Aias
VI
AIAS
Aias, Telamons søn fra Salamis, var fætter av Akillevs og næstefter ham hellenernes sterkeste og tapreste forkjæmper ved Troja. Da Akillevs var falden for Paris’ pil og dødslekene var feiret til hans ære, bestemte hans mor havgudinden Tetis at hans herlige, av Hefaistos selv smidde rustning skulde tilfalde den tapreste fyrste. Aias og Odyssevs meldte sig, og den av Agamemnon nedsatte ret dømte til fordel for Odyssevs.
Krænkelsen gjorde Aias avsindig, og da han kom til sig selv og saa hvad han hadde gjort i vanvid, drev den ham i døden.
PERSONENE:
ATENE.
AIAS.
TEKMESSA, hans hustru.
TEVKROS, hans halvbror.
ODYSSEVS.
AGAMEMNON.
MENELAOS.
ET BUD.
KOR av sjømænd fra Salamis.
AIAS.
TEKMESSA, hans hustru.
TEVKROS, hans halvbror.
ODYSSEVS.
AGAMEMNON.
MENELAOS.
ET BUD.
KOR av sjømænd fra Salamis.
Foran Aias’ telt nær stranden ved Troja. Odyssevs staar paa lur ved indhegningens port. Det er i graalysningen.
ATENE
(nærmer sig).
Jeg ser dig altid staa paa vakt, Laertes’ søn,
naar du vil komme raskt en avindsmand til livs,
og nu ved flaatens leie ytterst ute her,
hvor Aias har sit leirtelt, har jeg længe set
dig snuse efter friske spor. Du vil vel se
om han er inde eller ei. Din skarpe tæft
har ført dig som lakonisk[1] sporhund til dit maal;
ti manden er derinde. Sveden hagler ned
fra panden og fra blodbestænket morderhaand.
Du har ei nødig mer at staa ved denne port
og kikke ind. Sig hvorfor du har skyndt dig hit,
saa skal du faa av mig besked. Jeg vet jo alt.
(nærmer sig).
Jeg ser dig altid staa paa vakt, Laertes’ søn,
naar du vil komme raskt en avindsmand til livs,
og nu ved flaatens leie ytterst ute her,
hvor Aias har sit leirtelt, har jeg længe set
dig snuse efter friske spor. Du vil vel se
om han er inde eller ei. Din skarpe tæft
har ført dig som lakonisk[1] sporhund til dit maal;
ti manden er derinde. Sveden hagler ned
fra panden og fra blodbestænket morderhaand.
Du har ei nødig mer at staa ved denne port
og kikke ind. Sig hvorfor du har skyndt dig hit,
saa skal du faa av mig besked. Jeg vet jo alt.
ODYSSEVS.
Atenes stemme! kjær som ingen anden guds.
Hvor let mit øre kjender den, om end du selv
er skjult for øiets blik. Den naar til hjertets dyp
saa kjendt som klangen av tyrrenisk[2] kobberlur.
Nu visste du det var en frygtet avindsmand
jeg lette efter. Aias med det brede skjold.
Ham søker jeg, ja hans og ingen andens spor,
ti noget ingen kan forstaa, har manden nu
i denne nat forøvet — hvis det da er ham.
Vi vet jo intet sikkert. Alt er gaadefuldt,
og jeg har paatat mig at løse denne tvil.
Nu netop fandt vi alt det fæ som vi har gjort
til bytte, dræpt, ja slagtet ned med blodig haand
til sidste dyr, og dertil hver en gjæter dræpt,
og hele leiren lægger skylden nu paa ham.
En mand som selv har set ham ta avsted paa sprang
hen over sletten med et blodig sverd i haand,
har meldt mig det som visst og sandt. Jeg for da straks
avsted og fulgte sporet. Noget fandt jeg ut;
men andet glippet, og jeg vet ei hvor han er.
Du kom i rette tid; ti baade før og nu
lar jeg mig lede av din haand i alle ting.
Atenes stemme! kjær som ingen anden guds.
Hvor let mit øre kjender den, om end du selv
er skjult for øiets blik. Den naar til hjertets dyp
saa kjendt som klangen av tyrrenisk[2] kobberlur.
Nu visste du det var en frygtet avindsmand
jeg lette efter. Aias med det brede skjold.
Ham søker jeg, ja hans og ingen andens spor,
ti noget ingen kan forstaa, har manden nu
i denne nat forøvet — hvis det da er ham.
Vi vet jo intet sikkert. Alt er gaadefuldt,
og jeg har paatat mig at løse denne tvil.
Nu netop fandt vi alt det fæ som vi har gjort
til bytte, dræpt, ja slagtet ned med blodig haand
til sidste dyr, og dertil hver en gjæter dræpt,
og hele leiren lægger skylden nu paa ham.
En mand som selv har set ham ta avsted paa sprang
hen over sletten med et blodig sverd i haand,
har meldt mig det som visst og sandt. Jeg for da straks
avsted og fulgte sporet. Noget fandt jeg ut;
men andet glippet, og jeg vet ei hvor han er.
Du kom i rette tid; ti baade før og nu
lar jeg mig lede av din haand i alle ting.
ATENE.
Det visste jeg, Odyssevs. Derfor gav jeg mig
paa vei forlængst og voktet spændt paa denne jagt.
Det visste jeg, Odyssevs. Derfor gav jeg mig
paa vei forlængst og voktet spændt paa denne jagt.
ODYSSEVS.
Og skal min møie, herskerinde, faa sin løn?
Og skal min møie, herskerinde, faa sin løn?
ATENE.
Vær tryg! Der inde har du daadens ophavsmand.
Vær tryg! Der inde har du daadens ophavsmand.
ODYSSEVS.
Hvi laante han sin haand til slikt uvittig verk?
Hvi laante han sin haand til slikt uvittig verk?
ATENE.
Han fik jo ei de vaaben som Akillevs bar.
Han fik jo ei de vaaben som Akillevs bar.
ODYSSEVS.
Men sig mig, hvorfor gik han løs paa dette fæ?
Men sig mig, hvorfor gik han løs paa dette fæ?
ATENE.
Han farvet, trodde han, sin haand i eders blod.
Han farvet, trodde han, sin haand i eders blod.
ODYSSEVS.
Det var mot landsmænd altsaa denne plan var lagt?
Det var mot landsmænd altsaa denne plan var lagt?
ATENE.
Ja, hadde jeg ei været, var den sat i verk.
Ja, hadde jeg ei været, var den sat i verk.
ODYSSEVS.
Hvor turde manden vaage slik dumdristig daad?
Hvor turde manden vaage slik dumdristig daad?
ATENE.
Han gik imot jer ene, skjult av nattens mulm.
Han gik imot jer ene, skjult av nattens mulm.
ODYSSEVS.
Og hadde planen fremgang? Var han nær sit maal?
Og hadde planen fremgang? Var han nær sit maal?
ODYSSEVS.
Hvad stanset da hans haand som tørstet efter blod?
Hvad stanset da hans haand som tørstet efter blod?
ATENE.
Jeg blændet mandens blik med taaket tankespind
og fik hans rædselsfulde myrdelyst vendt bort
fra jer til hornet kvæg og smaafæ som i flok
som fælles hærfang blev av træller ført paa græs.
I denne buskap for han rundt og hugget ned
en mængde fæ. Han syntes selv at han holdt fast
de to Atreider først og gav dem banehugg
og siden snart den ene, snart den anden drot.
Jeg ægget ham, da han i værste vanvids sott
for vildt omkring og drev ham i mit lumske net,
og da hans raseri var stilnet av tilsidst,
da bandt han alt det fæ som endnu ei var dræpt
med sterke rep og drev det hen til teltet her,
som var hans bytte mænd og ikke hornet kvæg;
og her ved teltet piner han de bundne dyr.
Nu skal du ogsaa selv faa se hans sjelesott,
saa du kan melde hele hæren hvad du saa.
Vær ikke ræd for manden. Staa kun rolig her;
ti jeg skal vende bort hans øines skarpe blik.
At du staar for hans aasyn, skal han ei bli var.
Hør du derinde! du som binder sterke rep
om fangers hænder. Kom nu ut! Jeg kalder dig.
Jeg roper paa dig, Aias. Kom fra teltet ut!
Jeg blændet mandens blik med taaket tankespind
og fik hans rædselsfulde myrdelyst vendt bort
fra jer til hornet kvæg og smaafæ som i flok
som fælles hærfang blev av træller ført paa græs.
I denne buskap for han rundt og hugget ned
en mængde fæ. Han syntes selv at han holdt fast
de to Atreider først og gav dem banehugg
og siden snart den ene, snart den anden drot.
Jeg ægget ham, da han i værste vanvids sott
for vildt omkring og drev ham i mit lumske net,
og da hans raseri var stilnet av tilsidst,
da bandt han alt det fæ som endnu ei var dræpt
med sterke rep og drev det hen til teltet her,
som var hans bytte mænd og ikke hornet kvæg;
og her ved teltet piner han de bundne dyr.
Nu skal du ogsaa selv faa se hans sjelesott,
saa du kan melde hele hæren hvad du saa.
Vær ikke ræd for manden. Staa kun rolig her;
ti jeg skal vende bort hans øines skarpe blik.
At du staar for hans aasyn, skal han ei bli var.
Hør du derinde! du som binder sterke rep
om fangers hænder. Kom nu ut! Jeg kalder dig.
Jeg roper paa dig, Aias. Kom fra teltet ut!
ODYSSEVS.
Hvad gjør du dog, Atene? Kald ham ikke ut!
Hvad gjør du dog, Atene? Kald ham ikke ut!
ATENE.
Ti stille! Find dig i det! Vær da ikke ræd!
Ti stille! Find dig i det! Vær da ikke ræd!
ODYSSEVS.
Ved alle guder, la ham være i sit telt.
Ved alle guder, la ham være i sit telt.
ATENE.
Hvad er du ræd for? Er han ikke den han var?
Hvad er du ræd for? Er han ikke den han var?
ODYSSEVS.
Han var min avindsmand og er det nu. som før.
Han var min avindsmand og er det nu. som før.
ATENE.
Saa le din uven ut. Er ikke det en fryd?
Saa le din uven ut. Er ikke det en fryd?
ODYSSEVS:
Mig er det nok at han faar være i sit telt.
Mig er det nok at han faar være i sit telt.
ATENE.
Men gruer du for synet av den gale mand?
Men gruer du for synet av den gale mand?
ODYSSEVS.
Jeg gruet ikke for ham, dersom han var klok.
Jeg gruet ikke for ham, dersom han var klok.
ATENE.
Han kommer ikke til at se at du er nær.
Han kommer ikke til at se at du er nær.
ODYSSEVS.
Men hvordan det? Han har jo øine nu som før.
Men hvordan det? Han har jo øine nu som før.
ATENE.
Jeg sænker nattens forhæng selv for klarest blik.
Jeg sænker nattens forhæng selv for klarest blik.
ODYSSEVS.
Ja, naar en guddom vil det, kan jo alting ske.
Ja, naar en guddom vil det, kan jo alting ske.
ATENE.
Saa ti nu stille. Staa urørlig hvor du staar.
Saa ti nu stille. Staa urørlig hvor du staar.
ATENE.
Vel, jeg faar staa, men ønsket helst at jeg var væk.
Vel, jeg faar staa, men ønsket helst at jeg var væk.
ATENE.
Kom, Aias, kom! Nu ber jeg dig for anden gang.
Hvi agter du saa litet den som hjalp dig tidt?
Kom, Aias, kom! Nu ber jeg dig for anden gang.
Hvi agter du saa litet den som hjalp dig tidt?
AIAS
(kommer).
Hil dig Atene! Hil og sæl, du barn av Zevs!
Du hjalp mig naadig, og for denne stolte fangst
skal jeg av byttet vie dig en gylden krans.
(kommer).
Hil dig Atene! Hil og sæl, du barn av Zevs!
Du hjalp mig naadig, og for denne stolte fangst
skal jeg av byttet vie dig en gylden krans.
ATENE.
Vel talt. Men hør, fortæl mig, stak du rigtig dypt
dit gode slagsverd i argeierhærens blod?
Vel talt. Men hør, fortæl mig, stak du rigtig dypt
dit gode slagsverd i argeierhærens blod?
AIAS.
Til selvros har jeg gyldig grund, det tør jeg si.
Til selvros har jeg gyldig grund, det tør jeg si.
ATENE.
Men Atrevs’ sønner? fik du ogsaa bugt med dem?
Men Atrevs’ sønner? fik du ogsaa bugt med dem?
AIAS.
Saa grundig at de aldrig haaner Aias mer.
Saa grundig at de aldrig haaner Aias mer.
ATENE.
Forstaar jeg ret, saa er de døde begge to.
Forstaar jeg ret, saa er de døde begge to.
AIAS.
Ja, la de døde ta min rustning, om de kan.
Ja, la de døde ta min rustning, om de kan.
ATENE.
Nu vel! men hvilken skjæbne fik Laertes’ søn?
Hvad har du gjort med ham? Kanhænde han slap bort?
Nu vel! men hvilken skjæbne fik Laertes’ søn?
Hvad har du gjort med ham? Kanhænde han slap bort?
AIAS.
Den drevne kjeltring? Er det ham du spør mig om?
Den drevne kjeltring? Er det ham du spør mig om?
ATENE.
Ja vel. Odyssevs mener jeg, din avindsmand.
Ja vel. Odyssevs mener jeg, din avindsmand.
AIAS.
Han sitter, herskerinde, bunden i mit telt,
min bedste fangst. Jeg vil ei endnu la ham dø.
Han sitter, herskerinde, bunden i mit telt,
min bedste fangst. Jeg vil ei endnu la ham dø.
ATENE.
Hvad vinder du ved det? Hvad vil du først ha gjort?
Hvad vinder du ved det? Hvad vil du først ha gjort?
AIAS.
Faa bundet ham til støtten i mit telt og saa —
Faa bundet ham til støtten i mit telt og saa —
ATENE.
Og saa? Hvad vil du gjøre med den arme mand?
Og saa? Hvad vil du gjøre med den arme mand?
AIAS.
Før han faar dø, skal pisken farve rød hans ryg.
Før han faar dø, skal pisken farve rød hans ryg.
ATENE.
Aa nei! du maa da ikke pine ham saa grumt.
Aa nei! du maa da ikke pine ham saa grumt.
AIAS.
I andre ting, Atene, vil jeg føie dig;
men denne straf og ingen anden skal han faa.
I andre ting, Atene, vil jeg føie dig;
men denne straf og ingen anden skal han faa.
ATENE.
Nu vel, kan dette glæde dig, saa bruk din arm,
og spar ham ei for noget som du under ham.
Nu vel, kan dette glæde dig, saa bruk din arm,
og spar ham ei for noget som du under ham.
AIAS.
Jeg gaar til verket straks og ber dig altid staa
saa hjelpsom ved min side som du stod idag.
(Gaar ind i teltet).
Jeg gaar til verket straks og ber dig altid staa
saa hjelpsom ved min side som du stod idag.
(Gaar ind i teltet).
ATENE.
Du ser, Odyssevs, hvilken magt vi guder har.
Hvem var vel mer forstandig før end denne mand?
Hvem mestret ham, naar mest det gjaldt, i mandig daad?
Du ser, Odyssevs, hvilken magt vi guder har.
Hvem var vel mer forstandig før end denne mand?
Hvem mestret ham, naar mest det gjaldt, i mandig daad?
ODYSSEVS.
Jeg kjender ingen. Skjønt han er min avindsmand,
den arme, maa jeg føle medynk med hans lod,
saa fast som han er lænket til sin sjelesott.
I mandens skjæbne ser jeg min ei mindre klart:
ti grant jeg ser at vi som lever her paa jord
er flygtig gjøglespil, kun skygger, intet mer.
Jeg kjender ingen. Skjønt han er min avindsmand,
den arme, maa jeg føle medynk med hans lod,
saa fast som han er lænket til sin sjelesott.
I mandens skjæbne ser jeg min ei mindre klart:
ti grant jeg ser at vi som lever her paa jord
er flygtig gjøglespil, kun skygger, intet mer.
ATENE.
Med dette klart for øie maa du aldrig selv
i hovmod si et spottens ord mot guders magt,
og bryst dig ei, om du har mer av gods og guld
end andre mænd og mestrer dem i armens kraft.
En enkelt dag kan sænke dypt og hæve høit
en jordisk skabnings skjæbne. Kun besindig færd
kan vinde guders gunst. De hater overmod.
Med dette klart for øie maa du aldrig selv
i hovmod si et spottens ord mot guders magt,
og bryst dig ei, om du har mer av gods og guld
end andre mænd og mestrer dem i armens kraft.
En enkelt dag kan sænke dypt og hæve høit
en jordisk skabnings skjæbne. Kun besindig færd
kan vinde guders gunst. De hater overmod.
(Atene forsvinder. Odyssevs fjerner sig. Koret kommer ind
paa dansepladsen).
paa dansepladsen).
KORFØRER.
Du Telamons søn, vor elskede drot
som paa Salamis raader ved skumkranset strand,
din lykke, dit held er min høieste fryd.
Men naar vanheld fra Zevs eller ondsindet haan
fra danaerne naar dig og pletter dit ry,
da ængstes min sjel og mit flakkende blik
blir sky som den flagrende dues.
Nu fylder et rygte fra natten som svandt,
et rygte som vokste til larmende rop
os alle med skam.
Hvor stridshester græsser, der brøt du dig ind
og dræpte danaernes beitende fæ.
Det eneste hærfang som ei var fordelt,
det vog du med blinkende klinge.
Slik skummel bakvaskelse hvisker i løn
Odyssevs i øret paa alle, og let
blir han trodd, ti de lytter nu villig til alt
hvad han siger om dig, og de glæder sig mer
ved at høre end han ved at nævne din skam,
og de haaner din skjændsel og kvide.
Ti den som mot mægtige sender sin pil,
han træffer sit maal; men ingen blev trodd,
hvis slikt han fortalte om en av os smaa.
Misundelsen følger de mægtiges spor.
Dog, uten de store blev alle vi smaa
et skrøpelig forsvar for mure og taarn.
I pakt med de store har smaafolk det bedst,
og stormænd er sterkest i pakt med de smaa.
Et sandhetens ord som dette er dog
umulig for daaren at fatte.
Av saadanne mænd blir med larmende ord
dit rygte besudlet, og verge dig, drot,
formaar vi jo ei, naar du holder dig fjern;
ti kommer de bort fra dit blik, som de skyr,
da skriker de op som en smaafuglesverm,
mot den vældige høk, som skræmte dem nys.
Men kom du tilsyne, da krøp de i skjul
i selvsamme stund og forstummet.
Du Telamons søn, vor elskede drot
som paa Salamis raader ved skumkranset strand,
din lykke, dit held er min høieste fryd.
Men naar vanheld fra Zevs eller ondsindet haan
fra danaerne naar dig og pletter dit ry,
da ængstes min sjel og mit flakkende blik
blir sky som den flagrende dues.
Nu fylder et rygte fra natten som svandt,
et rygte som vokste til larmende rop
os alle med skam.
Hvor stridshester græsser, der brøt du dig ind
og dræpte danaernes beitende fæ.
Det eneste hærfang som ei var fordelt,
det vog du med blinkende klinge.
Slik skummel bakvaskelse hvisker i løn
Odyssevs i øret paa alle, og let
blir han trodd, ti de lytter nu villig til alt
hvad han siger om dig, og de glæder sig mer
ved at høre end han ved at nævne din skam,
og de haaner din skjændsel og kvide.
