Aar og dag/21
i Montgeron en chauffør, stjal hans
bil, kjørte til Chantilly, plyndret ban-
ken der og undkom ved Asnières, idet
de bordet to jernbanetog.
TREDIE TUR.
Paris, 26. mars.
Ordenergaten, Havregaten, Montgeron, Chantilly. Det er de fire hovedkapitler i den forfærdelige morderbandes historie. Banditterne har kun operert etpar maaneder, men denne korte virksomhet har allerede kostet seks menneskeliv og Paris er slagen med forfærdelse over de blodige begivenheter. Efter dramaet i Havregaten skrev jeg i min artikel, Mordautomobilen, at man trods alt ikke kunde undlate at føle sig imponert av den dødsforagtende sikkerhet, den eventyrlige frækhet, hvormed forbryderne førte sine slag. Jeg kunde godt ha brukt et sterkere uttryk og sagt, at det letbevægelige Paris i grunden beundret banditterne. Politibetjenten i Rue Havre blev skutt saa raskt, automobilen hadde en næsten teatralsk flot sortie, det hele optrin var frygtelig men romantisk, det tiltalte fantasien og Pariserne fik anledning til at more sig over de stakkels detektiver, som hver dag meddelte om nye spor og forestaaende arrestationer. Men iaften er stemningen en anden. Skrækken og uhyggen har jaget forbitrelsen op, folket kræver forbrydernes hoder, det forlanger høilydt den alleryderste anspændelse, Det er likesom man er midt i en nationalulykke, hvor alle føler at velfærd, og liv er paa spil, et ministerraad til drøftelse av situationen har været sammenkaldt imiddags og imorgen venter man, at deputeretkammeret skal debattere forbrydelsen. Den offentlige sikkerhet er truet. Det er ikke utelukket, at den nuværende ledelse av opdagelsespolitiet feies væk og nye og energiske kræfter sættes i spidsen for den hær, som er Paris's politi. Hittil har denne hær staat magtesløs overfor de ti-tolv grusomme banditter, de hemmelighetsfulde automobilistert som i løpet av etpar maaneder har sat hele Frankrike i skræk og fremmanet billeder av de utrygge tider under direktorialregjeringen for mere end hundre aar siden.
Det er en forunderlig kjæde av begivenheter denne korte tid har frembragt, et merkelig og vildt drama. Naar man tænker tilbake paa enkeltheterne, ser man først automobilen, dødsvognen, som i vanvittig fart farer gjennem gaterne med blodplettede gardiner blafrende ut gjennem de sønderskutte ruter. Og saa mindes man billederne av alle de dræbte, les cadavres, som bladene gjengir hvite og blomstersmykkede. Og saa begravelserne. Den skutte politibetjent blev begravet under utfoldelse av fransk pragt og med hele ministeriet, det store ministerium, bak likvognen. Og saa ser man det stakkels politi, som graater og vrir sine hænder. Midt under hele den urolige og blodige forvirring hører man stadig de dumpe smeld. Hvad sker næste gang? Begivenheten idag gaar langt utenfor rammen av det som kan hænde. Forbryderne gaar frem med en næsten lystig desperation i al sin forslagne planmæssighet. Næste gang hænder det kanske, at de fem mand høi stormer Credit Lyonais eller i en glad og morsom nat korker dørene i Maxime, skyter etpar amerikanere for det afskrækkende eksempels skyld og plyndrer de andre likesaa elegant, som naar det vilde vestens røvere stiger ombord i eksprestoget fra San Francisco og plyndrer Pullmanvognene. Eller det sker vist ikke længer. Det vilde vestens tid er forbi i Amerika. Skuepladsen er blit en anden. Nu foregaar de fantastiske optrin i Europa, i civilisationens brændpunkt Paris og ikke paa menneskeøde, milevide prærier; — men i og omkring verdens hovedstad, midt inde i folkemassen, omsværmet av gaaende, ridende, cyklende, civilt og uniformert politi, municipalgardister og militær.
Dramaet idag foregik i de tre timer fra klokken halv ni til halv tolv. Og det var ganske besynderlig, helt bevægende at lægge merke til, hvordan Paris blev grepet av spændingen endnu forinden dramaet var tilendebragt, endnu mens den blodbestænkte automobil med de seks mordere jaget henover Chantillyveien. Paris visste om mordet i Montgeron endnu forinden dødsvognen paa sin vanvittige fart var naad til Asnières, den første efterretning virket eksplosivt og spredtes over kjæmpebyen med ildens fart og saa bragte aviserne slag i slag med en times mellemrum efterretningerne om de følgende akter i dramaet, tragedien i Chantilly og sluttelig det eventyrlige optrin i Asnières, da røverne forlot bilen og bordet de to jernbanetog, som var i fart. Det var likesom de tre millioner mennesker i Paris magtesløse saa dramaet utvikle sig, brænde av fra akt til akt, det hele var forbi inden forløpet av den tid som en rimelig teaterforestilling tar, og det var noget for en teaterdirektør helt nyt, det var en frisk morgenforestilling, saa faldt tæppet og skuespillerne forsvandt. Men i den tid gjennemgik Frankrikes hovedstad en søt og rystende sindsbevægelse som steg fra forbløffelse til skræk og fra skræk til raseri. Og nu opfører det samlede samfund en ivrig demonstration, der klappes ikke med flate hænder, en skog av knytnæver hæver sig fra alle rader: men hverken forfatteren eller aktørerne lar sig fremkalde. De viser sig ikke gjerne for offentligheten, de foretrækker det stille bramfrie arbeide, som gaar ut paa at planlægge det næste skuespil, som skal opføres for et forbauset publikums øine.
