Adoptionen
Adoptionen.
En Fortælling.
Det var en mørk, sludfuld Høstdag. Den gamle Overførster Wildenau sad i sit sædvanlige mørke Lune ved Vinduet og saa efter de graa Skymasser, som trak sig tættere og tættere sammen.
„Nu Fatter! Igjen saa bedrøvet!“ spurgte godmodigen Overførsterinden og stod op fra sin Spinderok, gik med varsomme Trin hen imod ham og saa ret vennehuld paa Grillenfængeren. „Maa jeg ikke hente Dig en Halvflaske Mumme op af Kjelderen? — Lille Clotilde!“ raabte hun ud igjennem Døren; „hent Mumme op til din Fader.“ — „Sladder!“ svarede Wildenau opfarende; „Slige Tanker druknes ikke i Øl, nej min Sjæl ikke!“ — „Hvilke Tanker, Papa?“ vedblev den godmodige Egtefælle. — „Aa! Jeg ser der ude paa det smukke Skilderi af mit Liv. Lad mig være!“ — Men Moder Wildenau lod ham ikke være. Hun vilde se Skilderiet. Og saa begyndte han da efter at have taget Flasken fra Clotilde og blandet den stærke Ølsirup op med en tyndere Drik:
„I Kvinder ville vide Alting; derfor faa I ogsaa meget at vide, som I vare bedre tjente med aldrig at høre paa. For Resten vare mine Tanker overmaade poetiske. Clotildes Nar, den fine Volontør, kunde ikke fantasere prægtigere. Nu skal Du høre. Denne Dag er ret et Miniaturportræt af mit Liv. Hør nu! Solen stod op i Morges med det aller venligste Ansigt af Verden. Saaledes var mit Livs Morgen. Fød var jeg i Lykkens Skjød, og hun vuggede mig, den falske Dame, en god Stund paa Skjødet. Saa blev Dagen alt smukkere og livligere, og da Solen nu i Middags funklede med sin hele gyldne Straalerigdom, da kopierede den mit Manddomsliv. Det var skjønne og varme Dage. Du var dejlig, Mariane! Guds Sved! hvor Du var dejlig! Og rig var Du, og følgelig elskværdig og forstandig. Og jeg, — jeg var den unge Fyrst Theodors Yndling og sund og frisk og munter og lykkelig! Ja, nu ere vi langt ude paa Eftermiddagen. Se ud af Vinduet, gamle Mariane! Se paa det dejlige Vejr! Er ikke Lignelsen poetisk? Jeg er fattig som Fanden paa Dyder, forglemt, forstødt, sygelig, fortrædelig, har Ingen at snakke med. Du er hæslig og taabelig, og naar Du agerer øm, ser Du ud som en døende Hind. — Hold Mund, Clotilde! Jeg ved, jeg har Lov at snakke i min egen Stue, og den Gamle vilde jo endelig vide mine Tanker. Men bild Dig kun ikke for meget ind af din Skjønhed og din Allerkjærestes Mod og Dygtighed, Forstand og Dyd og hvad Døden det Alt sammen heder. Din Moder var smukkere end Du, skjønt jeg lider Dig ganske godt, din Taske, naar Du bare ikke slog saa stærkt paa Nakken af mine Galanterier. Pas paa! Din Allersødeste bli’r ogsaa Mand en Gang og Du en tandløs Madame, saadan som hun der henne ved Rokken. Jo, jo! —“
Dette Stykke af Wildenaus Monolog turde være tilstrækkeligt for at karakterisere den raa, modbydelige Hustyran, der, efter at have ved Daarskaber, Udsvævelser og ubegrændset Ødselhed tilsat sin Kones betydelige Formue, sit Rygte og sin Sundhed, nu i det øde Skovhus, ved Fyrstens Naade ansat som Overførster, udgød sin bitre Galde over den blideste, frommeste af alle Koner og den arme elskværdige Clotilde, hvem imidlertid det ungdommelige Mod og Volontør-Jæger Stahls Kjærlighed gjorde stærk nok til at udholde de utallige Uartigheder og Krænkelser, hvormed Overførsteren betegnede enhver Time af sit uvirksomme Liv.
Sagtelig græd den dybt saarede Egtefælle bag sin Rok; men Clotildes unge Blod kogte heftigt, og med Møje betvang Frygten for den skrækkelige Fader den naturlige Uvilje, der maatte opvækkes i Datterens Bryst. Med Længsel kastede hun Øjet ud over den gjennemblødte Skovvej, hen ad den Kant, hvorfra hendes Stahl skulde komme ridende. Gjerne saa hun den skjønne, glødende Mand, villig bøjede hendes friske Læbe sig efter hans varme Kys. Men dog var det med Ængstlighed, hun ventede ham, naar Faderens Lune var saa slet som denne Eftermiddag. Stahl var desuden ikke meget yndet af Wildenau; han, som paastod at have lært at kjende Mennesket, fandt, at Stahls Karakteer ikke duede, fandt i ham en Eventyrer, en Person, der kunde blive Alt — men især Morder eller Giftblander eller Stratenrøver. Naar nu Elskeren indfandt sig paa saadanne Uvejrsdage som nys beskrevne, brøde gjerne den Gamles Uforskammenheder frem, og Stahl, som ikke saa ganske bar sit Navn forgjæves, vendte Haardt imod Haardt. De Lyn, som derved fremkom, skøde pinligt igjennem Clotildes Hjerte.
