Amerikanerinden
Amerikanerinden.
En Fortælling.
O. R. Holm, smagfuld Kunstdommer, lykkelig Kunstner, Fortællerens Ungdomsven, — tilegnet med Venskabs Følelser.
Fra en af Tydsklands yndigste Dale, der gjennemstrømmes af en liden venlig Flod, som efter et temmelig langt Løb flyder ud i Rhin, ser man paa en stejl Klippe, et ret vel vedligeholdt Taarn, og bag om samme de blaa Tage af en vidtløftig, senere opført Bygning. Det Hele bærer Navn af Slottet Grauenfels og tilhører, eller tilhørte i det mindste for ganske faa Aar siden en appanageret Prins, hvis Navn, der vilde lyde bekjendt for Flere, jeg maaske ikke bør anføre. Omegnens Indvaanere, hvilke ej høre under Slottets Ejer, kom sjelden i Berørelse med dets faa Beboere. Disse vare en Franskmand ved Navn Mathieu, forhenværende Konditor hos Ludvig XVI, derefter Kammertjener hos et emigreret Herskab, nu Slottets Forvalter, — og dennes trende Betjente. Dels havde Dalboerne Intet med den gamle, underlige, folkeskye Forvalter at bestille, da den ene Betjent fra Dalen af eller fra nærmeste Stad hentede de ikke faa Fornødenheder, den gamle Mathieu havde, dels stod Slottet i ilde Ry for Kogleri. Andre, som ikke gave dette Rygte Tro, paastode at i Taarnet levede en Statsfange, maaske, hed det til en vis Periode, endog Ludvig XVII, og, mente de, det kunde koste Livet, blot at kaste et nysgjerrigt Blik hen paa Jerngitterne, der udfyldte de runde Vinduer paa Taarnets Yderside. De to Tjenere og den gamle Husholderske bidroge ved sine forunderlige Fortællinger — og Mathieu ved sin fordægtige Taushed til at give alskens Historier Sandsynlighed. Denne sidste, der foruden sin Profession som Kok tillige havde været Chirurg, kom undertiden for gode Ord og Penge ned til de Syge i Dalen og øvede ikke uden Held sin Kunst.
Efter at have forudskikket disse Efterretninger, begynde vi denne Fortælling med en Foraarsaften, ej en af hine, til hvis Beskrivelse Digterne dyppe sine Pensler i Morgenrødens Blod og Nattergalens Næb, — men en afskyelig, regnfuld Vaardags mørke Aften, da Floden ved flere Dages Regn var opsvulmet til en frygtelig Højde, og da Beboerne af Dalen ikke blot sukkede over sin ilde tilredte Jord — men endog betænkeligen maalte med Øjnene den korte Afstand imellem de nys fremsvulmende Indsøer og deres Boliger. Iblandt dem, der laa Floden nærmest, var Gjestgiverens lille, mørke Hus, udenfor hvilket just standsede en svært bepakket, ilde medfaret Wienervogn. Længe varede det, inden Tjeneren, som var forkommen af Kulde og Anstrengelse, kunde bringe de for sin Sikkerhed og Ejendom urolige Husfolk, til at gjøre sin Pligt. Endelig blev Lygten udbragt, og Verten traadte hen til den indslaaede Vognfading.
„Naa endelig!“ hørtes en Fruentimmerrøst. „Det er ikke nok, at man skal kjæmpe med en oprørt Naturs Kraft; man skal ogsaa meddele Kraft til den døsige Menneskenaturs Inerti. Hurtig, Menneske! Hjælp mig ud af den vaade Kappe, at jeg kan faa Armene frie; saa skal jeg nok hjælpe mig selv.“
„Det er mig ubegribeligt, at Fanny, kan have Tid til Sentenser,“ sagde en anden Pigestemme halv højt i en uvillig, grædefærdig Tone. Fanny, som, idet Regnkappen faldt, med Behændighed svingede sig fra Vognen i den forskrækkede Verts Arme og derpaa med to Skridt stod ved den anden Side i Færd med at pakke en Skikkelse ud, der sad indhyllet i mange Klæder, — vendte sig, idet hun med den ene Haand pegede til Tjeneren hen paa den Tilhyllede, hen imod den bebrejdende Stemme og svarede rask:
„Mine Sentenser have ikke opholdt mig nær saa meget, gode Kusine, som dine Betragtninger derover have sinket Dig. Maa jeg hjælpe Dig, Emilie?“
Imedens Tjeneren og Verten løftede den tilhyllede Skikkelse varligen ud af Vognen, havde Fanny faaet sin Kusine løs og saa sig forundret om. „Men min Gud, hvor er August? Fætter! Kom da hid og hjælp til?“
August var intet Steds at finde, og Fanny skød sig rask forbi den mistrøstige Emilie og det langsomme Tog op ad Trappen, spurgte Vertinden med et Blik om Lejligheden og stod allerede midi inde i Gjestestuen for at overse dens Bekvemmeligheder til den syge og forstødte Onkels Modtagelse. Et Par Øjeblik, og Sengen var omredt efter hans Tarv, og nu ilede Fanny ud i Kjøkkenet, hvor Luerne alt sloge op om Thekjedelen.
„Saa her dog er en Saarlæge! Vel, vi maa strax have Bud efter ham. Lad ham tage Lanset med!“
„Da Fanny misfornøjet maatte finde sig i samtlige Husfolks Forsikring om den sysiske Umulighed i at komme op til Forvalteren, inden Morgengryet viste Vej, traadte hun igjen ind i Stuen, hvor Onkelen var slæbt hen paa Sengen, og hvor Emilie søgte i det indbragte Rejsetøj efter sin Aften-Negligse. Deltagende gjorde Fanny et Skridt imod Sengen; da vendte hun sig pludselig til Emilie og hviskede: „Gal da hen til din Fader, Barn! Du ved, hvor omsindtlig han er. Desuden, maaske er hans Stød farligt; jeg har forlangt Edikke og Vand af Vertinden.“
Lydig gik Datteren, kyssede den Gamles Haand, og trak forsigtig hans Kjole af, imedens Fanny ryddede op og førte Thebordet frem.
Da gik Døren op; i en elegant Rejsefrak, med blanke ReussStøvler og Ur- og Lorgnetkjæden om Halsen, traadte en ung Mand ind, efterfulgt af Tjeneren og et Par Karle, der stønnede under Vegten af store Kufferter. Fanny stod et Øjeblik ubevægelig og saa paa den Elegante. Endelig brast hun i Latter uden at sige et Ord. Den unge Herre blev forlegen, svingede sig paa Hælen hen til den indtrædende Vertinde og spurgte, idet han drejede sine Knebelsbarter: „Hvor bringes disse Kufferter hen? Hvor er Frøkenernes Værelse, og hvor er mit?“ — Vertinden, som ikke ret forstod ham, vendte sig instiktmæssig til den forstandige unge Dame. Fanny sparede hende Svaret ved at give hende et Erinde, gav Folkene et Vink at sætte alt stille ned og gaa, tog Fætteren lidt ublidt ved Armen og snoede ham omkring.
„Tag dog en Gang Lorgnetten frem, lille Fætter, og se, om der kan ventes Værelser til Frøkener og Herrer her! men jeg ved meget vel, hvorfor De spurgte; det var for at imponere den stakkels Kone. Aa, I Tydskere ere saa opblæste undertiden, saa I komme paa Siden af en egte Engelsmand.
„Søde Kusine! De er jo lige saa slem imod Deres Landsmænd, som imod os. O! nu mærker jeg, De mener ikke et Ord med Deres Strenghed. Skulde ogsaa disse indtagende Former kunne indslutte — —.“
„Tak, Tak! Cetera desint! om jeg tør bede. Men hvor tidt skal jeg fortælle Dem, at jeg er ingen Englænderinde, vil ikke være Englænderinde. Jeg er fød paa den frie Jord, som min Bedstefader kjøbte sit Folk Ret til med sit ædle Blod ved Saratoga. Jeg var en fri amerikansk Borgers lykkelige Datter, og aldrig havde jeg seet Europa, havde ikke Ulykken forfulgt min Familie.“
„O Fanny! Og da havde aldrig Europa seet Dem!“
„God dam! Det er sandt!“ lo Fanny og gik hen til den Syge. Imidlertid var den forsagte Emilie kommen sig efter Rejsens Besværlighed og eftersaa nu med Fanny den gamle Onkels Arm, som havde lidt ved Vognens Væltning. Hævelsen var allerede betydelig, og han rystede selv urolig paa Hovedet. Da der nu imidlertid var gjort, hvad der uden Læges Hjælp kunde gjøres, paatog Fanny sig at opmuntre den sygelige Gamle, paa samme Tid, som hun satte Emilie og August i Bevægelse med at arrangere Aftens-Thebordet.
Vi ville opholde os et Øjeblik med at tage Skuepladsen i Øjesyn. Skjønt Stormens Stød vare sagtnede, piskede dog endnu Regnen heftigt paa Vinduerne, og i Kaminen slog Luen ofte ud til Siderne. Det ret pene Værelse var ryddigt. Midt paa Gulvet sad den smukke, venlige, lidt ubetydelige Emilie i sin hvide Negligée og skjænkede den aromatiske The. Ved Siden af hende svedede August over en Cigar, og drak dertil sin The med gammel Rom i. Den arme Mand taalte ikke Tobak; men da Kusine ikke kunde lide, at et Mandfolk ikke røgede, saa havde han til denne Rejse anskaffet sig en Kasse egte Havannacigarer. Ved Sengen sad Fanny og rakte den Gamle de tynde Smørrebrød og Theskaalen. Foran hende stod en Drik, hun havde tillavet sig af Rhinskvin, Citron, Sukker og Vand; dertil spiste hun et Stykke Hvedebrød. Onkelen, som vi hidtil have kaldt ham, eller Grosserer von Burckhard, hertugelig Kommissionsraad og en meget rig men ogsaa meget sygelig Mand, sad med godmodig og taalmodig Mine oprejst i Sengen og begyndte at glemme Smerten i den venstre Arm, samt Podagraen og de øvrige Skrøbeligheder, der havde bragt ham til med Familien at foretage denne Rejse, hvis Maal var et af Tydsklands bekjendte Bade. Han lo hjerteligt, saa Taarerne kom ham i Øjnene, naar Fanny skød sine Pile paa August; men lagde dog til en ikke alt for smagfuld Metafor: „Det Kvæg, som stanges brav, bliver siden bedst enigt.“ Emilie saa ganske forskrækket paa Fanny; men hun kjendte ikke Fanny. Den godmodige Burckhard kunde ikke støde Pigen. Hun bar Agtelse for hans Hjerte, for hans Alder, og Taknemmelighed for den Beskyttelse, hun nød i hans Hus. Med August holdt hun gjerne slemt Hus. Thi hans Paatrængenhed, Kjærlighed, Smiger, Spøg, Elegance og vigtige Ubetydelighed gjorde ham aldeles uudstaaelig i hendes Øjne. Endelig blev han vred, og for at hevne sig vilde han indlede en politisk Samtale med Amerikanerinden, hvem han, maaske ikke uden Grund, havde mistænkt for at hade The af en gammel politisk Aarsag. „Hvor dog Theen er en Gudedrik, Kusine!“ udbrød han, idet han rakte sin Kop til Emilie for at faa den fyldt: „skulde man tro, at De foretrækker Blandingen af Rhinens tynde Drue og tykke Vand? — Vidste De, hvor dejlig Theplanten smager!“
„End Tobaksplanten, lille Fætter!“ spurgte Fanny, idet hun satte et medlidende Ansigt op. Emilie, den stille Emilie, brød ud i Latter og ligeledes gamle Burckhard. Men Fanny skjænkede mere Vin i sit Glas og forandrede ikke en Mine.
Fannys Forældre havde boet i Baltimore. Faderen, en Enthusiast for Fædreland og Frihed, festligholdt hvert Aar den 4de Juli med Pragt og højtideligt Alvor, fremstillede de nordamerikanske Fristater som den første modne Frugt — og dertil den eneste — af Menneskeslægtens mangetusindeaarige Bestræbelser for at knytte et fornuftigt Selskabsforhold, — bar en temmelig Grad af Uvilje imod England og paastod, at naar de Gamle dannede Ordet Dyd af Manddom, de Nordiske af „Dygtighed,“ skulde Englænderen danne det af arrogance. Skjønt denne Mand ikke vedkommer os uden som Fannys Fader, bliver det dog rigtigt her at anføre et Stykke af en Afhandling under hans Navn, i et amerikansk Blad af 1799, hvilket Nordamerikaneren, Hr. M . . M . ., for nogle Aar siden viste mig.
