Almuskolen eller Vink til at opdrage og undervise Børn samt ordne og styre en Almuskole, ved A. Faye
6. Almuskolen eller Vink til at opdrage og undervise Børn samt ordne og styre en Almuskole ved A. Faye, Sognepræst til Holt og Seminariebestyrer. Christiania 1853. 8. 164 S. Indb. 54 ß.
Denne Bog afhjælper et virkeligt Savn i vor Skolelitteratur; thi Biskop Neumanns „Haandbog for Lærere i Almueskoler“ er for lidet fuldstændig og svarer ikke til vore Almueskolers nærværende Behov, og Brammers Pædagogik og Didaktik saa vel som Lindemanns er vel vidtløftig. Fayes Bog indeholder i Korthed det Vigtigste og Nødvendigste for Almueskolelæreren, og Forfatteren har alligevel meddeelt Resultaterne af den nyere Tids Erfaringer og Fremskridt i Opdragelses- og Underviisningsvidenskaben.
Bogen indeholder først en velskreven Indledning, hvori der handles om de naturlige og erhvervede Betingelser for at blive en god Skolelærer og om dennes Opgaver i Almindelighed. Den første Hovedafdeling handler om Børns Opdragelse; den anden om Børns Underviisning den tredie om at ordne og styre en Skole. Hertil kommer endnu et Anhang, der handler om Skolelærerens Forberedelse og Uddannelse for sit Embede; om Biforretninger, og om hans Forhold til Skolebørnenes Forældre, til Menigheden og til Medlærere, samt om Skolelæreren som Kirkesanger og Organist. Det Hele er fremstillet i en let overskuelig Orden og paa en fattelig Maade. Bogen er i mine Tanker en virkelig Akkvisition for vort Skolevæsen, og det er med Ønsket om, at den maa blive bekjendt og læst og flittig benyttet, at jeg nedskriver denne Anmeldelse, som man har ønsket at meddele i nærværende Tidsskrift. Det er en Selvfølge, at der i en Bog som denne, der behandler de mange, forskjellige Spørgsmaal om Opdragelse og Underviisning, maa gives Meget, hvorom der kan haves forskjellige Meninger, og det kan derfor ikke være anderledes, end at heller ikke jeg kan være enig med den højt agtede Forfatter i alle Punkter. Dette gjelder meest den anden Hovedafdeling, om Underviisningsmaaden.
Jeg skal nu tillade mig i Korthed at gjøre nogle Bemærkninger, idet jeg følger Bogens Orden.
Det viser sig overalt i Bogen, at Forfatteren bliver sin strax i Begyndelsen, Side 5, udtalte Grundsætning tro, at han vil, Underviisningen skal være i religiøs og kristelig Aand, og at det kun er i Bevidstheden om Guds Bistand, at Læreren skal tro at kunne udrette Noget. Dernæst spørger Forfatteren Erfaringen flittig til Raads, og meddeler heelt igjennem, ved enhver Lejlighed, historiske Kjendsgjerninger. End videre er det en Grundtanke, som Forfatteren stedse har holdt fast ved, at der skal overlades Lærerens Individualitet saa megen Frihed, som muligt. Undertiden har denne for Resten aldeles rigtige Grundsætning, som det forekommer mig, bragt Forfatteren til at behandle Et og Andet for meget i Almindelighed, eller dog med en vis Ubestemthed, hvilket for Begynderen ikke altid er saa hensigtsmæssigt; han er nemlig bedre tjent med at vejledes til at følge en bestemt, godkjendt Methode end at have Valget imellem flere, saa længe han endnu ikke ret har lært at benytte nogen; thi først naar man har lært dette og faaet nogen Erfaring, vil det være til mere Gavn at forsøge andre, for, som det heder i det Sprog, Forfatteren har sat som Motto paa Bogens Titelblad, at prøve Alt og beholde det Gode.
Det 1ste Kap., om den legemlige Opdragelse, indeholder en Deel med Flid og Skjønsomhed meddeelte Raad og Forskrifter som det ogsaa for Almueskolelæreren er muligt at anvende, fordi der tages tilbørligt Hensyn til de Kaar, hvori Almuen befinder sig, og de Vaner og Vanskeligheder, som maa overvindes, for at Børnene kunne blive behandlede mere efter Sundhedens Regler. Der henvises ogsaa ved dette første Afsnit til en Deel Skrifter, der handle om den legemlige Opdragelse Sundhedsplejen osv., og jeg skal her tillade mig at gjøre den almindelige Bemærkning, at jeg tror, det vilde været bedre, om Forfatteren havde nævnt blot de fortrinligste Skrifter, eller dog f. Ex. med spærrede Typer betegnet disse, da det er umuligt for en Almueskolelærer at kjøbe og læse saa mange Bøger, og man derfor er bedre tjent med at faa en mere bestemt Anviisning, end ved selv at vælge blandt saa mange.