Denne Gang syntes Vejret at have afholdt den troe Elsker fra at komme den besværlige Vej hen til Overførsterens. Han havde som Volontør paataget sig Opsynet over Jagt og Skovvæsen i en Fjeldegn, en halv Mil fra Overførster Wildenaus, og hver Eftermiddag jagede han ned til sin elskede Clotilde. At Stahl brændte for den ubeskrivelig yndige Mø, var vist, og han fik Lejlighed til at vise, hvor uforandret denne Kjærlighed besjælede ham; men om Clotilde forstod hans Følelser, om hun dengang vidste, hvad det var at elske, — det bliver et andet Spørgsmaal, som vi lade uafgjort. At hun gjerne bar Savnet af sin Ven for hin Gang, beviser nu snarere øm Ængstlighed end Kulde.
Uvejret blev stedse stærkere; Stormen hvinede og tog saadanne Tag i den gamle Bygning, at Indbyggerne uvilkaarligen saa efter Loft og Vægge; Regnstrømmene væltede sig i Bølger over Vej og Mark og snart stod Huset som en Ø midt i Vandflommen. Det lod, som om Overførsteren kom i muntrere Lune ved Naturens Oprør; hvilket jo ogsaa er en almindelig Virkning af Uvejr hos den, der plages af mørke Forestillinger. Fru Wildenau, der under Paaskud af huslige Sysler, havde vovet sig ud af Stuen, hvilken hun lige saa lidt som Datteren ellers maatte forlade, sad i det lille Spisekammer og læste ved en Praas i en Morskabsbog, som hørte til Kontrabande der i Huset. Clotilde lavede Aftensmaden.
Midt igjennem Stormen lode paa engang Sultan, Diana, Kallisto og — sine Stemmer høre, og stærke Slag dundrede paa Porten. — „Luk Ingen ind!“ brølede Overførsteren, idet han stak Hovedet ud igjennem Døren til Kjøkkenet.
„Ak Fader! det er en ordentlig Rejsevogn. Det er vist honette Mennesker, som lide ondt i dette fæle Vejr!“
„Guds Sved! Om det saa var Fanden, som kjørte i Karet; jeg vil ikke vide af Indkvartering.“
Dermed slog han en Kappe om sig og foer ned i Gaarden, idet han kaldte Jægerne ned med sig. Raabet udenfra og Svaret indenfra blev i længere Tid det samme, indtil endelig Trusler eller Løfter formaaede Husherren til at indtage en Parlamentær. Til dennes Modtagelse blev Gadedøren aabnet, og Moder og Datter stode med bange Nysgjerrighed i Baggrunden af Stuen, idet den barske Overførster slog Døren op til Landevejen og med et hovmodigt Blik maalte den Indtrædende.
En aldrende Mand traadte ind. Han var af Middelstørrelse; hans sine Rejsefrak var bremmet med Sobel; Huen, som han høflig holdt i Haanden, var bredt galloneret; massive Guldsporer bøjede sig om hans Støvlehæle. Et tyndt graat Haar flagrede om hans lange, blege Ansigt, hvis flammende Øje, langt bøjede Næse og indtrukne Mund gave ham et særdeles mærkværdigt Fyfiognomi. Virkelig studsede Wildenau ved det Impofante hos Manden; men han fattede sig snart vg erklærede, at han under ingen Omstændighed modtog Rejsende.
„Ogsaa da lukker De Deres Dør,“ fpurgte den Gamle i dyb Bas, „naar ved Nattetid en fortvilet Fader beder om en Seng, hvori hans eneste Datter kan udaande det sidste Suk? — Naar han imod kongelig Gave anraaber Dem om, at Kvindehaand maa yde hende Hjælp i hendes Dødsstund?“
Paa engang styrtede Moder og Datter til Døren, grebne af Angst og Medlidenhed. Men Wildenau rev dem hidsig til Side.
Den Fremmede syntes at glemme sine Lidelser af Forfærdelse over Umenneskets Afskyelighed. Ganske forstenet stirrede han paa de barske Ruiner af en tøjlesløs Vellystling. Pludselig syntes han at besinde sig. „Schachéach lo leholám!“ lød dybt fra hans Bryst; han satte Huen paa og gik ud. Overførsteren strøg sig over Ansigtet. „Kone, Datter!“ raabte han med Et; „til Hjælp! Gjesteværelset i Stand. Jægerne hid! Thevand frem! Nøler ikke!“ Og skyndsomst ilede han efter den opbragte Fremmede.
Scenen havde synderligen forandret sig i Overførsterens Hus. Med en forlegen, halv fortrolig, halv frygtsom Omhyggelighed iagttog Wildenau enhver af sin Gjests Miner. Denne stod paa Tærskelen til det Værelse, hvori hans syge Datter var bragt hen, om hvem Fruentimmerne omhyggeligen syslede. Han stod saaledes med Armene overkors og stirrede uafladelig paa den blege Blomst, der trak Vejret med Besværlighed. „Nitstsan japheh!“ sukkede den Gamle og trykkede Haanden for den furede Pande.
