Almuens Sanger/Forerindring

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Gyldendals Forlag (s. III-X).

Hvor ſlet Bønder, eller Land-Almuen, paa de fleſte Steder her i Landet, ere forſynede med ſaadan Læsning, ſom kan tiene dem til nogen nyttig Tidsfordriv, ſkulde neppe nogen anden troe, end den, der kommer i deres Huſe. I det Hiſtoriſke Fag ere Ugelſpegel, Ugelſpegels Overmand, Pilati Hiſtorie, Griſeldis, Apollonius, Holger Danſke, og fleere af ſamme Suurdei, heel koſtelige Sager i deres Øine. Men jeg vil nu kun tale om de Poetiſke Skrifter blandt dem. Naar man da undtager Pſalmebogen, ſamt nogle andre ſmaa gudelige Sange, (en Deel uſle nok) tilligemed Peder Daſſes Skrifter, hvad har da Almuen at ſynge, uden enten nogle toſſede Drikke- og Elſkovs-Viiſer, ſom i Byerne ſammenſmedes, eller og nogle hiemmegiorte, ſom en og anden halvforrykt Skoleholder har villet udmærke ſig ved? I de fleeſte er hverken ſund Sands eller Sammenhæng at finde, og juſt de allerdaarligſte og latterligſte kiøbes helſt, ja ſynges af Fruentimmerne med Taarene i Øinene. De gamle Kiæmpevitſer, ſamlede af Syv og Vedel, ere nu overmaade rare blandt Bønder, ſom vel er; thi den megen Troldom og Diævelſkab, ſom i diſſe er indvævet, fæſte alt for dybe Rødder hos de Eenfoldige, til at man burde ønſke dem almindelige. Saadant er da hvad Almuen har at ſynge. Man vil maaſkee ſige: Har Almuen, har Jorddyrkere ikke andet at giøre, end at ſynge? Lad dem ſynge, ſom ere forlegne baade med dem ſelv og med Tiden! — Jeg tilſtaaer det. Bønder have vigtigere Ting at beſtille. Men naar de under deres vigtigſte Arbeider kunne ſynge tillige, naar de ved Sange kunne opmuntre ſig til deres Arbeider, naar de i deres Hvileſtunde kunne forfriſke Sindet med en og anden behagelig Sang, naar de af gode Mindeſange kunne opvækkes til gode Exemplers Efterfølgelſe, og ved Naturens Betragtning under paſſende Lovſange ophøie Guddommen — Hvem tør da ſige, at Sange ere unyttige for Land-Almuen? Jeg ſtaaer meget meer i den Tanke, at Sange, ſom de der efter deres Natur indeholde meget i kort Begreb, og giøre de dybeſte Indtryk, og længſt kunde giemmes i Hukommelſen, ere allermeeſt nyttige for den gemene Mand; ligeſom jeg og troer, at man iſær i Almue-Sange bør være meeſt vaerſom, paa det at man ei ſkal enten forplante Overtroe, eller vænne den gemene Mand til at lyve og overdrive alle Ting. Men hvem er det, ſom gidder ſynge for den gemene Mand? Her maae man ikke tænke at føre i Marken med ſig en 9 a 10 hundrede Subſkribentere, eller paa nogen anden Maade at giøre nogen ſynderlig Parade. Høiere Sted end ved Siden af en gammel Peder Daſs, en gammel Nordlandſk Præſt, kan en Sanger for Almuen vel ikke giøre ſig Haab om; en Skiæbne, ſom jeg nu da ogſaa faaer taale, indtil jeg ved en anden Leilighed kan faae Plads paa en anden Hylde. Midlertid er nu dette mit Arbeide her. Alt hvad heri indeholdes, er mit eget, undtagen Fablerne, der, hvad Sujetterne angaaer, ere for det meeſte af den gamle Tydſker Valdis, men forreſten meere Originaler, end Overæſttelſer. En er dog ganſke mit eget Arbeide, nemlig No. 17. Læredigtene, ſaavelſom mange andre Sange ere egentlig aleene for den Norſke