Ti den som mot mægtige sender sin pil,
han træffer sit maal; men ingen blev trodd,
hvis slikt han fortalte om en av os smaa.
Misundelsen følger de mægtiges spor.
Dog, uten de store blev alle vi smaa
et skrøpelig forsvar for mure og taarn.
I pakt med de store har smaafolk det bedst,
og stormænd er sterkest i pakt med de smaa.
Et sandhetens ord som dette er dog
umulig for daaren at fatte.
Av saadanne mænd blir med larmende ord
dit rygte besudlet, og verge dig, drot,
formaar vi jo ei, naar du holder dig fjern;
ti kommer de bort fra dit blik, som de skyr,
da skriker de op som en smaafuglesverm,
mot den vældige høk, som skræmte dem nys.
Men kom du tilsyne, da krøp de i skjul
i selvsamme stund og forstummet.
KOR.
Fyrste, aa tal; ti jeg blues ved rygtet.
Sig mig, aa sig, har den tauriske guddom
Artemis, Alfaders datter, i vrede
drevet dig nys til at fælde paa engen
beitende okser, vort udelte bytte?
Savnet hun offer til tak for en seier?
Fik hun ei fældede fienders rustning,
eller sin del av dit bytte paa jagten?
Eller fik Ares, den pansrede krigsgud,
utak for bistand i kampen og kjølet
nu med din natlige udaad sin harm?
Fyrste, aa tal; ti jeg blues ved rygtet.
Sig mig, aa sig, har den tauriske guddom
Artemis, Alfaders datter, i vrede
drevet dig nys til at fælde paa engen
beitende okser, vort udelte bytte?
Savnet hun offer til tak for en seier?
Fik hun ei fældede fienders rustning,
eller sin del av dit bytte paa jagten?
Eller fik Ares, den pansrede krigsgud,
utak for bistand i kampen og kjølet
nu med din natlige udaad sin harm?
Motstrofe.
Aldrig tilforn har jeg set at din tanke,
Telamons søn, for vild, saa du kunde
blindt fare løs paa en beitende buskap.
Sjelesott sender vel stundom en guddom.
Maatte dog Zevs og Apollon la rygtet
snarlig forstumme blandt hærmænd fra Argos!
Men hvis de tvende stormægtige konger
eller hin skamløse Sisyfosætling[4]
spreder en løgn, aa dølg da ei hersker
længer dit aasyn i teltet ved stranden!
La ei det skjændige rygte ta vekst!
Aldrig tilforn har jeg set at din tanke,
Telamons søn, for vild, saa du kunde
blindt fare løs paa en beitende buskap.
Sjelesott sender vel stundom en guddom.
Maatte dog Zevs og Apollon la rygtet
snarlig forstumme blandt hærmænd fra Argos!
Men hvis de tvende stormægtige konger
eller hin skamløse Sisyfosætling[4]
spreder en løgn, aa dølg da ei hersker
længer dit aasyn i teltet ved stranden!
La ei det skjændige rygte ta vekst!
Slutstrofe.
Nei, reis dig fra sætet hvor sløvt du har hvilet
længe i farefuld ro og har næret
vanryets ild til en himmelhøi flamme!
Fiender slynger i ly for din vrede
trygge de krænkende haansord imot dig.
Alle tør haanle. De giftige tunger
piner min sjel med ulægelig kval.
Nei, reis dig fra sætet hvor sløvt du har hvilet
længe i farefuld ro og har næret
vanryets ild til en himmelhøi flamme!
Fiender slynger i ly for din vrede
trygge de krænkende haansord imot dig.
Alle tør haanle. De giftige tunger
piner min sjel med ulægelig kval.
TEKMESSA
(kommer).
I mænd av Erektevs’s[5] ældgamle ætt,
I trofaste sjømænd paa Aias’s skib,
nu sukker jeg her i det fremmede land
I nagende kummer for Telamons hus.
Ti Aias, den vældige, fiendens skræk
er fældet av sott.
Som stormskyen mørk er hans tanke.
(kommer).
I mænd av Erektevs’s[5] ældgamle ætt,
I trofaste sjømænd paa Aias’s skib,
nu sukker jeg her i det fremmede land
I nagende kummer for Telamons hus.
Ti Aias, den vældige, fiendens skræk
er fældet av sott.
Som stormskyen mørk er hans tanke.
KORFØRER.
Du barn av Televtas, den frygiske drot
hvad knugende kval
har natten som svandt, git dagen i arv?
Aa sig det! Dig elsker den vældige helt
som sin hædrede viv, skjønt hærtagen mø.
Aa gi os et svar; ti du vet det.
Du barn av Televtas, den frygiske drot
hvad knugende kval
har natten som svandt, git dagen i arv?
Aa sig det! Dig elsker den vældige helt
som sin hædrede viv, skjønt hærtagen mø.
Aa gi os et svar; ti du vet det.
TEKMESSA.
Hvor finder jeg ord for unævnelig kval?
Du maa høre om lidelser værre end død;
ti Aias, den herlige helt, har inat
i raseri plettet med skjændsel sit navn.
Her indenfor teltdøren kan du faa se
de ofre hans hænder har flænget og dræpt.
De ligger i blodige dynger.
Hvor finder jeg ord for unævnelig kval?
Du maa høre om lidelser værre end død;
ti Aias, den herlige helt, har inat
i raseri plettet med skjændsel sit navn.
Her indenfor teltdøren kan du faa se
de ofre hans hænder har flænget og dræpt.
De ligger i blodige dynger.
KOR.
Strofe.
Aa, hvilket bud har du bragt os, fyrstinde?
bud om en ildsjel i flammende vrede.
Ei kan det bæres og ei kan det dølges
spredt som det er av danaernes fyrster.
Rygterne vokser og øker dets vegt.
Ve mig! Jeg gruer for det som skal komme.
Snart skal vi se ham gaa døden imøte,
helten som svang i vanvittige hænder
slagsverdets staalsorte klinge og fældet
fæet for fote og gjæternes flok.
Strofe.
Aa, hvilket bud har du bragt os, fyrstinde?
bud om en ildsjel i flammende vrede.
Ei kan det bæres og ei kan det dølges
spredt som det er av danaernes fyrster.
Rygterne vokser og øker dets vegt.
Ve mig! Jeg gruer for det som skal komme.
Snart skal vi se ham gaa døden imøte,
helten som svang i vanvittige hænder
slagsverdets staalsorte klinge og fældet
fæet for fote og gjæternes flok.
TEKMESSA.
Aa ve! det var derfra, ja derfra han kom
til teltet med dyrene bundet i rep.
Derinde blev somme paa gulvet slaat ned,
og andre blev kløvet i to av hans sverd.
To snehvite vædere slæpte han hit.
En hugget han hovedet av og skar ut
dens tunge fra roten og slængte den bort.
En snørte han fast til en søile og grep
som svøpe en dobbeltlagt tøile, og tæt
faldt hvinende slag over væderens ryg
med grufulde ord som en hatefuld gud
og ei nogen mand hadde lært ham.
Aa ve! det var derfra, ja derfra han kom
til teltet med dyrene bundet i rep.
Derinde blev somme paa gulvet slaat ned,
og andre blev kløvet i to av hans sverd.
To snehvite vædere slæpte han hit.
En hugget han hovedet av og skar ut
dens tunge fra roten og slængte den bort.
En snørte han fast til en søile og grep
som svøpe en dobbeltlagt tøile, og tæt
faldt hvinende slag over væderens ryg
med grufulde ord som en hatefuld gud
og ei nogen mand hadde lært ham.
KOR.
Motstrofe.
Nu er det høilig paa tide at flygte
lønlig fra leiren med tilhyllet hode,
eller ta sæte paa ilende tofter,
lette vort anker og stevne mot hjemmet
pløiende havet med skumkranset snekke.
Trusler fra Atrevs’s mægtige sønner
volder mig dødsangst. Min lod blir at stenes
sammen med ham som den grusomme skjæbne
nu med ulægelig vanvid har slaat.
Motstrofe.
Nu er det høilig paa tide at flygte
lønlig fra leiren med tilhyllet hode,
eller ta sæte paa ilende tofter,
lette vort anker og stevne mot hjemmet
pløiende havet med skumkranset snekke.
Trusler fra Atrevs’s mægtige sønner
volder mig dødsangst. Min lod blir at stenes
sammen med ham som den grusomme skjæbne
nu med ulægelig vanvid har slaat.
TEKMESSA.
Nei, nu er det over; nu faldt han til ro
som stormen, naar lynenes flammer er slukt.
Men ny blev hans kval, da han kom til sig selv:
ti at se at vi skylder os selv hvad vi led
og at ei nogen anden er skyld i vor nød,
maa volde den bitreste smerte.
Nei, nu er det over; nu faldt han til ro
som stormen, naar lynenes flammer er slukt.
Men ny blev hans kval, da han kom til sig selv:
ti at se at vi skylder os selv hvad vi led
og at ei nogen anden er skyld i vor nød,
maa volde den bitreste smerte.
KORFØRER.
Men kom han til sig selv, saa er det dog et held
Vi tænker mindre paa den sjelekval som svandt.
Men kom han til sig selv, saa er det dog et held
Vi tænker mindre paa den sjelekval som svandt.
TEKMESSA.
Hvad valgte du vel helst, om du fik vælge frit?
at volde dine kjære kummer, mens du selv
var glad og freidig, eller dele fælles kval?
Hvad valgte du vel helst, om du fik vælge frit?
at volde dine kjære kummer, mens du selv
var glad og freidig, eller dele fælles kval?
KORFØRER.
Med dobbelt pine trykker vel en fælles sorg.
Med dobbelt pine trykker vel en fælles sorg.
TEKMESSA.
Saa lider vi, skjønt friske, nu av dobbelt sott.
Saa lider vi, skjønt friske, nu av dobbelt sott.
KORFØRER.
Hvad mente du? Jeg kan ei fatte dine ord.
Hvad mente du? Jeg kan ei fatte dine ord.
TEKMESSA.
Saa længe som han led av denne sjelesott,
var just hans store nød en glæde for ham selv,
mens dette voldte os, de friske, bitter sorg:
men nu da sotten slap ham, og han puster ut,
nu er han baade selv i værste vaande stedt,
og vi blir pint av sorg ei mindre nu end før.
Og maa ei dette tynge os med dobbelt vegt?
Saa længe som han led av denne sjelesott,
var just hans store nød en glæde for ham selv,
mens dette voldte os, de friske, bitter sorg:
men nu da sotten slap ham, og han puster ut,
nu er han baade selv i værste vaande stedt,
og vi blir pint av sorg ei mindre nu end før.
Og maa ei dette tynge os med dobbelt vegt?
KORFØRER.
Jo du har ret. Jeg frygter at en guddoms slag
vil ramme os paany, naar han ved fuld forstand
ei føler større glæde end da han var syk.
Jo du har ret. Jeg frygter at en guddoms slag
vil ramme os paany, naar han ved fuld forstand
ei føler større glæde end da han var syk.
TEKMESSA.
Ja, vær forvisset om at saadan er han nu.
Ja, vær forvisset om at saadan er han nu.
KORFØRER.
Men hvordan kom fra først av denne slemme sott?
Fortæl os alt; vi deler jo din hjertesorg.
Men hvordan kom fra først av denne slemme sott?
Fortæl os alt; vi deler jo din hjertesorg.
TEKMESSA.
Du skal faa vite alt. Jeg vet du er min ven.
Da nattens mørke kom og alle aftenens blus
var slukket, grep han raskt sit sverd med dobbelt egg
og gik mot døren, og jeg ante ingen grund.
Forfærdet spurte jeg: «Hvad har du fore nu?
I hvilket erend, Aias, agter du dig ut,
naar hverken bud er kommet eller lurblæst hørt?
Nu hviler jo den hele hær i tryggest søvn.»
Kort var hans svar, den gamle vise: «Kvinde ti!
At være taus er kvindens pryd.» Jeg føiet mig
og taug, og uten følge skyndte han sig ut.
Jeg kan ei melde, hvad han der har tat sig for:
men da han kom tilbake, førte han i rep
som bytte okser, gjæterhunde, lubne faar.
Han halshugg somme; andre væltet han paa ryg
og slagtet dem og skar dem op. Saa bandt han fast
og pinte grusomt andre dyr, som var de mænd,
og saa tilsidst for manden ut av teltets dør
og talte med et gjenfærd. Aias skoggerlo,
da han fortalte skyggen hvilken grusom straf
de to Atreider og Odyssevs hadde faat.
Saa for han atter ind i teltet, og tilsidst
kom manden langt om længe til sig selv,
og da han saa sit telt av blod og aatsler fuldt,
da slog han sig for panden, skrek og kastet sig
fortvilet ned paa dyngen av de dræpte dyr
og slet krampagtig i sit haar med haand og negl.
Saa sat han længe ganske stum, men for saa op
mot mig og truet mig med rædselsfulde ord,
saafremt jeg ei fortalte alt, som nys var hændt.
Han spurte mig i hvilken vaande han var stedt,
og jeg blev ræd ham, venner, og fortalte alt
hvad selv jeg visste om hans sansesløse færd.
Han stønnet gang paa gang med vilde jammerrop.
Slik høilydt klage har jeg aldrig hørt av ham;
ti stadig har jeg hørt ham si at slike hyl
var tegn paa usseldom og lavsind hos en mand.
Selv skrek han ellers aldrig op med jammerrop,
men sukket som man hører okser stønne svakt.
Nu sitter han urørlig i sin bitre kval
blandt fæet som hans sverd har dræpt med klingens staal,
og drikker ei en draape, smaker ikke mat.
Han grubler paa en udaad nu, det ser jeg klart:
ti derpaa tyder i hans jammer mangt et ord.
Aa venner, aa kom ind og hjælp os, om I kan.
Det var jo derfor jeg kom ut; ti mænd som han
kan bare bøie sig for kloke venneraad.
Du skal faa vite alt. Jeg vet du er min ven.
Da nattens mørke kom og alle aftenens blus
var slukket, grep han raskt sit sverd med dobbelt egg
og gik mot døren, og jeg ante ingen grund.
Forfærdet spurte jeg: «Hvad har du fore nu?
I hvilket erend, Aias, agter du dig ut,
naar hverken bud er kommet eller lurblæst hørt?
Nu hviler jo den hele hær i tryggest søvn.»
Kort var hans svar, den gamle vise: «Kvinde ti!
At være taus er kvindens pryd.» Jeg føiet mig
og taug, og uten følge skyndte han sig ut.
Jeg kan ei melde, hvad han der har tat sig for:
men da han kom tilbake, førte han i rep
som bytte okser, gjæterhunde, lubne faar.
Han halshugg somme; andre væltet han paa ryg
og slagtet dem og skar dem op. Saa bandt han fast
og pinte grusomt andre dyr, som var de mænd,
og saa tilsidst for manden ut av teltets dør
og talte med et gjenfærd. Aias skoggerlo,
da han fortalte skyggen hvilken grusom straf
de to Atreider og Odyssevs hadde faat.
Saa for han atter ind i teltet, og tilsidst
kom manden langt om længe til sig selv,
og da han saa sit telt av blod og aatsler fuldt,
da slog han sig for panden, skrek og kastet sig
fortvilet ned paa dyngen av de dræpte dyr
og slet krampagtig i sit haar med haand og negl.
Saa sat han længe ganske stum, men for saa op
mot mig og truet mig med rædselsfulde ord,
saafremt jeg ei fortalte alt, som nys var hændt.
Han spurte mig i hvilken vaande han var stedt,
og jeg blev ræd ham, venner, og fortalte alt
hvad selv jeg visste om hans sansesløse færd.
Han stønnet gang paa gang med vilde jammerrop.
Slik høilydt klage har jeg aldrig hørt av ham;
ti stadig har jeg hørt ham si at slike hyl
var tegn paa usseldom og lavsind hos en mand.
Selv skrek han ellers aldrig op med jammerrop,
men sukket som man hører okser stønne svakt.
Nu sitter han urørlig i sin bitre kval
blandt fæet som hans sverd har dræpt med klingens staal,
og drikker ei en draape, smaker ikke mat.
Han grubler paa en udaad nu, det ser jeg klart:
ti derpaa tyder i hans jammer mangt et ord.
Aa venner, aa kom ind og hjælp os, om I kan.
Det var jo derfor jeg kom ut; ti mænd som han
kan bare bøie sig for kloke venneraad.
KORFØRER.
Televtas’ datter! rædselsfuldt er det du nu
fortæller os at han har gjort i vanvids kval.
Televtas’ datter! rædselsfuldt er det du nu
fortæller os at han har gjort i vanvids kval.
AIAS
(inde i teltet).
Aa ve mig, ve!
(inde i teltet).
Aa ve mig, ve!
TEKMESSA.
Snart kommer mere, tænker jeg. I hørte jo
det jammerfulde rop fra Aias netop nu.
Snart kommer mere, tænker jeg. I hørte jo
det jammerfulde rop fra Aias netop nu.
AIAS.
Aa ve mig, ve!
Aa ve mig, ve!
KORFØRER.
Ja, enten er han fra sig, eller pines svart
av skam, naar tanken dvæler ved hans fordums sott.
Ja, enten er han fra sig, eller pines svart
av skam, naar tanken dvæler ved hans fordums sott.
AIAS.
Aa søn, min søn!
Aa søn, min søn!
TEKMESSA.
Aa gru! Nu roper han paa dig, Evrysakes!
Hvad vil han dig? Hvor er du? Ve mig arme, ve!
Aa gru! Nu roper han paa dig, Evrysakes!
Hvad vil han dig? Hvor er du? Ve mig arme, ve!
AIAS.
Hør Tevkros! Hvor er Tevkros? Skal han streife om
til evig tid paa byttetog, mens jeg forgaar?
Hør Tevkros! Hvor er Tevkros? Skal han streife om
til evig tid paa byttetog, mens jeg forgaar?
KORFØRER.
Han er ved samling, tror jeg. Luk da døren op!
Han styrer sig kanhænde, naar han blir mig var.
Han er ved samling, tror jeg. Luk da døren op!
Han styrer sig kanhænde, naar han blir mig var.
TEKMESSA.
Ja vel, jeg aapner døren. Nu kan I faa se,
hvad han har gjort og hvordan det staar til med ham.
Ja vel, jeg aapner døren. Nu kan I faa se,
hvad han har gjort og hvordan det staar til med ham.
AIAS.
Aa sjømænd, de eneste venner jeg eier,
de eneste nu som holdt fast ved sin troskap,
se dog hvor grufuldt de blodige bølger
jages av stormen og ringer mig ind.
Aa sjømænd, de eneste venner jeg eier,
de eneste nu som holdt fast ved sin troskap,
se dog hvor grufuldt de blodige bølger
jages av stormen og ringer mig ind.
KORFØRER
(dæmpet til Tekmessa).
Ak det du har fortalt mig, var kun altfor sandt.
Han styrer ei sit sind; det viser bedst hans verk.
(dæmpet til Tekmessa).
Ak det du har fortalt mig, var kun altfor sandt.
Han styrer ei sit sind; det viser bedst hans verk.
AIAS.
I kyndige sjømænd som hjalp mig saa trolig
med kraftige aaretak hit over havet,
Jer ser jeg som eneste hjælp i min vaande.
Aa dræp mig, aa dræp mig som disse blev dræpt!
