Aar og dag/22
der, at to nordmænd er blit arrestert
i Charenton mistænkt for at være
automobilbanditterne.
EN ARRESTATION.
Paris, 10. april.
Jeg har i fem timer selvanden nytt den sjeldne glæde at være gjenstand for det franske politis mest udelte opmerksomhet. Klokken 11 igaar formiddag kom der telefon fra Charenton, at to av forbryderne i automobilbanden var blit knepet og nu befandt sig paa Charentons politistation. Som man kan forstaa blev der livlig med et paa hovedstationen, og cyklende opdagere suste til Charenton. Den lille by hvor et av Frankrikes mest kjendte sindssykehospitaler findes, var fuldkommen oprørt, folk samledes i store skarer utenfor politistationen og indenfor var det tæt med opdagere, Allerede klokken 12 rygtedes det, at det var Carouy og Garnier — selveste Garnier — som var blit grepet. Politiet i Charenton var lykkelig og regnet med Société Generales 100,000 francs. Imedens gjennemgik de to arresterte et vanskelig forhør. De to arresterte var undertegnede og maleren Ørnulf av Fjordene Salicath. Jeg benytter anledningen til at gjøre uttrykkelig opmerksom paa, at det er hans navn, — Ørnulf av Fjordene, hverken mere eller mindre. Naar man har et saadant navn, behøver man ikke stort andre oplevelser. Først klokken fem blev vi sluppet løs, hvorefter Garnier og Carouy gik hen paa en restaurant for at summe sig ovenpaa den nye og merkelige berømmelse. Paa dette tidspunkt følte politiet i Charenton sig mindst 100,000 francs fattigere, Det var høist nødig de gav slip paa byttet og længe efter hadde vi civilklædt politi i hælene. Ja, selv her, hvor jeg skriver dette, i café Versailles, hvor jeg sitter med den franske utenriksministers beklagelse i lommen, forekommer det mig, at jeg har speidende øine over mig. Men nu er eventyret overstaat, og naar jeg tænker tilbake paa disse fem timer kan jeg glæde mig over to ting,
For det første, at det hændte ute i den uskyldige lille Charenton og ikke inde paa boulevarderne, hvor folkestemningen er ophidset mot automobilbanditterne i disse dage.
Dernæst kan jeg glæde mig over mit forbryderske utseende. Minister Wedel paastaar at jeg absolut ligner den ene av banditterne, Carouy. Med et saadant utseende kan man ikke vente at bli gaaende længe uarrestert. Iallefald ikke i Frankrike i denne tid. Jeg har de bedste utsigter til at bli knepet endnu nogle gange og endelig skutt av en parisisk politibetjent som har at handle i selvforsvar.
Hvorfor skal man staa tidlig op om morgenen? Jeg hævder, at det er til skade for et menneskes liv at staa op tidligere end klokken elleve om morgenen. Den begyndende dag, den store drivende solmorgen sætter fantasien i bevægelse, man faar merkelige lyster og det ender med, at man inden middag har gjort adskillige gale ting. Pludselig faldt det mig ind igaarmorges at staa op klokken 8, allerede klokken 9 var jeg ifærd med en artikel, hvis titel »Politiets fald« antyder, at politiet er bête og i sin nuværende form maa gaa tilgrunde likeoverfor forbrydere som Garnier og Bonnot. Men solens korngule, varme lys væltet ind ad vinduerne og lidt efter befandt jeg mig nede paa gaten og blandet mine beskedne skridt i dagens store optakt. Pludselig møtte jeg maleren Salicath, som var hvit og lys, gjennemsigtig og tynd.
Hvilket veir, sa jeg.
Ja, sa han, nu skulde vi være paa landet.
