Adolphe/00
Foruden «Adolphe » (udkommen 1816) har
Benjamin Constant (1767—1830),
saavidt jeg ved, kun leveret én, ikke så
bekjendt, roman «Cécile»; desuden forekommer der i hans efterladte papirer
brudstykker af en sådan – i brevform.
Endvidere er han forfatter af et drama
«Waldstein».
Hans øvrige omfattende
litterære virksomhed var af politisk[1] og
filosofisk art. Hans verk «De la religion considerée dans sa source, ses formes et ses developpements» er vel det mest kjendte.
I politisk henseende indtog han i en længere årrække en meget fremtrædende plads. Den diplomatiske smidighed, hvormed han krydsede sig frem under forskjellige Regjeringer, gav hans uvenner anledning til mange skarpe bemerkninger. Sainte-Beuve, hvis udtalelser om Constant er af stor interesse, dømmer ham som politiker temmelig strengt. Han anerkjender naturligvis hans fremragende ydre betingelser – Constant var jo bl. a. i sin tid en af deputeretkammerets første talere – men «hos alle dem, der gjør krav på at være statsmænd, må man,» mener Sainte-Beuve, «ha ret til at kræve alvor, og det er netop det svage punkt, der straks springer en i øinene, når man skal bedømme den rolle, Benjamin Constant har spillet: en altfor stor del af ham parodierede den anden.»
Sainte-Beuves dom over Constant som politiker gir os et rigtigt vink til forståelsen af mennesket Constant. «En altfor stor del parodierede den anden.» Netop endel af de samme ting, der gjør ham farlig som statsmand, gjør ham interessant som menneske og som kunstner. På det område falder Sainte-Beuves dom anderledes. «Det er langt fra mig at hade Constant,» svarer han de Loménie, der fandt, at han havde behandlet Constant for hårdt, «jeg frygter tværtimod for, at jeg, når jeg læser op igjen hans feiltrin i «Adolphe», vil elske dem.» – «Jeg kunde forstå,» sier han sammesteds, «den uvilje, mine bemerkninger har vakt, når der var tale om en rent litterær mand.» Men ligeoverfor en politisk størrelse finder han opfordring til at anlægge en moralsk målestok. «Forøvrigt dreier det sig ikke her om at dadle eller rose: je suis moins disposé et moins autorisé que personne à ce genre de morale qui condamne, je crois très suffisant pour mon compte de me tenir à celle qui observe et qui montre.»
I sine «Hovedstrømninger»[2] har dr. Brandes gjort «Adolphe»s forfatter til gjenstand for en åndfuld karakteristik, hvor han i alt væsentligt støtter sig til endel artikler i «Revue des deux Mondes» fra tredive- og firti-årene. På enkelte punkter forekommer det mig, at dr. Brandes har behandlet sine dokumenter lidt frit. Således har jeg havt vanskeligt for at få det billede, han gir af Ellénores situation, hendes åndelige dispositioner, på det tidspunkt, hun møder Adolphe for første gang, til at passe sammen med romanens egen fremstilling. Det forekommer mig, at dr. Brandes' reformatoriske trang her desværre har bragt ham til at udmale Ellénores vanskelige forhold til samfundet mere veltalende, end Benjamin Constant selv har fundet det påkrævet. – Men alt i alt gir dr. Brandes' bemerkninger naturligvis et ganske levende billede, både af «Adolphe»s forfatter og af verket selv. – Af de kilder, jeg har gjennemgået, synes mig iøvrigt det uddrag af Constants breve til madame de Charrière, der meddeles i «Revue des deux Mondes» for 1844, at tegne os det kraftigste og klareste billede af denne evig skiftende og modtagelige ånd. – Inden den yngre franske litteratur har Maurice Barrès leveret en spirituel, men fra et kritisk synspunkt lidt for tilspidset essay i «Un homme libre». – Idetheletaget er det unge Frankrig meget villigt til at anerkjende Constant. Han er blit en af dekadencens helgener.