„Dersom jeg forestiller mig Nationers Masse som en Jord, hvori ethvert Individ er en Plante, — nogle Græs, andre Blomster, andre Trær, — og jeg saa vil sammenligne England og Frankrige: saa finder jeg nordenfor Kanalen en fed, rig, udbrændt, kold, sumpig Jordart, der giver en ypperlig Vegetation for økonomiske Urter, for adskillige skjønne, kjødfulde Frugter og for store Pragtblomster. Men sydlig for Kanalen forekommer Jorden mig at være en hed, tør, hidsig Jordart, bestaaende af Mergel, Ler og Sand. Der trives ingen saftig Plante, men sine Stengler bære krydrede Blomster med hede Farver og herlige at skue. Og der, i den Jord kan Cederen trives. Ja skal engang et vældigt Træ skyde frem for at fordunkle Oldtidens Helte-Ege, saa bliver Frankriges tørre Sand dets Jordbund.“
Paa et andet Sted i samme Afhandling ytrer han sig saaledes: „Franskmanden er egennyttig af Ærgjerrighed og besidder levende Følelse for Dyd, uden altid at have Kraft til at udøve den; Englænderen er dydig af Stolthed, og hos ham er Egennytten den anden Følelse. Han har ofte Kraft nok til at udøve Dyden, men han har ingen Følelse for den. Dersom en stor Mand, en Mand hvorefter Aartusinder skulde nævnes, var fød f. Ex. i Amerika og tilbød England sin Arm: England vilde ikke modtage ham, eller vilde sænke ham ned i sine Sumpe og raabe til Verden: „vi have ham.“ Kom han til Frankrige: Frankrige optog ham med aabne Arme, fordrede kun, at han skulde kalde sig Fransk, flokkede sig om ham og raabte til Verden: „vi have ham!“ — Eederens Palmeolje indsuges begjærligen af Kalk, skydes koldt tilbage af Sumpjord“.
Jeg tror, ved at have oversat dette Stykke af Hr. Georg Burckards Afhandling, at have givet en temmelig tydelig Idee om, hvorledes han maa have ytret sig i det daglige Liv om lignende politiske Gjenstande. Da nu Fanny, hans eneste Datter, var en liden Pige med lys Forstand, levende Fantasi, flammende Følelse: blev hun ham aldeles uundværlig og hendes Opdragelse hans kjæreste Beskjeftigelse. Intet Under, om en noget ukvindelig Karakteer ved denne Omgang var fremkommen. Men Fannys Moder, en ganske ung, blændende Skjønhed, var i mange Henseender det Forskjellige fra Burkart; hun besad en øm, blød, sværmerisk Sjæl, der stedse levede i en poetisk Verden, og var fortrolig med de fleste bekjendte Forfattere i den engelske og tydske Litteratur, — for Resten overmaade kvindelig, tækkelig, korrekt i sit hele Udvortes. Forældrene høldt af hinanden, og de elskede lige højt sin Fanny; saaledes ytrede begge sin Indvirkning paa hendes Karakteer, — og hun syntes at have efter Faderen det Bestemte, Forstandige og Vittige, efter Moderen det Smagfulde, Indtagende og Fantasifulde. Efter dem begge havde hun arvet Forkjærlighed for Amerika.
Et patriotisk Handelsforetagende bestemte Burkart til at rejse til England, og han medtog Kone og Datter. Ølandet syntes at ville hevne den Uvilje, hvørmed Amerikaneren stedse havde ytret sig om det. Ikke blot strandede Burkarts vakre Spekulation; men han paadrog sig en Proces, hvori den engelske Regjering blandede sig, og saa ved man jo nok — tys, tys! vi ville ikke anstille Sammenligninger! Forbitrelse, Hjemve, maaske endnu en dybere Krænkelse bortrev ham pludselig. Fanny og hendes Moder levede et Aarstid i London, og mange tilstødende Omstændigheder forhalede deres Tilbagerejse til største Misfornøjelse for Fanny. De Faa, der kjendte noget til Forholdet imellem den femtenaarige Datter og trediveaarige Moder, paastode, at en vis Kulde begyndte at fjerne dem fra hinanden, at Fanny syntes at behøve sin hele Selvbeherskelse for at iagttage det Sømmelige imod Moderen, og at denne satte et Slags frygtsom Trods i Stedet for moderligt Alvor, imod Datteren. Pludselig forsvandt Mistreso Burkart. I Førstningen hed det, hun var bortrejst, — senere at hun var død paa en Rejse. „Min Moder er død!“ sagde altid Fanny, naar man spurgte derom (i det mindste sagde hun det altid, efter at hun var kommen til Tydskland), i en Tone, saa at Ingen vovede at spørge videre. Uden i ringeste Maade at ville indestaa for Sandheden, bør jeg dog her tilføje, at et løst Rygte berettede, at Mistress Burkart giftede sig med en Englænder, hvis Kabale især havde styrtet hendes Mands fædrelandske Planer.
Efter Moderens Død altsaa, forandrede Fanny paa en Gang sin Plan. Hun, som kun længtes efter sit elskede Fædreneland, vilde nu paa en Gang ikke tage hjem. Hendes Venners Forundring og Raad gjorde intet Indtryk paa den femtenaarige Pige. Hun skrev til den hende fjernt beslægtede Kommisfionsraad Burckhard i Tydskland, fik venligt Svar tilbage, og rejste uden Ledsagelse et Par Maaneder derefter med Levningerne af en ikke ubetydelig Formue over Kanalen og derfra til Lands til den forventningsfulde Familie.
„Man maa gjøre, hvad man kan for sin Slægt; men dette er en tung Pligt!“ sukkede Burckhard, da han havde havt Pigen en halv Dag i Huset; „hun er jo fjantet!“ — Emilie, der fra først af havde gruet for den engelske Kusines Ankomst, fandt hende snarere elskværdig, og Augnst, som nylig var kommen franniversitetet, hvor han dog hverken havde lært at røge Tobak eller duellere, men derimod, sagde man, ikke saa lidt Jura og endnu mere Inkroyabilitet og Burschenvæsen, blev øjeblikkelig dødelig forelsket i Englænderinden. Vist varede det ikke længe, førend den gamle Grosserer elskede Fanny som sin Emilie, om ikke endnu lidt mere, og førend Alle, der kom i Berørelse med den herligt fremblomstrende Mø, henreves af hende. Ved den Tid, da Baderejsen foregik, havde hun i tre Aar været den skjønneste Prydelse i det anseelige Burckhardske Hus. Denne Episode kunde maaske passeligt sluttes med en Beskrivelse over Fannys Udvortes, skjønt slige Beskrivelser ikke række langt til. Hun var noget over almindelig Fruentimmerhøjde, havde en fortryllende Skabning, især den skjønneste Barm og de dejligste Arme. Hendes Ansigt var en temmelig lang Oval, og naar man kritisk bedømte det, fandt man let et vist Misforhold imellem den fine, let opbøjede, skalkagtige Mund og den regelmæssige, forstandige Næse, — imellem de blødt bøjede, svagt farvede Kinder og den strenge, højt hvælvede Pande. Vanskeligt var det at angive de store, talende Øjnes egentlige Udtryk. De forandrede virkelig undertiden pludseligen Farve. Almindelig vare de næsten alt for lyseblaa; men naar noget satte hendes Følelse i Bevægelse, da talte hendes Sjæl ud af dybt blaa, glindsende Øjne, og Hjertet rørtes underligt derved. Naar Vid og Munterhed besjælede Fanny, havde disse Mirakelblik en Mellemfarve; men da saa de ud, efter August Burckhards Udtryk derom, som naar det klareste Maaneskin spiller paa en spejlglat Sø. — Da det ikke har været min Hensigt at fornøje unge Herrers Indbildningskraft ved denne Beskrivelse — men hel alvorlig at pege hen paa det Karakteristiske, vil jeg hertil kun føje, at Fannys Haar faldt i tykke, rige Lokker ned over hendes Skuldre, saa snart Moden tillod dem det, og vare af et Gult, som gik over imod det Askegraa.
Først over Midnat bragte Verten vore Rejsende den beroligende Efterretning, at Regnen var aldeles ophørt, og at Vandet synlig sank med hvert Minut. Burckhard var indslumret; det øvrige Selskab besluttede nu ogsaa at tage Hvile saaledes som Lejligheden dertil var. Saa snart det blev Dag, vare de tre unge Mennesker paa Benene, og man beredte sig paa at modtage den ved Morgengry forlangte Læge. Hr. Mathieu havde rigtignok havt sine store Betænkeligheder; men Fanny, som lettelig ved et Blik paa Klippestien og det højt liggende Slot kunde forudse dette, havde bragt August til i sin Billet at brolægge den hele Vej. Mathieu kom. I en Maskine paa to Hjul, der lignede en Portechaise paa Kariolarme, kom han, trippede ind i Stuen gjorde et dybt Buk for de Tilstedeværende og stillede sig hen for den Syges Seng. Imedens han staar der og kvæstionerer og derefter med betænkelig Mine udøver Æskulaps Kunst, gjør jeg en, jeg tilstaar det, for min Fortælling mindre nødvendig Disgression, idet jeg beskriver Mennesket. Han var en meget liden Mand, forskrækkelig mager, noget foroverbøjet. Den hvidpudrede Paryk, der endte sig i en stadselig Pung, skjulte det Øverste af en dybt furet Pande, hvis Form ikke syntes at røbe Enfoldighed. Sorte Øjne skjulte sig undertiden skye under de buskede Øjenbryn, undertiden brandt de frem som Vulkaner, og da fik det hele Ansigt en saa mærkelig Betydning, at man ikke uden Studsen kunde betragte det
„Battista Seni! Synes Dem ikke, Kusine?“ hviskede August. Fanny rystede paa Hovedet.
„Dertil er han for liden af Væxt, for ubetydelig af Figur.“
„Han seer snarere ud som en italiensk Akva-Tofana-Fabrikør“, mente Emilie.
„Nu, saa slemt finder jeg ikke Fysiognomiet,“ vedblev August; „veed Du vel at han, uden at Du maaske selv lagde Mærke til det, har det lille Skjødskind der at takke for din skrækkelige Beskyldning. Ha, ha! I Sandhed kuriøs! Et bitte lidet, udsyet Skindforklæde! Det er vel et tablier de maçon.“
Mathieun havde hørt de sidste Ord. Med et Udtryk af Uvilje vendte han sig fra Patienten og svarede alvorlig, idet han gjorde en Bevægelse med de udstrakte Arme, som han vilde støde noget bort: — „Pardon monsieur! c’est le tablier d’un confiturier royal.“ Han beskjeftigede sig strax igjen med den Syges Arm.
Jeg kom ud af Beskrivelsen over Mandens øvrige Udvortes og har heller intet Paafaldende at lægge til. Enhver ved at forestille sig en pen, gammeldags Franskmands Pynt. Hint besynderlige Forklæde bar han kun ved enkelte festlige Lejligheder. I Hjørnerne var Louis XVI og de franske Liljer firligen udsyede, og den ene Ende var opheftet ved en Guldnaal.
Hr. Mathieus alvorlige Forsikring, at Burckhard ikke i flere Uger vilde kunne fortsætte Rejsen, da Armen var forvreden, bragte dem alle i den ubehageligste Stemning.
„Skal jeg da blive liggende her?“ fukkede den Syge og følte et pinligt Stik af Podagraen, „det bliver en net Baderejse!“
„Stærke Draaber i smaa Portioner, Hr. Mathieu!“ hviskede Fanny flygtig; „kortere Tid at begynde med!“
Et let Smil viftede over de skarpe Træk og viste, at han tog Erindringen, som var ledsaget af en saa træffende Allegori, meget vel op. Han forbedrede da sit Udtryk saaledes, at Ugerne gik paa en fuldkommen Helbredelse, og at nogle Dage maatte gaa hen, inden Patienten kunde taale Vognens Bevægelse.
August kastede langsomt sit Blik om i Værelset og fæstede det derpaa spørgende paa de unge Damer.
„Ja, nu giver jeg Dem Ret,“ sagde Fanny. „For et længere Ophold er her sandelig ikke Bekvemmeligheder.“
Emilie spurgte Mathieu om Dalens øvrige Beboere; men han gav intet oplivende Svar. Kun Landmænd vare bosatte her; Sognets Gejstlige, en gammel Ungkarl, boede hos Sognefogden.
