Aar og dag/20
VOR TIDS MORDERE.
MORDAUTOMOBILEN.
Paris, februar.
Igaar og idag har hele Paris været i feber. Mordautomobilen, denne gang en stor, graa herskapsbil har igjen vist sig og krævet et offer; men iaften melder bladene, at dens korte men fanatiske eventyr er endt; den ligger nu som en rykende ruinhop ved en liten landsby i nærheten av Paris.
Mændene som førte automobilen, fremforalt morderen Garnier, er imidlertid sporløst forsvundne. Politiet paastaar rigtignok, at to av deres kamerater er knepne sammen med en av deres veninder, anarkistinden »Den røde Venus«, men opdagelsespolitiet faar høre saa meget ondt i disse dage, at de har bruk for denne trumf for at kunne berolige den offentlige mening, som med rette er bestyrtet over, at saadanne ugjerninger kan foregaa midt i de menneskevrimlende gater, midt i verdensbyen, hvor der til stadighet færdes sværme av uniformerte og hemmelige politibetjente,
Mændene i mordautomobilen har utført bedrifter — hvis man kan bruke en saadan betegnelse i den forbindelse — som stiller de sædvanlige apachedrap og boulevardmord ganske i skyggen. Det er likesom virkelighetens ramme sprænges og man er inde i eventyret og romanen. Man synes historien er forunderlig livsfjern. — Denne romantiske og forfærdelige graa automobil, som jager gjennem Paris med rykende revolverløp ut av vinduerne og med døden og intet andet bakefter hjulsporene. Og dog hænder det altsammen. Her er det ingen almindelig forbryder som er paafærde. Man faar en beklemmende følelse av hvad kloke og koldhjernede menesker kan drive det til, naar de først har kastet alle broer av, naar de endelig og for bestandig er paa den anden side, og besat av desperationens aand og ikke eier dødsforagt netop fordi de ikke har noget andet i den vide verden at frygte end døden.
Det mest forbløffende ved disse ugjerninger er den grusomme hutighet og sikkerhet, hvormed forbryterne fører slaget. Medens andre forbrytere regner med, at kupet muligens eller i nødsfald skal koste et menneskeliv, regner disse mennesker med mordet som en nødvendighet. Det er en eneste matematisk, grufuld beregning, de regner med sekunder, med øjeblikke. De vet paa forhaand, at hvis planen skal lykkes, maa det eller de menneskeliv ofres. De trækker revolveren straks og »hands up«! forefindes ikke i deres sprog, de skyter sin mand ned hurtig, uten at blunke — som et led i deres foretagende. De har meget at vinde, men alt at tape og et sekunds nølen bringer dem til skafottet. Det er disse hjerteløse skud, som i virkeligheten er betingelsen for disse vanvittige foretagenders held. Mordet viser sig pludselig i en menneskevrimmel. En mand skytes ned og de tilfældige tilstedeværende mennesker, det kan være ti, det kan som igaar være hundrede, blir hypnotisert og forvirret, løper om hinanden, snubler i hverandres ben, skriker op, stimler sammen om den dræpte, medens forbryterne som handler med kolde hjerner og lynsnart, efter en forut lagt plan som kanske har været indstudert som paa et teater, de slipper bort under forskrækkelsen med rovet.
Der var saadan herren i den graa automobil optraadte for tre maaneder siden, dengang han første gang bragte sit navn paa alles læber. Dengang var han sammen med fire andre, en chauffør og tre hjælpere, De kom kjørende i en automobil som de hadde stjaalet og stanset i nærheten av et banklokale i Ordenergaten. Bilen stod ute ved fortouget med rystende bremser, fo sat paa kuskesætet, de andre inde i vognen. En mængde mennesker gik forbi, det var midt i forretningstiden og enkelte la merke til bilen og dens passagerer, særlig en pelsklædt herre blandt dem, som sat og røkte en cigaret, det uundgaaelige tegn paa ro. Denne mand beskrives som interessant blek, sorthaaret og med en mørk mustache under næsen. Ingen av mændene røper nogen utaalmodighet, de bare venter. Saa er det, at det stakkels bankbud kommer henad gaten. Den pelsklædte herre ser ham gjennem vognvinduet, han gaar rolig ut av bilen, kaster cigaretten fra sig paa fortouget, gaar hen til bankbudet, skyter ham gjennem hjertet og idetsamme han falder, tar han pengetasken fra ham. Folk vrimler omkring ham, han har mennesker like indpaa sine albuer, men skuddet, manden som falder, det ufattelige i selve hændelsen hypnotiserer alle netop i det sekund hvori morderen skulde være tat. Og han behøver ikke mere end dette sekund, men det er ogsaa nødvendig for at han kan komme ind i vognen igjen. I næste sekund er folkemassen i bevægelse mot ham; men i det tredje sekund er bilen i fart og forsvinder nedgjennem den nærmeste Boulevard med byttet, 150,000 francs.