Landet — et syn av Seinen, gul og vaargrumset mellem grønne marker gaar igjennem min bevidsthet og nogen minutter efter befinder vi os i en automobil underveis til Charenton. Den paabegyndte artikel hadde jeg i lommen, den er endnu ikke færdig, men den kommer. Og den er allerede berømt. For dens titel er gaat ind i det franske politis arkiv og den findes nu som akt i saken mot mordautomobilens banditter. Vi stanser utenfor en restaurant i Charenton og faar os servert en frokost. Allerede nu er det paafaldende at vi vækker opmerksomhet. Folk stirrer paa os i dørsprækkerne og naar vi banker paa garçonen, nærmer han sig frygtsomt, uvillig og efter lang venten: — det er som paa Grand og jeg begynder at føle mig hjemme.
Men vaarveiret staar utenfor og roper paa os og vi sætter os ut paa fortauget med kaffen. Kulsort kaffe, sommerlig varm sol og duftende blaa cigarrøk. Alt ved Seinens bredder. Er det da forunderlig, at man blir venlig stemt mot den øvrige verden? Vi sitter og ser paa chaufføren, som tydeligvis kjeder sig vældig — og saa ender det med, at vi inviterer ham paa kaffe. Dette, at chaufføren sætter sig hen til os og drikker kaffe, mens vi taler et forunderligt kinesisk sammen, avgjør vor skjæbne. Nu kan jeg tydelig huske, hvordan glasset klirret i koppen, da garçonen bragte det. I øjeblikket faldt ikke andet mig ind, end at manden maatte være syk. Siden er jeg blit overbevist om, at han var bange for mig. Han trodde, han gik med livet i hænderne. I den nye utgave av »Hvem er hvem?« vil det staa om mig, at jeg en gang gjorde en fransk kelner bange. De eneste følelser en rask skandinav ellers kan evne at indgi dette folk er dyp foragt. Nogen barn kommer hen til vort bord og jeg rækker dem et æble, men saa blir der av mødre i nærheten ropt noget som faar barnene til at forsvinde som om de skulde ha brændt sig. Vi sender bilen tilbake og i samme moment vi blir alene, er det at dramaet foregaar, et av de stolteste øjeblikke i en norsk journalists historie er kommet. jeg hører larm i nærheten. Pludselig føler jeg et jernhaardt grep om mine armer. Fem politibetjente med hævede revolvere trænger voldsomt ind mellem bordene. Jeg hadde her den glæde for første gang i mit liv at stirre ind i en alvorlig revolvermunding. Jeg slog blikket beskedent tilside, men mødtes av en ny revolvermunding. Vi var fuldstændig omringet og magtesløse, og man vilde neppe nu ha læst dette, hvis vi hadde gjort det mindste forsøk paa at hævde os. Jeg sier til Salicath: De tar os for morderne fra Chantilly. Politibetjentene hører navnet Chantilly og glipper begjærlig med øinene. Jeg griper i lommen efter penge for at betale kaffen, og dette var nær blit mit livs sidste bevægelse, jeg stanser ved at se revolverne dirre lystent. . . . Der er intet at sætte op. Vi maa følge med. Imidlertid har rygtet om vor arrestation spredt sig med lynets hurtighet i den lille by, og da det forunderlige optog kommer henad gaten, vi to fremmede mellem fem imponerende revolvere, vokser folkemassen hurtig. Men den holder sig i respektfuld avstand, et par gange benytter jeg anledningen til at kikke hen til den. Da gaar der en rykning gjennem massen og den viker sky tilside. Bare for et blik, for et blik av mig. Jeg maa i sandhet være en frygtet journalist. Politistationen befinder sig paa den anden side av Seinen og paa broen opstaar der en farlig trængsel. Rygtet er løpet foran os, fra alle gater kommer folk strømmende til for at se de berygtede banditter, verdens farligste forbrydere. Og politibetjentene skynder paa for at hindre, at der kan opstaa lynchelyster hos folkemassen. Det kunde ellers være let gjort. Seinen gaar strid, hvad øieblik det kunde være, kunde vi bli druknet som katter. Under umaadelig sensation marsjerer vi ind paa politistationen, dørene lukkes efter os. Utenfor og indenfor skranken vrimler det av uniformerte politibetjente. Paa gaten larmer folkemassen og jeg faar en stolt fornemmelse av at være en mand av betydning.