„Ja, en yndig Blomst!“ oversatte ufrivillig Wildenau den Fremmedes Ord. — Denne kastede forundret sit Lynblik omkring sig. Da det mødte Overførsterens, fore de begge sammen. — Endelig udstrakte den Gamle først sin Haand, og Wildenau bød ham skjælvende sin. Derpaa førte Faderen ham ind i Kammeret, hvor den blege Skjønhed hvilede. Sorte, lange Lokker omgave de yndigste Former af et kvindeligt Ansigt; men ingen Farve blandede sig med Kindernes Sne; neppe blev endnu et flygtigt Aftenskjær tilbage paa Læberne, og tungt hvilede Øjelaagene over de udgaaende Stjerner. „Hun er falden i Søvn; det vil blive bedre med hende,“ trøstede Clotilde blidt hviskende den bekymrede Fader, imedens Moderen med en umærkelig Hovedrysten rettede paa Puderne.
„Vil De ikke nyde Noget?“ spurgte Wildenau forlegen.
„Et Glas Vin maaske; hvis De har den god; i andet Tilfælde kan Tjeneren tage ind af Vognen“.
Da Overførsteren ikke strax fandt Svaret, lukkede den Fremmede selv paa Døren og gav Ordre. Strax efter stod Vin og Glas paa Bordet. I lange Drag nød den mørke Gamle Nektaren, idet han vinkede til Wildenau at gjøre ligesaa. Aftensmaaltidet blev indbaaret, men neppe rørt, og Natten henflød i blytunge Tidsdraaber under Mændenes sagte Hvisken, der efterhaanden syntes at tabe det Fiendtlige og Fremmede og gaa over til en Slags Fortrolighed. Ved Morgengry traadte Clotilde blidt grædende ind og pegede taus ud imod Himmelen. Heftig sprang den Fremmede op, ilede ind til den Døde og slog Døren til efter sig.
En fuldkommen Stilhed herskede længe i det hele Hus. Wildenau satte sig i en Lænestol for at hvile; den svagelige Kone lagde sig mødig paa Lejet, og Clotilde slumrede af Mathed og Deeltagelse paa en Bænk. Den Fremmedes Tjener og Kusk, som Ingen havde tænkt paa, havde ved Tjenestefolkenes Hjæly fundet Hvile. Kun hos disse Sidste havde allerede Nysgjerrigheden været levende. Men den Efterretning, den Fremmedes Tyende kunde give, var af liden Betydenhed. Deres Herre, uden Tvil en rig og fornem Mand, havde i nærmeste Stad antaget dem faa Dage forud i sin Tjeneste, og førte dem da selv ud til Vogn og Heste. De forrige Tjenere havde han afskediget. Verten vidste ikke Andet om ham, end at det Navn, Hr. von Lajil, hvorunder han rejste, maatte være et paataget.
Da Clotilde vaagnede af den velgjørende Morgenslummer, hørte hun Mændene heftigt og længe samtale i et sydligt Sprog, hvoraf hun kun ved Hjælp af Fransk kunde forstaa nogle enkelte Ord. De nævnede et Par Gange hendes Navn. Nu traadte den Fremmede ind til hende; hans mørke, bekymrede Mine blev et vemodigt, øvmt Smil. Venlig streg han hende om Hagen og sagde derpaa blødt til Wildenau: „O maatte det kun ske!“ — Derpaa ilede han, som det lod, i stærk Bevægelse udenfor. Clotilde kastede forbauset sit spørgende Blik paa Faderen; denne saa noget forlegen ud, vilde tale, men afbrød sig selv med et temmelig venlig fremført: „Er din Moder vaagen, Clotilde?“
Clotilde blev ene og rystede paa Hovedet over det Hemmelighedsfulde, der paa een Gang herskede i Huset. Hendes Erindring dvælede atter ved den skjønne Afsjælede, og hun traadte ind i det stille Kammer. „Saa ung og rig og skjøn, og alt Dødens Bytte!“ hviskede hun grædende og blottede den Dødes Ansigt. Forskrækket lod hun atter Svededugen falde ned: thi Udseendet var allerede ganske forandret. En dunkel Blyfarve havde fortrængt Hudens Liljer, og Trækkene vare aldeles fortrukne. Ængstlig forlod hun Kammeret. I Stuen vinkede den gamle Moder hende til sig og trykkede bitterlig grædende Datteren til det troe Moderbryst. Endelig fik hun Ordenes Brug og begyndte med skjælvende Stemme:
„Kjæreste Clotilde! Din Fader har paalagt mig en tung Forretning: men tro Du mig, han tvang mig ikke til at udføre den, dersom jeg tvilede paa, hans Vilje var til Dit Gavn. Ak, det er mig nu, som da jeg mistede min lille Rudolf; jeg vidste, han gik til det Bedre, og dog —
„Men for Guds Skyld, kjære Moder! hvad er det?“
„O, mit Barn! denne fremmede, mægtige Mand, en Grev von Lajil, har i Følelsen af sin Ensomhed ved det eneste Barns Død tilbudt at antage Dig som Datter og gjøre Dig til Arving til alle hans Godser og Rigdomme.“
En Blanding af uventet Glæde og Forskrækkelse bragte Blodet frem i Clotildes Kinder. — „Er det muligt! men saa kan jeg jo gjøre Eder lykkelige, og min Stahl vil — —“
„Kjære Clotilde! Du ved ikke Sammenhængen. Greven har nær Beslægtede, og han kan kun antage Dig, naar Du udgives for hans virkelige Datter. Du — ak min Gud! — Øn bliver død for os. Den unge Dame der jordes i dit Sted, og Du stiger ind i — o Gud! — i en Fremmeds Vogn, som hans Datter. Selv hans Folk skulle tro, at Du er den samme, der i Gaar syg bragtes hid.“
„Aldrig, aldrig! og min Stahl?“
„Maa ogsaa tro det samme.“
„Nej Moder! dertil skal hverken Fordel eller min Faders Tyranni bevæge mig. — Og hvem er han? hvor bor han? til hvilken Nation hører han, denne Ubekjendte, hvis faderlige Følelser blot trænge til en Gjenstand for at finde Tilfredsstillelse?“
„Din Fader kjender ham.“
„En sikker Rekommendation!“
„Clotilde! han er din Fader.“
Døren gik op, og den blide, gamle Mand traadte ind og bragte Fru Wildenau sin Morgenhilsen. Paa Clotilde kastede han et ængstligt, spørgende Sideblik, hvori en uforklarlig Ømhed udtalte sig, og derpaa gik han sukkende ind til sin afsjælede Datter.