August udbrød: „Men oppe hos Dem i den gamle Ørnerede hist paa Fjeldet! Der op kunde min Fader bringes ved Bærestol. Jeg er vis paa, De overlader os nogle Værelser. Saa have vi jo vor Asklepios ved Haanden.“
Mathieu satte et meget pudseerligt Ansigt op ved denne raske Tale og maalte sin Mand med de smaa livfulde Øjne.
„Mener De?“ udbrød han endelig, og et næsten umærkeligt Haansmil strøg over Munden. „Pardon! Men det sker ikke.“ — Han anbefalede den Syge jævnlige Omslag og Rolighed, lovede at komme igjen næste Morgen, bukkede afmaalt og trippede ned til sin Chaise.
August sendte en modern Ed efter ham; men den Gamle sagde med venlig Alvorlighed. — „Band Du heller din Fremfusenhed, August. Kunde Du da ikke se paa den stive Herre, at der vilde et andet Sprog til end det, i hvilket Du fremførte dit Forslag? Jeg tænkte ogsaa at bede ham om Husly, da, som Vertinden sagde os, han bor næsten alene i et Slot. Men jeg kunde ikke komme paa Maaden, for jeg saa nok, Karlen var stiv. Og saa mente jeg, Du Fanny — —“
Emilie afbrød: „Netop derfor begyndte jeg Samtalen om Dalens Boliger; jeg tænkte altid: nu falder Fanny ind.“
„Men saa fik hun ikke Tid for mig. Ja vist!“ brummede August; øjeg maa vende mig som jeg vil, saa gjør jeg jer ingen Ting tilpas.“ Han vilde gaa ud af Døren. Men pludselig fik han en bedre Idee. Mild som Majen traadte han hen for Fanny.
„Kusine! De ser, hvorledes jeg er faren. Men tror De ikke, min Vilje er god?“
„Kjære August! Hvortil et saa overflødigt Spørgsmaal?“ svarede Fanny med et Udtryk af huldsalig Blidhed, vistnok vækket ved Følelsen af, at hun dog nu, som saa ofte, var Skyld i, at han havde Ubehageligheder. Men dette Smil gav ham Mod. O, naar De tror, min Vilje er god, saa paatag De dem at lede den! Ræk mig Deres skjønne Haand igjennem Livet! vær denne Ædles Datter og Emilies Søster!“
Paa Fannys Aasyn afverlede Dødsbleghed med den hedeste Purpurlue! hun bævede over sit hele Legeme; hun vovede ikke at slaa Øjet op.
Emilie trykkede hende smigrende op til fsig. „Aa ja, min søde Fanny! Det er en god Dreng; jeg beder for ham,“ sagde den venlige Gamle og strakte sin friske Arm ud imod hende.
Da løste sig den stivnende Bedøvelse hos Fanny. Under en Taarestrøm viklede hun sig løs af Emilies Arme og ilede hen til Burckhard.
„Kjære Onkel! af et fuldt Hjerte siger jeg endnu heller: kjære Fader! thi De har været mig Forældreløse en øm Fader, ligesom Du Emilie er min kjærlige Søster, og som jeg i Dig, August, altid har seet en god Broder. Lad mig nu række dig Søsterhaanden, min Broder! Lad det fortrolige Du endnu nøjere samle os! — Men ved dette Forhold tror jeg, vi lade det blive; i det mindste ville vi overlade til Fremtiden at udvikle andre Forhold. — Ak, min Gud! Doktoren smagte jo ikke din Madera, Fader! Nu, saa maa Du og August drikke et Morgenglas. Kom Emilie, vi ville gjøre Besked i vor Rhinskvin!“
„Fortryllende Væsen!“ raabte August med en Begejstring, som hævede ham over ethvert Smigreri. — En venlig Rørelse var udbredt i den lille Kreds. Kun Fannys Bryst var ikke saa ganske roligt. Den overlegne Aand, der trindt om sig bringer Ro og Fryd, mangler ikke sjelden selv Freden.
Formanden, som havde skydset dem frem til Dalen, traadte ind for at erholde sin Betaling. Han vilde begive sig paa Tilbagevejen med de udhvilede Heste.
„Jeg faar et Indfald, August,“ sagde Fanny; „hvad, om Du og jeg sætte os til Hest og aflægge Mathieu et Formiddagsbesøg, imedens Emilie sysler om Fader? Maaske vi ved fælles Hjælp overtale den vrantne Forvalter til at tage os i Kvarteer hos sig.“ Ideen blev approberet, og inden faa Minuter sad Fanny i Vertindens gamle Sadel, ledsaget af sin troe Nidder.
Det var vistnok intet Lystridt, Fanny foretog sig. Endnu strømmede Vandet ned igjennem den stejle, klippefulde Fjeldvej. August standsede, bekymret for Pigen, sin Hest og saa spørgende paa hende.
„Vil Du ikke vende om, kjære Fanny? Jeg skal gjøre mit Bedste for at overtale den Gamle.“
„Ej, naar han kunde komme frem med sin Hjulbør af en Vogn, saa vinder jeg vel ogsaa op. Rid kun til!“ og munter slog hun Sløret tilbage og holdt fastere i Tøjlen.
Endelig vare de oppe og ved Taarnets Fod. En vidtløftig, smagløs Bygning laa udbredt for dem. Intet Tegn til Beboere viste sig. August sprang af Hesten ved den uhyre Port og begyndte at bearbejde den med Porthammeren. Da aabnedes en Luge over Porten, og en aldrende Betjent stak forundret Hovedet frem.
„Her modtages ingen Fremmede.“ Allerede vilde han slaa Lugen i.
„Nej holdt, Kammerat!“ raabte August; „vi ville tale med Forvalteren.“
„Ja, han er ikke hjemme-“
„Jo vist er han. Nu kom han jo nylig hjem.“
„,Ja, men han sover; han var træt efter Turen.“
„Det ved jeg meget vel, min Ven,“ tog Fanny Ordet, idet hun red nærmere; „men han har sagt, vi skulde komme efter. Og til Bevis har han givet mig sit Chirurgbestik, som Du her ser. Desuden er her endnu et Bevis for Dig.“
Hurtig tog hun en Guldmynt frem og holdt den i Vejret.
„Ja, naar Jomfruen har saadanne Bevifer,“ mente Michel,“ saa maa det vel være rigtigt.“
„Ak, Fanny, Fanny!“ sukkede den varme Beundrer, da Porten hvinende vred sig om de rustne Hængsler, og Hestene stolprede frem over Levningerne af en Brolægning. Michel løftede høflig Damen af Sadelen, modtog de belovede Beviser og viste hen paa Stentrappen, der med vaklende, halvudfaldne Trin førte Eventyrerne ind i en stor Vestibule. Her kom en anden Betjent tilsyne, hvis Ansigt først ved Michels forklarende Analyse tabte sit forstenede Udseende.
„Jeg er virkelig lidt bange,“ hviskede Fanny; „men i det værste Fald kan han da blot vise os Døren.“ — Klaus havde imidlertid anmeldt Herskabet, og efter en lang, temmelig pinlig Venten havde de endelig den Lykke at se Hr. Mathieu, hvis forlegne, uvillige, næsten trodsige Mine slet ikke spaaede noget Godt.
„De undskylde, om vi komme til Ulejlighed, Hr. Forvalter,“ begyndte Fanny i et flydende Fransk, idet hun gjorde med usigelig Ynde en Menuethilsen; „men ikke blot Velanstændighed byder, ogsaa Taknemmelighed fordrer, at vi paa min Onkels Vegne i Deres Hus aflægge et Besøg, bevidnende hans og vor Forbindtlighed for den menneskekjærlige Iver, med hvilken De i en saa ubehagelig Aarstid har umaget Dem ned i Dalen for at yde den Fremmede Hjælp ved deres ædle Kunst.“
Den ene Sky forsvandt efter den anden fra Mathieus Ansigt. Hastig trak han et Par gamle Lænestole frem, idet han først hviskede dem af med sit hvide Lommetørklæde.
„Mademoiselle! Monsieur! Deres Artighed er virkelig alt for stor. At rejse herop til mig gamle Mand i et saadant Føre! Jeg opfyldte jo kun en simpel Menneskepligt. De maa have echaufferet Dem. Tillad mig et Øjeblik!’ Manden sprang ud. August greb Fannys Haand og trykkede den til sine Læber, inden hun kunde forhindre det. Neppe havde den indtrædende Forvalter vexlet nogle almindelige Artigheder med sine Gjester, førend Tjeneren kom ind med Chokolade og Bagverk.
August, som nu ogsaa havde faaet Munden paa Gang, roste af alle Kræfter den ham modbydelige Drik. Men Fanny valgte derimod at beundre de merveilleuse Biskotins.
„Aha la connoisseuse!“ smilede Exkonditoren „I Sandhed, De ligner ogsaa den høje Dame, efter hvem jeg i Underdanighed en Gang i bedre Dage benævnte denne af mig selv opfundne Komposition.“
„Og det var? Hr. Mathieu.“
„Ak! Det var Mademoiselle! Gud velsigne hende i sin Himmel! Det var Prinsesse Elisabeth. Hun havde den Naade at tillade mig at kalde disse Smaakager: Lisetter.“
Behøver jeg at trætte mine Damer og Herrer længere med denne Samtale? Neppe tviler Nogen om, at den kloge Fanny opnaaede sin Hensigt. August red tilbage for at anordne det Nødvendige til Burckhards varsomme Flytning, imedens Fanny, understøttet af den nu højst artige Mathieu og hans Folk, indrettede de længe ubeboede Værelser til Benyttelse. Tre Kabinetter bleve snart bragte i Orden.
Forvalteren var som forvandlet. Folkene betragtede ham med store Øjne. Han bevægede sig med dobbelt Hurtighed, trallede gamle Kontradanse og gjorde Entrechats. Fannys hulde Indtagenhed havde smeltet hans gamle Hjerte. Nu skulde der tænkes paa et Middagsmaaltid for de Friske og Supper for den Syge. Mad og udsøgt Vin havde han, af en Aarsag, som vi maaske siden faa Lejlighed til at nævne, i Overflod. Men Folk manglede han. Imidlertid, førend han vilde nedlade sig til at leje fremmede Hænder fra Dalen, fordoblede han sine kluntede Betjentes Iver ved en og anden: Foudre! Sacre Dieu! Fripon! Nu var alt beredt for det første. Der gik flere Timer hen, inden Burckhard og hans Børn kunde komme. Med en Blanding af Tjenerydmyghed og Anstand som Vert underholdt han sig med Fanny.
Samtalen angik fornemmelig den Syge, hvis nys tilstødte Uheld syntes dobbelt betænkeligt derved, at hans Legeme forud var saa svagt og gigtfuldt. Imidlertid lagde Mathieun saa megen pralfri Kyndighed for Dagen, at Fanny fattede Tillid ej blot til Chirurgen men ogsaa til Lægen — og trykkede taknemmelig hans Haand.
Udmattet, men ikke syg, kom endelig Burckhard ind paa Slottet, og den omhyggelige Vert mødte ham med styrkende Draaber. Emilie fløj taknemmelig om Fannys Hals, og August gned sine Hænder af Glæde og Kjærlighed. Beskeden forlod Mathieu Familien — og kom kun tilsyne for at sørge for dens Bekvemmeligheder. Efter Maaltidet fik Damerne sit Haandarbejde frem, og August satte sig til at skrive i sin Rejsejournal.
„Konen i Vertshuset,“ begyndte Emilie, „fortalte mig i Dag en hel Del om den gamle Forvalter. Han har boet her i mange Aar og kom hertil som Opsynsmand over en Statsfange, der virkelig endnu skal leve i Taarnet. Man sagde ham længe død, og det hed, at Mathien skulde rejse bort. Men for nogle Uger siden har Fangen været seet paa Taarnets Plafond.“
Denne Beretning gav Stof til forskjellige Betragtninger og vakte især Fannys hele Interesse.
„Formodentlig atter et Offer for den sneverhjertede Politik,“ sagde hun og var snart i Tankerne nede hos den Ulykkelige, snart ved et for hende naturligt Sidespring paa St. Helena hos den store Fange.
„Vilde Du fulgt Napoleøn, om du havde været i hans Omgivelse?“ spurgte Angust, idet han lukkede sin Rejsepult.
