Aar og dag/16
LØPET MOT DØDEN.
Paris.
Da jeg igaaraftes skulde gaa tilro og var ifærd med at stige op i min seng, kom jeg uvilkaarlig til at tænke paa Marokko. . . . Men denne indledning trænger en nærmere forklaring, den rummer baade en spøk og en tragedie,
En gang hvert aar ser den franske nation skriften paa væggen. Det er ikke ord. Det er et tal, som paa en given dag springer frem for alle folks øine. Nationen studser og en graa skygge av angst vandrer gjennem den. Det er likesom naar et menneske midt i livets jag erindres om det utrolige, om døden, som en gang skal komme. Det enkelte menneske kaster en saadan tanke fra sig med en liten rysten. Det gjør ogsaa den franske nation. Men hvad der gjælder for den enkelte, gjælder ogsaa her for den store masse. Det er døden som viser sig. Den franske nation har forlængst sat sig i bevægelse mot undergangen. Og løpet mot døden fortsætter. Men franskmændene, som er verdens ivrigste spillere, bekymrer sig ikke længe om noget som ligger saa langt ind i fremtiden som racens tilintetgjørelse. Hvert aar ser den spøkelset. Det knækker i totalisatoren og det frygtelige tal viser sig. Tap igjen, hvad saa? Saa langt tilbake som i 1872 nærmet fødslernes antal sig millionen, tredive aar efter, i 1902, var de nede paa 850,000, iaar viser resultatet 740.000. Det er en rivende nedgang. Firti aar er intet tidsrum i en nations historie, men naar antallet av de aarlige fødsler i det samme tidsrum gaar tilbake fra 1 million til 740,000, da er vinket om at racens tilintetgjørelse nærmer sig saa tydelig og forfærdende, at franskmændene har al grund til at skyve skrækken fra sig med en spøk. Men spøken er bitter, for man kan allerede se den fremtid, da folketallet fra 35 millioner er sunket til 30 millioner og derfra til 25 millioner.
Jeg befinder mig altsaa midt i en utdøende nation. Men jeg ser rigtignok ingensteder tegn til denne nations utdøen. Verdenshistorien peker paa andre racers gradvise forsvinden: Huse som er blit tomme, byer, som er forfaldt til ruiner, dyrkede marker, som er blit overgrodd av vildnis og skog. Men her i Frankrike er det ganske motsatte tilfældet, jo mindre folk her blir, des større blir byerne og des mere opdyrket blir landet, des heftigere blir kampen om utnyttelsen av alle naturens herligheter, Og saa er da den desperate spøk skapt her i Frankrike, at statistikken over de aarlige fødslers nedgang er det længe ventede bevis for at tallene lyver. Hvordan kan det være mulig, sier man, at der aarligaars blir stadig mindre folk i landet, mens der dog blir stadig flere folk i Métroen?
Métroen er den ene og den mest populære av de parisiske undergrundsbaner. Der er én til. Og ved begge baner stiger passagerantallet aarligaars. Og jernbanerne over det ganske land har stadig flere og flere passagerer, Der maa ustanselig bygges nye jernbanelinjer, nye sporvognslinjer, nye kanaler og nye, brede landeveie, saa den stadig økende trafikerende folkemasse kan komme frem. Køen utenfor Theatre Français blir ikke kortere, nye varietéer maa bygges og nye fængsler anlægges, alt for at imøtekomme det stigende behov. Allikevel paastaar statistiken frækt, at folketallet i Frankrike gaar tilbake; men hvordan kan det være mulig, svarer den spøkefulde pariser, naar der dog er flere og flere folk i Métroen. Altsaa lyver statistiken.
Men der findes ogsaa franskmænd, som ikke er saa spøkefulde og som fortvilet klør sig i hodet for at utfinde midler som kan stanse nationens løp mot døden. Jeg sier midler, men der findes jo bare et eneste. Adlydelsen av skabningens første og mægtige bud. Opfylder jorden! Men fornuftige nationaløkonomer og varmhjertede fædrelandsvenner, som den forhenværende minister Messimy, søker allikevel at utpønske midler til af opnaa den eneste virkningsfulde forholdsregel mot racens utdøen. Messimy foreslaar, at der skal sættes præmier paa det tredie barn og det fjerde o.s.v. Og da han ikke er i tvil om, at de pengegriske franskmænd endog vil strække sig langt, naar det gjælder penge, saa mener han, at præmie paa 500 francs for hvert barn utover det andet vil gjøre underverker. Mon to mennesker, naar det gjælder fædrelandets redning, kan strække sig saa langt for 500 francs? Messimy regner ut, at det vil bli en aarlig utgift paa 50 millioner og senere (han gaar ut fra, at man vil strække sig saa langt) 100 millioner. Og naar landet aarligaars ofrer 50 millioner til hesteopdræt, maa det da kunne ofre mindst likesaameget, naar det gjælder det langt ædlere væsen, mennesket. Han stiller ogsaa i utsigt, at med de talrike barn i familierne, vil racen bli bedre. Formodentlig støtter han sig her til Metschnikoff, som har fremsat den opsigtsvækkende paastand, at det første barn som regel er det daarligste. Da der i de fleste franske egteskaper bare fødes et eller to barn, saa skulde altsaa sandheten være den, at de bedste barn, de blir ikke til. Man ser i aanden en uhyre og fantastisk armé av ufødte, som kunde ha tilført nationen den største nationale kraft, men som nu vandrer klagende i fjerne verdeners skoge. . . .