I kyndige sjømænd som hjalp mig saa trolig
med kraftige aaretak hit over havet,
Jer ser jeg som eneste hjælp i min vaande.
Aa dræp mig, aa dræp mig som disse blev dræpt!
KORFØRER.
Aa kjære, vokt din mund! Helbred ei ondt med ondt!
Forøk ei endnu mer dit vanhelds tunge vegt!
Aa kjære, vokt din mund! Helbred ei ondt med ondt!
Forøk ei endnu mer dit vanhelds tunge vegt!
AIAS.
Her ser du den kjække, den modige helt,
som aldrig blev skjælv i det blodigste slag.
Aa saa tappert jeg kjæmpet mot vergeløst fæ!
Nu haanler de alle. Aa skjændsel!
Her ser du den kjække, den modige helt,
som aldrig blev skjælv i det blodigste slag.
Aa saa tappert jeg kjæmpet mot vergeløst fæ!
Nu haanler de alle. Aa skjændsel!
TEKMESSA.
Aa Aias, kjære husbond, tal dog ikke saa!
Aa Aias, kjære husbond, tal dog ikke saa!
AIAS.
Gaa væk paa øieblikket, kvinde! Rap dig bort!
Aa ve, aa ve!
Gaa væk paa øieblikket, kvinde! Rap dig bort!
Aa ve, aa ve!
TEKMESSA.
Ved alle guder, gi dog efter! Tænk dig om!
Ved alle guder, gi dog efter! Tænk dig om!
AIAS.
Aa gru! Hvilken skjæbne! Jeg slap av min haand
de nedrige skurke og styrtet mig ind
blandt okser og gjeter. Saa smudsig et blod
har strømmet for denne min klinge.
Aa gru! Hvilken skjæbne! Jeg slap av min haand
de nedrige skurke og styrtet mig ind
blandt okser og gjeter. Saa smudsig et blod
har strømmet for denne min klinge.
KORFØRER.
Hvad gagner det at jamre over fuldbragt verk?
Det baader ingen. Gjort er gjort og ændres ei.
Hvad gagner det at jamre over fuldbragt verk?
Det baader ingen. Gjort er gjort og ændres ei.
AIAS.
Du skulende søn av Laertes som altid
laaner din haand til den skjændigste ondskap,
du elendige niding, den værste i hæren,
ja nu kan du glæde dig, nu kan du le.
Du skulende søn av Laertes som altid
laaner din haand til den skjændigste ondskap,
du elendige niding, den værste i hæren,
ja nu kan du glæde dig, nu kan du le.
KORFØRER.
Al graat og latter her paa jord er guders verk.
Al graat og latter her paa jord er guders verk.
AIAS.
Aa, kom han mig for øie! — Knækket som jeg er —
Aa ve, aa ve!
Aa, kom han mig for øie! — Knækket som jeg er —
Aa ve, aa ve!
KORFØRER.
Formast dig ikke. Ser du ei din store nød?
Formast dig ikke. Ser du ei din store nød?
AIAS.
Aa Zevs, du min stamfar, aa la mig faa knust
hin mester i sluhet, hin listige skurk
og Atrevs’ sønner, de mægtige to,
og la mig saa selv gaa i døden!
Aa Zevs, du min stamfar, aa la mig faa knust
hin mester i sluhet, hin listige skurk
og Atrevs’ sønner, de mægtige to,
og la mig saa selv gaa i døden!
TEKMESSA.
Og føi saa til din bøn at ogsaa jeg maa dø;
ti hvorfor skal jeg leve, naar jeg mistet dig?
Og føi saa til din bøn at ogsaa jeg maa dø;
ti hvorfor skal jeg leve, naar jeg mistet dig?
AIAS.
Dødens mulm, dit lys mig lokker
Gravens mørke, straal for mig!
Favn mig, la mig bo og bygge
trygt hos jer, aa favn mig snart!
Ti jeg er ei længer værdig
til at vende trygt mit blik
til en gud og be om bistand
eller til en jordisk mand.
Ak, gudinden, Zevs’s datter
piner mig med dødsens kval.
Hvorhen skal jeg arme flygte?
hvor i verden dvæle trygt?
Ve, mit sidste haab er glippet.
Hevnen følger i mit spor.
Vanvids hærfang er mit leie.
Hver en kriger svinger vildt
morderstaal i begge hænder.
Alle truer nu mit liv.
Dødens mulm, dit lys mig lokker
Gravens mørke, straal for mig!
Favn mig, la mig bo og bygge
trygt hos jer, aa favn mig snart!
Ti jeg er ei længer værdig
til at vende trygt mit blik
til en gud og be om bistand
eller til en jordisk mand.
Ak, gudinden, Zevs’s datter
piner mig med dødsens kval.
Hvorhen skal jeg arme flygte?
hvor i verden dvæle trygt?
Ve, mit sidste haab er glippet.
Hevnen følger i mit spor.
Vanvids hærfang er mit leie.
Hver en kriger svinger vildt
morderstaal i begge hænder.
Alle truer nu mit liv.
TEKMESSA.
Aa rædsel! at saa stolt en mand kan faa sig til
at nævne ord som aldrig før han vilde sagt.
Aa rædsel! at saa stolt en mand kan faa sig til
at nævne ord som aldrig før han vilde sagt.
AIAS.
Bølgebrus ved sundets[6] bredder,
strandens grotter, løvrik lund,
altfor længe har I holdt mig
fangen her ved Trojas mur.
Men i live skal I aldrig
se mig mer. Forstandig mand
skal forstaa min faste vilje.
Aa Skamandros, du vor nabo,
du som med din klare strøm
venlig læsket Argoshæren,
aldrig skal du se mig mer.
Stolt saa stort et ord jeg siger:
Troja saa ei nogen mand
som i kraft med mig sig maalte
i den stolte hær som kom
hit fra Hellas over havet.
Men vanæret er jeg nu.
Bølgebrus ved sundets[6] bredder,
strandens grotter, løvrik lund,
altfor længe har I holdt mig
fangen her ved Trojas mur.
Men i live skal I aldrig
se mig mer. Forstandig mand
skal forstaa min faste vilje.
Aa Skamandros, du vor nabo,
du som med din klare strøm
venlig læsket Argoshæren,
aldrig skal du se mig mer.
Stolt saa stort et ord jeg siger:
Troja saa ei nogen mand
som i kraft med mig sig maalte
i den stolte hær som kom
hit fra Hellas over havet.
Men vanæret er jeg nu.
KORFØRER.
Jeg kan ei gi mit bifald til de bitre ord,
end mindre hindre dem; saa grufuld er din nød.
Jeg kan ei gi mit bifald til de bitre ord,
end mindre hindre dem; saa grufuld er din nød.
AIAS.
Aa ve! hvem skulde tænkt at smertens vilde skrik
saa grufuldt skulde minde om mit eget navn?[7]
Nu kan jeg høre tvefold kval i dette navn,
ja trefold kval. Saa pinefuld er nu min nød.
Fra dette land ved Ida kom tilforn min far
med seirens stolte ry tilbake til sit hjem.[8]
Her vandt han skjønnest pris for kraft og heltemot.
Men jeg, hans søn, som hit til Troja kom som han
og ikke staar tilbake for min far i kraft,
men øvet mangen daad som maaler sig med hans,
jeg gaar til grunde nu forfulgt av landsmænds haan.
Dog tror jeg fuldt og fast: saafremt Akillevs selv
i live hadde valgt den mand han undte bedst
at ta i arv hans rustning som sin hædersløn,
da hadde ingen ranet det som dog var mit.
Nu brukte Atrevs’s sønner knep. Den lumske ræv
fik prisen tildømt, mens de negtet mig min ret.
Men hadde ei forstyrret sind og blændet blik
mit forsæt gjort til intet, skulde aldrig mer
de to mot anden uven fælde saadan dom.
Men da jeg løftet haanden for at slaa dem ned,
slog hun, hvis blik forstener, Zevs’s sterke barn,
mit sind med vanvids sott og lot mig farve rød
min haand i smudsig blod av dette usle fæ.
Nu skoggerler de. Alle slap jo uskadt bort.
Det var ei det jeg vilde; men saafremt en gud
vil blænde heltens blik, kan feigest usling fly.
Og nu? Hvad skal jeg gjøre jeg som er forhatt
saa aabenbart av guder og av landsmænds hær,
forhatt av Trojas sletteland og Trojas folk?
Forlate Atrevs’ sønner? Rømme fra vor leir
og paa Aigaierhavets bølger stevne hjem?
Men hvordan skal jeg møte Telamon, min far,
med freidig blik, og hvordan skal han holde ut
at se mig komme ribbet for min seierspris,
mens han fik ærens gyldne krans for mandig daad?
Jeg holdt det aldrig ut. —
Jeg holdt det aldrig ut. —Men om jeg stormet frem
mot Trojas mur og øvet der et manddomsverk
i mangen tvekamp, mand mot mand, og faldt tilsidst?
Nei, intet kunde glæde Atrevs’ sønner mer.
Jeg under dem det ikke.
Prøves skal det nu
om jeg i gjerning kan faa vist min gamle far
at ei hans søn ved feighet skjæmmer ædel byrd.
Ti feig er den som ønsker sig et længre liv
naar livet bringer bare vanheld, aldrig held.
Hvor kan det glæde dig at lægge dag til dag,
naar døden dog maa komme tidlig eller sent?
Jeg kjøpte ei for nogen pris som træl den mand
som soler sig i haabets falske trylleglans.
En mand bør leve hædret, eller kunne dø
med æren reddet. — Vel, min mening har du hørt.
Aa ve! hvem skulde tænkt at smertens vilde skrik
saa grufuldt skulde minde om mit eget navn?[7]
Nu kan jeg høre tvefold kval i dette navn,
ja trefold kval. Saa pinefuld er nu min nød.
Fra dette land ved Ida kom tilforn min far
med seirens stolte ry tilbake til sit hjem.[8]
Her vandt han skjønnest pris for kraft og heltemot.
Men jeg, hans søn, som hit til Troja kom som han
og ikke staar tilbake for min far i kraft,
men øvet mangen daad som maaler sig med hans,
jeg gaar til grunde nu forfulgt av landsmænds haan.
Dog tror jeg fuldt og fast: saafremt Akillevs selv
i live hadde valgt den mand han undte bedst
at ta i arv hans rustning som sin hædersløn,
da hadde ingen ranet det som dog var mit.
Nu brukte Atrevs’s sønner knep. Den lumske ræv
fik prisen tildømt, mens de negtet mig min ret.
Men hadde ei forstyrret sind og blændet blik
mit forsæt gjort til intet, skulde aldrig mer
de to mot anden uven fælde saadan dom.
Men da jeg løftet haanden for at slaa dem ned,
slog hun, hvis blik forstener, Zevs’s sterke barn,
mit sind med vanvids sott og lot mig farve rød
min haand i smudsig blod av dette usle fæ.
Nu skoggerler de. Alle slap jo uskadt bort.
Det var ei det jeg vilde; men saafremt en gud
vil blænde heltens blik, kan feigest usling fly.
Og nu? Hvad skal jeg gjøre jeg som er forhatt
saa aabenbart av guder og av landsmænds hær,
forhatt av Trojas sletteland og Trojas folk?
Forlate Atrevs’ sønner? Rømme fra vor leir
og paa Aigaierhavets bølger stevne hjem?
Men hvordan skal jeg møte Telamon, min far,
med freidig blik, og hvordan skal han holde ut
at se mig komme ribbet for min seierspris,
mens han fik ærens gyldne krans for mandig daad?
Jeg holdt det aldrig ut. —
Jeg holdt det aldrig ut. —Men om jeg stormet frem
mot Trojas mur og øvet der et manddomsverk
i mangen tvekamp, mand mot mand, og faldt tilsidst?
Nei, intet kunde glæde Atrevs’ sønner mer.
Jeg under dem det ikke.
Prøves skal det nu
om jeg i gjerning kan faa vist min gamle far
at ei hans søn ved feighet skjæmmer ædel byrd.
Ti feig er den som ønsker sig et længre liv
naar livet bringer bare vanheld, aldrig held.
Hvor kan det glæde dig at lægge dag til dag,
naar døden dog maa komme tidlig eller sent?
Jeg kjøpte ei for nogen pris som træl den mand
som soler sig i haabets falske trylleglans.
En mand bør leve hædret, eller kunne dø
med æren reddet. — Vel, min mening har du hørt.
KORFØRER.
Det kan vel ingen si at dine ord var laant
fra andre, Aias. Nei de kom fra hjertets dyp.
Men und dig hvile! La et venneraad faa bugt
med dette tungsind; jag de mørke tanker bort!
Det kan vel ingen si at dine ord var laant
fra andre, Aias. Nei de kom fra hjertets dyp.
Men und dig hvile! La et venneraad faa bugt
med dette tungsind; jag de mørke tanker bort!
TEKMESSA.
Aa Aias, kjære husbond! Ingen lod paa jord
er tung som den at leve under andres tvang.
Den far som gav mig livet, var ei træl, men fri.
Blandt fryger var han størst i rigdom og i magt.
Nu har jeg trællekaar. Det har vel guder voldt
og mest din sterke haand. Men siden jeg blev din
og hviler ved din side, elsker jeg dig tro.
Jeg trygler dig ved Zevs, vor arnes trygge vern,
og ved det leie som jeg deler nu med dig,
aa la mig aldrig komme i en andens vold
og høre haan og spot fra dem som hater dig!
Ti vær forvisset om at dersom du maa dø
og la mig bli tilbake, vil paa samme dag
argeier ta din egen søn og mig med vold,
og siden maa vi trælle for det tørre brød.
En herre vil da krænke mig med bitre ord
som rammer haardt og si: «Se denne kvinde her
som delte seng med Aias, hærens største helt!
Saa misundt før, og nu saa haarde trællekaar!»
Slikt faar jeg høre haardt forfulgt av guders harm.
For dig og al din slegt blir slike ord en skam.
Aa tænk med blygsel paa din far, hvis alderdom
blir tung naar du gaar fra ham. Skaan din arme mor
som tynges av de mange aar. Hun ber saa tidt
til alle guder at du frelst maa komme hjem.
Aa husbond, ynk din egen søn, om han som barn
skal miste dig, sin far, og savne daglig brød,
en faderløs som lyder strenge vergers bud.
Saa tung en arv for ham og mig, om du maa dø!
Ti hvor jeg vender blikket har jeg intet mer,
naar du er borte. Du har lagt mit hjem i grus.
Et andet skjæbnens slag har rammet far og mor
og latt dem hist hos Hades fæste evig bo.
Hvor fandt jeg hjem og gods som veiet likt med dig?
Du er mit ett og alt, mit sidste haab og vern.
Saa tænk da ogsaa litt paa mig. En mand som du
bør mindes al den fryd et samliv skjænket ham;
ti kjærlighet blir altid mor til kjærlighet.
Men den som glemmer glæder som en anden gav,
kan ikke længer regnes for en ædel mand.
Aa Aias, kjære husbond! Ingen lod paa jord
er tung som den at leve under andres tvang.
Den far som gav mig livet, var ei træl, men fri.
Blandt fryger var han størst i rigdom og i magt.
Nu har jeg trællekaar. Det har vel guder voldt
og mest din sterke haand. Men siden jeg blev din
og hviler ved din side, elsker jeg dig tro.
Jeg trygler dig ved Zevs, vor arnes trygge vern,
og ved det leie som jeg deler nu med dig,
aa la mig aldrig komme i en andens vold
og høre haan og spot fra dem som hater dig!
Ti vær forvisset om at dersom du maa dø
og la mig bli tilbake, vil paa samme dag
argeier ta din egen søn og mig med vold,
og siden maa vi trælle for det tørre brød.
En herre vil da krænke mig med bitre ord
som rammer haardt og si: «Se denne kvinde her
som delte seng med Aias, hærens største helt!
Saa misundt før, og nu saa haarde trællekaar!»
Slikt faar jeg høre haardt forfulgt av guders harm.
For dig og al din slegt blir slike ord en skam.
Aa tænk med blygsel paa din far, hvis alderdom
blir tung naar du gaar fra ham. Skaan din arme mor
som tynges av de mange aar. Hun ber saa tidt
til alle guder at du frelst maa komme hjem.
Aa husbond, ynk din egen søn, om han som barn
skal miste dig, sin far, og savne daglig brød,
en faderløs som lyder strenge vergers bud.
Saa tung en arv for ham og mig, om du maa dø!
Ti hvor jeg vender blikket har jeg intet mer,
naar du er borte. Du har lagt mit hjem i grus.
Et andet skjæbnens slag har rammet far og mor
og latt dem hist hos Hades fæste evig bo.
Hvor fandt jeg hjem og gods som veiet likt med dig?
Du er mit ett og alt, mit sidste haab og vern.
Saa tænk da ogsaa litt paa mig. En mand som du
bør mindes al den fryd et samliv skjænket ham;
ti kjærlighet blir altid mor til kjærlighet.
Men den som glemmer glæder som en anden gav,
kan ikke længer regnes for en ædel mand.
KORFØRER.
Aa herre, gjerne saa jeg at du nu som jeg
i medynk laante øre til saa sande ord.
Aa herre, gjerne saa jeg at du nu som jeg
i medynk laante øre til saa sande ord.
AIAS.
Av mig skal hun tilvisse faa den største ros,
saafremt hun bare villig lyder mine bud.
Av mig skal hun tilvisse faa den største ros,
saafremt hun bare villig lyder mine bud.
TEKMESSA.
Ja, kjære Aias, jeg skal lyde dig i alt.
Ja, kjære Aias, jeg skal lyde dig i alt.
AIAS.
Saa gaa og hent min søn, saa jeg kan se ham her.
Saa gaa og hent min søn, saa jeg kan se ham her.
TEKMESSA.
Av angst for barnet har jeg latt ham bringe bort.
Av angst for barnet har jeg latt ham bringe bort.
AIAS.
Hvad mener du? Av angst, fordi jeg var saa syk?
Hvad mener du? Av angst, fordi jeg var saa syk?
TEKMESSA.
Ja, fik du se ham, var jeg angst for barnets liv.
Ja, fik du se ham, var jeg angst for barnets liv.
AIAS.
Slikt kunde hændt. Jeg var i onde vætters vold.
Slikt kunde hændt. Jeg var i onde vætters vold.
TEKMESSA.
Og for at hindre dette vogtet jeg ham vel.
Og for at hindre dette vogtet jeg ham vel.
AIAS.
Min ros har du fortjent. Det var omtænksomt gjort.
Min ros har du fortjent. Det var omtænksomt gjort.
TEKMESSA.
Hvad andet kan jeg gjøre som kan glæde dig?
Hvad andet kan jeg gjøre som kan glæde dig?
AIAS.
La mig faa tale til ham. La mig se min søn!
La mig faa tale til ham. La mig se min søn!
TEKMESSA.
Han er os nær i mine terners varetægt.
Han er os nær i mine terners varetægt.
AIAS.
Gaa, vent da ikke længer! La mig se ham straks!
Gaa, vent da ikke længer! La mig se ham straks!
TEKMESSA.
Far roper paa dig, barn! Hør terne, du som nu
ved haanden leder barnets skridt, kom, før ham hit!
Far roper paa dig, barn! Hør terne, du som nu
ved haanden leder barnets skridt, kom, før ham hit!
AIAS.
Og lystrer hun og kommer, eller er hun døv?
Og lystrer hun og kommer, eller er hun døv?