Saa begyndte forhørsdommeren sit arbeide. Vi blev skilt ad og placert i hvert vort værelse. Overalt var der politibetjente og revolvere. Jeg begyndte at bli litt nervøs over disse vaaben; de kan saa let gaa av.
Manden som forhørte os var civil. Det første spørsmaal han forela mig, var dette:
De har været i London for en maaned siden, ikke sandt? (Garnier har nylig været i London, det vet man).
Jeg svarte benægtende og anmodet om at faa den norske gesandt i tale gjennem telefonen; men det var der ikke tale om. Politikommissæren slog avværgende ut med haanden som om han vilde si, at den kjendte han nok, den kunde man ikke faa ham til at gaa paa. Saa kom man til papirerne. Ingen av os hadde pas, Salicath hadde døpeattest, den blev opnotert efter at være gransket paa det omhyggeligste. Han hadde endvidere et brev fra sin kjæreste i Kjøbenhavn, det blev ogsaa notert, samt et kort til »De uavhængiges utstilling«. Alt blev omhyggelig skrevet op. Av papirer hadde jeg intetsomhelst andet end den paabegyndte artikel »Politiets fald«. Kommissæren trodde vistnok det var et navn. »Politiets fald« findes nu blandt de offentlige dokumenter i Frankrike, Efterat undersøkelsen var tilendebragt maatte vi sitte og vente time efter time. Ialt fem timer. Med passende mellemrum bad vi om at faa forbindelse med gesandten, men uten resultat. Ellers var der en livlig trafik i telefonen og efter hvad jeg senere har faat vite, har en sværm politimænd efter at ha erholdt underretning fra Charenton om vor arrestation, spredt sig over hele Montparnasse, undersøkt i vore hoteller og hvor vi ellers pleiet at vanke. Vi blev ogsaa til sensation paa denne kant av verden. Paul og André, de skikkelige stamkellnere paa Versailles, rystet bedrøvet paa sine hoder og sa: Hvem skulde ha trodd det om de pene mennesker! André paastod, at han hadde hat en bestemt mistanke, den skandinaviske koloni kom i bevægelse.
Endelig klokken fem beslutter kommissæren sig til at prøve gesandten, da meldingerne fra Montparnasse lyder paa at de to herrers liv ikke har artet sig som morderes. Minister Wedel træffes ikke og hans tjener faar melding om arrestationen og spør politimanden:
Er de nordmænd?
Ja.
Saa kan De trygt la dem gaa. Saa er det skikkelige folk.
Men vi maatte fremdeles ikke gaa. Der forløp yderligere en times tid og saa kommer pludselig en mand styrtende ut fra telefonrummet og brøler:
Gaa Deres vei! Forsvind!
Jeg gjettet paa, at nu hadde man endelig fundet frem til Wedel og faat besked.
Men da vi gaar gjennem det ytre kontor, gives der tegn til et par civile herrer, som stod der. Saa forsigtig er allikevel det franske politi. Disse herrer hadde vi efter os hele dagen og den ene av dem er for en stund siden kommet ind paa café Versailes. Han sitter nu likeoverfor mig.
Da vi kom ut paa gaten, mødte vi etpar mænd, som øieblikkelig tok flugten, da de fik se os. Vi spaserte paany over broen. Overalt sensation, overalt nysgjerrighet, sammenstimlen, frygt. Da vi kommer ind i den samme restaurant, hvor vi var blit arresteret fem timer før, hører vi et brak. Det er kellneren, som tumler mot disken, skrækslagen.
Fra Charenton tok vi saa ved sekstiden tilbake til Paris. Da vi kjørte forbi husene i Charenton var der ansigter i alle ruter. Siden Roald Amundsen opdaget sydpolen, har ingen norske vakt tilnærmelsesvis saa stor opmerksomhet.
Politiet har fremdeles intet sikkert spor av morderne.