2det Kap. handler om den aandelige Opdragelse. Her gjøres Side 14 med Rette opmærksom paa, at den aandelige Opdragelse bør begynde førend i den skolepligtige Alder. Man har ofte seet den Paastand, at Skoleunderviisningen begyndes for tidlig; jeg antager ikke, at det hos os er Tilfældet, hvor det som oftest, paa Grund af Lokaliteten, skeer at Skolelovens Undtagelse bliver Regel, nemlig at Børnene først komme i Skolen, naar de ere 8 Aar og ofte meget derover. Have de ikke før i Hjemmet lært at lære, saa blive de længe tilbage, og meget Andet er kommet ind i Hovedet og i Hjertet, førend nogen som helst Underviisning begynder. Det er vel nok, at man ikke skal berøve den lykkelige Barndomsalder dens glade Dage, men de blive ikke mindre glade, om Børnene komme i Skolen, naar kun Underviisningen er indrettet og Alt er tilbørlig afpasset efter Børnenes Alder. Side 16 taler Forfatteren om Øvelsen af Anskuelsesevnen ved Anskuelses- og Taleøvelser. Det forekommer mig, at Forfatteren her gjør for store Fordringer til disse Øvelser, især med Hensyn paa Udbyttet for Modersmaalet. Men jeg kommer siden tilbage hertil. Side 17 nævner Forfatteren som Midler til Indbildningskraftens Dannelse, for de yngre Børn, sande og digtede smaa Fortællinger, Sagn, Fabler og velvalgte Eventyr, og, for ældre Børn, udvalgte Fortællinger af Bibelhistorien, Kirkehistorien, Fædrelands- og Verdens-Historien, Levnetsbeskrivelser og Digte. Det forekommer mig dog, at velvalgte Fortællinger af Bibelhistorien passe lige saa godt for de Yngre, som det øvrige for dem Anførte, naar de blot vælges og fremsættes paa den rette Maade, og jeg tror ikke, man kunde forsvare at benytte det rette Stof, med Forbigaaelse af passende bibelske Fortællinger. De Raad, som for øvrigt gives for den svage saa vel som for den meget livlige Indbildningskraft ere visselig lige meget at anbefale for Alle.
Angaaende Forstandens Dannelse, Side 20, bemærker Forfatteren, „at Underviisningen hensigtsmæssig knyttes til Anskuelsesøvelser, der ogsaa blive og kaldes Forstandsøvelser, ved hvilke Lærestoffet er en Bisag, men Forstandens hensigtsmæssige Udvikling og Øvelse en Hovedsag. Her kommer det især an paa Orden, Klarhed og Nøjagtighed. Intet er skadeligere end en flygtig og uopmærksom Opfatten. Derfor maa Underviisningen være grundig og Børnene holdes til hensigtsmæssig Selvvirksomhed, hvorved Forstanden øves til klar Tænkning. Jo ældre Børnene blive og jo mere de lære, desto mere kunne saadanne særskilte Forstandsøvelser indskrænkes, da disse hensigtsmæssigen kunne knyttes til eller falde sammen med den øvrige Underviisning: især med en hensigtsmæssig Underviisning i Modersmaalet.“ Jeg er enig med Forfatteren, men gaar maaske videre end han, naar jeg antager, at egentlige Forstandsøvelser ikke behøves, naar kun Anskuelser og Taleøvelser i Begyndelsen ere anstillede, og for øvrigt Underviisningen i alle Fag, saa vidt muligt, gaar ud fra Anskuelsen og især i den første Tid er anskuelig og i det hele hensigtsmæssig. Egentlige Forstandsøvelser ere for de yngre Børn for vanskelige og tørre; for de ældre bør de falde sammen med Tilegnelsen af et vist Stof; selv ved en saakaldet Begrebsudvikling er det saa, thi man vil derved gjøre Disciplene bekjendte med visse almindelige Begrebers Indhold, f. Ex. saadanne som de, der fremstilles i Grøgaards Læsebog paa de 20 første Sider. Saakaldte umiddelbare Forstandsøvelser ere derfor efter min Mening unødvendige, da jo Underviisningen i ethvert Fag, rigtigen meddeelt, mere eller mindre sætter Forstanden i Virksomhed og altsaa øver den. Forfatteren advarer for øvrigt med Rette imod al eensidig Udvikling af enkelte Erkjendelsesevner paa de øvriges Bekostning, en Fare, man vel mere er udsat for ved urigtig Behandling af Stoffet end ved dettes Valg; ligesom den Side 21 i Anm. givne Advarsel mere maa gjælde Hukommelsens Overlæsselse end Forstandens alt for tidlige Udvikling.
Forfatteren har ikke gaaet ud fra psykologiske Begreber, saaledes ikke heller anført hvad han forstaar ved Fornuft, der, som bekjendt, defineres forskjelligt; dette er maaske Aarsagen til, at Reglerne for dens Udvikling ikke forekomme mig aldeles at passe i det Hele, men nogle af dem mere at høre til Hjertets Dannelse. For øvrigt indeholder hele dette Afsnit om den legemlige og aandelige Opdragelse mange interessante og rigtige Bemærkninger, som Forældre, Lærere og Opdragere bør lægge paa Hjertet og vide Forfatteren megen Tak for.
Anden Hovedafdeling om Underviisningen, indeholder først et Afsnit om dens Grundsætninger, Læreformer, Læretone, Læremaneer og Læremidler. Enkelte Begrebers Forklaring, saa som Begrebet grundig, vækkende, forekommer mig mindre nøjagtig; for øvrigt har jeg derved ingen Bemærkning at gjøre. Jeg skal kun tilføje et Par Ord ved Læreformerne. Naar Forfatteren opstiller 6 saadanne: 1) den forevisende, 2) den foredragende, 3) den indprentende, 4) den udfindende, 5) den samtalende, 6) den spørgende, og den sidste igjen deles i den examinerende og den kateketiske, saa forekommer det mig, at der er gjort unsdvendig mange Inddelinger; der er dog i Grunden kun to: enten meddeler Læreren ligefrem, og Barnet forholder sig opfattende, eller han foranlediger Discipelen til at udfinde og udsige Noget, blot at han leder det dertil. Den første kan imidlertid bestaa i, at Læreren enten foresiger og foreviser Lidt ad Gangen, eller foredrager Mere i Sammenhæng. Den udfindende og den spørgende ere kun deri forskjellige, at der ved den første benyttes Opgaver eller dog mere sammensatte Spørgsmaal, ved den sidste enkelte Spørgsmaal, hvorved der enten overhøres eller undervises; og den samtalende er kun en friere Katekese Den indprentende Læreform benytter en af de anførte, og er ingen særegen Læreform. Den udfindende Læreform er vel mindre rigtig forklaret, naar det heder, at Læreren meddeler Stoffet; han meddeler kun en Opgave. Ved den samtalende Læreform bemærker Forfatteren, at den især er anvendelig ved Forstandsøvelser, men at den maa bruges med Forsigtighed, da den let kan bringe Læreren i Forlegenhed og gjøre Børnene næsvise. Det er vistnok faa, at denne Læreform er skikket til at øve Forstanden; men et andet Formaal ved dens Brug bør dog altid være at oplyse, meddele og berigtige Begreber; dette se vi ogsaa overalt at være Dialogens Formaal. Hvad der ved den især maa forebygges, er vel, at Traaden ikke tabes, og Samtalen bliver løs Snak.