TEKMESSA.
Hun er nu ganske nær og fører barnet med.
Hun er nu ganske nær og fører barnet med.
AIAS.
Ta gutten, bær ham hit! Han vil ei føle gru,
naar han maa se paa dette blod som nylig fløt,
saafremt han er min søn og slegter paa sin far.
I tøiler skal han holdes stramt fra første færd,
bli barsk og haardhændt som sin far og ligne mig.
Min søn, ha lykken med dig mere end din far;
men lign ham ellers. Aldrig blir du da en pjalt.
Ett har du endnu som jeg maa misunde dig.
Du fatter intet av den styggedom du ser.
Saalænge tanken sover er dit liv en fest,
før du faar lært at skjelne mellem fryd og sorg.
Men vis, naar tiden kommer, dem som nu har lagt
din far for hat, hvis søn du er og hvem du er.
Maa milde vindpust styrke krop og sjel imens
i barnlig lykke! Bli til glæde for din mor!
Forvisst skal ingen fræk akaier krænke dig
med hatske haansord, selv naar jeg er vandret bort;
ti Tevkros gir jeg dig i arv, en vogter sterk,
en fosterfar som ei skal svigte, om han end
for tiden feider fjernt i fremmed land.
I kjække sjøfolk, staute mænd bak sterke skjold,
jeg ber jer alle vise mig den sidste gunst
at melde som mit bud til Tevkros at han selv
skal føre barnet straks til Telamon, vor far
og til min mor, til Eriboia, i vort hjem,
saa gutten siden blir de gamles trygge vern.
Som pris i væddekamp skal ingen lægge frem
for landsmænd mine vaaben, mindst min avindsmand.
Evrysakes, min søn, selv skal du ta i arv
det skjold av syvlagt oksehud som gav dig navn,[9]
og sving med haand om bøilen kjækt mit sterke skjold.
De andre vaaben skal med mig faa gaa i grav.
Kom hustru! Ta nu barnet straks og stæng vor dør!
Hold op med graat og jammer utenfor vort telt!
Til taarer griper alle kvinder altfor let.
Stæng døren straks! En kyndig læge klynker ei,
naar han maa skjære bylden op med skarpen kniv.
Ta gutten, bær ham hit! Han vil ei føle gru,
naar han maa se paa dette blod som nylig fløt,
saafremt han er min søn og slegter paa sin far.
I tøiler skal han holdes stramt fra første færd,
bli barsk og haardhændt som sin far og ligne mig.
Min søn, ha lykken med dig mere end din far;
men lign ham ellers. Aldrig blir du da en pjalt.
Ett har du endnu som jeg maa misunde dig.
Du fatter intet av den styggedom du ser.
Saalænge tanken sover er dit liv en fest,
før du faar lært at skjelne mellem fryd og sorg.
Men vis, naar tiden kommer, dem som nu har lagt
din far for hat, hvis søn du er og hvem du er.
Maa milde vindpust styrke krop og sjel imens
i barnlig lykke! Bli til glæde for din mor!
Forvisst skal ingen fræk akaier krænke dig
med hatske haansord, selv naar jeg er vandret bort;
ti Tevkros gir jeg dig i arv, en vogter sterk,
en fosterfar som ei skal svigte, om han end
for tiden feider fjernt i fremmed land.
I kjække sjøfolk, staute mænd bak sterke skjold,
jeg ber jer alle vise mig den sidste gunst
at melde som mit bud til Tevkros at han selv
skal føre barnet straks til Telamon, vor far
og til min mor, til Eriboia, i vort hjem,
saa gutten siden blir de gamles trygge vern.
Som pris i væddekamp skal ingen lægge frem
for landsmænd mine vaaben, mindst min avindsmand.
Evrysakes, min søn, selv skal du ta i arv
det skjold av syvlagt oksehud som gav dig navn,[9]
og sving med haand om bøilen kjækt mit sterke skjold.
De andre vaaben skal med mig faa gaa i grav.
Kom hustru! Ta nu barnet straks og stæng vor dør!
Hold op med graat og jammer utenfor vort telt!
Til taarer griper alle kvinder altfor let.
Stæng døren straks! En kyndig læge klynker ei,
naar han maa skjære bylden op med skarpen kniv.
KORFØRER.
Dit ilsind, herre, fylder mig med angst og gru.
Mig huer ei de skarpe ord du nu har talt.
Dit ilsind, herre, fylder mig med angst og gru.
Mig huer ei de skarpe ord du nu har talt.
TEKMESSA.
Aa Aias, kjære husbond, sig, hvad er din agt?
Aa Aias, kjære husbond, sig, hvad er din agt?
AIAS.
Ti! spørg mig ikke. Sindig ro er største dyd.
Ti! spørg mig ikke. Sindig ro er største dyd.
TEKMESSA.
Jeg er saa angst og motløs. Ved dit eget barn,
ved alle guder ber jeg dig: forlat os ei.
Jeg er saa angst og motløs. Ved dit eget barn,
ved alle guder ber jeg dig: forlat os ei.
AIAS.
Du plager mig for meget, kvinde! Vet du ei
at al min gjæld til guder er forlængst betalt.
Du plager mig for meget, kvinde! Vet du ei
at al min gjæld til guder er forlængst betalt.
TEKMESSA.
Aa, vogt din tunge!
Aa, vogt din tunge!
AIAS.
Tal tid dem som ber om raad.
Tal tid dem som ber om raad.
TEKMESSA.
Du vil ei lyde?
Du vil ei lyde?
AIAS.
Ti! nu har jeg nok av snak.
Ti! nu har jeg nok av snak.
TEKMESSA.
Jeg gruer, husbond.
Jeg gruer, husbond.
AIAS
(til ternerne):
Jeg gruer, husbond.Ind med hende! luk vor dør!
(til ternerne):
Jeg gruer, husbond.Ind med hende! luk vor dør!
TEKMESSA.
Aa bøi din vilje!
Aa bøi din vilje!
AIAS.
Aa bøi din vilje!Daarskap tykkes mig dit haab,
saafremt du endnu tror at kunne mestre mig.
(Aias og Tekmessa gaar ind med barnet).
Aa bøi din vilje!Daarskap tykkes mig dit haab,
saafremt du endnu tror at kunne mestre mig.
(Aias og Tekmessa gaar ind med barnet).
KOR.
Første strofe.
Herlige Salamis, signet av lykken,
lovprist av alle til evige tider
troner du kranset av skummende bølger,
medens jeg arme saa længe maa dvæle
sommer og vinter ved foten av Ida.
Talløse maaneder gaar, og jeg pines
trættet av tiden som aldrig tar ende.
Haabet er svundet; kun ett kan jeg vente.
Veien mot mørket maa endnu jeg vandre
ned til den skræmmende Hades.
Første strofe.
Herlige Salamis, signet av lykken,
lovprist av alle til evige tider
troner du kranset av skummende bølger,
medens jeg arme saa længe maa dvæle
sommer og vinter ved foten av Ida.
Talløse maaneder gaar, og jeg pines
trættet av tiden som aldrig tar ende.
Haabet er svundet; kun ett kan jeg vente.
Veien mot mørket maa endnu jeg vandre
ned til den skræmmende Hades.
Første motstrofe.
Sjælesyk færdes iblandt os vor høvding.
Guder har slaatt med ulægelig vanvid
Aias, og tung er vor knugende kummer.
Han som du, herlige Salamis, sendte
fordum som stormende stridsmand til kampen
gjemmer sig sky i forvildede tanker
voldende venner de bitreste sorger.
Alle de storverk hans vældige næver
fordum har øvet, er sunket i glemsel,
glemt av de hatske Atreider.
Sjælesyk færdes iblandt os vor høvding.
Guder har slaatt med ulægelig vanvid
Aias, og tung er vor knugende kummer.
Han som du, herlige Salamis, sendte
fordum som stormende stridsmand til kampen
gjemmer sig sky i forvildede tanker
voldende venner de bitreste sorger.
Alle de storverk hans vældige næver
fordum har øvet, er sunket i glemsel,
glemt av de hatske Atreider.
Anden strofe.
Aa hvilken grufuld pine for hans mor,
hvis haar er bleket av de mange dage,
naar hun faar budskap om hans vanvidssott!
Ei vil hun søke lindring for sin smerte
i klagesang som sorgfuld nattergal,
men hulke vildt og skrike ut sin jammer.
Med knyttet haand vil hun i avsind slaa
det bryst han diet, og forpint av smerte
fortvilet slite i det hvite haar.
Aa hvilken grufuld pine for hans mor,
hvis haar er bleket av de mange dage,
naar hun faar budskap om hans vanvidssott!
Ei vil hun søke lindring for sin smerte
i klagesang som sorgfuld nattergal,
men hulke vildt og skrike ut sin jammer.
Med knyttet haand vil hun i avsind slaa
det bryst han diet, og forpint av smerte
fortvilet slite i det hvite haar.
Anden motstrofe.
Ti vanvid gjemmes bedst i dødens bo,
naar han som i akaiers tunge kampe
var først blandt alle, født av ædel byrd,
ei magter mer at holde fast sin tanke,
men lar den flakke uten maal og med.
Aa arme far! hvad ond og grusom skjæbne
som slog din søn, vil du faa høre snart,
en lod som rammet ham og ingen anden
av aiakiders[10] gudebaarne ætt.
Ti vanvid gjemmes bedst i dødens bo,
naar han som i akaiers tunge kampe
var først blandt alle, født av ædel byrd,
ei magter mer at holde fast sin tanke,
men lar den flakke uten maal og med.
Aa arme far! hvad ond og grusom skjæbne
som slog din søn, vil du faa høre snart,
en lod som rammet ham og ingen anden
av aiakiders[10] gudebaarne ætt.
AIAS
(kommer ut).
Av skjulte frø lar tidens endeløse løp
alt spire frem og lar det atter gaa i grav.
Forsverge skal man intet. Dyrest ed blir brutt,
og haardest sind gir tapt og bøier sig tilsidst.
Ti jeg som slog mig haard fornys med barske ord,
blev myk som staal i oljebad ved hendes bøn.
Det skjærer mig i hjertet om jeg nu skal gi
en avindsmand i vold min hustru og min søn,
Og derfor gaar jeg ned til havets grønne strand.
Det salte bad skal rense mig for blod og smuds,
om jeg ved bod kan vende bort gudindens harm.
Jeg finder vel et sted, hvor ingen fot har traadt.
Der gjemmer jeg mit vaaben, mit forhatte sverd,
saa ingen skal faa se det, dypt i sorten jord.
Den arvelod kan nattens mulm og Hades faa.
Ti fra den stund jeg fik av Hektor dette sverd[11]
og tok min værste uvens gave i min haand,
har mine landsmænd aldrig undt mig noget godt.
Jeg sander nu det mundheld jeg saa tidt har hørt,
at uvens gaver ei er vinding, bare tap.
Fra nu av skal jeg lære fromt at bøie mig
for guders magt og lystre Åtrevs sønners bud.
De har at byde, vi at lystre. Ikke sandt?
Ti selv det sterke, det som vi maa frygte mest,
maa bøie sig for overmagten. Vintrens sne
maa fly, naar somren kommer grøderik og varm,
og maanens bleke lys i nattens mulm, gir plads,
naar dagens hvite forspand spreder solens lys.
Naar stormen gaar til hvile, stilner havets larm.
Selv søvnen, alles herre, kan ei holde fast
til evig tid sit bytte; men maa gi det fri.
Hvi skal da vi ei lære sindig maatehold?
Ett vet jeg nu med visshet. Jeg har lært det nys:
Vi skal ei gaa for vidt i hat, men tænke paa
at uven kan bli ven, og omvendt agter jeg
at ha for øie, naar jeg yder vennen hjælp
at venskap kan ta ende; ti de fleste mænd
som tror paa venskap, søker ind i utryg havn.
Nu, dette gaar nok godt. — Hør hustru, gaa nu ind
og bed til alle guder at de staar mig bi,
saa jeg faar fuldført det mit hjerte stunder mot.
(Tekmessa gaar).
Og vis mig, venner, ogsaa I den samme gunst.
Bed Tevkros, naar han kommer, at han sørger godt
for mig og mine og tillike for jer selv.
Ti jeg skal vandre dit hvor nu min vei maa gaa.
Gjør det som jeg har sagt jer. Kanske skal I da
faa spurt at jeg fandt frelse for min sjelenød.
(Gaar bort).
(kommer ut).
Av skjulte frø lar tidens endeløse løp
alt spire frem og lar det atter gaa i grav.
Forsverge skal man intet. Dyrest ed blir brutt,
og haardest sind gir tapt og bøier sig tilsidst.
Ti jeg som slog mig haard fornys med barske ord,
blev myk som staal i oljebad ved hendes bøn.
Det skjærer mig i hjertet om jeg nu skal gi
en avindsmand i vold min hustru og min søn,
Og derfor gaar jeg ned til havets grønne strand.
Det salte bad skal rense mig for blod og smuds,
om jeg ved bod kan vende bort gudindens harm.
Jeg finder vel et sted, hvor ingen fot har traadt.
Der gjemmer jeg mit vaaben, mit forhatte sverd,
saa ingen skal faa se det, dypt i sorten jord.
Den arvelod kan nattens mulm og Hades faa.
Ti fra den stund jeg fik av Hektor dette sverd[11]
og tok min værste uvens gave i min haand,
har mine landsmænd aldrig undt mig noget godt.
Jeg sander nu det mundheld jeg saa tidt har hørt,
at uvens gaver ei er vinding, bare tap.
Fra nu av skal jeg lære fromt at bøie mig
for guders magt og lystre Åtrevs sønners bud.
De har at byde, vi at lystre. Ikke sandt?
Ti selv det sterke, det som vi maa frygte mest,
maa bøie sig for overmagten. Vintrens sne
maa fly, naar somren kommer grøderik og varm,
og maanens bleke lys i nattens mulm, gir plads,
naar dagens hvite forspand spreder solens lys.
Naar stormen gaar til hvile, stilner havets larm.
Selv søvnen, alles herre, kan ei holde fast
til evig tid sit bytte; men maa gi det fri.
Hvi skal da vi ei lære sindig maatehold?
Ett vet jeg nu med visshet. Jeg har lært det nys:
Vi skal ei gaa for vidt i hat, men tænke paa
at uven kan bli ven, og omvendt agter jeg
at ha for øie, naar jeg yder vennen hjælp
at venskap kan ta ende; ti de fleste mænd
som tror paa venskap, søker ind i utryg havn.
Nu, dette gaar nok godt. — Hør hustru, gaa nu ind
og bed til alle guder at de staar mig bi,
saa jeg faar fuldført det mit hjerte stunder mot.
(Tekmessa gaar).
Og vis mig, venner, ogsaa I den samme gunst.
Bed Tevkros, naar han kommer, at han sørger godt
for mig og mine og tillike for jer selv.
Ti jeg skal vandre dit hvor nu min vei maa gaa.
Gjør det som jeg har sagt jer. Kanske skal I da
faa spurt at jeg fandt frelse for min sjelenød.
(Gaar bort).
KOR.
Strofe.
Av fryd jeg skjælver; min sjel fik vinger.
Aa Pan, aa Pan, vær os huld og vis dig!
Kom hit, kom hit over bølgebruset
fra dit Kyllene hvor sneen blinker,[12]
du guders korfører, høie hersker!
Før op en dans som paa Nysas fjeldvang[13]
en dans som hist i det rike Knosos,[14]
en festlig dans som jeg selv har lært mig.
Mit hjerte higer mot dansens jubel.
Og du Apollon, aa la os skue
dit aasyn, herre! Kom hit fra Delos!
Kom over Ikaroshavets[15] bølger.
Kom, gjest os venlig, og vær os naadig.
Strofe.
Av fryd jeg skjælver; min sjel fik vinger.
Aa Pan, aa Pan, vær os huld og vis dig!
Kom hit, kom hit over bølgebruset
fra dit Kyllene hvor sneen blinker,[12]
du guders korfører, høie hersker!
Før op en dans som paa Nysas fjeldvang[13]
en dans som hist i det rike Knosos,[14]
en festlig dans som jeg selv har lært mig.
Mit hjerte higer mot dansens jubel.
Og du Apollon, aa la os skue
dit aasyn, herre! Kom hit fra Delos!
Kom over Ikaroshavets[15] bølger.
Kom, gjest os venlig, og vær os naadig.
Motstrofe.
Aa hvilken jubel. Fra vore øine
har Ares fjernet de mørke kvaler.
Aa Zevs, nu skinner det klare dagslys
paany, og trygt kan jeg atter vandre
til stranden ned, til de rappe snekker.
Ti Aias glemte sin kval, og atter
har helten bragt vore guder offer,
og villig lyder han hellig vedtægt.
Naar tiden kommer, maa alt forsvinde.
Jeg tør ei negte at alt er mulig,
naar Aias nu, da alt haab var ute,
har skiftet sind og har glemt sin vrede
og endt sin feide mot Atrevs’ sønner.
Aa hvilken jubel. Fra vore øine
har Ares fjernet de mørke kvaler.
Aa Zevs, nu skinner det klare dagslys
paany, og trygt kan jeg atter vandre
til stranden ned, til de rappe snekker.
Ti Aias glemte sin kval, og atter
har helten bragt vore guder offer,
og villig lyder han hellig vedtægt.
Naar tiden kommer, maa alt forsvinde.
Jeg tør ei negte at alt er mulig,
naar Aias nu, da alt haab var ute,
har skiftet sind og har glemt sin vrede
og endt sin feide mot Atrevs’ sønner.
ET BUD (kommer).
Min første melding, venner, er at Tevkros nys
er vendt tilbake til vor leir fra mysisk fjeld;[16]
og da han rettet sine skridt mot kongens telt,
blev haansord slynget mot ham fra den hele hær.
Ti da de saa ham komme, slog de alle kreds
fra hver en kant om helten, og der fandtes ei
den mand som ikke saaret ham med onde ord.
De haante ham som bror av ham, den gale mand,
som hadde ondt i sinde mot vor hær, og skrek
at død ved stening var for ham den rette straf.
De gik saa vidt i raseri at mange drog
det skarpe sverd og svang i haand det blanke staal.
Men just da mængdens stridslyst var som allerværst,
tok gamle mænd til orde og fik mæglet fred.
Men hvor er Aias? Jeg maa si ham dette straks.
Hver melding maa jo bringes frem til rette mand.
Min første melding, venner, er at Tevkros nys
er vendt tilbake til vor leir fra mysisk fjeld;[16]
og da han rettet sine skridt mot kongens telt,
blev haansord slynget mot ham fra den hele hær.
Ti da de saa ham komme, slog de alle kreds
fra hver en kant om helten, og der fandtes ei
den mand som ikke saaret ham med onde ord.
De haante ham som bror av ham, den gale mand,
som hadde ondt i sinde mot vor hær, og skrek
at død ved stening var for ham den rette straf.
De gik saa vidt i raseri at mange drog
det skarpe sverd og svang i haand det blanke staal.
Men just da mængdens stridslyst var som allerværst,
tok gamle mænd til orde og fik mæglet fred.
Men hvor er Aias? Jeg maa si ham dette straks.
Hver melding maa jo bringes frem til rette mand.
KORFØRER.
I teltet er han ikke. Han gik netop bort.
Nyt er hans sind, og nyt er det han tar sig for.
I teltet er han ikke. Han gik netop bort.
Nyt er hans sind, og nyt er det han tar sig for.