„Om jeg vilde? O, hvor gjerne havde jeg ikke forandret min Rejse og besteget hans Skib, da jeg forlod England! Evig er mig denne Briternes Skjændselsdag mærkværdig. Det var den 18de Okt. 1815, samme Dag, som jeg flygtede fra dette forhadte Øland, at Verdenshelten, efter at han som Gjest havde begivet sig i Prinsregentens Beskyttelse, blev som Fange bragt ombord for at udstødes af den Verden, hvis Aarhundrede han skal betegne.“ Hendes Øje flammede, og en stærkere Rødme farvede de yndige Kinder. — „O, kunde jeg ført ham til Amerika!“
„Hvor gjerne ser jeg Dig saaledes, mit skjønne Barn!“ sagde den oplivede Burckhard; men jeg begriber ikke, hvorledes Du, Republikanerinde, kan være saa enthusiastisk for den Despot, hvis Lænker hele Europa, England undtaget, maatte bære.“
„Det Uvejr, vi vare udsatte for i Gaar, den farlige Oversvømmelse: sligt kalde vi afskyeligt, gode Fader; men naar vi engang maatte være Vidne til en uhyre Orkan, en forfærdelig Naturrevolution: mon vi da ikke, hvis vor menneskelige Svaghed tillod det, vilde tilbedende begejstres af den mægtige Naturkraft? Men det er heller ikke Napoleon i hans Glands, jeg elsker; det er Napoleon i hans nøgne Storhed, afklædt Krone og Purpur, som med Vælde drager mit Hjerte til sig. Ja, jeg tilstaar gjerne, min dybe Afsky for Englands Troløshed har Del i den Medlidenhed og den Interesse, den bedragne Halvgud indgyder mig. O min ædle, stolte Fader! Du skrev Sandhed! Din Sagacitet lod Dig ane, hvad Du ikke oplevede!“ — Hun udbrød i heftig Graad, og først lidt efter lidt lykkedes det Familien at adsprede hende.
Jeg frygter for ved Fremstillingen af denne Aftenscene at have nedsat Fanny i Manges Øjne. „Den Dame ønskede jeg ikke at omgaaes; det er jo en politisk Romanheltinde, der blot sætter sine kvindelige Følelsers Heftighed til den mandlige Politikers ensidige Kamplyst.“
Kun være mig det tilladt at anføre et lidet Ord til Fannys Forsvar. Hun viste sig sjelden saaledes. Vi have seet hende huslig, kvindelig, satirisk-humoristisk, uskyldig-intrigant, øm og kjærlig; lad os da nu tilgive det alt for heftige Udbrud af en Sjæl, der allerede fra Morgenen af var sat i en smertelig Spænding, hvis Følelse af Savn, af Ensomhed, af Tabet af alt Dyrebart — endnu mere var opvakt ved det mørke, uhyggelige Præg, denne gamle Bolig bar — og ved Emilies Fortælling om den i mange Aar indespærrede Ulykkelige.
Da Emilie lod sin Seng flytte ind i Faderens Kabinet, blev Fanny til sin store Tilfredshed ene i det for Fruentimmerne bestemte Værelse med alle sine stormende Følelser. Naturen, som saa herligen havde udstyret denne Pige, negtede hende en af sine sødeste Gaver: musftkalske Evner. Men til Erstatning havde den skjænket hende den lykkelige Kunst, i Poesiens Melodier at tolke Hjertets inderste Følelser. Da Fanny længe havde siddet med Hovedet støttet i den hule Haand og ladet de krydsende Følelser storme i mørk Forvirring, blev en iblandt disse klar; det var den reneste, den ædleste; det var Længselen efter det elskede Fædreland.
Da greb Amerikanerinden Bladet og nedskrev under hede Taarer følgende Elegi, følgende, for saa vidt som det har lykkets mig at overføre hendes skjønne Vers i vort Sprog.
Bølgen stadig over Fladen skrider,
At den nærmeste den favne maa;
Ak, forgjæves den mod Skjæbnen strider;
Aldrig skal den Sssterbølgen naa.
Haabet skuffer, Længslen stiger,
Evig, evig Maalet viger;
Aldrig skal den Bølgen naa.
Stjernen blinker huldt mod Vandringsmanden
Fra den fjerne Høj; — han følger den;
Han har Højen naaet; ak, fra en anden
Vinker ham dens Straaleglands igjen.
Haabet skuffer, Længslen stiger,
Evig, evig Maalet viger;
Vandrer! aldrig naar du den.
O mit Fædreland! tolv Timer strækker
Sine Vinger mellem Dig og mig!
Aftnen her din Morgenslummer vækker;
Eos først til Hvile kalder Dig.
Drømmen skuffer, Længslen stiger,
Evig, evig Maalet viger;
Fædreland; jeg savner Dig! v
For tolv Timer kun — i Himmelfavnen
Trykkede Amerika sig her;
Bolgen dør hos Bølgen dog i Havnen,
Vandringsmanden ser dog Stjernens Skjær;
Mig kun Maalet evig viger,
Mens min hele Længsel stiger;
Ej Amerika jeg ser!
„Nej aldrig, aldrig mere!“ sukkede den blide Digterinde, og rejste sig langsomt. Men Kastales hellige Bøger havde afkjølet Psyches brændende Smerte. Blidelig aabnede Fanny Døren til Sideværelset for endnu engang at underrette sig om Burckhards Befindende, og overlod sig derpaa i Søvnens rolige Arm.
Det var et lige saa kjedsommeligt som unyttigt Arbejde, om jeg vilde fortsætte med samme Omstændelighed at fortælle denne Families Smaatildragelser. Med Burckhards Arm gik det overmaade langsomt fremad. Men, var det Bjergluften, var det Aarstiden eller var det Mathieus heldige Kur og den forsigtige Diæt, han foreskrev? — nok, den Syge befandt sig daglig bedre og besluttede efter afholdt Familieraad, med Forvalterens Samtykke, at tilbringe de til Brøndtiden bestemte Uger her. At Mathieu gav sit Samtykke, var intet Under; thi ugentlig blev en net liden Sum tiltællet ham, og han havde den Fornøjelse, for den største Del af samme at anskaffe det Fornødne til de fortræffeligste Bagverker, — og øvede nu fra Morgen til Aften den kjære Kunst, hvis Mesterstykker engang havde behaget Louis le désiré. — Emilie var tilfreds med den heldige Indflydelse, denne Egn syntes at ytre paa Faderens Helbred, og befandt sig vel i den ensomme men romantiske Fjeldegn og den nedenfor udbredte skjønne Dal, som i Foraarets Fylde daglig fik nyt Liv. I øvrigt var hendes Dag her, som i Hjemmet, stedse besat. Hun tegnede, broderede og læste næsten i en pedantisk afmaalt Tidsorden. — Fanny var saare glad ved denne Bestemmelse. Hun havde slet ikke glædet sig til den brogede Badevrimmel. Her var en stolt, energisk Natur; her var en rig Ensomhed. De store, dunkle Gemakker med høje, alvorlige Familieportrætter, med lange Korridorer — talede til hendes alvorlige Sjæl; det hemmelighedsfulde Taarn, hvori en forfulgt Olding hensukkede sit Liv, — talte stærkt til hendes Hjerte. At se ham, maaske at redde ham eller dog modtage hans sidste Hilsen til dem, han havde kjær — — disse Ønsker stege heftigen op i Fannys Bryst, fulgte hende paa hendes lange Morgenvandringer i den bag om Slottet liggende mørke Fureskov, og greb hende undertiden saaledes, at hun følte sig ilde derved. Fanny havde altsaa intet imod dette Ophold. August var lykkelig i Fannys Nærværelse, og for ham maatte Egnen gjerne være dobbelt øde. Desuden gjorde han Smaature til den faa Mile fraliggende Stad for at indkjøbe Bøger og andre Fornødenheder, gik paa Jagt, dresserede en nylig anskaffet Ridehest og sammenflikkede stundom til Guitaren en ny Originalmusik af to gamle Efterligninger til et middelmaadigt Digt af hans egen Fabrik.
En af de første Dage efter deres Ankomst paa Slottet havde, jeg tror Emilie, henvendt et forsigtigt Spørgsmaal til Mathieu om den gamle Statsfange; men han havde taget dette Spørgsmaal saa unaadigt op, at Selskabet blev enigt om aldrig at berøre denne Gjenstand i sin Verts Nærværelse og ikke engang benytte hans Tyendes Enfoldighed for at faa at vide, hvad han maaske af de gyldigste Grunde vilde og maatte holde skjult. Men jeg har allerede sagt Nok om Fannys Interesse for denne Uvekjendte — for at overtyde Enhver om, at hun aldrig vilde tabe Opmærksomheden paa, hvad der i fjerneste Maade kunde føre til Kundskab om ham. Paa Taarnets Plafond var en høj Jernstang med et Fløj paa Spidsen. Saa ubetydelig og sædvanlig end denne Gjenstand var, gav den dog snart Fanny Stof til Opmærksomhed. Hun bemærkede nemlig, at Fløjet slet ikke rettede sig efter Vinden; men undertiden antog ved en rask Bevægelse en ganske modsat Direktion og blev derefter staaende. Nu iagttog hun Mathieu; og det undgik hende ikke, at han meget ofte kastede sit Blik hen paa Fløjet. En Dag stod Fanny i en Vinduesfordybning lige overfor det magiske Taarn; hendes Blik var rettet derhen. Burckhard sad i en pudet Lænestol ved det andet Vindue, og for ved ham stod Mathieun i sin Kvalitet som Læge. Da begyndte med Et Fløjet at bevæge sig; efter nogle faa Svigninger kastede det sig fuldkommen omkring. Fannys Blik fulgte ikke længere Fløjet men Mathieu. Denne afbrød saa snart muligt sin Samtale og trippede med sædnanlig Lethed ud af Døren. Vor Amerikanerinde fulgte efter, saa langt hun uden at vække Mistanke kunde følge, det vil sige gjennem en lang Gang, der førte ogsaa til hendes Værelse. Resultatet af denne Jagttagelse var, at Forvalterens Gang førte ham ind i den store Riddersal, hvor de kolossalske Portrætter hang, der saa tidt havde underholdt Fanny.
„Hvad ved jeg med alt det? Riddersalen har fire Døre. Om jeg nu faar at vide, ad hvilken han gaar ned i den Gang, der maa føre til Taarnet, hvad saa? Aalben staar vist ikke Vejen.“
Imidlertid havde nu engang den store Sal tiltrukket sig Fannys hele Interesse; og hun saa mangen Gang med spejdende Blik rundt om alle Vægge. —
Stakkels Pige! Dit Ønske skal blive tilfredsstillet; Timen er tegnet i Skjæbnens Bog.
En Aften havde August længe forelæst af en Bog, der interesserede det hele Selskab, men ingen mere end Fanny; det var nemlig en af Amerikaneren Coopers Fortællinger, maaske „Bostons Belejring“ eller „Lodsen.“ Da man brød op, var det hende umuligt at gaa til Sengs; Sommerens natlige Tusmørke udbredte sig i de lange Gallerier. Fanny gik nogle Gange op og ned og traadte endelig drømmende ind i Riddersalen. Dens alvorlige Udseende skræmmede hende et Øjeblik tilbage; da smilte hun ved sig selv og lukkede rolig Døren efter sig. Hun lænede sig til Vindueskarmen og saa tankefuld hen over den øde, njevne Slotsplads. Da blev hun var Skyggen af et Menneske; af Bevægelsens Hurtighed sluttede hun strax, at det var Forvalteren. Hans Skridt førte ham ind i den lange Gang udenfor Riddersalen. Fannys Hjerte bankede af ængstlig Forventning. Hurtig ilede hun bag de lange Gardiner, der hang ned fra en Baldakin over en fyrstelig Stol. Mathien kommer, nynnende som sædvanlig en Arie, gaar hen til den midterste Væg, ser sig, som af gammel Vane, rundt om og gjør derpaa en Bevægelse, som undgik Fanny, men i hvis Følge et overmaade stort Maleri med samt sin Ramme lynsnart sank ned igjennem Gulvet og efterlod en bred og høj Aabning. Fanny blev meget forskrækket; men da Mathien med sorgløs Ligegyldighed begyndte en gammel Vise:
Suzon, Suzon, je t’aime,
Que tu es belle, m’amie, &c.
og fortsatte syngende sine lette Trin i den aabnede Gang, fattede Fanny sig strax og betænkte sig ikke et Øjeblik paa at følge efter den godmodige Gamle. Let, som han hoppede afsted, svævede Pigen efter. En svag Lysstraale fra et Vindue ved Enden af den lange Gang viste fremad. Pludselig blev Mathieun staaende.