Ved den kateketiske Læreform vilde det været godt, om Forfatteren havde opholdt sig længere og udviklet den fuldstændigere; thi denne Form, hvis Vigtighed Forfatteren med Rette erkjender er maaskee noget miskjendt og misforstaaet. Der var en Tid, da Underviisningen gjordes for meget til blot Hukommelsesverk, og Læreren var Hører; derpaa fulgte en Opklaringstid, og Alt skulde katekiseres ud af Disciplene, ogsaa Saadant, som i Følge Sagens Natur maatte foredrages. Men denne Misbrug bør ikke hæve Brugen af en Læremaade, der er saa dybt begrundet i Menneskeaandens Natur. Forfatterens Inddeling af Spørgsmaalene, Side 42, 43, a—c, indeholder ogsaa de Spørgemaader, som maa ansees for mindre gode; mere vejledende, tror jeg, det vilde været blot at inddele dem i examinatoriske og egentlig kateketiske, og saa gjort opmærksom paa, at de bejaende og benegtende og adskillende samt Udfyldnings-Spørgsmaal ere mindre gode Spørgemaader, hvilket ogsaa følger af de Side 43 opstillede Fordringer til rigtige kateketiste Spørgsmaal. Samtlige de af Forfatteren opstillede Regler gjelde derhos kun den formelle Side af Sagen; der er Lidet om, hvorledes et Begreb skal udvikles, Intet om, hvorledes en Dom og en Slutning dannes, og Intet om en Katekisations Plan, Dele osv. Vistnok er den kateketiske Læreform saa vigtig og væsentlig ved al Underviisning og især ved ReligionsUnderviisningen, at den fordrer en fuldstændigere Udvikling end der i en Bog som nærværende, hvori alle Læreformer skulle behandles, kan blive Plads til; men jeg vilde alligevel ønsket, at Forfatteren havde meddeelt noget Mere om denne vigtige Green af Methodikken.
Om Underviisningen i Særdeleshed. — Det er før bemærket, at Forfatteren synes mig, at fordre for Meget af Anskuelses- og Tale-Øvelserne, naar han siger, at Børnene derved skulle „lære at forstaa Modersmaalet, at tale tydeligt og udtrykke sig sprogrigtigt, og at lære saa vel at forstaa som at udtrykke sig i Skrift- eller Bogsproget.“ Ogsaa jeg sætter Priis paa Anskuelses- eller Tale-Øvelser, men tør ikke gjøre saa store Fordringer til dem, ja vilde ikke engang derved lære Børnene at udtrykke sig i Bogsproget. At vænne dem til Opmærksomhed og til at iagttage, hvad der forekommer, med Interesse Orden og Nøjagtighed, er efter min Mening disse Øvelsers Hoved-Formaal, hvorved da vistnok ogsaa adskillige Forestillinger erholdes og berigtiges. Den anden Hovedfordel er, at Børnene faa Munden paa Gang, lære at tale om forskjellige Ting tydelig og livlig; men dette bør helst ske i deres egen Mundart. At de af og til blive gjorte opmærksomme paa Tingenes Benævnelser i Bogsproget, er en Selvfølge og vistnok en Fordeel. Stoffet maa heelt igjennem være anskueligt. For øvrigt indeholder dette Afsnit om Anskuelses- og Taleøvelser meget Godt og maa saa meget mere anbefales, som denne Læremaade er lidet kjendt, ihvorvel duelige Lærere vistnok af og til maa have anvendt den, længe førend Navnet kjendtes. Derimod kan jeg ikke være enig med Forfatteren i den Udstrækning, hvori han vil benytte denne Læremaade ved at anvende den for de Ældre som Forstandsovelser osv., Side 51; thi disse tror jeg bedst falde sammen med Underviisningen i de forskjellige Fag, hvilke alle bør meddeles baade saa anskueligt som muligt, og opfattes baade med Forstanden og de øvrige Sjæleevner.
Ved Læsning anbefaler Forfatteren Bogstavmethoden, Side 53. Imidlertid anbefaler han dog som Forberedelse til Læsning, § 4, Side 53 og 54, at Læreren først mundtligt opløser enkelte Ord i Stavelser og Lyd og derpaa sammensætter de saaledes udfundne Lyd osv; og at han derpaa viser Børnene de Bogstaver, som betegne de fundne Lyd; naar de paa denne Maade have faaet Begreb om det Forhold, hvori Lyden staar til Bogstaverne, bør man lære dem at kjende, udtale og benævne Bogstaverne osv. Men herved har Forfatteren optaget det Væsentligste af Lydmethoden, hvilket jeg fuldkommen billiger, og jeg vil ønske, at den foreslaaede Fremgangsmaade maatte vinde Indgang.