BUDET.
Aa ve! aa ve!
Saa har han nølet han som sendte mig avsted
i dette ærend, eller jeg har nølet selv.
Aa ve! aa ve!
Saa har han nølet han som sendte mig avsted
i dette ærend, eller jeg har nølet selv.
KORFØRER.
Hvad er det da i denne sak, som har slaat klik?
Hvad er det da i denne sak, som har slaat klik?
BUDET.
Jo, Tevkros har forbudt at slippe ut hans bror
fra denne teltdør, før han selv er kommet hit.
Jo, Tevkros har forbudt at slippe ut hans bror
fra denne teltdør, før han selv er kommet hit.
KORFØRER.
Han vandret bort. Han kom paa bedre tanker nys
og agter nu at sone vrede guders harm.
Han vandret bort. Han kom paa bedre tanker nys
og agter nu at sone vrede guders harm.
BUDET.
En handling fuld av daarskap har du nu fortalt,
hvis Kalkas er en vismand og forstaar at spaa.
En handling fuld av daarskap har du nu fortalt,
hvis Kalkas er en vismand og forstaar at spaa.
KORFØRER.
Hvad spaar han da? Hvad vet han om vor fyrstes sak?
Hvad spaar han da? Hvad vet han om vor fyrstes sak?
BUDET.
Jeg vet besked om noget; ti jeg var der selv.
Fra raadet hvor de høie herrer sat i kreds
om Atrevs’ sønner, snek sig Kalkas uset bort,
og venlig grep han Tevkros’ haand og holdt den fast.
Alvorlig bad han ham at bruke al sin kunst
saa han fik holdt tilbake Aias i hans telt
kun denne dag og ikke la ham slippe ut,
saafremt han vilde se sin bror i live mer.
Ti bare denne ene dag forfølger ham
Atenes vrede. Saadan lød den gamles ord.
De mænd som i sin daarskap sigter altfor høit,
hver mand som, født av støv, ei føler sig som støv
dem, sa hin seer, volder guder dypest fald.
Nu svarte Aias som en daare, da han drog
fra hjemmet og hans far gav sønnen vise raad:
«Min søn», sa denne, «søk at vinde seirens pris
med spyd og sverd, men søk hin pris ved guders hjælp.»
I selvgod uforstand gav Aias da til svar:
«Nei, far. Selv den som intet duger, kan faa seir
ved guders hjælp. Jeg har den tiltro til mig selv
at jeg skal vinde seirens hæder uten dem.»
Saa store var hans ord. Og da en anden gang
gudinden selv, Atene, egget ham til strid
og bød ham løfte blodig haand mot troers hær,
da svarte han med disse uhørt frække ord:
«Gudinde gaa og stil dig nær ved andre mænd
i Argoshæren. Aldrig blir min fylking brutt.»
Ved slike ord som hovmod lagde ham i mund,
har helten vakt gudindens bitre hat og harm.
Men hvis han bjerger livet denne ene dag,
kanhænde da gudinden lar os frelse ham.
Saa lød hin seers ord, og Tevkros sendte mig
paa øieblikket hit og bød mig bringe jer
det bud at I skal vogte ham. Kom jeg for sent,
da er hans livsløp endt, hvis Kalkas spaadde sandt.
Jeg vet besked om noget; ti jeg var der selv.
Fra raadet hvor de høie herrer sat i kreds
om Atrevs’ sønner, snek sig Kalkas uset bort,
og venlig grep han Tevkros’ haand og holdt den fast.
Alvorlig bad han ham at bruke al sin kunst
saa han fik holdt tilbake Aias i hans telt
kun denne dag og ikke la ham slippe ut,
saafremt han vilde se sin bror i live mer.
Ti bare denne ene dag forfølger ham
Atenes vrede. Saadan lød den gamles ord.
De mænd som i sin daarskap sigter altfor høit,
hver mand som, født av støv, ei føler sig som støv
dem, sa hin seer, volder guder dypest fald.
Nu svarte Aias som en daare, da han drog
fra hjemmet og hans far gav sønnen vise raad:
«Min søn», sa denne, «søk at vinde seirens pris
med spyd og sverd, men søk hin pris ved guders hjælp.»
I selvgod uforstand gav Aias da til svar:
«Nei, far. Selv den som intet duger, kan faa seir
ved guders hjælp. Jeg har den tiltro til mig selv
at jeg skal vinde seirens hæder uten dem.»
Saa store var hans ord. Og da en anden gang
gudinden selv, Atene, egget ham til strid
og bød ham løfte blodig haand mot troers hær,
da svarte han med disse uhørt frække ord:
«Gudinde gaa og stil dig nær ved andre mænd
i Argoshæren. Aldrig blir min fylking brutt.»
Ved slike ord som hovmod lagde ham i mund,
har helten vakt gudindens bitre hat og harm.
Men hvis han bjerger livet denne ene dag,
kanhænde da gudinden lar os frelse ham.
Saa lød hin seers ord, og Tevkros sendte mig
paa øieblikket hit og bød mig bringe jer
det bud at I skal vogte ham. Kom jeg for sent,
da er hans livsløp endt, hvis Kalkas spaadde sandt.
KORFØRER
(roper ind i teltet):
Tekmessa, stakkars arme kvinde, kom og hør
hvad denne mand fortæller. Mangen maa nok nu
si livets fryd farvel. Hans ord slaar dype saar.
(roper ind i teltet):
Tekmessa, stakkars arme kvinde, kom og hør
hvad denne mand fortæller. Mangen maa nok nu
si livets fryd farvel. Hans ord slaar dype saar.
TEKMESSA
(kommer ut).
Hvi jager I mig arme, som blev lettet nys
for mine tunge sorger, op av dypest ro?
(kommer ut).
Hvi jager I mig arme, som blev lettet nys
for mine tunge sorger, op av dypest ro?
KORFØRER.
Laan øre til det bud som denne mand har bragt
om Aias’ lod, et bud som fylder os med sorg.
Laan øre til det bud som denne mand har bragt
om Aias’ lod, et bud som fylder os med sorg.
TEKMESSA.
Hvad er det mand? Hvad sier du? Er jeg fortapt?
Hvad er det mand? Hvad sier du? Er jeg fortapt?
BUDET.
Din skjæbne vet jeg intet om, men føler mig
ei tryg for Aias, dersom han er utendørs.
Din skjæbne vet jeg intet om, men føler mig
ei tryg for Aias, dersom han er utendørs.
TEKMESSA.
Ja, han gik ut. Du skræmmer mig med dine ord.
Ja, han gik ut. Du skræmmer mig med dine ord.
BUDET.
Fra Tevkros har jeg bud at I skal stænge ham
i teltet inde, ikke la ham slippe ut.
Fra Tevkros har jeg bud at I skal stænge ham
i teltet inde, ikke la ham slippe ut.
TEKMESSA.
Men hvor er Tevkros? Hvorfor sendte han det bud?
Men hvor er Tevkros? Hvorfor sendte han det bud?
BUDET.
Han kom tilbake netop nu og gruer for
at Aias gik sin død imøte, da han gik.
Han kom tilbake netop nu og gruer for
at Aias gik sin død imøte, da han gik.
TEKMESSA.
Aa rædsel! Ve mig arme! Hvem har sagt ham det?
Aa rædsel! Ve mig arme! Hvem har sagt ham det?
BUDET.
Hin spaamand, Testors søn, som sa at denne dag
kan bli hans siste, bringe liv og bringe død.
Hin spaamand, Testors søn, som sa at denne dag
kan bli hans siste, bringe liv og bringe død.
TEKMESSA.
Ve mig! Aa venner, vern mig dog mot skjæbnens slag!
Il bort med bud til Tevkros, saa han kommer straks.
Gaa I mot vest og I mot øst og søk det skjul
han stevnet mot, da han gik ut til sit fordærv.
Ti nu forstaar jeg at min mand bedrog mig nys
og jog hvert minde bort om fordums kjærlighet.
Aa barn, hvad skal jeg gjøre? Ogsaa jeg maa gaa
saa langt min evne rækker. Vente kan jeg ei.
Kom, skynd jer, la os gaa. Vi maa ei spilde tid,
om vi vil frelse ham som iler mot sin død.
Ve mig! Aa venner, vern mig dog mot skjæbnens slag!
Il bort med bud til Tevkros, saa han kommer straks.
Gaa I mot vest og I mot øst og søk det skjul
han stevnet mot, da han gik ut til sit fordærv.
Ti nu forstaar jeg at min mand bedrog mig nys
og jog hvert minde bort om fordums kjærlighet.
Aa barn, hvad skal jeg gjøre? Ogsaa jeg maa gaa
saa langt min evne rækker. Vente kan jeg ei.
Kom, skynd jer, la os gaa. Vi maa ei spilde tid,
om vi vil frelse ham som iler mot sin død.
KORFØRER.
Vær viss paa vi er rede, ikke blot i ord.
Nei, rapt skal foten løpe. Her maa handles raskt.
Vær viss paa vi er rede, ikke blot i ord.
Nei, rapt skal foten løpe. Her maa handles raskt.
(Alle forlater scenen og dansepladsen i største hast. Koret
deler sig i to halvkor. Det ene gaar til høire, det andet til
venstre).
deler sig i to halvkor. Det ene gaar til høire, det andet til
venstre).
Sceneforandring. Øde sted ved stranden. Aias har plantet sit sverd i jorden med spidsen op.
AIAS.
Saa! Nu staar sverdet netop slik som det maa staa
for bedst at ramme, dersom jeg har regnet ret.
Av Hektor har jeg faat den gave, av en ven
som var min værste uven, den jeg hatet mest.
Her staar det nu i fiendeland, i Trojas jord,
og hvæsset blev det nys paa staalgrisk slipesten.
Jeg selv har fæstet det og ordnet alt saa godt,
at det bør villig unde mig en hastig død.
Saa er jeg færdig. — Aa, men naår det saa er gjort,
da, Zevs, da ber jeg først til dig, som billig er,
om hjælp, og stor er ei den gunst jeg ber dig om.
Send du et bud med melding om min tunge lod
til Tevkros, saa han kommer først og bærer bort
i hast mit lik, før blodet størkner paa mit sverd,
og før en uven ser det, saa jeg kastes hen
for hund og aatseltugl. Jeg ber dig ei om mer.
Saa roper jeg til Hermes, han som fører ned
de døde under jord, at han vil unde mig
at segne uten dødskamp, naar jeg styrter mig
paa dette sverd og borer det til heftet ind.
De høie hevngudinder trygler jeg om hjælp,
de rappe møer som fra evig tid har set
hvad mennesker har lidt. Jeg ber dem alle se
at jeg fandt døden ved de to atreiders svik,
og ber dem fange i sin vold og tugte haardt
de haarde nidinger og la dem faa sin død
for nærmest haand,[17] som jeg maa dø for egen haand.
Kom, hevnens rappe vætter, kom med straffedom!
Hugg tanden i den hele hær og skaan den ei.
Og du som styrer vognen over himlens hvælv,
du solgud! Naar du ser mit kjære fædreland,
da stram de gyldne tøiler! stans et øieblik
og meld min tunge skjæbne til min gamle far
og til min stakkars mor som engang ammet mig.
Naar hun, den arme, faar dit budskap, vil forvisst
den hele by faa høre hendes jammerskrik.
Med ørkesløse klager faar jeg intet gjort.
Nei, gaa til handling maa jeg heller først end sidst.
Aa dødsgud, dødsgud, kom nu straks og se til mig.
Dog dig faar jeg i tale naar vi møtes hist.
Men dig, du dagen varme, skjære straaleglans,
og dig, du solens guddom, paa din gyldne vogn,
jer hilser jeg for sidste gang og aldrig mer.
Farvel, du dagens lys! Farvel mit Salamis,
mit eget kjære land! Farvel mit fædrehjem!
Farvel du stolte by Athen og al min slegt!
Og ogsaa I, hver bæk og elv i dette land,
og Trojas mark som næret mig, farvel, farvel!
Det er det sidste ord som Aias har til jer.
Mit næste blir til dem hos Hades under jord.
(Styrter sig paa sverdet).
Saa! Nu staar sverdet netop slik som det maa staa
for bedst at ramme, dersom jeg har regnet ret.
Av Hektor har jeg faat den gave, av en ven
som var min værste uven, den jeg hatet mest.
Her staar det nu i fiendeland, i Trojas jord,
og hvæsset blev det nys paa staalgrisk slipesten.
Jeg selv har fæstet det og ordnet alt saa godt,
at det bør villig unde mig en hastig død.
Saa er jeg færdig. — Aa, men naår det saa er gjort,
da, Zevs, da ber jeg først til dig, som billig er,
om hjælp, og stor er ei den gunst jeg ber dig om.
Send du et bud med melding om min tunge lod
til Tevkros, saa han kommer først og bærer bort
i hast mit lik, før blodet størkner paa mit sverd,
og før en uven ser det, saa jeg kastes hen
for hund og aatseltugl. Jeg ber dig ei om mer.
Saa roper jeg til Hermes, han som fører ned
de døde under jord, at han vil unde mig
at segne uten dødskamp, naar jeg styrter mig
paa dette sverd og borer det til heftet ind.
De høie hevngudinder trygler jeg om hjælp,
de rappe møer som fra evig tid har set
hvad mennesker har lidt. Jeg ber dem alle se
at jeg fandt døden ved de to atreiders svik,
og ber dem fange i sin vold og tugte haardt
de haarde nidinger og la dem faa sin død
for nærmest haand,[17] som jeg maa dø for egen haand.
Kom, hevnens rappe vætter, kom med straffedom!
Hugg tanden i den hele hær og skaan den ei.
Og du som styrer vognen over himlens hvælv,
du solgud! Naar du ser mit kjære fædreland,
da stram de gyldne tøiler! stans et øieblik
og meld min tunge skjæbne til min gamle far
og til min stakkars mor som engang ammet mig.
Naar hun, den arme, faar dit budskap, vil forvisst
den hele by faa høre hendes jammerskrik.
Med ørkesløse klager faar jeg intet gjort.
Nei, gaa til handling maa jeg heller først end sidst.
Aa dødsgud, dødsgud, kom nu straks og se til mig.
Dog dig faar jeg i tale naar vi møtes hist.
Men dig, du dagen varme, skjære straaleglans,
og dig, du solens guddom, paa din gyldne vogn,
jer hilser jeg for sidste gang og aldrig mer.
Farvel, du dagens lys! Farvel mit Salamis,
mit eget kjære land! Farvel mit fædrehjem!
Farvel du stolte by Athen og al min slegt!
Og ogsaa I, hver bæk og elv i dette land,
og Trojas mark som næret mig, farvel, farvel!
Det er det sidste ord som Aias har til jer.
Mit næste blir til dem hos Hades under jord.
(Styrter sig paa sverdet).
FØRSTE HALVKOR
(kommer forpustet ind paa plassen foran scenen).
Vor møie føder møie, altid møie ny:
ti hvor, ja hvor har ikke vore føtter traadt?
Og intet spor kan gi mig nys om hvor hæn er.
Men hys! Det tykkes mig jeg hører lyd av trin.
(kommer forpustet ind paa plassen foran scenen).
Vor møie føder møie, altid møie ny:
ti hvor, ja hvor har ikke vore føtter traadt?
Og intet spor kan gi mig nys om hvor hæn er.
Men hys! Det tykkes mig jeg hører lyd av trin.
ANDET HALVKOR
(kommer ind fra den motsatte kant).
Ja, trin av os som var ombord paa samme skib.
(kommer ind fra den motsatte kant).
Ja, trin av os som var ombord paa samme skib.
FØRSTE HALVKOR.
Hvad nyt?
Hvad nyt?
ANDET HALVKOR.
Hvad nyt?Hver plet er avsøkt vestenfor vor leir.
Hvad nyt?Hver plet er avsøkt vestenfor vor leir.
FØRSTE HALVKOR.
Og fandt du —
Og fandt du —
ANDET HALVKOR.
Av møie fandt jeg nok, men intet spor.
Av møie fandt jeg nok, men intet spor.
FØRSTE HALVKOR.
Og der hvor sol gaar op, er heller intet spor
som kunde tyde paa at han har valgt den vei.
Og der hvor sol gaar op, er heller intet spor
som kunde tyde paa at han har valgt den vei.
HELE KORET.
Hvem kan si det? Hvilken fisker
som drog ut paa strævsom fangst
uten søvn og uten hvile?
Hvem av fjeldets nymfer hist?
Hvem av elvenes najader
hist ved Hellespontos’ strøm?
Hvem kan si hvor fyrsten færdes?
Tungt for mig som flakker om
vildsomt, indtil foten trættes,
ei at sætte rigtig kurs,
ei at se hvor jeg kan finde
ham hvis kraft maa være brutt.
Hvem kan si det? Hvilken fisker
som drog ut paa strævsom fangst
uten søvn og uten hvile?
Hvem av fjeldets nymfer hist?
Hvem av elvenes najader
hist ved Hellespontos’ strøm?
Hvem kan si hvor fyrsten færdes?
Tungt for mig som flakker om
vildsomt, indtil foten trættes,
ei at sætte rigtig kurs,
ei at se hvor jeg kan finde
ham hvis kraft maa være brutt.
TEKMESSA
(er under korsangen kommet ind paa scenen).
Aa ve, aa ve!
(er under korsangen kommet ind paa scenen).
Aa ve, aa ve!
KORFØRER.
Hvem kom det fra det stygge skrik fra kløften hist?
Hvem kom det fra det stygge skrik fra kløften hist?
TEKMESSA.
Aa ve mig arme!
Aa ve mig arme!
KORFØRER.
Jeg ser det nu. Det er Tekmessa som han vandt
med landsens odd. Fortvilet klager hun sin nød.
Jeg ser det nu. Det er Tekmessa som han vandt
med landsens odd. Fortvilet klager hun sin nød.
TEKMESSA.
Lagt øde, venner, er mit liv. Fortapt, fortapt!
Lagt øde, venner, er mit liv. Fortapt, fortapt!
KORFØRER.
Hvad er det?
Hvad er det?
TEKMESSA.
Her ligger han. Her ligger Aias i sit blod!
Nys trængte sverdet ind og gjemtes i hans bryst.
Her ligger han. Her ligger Aias i sit blod!
Nys trængte sverdet ind og gjemtes i hans bryst.
KORET.
Aa ve! min hjemkomst er forspildt.
Du dræpte, hersker, mig som tro
har fulgt dig over salten sjø.
Aa arme kvinde, saa forlatt!
Aa ve! min hjemkomst er forspildt.
Du dræpte, hersker, mig som tro
har fulgt dig over salten sjø.
Aa arme kvinde, saa forlatt!
TEKMESSA.
Saa er det. Bare jamre kan jeg uten haab.
Saa er det. Bare jamre kan jeg uten haab.
KORFØRER.
Den arme mand! Men hvilken haand har ført hans sverd.
Den arme mand! Men hvilken haand har ført hans sverd.
TEKMESSA.
Hans egen. Derom vidner sverdet klart. Dets grep
var fæstet dypt i jorden, før det rammet ham.
Hans egen. Derom vidner sverdet klart. Dets grep
var fæstet dypt i jorden, før det rammet ham.
KORFØRER.
Ve mig! Forbandet blindhet! Uten venners vakt
forblødte du alene. Jeg var blind for alt.
Jeg lot dig gaa og fattet intet. Aa men hvor?
Hvor ligger Aias, helten med det haarde sind?