Benjamin Constant førte i sin ungdom et temmelig kosmopolitisk liv. Han er født i Lausanne, men tilbragte sine ungdomsår dels i Frankrig, dels i Tyskland, dels i Holland, hvor hans far en tidlang indtog en høiere embedsstilling. Desuden reiste han nokså meget. Bl.a. gjorde han, 20 år gml., på egen hånd en tur til England, etslags flugt, hvorunder hans første breve til madame de Charrière er skrevne. Han var af flere grunde kommet ud af ligevegt; han havde nylig erhvervet sig etslags kurv hos en koket ung dame, en kurv, der dog ikke rummede alle fremtidsmuligheder – hans far vilde foreløbig fjerne ham fra de altfor udviklende parisiske omgivelser, hvori han dengang færdedes – – han var idetheletaget nedslået og kjed af det hele. Istedenfor at ta til provinsen med sin manuduktør, rømmer han i al stilhed til England, hvor han streifer landet rundt, besøger etpar venner og studerer folkelivet. Han var yderst dårlig forsynet med mynt; og hans bagage var meget let. Denne nye, for ham ukjendte, måde at leve på opliver ham, men han blir forholdsvis hurtig træt af det, og hans i virkeligheden meget liberale far og han kommer uden større vanskelighed til et kompromis.
Denne far, der spiller en vis rolle i «Adolphe», er der tegnet med få og sikre linjer. En korrekt, ikke uelskværdig, men tilknappet verdensmand, der holder meget af sin søn, men har vanskeligt for at si ham det – altid behandler ham lidt raillerende, og derfor ikke kan vinde hans fortrolighed – en mand, der slipper sig løs i sine breve, men til daglig udbreder en vis kulde om sig, erfaren og sikker, med en almindelig, ikke altfor frisindet gentlemans syn på tingene – således omtrent er det billede, man får af den ældre Constant. Der er adskillig lighed mellem ham og sønnen, men denne gjør et betydelig mere sammensat indtryk. Han er mere oprevet, mere i strid med sig selv; han er blødere, mere let påvirkelig. Constants mor døde tidlig; flere af hans biografer søger heri et vigtigt moment til forståelse af hans uregelmæssige udvikling. Han stod som barn meget alene, blev tidlig voksen, efter den almindelige beretning fænomenalt tidlig voksen. Man anfører et brev fra ham til hans bedstemor, hvor han kurtiserer hende som en dreven kavaller. Han var dengang 12 år gammel. Brandes har optaget det i sine «Hovedstrømninger»; Sainte-Beuve sætter et spørgsmålstegn ved det.[3] Sikkert er det, at han var hurtig moden, havde flere oplevelser, led nogle erotiske skuffelser, der dog ikke tog altfor meget på ham, tyve år gammel anså han sig for overmåde blaseret – han brugte at si: «i min ungdom, da jeg var seksten år» – og i virkeligheden havde han også erhvervet en dybere livslede end de fleste, der har troet som ham. På dette tidspunkt foreligger altså begyndelsen af hans korrespondence med madame de Charrière. Den maler os fortrinlig hans kloge og nuancerede fysionomi. Det er vanskeligt at si, om grundtonen er en vis sørgmodighed, en sørgmodighed, der næsten virker livlig på grund af sine mange overgange, der snart er af mere almenmenneskelig, snart af temmelig snever egoistisk natur, og ikke sjelden har sin rod i selvforagt, – eller om den snarere er at søge i hans ironi, en ironi, der undertiden synes at bli temperament, bli hans egentlige sjæl, der mere end hos nogen anden kunstner, jeg kjender, er gået i blodet, en ironi, der øiensynlig er ham en høi og smertelig nydelse, der trøster og stålsætter ham, er ham hans væsens rygrad. De fleste af hans breve begynder i mol; idetheletaget befinder Constant sig ofte i mol; han er meget af en Werther, han omgåes, mens han er ung, stadig den tanke at begå selvmord – såvidt jeg erindrer, gjorde han endogså et mislykket forsøg – men når han har betragtet