Ved Anvendelsen af Vexelunderviisningen (Side 55, Anmærkningerne) vil Forfatteren at Bihjælperne skulle benyttes allerede ved at lære Børnene at kjende Bogstaverne. Deri kan jeg ikke være enig med ham; thi dette Arbejde er saa vanskeligt og vigtigt, at Læreren bør gjøre det selv, hvilket han ogsaa kan, naar han selv anvender nogle Dage, efter at saadanne Begyndere ere optagne i Skolen. Først naar de have lært at kjende de enkelte Lyd og at forene dem til Stavelser, og have begyndt at reenlæse disse, da tror jeg, at Bihjælpere med Nytte kunne anvendes. Overlades Begyndere tidligere til Bihjælpere, da har jeg erfaret, at de sjelden lære at læse reent og godt, og at de længe standses i sin Fremgang. For øvrigt anseer jeg det nødvendigt, at Læreren altid er Lærer ved Vexelunderviisningen o: at han ikke overlader de Børn, som have Vexelunderviisning, til Bihjælpere, og selv underviser i et andet Fag, men at han selv altid er tilstede ved Verelunderviisningen, idet han deels gjennemgaar hvad Bihjælperne skulle indøve, deels overhører Ringene, efter som de blive færdige, og gjennemgaar nye Pensa, deels, naar ikke dette Arbejde kræver hans Nærværelse, gjør, hvad Bihjælperne ellers skulde gjøre ɔ: indøver Noget. Heraf følger, at alle tilstedeværende Børn, naar undtages hine for nævnte Begyndere, maa paa een Gang benytte Vexelunderviisningen i samme Fag: f. Ex. at Nogle læse paa Tabeller, Andre i Abc’er og Læsebøger, hver Afdeling paa sit Trin, idet der naturligviis gjøres forskjellige Fordringer til hver Afdeling. Hele Afsnittet om Læseøvelserne forekommer mig for øvrigt at være meget vel lykket, og jeg er i alt Væsentligt enig med Forfatteren.
Ved Underviisningen i Modersmaalet, Side 61 og 62, skal jeg kun tillade mig at gjentage, hvad der allerede før er sagt, at jeg ikke anseer det hensigtsmæssigt, at man ved Anskuelses- og Tale-Øvelser søger at gjøre Børnene bekjendte med Ordklasserne, Ordformerne og det Vigtigste af Sætningslæren. Man maatte da have ældre og yngre Børn sammen; men det blev endda neppe naturligt at gaa saa vidt under Anskuelses- og Tale-Øvelserne. Dette Øjemed opnaaes, efter min Mening, bedre paa en anden Maade med de ældre Børn, som ved en længere Tids Læsning og Underviisning ere modnede for en Betragtning af Sprogformerne. Man gaar da ud fra Sætninger, af hvis Betragtning de enkelte Ords Betydning fremgaar, føles og erkjendes, og hvorefter en Inddeling af Ordklasser og Ordformer osv. osv. kan bringes til Børnenes Bevidsthed.
Om Underviisningen i Kristendom. — Efter at have gjort opmærksom paa denne Underviisnings høje Vigtighed (Side 63 og følgende), at den bor begynde tidlig, og at dens Velsignelse beror væsentligen paa Lærerens Tro og Kjærlighed, gaar han over til at omtale den hensigtsmæssigste Maade at undervise Smaabørn paa. Han forkaster at give dem Bøger at lære udenad, som de endnu ikke forstaa; han vil heller ikke, at man gjennem udtværede synthetiske Katekisationer skal søge at bibringe Smaabørn den første Religionskundskab, da Smaabørn mangle Forestillinger og Evne til at udtrykke sig. Grunden til, at den sidst nævnte Maade ikke vel kan anvendes, maa vel fornemmeligen være den, at Kristendommens Fundament er historisk, og at det Historiske ikke lader sig udlede ved nogen Synthese, men maa meddeles paa historisk Maade, nemlig ved Fortælling og Foredrag. Hvad der derimod, saa som i Pligtlæren, egner sig for en synthetisk Katekese bør vistnok ogsaa udvikles saaledes; den behøver jo ikke at være udtværet. Heller ikke kan det være ubetinget urigtigt at give Smaabørn — her tales om Alderen fra 7—9 Aar — Stykker af Katekismen at lære udenad; Noget forstaa de dog allerede, Mere lære de siden at forstaa. Katekismens Stykker ere ikke meget vidtløftige, saa de besvære Hukommelsen, og selv det, som endnu ikke eller maaskee aldrig ganske forstaaes, kan dog virke paa Sindet. Derimod er jeg fuldkommen enig med Forfatteren i, at Underviisningen i den nævnte Alder fornemmelig maa være mundtlig og især bestaa i bibelske Fortællinger, hvormed der bor begyndes tidligere end med Katekismus-Stykker. De sidste forudsætte i Regelen, at Børnene allerede kunne læse indenad, samt at Stykkerne hver Gang ere gjennemgaaede forud af Læreren. Hvad nu Forfatteren videre siger om Meddelelsen af de bibelske Fortællinger, deri er jeg i det Væsentlige enig med ham. Der maa ikke katekiseres meget over disse Fortællinger; man maa mere umiddelbart vende sig til Børnenes Dømmekraft og Samvittighed. Heller ikke kan man altid sætte Lærdommen i Forbindelse med Katekismus-Stykkerne, da den bibelhistoriske Underviisning gaar forud; de komme alligevel til Nytte ved den senere Underviisning i Katekismen. For øvrigt er den af Forfatteren foreslaaede Forbindelse meget at anbefale, især at man benytter de forhen lærte bibelske Fortællinger til at oplyse Katekismens Begreber med. Mindre enig er jeg med Forfatteren, naar han som Udgangspunkt ved Religionsunderviisning foreslaar, at man i Stedet for hiin historiske Begyndelse kunde vælge Daabspagten, fordi ethvert Skolebarn veed, eller bør vide, at det er døbt, at det skal tro, og at ved Daaben oplæses de Troes-Artikler, der indeholde et kort Begreb af, hvad Barnet skal tro. Han vil, at Læreren da skal gjøre Børnene bekjendte med de tre Troes-Artikler ved enten at lade dem lære dem udenad i Kor og siden nøjere forklare dem; eller ved først at fortælle dem Hovedindholdet, tale med dem derom og saa, som et kort Begreb af det Omtalte, lade dem lære Artiklerne. Han giver derpaa, Side 67 og 68, Exempel paa en saadan Samtale, der imidlertid synes at forudsætte, at hver Sætning maatte anskueliggjøres ved saa mange Fortællinger, at det