„Gamle Dosmer, som Du er!“ udbrød han ganske højt; „der lader Du Løndøren aaben til Salen.“ — Vips trippede han forbi Fanny til Indgangen og lod Skilderiet gaa op igjen. Vor Amerikanerinde var fælsomt tilmode. Hun følte, at hun havde gjort et voveligt og tillige ulovligt Skridt. Mod det forvovne i Handlingen satte hun et Slags bange Djervhed; det ulovlige gjorde hende skamfuld og frygtsom for at give sig tilkjende. Uden Tid til Overlæg trykkede hun sig ind i en Krog, indtil Forvalteren atter var forbi hende. Nu var det bælmørkt; selv Mathien begyndte at famle for sig:
„Ak, gode, kjære, Hr. Mathieu! Tilgiv mig, jeg — —“
Disse Ord vare netop i Begreb med at trænge sig op af det ængstede Pigebryst, da de pludselig bleve skudte ned igjen af Forvalterens Udraab:
„Fanny! Fanny!“
Fanny lyttede med tilbageholdt Aandedræt.
„Ah, ah!“ vedblev Mathieu; „Fanny! hvilket dejligt Navn! Men jeg lider ikke at man prononcerer 1 grec som u. Jeg siger Fanni; det er smukkere. Og — for hende! hun er den Smukkeste af alle Smukke. Ah, gamle Mathieu! Du elsker. Men det er en dydig Følelse. Du elskede ogsaa Mademoiselle! Men lad os gaa!“
Den gode Fanny var uden Tvil bleven rød midt i Mørket, hvis ikke en fysisk Umulighed forbød at rødme uden Lys. Men stum blev hun; det er vist. Da nu den Gamle, der imidlertid havde fundet Rækverket, lod staa ned af en Vindeltrappe, skød Fanny fuldkommen rolig, om ikke uden nogen Forlegenhed for Opløsningsscenen, bagefter. Trappen var ikke meget lang; men da Nattevandrersken stod ved Enden, smækkede allerede en Dør i. Fanny var ikke bange, men saare forlegen. Imidlertid — hun havde intet Valg. Forsigtig følte hun sig for. Uden Tvil befandt hun sig i et rummeligt Kjelderværelse. Endelig stod hun ved en Dør. Hun nølede; hun trak ti Gange Haanden tilbage. „Naa i Guds Navn!“ Døren var oppe. Ny Forvirring! Fanny staar i et elegant Kabinet. To Voxlys brandt klart paa et rundt, grønteppet Bord; en smagfuld Pult; en Boghylde med Pragtbind; et Marmorbord med Forfriskninger; en Kamin; en silketrukken Sofa; — saaledes var Værelset.
„Gud, hvad er alt dette? Fanny, Fanny! hvad har Du foretaget Dig!“
Hun vil fly. Da gik den Dør op, gjennem hvilken hun nys var kommen ind. En Mand traadte ind. Apollo paa Belvedere er ædlere, fuldkomnere — men ikke skjønnere formet. En næsten antik Toga fuldender det Frappante i Fremtrædelsen. Forundret over det uventede Syn, forbauset over Synets Herlighed, slog han det flammende Øje spørgende paa Fanny.
Fanny var ude af sig selv. Hun var forberedt paa at overraskes, om dette Udtryk er tilladeligt. Men her betog Synet hende al Kraft. Afmægtig sank hun hen paa en Stol. Den Ubekjendte kom hende til Hjælp; atter stege Livsaanderne op i de blegnede Kinder.
„Min Herre! For Guds Skyld, hvor er Mathieun?“ stammede hun.
„Mathieu, Forvalteren? Han er gaaen. Men kom til Dem selv hulde Skabning? Hvo er De? Hvad fører Dem hid?“
Den Ubekjendtes Forvirring gav Fanny den tabte Fatning tilbage. Med en Stemme, som gik over fra den ængstligste Skjælven til energisk Fasthed, fremstillede hun Aarsagen til sit Komme paa dette Sted. Forlegenheden gav hende Mod. Hun skildrede sin Følelse for den Olding, der efter hendes Mening her skulde vansmægte. Hun ledsagede sin Fortælling med de inderligste Taarer. Hun retfærdiggjorde det Besynderlige i sin Opførsel paa en saa henrivende Maade, at den Ubekjendte stodv som drømmende for Medlidenhedens Guddom.
Længe lod han sit Blik hvile paa den Fortryllende. Endelig aabnede han Læberne. I de mest melodiske Toner udbrød han:
„Hellige Uskyld! Kom til Dig selv! Har Du forfejlet din Hensigt? Eller er ikke den Ulykkelige ulykkelig, fordi Skjæbnen endnu ej har bleget hans Lokker? fordi en lang, kvalfuld Række af Aar ligger imellem hans Ulykke og Befrielsen? Her staar den Elendige, for hvem De vovede den heltemodige Vandring, elskværdige Dame! Flyr De ham, fordi han ikke hviler afmægtig paa et Straaleje? O, Amerikas ædle Datter!“ vedblev han paa Engelsk, men med Nordamerikanernes Udtale; „und din Landsmand et Blik!“
Underlig Virkning af de Toner, der løde om vor Vugge! Søde Vellyst, at lytte til dem i et fremmed Land! Fannys Øje straalede. „Landsmand! Ulykkelige Landsmand! Nu frygter jeg ikke mere for Dem. God Aften!“ —
Han førte hendes Haand til sine brændende Læber og ledede hende hen til Sofaen.
„Jeg gjetter Deres Tanker, ædle Fanny! De skjælver ved Forestillingen om at findes her. Berolige Dem! Saa snart Slosporten aabnes, kan De atter ubemærket vende tilbage. Jeg skal bringe Dem ud igjennem en hemmelig Gang til en Grotte i Skoven; derfra kommer De ubemærket hjem.“
Mistroisk stirrede Fauny paa Fangen.
„De tror mig ikke? Her er Nøgelen til en Dør i Grottens Baggrund.
„Men,“ sagde Fanny og strøg sig over det blegnede Ansigt; jeg maa vel drømme. Hvorledes kan De nævne mit Navn? Hvoraf kan De vide, at jeg er en Nordamerikanerinde? Hvorledes kan De, en Statsfange, have Udgang fra Deres Fængsel? — Hvem er De min Herre! O Gud, i hvilken skrækkelig Situation har min Letsindighed bragt mig!“
„Rolig, rolig, Miss! Fat Dem! Nyd, jeg beder Dem, disse oplivende Draaber. Saa snart De har sattet Dem, skal jeg sige Dem Alt, hvad jeg tør og maa.“
Endelig var Stormen over, Fanny var atter Fanny. Vel slog hendes Puls heftigt, vel følte hun en pinlig Forlegenhed. Men den Ubekjendtes beskedne Væsen g umiøfjendelige Hjertelighed indgød hende Mod.
„Nu vel, jeg er fattet.“
„Jeg ser det. Jeg beundrer Dem. Tilgiv, om jeg ikke ganske kan tilfrebsstille Deres billige Fordring paa Fortrolighed. Hvad det angaar, at jeg vidste, hvo De var, saa tænk kun paa den gamle Mathiens Hengivenhed og Følelser for Dem, og De vil ikke undres, om han bar en Gnist af de Straaler, Deres Ynde udbreder i Oververdenen, her ned i min skumle Bolig. Ja Fanny, jeg vidste alt længe ved Mathien, at der gaves en fortryllende Skabning af Deres Navn, og at denne var min Landsmandinde.“
To gjøre Et, og det er ikke det Samme. Gamle, sandfærdige Ordsprog! Om August havde vovet disse smigrende Ord, Fanny havde leet ham ud. I den skjønne Ubekjendtes Mund, fremførte i de elskede fædrelandske Toner, vakte de ømme Følelser i hendes Bryst. — Hun saa ned for sig.
„Jeg fatter Deres Forlegenhed, Miss; den er saare naturlig. Men, han pegede paa det smagfulde Taffelur, „Klokken er Et. Om tre Timer ved jeg, Bagporten aabnes, naar Hyrden drager ud med Kvæget; da er De befriet fra dette Fangenskab, der skulde gyde Salighed for en lang Række fremtidige Ulykkesaar i mit Bryst, naar jeg ikke saa den Utilfredshed, det foraarsager Dem.“
„Min Herre,“ svarede Fanny med tvungen Fatning; „De har Ret i at vente nogen Opofrelse af mig. Jeg er en ubuden Gjest; jeg er kommen paa en højst uheldig Tid,“ hun trykkede uden Affektation Tørklædet op til de brændende Kinder, „for at forstyrre Deres Rolighed! Det er min Pligt, ikke at gjøre Dem min Nærværelse mere end nødvendigt ubehagelig. Velan, min Herre! I Tillid til Deres Løfte, at jeg om tre Timer kan træde ud igjennem Skovgrotten, hvis lille Dør i Baggrunden ofte har vakt min Opmærksomhed, — er jeg nu ganske rolig, og — hvis mit besynderlige Besøg kan volde en af Skjæbnen forfulgt Mand nogen kjærkommen Adspredelse, — endogsaa veltilfreds. Altsaa, hvorledes maa jeg nævne min Vert?“
„Paa Virginias skovrige Sletter, hvor jeg tilbragte min glade Ungdom mestendels i det venlige Williamsburg, hvor York ruller sine Bølger forbi med strygende Fart, — der, Miss Burkart, kaldte man mig Victor Amand Valley. Min Fader, en tydsk Adelsmand, valgte Frihedens Land fremfor at glimre som en af vore Smaatyranners første Slave. Under Virginias rene Himmel lærte han mig at elske de Begreber om Frihed, som der ere saa naturlige, her saa fremmede. I New-York fuldendte jeg mine Studeringer, og stod i Begreb med at tiltræde en Post ved Universitetet, da min Fader foreslog mig at følge ham paa en Rejse til Europa. Vi ejede nogle Godser i Fyrstendømmet —gen[1], og til disses Skjæbne havde vi i flere Aar intet hørt. Saaledes kom jeg til Tydskland. Min svagelige Fader, som blev modtagen med Hengivenhed af sine gamle Undergivne, med Agtelse af Fyrstehuset og med Kjærlighed af sine mange Ungdomsvenner, — besluttede at henleve Resten af sine Dage paa sine Godser. Jeg, Miss — det Land, hvori min Fader boede, ansaa jeg for mit Fædreland, — jeg modtog en fordelagtig Post i Fyrstens Tjeneste. Saaledes ser de Nordamerikaneren Valley i Tydskland. — Men, min ædle Gjest, nu maa De tillade mig at bringe Dem en Smule Forfriskning. Miss befinder sig i en stakkels Robinsons Bolig. Imidlertid, imedens jeg, som han, maa beskjeftige mig med min ringe Husholdning, behager De at blade i denne Portefeuille; De vil der finde bekjendte og kjære Steder.