sit melankolske jeg længe nok, lister der sig et smil over hans fint forstående træk, og hans andet jeg; det parodierende, tar ordet. Og man føler, hvordan de sirlige, epigrammatisk tilspidsede ord, hvormed han besørger sin egen henrettelse, volder ham en ganske særegen glæde. Efter en sådan afstraffelse tillader han, lig en munk, der nylig har stået skrifte, atter sin sentimentalitet nogle småsynder. – Det morer ham midt i den høiere tragedie, i det snart douce, snart lidenskabelige tonefald, hvori han taler til sin moderlige veninde, madame de Charrière, at kaste ind en liden sætning, med nonchalant gratie, med et smil, der pludselig breder et skjær af latterlighed over det hele. I etpar af hans mest melankolske breve afbryder han således stemningen ved at fortælle om sine «tre skjorter» – alt fik være for hvad det var – «men jeg har bare taget med mig tre skjorter, det er alligevel det værste, De indbilder Dem ikke, hvor jeg lider.» Og undertiden, når han har været særlig varm i sine indberetninger om engelsk folkeliv — hvad han forøvrigt ikke har bragt synderligt ud af – undslipper det ham, at det hyggeligste ved den hele reise igrunden er at tænke på al den komfort, der venter en, når man kommer hjem. – Han tager sig aldrig selv helt seriøs; han forlangte det egentlig heller ikke af andre. Jo – etsteds optrådte han hyppig meget seriøst: det var på talerstolen. Når ban kom på tribunen, var han den store og alvorlige, for landets vel bekymrede patriot. Og han blev troet af mange. Sainte-Beuve og flere med ham har imidlertid, som ovenfor anført, sine tvil ligeoverfor dette alvor.
Det er naturligvis ikke bare sine egne svagheder, Constant morer sig over. Han har også adskillig glæde af sine medmennesker. Han er ikke fri for at raillere sine veninder en smule; det hænder, at han i sin korrespondence med én af dem morer sig ypperlig over en anden, som han også korresponderer med, og som han forøvrigt er meget hengiven. Bagefter er han rigtignok endel skamfuld. Han er idetheletaget selv meget rede til at indrømme sine forseelser. Det selvportræt, han tegner os i «Adolphe», søger han intetsteds at flattere. Og når han står ligeoverfor mennesker, der eier hans fortrolighed, således som madame de Charrière, er han meget oprigtig. Men ligeoverfor andre har han gjerne en eller anden rolle at spille. Det er bleven sagt, at hans liv var en eneste række af roller. Der er jo heller ikke tvil om, at en mand med hans sjeldne esprit – en esprit, der forledede ham til at si og foreta sig meget, han lige så gjerne kunde undladt – og hans næsten feminine sensibilitet er meget udsat for at anlægge sit væsen i høi grad efter de mennesker, han kommer i berørelse med.
Brandes sammenfatter sin opfatning i følgende karakteristik: «han har den sørgelige ære at frembyde den mest fuldstændige type på denne art kontradictoriske naturer: han er på én gang oprigtig og løgnagtig, veltalende tør, varm og udslukt, romantisk og antipoetisk, ikke til at gribe.» Det forekommer mig, at Brandes i det store og hele taget lægger vel megen vegt på det tørre og udslukte hos Constant. Han er efter min opfatning meget mere oprevet end tør, mere ujevnt opblussende end udslukt; hans selvironi har et sterkt moment på samme tid af smerte og af nydelse, som Brandes efter min mening ikke nok betoner. Måske kommer denne uoverensstemmelse deraf, at Constant ikke paa langt nær stod den tid så nær, hvori «Hovedstrømninger» er skrevne, som han står vor. En bemerkning af Constant, som Brandes anfører lige ovenfor, er i så henseende betegnende: «Ingen sandhed er fuldstændig, sålænge man ikke tar dens modsætning op i den.» En sådan bemerkning forstår vi antagelig bedre end mændene omkring 1870.