blev det samme som at læse de bibelske Fortællinger først; thi uden dette synes Meget af Samtalen at maatte blive uforstaaeligt. Der kan være Meget t. Ex. af den tredie Artikel, som Børnene heller ikke efter saadan historisk Forberedelse forstaa; men det maa dog i Skolen udvikles for senere i Livet at komme til Anvendelse; kun skal det ikke være Begyndelsen af Underviisningen. Denne Fremgangsmaade at lægge Troes-Artiklerne til Grund for den første Underviisning i Kristendommen, kan jeg ikke ansee for rigtig fordi man da begynder med de højeste abstrakte Begreber, bragte i et System, der in nuce indeholder hele Kristendommen, hvilket saavel strider mod Sagens Natur, da Kristendommen i sin Grundvold er historisk som mod Barnesjælens Udviklingsgang. Det Abstrakte og Systematiske egner sig for en senere Alder; da er Troesbekjendelsen som Grundlag en ypperlig Lærenorm, og da er Barnet i Besiddelse af mange af de Forestillinger, som indeholdes i Troes-Bekjendelsens abstrakte Udtryk, og som, fordi de ere erhvervede gjennem Fortælling, paa anskuelig Maade, bringe Liv og Indhold i Bekjendelsens abstrakte Sætninger. Noget Andet er det, at Børn, samtidig med Underviisningen efter bibelske Fortællinger, lære et og andet Stykke af Katekismen udenad, som en Forberedelse til den senere Underviisning.
„Naar Børnene fra en Alder af 7—9 Aar have faaet Begreb om Kristendommens Hovedlærdomme, bør der meddeles dem en mere sammenhængende og fuldstændig Kundskab i Religion og Bibelhistorie efter de anordnede Lærebøger, samt Bibellæsning og Udenadslæren af Psalmer.“ Nu gjennemgaar Forfatteren Fremgangsmaaden ved Underviisningen efter hver af disse Bøger: Bibelhistorie, Katekismus, Pontoppidans Forklaring, Bibelen og Psalmer.
Angaaende den bibelhistoriske Underviisning bemærker Forfatteren, at den senere hen maa meddeles mere fuldstændig og sammenhængende, hvilket vistnok er aldeles rigtigt. Det Vigtigste bliver imidlertid dog vist, at man stedse søger at trænge dybere ind i Fortællingernes Aand og Mening f. Ex. i Jesu Parabler, Taler osv., og at den frugtbareste Fuldstændighed er mere intensiv end extensiv, thi derved vindes langt Mere for det kristelige Liv og den aandelige Erfaring end ved en reen historisk Oversigt.
Angaaende Katekismens Gjennemgaaelse giver Forfatteren gode Vink, Side 72 —74. Imidlertid vilde det været godt, om han havde dvælet mere ved Udviklingen og Anvendelsen af sammes Lærdomme, da denne Bogs Gjennemgaaelse baade er af høj Vigtighed som symbolsk Bog og som det rette Grundlag for den systematiske Underviisning endog gjennem alle Skoler, og tillige er temmelig vanskelig, naar den skal gjøres frugtbringende for Hjertet og Livet.
Om Lærebogen eller Pontoppidans Forklaring gjør Forfatteren opmærksom deels paa dens Forhold til Katekismen, deels paa at den indeholder Lærdomme og Begreber, som ej forekomme i Katekismen, deels paa at mangen Forklaring og Definition i „Forklaringen“ er vanskelig baade at fatte og lære for Børn, og at Læreren derfor kommer til at gjennemgaa den omtrent paa samme Maade som Katekismen, og at han under denne Gjennemgaaelse maa agte paa, at de til Katekismen svarende Stykker i Forklaringen nøje sættes i Forbindelse med de tilsvarende for lærte Katekismus-Stykker, saa at Børnene ej over Forklaringen glemme eller tabe af Sigte den Katekisme, som ved hiin skal forklares. Derpaa vil han at Børnene skulle lære Forklaringen udenad. Disse Forfatterens Bemærkninger ere lige saa rigtige som nødvendige; men det er slemt, at bemeldte Forklaring ikke slutter sig nøjere til Katekismen, ikke fuldstændigere forklarer den, ikke er explikativ og praktisk nok og at den selv, som Forfatteren siger, trænger til Forklaring, hvorved Læreren faar, saa at sige, to Grundvolde at bygge paa. Dette bliver ofte for Meget baade for Læreren og Børnene. Mange af de sidste ville, efter min Mening, være bedre tjente med, væsentlig at holde sig til Katekismen, som maa læres udenad, og derimod blot benytte Forklaringen for at hente Hjælp til at forstaa de Udtryk af Katekismen, som der findes forklarede, og for Resten at lære saadanne Stykker deraf, som mangle i Katekismen. I ethvert Tilfælde maa Forfatterens Bemærkning om at sætte disse Bøger nøje i Forbindelse ansees for særdeles rigtig. Derimod kan jeg ikke aldeles bifalde Forfatterens Ytring, at Underviisningsmaaden i Forklaringen hovedsageligen bliver den examinerende. Om Forbindelsen mellem Bibelsprogene og de Svar, hvorunder de findes, har Forfatteren Intet bemærket; men han vil naturligviis, at Læreren, efter at have forklaret Bibelsprogene, nøje skal sammenligne det i samme, som indeholder Beviiskraften, med de foranstaaende Svar, for at Bibelsprogene kunne blive, hvad de skulle, virkelige Beviissteder. Forfatteren erindrer med Rette om Vigtigheden af Bibellæsning. Ogsaa her har Forfatteren en Deel sande og indtrængende Erindringer om den rette Brug af Bibelen; men ogsaa her mangler en tilstrækkelig Vejledning for Fremgangsmaaden, for at Underviisningen kan blive praktisk, saa at det, som i Bibelen læses, bliver overført paa vort Liv og Hjerte. — Bibellæsningen er hidtil alt for lidet anvendt i Skolerne saa vel som ellers; deraf det Ubekjendtskab med Bibelen, som gjør det vanskeligt for de fleste Tilhørere at forstaa Prædikener, naar deri benyttes bibelske Steder og Talemaader; ja det er vist, at skal Kristendoms-Underviisningen blive grundigere og fuldstændigere, og skulle vi bestaa i Kampen mod Partier i vor egen Kirke og mod fremmede Sekter, da maa Bibellæsning blive mere anvendt i alle Skoler, Bibellæsning indført ogsaa for de Voxne, saa at Bibelen kan blive mere kjendt af Alle. Thi derfra maa Frelsen komme.