Han rakte Fanny et stort Cahier af fortræffelige Kobbere over amerikanske Prospekter. Fanny aabnede Portefeuillen; men for første Gang havde et amerikansk Landskab ingen Interesse for hende. Da Valley havde bortfjernet sig, rejste hun sig og gik med Uro om i det lille Værelse, idet hun trak ængstlig efter Vejret. Valley, som om han kunde ane enhver af hendes Følelser, kom ind igjen med det Forslag, at følge hende op paa Taarnets Plafond, for at hun i Nattens Dunkelhed kunde indsuge den friske Kjøling. Han førte hende gjennem den ydre Hvælving op ad en ikke besværlig Vindeltrappe, indhyllede hende i en let Kappe og forlod hende. Nogle faa Trin fra oven satte han Lanternen fra sig, saaledes at ingen Straale kunde forraade Beboeren. Fanny kunde ikke forklare sig sin Stemning. Hun var utilfreds med sig selv — og kunde dog ikke af Hjertet fortryde dette underlige Bekjendtskab. Valley blev snart Gjenstanden for hendes krydsende Tanker. En sød Smerte betog hende ved at tænke sig ham. Saaledes havde endnu ingen Mand gjort Indtryk paa Fanny. Men hvorfor var han her? havde han begaaet en Forbrydelse? eller var han Offer for Partisyge? for Sandhed og Dyd? — hvorledes var hans Skjæbne bestemt? han levede med Fyrstepragt i sin Ensomhed; han havde Nøglen til en bekvem Udgang af sit Fængsel! —
„Det begribe, hvo der kan!“ endte Fanny sit Tankeløb; „ak, hvad kommer det mig ved! Kunde jeg kun begribe mig selv!“
Valley lod sig se, og Fanny traadte ned paa Trappen. Ligesom ved Opgangen førte han hende ved Haanden, idet han med vante Trin holdt sig imod Trappens Spina og lyste ned ad med Lygten. Fannys Haand skalv i hans; var det Natluften eller hendes indre Uro? En behagelig og kvægende Vellugt duftede hende i Møde fra det lille elegante Kabinet. Bordet besat med Skaaler og Vaser af gjennemsigtig Porcelæn, var trukket hen for Sofaen. Med utvungen Grace førte den Fangne hende til Sæde og aabnede Laagene. En kraftig Bouillon var Hovedretten, Geleer og Bagverk sluttede det natlige Maaltid. Et Glas Melk stod for Fanny. Selv drak Valley et ganske lidet Glas Vin, uden at byde hende. Denne Finhed skar, som en falsk Glastone, i Fannys Bryst. Den bitreste Bebrejdelse over hendes usalige Indfald gjenlød i hendes Indre, og hun havde al Anstrengelse nødig for at hemme Taarerne. Den Fangne, hvis Falkeblik opsnappede den ufødte Tanke i Fannys Sjæl, rejste sig, rullede Bordet til Side og spurgte spøgende, om hun vilde bese hans lille Rige, imedens han paatog sig Taffeldækkerens Beskjeftigelse. Venlig rakte han hende Lygten.
„Tro ikke, kjære Miss, at De faar smukke Kamre at se; her er mit hele Hus, og Kaminen, hvor jeg kun tør brænde Spiritus, er mit Kjøkken. Men De vil udenfor i den Hvælving, hvorfra De som et Himmelsyn traadte ind til mig arme Underjordiske, opdage et Par Døre, hvoraf den ene fører til mit Forraadskammer, den anden til min Luftfabrik!“
Fanny følte, hvor omhyggelig Valley greb, endogsaa mindre naturlige Udveje, for at bortvende hendes Opmærksomhed fra hende selv; denne Følelse var ikke ganske behagelig. Imidlertid traadte hun ud i den ydre Hvælving. Den var lav, i Stedet for at Valleys Taarnværelse hvælvede sig i en betydelig Højde; men den strakte sig temmelig langt. Paa den ene Side bøjede Trappen sig, ad hvilken Fanny havde gjort den ubetænksomme Nattevandring; paa den anden snoede den Trappe sig, som førte op til Taarnets Højde. Lige overfor Døren til Taarnkammeret vare de to af Valley omtalte Indgange. Fanny traadte ud i den ene Hvælving. I et Forraadsværelse plejer man just ikke at indbyde fremmede Damer, men vor Amerikanerinde maatte tilstaa sig selv, at dette var værd at se. En Orden, en Omhyggelighed for at benytte enhver Krog; overalt desuden en Forening af Luxus og Smag, som altid smigrer Øjet. Hun gik ud og tog den anden Hvælving i Øjesyn, Valley kom efter.
„Ja Miss; her maa jeg nok hjælpe at orientere Dem. Dette mit saakaldte Laboratorium forskaffer mig den Livsluft, som gjør mit Fangebur taaleligt, og opsluger ved chymisk Forvandtskab de unyttige Gaser. Han viste hende de lette mekaniske Kunstgreb, hvormed en Maskine forrettede den chymiske Proces.
Dette adspredte og morede Fanny. Da de traadte ud, spurgte hun paa een Gang i denne lette, udtryksløse Tone, med hvilken vi tale til vore daglige Omgivelser.
„Men Valley! Sig mig dog, hvor blev Mathieu af i saadan Hast?“
„Ja, De maa sagtens undre Dem, kjære Miss Fanny. Tilfældet spillede ret med Dem for engang at tilsmile mig. Mathieu fik imod al Sædvane det Indfald at bringe Noget ind i hint Forraadskammer, førend han gik ind til mig. Jeg stod derinde for at efterse Levningerne af min Vinterfrugt. Imidlertid maa De, søde Miss, være kommen ind. Mathieu siger God Nat og tripper som sædvanlig med rappe Smaatrin op ad Vindeltrappen.“
Fanny maatte smile, og oprømte traadte de begge ind i Taarnværelset. Den Fangne kastede et Blik paa Uret, og med et ubeskriveligt Udtryk af Smerte, med en næsten kvalt Stemme sagde han:
„Miss Burkart! De er fri. Tillad mig med dette Kys,“ han trykkede hendes Haand til sine Læber, „at takke Dem for disse salige Forglemmelsens Øjeblik! O, hvorfor skal Savnets Malurtdraabe hvile paa Bunden af Blomsterbægeret! Farvel, byder jeg Dem endnu i mit Fængsel, førend jeg ledsager Dem op ad den Vej, der skal for evig skille mig fra Dem.“
To tunge Taarer bævede i det mandige Blik. Fanny, hvem allerede Urets Kvarteerslag havde gjort alvorlig, blev heftig bevæget ved dette lidenskabelige Udbrud.
„Hvorfor dette Farvel for evig? Kunde jeg da ikke komme til at se Dem igjen, min Ven?“
„Hvad siger De, elskværdige Fanny! De vilde endnu engang besøge den ulykkelige Valley? For Guds Skyld, skuf ikke Ulykkens Søn! Fanny! Naar vil De skjænke mig et venligt Øjeblik?“
Fanny blev forskrækket over denne Vending. Langtsomt svarede hun: „Dersom Mathieu — —“
„Tys, tys! Ikke saaledes! Lov mig helligt, at De aldrig nævner mit Navn eller denne Aften for Mathieu! De vilde da styrte mig i Fordærvelse. Nej, hulde Væsen! Du vil ikke paa een Gang kaste mig tilbage i denne haablese Ensomhed. Du har jo lovet mig endnu et venligt Møde. O Fanny! ser jeg da ud som den, der vilde misbruge en Engels Tillid? Fanny! Naar ser jeg Dem igjen?“
„Jeg ved ikke — i Morgen — naar jeg kan! naar Lejlighed gives,“ sagde Amerikanerinden, uden ret at vide, hvad hun havde sagt. „Men det er høj Tid at gaa.“
Endnu engang trykkede den Fangne et Kys paa Fannys Haand og ledsagede hende ud i den ydre Hvælving. Der aabnede han en tredje Dør, som hun forhen ej var bleven var. En lang, fugtig Hvælving førte op ad. Taus lyste Valley foran med Lygten. Nu stode de ved en Jerndør.
„Her, Miss, er Porten imellem Orkus og Oververdnen, Nøglen bliver i Deres Haand. Jeg lægger min sidste Tilflugt i deres Hænder.“ Han aabnede Døren, og Dagslyset straalede klart ind. „Farvel, dyrebare Landsmandinde! Luk De Døren udenfra. Jeg frygter ej; De lader mig ikke vansmægte. Farvel!
„Ja, De skal se mig igjen! giv mig kun Nøglen!“ svarede Fanny og lagde kjærlig sin Haand paa hans Skulder.
Drømmende traadte hun ud af Grotten, og fulgte en Sti igjennem Skoven. Et raskt Hestetrin lød ikke langt derfra paa Skovvejen. Det var August, som red sin Morgentur. Bange traadte Fanny bag en Busk, indtil han var forbi og stak Nøglen indenfor sit Tørklæde. Hun naaede med rappe Fjed ubemærket Korridoren, der førte til hendes Værelse, og kastede sig, udmattet af den gjennemvaagede Nat, paa sin Seng.
Det var højt paa Dagen, da Fanny atter vaagnede. Emilie sad bekymret ved hendes Leje. Amerikanerindens første Bevægelse var efter Nøglen, som trygt vuggede sig paa den svulmende Barm.
„Hvorledes er det med Dig, Søster?“ spurgte Veninden deltagende. „Du er vist syg.“
„Ingenlunde,“ svarede Fanny, og gjorde sig stærk; „men jeg havde en urolig Nat.“
„Du er ikke afklædt!“
„Nej, Søvnen overraskede mig. Hvorledes staar det til med Fader?“
En mærkelig Forandring var foregaaen i Fannys hele Væsen. Hun sad den hele Dag drømmende og stirede hen for sig. Nattens Scener skrede frem for hendes Erindringer som Billederne i Perspektivkasse. Derfor saa man hende pludselig blegne, smile, rødme, rejse sig. Det var Fanny en saare velkommen Efterretning, at August havde paa sit Morgenridt fattet den Beslutning at tilbringe et Par Dage i Staden. Han red endnu samme Formiddag afsted. Emilie rystede forskrækket paa Hovedet ved at se paa Veninden. Selv Burckhard, som et Sygdomstilstød tvang til at holde Sengen, bemærkede det Forandrede i Fannys Væsen.
Fortælleren har stræbt at opfatte Fannys Karakteer; han har søgt at gjøre sig Regnskab for enhver af hendes Bevægelser. Ogsaa denne pludselige Mangel paa Holdning, der i Førstningen forekom ham en høj Sjæl uværdig, tror han ved nøjere Eftertanke at kunne begribe. Fanny var vant til med den Overlegenhed, hendes Aands Frihed, hendes Hjertes Rigdom, hendes Bevidsthed om Overvegt, gav hende, at bevæge sig i Ord og Handling frit og let igjennem Livet. Første Gang havde hun truffet sin Overmand; første Gang havde hun, bedøvet af det hele Sammenstød af Omstændigheder tabt den aktive Kraft, der aldrig havde sveget hende. Naar jeg havde havt en Mands Billede at skildre, skulde Rhetoriken ej have villet forbyde mig Lignelsen af et ædelt Dyr, der, engang betvunget, ikke mere kan gjenfinde Følelsen af Uafhængighebd. Ved Middagsbordet sad de to Pigen alene lige overfor hinanden. Kun Emilie spiste; Fanny var aldeles adspredt. Pludselig brast Emilie ud i en hjertelig Latter.
„Hvad ler Du af?“ spurgte Amerikanerinden forskrækket.
„Af Fader og, om Du vil, ogsaa af Dig, Fanny. Han spurgte, hvordan det var fat med Dig, og mente, Du maatte være forelsket. Nu gik jeg just igjennem det hele Personale her. August, den Stakkel, ham vil Du nu ikke vide noget af. Fader — Du vil dog vel aldrig være min naadige Stedmoder? Mathieu, ja han er nu en pen, morsom liden Mand, og forelsket i Dig er han i det mindste. At dit Hjerte skulde røres af Michels og Klaus’s Yndigheder — —“ saaledes sladrede Emilie væk.
Der gives legemlig Smerte, som øjeblikkelig ophører ved et stærkt Tryk paa den Nerve, fra hvilken den udspringer. Fanny drog et dybt Krampesuk — og havde gjenvundet sin hele Holdning. — „Saaledes er det! Kjærlighed er det! Vel at jeg ved det; den skal ikke beherske min Vilje!“ Da denne Tanke var tænkt, hvilede allerede det yndige, rolige Smil paa Fannys Læber. Hun afledede Samtalen med den hende egne Lethed, og Fanny var atter Fanny. — Men dermed var endnu langt fra hendes Indvortes roligt. Tvertimod, jo dybere hun skuede ned i sin Sjæl, med desto større Forskrækkelse bemærkede hun den pludselig opvaagnede Lidenskabs Styrke. Hun erkjendte, at hendes Vilje ikke var fri som før, og hun betragtede sit Tab uden at kunne ændre det. Saaledes fornemmer du Strømmens Vælde, der drager din Baad imod Vandfaldet; dine Aarer ere for svage; du lægger dem op og betragter modløs den vældige Strøm.