Der er over Constants ungdom en altid bevægelig uro. Der er over hele hans liv en aldrig tilfredsstillet søgen, en mangel paa evne til at lægge sig til hvile med et resultat. Også denne søgen vil den nuværende ungdom let kunne følge og forstå. Maurice Barrès fæster sig i «Homme libre» sterkt ved denne bevægelighed hos Constant. Han gir den imidlertid en for hans egen bog afpasset forklaring, som er mere åndrig end helt antagelig. Efter hans opfatning er Benjamin Constant en af de få vise, der har begrebet, hvori livets hemmelighed stikker. Og denne hemmelighed har en anden stor mand, Ignatius Loyola, udtalt i sin «Åndelige øvelser», hvor han, efter at ha regnet op alle de midler, der kan gi sjælen fred, slutter med dette råd: «Og så har den troende ikke andet end at begynde forfra igjen.» – Hvis vi vil ha det rette udbytte af livet, mener Barrès, «så lader os hver morgen forme vore drømme, og det med den yderste grad af energi, men lad os være vidende om, at de ikke vil føre til noget.» «Soyons ardents et sceptiques.» Det sidste var uden tvil Benjamin Constant: ardent et sceptique. Og den evige søgen, man møder hos Constant, dette, at alt hvad han eftertragter, lettelig blir ham værdiløst, når han har nået sit mål, det er for Barrès den store verdensklogskab, der sætter selve livsnydelsen i det at attrå. Nu – i hvor høi grad Constant selv var sig denne klogskab bevidst, hvor meget han nød sin egen søgen – skal jeg ikke forsøge at trænge nærmere ind i. Forsåvidt har Barrès ret, at en mere konsekvent søgende mand end Constant er vanskelig at påvise. Han attråede stadig nye erobringer, hans ånd krævede stadig nye seire. Og intet bragte ham i den grad til at udfolde sit talent, som når han mødte alvorlig modstand. I kjærlighed og i politik – overalt – var det denne modstand, der ildnede ham – undertiden i den grad, at den kloge mand gjorde dumheder. «Jeg elsker,» sier Barrès, «i det øieblik madame de Récamier vægrer sig – fortvilelsen, det lysende vanvid hos denne «homme de désir », der aldrig elskede andre end sig selv, men som «la contrariété rendait fou. »
Det mest interessante i en interessant mands liv er hans forhold til kvinderne. Det fyldigste indtryk af Benjamin Constants erotiske følelsesliv får man i «Adolphe».
– – Forfatteren af artikelen i «Revue des deux Mondes » 1844 om korrespondencen mellem madame de Charrière og Benjamin Constant sier, at ligesom indtrykket af hans bog: «De la religion considerée dans sa source, ses formes et ses developpements» er dette: «Gid jeg kunde tro,» så er indtrykket af Adolphe: «Gid jeg kunde elske.» For Constants religiøse standpunkt indeholder iøvrigt «Adolphe» en betegnende bemerkning: «Det overrasker mig ikke, at mennesket føler trang til en religion; hvad der forbauser mig, det er, at det nogengang tror sig sterkt nok, sikkert nok i ly for ulykken til at kunne vove at vrage en eneste: det skulde synes rimeligt, at man i sin svaghed påkaldte dem alle.» Om derimod åndrighedens anden halvdel rammer det essentielle i «Adolphe», anser jeg for tvilsomt. Mig synes «Adolphe» bedst karakteriseret som en døende kjærligheds roman. En kjærlighed, der aldrig har været sund og rødmusset, en skrantende kjærlighed, der lever et febrilsk liv i utallige sindsbevægelser, som hver især stjæler lidt af dens kraft. En kjærlighed, som måske ikke kan kaldes kjærlighed, som er medlidenhed, forfængelighed, sympati, taknemmelighed, alt hvad der grupperer sig om kjærlighedens kjerne, men lidet eller ingenting af denne kjerne selv. – Øiebliksvis synes mig dog det egentlige at være tilstede. En døende kjærligheds roman: – en lang kjærlighedens dødskamp, hvori Adolphe stadig søger at rive sig løs fra sin elskerinde, men kan ikke.
Bogen begynder med en skildring af Adolphes ungdom. Her finder man bl. a. den ovenomtalte karakteristik af hans far. Et andet menneske, som også havde megen indflydelse på Adolphes ungdomsudvikling, var en dame, hvori man gjenkjender madame de Charrière. I sin karakteristik af denne, sier meddeleren i «Revue des deux Mondes», har dog Constant gjort sin moderlige veninde endel uret. Foruden sin kloge hjerne eiede hun også et varmt hjerte. Men at Constant af deres fælles skeptiske gjennemgåelse af livet «sous toutes ses faces» har høstet adskilligt udbytte, synes utvilsomt.
I en liden tysk hovedstad begynder romanens handling. Adolphe, der føler sig meget fremmed for de gjennemgående tarvelige omgivelser, har der fået ry for at være «en let herre, spottelysten og ondskabsfuld». Han er imidlertid «distrait, inattentif, ennuyé» og tar ingen notis af det indtryk, han selv gjør. Men på dette tidspunkt kommer han i berørelse med en kvinde, som hurtig begynder at interessere ham. Denne kvinde – Ellénore – skal altså som bekjendt ikke være nogen anden end madame de Staël. –
Skildringen af Adolphes forelskelse, således som den ytrer sig i sit udbrud, er meget illustrerende – den er lidenskabelig nok, men hvad der forsyner hans lidenskab med den kraftigste næring, hans elskov eller hans forfængelighed, er ikke godt at afgjøre. Absolut pålidelig i alle enkeltheder virker denne stormende opbrusning nu heller ikke. Man må ofte uvilkårlig, når Constant er mest bevæget, erindre hans bekjendte ytring: «Jeg er rasende, jeg er vanvittig af raseri, men det hele er mig igrunden ligegyldigt.» Denne gang varer ialfald ophidselsen ret længe.
– Med en overbevisende pålidelighed og en malende kraft, der ofte gjør en ligefrem overvældende virkning, gir forf. så forholdets udvikling og opløsningsproces: det er et forbausende antal større og mindre iagttagelser, han fører i marken. Constant er en af litteraturens store analytikere; der er før ham neppe fremtrådt nogen, som kan måle sig med ham i lydhør skarpsindighed, og endnu har ingen vidst som han at stille menneskeåndens modsigelser op mod hinanden i en på samme tid sterkt fremhævende og velberegnet forklarende belysning. – –
Særlig over bogens sidste sider er der en underlig betagende melankoli; en melankoli, der ganske vist ikke går fri for det sentimentale, men som ialtfald virker personlig og ærlig – – det er, som om slutningen af «Adolphe» indeholder Constants resumé af livet, som om denne bløde og sorgfulde tone er hans egentlige, den der ellers gjemmer sig bag al hans esprit. –
«La victime de ce mélange d'egoisme et de sensibilité qui se combinait en lui pour son malheur et celui des autres» er den karakteristik, hvori Constant tilsidst koncentrerer sit eget indtryk af Adolphe og hans livs roman. – Det mest udprægede moment var kanske alligevel hans sensibilitet. Jeg kan ikke negte, at jeg anser den egoisme, man ganske vist hyppig møder hos ham, for mangengang kun at være en mands tilgivelige selvopholdelsesdrift. Det forekommer mig, at Constants biografer har lagt sterk vegt på denne egoisme, måske fordi han selv altid var så villig til at pege på den. Det er i regelen ikke de folk, der koketterer med sin egoisme, som er de farligste. – Sikkert er det, at de tusen betænkeligheder, der går forud for bruddet