Hvor ligger han hvis navn bar varsel om min sorg?
Ve mig! Forbandet blindhet! Uten venners vakt
forblødte du alene. Jeg var blind for alt.
Jeg lot dig gaa og fattet intet. Aa men hvor?
Hvor ligger Aias, helten med det haarde sind?
Hvor ligger han hvis navn bar varsel om min sorg?
TEKMESSA.
Du faar ei se ham. Jeg vil dække liket helt
med denne kappe. Var det end hans bedste ven,
han taalte ikke nu at se det sorte blod
som strømmer fra hans næsebor og fra det saar
som gaper rødt, det saar han slog med egen haand.
Hvad skal jeg gjøre? Hvilken ven skal bære dig?
Hvor holder Tevkros til? Det var paa høien tid
han kom og hjalp at lægge ut sin døde bror.
Aa stakkars Aias! Før saa sterk, og nu saa svak
at selv en uvens øie dugges maa av graat.
Du faar ei se ham. Jeg vil dække liket helt
med denne kappe. Var det end hans bedste ven,
han taalte ikke nu at se det sorte blod
som strømmer fra hans næsebor og fra det saar
som gaper rødt, det saar han slog med egen haand.
Hvad skal jeg gjøre? Hvilken ven skal bære dig?
Hvor holder Tevkros til? Det var paa høien tid
han kom og hjalp at lægge ut sin døde bror.
Aa stakkars Aias! Før saa sterk, og nu saa svak
at selv en uvens øie dugges maa av graat.
HELE KORET.
Motstrofe.
Ak min arme drot, omsider
skulde du med jernhaardt sind
fri dig ved en grufuld dødslod
fra din grænseløse kval.
Saadant varslet mig din klage,
naar ved nat og klaren dag
du mot Atrevs’ sønner raste
i din vilde lidenskap.
Ak, de tunge sorgers ophav
var hin skjæbnesvangre dag,
da Akillevs’ gyldne rustning
voldte strid blandt tapre mænd.
Motstrofe.
Ak min arme drot, omsider
skulde du med jernhaardt sind
fri dig ved en grufuld dødslod
fra din grænseløse kval.
Saadant varslet mig din klage,
naar ved nat og klaren dag
du mot Atrevs’ sønner raste
i din vilde lidenskap.
Ak, de tunge sorgers ophav
var hin skjæbnesvangre dag,
da Akillevs’ gyldne rustning
voldte strid blandt tapre mænd.
TEKMESSA.
Aa ve mig! ve!
Aa ve mig! ve!
KORFØRER
Forvisst, en sorg saa stor slaar dype hjertesaar.
Forvisst, en sorg saa stor slaar dype hjertesaar.
TEKMESSA.
Aa ve, og atter ve!
Aa ve, og atter ve!
KORFØRER.
Ja, intet under, kvinde, at du gang paa gang
maa jamre, naar du nu har tapt saa kjær en ven.
Ja, intet under, kvinde, at du gang paa gang
maa jamre, naar du nu har tapt saa kjær en ven.
TEKMESSA.
Du fatter, jeg maa føle smertens overmaal.
Du fatter, jeg maa føle smertens overmaal.
KORFØRER.
Ja, ganske visst.
Ja, ganske visst.
TEKMESSA (TIL BARNET).
Aa arme barn, hvor tungt blir ei vort trældomsaak!
Hvor strenge blir ei de, hvis øine vokter os!
Aa arme barn, hvor tungt blir ei vort trældomsaak!
Hvor strenge blir ei de, hvis øine vokter os!
KORFØRER.
Aa rædsel! Du nævner i knugende angst
hvad Atrevs’s sønner i hjerteløst hat
har i sinde, en grufuld, unævnelig synd.
Aa, maatte en guddom forby at det sker.[18]
Aa rædsel! Du nævner i knugende angst
hvad Atrevs’s sønner i hjerteløst hat
har i sinde, en grufuld, unævnelig synd.
Aa, maatte en guddom forby at det sker.[18]
TEKMESSA.
Ei uten guders vilje blev vor nød saa stor.
Ei uten guders vilje blev vor nød saa stor.
KORFØRER.
For tung er da den byrde de har lagt paa dig.
For tung er da den byrde de har lagt paa dig.
TEKMESSA.
Mig har den sterke Pallas, Zevs’s datter, voldt
av omsorg for Odyssevs denne hjertesorg.
Mig har den sterke Pallas, Zevs’s datter, voldt
av omsorg for Odyssevs denne hjertesorg.
BUDET.
Ja, i sit skumle hjertedyp kan nu hin mand
som mangt tør vaage, bryste sig i overmod.
Nu skoggerler han av vor fyrstes vanvidskval
og begge Atrevs’ sønner hører det med fryd.
Ja, i sit skumle hjertedyp kan nu hin mand
som mangt tør vaage, bryste sig i overmod.
Nu skoggerler han av vor fyrstes vanvidskval
og begge Atrevs’ sønner hører det med fryd.
TEKMESSA.
Ja, la dem storle av hans kval i skadefryd!
Kanhænde de skal savne saart i kampens stund
den mand de ikke skattet, før hans øie brast.
Ti først naar andre river ut av daarens haand
den skat han eide, skjønner han hvad han har tapt.
Hans død var søt for hine, bitter sorg for mig
og glad forløsning for ham selv. Han vandt jo det
hans stolte hjerte lengtet mot, en ærlig død.
Hvad grund har disse da til nu at haane ham?
Ei voldte de hans død. Hans død var guders verk.
La kun Odyssevs braute frækt med tomme ord!
Tilbake faar de aldrig Aias mer. — Men ak,
jeg fik som arv kun bitter sorg, da han gik bort.
Ja, la dem storle av hans kval i skadefryd!
Kanhænde de skal savne saart i kampens stund
den mand de ikke skattet, før hans øie brast.
Ti først naar andre river ut av daarens haand
den skat han eide, skjønner han hvad han har tapt.
Hans død var søt for hine, bitter sorg for mig
og glad forløsning for ham selv. Han vandt jo det
hans stolte hjerte lengtet mot, en ærlig død.
Hvad grund har disse da til nu at haane ham?
Ei voldte de hans død. Hans død var guders verk.
La kun Odyssevs braute frækt med tomme ord!
Tilbake faar de aldrig Aias mer. — Men ak,
jeg fik som arv kun bitter sorg, da han gik bort.
TEVKROS
(bak scenen):
Ve mig! Ve!
(bak scenen):
Ve mig! Ve!
KORFØRER.
Tys! Det jeg hørte, maatte være Tevkros’ røst,
et rop som varsler at han vet hvad her er skedd.
Tys! Det jeg hørte, maatte være Tevkros’ røst,
et rop som varsler at han vet hvad her er skedd.
TEVKROS.
Aa Aias! aa min kjære bror! min øiesten!
Har rygtet dennegang talt sandt? Er alt forbi?
Aa Aias! aa min kjære bror! min øiesten!
Har rygtet dennegang talt sandt? Er alt forbi?
KORFØRER.
Ja, Tevkros, han er død. Det er nok altfor sandt.
Ja, Tevkros, han er død. Det er nok altfor sandt.
TEVKROS.
Ve mig søm skjæbnen rammer med saa tunge slag!
Ve mig søm skjæbnen rammer med saa tunge slag!
KORFØRER.
Naar slikt kan hænde —
Naar slikt kan hænde —
TEVKROS.
Naar slikt kan hænde —Ak, jeg arme, arme mand!
Naar slikt kan hænde —Ak, jeg arme, arme mand!
KORFØRER.
da maa man jamre.
da maa man jamre.
TEVKROS.
da maa man jamre.Aa, hvor knuger mig min kval!
da maa man jamre.Aa, hvor knuger mig min kval!
KORFØRER.
Ja, Tevkros, altfor tungt.
Ja, Tevkros, altfor tungt.
TEVKROS.
Aa ve mig! Men hans barn?
hans lille søn? Hvor er han her i Trojas land?
Aa ve mig! Men hans barn?
hans lille søn? Hvor er han her i Trojas land?
KORFØRER.
Forlatt ved teltet.
Forlatt ved teltet.
TEVKROS
(til Tekmessa).
Forlatt ved teltet.Skynd dig, hent ham, saa han ei
som løveungen, naar løvinden gaar paa rov,
skal komme helt i deres vold som vil ham ondt.
Gaa! skynd dig! Del min møie! Er en uven død
da pleier alle trygt at haane falden mand.
(Tekmessa gaar.)
(til Tekmessa).
Forlatt ved teltet.Skynd dig, hent ham, saa han ei
som løveungen, naar løvinden gaar paa rov,
skal komme helt i deres vold som vil ham ondt.
Gaa! skynd dig! Del min møie! Er en uven død
da pleier alle trygt at haane falden mand.
(Tekmessa gaar.)
KORFØRER.
Ja, Tevkros, da han var i live, bad han dig
at ta dig av hans lille søn, som nu du gjør.
Ja, Tevkros, da han var i live, bad han dig
at ta dig av hans lille søn, som nu du gjør.
TEVKROS
(faar øie paa liket).
Aa hvilket syn, det værste, det som smerter mer
end alt som nogensinde før har møtt mit blik!
Aa for en smertensvei jeg nu har maattet ga!
Den gjorde mig saa hjertesyk som ingen før,
da jeg fik visshet, kjære Aias, for din død
og speidet skridt for skridt og fulgte dine spor.
Ti spredt som av en guddom gik fra mund til mund
i hele hæren rygtet om din bratte død.
Jeg sukket tungt da jeg fik høre dette budskap hist.
Nu ser jeg alt og føler det som maa jeg dø.
Aa ve!
Ta bort hint dække! La mig se min hele kval!
(Tekmessa tar dækket bort.)
Aa rædsel! Blikket brustent! Bror, hvor fik du mot?
Hvor mangen sorg for mig vil spire av din grav!
Ti hvorhen kan jeg vende mig? Til hvem paa jord,
naar ingen hjælp jeg kunde gi dig i din nød?
Hvor kjærlig vil ei Telamon, vor fælles far,
med smil i øiet ta imot mig, naar han ser
mig komme uten dig? Ja, ikke sandt? Aa nei
den mand kan aldrig smile, selv naar alt gaar godt.
Hvad vil han tie med? Hvor grusomt vil han ei
forhaane sønnen av en hærtat frilleviv,
den kryster, kjære Aias, som forraadte dig
av feighet eller sluhet for at arve selv
din magt som hoved for vort hus, naar du er død.
Saa vil han si, den gamle, braasint som han er
og rede til at fare op for ingenting.
Tilsidst blir jeg forstøtt og jaget fra vort land[19]
og faar vel høre at jeg ei er fri, men træl.
Slikt venter mig i hjemmet; men ved Troja her
er mangen mand min uven, faa vil staa mig bi,
og alle disse trængsler har din død mig voldt.
Aa ve, hvad skal jeg gjøre. —
Hvordan skal jeg først
faa trukket ut det mordersverd som tok dit liv?
Saa maatte du da se at endog i sin grav
var Hektor den som skulde bli din banemand.
Ved alle guder, agt paa disse tvendes lod!
Med beltet som han fik av ham som ligger her,
blev Hektor snøret fast til seierherrens vogn
og slæpt ustanselig omkring, til livet svandt,
og just ved denne Hektors gave fik min bror
sit ulivssaar og styrtet sig i dødens nat.
Mon ikke hevngudinder smidde dette sverd?
og beltet, var ei det den grumme dødsguds verk?
Jeg tror at dette er av guder voldt, som alt
som times mennesker paa jord hver tid og stund.
Men den som ei er villig til at gi mig ret,
faar holde paa sin egen tro, som jeg paa min.
(faar øie paa liket).
Aa hvilket syn, det værste, det som smerter mer
end alt som nogensinde før har møtt mit blik!
Aa for en smertensvei jeg nu har maattet ga!
Den gjorde mig saa hjertesyk som ingen før,
da jeg fik visshet, kjære Aias, for din død
og speidet skridt for skridt og fulgte dine spor.
Ti spredt som av en guddom gik fra mund til mund
i hele hæren rygtet om din bratte død.
Jeg sukket tungt da jeg fik høre dette budskap hist.
Nu ser jeg alt og føler det som maa jeg dø.
Aa ve!
Ta bort hint dække! La mig se min hele kval!
(Tekmessa tar dækket bort.)
Aa rædsel! Blikket brustent! Bror, hvor fik du mot?
Hvor mangen sorg for mig vil spire av din grav!
Ti hvorhen kan jeg vende mig? Til hvem paa jord,
naar ingen hjælp jeg kunde gi dig i din nød?
Hvor kjærlig vil ei Telamon, vor fælles far,
med smil i øiet ta imot mig, naar han ser
mig komme uten dig? Ja, ikke sandt? Aa nei
den mand kan aldrig smile, selv naar alt gaar godt.
Hvad vil han tie med? Hvor grusomt vil han ei
forhaane sønnen av en hærtat frilleviv,
den kryster, kjære Aias, som forraadte dig
av feighet eller sluhet for at arve selv
din magt som hoved for vort hus, naar du er død.
Saa vil han si, den gamle, braasint som han er
og rede til at fare op for ingenting.
Tilsidst blir jeg forstøtt og jaget fra vort land[19]
og faar vel høre at jeg ei er fri, men træl.
Slikt venter mig i hjemmet; men ved Troja her
er mangen mand min uven, faa vil staa mig bi,
og alle disse trængsler har din død mig voldt.
Aa ve, hvad skal jeg gjøre. —
Hvordan skal jeg først
faa trukket ut det mordersverd som tok dit liv?
Saa maatte du da se at endog i sin grav
var Hektor den som skulde bli din banemand.
Ved alle guder, agt paa disse tvendes lod!
Med beltet som han fik av ham som ligger her,
blev Hektor snøret fast til seierherrens vogn
og slæpt ustanselig omkring, til livet svandt,
og just ved denne Hektors gave fik min bror
sit ulivssaar og styrtet sig i dødens nat.
Mon ikke hevngudinder smidde dette sverd?
og beltet, var ei det den grumme dødsguds verk?
Jeg tror at dette er av guder voldt, som alt
som times mennesker paa jord hver tid og stund.
Men den som ei er villig til at gi mig ret,
faar holde paa sin egen tro, som jeg paa min.
KORFØRER.
Tal ei for længe! Tænk nu paa at gjemme trygt
din bror i graven og paa det du snart maa si.
Ti vit, jeg ser en uven, og han kommer vist
for nu at haanle av vor sorg; ti han er ond.
Tal ei for længe! Tænk nu paa at gjemme trygt
din bror i graven og paa det du snart maa si.
Ti vit, jeg ser en uven, og han kommer vist
for nu at haanle av vor sorg; ti han er ond.
TEVKROS.
Hvem er han? Er det en fra leiren hist du ser?
Hvem er han? Er det en fra leiren hist du ser?
KORFØRER.
Ja, Menelaos, som vi fulgte paa vor færd.
Ja, Menelaos, som vi fulgte paa vor færd.
TEVKROS.
Han nærmer sig. Jeg ser nu godt hvem manden er.
Han nærmer sig. Jeg ser nu godt hvem manden er.
MENELAOS
(kommer).
Du der! La liket være! Jeg forbyr dig strengt
at bære manden bort og lægge ham i grav.
(kommer).
Du der! La liket være! Jeg forbyr dig strengt
at bære manden bort og lægge ham i grav.
TEVKROS.
Du bruker svært saa store ord. Med hvilken ret?
Du bruker svært saa store ord. Med hvilken ret?
MENELAOS.
Jeg vil det saa, og hærens fører vil det saa.
Jeg vil det saa, og hærens fører vil det saa.
TEVKROS.
Men kan du ikke si os hvilken grund du har?
Men kan du ikke si os hvilken grund du har?
MENELAOS.
Det er fordi vi trodde at vi fik ham med
fra hjemmet som en hjælper og en fuldtro ven,
men fandt ham mere hatsk end nogen fryger er.
Om natten gik han løs paa os. Det var hans agt
at myrde med sit spyd vor hær til sidste mand,
og var han ei blit stanset av en naadig gud,
da var hans lod blit vor; vi hadde alle lidt
den allerværste død og laa nu rundt som lik,
mens han fik leve. Men en gud har vendt det om,
saa denne voldsmand styrtet frem mot kjør og faar.
Og derfor findes ei den mand som er saa sterk
at han kan lægge dette lik i viet grav.
Nei, han skal slænges hen paa strandens hvite sand
og bli en lækker mat for havets fugleflok.
Og reis dig ei i harmfuld trods mot dette bud;
ti fik vi, da han levet, ikke bugt med ham,
saa skal den døde føle nu vor sterke arm
selv mot din vilje. Aldrig har jo denne mand
i livet villet lystre noget bud fra mig.
Den mand er intet værd, en daarlig undersaat
som ei vil lyde dem som er hans høvedsmænd;
ti hverken vilde lov og ret bli overholdt
i nogen stat hvor frygten ei var lovens skjold,
ei heller kunde nogen hær bli holdt i tugt,
hvis ikke frygt og selvtugt var dens sikre værn.
En mand bør huske, fik han end en kjæmpes krop,
at selv et litet støt kan bringe ham til fald.
Vær viss paa at kun den kan leve frelst og tryg
som agter lovens bud og frygter for dens straf.
Den stat hvor hver kan øve vold mot lov og ret
og gjøre hvad han vil, maa engang gaa tilbunds.
Den stevner mot sin undergang for fulde seil.
Nei, la os finde støtte i en gavnlig frygt
og ikke, naar vi gjør som lysten byder, tro
at vi skal undgaa smerten, fly for lovens straf.
Ja, nu har dette vendt sig. Før var denne mand
hovmodig nok. Nu føler jeg mig ovenpaa.
Jeg raader dig til ei at lægge ham i grav.
Du kunde falde selv i den du grov for ham.
Det er fordi vi trodde at vi fik ham med
fra hjemmet som en hjælper og en fuldtro ven,
men fandt ham mere hatsk end nogen fryger er.
Om natten gik han løs paa os. Det var hans agt
at myrde med sit spyd vor hær til sidste mand,
og var han ei blit stanset av en naadig gud,
da var hans lod blit vor; vi hadde alle lidt
den allerværste død og laa nu rundt som lik,
mens han fik leve. Men en gud har vendt det om,
saa denne voldsmand styrtet frem mot kjør og faar.
Og derfor findes ei den mand som er saa sterk
at han kan lægge dette lik i viet grav.
Nei, han skal slænges hen paa strandens hvite sand
og bli en lækker mat for havets fugleflok.
Og reis dig ei i harmfuld trods mot dette bud;
ti fik vi, da han levet, ikke bugt med ham,
saa skal den døde føle nu vor sterke arm
selv mot din vilje. Aldrig har jo denne mand
i livet villet lystre noget bud fra mig.
Den mand er intet værd, en daarlig undersaat
som ei vil lyde dem som er hans høvedsmænd;
ti hverken vilde lov og ret bli overholdt
i nogen stat hvor frygten ei var lovens skjold,
ei heller kunde nogen hær bli holdt i tugt,
hvis ikke frygt og selvtugt var dens sikre værn.
En mand bør huske, fik han end en kjæmpes krop,
at selv et litet støt kan bringe ham til fald.
Vær viss paa at kun den kan leve frelst og tryg
som agter lovens bud og frygter for dens straf.
Den stat hvor hver kan øve vold mot lov og ret
og gjøre hvad han vil, maa engang gaa tilbunds.