Efter en lang Eftermiddags-Vandring havde hun endelig udgrundet, at hun, væbnende sit Hjerte med al den rolige Kulde, der ved Kunst lod sig samle, skulde næste Morgen gjøre den Fangne et Afskedsbesøg for at tilbagegive ham Nøglen, „hans sidste Tilflugt, lagt i hendes Hænder.“
Den pragmatiske Fortæller føler ofte Vanskeligheden af at sætte sig den rette Grændse for sit Detaljarbeide. Det er en Opgave, der ikke saa meget bryder Maleren. Efter at denne har som Digter udfundet sine Figurers Plads, har han dem en Gang for alle staaende i den bestemte Belysning. Handlingen fremstilles hos ham i det enkelte Øjeblik, og efter dettes Fordring opstilles alt. Dette gjort, maa de naturlige Perspektivforholde bestemme Udførelsens Nøjagtighed. — Anderledes med den pragmatiske Fortæller. Hans Arbejde er at udkaste et fortsat Galleri af historiske Situationer, der, hver for sig forskjellig i Belysning, i Tone, i Maneer, i Fuldstændighed, tjener til at fremstille et fuldendt Helt. — Nu er det altsaa Opgaven: hvor mange enkelte Situationer behøves og behage til Oplysning af denne eller hin Del af det Hele? Jeg henleder denne almindelige Bemærkning paa mit specielle Tilfælde. Altsaa, skal jeg udføre paa et nyt Blad det følgende Eftermiddagsbesøg? Dernæst forklare det næste, som atter indledede et tredie, og som endelig bevirkede en daglig Samling imellem den skjønne
Fange og hans hulde Landsmandinde? Af to ubehagelige Ting vælger jeg heller at irettesættes for Ufuldstændighed end for kjedsommelig Vidtløftighed. — Altsaa i Stedet for Situationstegning en kort Randglose.
Fanny elskede med sin hele, store Sjæl den rigt begavede Valley, og hans lidenskabelige Hjerte slog kun for hende. Valley havde ofte elsket; men ved den høje, rene Fannys Side lærte han, at Kjærlighed er noget Ædlere end Sandsernes stormende Uro. Et skjønt Forhold havde fæstet sig imellem dem. Paa et bestemt Klokkeslet steg Fanny ned fra Grotten. En Laterne blinkede hende vinkende i Møde fra den modsatte Ende af den skraa Gang. Fra Taarnværelset, hvis Nat de brændende Voxlys maatte forjage, kom Fangen hende i Møde, trykkede sjæleglad hendes Haand og følte det ømme Gjentryk. Derpaa satte man sig til — Schachbrættet. Ja mine Venner; De finde det maaske besynderligt; men det var saaledes; Fanny vilde det. Naar Spillet var ude, skjænkede Amerikanerinden The (her smagte den hende); Valley stoppede sin Pibe. Samtalen standsede aldrig; den drejede sig mestendels om Amerika, naar ikke en af begge læst Forfatter gav Stof til underholdningen. Næsten aldrig tog den nogen lidenskabelig Vending, der hentydede paa deres Forhold. Saaledes henrandt Dage og Uger.
„Nej, Bjørn,“ sagde en Dag Burckhard; „det bliver dog vel Tid til at tænke paa Hjemrejsen. Med min Brøndrejse bør jeg være tilfreds; raskere har jeg ikke været paa to Aar. Mine Forretninger have ikke godt af denne Ørkesløshed, og I arme unge Mennesker have opofret alt for meget for min Skyld.“
Alle vare tilfredse med at tænke paa Tilbagerejsen. Ogsaa Fanny erklærede sig for den. Men Emilie bemærkede med Forskrækkelse, at Fannys Ansigt i et Øjeblik var kalkhvidt og alle Træk ligesom fastfrosne. Ogsaa hendes Stemme bævede, og en dødelig Smerte syntes at udtale sig i hendes Blik. Men med en næsten utrolig Kraft betvang hun i faa Minuter sit hele indre Oprør og hviskede derefter munter til Emilie, hvis opmærksomme Øjekast hun havde iagttaget „At jeg dog aldrig kan lade være at spise Meløner! For et Øjeblik siden bavse jeg saa Ondt, at jeg næsten var besvimet.“
Da Fannay atter sted nede hos den Fangne, gad hun ham med al den Fatning, hun havde tilkjæmpet sig, den grusomme Efterretning, at hun kun endnu i to Dage havde Lejlighed til at se sin ulykkelige Ven.
„Jeg har været forberedt paa denne Efterretning, dyrebare Veninde,“ svarede Valley. „Den maatte komme. Deres Livs Maal kunde ikke heftes til denne øde Borg. Men har jeg taget feil af vore Følelser for hinanden, hvis jeg tror, vi ere nødvendige for hinandens Lykke? Fanny! De er hævet over Deres Kjøns indskrænkede Former. Jeg gjør Dem ingen Kjærlighedserklæring. De har alt for vel læst i mit Hjerte, og jeg tror, jeg kjender ogsaa Deres. Overvej, elskede Fanny, rolig til i Morgen ved denne Tid, hvad De vil gjøre. Vil De blive min, saa flygter jeg ved Deres Haand. Intet af alt, hvad De ser i mit Fængsel, hører mig til, jeg har intet at byde Dem uden min brændende Kjærlighed, jeg ejer intet uden nogle Talenter og Kundskaber. Fanny! Betænk Dem! Har De Mod til ved min Haand at vende tilbage til Nordamerika! at lade Forsynet der sørge for Resten?“
„Min Ven!“ svarede Fanny i Bevægelse; „at De er mig kjær, kjærere end noget levende Menneske paa Jorden; det kan ikke falde mig ind at dølge det for Dem, ja det er i dette Øjeblik min sødeste Fryd at kunne sige Dem, hvor inderlig jeg elsker Dem. Men Valley, Kjærlighed forener sig ikke med Mistro, men den forlanger dog Tiltro; den trænger til Fortrolighed. Mit ubetydelige Liv ligger aabent som min Sjæl for Dem. Men De, Valley — Deres Aand, Deres Hjerte, Deres Grundsætninger, kort, Deres indre Jeg tror jeg at kjende; men endnu maa jeg kjende Deres udvortes Jeg lidt nøjere. At De ikke er egentlig indespærret, viser noksom alt om Dem. Dyrebare Ven! Kald mig ikke paatrængende! De ved, jeg har aldrig ytret Lyst til at trænge ind i Deres Hemmeligheder. Men nu giver Deres Tilbud og mit oprigtige, ærlige Svar mig Ret dertil. Altsaa Valley? Formue spørger jeg ikke om. Jeg har heller intet uden Kjærlighed at bringe Dem. Men De har foreslaaet mig Betænkningstid til i Morgen. Den giver jeg Dem. Og tænk da paa, om De ikke i min Onkels Hjem kunde møde mig, og derfra frit og aabent række mig den Haand, der vil udgjøre mit Livs Lykke. Betænk Dem nu paa dette, min elskede Ubekjendte; i Morgen kommer jeg hid for at tage Afsked med Dem. Afsked — som De selv vil, paa Uger eller — for stedse. Heftig trykkede hun hans Haand og ilede ud.
Ugjerne flytter Fortælleren Scenen til det —genske Fyrstehof. Han kan ikke vel undgaa det, men har sat sig for at opholde sig saa kort der som muligt. Den gamle regjerende Fyrste var en retskaffen Mand, men indtil et vist Punkt saare eftergiven og tolerant. Naaede man derimod dette Punkt, hvis Beliggenhed ikke var godt at bestemme, saa var han det ubøjeligste, strengeste Menneske, der nogensinde bar Fyrstekrone. Da han nemlig selv havde været opdraget i en Brødremenigheds Opdragelsesinstitut og derefter stedse havde ført et strengt ingetogent Liv, kjendte han Verden mere af Bøger end fra Livet og tiltrøede ikke letkelig Nogen noget Ondt. Idet han saaledes, selv ren tog alt for rent, fandt det usømmeligste Vildskab Sted ved hans lille Fyrstehof. Prins Ernst, Fyrstens yngre Brodersøn, et godmodigt, men yderst letsindigt og udsvævende Menneske uden al Karakter, var den, der angav Tonen. Ham fulgte trolig Søsteren, den smukke, overgivne Prinsesse Theresia. Naar en og anden Gang en betroet og agtet Mand vovede at gjøre Fyrsten opmærksom paa, at hans Broderbørn ikke opførte sig sædeligt, og at en næsten tøjlesløs Tone herskede iblandt Hoffets Ungdom: saa smilede den godmodige Fyrste og rokkede med det ærværdige graa Lokkehoved.
„Min Ven! Lad de Ungdommen spøge. Hvad der sker aabent, sker uskyldigt; Lasterne krybe i Skjul. Tro De mig, i Opdragelsesinstitutet, hvor jeg var, der gik meget for sig bag den fromme Mine!“ Nu kom Fyrsten gjerne med en af de syv Exempler, han havde fra sin Ungdom paa ugudeligt Levnet. Raadgiveren maatte tie og trække paa Skuldrene.
Saaledes Fyrsten indtil et vist Punkt, sagde jeg. Kom det dertil, det vil sige, fik han Øjnene op, eller forestillede han sig blot, at noget Umoralsk fandt Sted: da kjendte hans Harme ingen Grændse. Selv Lastens dødeligste Fiende traf han Forbryderen med sin tunge Fyrstehaand.
Prins Vilhelm, den ældste af Fyrstens Brodersønner og præsumtiv Arving til Regjeringen, var mere skikket til Professor end til Regent. Han levede imellem sine Bøger, udarbejdede historiske Tabeller og skrev paa et uhyre Verk over alle europæiske Fyrstehuses Genealogi. Han kom sjelden til Hoffet, hvor han fandt det overmaade kjedsommeligt; og Hoffet fandt i lige Maade ham overmaade kjedsommelig. Den gamle Fyrste led ham ikke synderlig, men bar dog Agtelse for hans Lærdom og sagde mere end en Gang: „Vilhelm er virkelig alt for dygtig til at være Dusinfyrste; han skulde overlade sin Ret til Ernst. Det bliver en brav Fyrste, naar han faar rendt Hornene af sig. Men dette havde Vilhelm ingen Lyst til. Han beregnede tidt, hvormange Hænder og Fødder og Hoveder, der skulde sættes i Bevægelse til det store genealogiske Verks Fremme, naar han blev regjerende Fyrste.
Vi skulde vel egentlig lade hendes Durchlauchtighed, Prinsesse Theresia sidde for os, medens vi ridsede en Kontur af hendes lille Lokkehoved. Men hun er af det Slags Fruentimmer, hvis Skjønhed nok kan fængsle Sandserne men slet ikke behage den psykologiske Maler. Hendes flammende Øje fordrede — — ikke Undersaattens men Yndlingens Tilbedelse — og lovede igjen saa meget, at mere end en ung Hofmand vovede at glemme Fystinden i den glædestraalende Jomfru. — Saaledes stode Sagerne ved det —genske Hof, da Hr. von Tiefenthal kom med sin unge Søn fra Amerika, hvor han havde ladet sit Navn gjøre om til Valley. Den gamle, vakre Tiefenthal blev snart Fyrstens udadskillelige Omgangsven; den unge fandt derimod sit Parti hos Prins Ernst, og hans høje Søster. Viktor von Tiefenthal var, som vi af vort korte Bekjendtskab til ham vide, usigelig ophøjet i enhver aandelig Henseende over de to Søskende. Hans Begreber om Dyd vare vel ikke de urokkeligste; men han besad dybe Følelser, en ædel Begejstring for det Gode, Sande og Skjønne. Han lod sig vel drage ned til Prinsens udsvævende Liv og til den fine Omganstone, der herskede i Theresies Gemakker; men paa den anden Side drog han begge op til sig og forfinede i det Mindste, hvad han ikke kunde eller maaske vilde forbedre. „Skal der syndes, min Prins, saa maa det dog være med Smag! —“ var et Udtryk, som just ikke røbede den dydige Mand men vel den dannede. Det kunde ikke fejle, at Tiefenthal snart beherskede sit unge Herskab og det saa meget mere som han stedse vogtede sig for at lade dem mærke det. Men desværre kom han, inden han drømte derom, i Befiddelse af den fyrige Theresies hele Kjærlighed. Jo mindre Pigen hidtil havde vænnet sig til at beherske sine passagere Tilbøjeligheder, desto mindre var hun i Stand til at dæmpe denne virkelige Lidenskab, som derfor daglig flammede højere i hendes Hjerte. Tiefenthal følte sig smigret ved de Beviser, han modtog paa Prinsessens Ømhed for ham; hendes hele Væsen, der aandede Sandselighed, antændte hans let fængende Hjerte; kort: Prinsessen paa sin Kant og Pnudlingen paa sin vexlede Øjekast og Sukke, hængte med Hovederne og samlede Maaneskin. Længe kunde ikke Prins Ernst blive klog paa disse Mennesker. Endelig kaster Søsteren sig om hans Hals og betror ham sin Hemmelighed. Den letsindige Ernst giver Tiefenthal Anledning til at aabne ham ogsaa sit Hjerte og opkaster sig nu til de to Elskendes Skytsaand. Tiefenthal, der var mindre blændet af Lidenskab end Theresie — og ikke saa stor Fusentast som Ernft, søgte af alle Kræfter at trække sig ud af den fordærvelige Forbindelse. Men en Prinsesse, som elsker, en Prins, som fremmer hendes Elskov! Arme Hofmand, Du maa blive lykkelig, enten Du vil eller ej!