„En ædel, værdig Mand! og hvilket Modbillede af min Fader! Rigdom, Højhed, Uafhængighed! og hjemme Fattigdom, Ubetydelighed, husligt Slaveri! og naar jeg nu forbeholder mig at indvie min Stahl i Hemmeligheden, saa har jeg jo intet tabt, alt vundet.“ — Saaledes var omtrent Clotildes Tankegang, inden hun lagde sit Hoved op til Moderens Skulder og sagde: „Moder! jeg vil høre Kapitulationen.“ — Fru Wildenau rejste sig, kyssede den elskede Datter paa Panden og gik ud efter Overførsteren.
Da traadte Greven ud igjen. Hans Øje var fugtigt. I Armen bar han en Rejsepult. „Min Frøken,“ sagde han, „modtag De denne Erindring om min Serafine. Ak! nu er hun en Seraf! om de vil modtage mere, om De vil modtage alt det, der nys var hendes, det afgjøre De frivillig og uden Overtalelse.“— — Han bukkede, efterlod Pulten i den forvirrede Piges Hænder og gik ud.
Bange Følelser gjennembævede Clotilde. Med skjælvende Haand opslog hun den skjønne Pult. Den indeholdt et elegant Skrivetøj, en ufuldendt Dagbog, nogle faa Breve med Udskrift: „til Serafine.“ Hun aabnede en Skuffe, og derfra funklede hende imøde de kostbareste Ringe, Armbaand, Ørenringe, Perlesmykker, Diamantnaale. Ganske blændet skød hun Skuffen i. En Sideskuffe indeholdt en svær Rulle Guld og en Pung med Smaamynt. — „Alene, alene!“ raabte Clotilde halv høit og løb op ad en Loftstrappe med sit Skrin i Haanden. — Det første hun nu foretog sig, var at læse Serafines Dagbog. Den indeholdt kun faa Blade; men disse vare fulde af levende Bemærkninger over Mennesker og Stæder; og overalt fremlyste et Bekjendtskab til og Omgang med de fineste og første Cirkler. Ved Siden deraf fandtes vemodige Ytringer over hendes Sundhedstilstand, og den ømmeste Bekymring for den deltagende, kjærlige Fader. Ja paa et af de sidste Blade stode endog følgende Linjer:
„Døden har kysset mig. Dens Haand har berørt med sin Iskulde mit ungdommelige Bryst. Jeg har kun eet stærkt Baand at sønderrive. O, Du ærværdige, ædle Olding, min store, min elskede Fader! Dig skal jeg forlade! Du er da snart ene. Dersom jeg vidste, at der gaves eet Hjerte, som vilde elske Dig, — een Sjæl, som vilde erstatte mig! o Gud! styrk den Ærværdige og skjænk ham Trøst!“
Taarerne badede Clotildes Ansigt. Alle Bevæggrunde talte paa een Gang til hendes Hjerte. Ude af sig selv styrtede hun ned i Stuen og raabte, idet hun sank ned for Grevens Fødder: „begrav Clotilde! Serafine lever og skal følge Dem!“
„Saaledes være det da!“ raabte Wildenau og gjorde som et Slags Frasigelsestegn sin Datter et dybt, koldt Buk. Men Lajils skjælvende Hænder laa om den Knælendes Hoved, og han udsagde i utydelige Ord sin faderlige Velsignelse over den hulde Pige. — Mariane stsøttede sig op imod Skabet i en Smerte, hvorunder det svage Legeme syntes at skulle opløses. —
„Men nu ogsaa den yderste Forsigtighed!“ sagde Greven blidt, men fast. „Du, min Datter, kaster strax dette Slør om dit Hoved og indhyller Dig i denne Silkekaabe. De, Hr. Overførster, sørger for, at Ligets Ansigt bliver skjult, og underretter Deres Folk. Jeg gaar nu ud til mine Betjente og forbereder dem paa min Datters Bedring og vor hastige Afrejse.