Byen blev skaket op, Politiet stablet sig paa benene. Chefen for det hemmelige politi, Guichard mobiliserte hele sin armé. Det er tusinder. Paris er jo civilisationens brændpunkt og de store ugjerningsmænd har i alle tider søkt hen til de mest oplyste steder; forbi Café de la Paix gaar der i en time flere forbrydere end der forekommer i Kristiania i fem aar. Der skal ikke megen iagttagelsesevne til, før man merker det hemmelige politis arbeide som glimt inde i folkemassen, en herre, som staar og læser paa en plakat, en herre som underhandler lovlig længe med avismanden og herunder har sine øine ganske andre steder end i avisbunken, tiggeren ved indgangen, Cameloten, som faldbyr sprellemænd, konen med blomsterne, de kan alle høre til det hemmelige politi. Og saa merker man smaa, forunderlige signaler inde i vrimlen, haandbevægelser, hvite blink av lommetørklæder; det er opdagerne som telegraferer til hinanden. Og alle portnerne i Paris er i opdagernes magt. Det hemmelige politi gjennemvæver pariserlivet som sorte fibre i en silkevæv. Ingen er fremmed her i mere end tolv timer, bladene fortæller idag, at den første tæft av automobilrøverne fik politiet ved at de la merke til, at et par tilreisende gik ut til uregelmæssige tider. Saadanne ubetydeligheter vet politiet. Nu kunde man spørge sig selv, om det ikke var bedre de vidste noget saa betydelig, som hvem morderne var og hvor de opholdt sig, og det spør ogsaa pariserne temmelig høirøstet om, men Guichard svarer, at en undersøkelse er en undersøkelse, der begynder i værelser, det ene led føjer sig til det andet og de to tilrejsende som kaldte sig Aubertin og Comtesse optræder hurtig ganske anderledes mistænkelig. Det viser sig at de har forbindelse med andre mistænkelige, blandt andre med anarkistinden »Den røde Venus«, som i sin tid var en bekjendt anarkistførers veninde. (Opdagerne indlosjerer sig sluttelig i værelset ved siden av og beviskjæden er ifærd med at klaffe til.
Men medens led efter led paa denne fortræffelige maate slutter sig til hinanden (det er som i en daarlig detektivroman) er automobilrøverne stadig paafærde, Den ene vogn efter den anden stjæles og et stort kup i Sydfrankrike mislykkes ved et rent tilfælde. Endelig beslutter politiet sig til at gripe ind for alvor. Denne indgripen kommer samtidig med at automobilisterne skal udføre et nyt stort kup. Om natten stjæler de en graa herskapsbil. Nu er det umulig at vite, hvormeget man kan stole paa politiet, de skriver ofte til bladene for at vildlede forbrydere som endnu er paa frifot. Men politiet gir iallefald en antagelig forklaring for det mystiske punkt i gaardsdagens hændelse: Hvorfor forbryderne kjørte med saa vanvittig fart nedad Amsterdamgaten.
Det fortæller, at den graa bil igaaraftes var seet i nærheten av de mistænktes bolig. Isaafald er det rimelig, at de tre passagerer, som da var i vognen, deriblandt morderen fra Ordenergaten, har anet uraad. Der skal ikke stor bevægelse til, før saa drevne forbrydere som disse skjønner, at der er kommet mark i osten. De lugtet opdagerne og da de jo ikke kunde vite, hvorlangt fienden var fremme, har de flygtet med en ulovlig fart paa bilen.
Ved syvtiden om aftenen kommer den graa bil susende nedad Amsterdamgaten forbi St. Lazarestationen. Farten er saa stor, at folk forskrækket flygter tilside, Og saa utspilles dette utrolige drama i den menneskevrimlende gate. Paa hjørnet av St. Lazaregaten og Havregaten tørner mordbilen mot en autobus, som er for opgaaende, bilen stanser, men motoren er fremdeles igang. Politibetjenten, som har staat ved lygten og set den ulovlige fart, iler hen til bilen og anmoder om at faa chaufførens papirer. Men han møtes med en strøm av skjældsord og chaufføren kjører videre. Men nogen meter længere nede støter bilen paa en ny hindring og stanser for anden gang. Politibetjenten er der igjen. Nysgjerrige løper til og denne gang henvender betjenten sig til herren, som sitter inde i vognen; det er en blek og mørkhaaret, elegant klædt tredveaarig mand, det er morderen fra Ordenergaten. Men han blir sittende ganske rolig og synes ikke at høre engang betjentens beklagelser. Folk som saa ham i det øieblik fortæller, at han ikke engang vendte hodet. Chaufføren skjælder paany ut og kjører videre, men nogle skridt længere nede i gaten stanser bilen for tredje gang og nu er motoren gaat istaa.
Det blir stor opstandelse i gaten, mange folk strømmet til og politibetjenten anmoder paa det indstændigste herren inde i bilen om at respektere hans ordre. Men den bleke herre blir sittende ganske rolig og fortrækker ikke en mine. Den snarraadighet og hurtighet som nu utfoldes er forbløffende. Manden ved siden av chaufføren, en ung gut paa tyve aar springer av og sveiver motoren og er i næste øieblik paa sin plads igjen. Politimanden vil arrestere chaufføren og gripe fat i styret. . . . og her er sekundet igjen, det ene sekund, hvori alt avgjøres. For første gang bevæger herren inde i bilen sig, han strækker sin haand gjennem vinduet og avfyrer tre skud mot politibetjentens bryst. Idetsamme politimanden tumler død ned av stigbrettet, sætter bilen igang og nu forsvinder den lykkelig gjennem menneskesværmen. Den kjører over Boulevard des Italiens, netop som livet paa de store Boulevarder bølger voldsomst i aftenheldingen og naar gjennem Rue Royale ut paa Champs Elysée. Her blev den graa bil set sidst. Saa kjørte tre av morderne fra ordenergaten under Napoleons triumfbue og forsvandt.
Samme nat var bilen i Nordfrankrike, hvor der blev løsnet fire skud, som ikke traf.
Om morgenen stod bilens signalement i alle blade.
Men samme morgen fandtes Bilen i nærheten av Paris overheldt med petroleum og halvt opbrændt,
Politiet paastaar (politiet paastaar meget) at det ikke vil vare mange timerne, før de tre er fakket. Men det er ikke let at fakke tre kloke mennesker, der vet, at blir de først tat, saa har de denne fremtid:
De blir forhørt, dømt og halshugget.
Men der er tusen som dem.