Det varede ikke længe, førend man bragte den gamle Fyrste Efterretning om adskillige forargelige Scener imellem Prinsessen og Tiefenthal. Han beklagede endnu Savnet af Viktors afdøde Fader og var ikke tilbøjelig til at tænke ilde om Sønnen. Men da han langt om længe fik Troen i Hænderne, da lød Hevnerens Torden. For at faa Lys i denne hans ædle Faderhjerte saa oprørende Sammenhæng, tog han sig for at undersøge alle Biomstændigheder, og med bitter Harme maatte Oldingen paa Gravbredden erkjende, at hans Hof havde længe været Udsvævelsers betryggende Hjem. Tiefenthal blev paa en haanlig Maade, men dog hemmelig, forvist fra Fyrstens Stater; Theresie blev under et Par ærlige Matroners Opsigt bragt ud til et Fyrsten tilhørende, ensomt Gods. Det hele Hofslæng blev omstrøet. At Ernst ikke var uden Skyld, vidste den gamle Herre meget vel; men da en Prins i saa Fald lettere bærer en Smudsplet paa sit Rygte end en Prinsesse, og Fyrsten ikke vel kunde undvære hans Hjælp og Selskab: saa slap han med en skarp Irettesættelse fra den billigvis højt fortørnede Fyrste. — Et halvt Aars Tid sneg sig heel kjedsommeligt hen for den ensomme Ernst. Med Tiefenthal stod han i venskabelig Korrespondense og forsynede ham med Penge; fra Theresie havde han ligeledes ofte Breve; begge klagede, den første maaske mest af Politik, i de vemodigste Toner over Savnet af de henfarne Dage. Da fik Ernst paa engang en Ide, der vandt hans hele Interesse. Han havde nylig arvet et gammelt Slot med højst ubetydelig Ejendom til udenfor Fyrstendømmet, men i Nærheden af det Gods, hvortil Theresie var forvist. Der, vidste han, havde en ulykkelig Statsfange indtil for faa Aar siden været indsluttet, og man vilde vide, han havde havt en omhyggelig indrettet Bolig. Endnu levede hans Vogter, en ærlig og taus gammel Franskmand. — Paa disse Piller bygger Ernst sit Fantasislot, idet han udvirker sig Onkelens Tilladelse til at bese den nye Ejendom. Han finder Alting over Forventning; Slottets ensomme Beliggenhed, Taarnværelsets Bekvemhed til at dekoreres, den hvælvede Gang til Grotten. Mathieu, et venligt, altid villigt Redskab, hvor han ikke formoder Ondt, gaar ham trolig tilhaande og modtager sin Instrux, hvortil da ogsaa hørte at iagttage den alvorligste, mest afskrækkende Mine imod alle Uvedkommende og Nysgjerrige.
Alt var færdigt til at unde de Elskende et venligt Asyl. Nu kom det an paa at samle dem. At faa fat paa Tiefenthal var en let Sag. Men hvorledes kommer Theresie ud af sit Bur? Derpaa havde Fusentasten slet ikke tænkt. Dog, Lykken skal være alle Daarers Formynder. Theresie har i denne Henseende, formedelst hendes Værelses Beliggenhed, den største Lethed for at komme useet ud ved Aftentid. Men nær havde Prinsens hele Intrige strandet paa en højst uventet Klippe; Tiefenthal havde nemlig slet ingen Lyst til at krybe ind i et gyldent Fangebur for at fortsætte et Bekjendtskab, hvorved han hverken havde Ære eller Lykke at vente: og hvis ulovlige Natur afskrækkede ham ikke mindre end Faren. Dog — den tilvante Afhængighed af hans høje Beskytter, det Sælsomme i denne Situation, Frygten for at synes utaknemmelig, og den visse Følge af et Afslag, at han for stedse mistede sin rigelige Underholdning, — alt dette forenet med Erindringen om Therestes Yndigheder, bestemte ham til at komme. Endnu anede kun Theresie den Lykke, hendes forvildede Broder havde tiltænkt hende. Først bragte Ernst sin Stalbroder ind i Tryllehulen og kvægede sig ved den Forbausedes Taksigelser. Nu blev det bestemt, at Tiefenthal under sit amerikanske Navn Valley skulde bebo en Landejendom, faa Mile fra Slottet Grauenfels. Men paa visse bestemte Dage skulde han trække ned i sit Taarn før der at samles med den elskende Prinsesse. Større Forberedelser til et taabeligere Foretagende har man vel ikke ofte Lejlighed til at se.
Sjæleglad var Ernst nærværende som Kjærligheds tro Skytsengel ved Parrets første Møde. Theresie svømmede i et Hav af Lykke og Taknemmelighed. Tiefenthal maatte laane sig de samme Følelser, indtil han ved kunstig Varme tildels fik dem fremlokkede.
Det andet eller tredie Møde havde fundet Sted. Først i den paafølgende Maaned skulde Tiefenthal atter træffe sin høje Veninde, og han bestemte sig netop til Afrejsen fra det frivillige Fængsel, da den stakkels Fannys Skjæbne førte hende ned i Taarnet. Tiefenthal havde af Mathien hørt Nok om den elskværdige Amerikanerindes Udvortes og Karakter for at være begjærlig efter hendes Bekjendtskab. Hvorledes han opnaaede dette, hvorledes han benyttede sin Kundskab om hendes Tænkemaade for at vinde hendes Interesse: det vide vi allerede. At han for hendes Skyld vedblev at bebo sit Taaru, behøver ingen Oplysning. Nu følte Tiefenthal at han elskede. Nu udkastede han Planen til at rive sig ud af sine uværdige Lænker og betræde en ny og ædel Bane ved denne hulde Kvindes Side; og vi se ham efter hendes sidste Bortgang beskjæftiget med at overveje, først og fremst, hvorledes han skal tilfredsstille hendes naturlige Fordring paa Kundskab om hans Stilling, og derefter, hvorledes han skal optræde som hendes Elsker uden at opdages af Prinsen.
Indtrufne Omstændigheder hindrede Fanny fra om Eftermiddagen at besøge sin Ven, og denne, der imidlertid havde bragt Alt paa det Rene for at tilfredsstille sin Elskedes Spørgsmaale lyttede urolig til Døren.
Den aabnedes; men ikke var det Fanny, som traadte ind; det var Prins Ernst i sin Stadsuniform og endnu en Person, der var indhyllet i en Kappe.
„Min Prins!“ raabte Tiefenthal bestyrtset.
„Ja, din Prins, og endnu oven i Kjøbet din Prinsesse,“ jublede Ernst, og kastede Theresie, der var mandsklædt, hen i Armene paa den Fortabte.
„Min Amandus!“ raabte Theresie lidenskabelig og trykkede sig ømt ind til ham.
„Men hvorledes har Du det Menneske?“ begyndte Ernst. „Hvad er det for et Bebedagsfjæs? Kanske Du vil af med os igjen?“
„Naadige Herre!“
„Er Du gal, Victor! Jog tror det spøger i din Hjerne.“ Tiefenthal greb sig sammen. „Dyrebare Theresie! kjære Ernst! Undskylder min Opførsel! men eders uventede Komme! Jeg frygtede en Ulykke.“
„Naa, Gud ske Lov, han kan dog snakke endnu. Ja vist er der hændt en skrækkelig Ulykke. Se engang paa mit florklædte Felttegn; Min Onkel, Bulderbassen, er gaaen til sine Fædre, og min bestøvede Pedant af en Broder er af Guds Naade bleven vor naadigste Landsfader.
„Hvad hører jeg!“
„Ja og nu kommer Humlen. Medens din Dovenskab ligger her og skriver Sonetter til Maanen og Theresie, har jeg smeddet for jer begge To. Kys mine Hænder, Børn! Eller bier kun saalænge. Jeg har ved Hjælp af Sekretær Bach makuleret i min Broders genealogiske Smørerier saaledes, at han finder en Gefürsteter Graf von Tiefenthal iblandt dine Aner. I det højtidelige Øjeblik, da jeg skulde sværge Sr. durchfinsterten Hochgelahrtheit Troskabseden, gjorde jeg ham eders Kjærlighed kundbar; og han har hermed, ifølge den forkvaklede genealogiske Tabel, udnævnt Ihro Gnaden — foreløbig, — thi Fluefængeren Frantz maa dertil — og formodentlig Forbundsforvirringen — til Greve af dette Hundehul, som jeg herved forærer Dig, og din salig Faders Bondereder, — samt givet sit højeste Bifald til Hr. Grev von Tiefenthals Forbindelse med den durchlauchtigste Prinsesse, som hænger der i dine Arme! Og nu den bedste Vin, Du har i din Kjelder! Spar Taksigelserne, og skaf Flaskerne frem!“
Svimlende ilede Tiefenthal ud og bragte Champagne. Den skummende Drue skulde lære ham det stærke Sprog, han havde bestemt sig til at bruge for at bryde Lænken. Ak! Den havde en anden Virkning! Allerede rullede den femte Flaske henad Gulvet. Theresie hvilede fortrolig i den Berusedes Arme. Ernst havde skraalet, „Vivat,“ til han var bleven hæs,
Da gik Døren atter op. Indhyllet for den kolde Natluft i et tæt Slør traadte Fanny ind ad Døren. — Tiefenthal rejste sig i stum Forfærdelse. Ogsaa de to Andre sprang i Vejret. Forbanset blev Fanny staaende paa Tærskelen. Tiefenthals sønderknuste Skikkelse, Ernsts bevæbnede Udseende, den forklædte Theresies af Vinen fordilveve Træk — dannede i hendes troskyldige Sjæl Forestillingen om Dødsfare for den elskede Valley. Fattet traadte hun frem, fattet paa at skulle dele enhver Skjæbne med ham.
„Hvem er Hun? hvad vil hun her!“ raabte Thersie i Iversygens skjærende Tone.
„Det er — hun er —“ stammede Tiefenthal.
„Jeg er“ svarede Fanny med rolig Højhed, denne Ulykkeliges Ørnd. „Jeg forlanger ikke Andet, end at dele hans Vilkaar.“
Hun saa rolig paa de to fiendtlige Skikkelser og traadte hen til sin Elskede, som om hun vilde forsvare ham.
„Viktor, hvem er denne Kvinde?“ fnøs Theresie ophidset af Bin og Jalusi.
„O, bedste Pige!“ svarede Ernst mæglende; „er Du da saa ubekjendt med Verden? Begriber Du da ikke, at din Amandus ikke kunde leve af Maaneskin og evige Længsler? Ved Du da ikke, at et Intermezzo har sine Indtagenheder. Naa Viktor! ikke sandt; Du fandt en venlig liden Trøsterinde? Naa! Vil Du svare?“
„Denne Dame,“ sagde Tiefenthal tilintetgjort, „har af sig selv besøgt mig i min Ensomhed — —“
„Aha! Vidste jeg det ikke nok! Naa Lille, se ikke saa forstenet paa os! Kom! Min Søster, Herren der, vil jeg sige, har intet derimod! Giv mig et Kys, Barn!“
Fanny sank uden Lyd om paa Gulvet.
Da Fanny kom til sig selv, var hun alene, Døren stod aaben, og den isnende Nattevind viftede i de nedbrændte Lys.
„Gud! Lad mig beholde min Forstand! Jeg vilde saa nødig i en Daarekiste!“ raabte hun og famlede ud ad Gangen.
Næste Morgen kom August med Geværet paa Nakken forbi Grotten. Han skimtede noget Hvidt derinde og gik ind. Fanny laa død ved Udgangen.
- ↑ Ingen kan have mere imod saadanne Stjerne-Streg- eller Stavelsesskrift — end jeg. Men her er jeg virkelig nødt til at bruge den, da jeg føler mig uberettiget til at nævne bekjendte Navne ved de følgende Begivenheder, og det paa den anden Side i vore Dage ikke gaar vel an at skabe et nytt Navn paa et suverænt Fyrstendømme.