„Og Stahl?“ spurgte Clotilde, som vaagnende af en Drøm. „Derom skulle vi tale et Ord, min Pige!“ svarede Greven, og et Vink bortfjernede Husets Herskab.
„O mit Barn! tag med denne simple Guldring, som min hengangne Serafine har baaret, tag med den dine nye Pligter og Rettigheder, dit nye Ravn!“ — Under Taarer modtog Pigen dem og favnede villig den kjærlige Gamle.
„Ja, hvad Stahl angaar, Serafine! jeg veed, Du elsker ham; din Lykke skal være min, og jeg bilder mig ikke ind, at min Faderkjærlighed skal kunne erstatte din Elskers. Men det maa Du nu overlade til min Klogskab, at bestemme, naar og hvor Du skal gjenfinde din Ven. Er Du bleven min Datter, saa bliver han jo min Søn. I eders Sommervarme vil jeg Gamle sole mig. At Afskeden fra Wildenau ikke bliver Dig tung, det har den — — det har han selv sørget for. Din Moder, din fromme Moder vil blive Dig haardt at forlade. Kjæresten, den smukke Ungersvend, — nu ham tager Du skriftlig Afsked med. Skriv Du ham aabent den hele Sammenhæng til; bed ham forholde sig rolig her, til han faar Brev fra Dig igjen; lad ham kun opsige sin Tjeneste og holde sig færdig til Afmarsch. Min dyrebare Datter! Snart skal han flyve i dine Arme, og tro Du mig, jeg har baade Evne og Vilje til at gjøre eder ret meget lykkelige.“
Greven kyssede hende atter, skød Papir og Pen hen til hende og gik til Døren. „Men hvorfor skrive? i denne Eftermiddag maa han komme?“ — „Og i denne Formiddag maa vi rejse, min Glut?“ svarede Greven venlig, men fast, og gik ud af Stuen.
Clotilde stod raadvild midt paa Gulvet. „Endnu er det Tid! endnu kan jeg træde tilbage! Gud, og hvortil? Hvilke ere Stahls Udsigter? han har aldrig talt derom. — Og hvilken er den Fremtid, jeg nu frivillig vælger? den betegnes med Guld og Briljanter; men jeg kjender den ikke. Jeg ved jo ej engang, hvorhen den fremmede Fader fører mig; jeg ved neppe, om han fører sit eget Navn.“
Udenfor tordnede Wildenaus Stemme imod en af Jægerne, og uvillig foer Clotilde sammen. „Jeg har intet at tabe; alt at vinde. Qu’il soit! —“ og rask fløj hun til Skrivebordet og udgød sit Hjerte, sine Forhaabninger over Papiret i et langt Brev til den Elskede. Neppe var hun færdig og havde trykket Oblaten fast, førend Greven indtraadte med den vaklende Moder ved Armen.
„Giv det til hende, min Serafine! Favn hende, og tak hende for al hendes Kjærlighed!“ —
Maalløse laa Moder og Datter om hinandens Hals. Da Clotilde atter rejste sig i Vejret, saa hun Faderen ved det aabne Skatol modtage efter Vegt det blinkende Guld. „Det er Velsignelse for din Skyld!“ hviskede Moderen. „Det er Betaling for Datteren!“ svarede det højt i Pigens Sjæl. Men denne Tanke, langt fra at gjøre hende vaklende, gav hende først ret Afsky for at tænke sig tilbage i et barnligt Forhold til den lavt tænkende Wildenau.
Frokosten blev indbaaren; Lajils Tokajer spillede i de smaa Flasker. Mariane syntes at ville drikke Forglemmelse og Kraft, Serafine Mod og Holdning, Wildenau Evne til at dølge sin Glæde. Lajil tog ikke synderlig Del i Maaltidet, betragtede med rørt Velbehag sin nye Datter og saa derefter urolig paa Uret.
Endelig var Alt færdigt. Serafines Haab, at Stahl endnu skulde komme inden Kaffeen var nydt, forsvandt, idet Rejsevognen fremrullede, og Greven førte hende bort til Forældrene, for at hun, maaske sidste Gang for dette Liv skulde omfavne dem. Endnu tusinde Ting vare forglemte — endnu — — men, Fjeneren slog Fodtrinet ned; og halv afmægtig hvilede den nye Grevinde i den ømme Faders Arme, imedens Vognen med Besværlighed æltede sig henover den oversvømmede Landevej. — Endnu et smerteligt Øjeblik forestod Pigen. Stahl kom i anstrengt Trav imod Vognen, og red den forbi, uden at høre det Udraab, hvormed den Elskende kaldte paa ham. Hun rakte sig ud efter ham; hun raabte til Kusken; forgjæves! Hjulenes Plasken i Vandet overdøvede hende, og den gode Gamle, der endelig blev reven op af sine alvorlige Drømme, beroligede hende dermed, at Stahl inden et Kvarteer vilde være i Besiddelse af hendes Brev.