Almue; og hvem vil fortænke mig deri? Hvad jeg bedſt kiender, kan jeg bedſt ſynge om. I Mindeſangene har jeg ikke blot villet hedre Nordmænd, mine Landsmænd, men og Danſke; Jeg ſynes det er ſmukkeſt, at vi som Medunderſaattere deele Roes med hinanden; det er ſaaledes at Spaadommen opfyldes i Asgauts Sang[1]: Da Danſken Fortrin giver Til Fieldets ædle Søn; Og Fieldets ædle Søn Til Danſken Fortrin giver. Da kappes kun om Dyd, Om Ære udi Troſkab, Om Kierlighed til Land, Til Kongen og ſit Folk. Om jeg ellers i Henſeende til Tonen og Poeſien har holdt den rette Middelvei imellem det Uforſtaaelige og det Platte, maae Andre dømme. I endeel Smaaſtykker, hvor jeg lader en Bonde eller Bondepige ſynge, er vel ikke meget meer end fermo purus (hvilket jeg meener bør ſaa være). I andre, hvor jeg ſom Digter ſelv ſynger, lader jeg Tonen ſtige lidt høiere, ſaaſom i Mindeſangene, hvilke jeg tænker kunne taale at læſes endog af Folk uden for Almueſtanden. Hvorvidt jeg nu fortiener Tak for dette Forſøg , maae Tiden lære. Kiært ſkulde det vere mig, om jeg kunde lokke nogen heldigere Digter paa ſamme Vei med mig. Hvad om jeg kunde forføre med mig en ſaadan Mand, ſom min Ven Nordahl Brun, der endog i ſine Sange over Agerdyrkningen og Fiſkerierne har viiſt ſig ſaa ſkiøn og indtagende. Men ſkulde en ung og antrædende Digter betræde denne Bane, da raader jeg, vel at ſtudere førſt Folkets Karakteer, og giøre ſig bekiendt med den landlige Levemaade. Alt Smudſigt og Plumpt maae forviiſes, og alt hvad ſom kun opvækker dum Latter — prenons-garde a la baſſeſſe, Trop voiſine du familier! Souvent un Auteur ſans adreſſe Veut etre ſimple , il eſt groſſier. Dernæſt maae intet indblandes, ſom beſtyrker Almuen i Overtroe. Af denne ſidſte Aarſag har jeg ikke engang tordet lade nogen enten Hulder eller Havfrue ſynge, neppe nok, at jeg har vovet at lade Jutul Dovre tale. Nok et Raad: aldrig at give Almuen paa een Gang ſtørre Samling, end ſom kan kiøbes i det høieſte for en halv Dalers Penge, af Aarſag, at for høiere Priis kiøbes ikke. En meget rigtig Anmærkning var det derfor af en Recenſent over Samleren for Landboen: at 2 Rdlr. for Aargangen af ſamme var allerede en liden Skatte-Afgift. — Lykkelig var ellers den, ſom for ſlet intet kunde uddeele Almue-Skrifter blandt Almuen!

Forreſten I mine gode Venner af Almuen, ſom læſe denne Bog, Eder beder jeg, at I ville tage til Takke med dette mit lidet Arbeide. Jeg kunde maaſkee forhverve mig et ſtørre Navn, om jeg aleene ſkrev og arbeidede for Folk af høiere Stand; men jeg har intet tabt, derſom jeg endog paa denne Maade kunde udrette noget Godt blandt Eder. Jeg ſeer eders Marke og Enge blomstre; — kunde jeg og ſaaledes ſee, næſt en ſand Gudsfrygt, de borgerlige og landlige Dyder blomſtre blandt Eder! I deele med mig eders Brød og Mark-Frugter, det er derfor ikke ubilligt, at jeg deeler med Eder af min Aands Gaver.

Held og Lykke følge Eder, mine Landbrødre, i alle Eders lovlige Foretagender! Og Biergenes og Dalenes Gud forlene Eder ſaa gode og fredelige Tider, at I glade og ſiungende kunde gaae til alle Eders Arbeider! Og Biergene give Gienlyd af Eders glade Sange!

  1. See Suhms Smaaſkrivters 2den Deel, S. 362.