Det som først falder i øinene ved dramaet idag er, at morderne ikke alene har fordoblet sin dristighet men ogsaa fordoblet sin hensynsløshet. Tidligere, foran mordet i Ordenergaten, foran mordet i Havregaten, har de fredsommelig stjaalet den automobil som de behøvet. Men de har indset at et saadant fredsommeligt tyveri kan være farlig, og saa kan jeg tænke mig at følgende replikskifte har fundet sted:
Vi trænger en bil, hvor skal vi faa den fra?
Den stjæler vi.
Nei, det gidder vi ikke, det kan ogsaa være farlig, garagerne bevogtes nu efter vore sidste bedrifter, vi tar simpelthen en som kommer kjørende paa landeveien.
Men chaufføren?
Ham skyter vi ned.
Og hvis der er passagerer i bilen?
Saa dræper vi ogsaa dem.
Det var netop hvad som hændte. Disse herrer er jo allikevel færdig til galgen om de knipes, saa nogen menneskeliv mere eller mindre, kan ikke ha nogen betydning for dem. De stiller sig op ved landeveien i nærheten av Montgeron og da den ulykkelige chauffør Mattillé kommer kjørende, vifter de til ham med sine lommetørklæder og stanser ham med de spøkefulde og rolige ord: Lille ven, det er din bil vi skal ha. I næste øieblik er chaufføren dræpt og hans kollega redder sig kun ved at late som han er død. De seks herrer stiger saa op i bilen og Bonot, den uforlignelige Bonot, chaufføren som ved sin aandsnærværelse reddet banden i Havregaten, griper igjen styret, den unge Garnier, chefen, manden med cigaretten fra Ordenergaten sitter indi. Og nu er det, at mordautomobilen begynder sin tredje tur. Allerede ved starten hadde den sønderskudte ruter, allerede da laa det første lik paa landeveien.
Klokken var da halvni. Klokken 10 spredtes i Paris ekstrabladene med detaljer om mordet. Klokken 10.10 var bilen naadd til den lille by Chantilly nord for Paris og stanset utenfor Société Générales filial. Det grufulde optrin som nu utspiltes her tok ikke mere end tre-fire minutter. Fem av mændene trængte ind i banken, dræpte kassereren og en anden funktionær med karabinskud og saaret etpar andre. Det hele foregik grusomt hurtig, Og taust. De eneste ord som hørtes var Garniers: Ta pengene! Imens venter Bonot ved automobilstyret, motoren gik i en svak rysten, Bonot sat med en karabin mellem benene. Bankfilialens chef hadde et par minutter tidligere forladt banken, men da han hørte karabinskuddene vendte han om. Han naadde banken i det samme banditterne kom ut med rovet, 40,000 francs. Og nu kommer det eneste menneskelige træk i al denne umenneskelighet. Et par lekende barn forvildet sig ind paa fortauget ved banken og stod i dette øjeblik mellem bankdirektøren og banditterne, De vinker til barnene at de skal fjerne sig og først efterat barnene er kommet avveien begynder de at fyre paa direktøren, som forunderlig nok undgaar døden. Men nu styrter banden ind i bilen, den sidste hales gjennem den splintrede rute efterat bilen er kommet igang og idet vognen forlater Chantilly fyres der til højre og venstre, ruter splintres i butikkerne og den forfærdelige vogn forsvinder i en kruttsky.
Nu kunde man vente, at nu skulde foretagendets svake punkt komme, — hvorledes forbryderne i det tæt befolkede strøk skulde undslippe. Men her viser det sig netop, hvor alt er genialt planlagt. Banditterne har regnet ut, at de maatte være ved jernbaneovergangen i Asnières, Paris nærmeste forstad, ved et bestemt tidspunkt, klokken 11.10. Fra Chantilly kjører de vejen paa halvanden time og mens Paris slagen med forfærdelse i nye ekstrautgaver av bladene læser om dramaets anden akt, Chantillymordene, stanser bilen ved Asnières. Banditterne forlater den, vaabnerne har de skjult under sine frakker. Idetsamme krydser de to tog hinanden for langsom fart. De seks banditter klatrer over gjærdet, nogen svinger sig paa toget, som gaar til Paris, de andre border toget, som forlater byen. Alt foregaar i stilhet. Hverken passagererne eller togbetjeningen ser dem. Saaledes undslipper banditterne. Og saaledes skilles de ad. Fra nu av og til de møtes igjen, kjender de ikke hverandre, men de er hver især enlige og fredelige reisende. De av dem som drager ind til Paris kan allerede paa St. Lazarestationen faa kjøpt bladene og læse dagens historie. Kameloternes hæse skrik opfylder allerede Paris av uhyggen, en forunderlig studsen præger livet paa de store boulevarder.
Iaften befinder Paris sig i en slags beleiringstilstand, politi vrimler ved alle tilgange til byen og paa jernbanestationerne; men der er intet spor. Intet spor.
40,000 francs er ikke mange penge for disse herrer. Nu blir det vel stille nogen dage, nogen uker kanske; men saa begynder den fjerde reise. Og hvorledes blir den?
Eller hvorlænge skal det vare før det opskræmte samfund oplever banditternes sidste reise, turen til guilliotinepladsen, som skal føre dem selv mot døden?