Da Vognen rullede afsted, laa Fru Wildenan jamrende paa Sofaen. Hendes eneste Fortrolige var borte; hun var nu aldeles forladt! dertil kom den ængstlige Uvished om den Fremtid, hendes dyrebare Clotilde gik imøde; og for at forøge det Skrækkelige kom den Omstændighed, at et Bedrageri skulde udføres og vedligeholdes. „O havde dog Stahl været her først!“ sukkede hun ved sig selv. „Hvad vil han sige!“ — „Lad mig sørge derfor!“ brummede Overførsteren, som just traadte ind. „Hvor er Brevet?“
„Hvilket Brev, Mand?“
„Sladder! Brevet, som Clotilde skrev. Hid med det!“
„Jeg har lovet at give det i hans egen Haand.“
„Guds Sved! skal jeg sige det to Gange! Herhid, eller —“
Skjælvende adlød den Ulykkelige. — Wildenau rev Kjøkkendøren op og kastede Brevet i Luerne.
„Se saa: Men der kommer han jo ret tilpas. Jeg ser ham henne ved Grinden. Gaa nu Du smukt ind i dit Sovekammer og græd ud. Jeg skal nok affærdige Knegten. I Nat skal først Tøsen dø, og saa kan Du græde saa meget, Du vil, i Morgen.“
Neppe havde han skudt hende ind i Sovekammeret og lukket Døren af, førend Stahl traadte ind, bukkede høflig for Overførsteren og spurgte efter Clotilde.
„Stakkels Barn,“ sagde Wildenau og trak paa Skulderen; „hun har været syg, næsten siden De i Forgaars forlod os. Nu skal hun netop, siger min Kone, være falden i Søvn. Saa bliver det vel bedre med hende. Jeg skikkede ogsaa Kjærlingen til Sengs; for hun har vaaget over Clotilde.
„Men min Gud!“ raabte den bestyrtsede Elsker; „lad mig dog se hende!“ — „Vist ikke Søn! lad hende nu sove. Men ved De hvad, Stahl, De kan gjøre mig en stor Tjeneste, ved i mit Sted at rejse hen til Justits-Amtmanden i Eftermiddag med disse Dokumenter. Her har De Fuldmagt til paa mine Vegne at underskrive. Det er nogle faa Lister, som skulle konfereres. De kommer tilbage betids i Aften, og saa skal De finde Deres Clotilde i Negligøe ved Bordet, hvor De skal varme Dem paa et godt Glas Mumme.“
Stahl krympede sig; men han kom ingen Vej med Overførsteren, og red fortrædelig hen af Landevejen — uden at høre Wildenaus spottende Haanlatter. — „Ja bi Du kun: Du skal ikke slippe fra Amtmanden saa snart, og naar hun først er puttet i Jorden — — Men nu Resten af Komedien ude iblandt Tyendet.“
Neppe var Stahl ude af Sigtet, førend Wildenau publicerede for Tjenerne Clotildes pludselige Død. — Da Stahl efter tre Dages Forløb havde faaet Ende paa Forretninger, som med Flid vare blevne sammendyngede hos Amtmanden, viste den bedrøvede Fader ham en nys opkastet Grav. — Den unge Mands Smerte var ubeskrivelig. Bleg og forstyrret vankede han om over de høstlige Marker, og forgjæves søgte Overførsteren at vække ham til Virksomhed. Men paa den blide Mariane gjorde Stahls dybe Kummer et forstyrrende Indtryk. Hun vilde forgaa i Smerte og Selvbebrejdelse; og inden Aarets Udgang havde denne lidende Kvinde udaandet og hvilede ved den ubekjendte Møs Side. — Stahl havde imidlertid forlængst taget Afsked af Forst-Tjenesten og var rejst — Ingen vidste hvorhen.
Grev von Lajils Rejse gik raskt og muntert fremad. Snart solgte han sine Heste og betjente sig af de offentlige Postkareter, og den efterhaanden oplivede Serafine glædede sig ved den brogede Vrimmel af fremmede Mennesker, de let knyttede og igjen efter Timers Forløb opløste Forhold. Overalt viste man den anseelige Hr. von Lajil (han lod sig ikke kalde Greve) og hans fortryllende Datter den Opmærksomhed, som Rigdom, Stand og Ynde kan gjøre Fordring paa. En italiensk Kammerjomfru, men som dog talede fransk, var allerede forlængst antagen, men ikke ganske efter Serafines Sind, der længtes efter det kjære, gedigne Tydske, hvilket hun alt mindre og mindre fik høre, alt som deres Rejse drog sig mere imod Syden. Hvad der trykkede Serafine mest, var det Hemmelighedsfulde, som Lajil endnu vedligeholdt. At hun skulde tilbringe sit Liv i glimrende Højhed, at hendes Fader var en stor Fyrstes Yndling — dette var Alt, hvad Serafine vidste om sin Fremtid. —
„Saa snart vi komme i Rolighed paa en Vens Godser, hvor jeg vil tilbringe Vintermaaneden,“ havde Greven sagt, „skal Du faa Lov at skrive til din Stahl. Da skal jeg ogsaa nærmere gjøre Dig bekjendt med mine Forhold.“ —
Imidlertid vare Uger fulgte paa Uger, og maaske gjøre vi ikke Serafine Uret, om vi antage, at hun lod sig trøste ved Umuligheden af at kunne skrive sin fjerne Ven til. Lajil var en underholdende Selskaber, havde seet og lært Meget; men Serasine vidste ikke selv, hvoraf det kom, at hendes ubegrændsede Agtelse for Greven efterhaanden stedse aftog. Hans Blidhed forekom hende ofte paatagen, hans Holdning tvungen, hans enkelte Ytringer angaaende deres Fremtidsliv hverandre modsigende.
