Aar og dag/19
MORDEREN UTEN ANSIGT.
Jeg har en stor jordglobus staaende ved mit skrivebord. I ensomme stunder morer det mig at svire med den. Jeg sætter fingeren midt op i Afrika og dreier hele verden rundt. Saa kan jeg henfalde i dyp eftertanke over alle de mange navne jeg finder nedover verdensdelenes frynser. Hvert navn gir et støt til min fantasi, jeg ser noget, det er som store folder trækkes tilside og synker sammen igjen. Bak tidens graa skimter jeg billeder fra aarhundredernes bok. Portugisernes underlige fartøjer vifter i bølgerne langs Afrikas palmelande. Spanierne reiser korset ved Stillehavets kyster. Hebriderne . . . . en skjægget sjørøver lander i dagbrækningen paa en duftende koralø.
Det er de store, ubeskrevne flater paa min globus, som henrykker mig mest. Nu er der ikke mange slike igjen. Den hvite mand har gjennemkrydset verden, navnene paa byer og lande og floder er hans fotefar. Snart vil jorden se ut som en vanddraape sat under mikroskopet med navne paa kryds og tvers yrende som baciller.
Værst er naturligvis Europa, det er det mørke fastland, den urolige og mangetungede verdensdel sortner saa civiliseret av navne. Mot de andre lysere flater paa globussen ligger den der som en slags blækklat av verden. Her er endnu strækninger nedover i Afrika, halvt saa store som Europa, hvor bare en enkelt arm av et navn eller to forstyrrer indtrykket av evige skoge og vidder, hvortil ingen avis kan naa. Og man maa uvilkaarlig forbauses over, hvor litet Europa er mot den øvrige verden. Kan det være mulig, at det bare er paa denne lille sortladne plet av verden, at saagodtsom hele verdenshistorien er blit til? Jeg maaler utstrækningen av Gustav Adolfs tog og flytter maalet over til en anden verdensdel. Det er som tversover Borneo. Og dog var Gustav Adolfs tog en omvæltende verdensbegivenhet for alle tider. Mens det foregik og hundrede aar efter skinte solen over den store uberørte verden utenom Europa, millioner levet og døde, folkeslag gik tilgrunde, riker skaptes og sank i grus — uten at denne verdensbegivenhet i blækklatten kjendtes. Allikevel naadde rykket av den ut til jordens fjerneste egne. Meget vilde ha været anderledes uten den. Saaledes er det dog rigtig, at verdenshistorien blir til i denne lille fold av kloden; den er verdens urolige hjerne, som omspænder alle folkeslag med sine nerver.
I gamle dage kom virkningen langsommere, men den kom likesaa sikkert som ringene fra en sten som kastes i sjøen. Det var bare de store glimt, som saaes straks eller umiddelbart efter. Gjenskinnet av Alexanders tog lyste over hele Asien, og Napoleons tog fra Madrid til Moskwa var som et lyn, hvis spøkelsesagtige viften paa den mørke himmel kunde sees over hele verden. Nu gaar rykket hurtigere. Hvis det knaker i det gamle Europa om morgenen, saa lytter inden aftenen menneskene ved de fjerneste kyster. Et skud som løsner ved Donau kan bringe uro over tyve breddegrader mellem Canton og Mukden, et signal i Kiel bevæger folkeslagene fra Ceylon til Himalaya; truende, blodfarvede skyer over Mellemeuropa bryter som store prismer lys og mørke over pyramiderne saavelsom over urskogene ved Congofloden.
Det maa da tilgis en europæer, at han føler sit hjerte bevæges, naar han oplever, hvordan et avsnit av verdenshistorien blir til — om ikke i hans egen stue saa dog utenfor hans stuedør. Naar naboerne ryker sammen i en krok av Europa, da er det ikke det samme som naar riker gaar tilgrunde eller folkeslag slaar hverandre ihjel i andre strøk av jorden. Det har betydning utover det enkle faktum, at Europas tykke og fordringsfulde millioner blir nogen titusener tyndere. Serbernes tog til Adriaterhavet er ikke længer end som tversover Java paa det tyndeste, men det truer aliikevel med helt at forandre verdensvegten. Alle folkeslag lytter efter skuddene, efter de som skal falde og efter de nye, som kanske kommer til at løsne. Til at begynde med er hele Europa betændt, man kan si, at den gamle klode har verk i hodet, i Europa, og det dirrer helt ned i liktaaen, Kap Horn. Men nerverne ut mot Korea flagrer urolig under uveiret og der er bankende smerter baade i Marokko og Panama. Europa har krig og hele verden stirrer efter krigens ansigt, men der er ingenting at se.