Hvad Forfatteren har anført om det hensigtsmæssige og opbyggelige i Psalmers Anvendelse ved Religions-Underviisningen, er jeg fuldkommen enig i.
Skal Religions-Underviisningens Hensigt opnaaes, saa maa vistnok stedse, og ikke blot i enkelte mere festlige Timer, et helligt Alvor hvile over Underviisningen (se § 13 Side 80), og det maa være enhver Lærers uomgjængelige Pligt at sørge derfor.
I Afsnittet om Skrivning gjør Forfatteren opmærksom paa, at Børnene kun behøve at lære at skrive eet Alfabet, og det vilde være en Vinding for vore Almueskoler, om dette blev taget til Følge. Han gjør derhos opmærksom paa Vigtigheden af at lære at læse forskjellige Haandskrifter, og hvorledes dette bedst kan opnaaes. Ved Afsnittet om Retskrivning og skriftlige Udarbejdelser skal jeg kun bemærke, at jeg antager at baade Orthografi og det skriftlige Udtryk i Almueskolen vel helst bør knyttes til et givet Sprogstof, idet man gaar ud fra Tanken, og deraf forklarer de enkelte Ords Betydning, Bøjningsformer osv.; og at man bedst lærer Børnene at udtrykke sig rigtigt af Exempler paa rigtig og god Udtryksmaade. At de ogsaa kunne lære en Deel i denne Henseende ved at rette fejlfulde Stykker, ved at skrive efter Diktat osv., vil jeg gjerne indrømme; men det Sidste spilder Meget af den kostbare Tid, og i Henseende til det Første maa bemærkes, at en positiv Maade at undervise paa dog er bedre end en negativ. Det følger for øvrigt, især af den forskjellige Udstrækning, hvori Forfatteren og jeg tager Begrebet Anskuelses- og Forstandsøvelser, at jeg ikke kan ganske være enig med Forfatteren i, at Børnenes smaa Udarbejdelser hensigtsmæssigst skulle følge Gangen i de mundtlige Anskuelses- og Forstands-Øvelser, ihvorvel jeg ikke tør negte, at ogsaa den Fremgangsmaade maaskee kan være meget anvendelig. Det Øvrige, Forfatteren har anført om dette vigtige Fag, bifalder jeg aldeles.
I Regning viser Forfatteren med Nøjagtighed, hvorledes der skal vejledes i Begyndelses-Grundene. Det er ogsaa af megen Vigtighed; thi er Talsystemet gjort anskueligt, og Børnene nøje bekjendte dermed, saa gaar det siden let og sikkert. Forfatteren giver ogsaa for den følgende Regne-Underviisning adskillige hensigtsmæssige Vink og Raad baade angaaende Fremgangsmaaden og især, hvorledes Læreren skal indrette sig ved flere Afdelingers Underviisning. Jeg skal herved kun tillade mig een Bemærkning. I Stedet for ved en Facitbog at undersøge, om Børnene ved Hoved- og Tavle-Regning have regnet rigtig (Side 100 og 101) anseer jeg det bedre, at han, hvis han ikke kan undersøge det ved at gjennemløbe og efterregne Stykket, har Stykkerne in extenso indførte i en Protokol, hvori han selv og Bihjælperne kunne see efter og sammenholde den hele Løsningsmaade paa Børnenes Tavler med Protokollen. Ved Hovedregning regner naturligviis Læreren selv paa Stedet alle Opgaver, hvis han ej har alt for mange Afdelinger at undervise.
De tvende sidste Kapitler af Underviisningslæren handle om Sang-Underviisningen og om andre almeennyttige Kundskaber, af hvilke sidste han har behandlet Sundhedslære, Jordbeskrivelse, Historie, samt Naturlære og Naturhistorie (Side 102—124). I en Anmærkning Side 110 siger Forfatteren med Rette, at i de mange Fag, som regnes til de almeennyttige Kundskaber, saa som Havedyrkning, Landøkonomi, Lovkundskab osv., ikke kan meddeles nogen ordentlig Underviisning i vore Almueskoler, da ellers Underviisningen i sin Heelhed vilde tabe, og han tilføjer i § 2 og 3 Side 111 alvorlige og træffende Advarsler imod Udskejelser i denne Henseende. „Det Eneste“, siger han, „som fra Skolens Side i den Henseende kan gjøres, er, at den kan være forsynet med fattelige Bøger i disse Fag, som de flinkere ældre Børn kunne læse deels paa Skolen, deels i Hjemmet under Lærerens Tilsyn.“ Jeg er mere end enig med Forfatteren i, at den meget attraaede Udvidelse af Læregjenstandene vil skade Underviisningens Grundighed og skade Skolerne i det Hele taget, saa længe de ere, hvad de vel altid ville blive, Skoler for Børn. Ja, jeg gaar videre, jeg antager endog, at de af Forfatteren anførte: Sundhedslære, Jordbeskrivelse, Historie, Naturlære og Naturhistorie heller ikke kunne meddeles efter særskilte Bøger, med Anvendelse af mange Timer i vore Almueskoler, men deels ved Lærerens mundtlige Meddelelser, deels ved en Læsebog. Forfatterens Bemærkninger om Fremgangsmaaden ved Underviisningen i disse Fag ere meget belærende. Jeg skal kun tillade mig et Par Bemærkninger. Forfatteren mener, at den fornødne Kundskab om det menneskelige Legeme meddeles Børnene under Anskuelsesovelserne. Dette grunder sig vel især paa, at han udstrækker disse Øvelser til en senere Skoletid. Heri kan jeg saaledes ikke være enig; derimod synes det mig rigtigt, at de vigtigste Regler for Sundhedens Bevarelse meddeles i Fortællinger, der jo haves i Læsebøger, som bruges i Skolen, om der end ej bliver Tid for mange af Børnene til at læse Bøger, henhørende til dette Fag, hjemme.