Rejseselskabet havde opholdt sig i Triest, og Farten gik igjennem Fiume. Her blev Lajil først ret munter. Nu, min Serafine, skal Du snart finde Hvile efter din lange Rejses Besværligheder. Inden Aften ere vi paa min Vens Landgods. Der vil Du finde herlige Veninder, ogsaa et Par af dine Landsmandinder, med hvem du kan pludre Tydsk. Der skal jeg ogsaa drage Forhænget til Side for din stolte Fremtid.
Med ængstlige Tvil tilbragte Serafine den sidste Del af Rejsen. Vejen slyngede sig imellem Klipper, langs ad Bjergvægge, som vare farlige nok at befare med den tunge Rejsevogn. Fra Fiume af havde
Greven medtaget et Par haandfaste Ledsagere, ved hvis Hjælp man efter mange Besværligheder endelig naaede en Dal, hvori i den mørke
Aften et oplyst Slot skinnede de trætte Rejsende imøde. Lajil var saare oprømt. „Nu, min elskede Datter, ere vi ved Maalet!“
Han lod Postillonen blæse. Vindebroen gik ned. Trompeter skraldede de Indkjørende i Møde. En prægtig Skare rigklædte Tjenere stode paa Marmortrapperne med Voxkjerter i Haand. Men iblandt dem krummede en liden bleg Mandsling sig med sin Hushofmesterstav. Alt syntes at forraade Glæde. Greven gik med glad Stolthed med sin Datter ved Haanden og modtog sin Hyldning. Pludselig hviskede Hushofmesteren sagte i Øret: „Adhòn! mirmah!“ blegnende saa Greven sig om. Men den lille Hebræer var forsvunden. Med usikre Fjed, med vanskelig tilvunden Stolthed skred han ind i den store Sal. Forbauset ved det Syn, som her mødte ham, vilde han ile tilbage. Men stærke Hænder holdt ham fast. — Omgivelserne vare vistnok ikke de venligste. Den hele Sal var opfyldt med østerrigsk Militær. I Baggrunden af Salen stod en ung, rank Mand med Ordenskors og dragen Sabel.
„Allah! hvad er dette?“ fnøs Lajil.
„Troløse, mer end vantroe Hund! — Elendige Afskum! hverken Dine Fædres Gud, som Du har afsvoret, Du menedige Jøde eller Allah vil hjælpe Dig. Padischah er for langt borte for at hindre Retfærdighedens Arm. Bort, Elendige! til jeg, din Dommer, atter kalder Dig for mig.“ — Den alvorlige Stemme taug; men et Vink, og Lajil var ude af Salen og i sikker Bevaring. Serafine laa uden Bevidsthed op til sin Kammerpiges Bryst. Denne Scene maatte gjøre et skrækkeligt Indtryk paa hende, om hun endog ikke havde hørt og gjenkjendt Dommerens kraftfulde Røst. Hun slog Øjet op; Militæret var borte; men ømt hvilede Stahls Blik paa den udmattede Pige.
„Gud ske Lov, Du kommer Dig, dyrebare Clotilde! Nu, saa er alt godt! Lad mig lede Dig ind i dit Kammer, Elskede. Hvil Dig nogle Timer og nyd en Smule Forfriskninger. Saa snart Du har vundet Kræfter igjen, skal jeg løse Dig de mørke Gaader.“ —
Vi kunne maaske bekvemmest paa dette Sted sætte Læseren ind i Sammenhængen. Haldor von Stahlen, en ung, talentfuld Kriger, der i den østerrigske Armee havde mer end een Gang udmærket sig under de sidste Felttog, blev af en ubesindig og temmelig uværdig Kammerat paanødet Pistolen, og var saa uheldig at nedlægge ham. Skjønt alle Underrettedes Vidnesbyrd ganske stemte med det, hans Samvittighed gav ham, at han havde grebet til Nødværge imod en Rasende, fandt han det dog raadeligst i dybeste Inkognito at oppebie Sagens Udfald. Tilfældet bragte ham paa det Indfald, at forestille en Volontørjæger og som Opsynsmand tage Tjeneste hos en Godsejer, med hvem han stod i nøje Venskabsforbindelse, og som kunde underrette ham om Udfaldet af den slemme Duel. I denne Forklædning lærte han at kjende den skjønne og dannede Clotilde og i denne Forklædning have vi gjort hans Bekjendtskab. Stahl eller rettere Kaptejn von Stahlen var intet Øjeblik i Uvished om, hvorledes han som ærlig Elsker vilde, til Trods for adelige Fordomme, hævde sin Elskede. Men saa længe hans Inkognito var nødvendigt, fandt han sig taalmodig i Overførsterens Udfald og Luner, og glædede sig i Følelsen af at være elsket for sin egen Skyld. — Hvorledes han blev tilmode ved Efterretningen om Clotildes pludselige Død, have vi fortalt.