Den stevner mot sin undergang for fulde seil.
Nei, la os finde støtte i en gavnlig frygt
og ikke, naar vi gjør som lysten byder, tro
at vi skal undgaa smerten, fly for lovens straf.
Ja, nu har dette vendt sig. Før var denne mand
hovmodig nok. Nu føler jeg mig ovenpaa.
Jeg raader dig til ei at lægge ham i grav.
Du kunde falde selv i den du grov for ham.
KORFØRER.
Aa Menelaos, vogt dig du som nu har talt
saa vise ord, for selv at krænke dødes ret.
Aa Menelaos, vogt dig du som nu har talt
saa vise ord, for selv at krænke dødes ret.
TEVKROS
(til koret).
Herefter skal det aldrig undre mig, I mænd,
om en som er av ringe byrd, kan gripe feil,
naar de som tykkes bryste sig av ædlest slegt,
kan tale slik og ta saa feil i valg av ord.
(til Menelaos).
La høre! Tør du paastaa engang til at du
tok Aias med som hjælper for akaiers hær?
Svar! Kom han ei frivillig som selvstændig drot?
Hvor var du høvedsmand for ham? Med hvilken ret
kan du befale over dem han førte hit?
Som Spartas hersker kom du hit, og ei som vor,
og kræve lydighet av Aias kan du ei
med større ret end Aias krævet den av dig.
Du kom som andres undermand,[20] ei alles drot.
Staa over Aias, dertil har du ingen ret.
Nei, hersk blandt dem hvis drot du er! Bruk strenge ord
mot dem! De haarde trusler skræmmer ikke mig.
Jeg jorder ham, som jeg har ret til, om saa du
og om saa han, den anden fører, sier nei.
Han drog i leding, ikke for din hustrus skyld
som dine mænd, som lider ondt til overmaal.
Det var for edens[21] skyld han kom, og ei for din.
Han agtet aldrig dem som ingenting er værd.
Og derfor, ta kun fler herolder med dig hit!
Send overkongen selv! Paa mig er skraalet spildt,
saa længe som du selv maa være den du er.
(til koret).
Herefter skal det aldrig undre mig, I mænd,
om en som er av ringe byrd, kan gripe feil,
naar de som tykkes bryste sig av ædlest slegt,
kan tale slik og ta saa feil i valg av ord.
(til Menelaos).
La høre! Tør du paastaa engang til at du
tok Aias med som hjælper for akaiers hær?
Svar! Kom han ei frivillig som selvstændig drot?
Hvor var du høvedsmand for ham? Med hvilken ret
kan du befale over dem han førte hit?
Som Spartas hersker kom du hit, og ei som vor,
og kræve lydighet av Aias kan du ei
med større ret end Aias krævet den av dig.
Du kom som andres undermand,[20] ei alles drot.
Staa over Aias, dertil har du ingen ret.
Nei, hersk blandt dem hvis drot du er! Bruk strenge ord
mot dem! De haarde trusler skræmmer ikke mig.
Jeg jorder ham, som jeg har ret til, om saa du
og om saa han, den anden fører, sier nei.
Han drog i leding, ikke for din hustrus skyld
som dine mænd, som lider ondt til overmaal.
Det var for edens[21] skyld han kom, og ei for din.
Han agtet aldrig dem som ingenting er værd.
Og derfor, ta kun fler herolder med dig hit!
Send overkongen selv! Paa mig er skraalet spildt,
saa længe som du selv maa være den du er.
KORFØRER.
Mig huer ei slik tale nu i farens stund.
Dit skarpe svar, om end fortjent, maa bite hvasst.
Mig huer ei slik tale nu i farens stund.
Dit skarpe svar, om end fortjent, maa bite hvasst.
TEVKROS.
Min skytterkunst er intet haandverk, ingen skam.
Min skytterkunst er intet haandverk, ingen skam.
MENELAOS.
Fik du et skjold, saa brautet du vel endnu mer.
Fik du et skjold, saa brautet du vel endnu mer.
TEVKROS.
Ta du dit skjold! Dig faar jeg bugt med uten skjold.
Ta du dit skjold! Dig faar jeg bugt med uten skjold.
MENELAOS.
Hvor vokser ei dit mot, mens tungen løper rapt!
Hvor vokser ei dit mot, mens tungen løper rapt!
TEVKROS.
Enhver kan være modig, naar han selv har ret.
Enhver kan være modig, naar han selv har ret.
MENELAOS.
Men er det ret at jeg blir dræpt, men han gaar fri?
Men er det ret at jeg blir dræpt, men han gaar fri?
TEVKROS.
Du dræpt? Du lever og er død. Hvor gaadefuldt!
Du dræpt? Du lever og er død. Hvor gaadefuldt!
MENELAOS.
En gud har frelst mig. Morder er han likefuldt.
En gud har frelst mig. Morder er han likefuldt.
TEVKROS.
Har guder frelst dig, krænk da ikke guders ret.
Har guder frelst dig, krænk da ikke guders ret.
MENELAOS.
Men tør du paastaa at jeg krænker guders lov.
Men tør du paastaa at jeg krænker guders lov.
TEVKROS.
Ja, naar du ei vil gi den døde gravens fred.
Ja, naar du ei vil gi den døde gravens fred.
MENELAOS.
Min værste uven ja. Var ikke det min ret?
Min værste uven ja. Var ikke det min ret?
TEVKROS:
Har Aias nogensinde gjort dig noget ondt?
Har Aias nogensinde gjort dig noget ondt?
MENELAOS.
Jeg hatet ham. Han hatet mig. Det vet du godt.
Jeg hatet ham. Han hatet mig. Det vet du godt.
TEVKROS.
Ja, du forfalsket dommen. Den gik ham imot.
Ja, du forfalsket dommen. Den gik ham imot.
MENELAOS.
Hans domsmænd gav ham uret. Jeg er uten skyld.
Hans domsmænd gav ham uret. Jeg er uten skyld.
TEVKROS.
Mangt stygt kan du faa pyntet op med lønlig svik.
Mangt stygt kan du faa pyntet op med lønlig svik.
MENELAOS.
Her er nok en som snart skal svie for sin mund.
Her er nok en som snart skal svie for sin mund.
TEVKROS.
Jeg tænker du skal svie fuldt saa meget selv.
Jeg tænker du skal svie fuldt saa meget selv.
MENELAOS.
Ett vil jeg si dig: Jorde ham er strengt forbudt.
Ett vil jeg si dig: Jorde ham er strengt forbudt.
TEVKROS.
Saa hør da nu mit svar: Han skal i viet grav.
Saa hør da nu mit svar: Han skal i viet grav.
MENELAOS.
Jeg saa en mundhelt engang, en som i en storm
gav sjømænd raad og fik dem til at gaa tilsjøs.
Men da saa stormen raste om ham, hørtes ei
et kvæk fra manden. Under kappen laa han gjemt
og lot sig traakke paa av hvem som helst ombord.
Slik gik det dig kanhænde og din grove mund.
Om nu det blaaste op til storm fra liten sky,
forstummet kanske snart dit endeløse skraal.
Jeg saa en mundhelt engang, en som i en storm
gav sjømænd raad og fik dem til at gaa tilsjøs.
Men da saa stormen raste om ham, hørtes ei
et kvæk fra manden. Under kappen laa han gjemt
og lot sig traakke paa av hvem som helst ombord.
Slik gik det dig kanhænde og din grove mund.
Om nu det blaaste op til storm fra liten sky,
forstummet kanske snart dit endeløse skraal.
TEVKROS.
Men jeg har set en mand som bar sig som en nar
og haanet frækt sin næste i hans bitre nød.
En anden mand som ligner mig i sind og skind,
saa fast paa ham og talte da omtrent som saa:
Mand, ta dig nu i agt. Øv ei mot døde vold;
for hvis du gjør det, gjør du det du angrer paa.
Slik stod han der og refset denne stakkars nar.
Jeg ser ham nu, og manden er, saavidt jeg ser,
dig selv og ingen anden. Var min gaade svær?
Men jeg har set en mand som bar sig som en nar
og haanet frækt sin næste i hans bitre nød.
En anden mand som ligner mig i sind og skind,
saa fast paa ham og talte da omtrent som saa:
Mand, ta dig nu i agt. Øv ei mot døde vold;
for hvis du gjør det, gjør du det du angrer paa.
Slik stod han der og refset denne stakkars nar.
Jeg ser ham nu, og manden er, saavidt jeg ser,
dig selv og ingen anden. Var min gaade svær?
MENELAOS.
Nu gaar jeg; ti det var jo skam, om en fik spurt
at den jeg kunde tugte, refset jeg med ord.
Nu gaar jeg; ti det var jo skam, om en fik spurt
at den jeg kunde tugte, refset jeg med ord.
TEVKROS.
Ja, pak dig nu! Jeg skammer mig, naar jeg maa staa
og høre paa en stakkars tullings tomme snak.
(Menelaos gaar.)
Ja, pak dig nu! Jeg skammer mig, naar jeg maa staa
og høre paa en stakkars tullings tomme snak.
(Menelaos gaar.)
KORFØRER.
Den voldsomme trætte vil ende med kamp.
Saa skynd dig da, Tevkros, saa meget du kan!
Se til at du finder et skjul for din bror
hvor helten kan hvile i rummelig grav
og mindes til evige tider.
(Tekmessa kommer med barnet.)
Den voldsomme trætte vil ende med kamp.
Saa skynd dig da, Tevkros, saa meget du kan!
Se til at du finder et skjul for din bror
hvor helten kan hvile i rummelig grav
og mindes til evige tider.
(Tekmessa kommer med barnet.)
TEVKROS.
Der er de jo, hans hustru og hans lille søn.
De kommer begge mot os just i rette tid,
naar dette arme lik skal lægges i sin grav.
Kom hit til mig, du lille! Stil dig nær og rør
i bøn om hjælp med haanden ham som blev din far.
Søk tilflugt her, staa tro paa vakt og hold i haand
som hjælpeløses vern og dyrest skat en lok
av dit og mit og hendes haar, og vil en mand
fra leiren slæpe dig med vold fra dette lik,
aa, maa da ondt bli ondskaps løn, og maa han selv
ei faa en grav i eget land, men meies ned
med al sin slegt som denne lok, jeg klipper av.
Ta lokken, barn, og slip den ei. La ingen mand
faa slæpt dig bort; men fald paa knæ og klyng dig fast.
Og vis nu I som staar ham nær, at I er mænd,
ei kvinder. Hjælp ham, medens jeg gaar bort
og trods det strenge forbud graver ham en grav.
(Tevkros gaar.)
Der er de jo, hans hustru og hans lille søn.
De kommer begge mot os just i rette tid,
naar dette arme lik skal lægges i sin grav.
Kom hit til mig, du lille! Stil dig nær og rør
i bøn om hjælp med haanden ham som blev din far.
Søk tilflugt her, staa tro paa vakt og hold i haand
som hjælpeløses vern og dyrest skat en lok
av dit og mit og hendes haar, og vil en mand
fra leiren slæpe dig med vold fra dette lik,
aa, maa da ondt bli ondskaps løn, og maa han selv
ei faa en grav i eget land, men meies ned
med al sin slegt som denne lok, jeg klipper av.
Ta lokken, barn, og slip den ei. La ingen mand
faa slæpt dig bort; men fald paa knæ og klyng dig fast.
Og vis nu I som staar ham nær, at I er mænd,
ei kvinder. Hjælp ham, medens jeg gaar bort
og trods det strenge forbud graver ham en grav.
(Tevkros gaar.)
KOR.
Første strofe.
Aarene kommer, og aarene svinder.
Naar kan jeg haabe at tallet er fuldt?
Ulykker bringer de, hvileløs møie;
evig og altid maa svinges mit spyd
her paa de vidtstrakte sletter om Troja.
Skjændsel og skam er hellenernes løn.
Første strofe.
Aarene kommer, og aarene svinder.
Naar kan jeg haabe at tallet er fuldt?
Ulykker bringer de, hvileløs møie;
evig og altid maa svinges mit spyd
her paa de vidtstrakte sletter om Troja.
Skjændsel og skam er hellenernes løn.
Første motstrofe.
Aa, om han sporløst var hvirvlet i luften,
eller var styrtet til dødsgudens hjem,
manden som lærte hellener at svinge
krigsgudens grufulde vaaben i kamp.
Ve os, vor møie er svanger med møie.
Undergang voldte han menneskers slegt.
Aa, om han sporløst var hvirvlet i luften,
eller var styrtet til dødsgudens hjem,
manden som lærte hellener at svinge
krigsgudens grufulde vaaben i kamp.
Ve os, vor møie er svanger med møie.
Undergang voldte han menneskers slegt.
Anden strofe.
Han undte mig aldrig at kranses til gilde
og tømme det bredfulde bæger med fryd.
Han negtet mig nidsyk den glæde at lytte
til fløiternes toner i vennernes lag,
og hvile om natten i kvægende slummer.
Ak, elskovens glæde og elskovens lyst
formente han mig; jeg maa ligge herute
hvor ingen mig ænser. Her vætes mit haar
av dugdraaper kolde i kjølige nætter.
Dig, Troja, vil evig jeg mindes med gru.
Han undte mig aldrig at kranses til gilde
og tømme det bredfulde bæger med fryd.
Han negtet mig nidsyk den glæde at lytte
til fløiternes toner i vennernes lag,
og hvile om natten i kvægende slummer.
Ak, elskovens glæde og elskovens lyst
formente han mig; jeg maa ligge herute
hvor ingen mig ænser. Her vætes mit haar
av dugdraaper kolde i kjølige nætter.
Dig, Troja, vil evig jeg mindes med gru.
Anden motstrofe.
Tilforn var den vældige Aias mit forsvar,
mit vern imot spyd og mot nætternes angst.
Nu faldt han som offer for gudernes vrede.
Ak, naar faar jeg atter en glæde, ja naar?
Aa, tænk om jeg engang fik komme tilbake
til hjemmet, til Sunions[23] skogklædte fjeld,
hvor, skyllet om foten av brændingens bølger
det sænker i havet sin ytterste skrent,
og derfra fik sende en jublende hilsen
til dig, du vor hellige by, til Aten!
Tilforn var den vældige Aias mit forsvar,
mit vern imot spyd og mot nætternes angst.
Nu faldt han som offer for gudernes vrede.
Ak, naar faar jeg atter en glæde, ja naar?
Aa, tænk om jeg engang fik komme tilbake
til hjemmet, til Sunions[23] skogklædte fjeld,
hvor, skyllet om foten av brændingens bølger
det sænker i havet sin ytterste skrent,
og derfra fik sende en jublende hilsen
til dig, du vor hellige by, til Aten!
TEVKROS
(kommer tilbake).
Jeg skyndte mig tilbake hit, fordi jeg saa
at hærens fører, Agamemnon, stevnet hit.
Han aapner sikkert munden snart til onde ord.
(kommer tilbake).
Jeg skyndte mig tilbake hit, fordi jeg saa
at hærens fører, Agamemnon, stevnet hit.
Han aapner sikkert munden snart til onde ord.
AGAMEMNON
(kommer).
Det er jo dig som folk fortæller vaaget nys
at haane os? Du venter endnu paa din straf ?
Jeg mener dig som har en hærtat mø til mor.
Tænk, om din mor var stormands barn! Da gik du vel
paa taa og kroet dig, naar du som intet er,
tør trodse os til vern for ham som intet er,
og paastaa at da hæren kom paa flaaten hit
og du med den, da blev den ikke ført av os;
men Aias seilte med som helt selvstændig drot.
Sig, er ei slikt for drøit at høre av en træl?
Hvem er det som du skryter op som slik en helt?
Hvor gik han eller stod han, hvor ei jeg var med?
Og findes blandt akaier ingen mand som han?
Det bar nok bitre frugter at vi dengang lot
argeier kappes om Akillevs’ vaabenskrud,
hvis vi skal skrikes ut av Tevkros vidt og bredt
saa stygt, og I som tapte, ei vil ta for godt
den dom som tyktes domsmænd flest av være ret,
men stadig dels tør haane os med onde ord,
dels prøve dolkestøt til hevn for eders tap.
Hvis slik en fremgangsmaate skal bli skik og bruk,
da vil vel ingensinde nogen lov staa fast,
saafremt vi vraker dem som vandt med fuldgod ret,
og lar de sidste rykke frem paa første plass.
Nei, vi maa sætte bom for slikt. En kjæmpekrop
og brede skuldre er ei mandens bedste vern.
Kun de hvis vern er visdom seirer overalt.
Om oksen har en vældig krop, den tvinges dog
av liten svøpe til at gaa den rette vei.
Jeg ser at du maa læges snart ved piskeslag,
saafremt du ikke selv vil komme til fornuft,
og ei la munden løpe fritt med frække ord.
Ta nu fornuften fangen! Tænk paa hvem du er!
Ta med dig hit som verge en fribaaren mand
som for vor domstol kan ta ordet i dit sted;[24]
ti hvad du sier, kan jeg neppe skjønne mer.
Dit tungemaal er fremmed. Jeg forstaar det ei.
(kommer).
Det er jo dig som folk fortæller vaaget nys
at haane os? Du venter endnu paa din straf ?
Jeg mener dig som har en hærtat mø til mor.
Tænk, om din mor var stormands barn! Da gik du vel
paa taa og kroet dig, naar du som intet er,
tør trodse os til vern for ham som intet er,
og paastaa at da hæren kom paa flaaten hit
og du med den, da blev den ikke ført av os;
men Aias seilte med som helt selvstændig drot.
Sig, er ei slikt for drøit at høre av en træl?
Hvem er det som du skryter op som slik en helt?
Hvor gik han eller stod han, hvor ei jeg var med?
Og findes blandt akaier ingen mand som han?
Det bar nok bitre frugter at vi dengang lot
argeier kappes om Akillevs’ vaabenskrud,
hvis vi skal skrikes ut av Tevkros vidt og bredt
saa stygt, og I som tapte, ei vil ta for godt
den dom som tyktes domsmænd flest av være ret,
men stadig dels tør haane os med onde ord,
dels prøve dolkestøt til hevn for eders tap.
Hvis slik en fremgangsmaate skal bli skik og bruk,
da vil vel ingensinde nogen lov staa fast,
saafremt vi vraker dem som vandt med fuldgod ret,
og lar de sidste rykke frem paa første plass.
Nei, vi maa sætte bom for slikt. En kjæmpekrop
og brede skuldre er ei mandens bedste vern.
Kun de hvis vern er visdom seirer overalt.
Om oksen har en vældig krop, den tvinges dog
av liten svøpe til at gaa den rette vei.
Jeg ser at du maa læges snart ved piskeslag,
saafremt du ikke selv vil komme til fornuft,
og ei la munden løpe fritt med frække ord.
Ta nu fornuften fangen! Tænk paa hvem du er!
Ta med dig hit som verge en fribaaren mand
som for vor domstol kan ta ordet i dit sted;[24]
ti hvad du sier, kan jeg neppe skjønne mer.
Dit tungemaal er fremmed. Jeg forstaar det ei.
KOR.
Aa maatte I dog begge komme til fornuft!
Det er det bedste raad jeg nu kan gi jer to.
Aa maatte I dog begge komme til fornuft!
Det er det bedste raad jeg nu kan gi jer to.
TEVKROS.