At Geografien betragtes og behandles som en fortsat Anskuelses-Underviisning, er vistnok rigtigt, for saa vidt, at Læreren underviser mundtlig deri efter Kart; thi da bliver Underviisningen, som den bør, anskuelig, om end ikke Formen bliver som i den egentlige Anskuelses-Underviisning. Meget af hvad Forfatteren vil meddele i denne Underviisning: om Skole, Kirke, Kommune, Præster, Lærere, Øvrighed, Tiende, Fattigbestyrelse, Vejvæsen, Post osv., vil vistnok kunne medtages; men en uskjønsom Lærer kunde let komme til at glemme Geografien for alt dette Væsens Skyld. De synes ogsaa tildeels bedre at kunne meddeles i en Læsebog, ligesom et og andet deraf hører til Religions-Underviisningen. For øvrigt ’forekommer den foreslaaede Fremgangsmaade ved Underviisningen i dette Fag mig at være særdeles heldig. Angaaende Historien bemærker Forfatteren, „at man paa Almueskolerne neppe vil faa Tid til at give egentlig Underviisning deri, og at man maa hjælpe sig ved at lade Børnene faa hensigtsmæssige historiske Skrifter til Gjennemlæsning og tale med dem om det Læste. „Hos de fleste Børn“, siger han, „vil derved vækkes saa megen Lyst, at de udenfor Skolen let erhverve sig saa megen Kundskab især i Fædrenelandets Historie, som enhver Nordmand bør besidde, og hvorved de lære at elske det Land og Folk, hvortil de høre. Hvis Skolens Foresatte ønske eller tillade, at der gives Underviisning i Historien, saa kunne Gjenstandene for denne være Verdens-Historie og Fædrelands-Historie.?“ Derpaa giver Forfatteren en Vejledning for Fremgangsmaaden, som vil læses med Interesse. Hvor vidt det vil være rigtigt, at forbinde Historien med Bibel- og Kirke-Historien, tør jeg ikke sige. Under Repetitionen derimod, tror jeg, saadan Forening kan være hensigtsmæssig; ligesom jeg maa finde det særdeles hensigtsmæssigt at oplive den geografiske Underviisning ved af Historien at anføre, hvor dette eller hiint er skeet, naar kun eet Fag ad Gangen er Hovedgjenstand for Underviisningen.
Forfatteren gjør opmærksom paa Vigtigheden af, at Enhver har nogen Kundskab om den os omgivende Natur, og gjør opmærksom paa en Deel Gjenstande af særegen Interesse; han nævner saaledes: „Dunstkredsen og Horizonten, Luft, Vind, Storm, Dugg, Taage, Skyer, Regn, Riim, Hagel, Sne, Ildkugler, Lygtemænd, Torden, Lynild, Regnbuen, Nordlys osv.“ Læreren skal saa vidt muligt gjøre Børnene bekjendte med disse Tings Oprindelse og Væsen, hvilket hensigtsmæssigst kan skee i de Timer, der ere bestemte til Anskuelses- og Forstandsøvelser. Forfatteren gjør her større Fordringer til vor Almueskole, end jeg tør gjøre. Jeg antager, at Læreren kun lejlighedsviis, og helst naar Børnene just have seet et eller andet af disse Fænomener, kan søge at meddele Børnene nogen Kundskab om disse Ting, foruden den, de kunne faa af Læsebøger, af hvilke de kunne lære Meget, naar Læreren oplyser, hvad der staar, med Exempler, især af hvad de selv have erfaret. Forfatteren fremsætter derpaa adskillige Bemærkninger om Underviisningen i Naturhistorien, hvilke forekomme mig meget anvendelige.
Tredie Afdeling indeholder to Kapitler: om at ordne og om at styre en Skole. Disse indeholde mange Raad angaaende en Skoles Indretning, der vidne om megen Erfaring Omtanke og Interesse for Sagen, og af hvilke jeg maa bifalde det Allermeste, og jeg har kun nogle faa Bemærkninger at gjøre ved denne Afdeling. At have de ældste og de yngste Børn sammen og den mellemste Klasse for sig selv, har, efter min Formening, det imod sig, at netop de Yngste og de Eldste meest trænge til Lærerens personlige Nærværelse og Underviisning, medens Mellemklassen, hvor Grundvolden allerede er lagt, og som mere er beskjeftiget med at indøve, snarere kan benytte Bihjælpere; hvorimod den øverste Klasse just skulde lære Adskilligt, som ikke vel kan skee ved Bihjælpere; thi det kommer der mere an paa Anvendelse og at fuldende Underviisningen. Heller vilde jeg have nederste Klasse alene og de tvende øverste sammen, eller endnu bedre: lad mellemste Klasse, hvis Elever allerede ere saa gamle, at de nok kunne holde ud i Skolen, men endnu ikke ere saa store, at de synderligen kunne benyttes ved Arbejdet hjemme, komme baade med de smaa og med de store Børn. Derved vindes og mere Tid for dem til at øve sig i Skrivning og til saadanne Beskjeftigelser, som ogsaa kunne skee uden Lærerens idelige Nærværelse; hvilket i en Almueskole, hvor Skoletiden for hvert Barn er alt for liden, og Underviisningen hjemme desværre ligesaa, maa ansees for hensigtsmæssigt. Ved en rigtig Anvendelse af Vexel-Underviisning kan og maa Læreren ofte undervise tvende Klasser paa een Gang. Hvad Forfatteren for Resten bemærker, nemlig at et bestemt Maal bør naaes af hver Klasse, inden der skeer Opflytning, at der ved den aarlige Examen skal gjøres Rede for noget Vist osv., er, efter min Mening, alt saa hensigtsmæssigt, at det, overalt befulgt, sikkert vilde befordre Underviisningens Fremgang og lette Tilsynet med samme.