Det er det nye ved situationen. Krigen har tidligere hat et ansigt, træk som man kjendte og som betød et navn, en skikkelse, en general, en konge eller en hvit hest. Ut av krigens mørke og forvirring er der bestandig før fremsteget en eller flere saadanne skikkelser, som har staat tydelige i nationernes fantasi og som i sine træk har samlet krigens rystende lidenskaper, dens gru, dens glæder og dens eventyr. Enkelte gange er disse skikkelser blit vældige og har kastet sine slagskygger langt fremover i aarhundredernes liv. Nøjagtig for hundre aar siden reiste Napoleon fra Paris til Dresden. I den tid var han selve krigens ansigt, hans stemme var krigens røst, naar han rystet sine sporer skalv hele Europa. Han gjorde et digt av krigen, grufuldt skjønt i sin storladne stemning. Man hørte klokkeklang fra Norditaliens sletter, en vældig aande blaaste ut fra pyramidernes stendynger, Austerlitzsolen glødet i menneskenes sind, tilsidst saaes han alene og ingen anden og naar fanerne blaffrende hævedes ved alle floder, var det bare som om hans kappe smeldte, idet han steg tilhest. Underveis til Dresden opførte folkeslagene et makeløst skuespil. Millioner strømmet sammen for at se ham, om natten var hans vei i milevide strækninger fra landegrænse til landegrænse belyst av de nysgjerrige og betagnes fakler og baal.
Og længer frem i historien gjentar det samme sig, men i mindre stil: Krigens stemning samler sig i en skikkelse eller et ansigt: Napoleon den tredje ved Solferino, Todtleben paa Krim, Osman ved Plewna, Molkte ved Sedan, Togo i Tsushima. Men allerede ved den sidste russiske krig stod ansigterne utydeligere og nu er de helt væk, et navn nævnes nu og da, en general, en helt, men der forbindes intet med det. Krigen har skiftet karakter, den er blit lyssky. Den er ikke blit mindre gruopvækkende, men den kan ikke længer trives for fuld musik i en verden, hvor en ny drøm har begyndt at bevæge alles tanker, drømmen om den evige fred.
Pludselig viser det sig nu, hvordan krigen ustanselig aar for aar har suget næring av menneskenes aandelige og legemlige arbeide. Ingen har rigtig været opmerksom paa, hvordan den i de fredelige dage har lusket sig omkring overalt og sneket sig ind i menneskenes liv saa intimt, saa uadskillelig, at den har banket med i nationernes hjerteslag. Alt og alle har betalt sin tribut til krigen. Den har været fremme ved indhøstningen og krævet sin del. Naar menneskeaanden i verkstederne har frembragt et lykkeligt resultat, saa har krigen straks været der med sine fangarme, det nye rike, som menneskene har erobret i luften har krigen straks grepet og tilegnet sig. Den faar hvad den kan bruke, og den kan bruke alt, penge, korn, mennesker, tid, drømme, maskiner, ærgjerrighet, alt tygger den og lever paa og vokser av, og idet menneskene tømmer sine kræfter i dens store svælg, ser de ikke, hvordan den vokser og forandrer sig fra alder til alder. Men saa, naar den slippes løs, har den jo skiftet ham og er blit anderledes end ellers ... Den er en frembringelse i tidens aand, enhver har git det ypperste, alle har arbeidet paa dens velstand, men ikke ét menneske har dannet sig nogetsomhelst billede av dens væsen. Nogen har arbeidet paa dens øie, andre paa dens klør, andre i dens hjerne, andre igjen i dens indvolde. Enhver har git det bedste, den er mættet med det smidigste staal og de skjønneste tanker. Og dette væsen, som er skapt av en forunderlig nervøs og fantastisk civilisation, faar en skikkelse, som samler i sig hele denne civilisations sjæl, som er hemmelighetsfuld og storladen, vreden og giftig og pestsvanger.