Hvor hastig svinder ei blandt folk, naar manden dør
hvert minde sporløst om det gode han har gjort,
naar denne mand ei hædrer med det mindste ord
dit minde, Aias, han for hvem du tidt har sat
dit liv paa spil og svunget spyd med dødstræt arm.
Han ryster av sig alle minder. Alt er glemt.
Aa, du som talte nys saa mangt uvittig ord!
Sig, har du intet minde længer om den dag,
da I var slaat paa vildest flugt og indestængt
bak volden, undergangen nær, men han kom til
og verget jer alene mot den visse død,
mens rundt paa flaaten spant og tofter stod i brand
og Hektor tok jer voldgrav i et vældig sprang
og kampgrisk svang sig op paa eders snekkers dæk.
Hvem var jert forsvar? Var det ikke denne mand,
som du tør paastaa ingensteds gik med til kamp?
Og fandt I ikke dengang at hans daad var kjæk?
Og da han siden gik til tvekamp mand mot mand
mot Hektor, helt frivillig, ikke nødt av jer
da kastet han i hjelmen ei en uslings lod,
en fugtig jordklump, men et lod som maatte først
av alle slynges ut av haarbuskprydet hjelm.
Alt dette gjorde denne mand, og jeg var med,
jeg, trællen, som du sier, født av fremmed mor.
Hvor tør du, usling, nævne slikt med freidig blik?
Svar! Vet du ikke at den gamle Pelops var
barbar av frygisk ætt. Din farfar var han jo,
og at din far var Atrevs, som lot sætte frem
et rædsomt maaltid for sin bror, hans egne barn.
En kretisk kvinde var din mor.[25] Hos hende grep
din far en fremmed boler. Straks lot han sin viv
som mat for stumme fiske sænke dypt i hav.
Slik er din egen byrd, og du tør haane min.
Min far er Telamon som øvet mangen daad
som hærens første mand og fik som seierspris
til viv den kongebaarne mø som blev min mor,
en datter av Laomedon. Hun først blev valgt
og skjænket ham som kampløn av Alkmenes søn.[26]
Kan jeg, en ædel søn av ædel far og mor
vanære ham som er av samme blod som jeg,
den mand som fik saa haard en lod og ligger her,
den mand du skamløst paastaar ei skal faa en grav.
Vær viss paa, hvis I kaster ham for hund og fugl,
da skal I ogsaa kaste os, ja alle tre;
ti mere ærefuldt det er for mig at dø
i aapen kamp for denne bror, end om jeg faldt
for eders kvindfolk, hun som har din bror til mand.
Og derfor, ta dig selv i agt! La mig i fred!
ti engang skal du ønske, hvis du gjør mig ondt,
at du var heller feig idag end fræk mot mig.
(Odyssevs kommer.)
Hvor hastig svinder ei blandt folk, naar manden dør
hvert minde sporløst om det gode han har gjort,
naar denne mand ei hædrer med det mindste ord
dit minde, Aias, han for hvem du tidt har sat
dit liv paa spil og svunget spyd med dødstræt arm.
Han ryster av sig alle minder. Alt er glemt.
Aa, du som talte nys saa mangt uvittig ord!
Sig, har du intet minde længer om den dag,
da I var slaat paa vildest flugt og indestængt
bak volden, undergangen nær, men han kom til
og verget jer alene mot den visse død,
mens rundt paa flaaten spant og tofter stod i brand
og Hektor tok jer voldgrav i et vældig sprang
og kampgrisk svang sig op paa eders snekkers dæk.
Hvem var jert forsvar? Var det ikke denne mand,
som du tør paastaa ingensteds gik med til kamp?
Og fandt I ikke dengang at hans daad var kjæk?
Og da han siden gik til tvekamp mand mot mand
mot Hektor, helt frivillig, ikke nødt av jer
da kastet han i hjelmen ei en uslings lod,
en fugtig jordklump, men et lod som maatte først
av alle slynges ut av haarbuskprydet hjelm.
Alt dette gjorde denne mand, og jeg var med,
jeg, trællen, som du sier, født av fremmed mor.
Hvor tør du, usling, nævne slikt med freidig blik?
Svar! Vet du ikke at den gamle Pelops var
barbar av frygisk ætt. Din farfar var han jo,
og at din far var Atrevs, som lot sætte frem
et rædsomt maaltid for sin bror, hans egne barn.
En kretisk kvinde var din mor.[25] Hos hende grep
din far en fremmed boler. Straks lot han sin viv
som mat for stumme fiske sænke dypt i hav.
Slik er din egen byrd, og du tør haane min.
Min far er Telamon som øvet mangen daad
som hærens første mand og fik som seierspris
til viv den kongebaarne mø som blev min mor,
en datter av Laomedon. Hun først blev valgt
og skjænket ham som kampløn av Alkmenes søn.[26]
Kan jeg, en ædel søn av ædel far og mor
vanære ham som er av samme blod som jeg,
den mand som fik saa haard en lod og ligger her,
den mand du skamløst paastaar ei skal faa en grav.
Vær viss paa, hvis I kaster ham for hund og fugl,
da skal I ogsaa kaste os, ja alle tre;
ti mere ærefuldt det er for mig at dø
i aapen kamp for denne bror, end om jeg faldt
for eders kvindfolk, hun som har din bror til mand.
Og derfor, ta dig selv i agt! La mig i fred!
ti engang skal du ønske, hvis du gjør mig ondt,
at du var heller feig idag end fræk mot mig.
(Odyssevs kommer.)
KOR.
Du kom i rette tid, Odyssevs, hvis du kom
for nu at løse knuten, ei at stramme den.
Du kom i rette tid, Odyssevs, hvis du kom
for nu at løse knuten, ei at stramme den.
ODYSSEVS.
Hvad er det, mænd? Jeg hørte fra det fjerne rop
av Atrevs’ sønner her ved denne faldne helt.
Hvad er det, mænd? Jeg hørte fra det fjerne rop
av Atrevs’ sønner her ved denne faldne helt.
AGAMEMNON
Ja, ædle drot. Men har vi ikke netop hørt
de allerværste haansord her av denne mand?
Ja, ædle drot. Men har vi ikke netop hørt
de allerværste haansord her av denne mand?
ODYSSEVS.
Hvad har han sagt? Jeg spør; ti jeg kan tilgi den
som i en ordstrid svarer barsk paa barske ord.
Hvad har han sagt? Jeg spør; ti jeg kan tilgi den
som i en ordstrid svarer barsk paa barske ord.
AGAMEMNON.
Barskt blev han tiltalt; ti hans færd mot mig var styg.
Barskt blev han tiltalt; ti hans færd mot mig var styg.
ODYSSEVS.
Hvad har han gjort som du kan lægge ham til last?
Hvad har han gjort som du kan lægge ham til last?
AGAMEMNON.
Han vil ei taale, sier han, at dette lik
blir uten grav, men jorde det i trods mot mig.
Han vil ei taale, sier han, at dette lik
blir uten grav, men jorde det i trods mot mig.
ODYSSEVS.
Maa jeg faa lov at si en ven et sandhetsord
og være dog din ven og hjælper nu som før?
Maa jeg faa lov at si en ven et sandhetsord
og være dog din ven og hjælper nu som før?
AGAMEMNON.
Tal fritt! Uvittig var jeg, om jeg bandt din mund.
I argoshæren er jo du min bedste ven.
Tal fritt! Uvittig var jeg, om jeg bandt din mund.
I argoshæren er jo du min bedste ven.
ODYSSEVS.
Saa hør! Ved alle guder, vær ei hjerteløs!
La ikke denne helt bli henslængt uten grav!
La ei dit vilde hat faa saadan overmagt,
at du vil træde ret og vedtægt under fot.
Min værste uven blev han ogsaa i vor hær,
da nys Akillevs’ vaaben tilfaldt mig som pris.
Og dog, jeg kunde aldrig, skjønt han var saa hatsk,
forhaane ham til hevn og negte at av os
som seilte hit paa tog til Troja, var just han
den bedste næst Akillevs i argeiers hær.
Og derfor kan du ei med rette haane ham.
Det var ei ham du krænket da, men guders lov.
At øve vold imot den døde hædersmand,
om end du hater ham, kan aldrig være ret.
Saa hør! Ved alle guder, vær ei hjerteløs!
La ikke denne helt bli henslængt uten grav!
La ei dit vilde hat faa saadan overmagt,
at du vil træde ret og vedtægt under fot.
Min værste uven blev han ogsaa i vor hær,
da nys Akillevs’ vaaben tilfaldt mig som pris.
Og dog, jeg kunde aldrig, skjønt han var saa hatsk,
forhaane ham til hevn og negte at av os
som seilte hit paa tog til Troja, var just han
den bedste næst Akillevs i argeiers hær.
Og derfor kan du ei med rette haane ham.
Det var ei ham du krænket da, men guders lov.
At øve vold imot den døde hædersmand,
om end du hater ham, kan aldrig være ret.
AGAMEMNON.
Tar du, Odyssevs, kampen op for ham, mot mig.
Tar du, Odyssevs, kampen op for ham, mot mig.
ODYSSEVS.
Ja! Jeg har hatet, da jeg hadde grund til hat.
Ja! Jeg har hatet, da jeg hadde grund til hat.
AGAMEMNON.
At trampe paa den døde, er ei det din ret?
At trampe paa den døde, er ei det din ret?
ODYSSEVS.
Aa drot, aa fryd dig ei ved det som er saa stygt!
Aa drot, aa fryd dig ei ved det som er saa stygt!
AGAMEMNON.
For fyrster er det ikke let at være from.
For fyrster er det ikke let at være from.
ODYSSEVS.
Men let at føie venner som gir gode raad.
Men let at føie venner som gir gode raad.
AGAMEMNON.
En hædersmand bør bøie sig for herskerbud.
En hædersmand bør bøie sig for herskerbud.
ODYSSEVS.
Du hersker bedst, naar du vil lyde venners raad.
Du hersker bedst, naar du vil lyde venners raad.
AGAMEMNON.
Du maa ei glemme hvad slags mand du tar dig av.
Du maa ei glemme hvad slags mand du tar dig av.
ODYSSEVS.
Han var min uven, men tilforn en hædersmand.
Han var min uven, men tilforn en hædersmand.
AGAMEMNON.
Hvad gjør du? Ærer du en fældet uvens lik?
Hvad gjør du? Ærer du en fældet uvens lik?
ODYSSEVS.
For heltens manddom maa mit fordums hat gi tapt.
For heltens manddom maa mit fordums hat gi tapt.
AGAMEMNON.
Til mænd som taler saa, kan ingen fæste lit.
Til mænd som taler saa, kan ingen fæste lit.
ODYSSEVS.
Til bitter uven blir saa ofte mangen ven.:
Til bitter uven blir saa ofte mangen ven.:
AGAMEMNON.
Du priser sagtens det at eie slik en ven?
Du priser sagtens det at eie slik en ven?
ODYSSEVS.
Jeg priser allermindst et haardt og stridig sind.
Jeg priser allermindst et haardt og stridig sind.
AGAMEMNON.
Du vil da gjøre os idag til feige mænd.
Du vil da gjøre os idag til feige mænd.
ODYSSEVS.
Nei, men til mænd som alle vet er rettens vern.
Nei, men til mænd som alle vet er rettens vern.
AGAMEMNON.
Du vil at jeg skal la den døde faa en grav?
Du vil at jeg skal la den døde faa en grav?
ODYSSEVS.
Jeg vil; ti ogsaa jeg skal engang gaa i grav.
Jeg vil; ti ogsaa jeg skal engang gaa i grav.
AGAMEMNON.
Slik er det! Alle tænker først og fremst paa sig!
Slik er det! Alle tænker først og fremst paa sig!
ODYSSEVS.
Paa hvem bør jeg vel tænke mer end paa mig selv?
Paa hvem bør jeg vel tænke mer end paa mig selv?
AGAMEMNON.
Dit verk vil dette da bli kaldt, og ikke mit.
Dit verk vil dette da bli kaldt, og ikke mit.
ODYSSEVS.
Hvad end du gjør, du er og blir en hædersmand.
Hvad end du gjør, du er og blir en hædersmand.
AGAMEMNON.
Ja, vær forvisset om at jeg vil føie dig
om end det var en større sak end nu det gjaldt.
Men enten denne mand er hisset eller her,
min uven blir han. Du faar gjøre som du vil.
(Gaar.)
Ja, vær forvisset om at jeg vil føie dig
om end det var en større sak end nu det gjaldt.
Men enten denne mand er hisset eller her,
min uven blir han. Du faar gjøre som du vil.
(Gaar.)
KORFØRER.
Den mand, Odyssevs, som naar du har talt saa godt,
tør si du mangler visdom, er en daare selv.
Den mand, Odyssevs, som naar du har talt saa godt,
tør si du mangler visdom, er en daare selv.
ODYSSEVS.
Dig, Tevkros, som jeg hatet før, dig lover jeg
at være fra idag en god og trofast ven,
og denne døde vil jeg hjælpe til en grav
og dele al din møie. Intet skal bli spart
av det som vi bør gjøre for en helt som ham.
Dig, Tevkros, som jeg hatet før, dig lover jeg
at være fra idag en god og trofast ven,
og denne døde vil jeg hjælpe til en grav
og dele al din møie. Intet skal bli spart
av det som vi bør gjøre for en helt som ham.
TEVKROS.
Odyssevs, ædle helt, jeg har for al din færd
kun lovord. Dette har jeg ventet mindst av dig;
ti skjønt du blandt argeier var ham mest forhatt
var du alene den som hjalp. Det laa dig fjernt
at øve skjændig vold mot ham som nu er død,
mens nys vor overkonge, hærens fører, kom
som rent fra sans og samling hit med samt sin bror
og vilde la ham ligge henslængt uten grav.
Saa skal da ogsaa Zevs, vor far, Olympens drot,
og hævnens strenge vette, hun som mindes alt,
og Dike gi de usle mænd en ussel død,
som nu de vilde slænge hen med skam hans lik.
Men dig, den gamle helt Laertes’ ædle søn,
dig tør jeg ei la røre ved den dødes grav
for ei at gjøre det som byr min bror imot.
Men hjælp mig ellers, og om du tar andre med
fra hæren, skal jeg ikke ta det ilde op.
Jeg selv skal gjøre alting rede. Ta min tak
fordi du nu har vist mot os dit ædle sind.
Odyssevs, ædle helt, jeg har for al din færd
kun lovord. Dette har jeg ventet mindst av dig;
ti skjønt du blandt argeier var ham mest forhatt
var du alene den som hjalp. Det laa dig fjernt
at øve skjændig vold mot ham som nu er død,
mens nys vor overkonge, hærens fører, kom
som rent fra sans og samling hit med samt sin bror
og vilde la ham ligge henslængt uten grav.
Saa skal da ogsaa Zevs, vor far, Olympens drot,
og hævnens strenge vette, hun som mindes alt,
og Dike gi de usle mænd en ussel død,
som nu de vilde slænge hen med skam hans lik.
Men dig, den gamle helt Laertes’ ædle søn,
dig tør jeg ei la røre ved den dødes grav
for ei at gjøre det som byr min bror imot.
Men hjælp mig ellers, og om du tar andre med
fra hæren, skal jeg ikke ta det ilde op.
Jeg selv skal gjøre alting rede. Ta min tak
fordi du nu har vist mot os dit ædle sind.
ODYSSEVS.
Jeg hjalp dig helst; men vil du ikke ha min hjælp
til denne gjerning, følger jeg dit raad og gaar.
(Gaar.)
Jeg hjalp dig helst; men vil du ikke ha min hjælp
til denne gjerning, følger jeg dit raad og gaar.
(Gaar.)
TEVKROS
(til koret).
Nu nok; ti det haster. Lang tid er gaat hen.
Saa skynd jer da I og grav ham i hast
en bolig i mulden! I andre sæt frem
over ilden en trebenet kjele og fyld
den med rensende vand til det hellige bad.
En flok av hans mænd skal gaa hen til hans telt
og hente den rustning han bar under skjold.
Kom barn, læg kjærlig din haand paa din far.
og hjælp mig at løfte og bære ham bort,
saavidt du har kræfter. End flyter hans blod
fra aarerne mørkt i en dampende strøm.
Hver mand i vor kreds som har kaldt ham sin ven,
kom, skynd jer og bær nu til graven den mand
som var mester i alt. En bedre end ham
vil I ei kunne hjælpe og tjene.
(til koret).
Nu nok; ti det haster. Lang tid er gaat hen.
Saa skynd jer da I og grav ham i hast
en bolig i mulden! I andre sæt frem
over ilden en trebenet kjele og fyld
den med rensende vand til det hellige bad.
En flok av hans mænd skal gaa hen til hans telt
og hente den rustning han bar under skjold.
Kom barn, læg kjærlig din haand paa din far.
og hjælp mig at løfte og bære ham bort,
saavidt du har kræfter. End flyter hans blod
fra aarerne mørkt i en dampende strøm.
Hver mand i vor kreds som har kaldt ham sin ven,
kom, skynd jer og bær nu til graven den mand
som var mester i alt. En bedre end ham
vil I ei kunne hjælpe og tjene.
KOR.
Til visse, saa mangt maa en dødelig se,
før han fatter dets mening; men ingen kan spaa,
før han ser det, hvad fremtiden bringer.
Til visse, saa mangt maa en dødelig se,
før han fatter dets mening; men ingen kan spaa,
før han ser det, hvad fremtiden bringer.
- ↑ De spartanske hunde var kjendt som udmerkede støvere.
- ↑ Etruskerne (tyrrenerne) gjaldt som opfindere av kobberluren.
- ↑ De to konger er Agamemnon, hærens anfører, og hans bror Menelaos.
- ↑ Odyssevs’ fiender haanet ham ved at paastaa at han ikke var søn av Laertes, men av Sisyfos, den listige konge i Korint, som narret selve døden.
- ↑ Atens stamheros.
- ↑ Hellespont.
- ↑ I den vildeste smerte skrek hellenerne: Ai, ai!
- ↑ Telamon hadde sammen med Herakles indtat Troja og ført med sig derfra kongedatteren Hesione, som blev mor til Tevkros.
- ↑ Evrysakes betyr: «Han med det brede skjold.»
- ↑ Slegten stammet fra Aiakos, en søn av Zevs.
- ↑ Homers Iliade VII v. 303.
- ↑ Kyllene er et fjeld i Arkadiem. Der færdes skogguden Pan helst.
- ↑ Der nævnes mange byer med dette navn. De sættes i forbindelse med Dionysosdyrkelsen.
- ↑ By paa Kreta. Allerede Homer nævner dens pragtfulde danseplads.
- ↑ En del av Ægæerhavet.
- ↑ Mysia, et landskap i det nordvestlige Lilleasia.
- ↑ Agamemnon blev ved sin hjemkomst myrdet av sin egen hustru.
- ↑ At de gjør en søn av Aias til træl.
- ↑ Sagnet fortalte ogsaa at han blev forjaget og grundet byen Salamis paa Kypern.
- ↑ Din brors, Agamemnons.
- ↑ Helenas far Tyndareos hadde latt alle hendes beilere paa forhaand sverge at bistaa hendes vordende mand. Derfor maatte de følge med paa toget mot Troja.
- ↑ Tevkros var den bedste bueskytte i hellenernes hær.
- ↑ Østspidsen av Attika.
- ↑ En træl kunde ikke møte i retten; han maatte ha en fri mand som forsvarer.
- ↑ Aerope het hun. Kreterne var berygtet som løgnagtige og raa.
- ↑ Herakles.