Med Hensyn til Fordringerne til hver Klasse, inden den opflyttes, skal jeg blot bemærke, at jeg, med Hensyn paa de bibelske Fortællinger i de nederste Klasser, heller vilde vælge af de letteste Fortællinger i det gamle og i det nye Testamente end f. Ex. af det gamle Testamente i første Klasse at læse fra Begyndelsen indtil Josva, og i den anden Klasse det Øvrige.
Side 137 § 13 foreslaar Forfatteren, at Læreren holder Prøve-Examen for den almindelige Examen. Dette kan vistnok være godt, for at det Lærte ikke skal glemmes. Jeg vilde dog heller, i Stedet herfor eller ved Siden heraf, foreslaa, at Læreren, der i en Omgangsskole, som har flere Roder, er borte fra hvert Barn flere Uger ad Gangen, tager een Dag i hver Uge til at holde Examen i de Roder, hvor Skolen imidlertid ikke holdes, for saaledes at holde Kontrol med Børnenes Flid hjemme, undersøge, hvad de have læst, samt gjennemgaa og foresætte dem nye Pensa. Uden en saadan Fremgangsmaade vil meget glemmes og forsømmes, medens Læreren er fraværende.
Det sidste Kapitel, der handler om at styre en Skole og saaledes indeholder Adskilligt, som er Anvendelse af hvad der i første Hovedafdeling, om den legemlige og aandelige Opdragelse, er fremsat, har mange gode Bemærkninger om Børnenes moralske Opdragelse, hvilke baade af Forældre og Lærere ville læses med Nytte. Forfatteren siger 144 Littr. d, at Børnenes Flid fremmes blandt Andet derved, at Læreren til Examen lønner den Flittige ved Opflyttelse i en højere Klasse, og idet Forfatteren i en Anmærkning henviser til Instruxen § 14, der siger, at Læreren bor vække og vedligeholde Børnenes Kappelyst med passende Opmuntring og Belønning, tilføjer han, at „Læreren imidlertid nøje maa agte paa Børnenes Sindelag, at Kundskaben ej vindes paa Hjertets Bekostning, og at derved ej Spiren til Misundelse, Indbildskhed osv. saaes i Barnets Sjæl.“ Det glæder mig at finde disse Ytringer hos den erfarne Skolemand; thi jeg slutter deraf, at han ikke vil have anden Opflytning end den, som følger af Børnenes Fremgang og skeer for Underviisningens Skyld, nemlig fra en Afdeling til en anden og fra en Klasse til en anden. Thi at opflytte eller nedflytte Børnene daglig, ugentlig eller maanedlig i samme Klasse, ligesom daglig at give Karakterer, anseer jeg som en mislig Sag; thi vistnok er det saa, at Æresfølelsen er et af de Hjul, som drive store Ting; men jeg anseer det ikke forsvarligt, at man i en Skole, hvor dog Alt læres for at danne Hjertet og Karakteren og gjøre Mennesket skikket baade for Tid og Evighed, anvender Midler, der ere saa farlige for
Hovedøjemedet af al Underviisning. Jeg tror af Erfaring at vide, at Flid og Fremgang kan fremmes og den sande Æresfølelse dannes uden saadanne Midler.
Til Bogen er føjet et Anhang, hvis Indhold allerede er angivet. Dette Anhang indeholder mange Raad, grundede paa Menneskekundskab og Sagkundskab og udtalte med uforbeholden Hjertelighed, som af en Fader, der ikke vil, at Sønnen skal være uvidende om Noget, som for ham er vigtigt at vide. Forfatteren viser sig gjennem den hele Bog som den alsidigt dannede og fordomsfrie Mand, der har vidst at lære af Andres Erfaringer uden at høre til noget Parti, og at benytte sin egen lange Erfaring som Skolemand med Eftertanke og et af Naturen praktisk Blik.
Bogen vil læses med saa meget mere Nytte og Interesse formedelst den kristelige Aand, der gaar igjennem den. Den maa især anbefales Skolemænd og dem der have Tilsyn med Skolevæsenet; ligesom Udgivelsen er en Vinding for vore Skolelærer-Seminarier, da saavel Lærere som Elever kunne benytte den, uden at Læreren derved hindres i at befølge den Methode, som han finder hensigtsmæssigst; thi om han f. Ex. maaskee helst underviser frit, ved at gaa ud fra Exempler og foreliggende Tilfælde, saa vil han alligevel komme til at omhandle just de Regler osv., som Bogen indeholder og i de fleste Tilfælde komme til samme Resultater som Forfatteren, hvilke da Eleverne kunne læse efter i Bogen, der ved sin vækkende Fremstilling vil give dem saa meget mere Interesse for denne for Skolelærere og Opdragere saa vigtige Sag.
K. Gislesen.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |