Aar og dag/23
Jouin, som leder jagten paa ban-
ditterne.
POLITIETS FALD:
25. april.
Jouin, opdagelsespolitiets næstchef, som har ledet felttoget mot automobilbanditterne, utvilsomt detektivpolitiets dygtigste og mest energiske mand, skulde igaar formiddag vidne i en tyverisak. Da hans navn blev ropt op, blev der dyp stilhet i retslokalet. Stilheten blev avbrudt av retspræsidenten, som stærkt bevæget sa: »Jouin kan ikke gi møte. Han er falden paa ærens mark.« Meddelelsen om dramaet i Ivry hadde da spredt sig over det forfærdede Paris, Der var forløpet næsten en maaned efter tragedien i Chantilly, man begyndte at vente en ny tilkjendegivelse fra de eventyrlige automobilbanditter, som tidligere gjerne har ladt en maanedstid hengaa mellem de forkjellige kup. Efterat det blev klart, at politiet hadde rendt sig fast, aapnet man hver dag avisen med en vis spænding. Men ingen hadde drømt om, at overraskelsen skulde komme i den form. Begivenheten er i korthet saaledes fortalt. I den næsten uigjennemtrængelige, hemmelighetsfulde urskog, som dannes av Paris med forstæder har jægerne under anførsel av den dristige og slu Jouin i de sidste uker nat og dag streifet om for at jage op de to rovdyr, Bonnot og Garnier. De forstod, at tigerne maatte være inde i krattet; nu og da fandt man spor av dem, som man i den virkelige urskog finder brækkede grene efter dyrenes færd. Saa er det, at Jouin, anføreren, tilfældigvis trænger ind i et av krattets mørkeste steder, han lar dagslyset strømme derind og befinder sig pludselig ansigt til ansigt med tigeren Bonnot, det sterkeste og farligste rovdyr av de to. Og tigeren dræper ham straks og forsvinder. Jouin, som i de sidste maaneder bare har drømt om at opleve det øieblik, da han kunde stirre ind i bandittens fjæs, han staar endelig ved sine ønskers maal. Og de sidste ord, man hører ham si, før døden rammer ham, er disse, som indeholder en triumf, en forfærdelig trusel og et nødrop: »Gud, det er jo Bonnot! Det er Bonnot!«
Banditten seiret, fordi politiet atter igjen var den svakere part. Det er aandsnærvelsen og det lynsnare i bevægelserne som gjorde Bonnot til seierherre i denne kamp, hvor han dog stod alene mod otte bevæbnede politibetjente. Det er karakteristisk, hvad Bonnot selv har skrevet til sin elskerinde i Lyon i et brev som politiet har opsnappet: Ingen beklager mere end jeg, at chaufføren Mottillet maatte dø. Han hørte som os til det undertrykte proletariat. Jeg vilde gjerne ha reddet ham. Men vi hadde bruk for hans automobil. Og saa gjorde han en bevægelse mot lommen, som avgjorde hans skjæbne. Vi blev tvunget til at dræpe ham . . . . Der aander en forfærdelig foragt for døden og for livet ut av disse linjer, og de karakteriserer i al sin knaphet den nye tids frygtelige banditter: Mændene som allerede streifer omkring paa randen av dødens avgrund, som vet at intetsomhelst kan formilde deres skjæbne, hvis de gripes og som derfor ikke kjender hensyn til andres liv. Det er ikke længer som i de gamle forbryderromaner: De slu forbrydere som spiller et snedig spil mot retfærdighetens haandhævere. Spillet er forlængst slaat overende. Og kampen gjælder liv eller død ikke bare for forbryderne men ogsaa for detektiverne som er efter dem. Skjønt der er tusinder paa den ene side og bare nogle faa paa den anden, har disse sidste allikevel vist sig som de sterkeste hittil, fordi de anvender de bedste og mest fuldkomne midler for at opnaa det eneste resultat som er deres hovedopgave, og som, hvis det lykkes, fører de andre fordele med sig: Mordet, døden.
Medens politiet har gammeldagse revolvere og latterlige todtenslägere, har banditterne de mest moderne browningrevolvere og karabiner, hvis kugler kan trænge igjennem centimeter tykke staalplater. Medens politiet har cykler og heste, har banditterne automobiler. Ved det sørgelige drama igaar nærmet ulikheten i partiet sig den reneste karikatur: Jouin var bevæbnet med en spadserstok og Bonnots browning bragte ham døden.
Man kan forundre sig over, at Jouins revolver ikke blinket igaar under slagsmaalet i det mørke værelse i Ivry. Selvfølgelig hadde han skytevaaben paa sig, men han fik ikke tid til at bruke dem. Her ligger ogsaa den store fordel for forbryderne, som er jaget: De kan vanskelig bli overrasket, mens politimændene som gaar omkring og leter i krattet i virkeligheten hvert minut befinder sig i et bakhold. Det fortælles, at fru Jouin, da man meddelte hende mandens død, mottok dette rædselsbudskap med stor koldblodighet. Jouin hadde forberedt sin hustru paa, at døden naarsomhelst kunde ramme ham. Hvis han hvert øjeblik skulde ha været forberedt paa faren, maatte han hvert øjeblik ha gaat med revolver i haanden. Han har ikke holdt sig tilbake, han undte sig næsten ikke søvn og var stadig paafærde med sine folk. Han døde som en tapper soldat og det er fortjent det kors, som nu er fæstet paa hans blodige bryst. Men han var for svak, som politiet idetheletat er for svakt likeoverfor disse spænstige, lynsnare banditter.
Nu kommer forklaringen paa, hvorfor politiet saa hurtig mistænkte og arresterte mig stakkels uskyldige norske journalist i Charenton. Jeg befandt mig netop den dag, da nervøsiteten var paa sit højeste, i et anarkistrede. Det viser sig, at politiet hele tiden har hat sin opmerksomhet henvendt paa dette strøk, hvor det visste at flere anarkister holdt til og hvor Bonnot har utført sit første mord. Jeg blev arrestert utenfor en kafé nogen minutters vei fra Ivry, hvor Jouin igaar blev dræpt. Men medens politiet truet med fem revolvere, da jeg blev arrestert, stod Bonnot foran den ulykkelige Jouins spadserstok. Saaledes er tilfældet lunefuldt i dette forfærdelige liv.
Guillotinen venter den arresterte anarkist Gauzy. Han har ikke været med paa plyndringen av banken i Chantilly. Men han vil bli sat under tiltale, fordi han med koldt blod har ført Jouin i døden. Jouin viste ham et billede av Bonnot og spurte: Kjender du den mand? Men Gauzy kjendte ham ikke. Det er Gauzy selv, som fører Jouin og hans betjente opad trappen til det værelse, hvor han vet tigeren befinder sig. Han aapner døren og lar som den høflige franskmand han er, politiet gaa først ind, idet han siger: Værsaa artig, mine herrer, der er ingen derinde! Fortællingen om dette værelse er forunderlig! Værelset var halvmørkt, det straalende vaarlys stængt ute, skodderne sat for og vinduerne ydermere dækket av tykke, mørkebrune gardiner. Paa en sofa i den mørkeste krog av værelset ligger Bonnot og læser »Crainquebille« av Anatole France. (Man har fundet boken efterpaa, banditten har smag). Det er likesom dette stille, mørke værelse er selve faren, det er som om mordet vokser derinde i den lakfarvede blodskumring fra vinduerne lik en giftig blomst, som ikke taaler lys. I samme øieblik Jouin trær over tærskelen til dette værelse, har han passert tærskelen, som skiller livet fra døden, og de faa ord han faar tid til at rope fortæller bare, at han er fremme, han har naadd maalet. Men han er færdig.
Bonnot er blit overasket ved Jouins indtræden, likesom Jouin er blit overrasket ved pludselig at staa ansigt til ansigt med banditten. Bonnot kunde ikke vite, hvor mange politimænd, der var samlet i huset, og hvorledes deres dispositioner mod ham var. Saasnart han har dræpt politichefen og saaret betjenten, forstaar han, at det eneste, som nu kan redde ham er et eneste litet minuts betænkningstid, hvori han kan faa tid til at orientere sig. Han later derfor som om han er død og blir liggende stille ved siden av Jouins lik, mens den tredje betjent hjælper sin saarede kammerat ned trappen. I næste øieblik gaar det op for ham, at trappeavsatserne er fri. Han reiser sig og gaar over gangen ind i den næste leilighet, hvor han træffer en kone. Hun fortæller siden til politiet, at Bonnot var blek og blodig, men at han handlet hurtig og sikkert. Vær stille, sier han, eller jeg skyter dig. Det er første gang, at Bonnot benytter den amerikanske form for banditfremfærd: Gjør det eller det eller du er dødsens. Røverne fra Rue Ordener har ikke før hat tid til den slags mildhet, de har skudt ned uten videre, og konen i Ivry kan sikkerlig bare ha den omstændighet at takke for sit liv, at banditten ikke ved et nyt revolverskud vilde tilkalde de politimænd, som nedenunder larmet omkring den saarede inspektionsbetjent. At Bonnot har hat denne omstændighet i sine tanker i det øieblik avslører ogsaa en aandsnærværelse, som maa være opøvet til det fabelagtige. Det er sandsynlig, at han paa forhaand har gjennemtænkt alle muligheter for flugt, likesom en nervøs reisende, der kommer til et hotel og allerførst undersøker, hvordan han skal slippe ut i brandtilfælde. Man kunde efterpaa følge Bonnots spor over havemurene. Overalt var der blodpletter. Og man haabet en stund, at banditten var haardt saaret og vilde ligge og forblø sig i en krok som et skadeskudt rovdyr. Men man har maattet opgi denne antagelse. Bonnot er sluppet useet ind i Paris gjennem et smuthul ved fortifikationerne, som han vidste om, og medens jeg skriver dette, vandrer kanske banditten paany forklædt omkring paa Boulevarderne, eller maaske han sitter i en billiardstue og ser paa spillet. Eller kanske han hviler ut for nedrullede gardiner i et nyt hemmelighetsfuldt værelse, som om nogen dager eller uker eller om en maaned skal være skuepladsen for en ny tragedie. For mordet gror i hans fotspor.
Ingen vet hvilke hjælpemidler denne mand har til sin raadighet og hvor mange de er, de hjælpere som sværmer omkring ham. Den farligste mand for banden var Jouin. Han visste mer om dem end noget andet menneske i Frankrige og det syntes som om han var ifærd med at traakle det forfærdelige net op, som man søm for søm river istykker en væv. Nu er Jouin død. Han var centrum i bevægelsen mot banditterne. Hans hjerne arbeidet med alle de mange forskjellige fakta, som sammenlagt kunde føre til et resultat. Men nu er denne mand for altid taus og meget av hans værdifulde viden begraves med ham.
Man har en beklemmende følelse av, at Bonnot og hans bande indvarsler en ny epoke i forbrydelsernes historie. Er det saa, da er den civiliserte verden bare ved begyndelsen; — hvilke forfærdelige dramaer fremtiden vil bringe, kan vanskelig tænkes. Men allerede nu, ved begyndelsen, er det klart, at opdagelsespolitiet i dets nuværende form og med dets nuværende virkemidler maa erklære sig bête. Tragedierne i og omkring Paris vaaren 1912 danner saaledes indledningen til det gamle opdagelsespolitis fald samtidig som de danner indledningen til det nye fantastiske og rystende avsnit av forbrydelsernes historie. Og likesom det er de gamle forbrydelser, som har skapt det nuværende politi, saaledes vil ogsaa fremtidens videnskabelig fundamenterte, teknisk fuldkomment opbyggede forbrydelse, fremtvinge det nye, som skal bevare samfundet mot banditternes overgrep. Det er ikke vanskelig at forutse, at i fremtidens opdagelsespoliti vil verdens fineste opfindelser, de yderste tekniske hjælpemidler og den nyeste videnskap faa en langt mere utstrakt anvendelse end hvad nu er tilfældet.
Civilisationens forfinelse, den forunderlige renæssance som nu er begyndt, nervøsitetens og verdensspændingens tidsalder, de merkeligste aar i menneskeslægtens historie, er det som frembringer slike ugjerninger som de sidste maaneders. Det er i tider som disse, da menneskeaanden utvikler en næsten giftig frugtbarhet, at slike tanker folder sig ut og slike planer gror. Det er ikke rigtig at rope op om, at man er kommet tilbake til barbariets tider. Automobilisterne fra Rue du Havre og Chantilly tilhører som produkt denne vor mærkværdige civilisation: Mennesket har fra de ældre tider behersket jorden, det gik ut paa sjøen og gjorde sig til havenes herre; i vor tid hæver det sig op i luften. Det er jordens farligste dyr, havenes farligste væsen, snart er det luftens farligste ørn. Menneskeaanden er ifærd med at skape tilværelsens tredie rike, For en tid! Verden gjennemgaar en søt rysten, skræk veksler med forventning, angst og gysen med fryd, det er en febertilværelse under en urolig himmel, nationerne vipper over krigens avgrunde, mennesket stirrer mot fremtidens lys og faar et blodrødt gjenskin i de rædde øine. Saadan er tiden og Bonnot og Garnier er ægtefødte barn av denne farlige og nervøse tid.