Nu har menneskene igjen i nogen aar arbeidet paa bæstet. Dyret er færdig, menneskene lægger sine verktøj ned, nogen kryper ut av dyrets store viftende jernøre, og de kjender ikke noget andet av dyret end dette øre eller dele av det. Det er sterkt som en tordensky, men nede i dets mange merkværdige kanaler er det fyldt av de spinkleste og fineste instrumenter, følsomme som violinstrenger, lette som sommerfuglevinger — selv den fjerneste og svakeste lyd indfanges og dirrer i dette lyttende svælg. Og merkværdig som dyrets øre er dets øie; arbeiderne kryper ut av dets øie, blindet av synet i den store sølvhvite pupille, der lyser som maanens skin, naar den hæver sig over skogaaserne. Og mennesker kryper ut av klørne, av indvoldene, av nerverne, av dyrets tætte, varme ragg. Nu er det færdig, nu springer bæstet. Og alle stirrer efter det for at kunne se det i fuld og hel bevægelse. Men nu er det, at dyret gjør det mørkt omkring sig.
Det erobrer sine skapere, det skjuler sine lemmer. Dets skikkelse kan ikke sees i mørket, men dets grufulde væsen fornemmes, nu og da dukker en klo frem eller et horn, eller ildskinnet av dets røde gap. Men det arbeider inde i mørket, det durer og brøler og vælter sig mot himlen. Og frem under mørkets folder, nedi elve og bækkefar, gjennem knuste byer og skoge skvulper blodet, blodet . . . . Og menneskene, som endnu har et forstyrret indtryk av den sidste krigs faner og sol og knitrende signaler, de fornemmer en dyp rædsel over af være vidne til noget gaadefuldt og forfærdelig, som ikke tilhører menneskene og som de ikke kan forklare sig, en motbydelig mare, som har lagt sig paa jordens bryst. Det er denne rædsel, som er den nye krigs sjæl.
Paa et gatehjørne i byen Europa staar to raadløse referenter og taler sammen. Det er nat. De stirrer hen mot byens fattigkvarter, hvor en uhyggelig brandrødme farver mørket blodrødt over husgavlene. Det er to flinke referenter, de er ute for at efterspore en morder, som i de sidste nætter har gaat løs i byens fattige kvarter, som huser alslags folkefærd. Her har været mordere før, men denne er av en anden art end de andre, der er noget umenneskelig og uvirkelig over ham. Kanske tilhører han ikke denne verden. Ingen vet om han er en dødning eller en levende. Ingen kan faa fat paa ham. Han gaar ind gjennem lukkede døre. Han forsvinder fra stængte værelser. Man kan høre hans skridt i de mørke trappestruper og hans pust i de øde korridorer. Hans forfærdelige vandring nu og da følges fra hus til hus, fra vindu til vindu som blaffer op i en blaalig fosforlysning, eftersom han gaar. Ingen er sikker for ham. Inat dræper han i øst, inat i vest. Men han slaar mange mennesker ihjel og blodet drypper med kulstøv og slam nedover de skidne trapper. Luften staar stille i gaterne. Himlen er mørk og blodsprængt. Nætterne lumre og varme. Op av denne pestsyke skumring gaar en rædsel som snører alles struper sammen, Og gjennem rædselen gaar morderen usynlig, dødbringende, et eventyrlig væsen, ikke dyr og ikke menneske. Ingen kan beskrive ham, Der er bare en eneste som har mødt ham. Det er ungarerinden Ilka. Men heller ikke hun kan beskrive ham. Hun gjemmer sig rystende inde i sit haar. Rædselen maa ha slaat hende med vanvid, sier referenterne til hverandre, for hun fortæller skrikende, at morderen har intet ansigt.