Almuens Sanger/Forerindring

Fra Wikikilden
Gyldendals Forlag (s. III-X).

Hvor slet Bønder, eller Land-Almuen, paa de fleste Steder her i Landet, ere forsynede med saadan Læsning, som kan tiene dem til nogen nyttig Tidsfordriv, skulde neppe nogen anden troe, end den, der kommer i deres Huse. I det Historiske Fag ere Ugelspegel, Ugelspegels Overmand, Pilati Historie, Griseldis, Apollonius, Holger Danske, og fleere af samme Suurdei, heel kostelige Sager i deres Øine. Men jeg vil nu kun tale om de Poetiske Skrifter blandt dem. Naar man da undtager Psalmebogen, samt nogle andre smaa gudelige Sange, (en Deel usle nok) tilligemed Peder Dasses Skrifter, hvad har da Almuen at synge, uden enten nogle tossede Drikke- og Elskovs-Viiser, som i Byerne sammensmedes, eller og nogle hiemmegiorte, som en og anden halvforrykt Skoleholder har villet udmærke sig ved? I de fleeste er hverken sund Sands eller Sammenhæng at finde, og just de allerdaarligste og latterligste kiøbes helst, ja synges af Fruentimmerne med Taarene i Øinene. De gamle Kiæmpevitser, samlede af Syv og Vedel, ere nu overmaade rare blandt Bønder, som vel er; thi den megen Troldom og Diævelskab, som i disse er indvævet, fæste alt for dybe Rødder hos de Eenfoldige, til at man burde ønske dem almindelige. Saadant er da hvad Almuen har at synge. Man vil maaskee sige: Har Almuen, har Jorddyrkere ikke andet at giøre, end at synge? Lad dem synge, som ere forlegne baade med dem selv og med Tiden! — Jeg tilstaaer det. Bønder have vigtigere Ting at bestille. Men naar de under deres vigtigste Arbeider kunne synge tillige, naar de ved Sange kunne opmuntre sig til deres Arbeider, naar de i deres Hvilestunde kunne forfriske Sindet med en og anden behagelig Sang, naar de af gode Mindesange kunne opvækkes til gode Exemplers Efterfølgelse, og ved Naturens Betragtning under passende Lovsange ophøie Guddommen — Hvem tør da sige, at Sange ere unyttige for Land-Almuen? Jeg staaer meget meer i den Tanke, at Sange, som de der efter deres Natur indeholde meget i kort Begreb, og giøre de dybeste Indtryk, og længst kunde giemmes i Hukommelsen, ere allermeest nyttige for den gemene Mand; ligesom jeg og troer, at man især i Almue-Sange bør være meest vaersom, paa det at man ei skal enten forplante Overtroe, eller vænne den gemene Mand til at lyve og overdrive alle Ting. Men hvem er det, som gidder synge for den gemene Mand? Her maae man ikke tænke at føre i Marken med sig en 9 a 10 hundrede Subskribentere, eller paa nogen anden Maade at giøre nogen synderlig Parade. Høiere Sted end ved Siden af en gammel Peder Dass, en gammel Nordlandsk Præst, kan en Sanger for Almuen vel ikke giøre sig Haab om; en Skiæbne, som jeg nu da ogsaa faaer taale, indtil jeg ved en anden Leilighed kan faae Plads paa en anden Hylde. Midlertid er nu dette mit Arbeide her. Alt hvad heri indeholdes, er mit eget, undtagen Fablerne, der, hvad Sujetterne angaaer, ere for det meeste af den gamle Tydsker Valdis, men forresten meere Originaler, end Overæsttelser. En er dog ganske mit eget Arbeide, nemlig No. 17. Læredigtene, saavelsom mange andre Sange ere egentlig aleene for den Norske Almue; og hvem vil fortænke mig deri? Hvad jeg bedst kiender, kan jeg bedst synge om. I Mindesangene har jeg ikke blot villet hedre Nordmænd, mine Landsmænd, men og Danske; Jeg synes det er smukkest, at vi som Medundersaattere deele Roes med hinanden; det er saaledes at Spaadommen opfyldes i Asgauts Sang[1]: Da Dansken Fortrin giver Til Fieldets ædle Søn; Og Fieldets ædle Søn Til Dansken Fortrin giver. Da kappes kun om Dyd, Om Ære udi Troskab, Om Kierlighed til Land, Til Kongen og sit Folk. Om jeg ellers i Henseende til Tonen og Poesien har holdt den rette Middelvei imellem det Uforstaaelige og det Platte, maae Andre dømme. I endeel Smaastykker, hvor jeg lader en Bonde eller Bondepige synge, er vel ikke meget meer end fermo purus (hvilket jeg meener bør saa være). I andre, hvor jeg som Digter selv synger, lader jeg Tonen stige lidt høiere, saasom i Mindesangene, hvilke jeg tænker kunne taale at læses endog af Folk uden for Almuestanden. Hvorvidt jeg nu fortiener Tak for dette Forsøg , maae Tiden lære. Kiært skulde det vere mig, om jeg kunde lokke nogen heldigere Digter paa samme Vei med mig. Hvad om jeg kunde forføre med mig en saadan Mand, som min Ven Nordahl Brun, der endog i sine Sange over Agerdyrkningen og Fiskerierne har viist sig saa skiøn og indtagende. Men skulde en ung og antrædende Digter betræde denne Bane, da raader jeg, vel at studere først Folkets Karakteer, og giøre sig bekiendt med den landlige Levemaade. Alt Smudsigt og Plumpt maae forviises, og alt hvad som kun opvækker dum Latter — prenons-garde a la bassesse, Trop voisine du familier! Souvent un Auteur sans adresse Veut etre simple , il est grossier. Dernæst maae intet indblandes, som bestyrker Almuen i Overtroe. Af denne sidste Aarsag har jeg ikke engang tordet lade nogen enten Hulder eller Havfrue synge, neppe nok, at jeg har vovet at lade Jutul Dovre tale. Nok et Raad: aldrig at give Almuen paa een Gang større Samling, end som kan kiøbes i det høieste for en halv Dalers Penge, af Aarsag, at for høiere Priis kiøbes ikke. En meget rigtig Anmærkning var det derfor af en Recensent over Samleren for Landboen: at 2 Rdlr. for Aargangen af samme var allerede en liden Skatte-Afgift. — Lykkelig var ellers den, som for slet intet kunde uddeele Almue-Skrifter blandt Almuen!

Forresten I mine gode Venner af Almuen, som læse denne Bog, Eder beder jeg, at I ville tage til Takke med dette mit lidet Arbeide. Jeg kunde maaskee forhverve mig et større Navn, om jeg aleene skrev og arbeidede for Folk af høiere Stand; men jeg har intet tabt, dersom jeg endog paa denne Maade kunde udrette noget Godt blandt Eder. Jeg seer eders Marke og Enge blomstre; — kunde jeg og saaledes see, næst en sand Gudsfrygt, de borgerlige og landlige Dyder blomstre blandt Eder! I deele med mig eders Brød og Mark-Frugter, det er derfor ikke ubilligt, at jeg deeler med Eder af min Aands Gaver.

Held og Lykke følge Eder, mine Landbrødre, i alle Eders lovlige Foretagender! Og Biergenes og Dalenes Gud forlene Eder saa gode og fredelige Tider, at I glade og siungende kunde gaae til alle Eders Arbeider! Og Biergene give Gienlyd af Eders glade Sange!

  1. See Suhms Smaaskrivters 2den Deel, S. 362.