Nedstemt, syg paa Sjæl og Legeme vandrede han om i Egnen, indtil han fik Underretning om sin fuldkomne Frifindelse og blev tilbagekaldt af Kejseren. En Aften sad han nedsunken i bitre Erindringer i et Vertshus, da hans Øjne faldt paa et Par Blyantslinjer i Vindusposten. De løde saaledes:
„Dersom Nogen fæster Øjet paa disse Linjer, da søge han i Retfærdighedens Navn at opspore en gruelig Forbryder. Dette skrives i Mørket den 14de Oktober 1820 af et Fruentimmer, som er bleven forgivet af en foregiven Fader ved Navn Lajil. Hvorhen han tager sin Vej, ved jeg ikke; men om to Maaneder vil han bestemt indfinde sig paa Slottet Wampyr, der tilhører hans Haandlanger, Jøden Bertel, og ligger i Nærheden af Fiume.“
Stahlen, ved denne mærkelige Annonce udreven af sin Uvirksomhed, ilede til nærmeste Øvrighed. I al Stilhed bleve strax Undersøgelser anstillede; men da, som vi formode, Lajil paa Vejen havde skiftet Navn, kom Øvrigheden snart ud af Sporet. Dog holdt dette sig endnu forbi Overførster Wildeuau, og, hvad opdager ikke Elskerens Øje? Stahlen gjettede Sammenhængen og afvristede Egteparret Sandheden, hvad Clotilve angik. Derved fremskyndedes uden Tvil den ulykkelige Moders Død, som vi forhen kun i Forbigaaende kunde berette. Derimod blev den unaturlige Fader sat fast. Han unddrog ved en frivillig Død Verden de nærmere Oplysninger om den Forbindelse, hvori han sandsynligvis fra ældre Tider havde staaet til den saakaldte Lajil.
Med Mod og Kraft anlagde nu Stahlen sin Plan. Fra Kejseren forsynet med Fuldmagt, rejste han lige til det betegnede Sted, uden at forsømme ved Andre at søge forud at indhente Skurken. Det sidste lykkedes da ej. Jøden Bertel maatte bekjende, at hans Kompagnon, som egentlig hed Isaak Isaakssøn, var for flere Aar siden gaaen over til Islamismen under Navn af Ali, og levede i Constantinopel i megen Anseelse hos Sultan Mahmud II, hvis Seraj han forsynede med mangen Skjønhed. Til den Ende, og da Padischahen skal gjøre meget af Mellemeuropas Damer, foretog han sig at indrette et Etablissement paa Slottet Wampyr i Forening med sin Ven Bertel. — Men Isaaks Ærgjerrighed blev ikke tilfredsstillet i den Grad som hans Pengebegjærlighed. En Gang i et af Sultanens muntre og naadige Øjeblik, havde han den Dristighed at udbede sig en Sultanindeplads for sin Datter, hvem han beskrev for „Guds Skygge“ som dejligere end alle de Germaniens Døtre, der hidtil havde kysset Støvet af Mekkas Tjeners og Herres Fodsaale. „Dersom Du ikke lyver, Slave, saa ved Profetens Skjæg, hun skal blive min syvende Dronning og, vil Mahomed Mustafa, Valide-Sultan; og Du bliver Pascha af to Tok. Thi Du har Naade for mit Ansigt.“
Skyndsomst forlod nu Ali sit Hjem, for at finde sig en Datter. Men hun var ikke let at finde. Alis stolte Holdning, fine Dannelse, store Rigdom og den Stand, han antog, gav ham vel overalt Adgang. Men Skjønheder af det udmærkede Slags, han maatte søge, og som tillige kunde spille den Rolle, han fordrede, vare ikke lette at finde og endnu vanskeligere at bringe paa hans Side. Endelig troede han at have fundet sin Skat i den dejlige Serafine Molt, Datter af en ædel, men fattig Musikus, og selv udmærket ved sin skjønne Stemme. Vel var Serafine svagelig og af Lægerne næsten opgiven. Men ved Alis kostelige Elirir og ved den Adspredelse, han vidste at forskaffe hende, vandt hun i kort Tid sin Sundhed. Forlængst havde han vundet Faders og Datters ubegrændsede Tillid og Taknemmelighed. Da det nu syntes ham paa Tiden, lod han Molt paa en let Maade gaa over i den anden Verden, efter først at have ladet sig Datteren testamentere. Alt for fikker i sin Plan, alt for overbevist om den ham hengivne Serafines Bifald, rykkede han i en ubetænksom Stund ud med saa meget af sin Hemmelighed, at den verdenskloge Pige gjennemskuede ham og ved et opsnappet Brev satte sig aldeles ind i hans Stilling. — Hendes Forsøg paa at undslippe og angive ham, bestemte ham til at rydde det ulykkelige Offer af Vejen. — Vi have seet hende dø; vi have ogsaa seet, hvorledes Clotildes Ynde henrev ham; og vi have nu kun at til føje, at Forbryderne bleve afstraffede, men Clotilde den tilgivende og troe von Stahlens lykkelige Brud.