visible, dans les mœurs, de l’ensemble de ces dispositions, qui tendent à rendre toutes les facultés actives aux hommes, et à exclure les femmes de toutes les affaires civiles; ou plutôt, quelle est la tendance et la portée sociale des femmes dans les pays dont la législation a crû protéger le mieux leurs interets en les reléguant au sein de la famille, et en plaçant les hommes, comme intermédiaires entre elles et la societé? Sans doute la question ainsi posée a trop d’étendue pour qu’elle soit susceptible d’une solution nette et précise; cependant toutes les institutions générales correspondent à des effets généraux. Là, où les femmes soumettent leurs biens à l’administration des hommes, elles ne jouent pas à la bourse; là, où elles ne sont pas marchandes publiques, elles ne vendent pas non plus leurs charmes; là, où elles n’ont pas de litiges, elles ne prennent pas l’habitude d’obsider les tribunaux et d’encombrer les assemblées publiques. Le trait distinctif, c’est l’eloignement et l’aversion de toute publicité; c’est l’esprit de familie et l’attachement aux relations interieures; c’est une socialité de sentiments et d’actions, plus intense dans sa manifestation qu’entendue dans ses rapports: le devoûement, la resignation, une foi, qu’on pent appeler metaphysique, dans la sincerité et dans la probité des hommes, une grande méfiance de leurs propres forces et de leur propre experience. Leur energie, c’est celle de la resistance. Plus fortes a supporter les vicissitudes de la vie que promptes à les prévenir, leur force, c’est celle de la faiblesse, c’est celle de rechercher un appui. – – – – – – – Voilà ce qu’il y a de plus characteristique dans la condition civile des femmes du Nord. Nous n’en avons tracé le tableau ni comme modèle, ni comme caricature mais comme fait et comme fait necessaire. Tout ce qui est necessaire est juste et tout ce qui est juste est necessaire.“

  1. Det maa erindres, at Afhandlingen er skreven før nogen af de nyere Reformer i Kvindens Retsstilling.