mellem Adolphe og Ellénore, hjemsøgte Constant oftere i hans liv, når det gjaldt at fjerne sig fra de kvinder, han stod nær. Selv skilsmissen fra hans første hustru, som dog synes at ha været ham temmelig fremmed, vilde kanske ikke kommet istand, om ikke hun havde været ivrigere end han. – En vis myg modstandsløshed er derimod fremtrædende både hos Adolphe og i Constants eget liv. Han taler ofte selv halvt spøgende om sin «faiblesse». «Cette âme si fine et si miserable, » sier Barrès! – Hans egoisme var iethvertfald af en næsten indtagende natur. Den fremtræder vistnok skarpt, forinden han har knyttet forbindelsen med Ellénore. Der er da en forfængelig kulde over ham, som han selv meget omhyggelig belyser. Men senere forekommer det mig, at hans bløde sensibilitet som oftest har overvegten. Benjamin Constant synes mig ikke lidet beslegtet med visse fine og lidt svage, forfængelige og let påvirkelige naturer, der dækker sin egen blødhed ved en spirituel kulde, ved at pointere den menneskelige egennytte, de har tilfælles med de fleste af sine medskabninger, på en måde, der er mere blændende end absolut ærlig. I visse farlige øieblikke bryder der hos den ægte, egentlige egoist, hvor godt han forøvrigt formår at dække sig, en brutalitet frem, som er Constant fremmed. – Nogen virkelig stabil lidenskab var Constant ikke istand til at præstere, men det er vel af tvilsom rigtighed, når man vil forklare denne mangel ud fra en egoistisk natur. Der er øieblikke i «Adolphe », hvor man har følelsen af, at han elsker – det er ikke mange, skal jeg indrømme, men der er dog nogle; det som virker mest på ham, er spændingen – det viser sig bl. a. også i hans lidenskab for spil – det usikre, det farlige og eggende: han er kampens mand, hans ærgjerrighed er altid vågen, hans uafhængighedssans er næsten sygelig udviklet, intet piner ham mere end at måtte møde på klokkeslet; en sådan mand er ikke skabt for de varige forbindelser, han er istand til uventede og betydelige opofrelser, men ikke til længere forsagelse; hans følelse – man kan kalde den, hvad man vil, herskelyst eller kjærlighed – kjølner, når der intet mere findes at beseire, og han har ondt for at skaffe tilveie noget af de brugelige surrogater, al den stund han ved, at hans virksomme og bøielige ånd andetsteds vil kunne gjøre nye opdagelser.
Man kan beklage denne ubestandighed, som også Benjamin Constant hyppig fik høre ondt for, men er ikke dette kjærlighedens hemmelighed for den største gruppe af fødte erotikere: kjærligheden lever så længe, som den elskede forstår endnu at beholde noget for sig selv – et aldrig så lidet terrain, som endnu ikke er erobret?
Man får altså dømme Adolphe, som man vil. Hårdere end Constant selv i bogens sidste efterskrift vil dog neppe nogen gå tilverks. Han slutter med den betragtning, at Adolphes egen karakter vil øve gjengjældelsen. Gjennem det urolige holdningsløse liv, hvori han søger at glemme sit eget jeg, vil dette jeg følge ham med uundgåelig sikkerhed: «On change de situation, mais on transporte dans chacune le tourment dont on espérait se delivrer.»
For mig har alt, hvad Constant har præget med sin personlighed, en dyb interesse – der er i denne eiendommelige ånd et sjeldent og mangfoldig nuanseret farvespil, som man har meget vanskelig for at bli færdig med.
– Desværre vil den oversættelse, jeg har vovet at fremlægge, kun gi et såre ufuldkomment indtryk af Constants egen stil. Jeg har væsentlig forsøgt at gjengi det reelle indhold mest mulig korrekt, forat Constants eiendommelige antitetiske fremstillingsmåde ikke skulde berøves mere end høist nødvendigt af sin skarphed. Dernæst har det været mig ligeså magtpåliggende, at de læsere, der har foretrukket at læse «Adolphe» i oversættelse, uden at de er ganske ubekjendte med franske sprogforhold, gjennem min norsk skulde kunne ane den franske form og derved måske gjøre sig et begreb om disse fuldtonende sætningers skjønhed, – som det har været mig om at gjøre, at «Adolphe» skal præsentere sig i en norsk, der overalt klinger uforfalsket hjemlig. En anden omstændighed har også afholdt mig fra at forsøge nogen helt moderne fornorsket omskrivning. Det er tidsafstanden. Tonen i «Adolphe», den lidt ceremonielle, gammeldags omhyggelige form, en stor del af dens oprindelige duft vilde gå tilspilde, om jeg skulde efterstræbe en jevnt naturlig nynorsk udtryksmåde. Min bestræbelse har væsentlig gået ud på at bevare såmeget af bogens oprindelige stilart, som det lod sig gjøre uden at tilsidesætte de mest nødvendige krav til en præsentabel oversættelse. Samtidig med, at man, af de ovenantydede grunde, vil kunne rette forskjellige bebreidelser mod min gjengivelse, indbilder jeg mig, at den plan, jeg har fulgt, når man betragter bogen i dens helhed, har formået at redde mere af dens originalitet og tidspræg, end det måske vilde været tilfældet med en oversættelse, hvor de enkelte sætninger i høiere grad imødekom fordringerne til velklingende nynorsk. Men hverken ad den ene eller den anden vei vilde det ha været muligt at gi noget fuldt værdigt udtryk for Constants stil, for denne rene og klassiske fransk, gjennemsigtig som en glasklar elv, med vandets blødhed og dets evne til at gi speilbilleder, hvor gjenstandenes skjønhed snarere vinder end taber sig. Hverken det fine, undertiden lidt skarpe, undertiden næsten umerkelige anstrøg af ironi, hans stemme kan få, eller den halvt tilslørede, milde sørgmodighed, som ofte klinger os imøde, eller – især – den fyldige og sonore pathos, hvori hans lidenskab og hans smerte kommer til orde, lader sig uden meget følelige tab overføre på et andet sprog og til en anden tid. Måske vil min ufuldkomne gjengivelse lokke en eller anden, der ikke tidligere har vundet at stifte bekjendtskab med originalen, til nu at indhente det forsømte. Under enhver omstændighed forekommer det mig, at selv en ikke helt tilfredsstillende norsk oversættelse af et monumentalt arbeide som Constants: «Adolphe» ikke bør være uden en vis literær betydning.
Hjalmar Christensen.
- ↑ Størsteparten af hans politiske brochurer er samlede af Constant selv under titelen «Cours de Politique constitutionelle.» J.S. Pagés har foranstaltet en anden udgave og ligeledes udgivet en samling af hans taler i deputeretkammeret (1833).
- ↑ «Emigrantlitraturen» s. 91 ff. Nærværende bemerkninger er affattede med lste udgave (1872) for øie. I anden udgave (1877) er afsnittet om Constant væsentlig udvidet og noget omarbeidet. Den samme hovedindvending som mod 1ste udgave kan også, om end ikke i samme grad, gjøres gjældende mod 2den: Brandes lægger en uforholdsmæssig vægt på de sociale forholds betydning for Adolphe og Ellénores historie. Disse forholds ugunst tjener egentlig kun Adolphe som en let gjennemsigtig undskyldning. «Adolphe» er meget mere en «individuel-psykologisk» end en «social» roman. – Se forøvrigt «Samtiden», juni & juli-heftet for iår.
- ↑ Se Brandes, «Samtiden», juni- & juli-heftet iår.