Men hverken trudsler eller lokketoner kan bringe Frankrike i aktivitet mot faren. Messimy maset længe med dette. Men saa var der én som spurte: Kjære Messimy, hvorledes er det med Dem selv, De har jo slet ingen barn. Siden har Messimy ikke sagt noget.
Og dette tilfælde er karakteristisk for, hvordan franskmændene søker at narre hinanden gjensidig til at gaa paa kroken. Ingen vil selv, men alle vil, at de andre skal. En nattevandrer i Paris kan gaa lange veier uten at møte et menneske. Disse gater, som om dagen samler paa sin rystende asfalt en verden av liv, er om natten de ødeste gater i verden. Og ikke bare i Paris. Intet er saa trist og mørkt og utdødd som de smaa franske landsbyer efter klokken ni om aftenen; intet lys i vinduerne, ingen glad munterhet efter dagens møie, intet leven og søtt tidsspilde utover veiene. Franskmændene vet at benytte sin dag, mens de lægger alt tilrette for at natten skal være natten. D. v. s. de lægger alt tilrette for hverandre. Ordensværnet overvogter, at der hersker ro utenfor de tillukkede huse, og mens politibetjenten skotter underfundig op mot de lukkede skodder, har han at paase, at intet utenfra griper forstyrrende ind i hjemmenes hellige ro. Men med det første morgenlys larmer befolkningen ut paa gaterne og opfylder byen med støien av det arbeide, som bringer alle de tusen smaa og store formuer til at vokse; men da har de rigtignok narret hverandre allesammen.
Og nu er jeg igjen ved dette brevs begyndelse: At jeg uvilkaarlig maatte mindes Marokko, idet jeg var ifærd med at lægge mig og skulde stige op i min seng. Intet kan sammenlignes med den franske seng. Større aander end jeg har skrevet om den. Franskmændene har utviklet en hel kultur paa det omraade. Den er likesom et fastland i omfang. Fra de jevnt myke springmadrasser i bunden stiger den gjennem de stadig bløtere underdyner op mot en oversvømmelse av kridthvite og kjølige lakener. I dette middel til hvile og velvære for mennesket har de franske utstyrsforretninger i virkeligheten utviklet et underfundig snille og en snedig opfindsomhet som nærmer sig det fuldkomne. Ingen forretninger er saa patriotiske i sin idé som disse og faa tjener flere penge; allerede efter nogen aars forløp kan cheferne trække sig tilbake til sine landsteder i ro og gifte sig (og faa ét barn). I en fransk seng kan man finde sig tilrette for alslags veir. De er kultiverte som ædel vin, de er like vederkvægende for alle aarstider, kjølige om sommeren, lune om vinteren. Her stod jeg igaaraftes og tænkte paa Marokko, dette store land, som Frankrike nu skal befolke og civilicere, skjønt de ikke har mennesker nok til sit eget rike. Det var ganske stille i huset og uhørt stille utenfor; sengen var i halvmørket som en stor, hvit blomsterkalk, færdig til at motta mig stakkars menneskefrø. Men saa var det ligesom jeg i mørket hørte noget, eller kanske var det bare stilheten jeg opfanget, en absolut og intens stilhet, ingen vognlarm, intet fotslag, ingen susen i boulevardens trær. Det er likesom politibetjenten utenfor som hadde set mig gaa ind, hadde strakt sig paa tærne og rakt sin stav i luften og hyssende paabudt lydløshet. Og i denne stilhet merket jeg med én gang visionært hele nationens lytten, vældige ører foldet sig dulgt ut og stod stille; det var som et billede av hvordan alle de styrende i Frankrike lytter og ønsker og haaber hver aften klokken 10, da nationen gaar til ro og alt skal være stille — alle de styrende, Fallieres, som selv bare har en rødhaaret datter, og Poincarré og Messimy og alle de bedrøvede. Men jeg lo en stille haanlatter. — Og da jeg steg ut i lysbyens larm den næste formiddag, da følte jeg mig som franskmand, jeg hadde været med paa at narre hverandre.
Der er intet at stille imot, naar franskmændene ikke vil. De vil ikke opfylde sit eget land. De vil heller Marokko. Og kanske, naar alt kommer til alt, saa er det utvikling i det, at nationen dør ut. Likesom civilisationen dræper de vilde folkeslag, som kommer i berøring med den, saaledes dræper ogsaa civilisationen sig selv, naar den har naadd sin kulmination. Franskmændene, som har den ældste civilisation, har startet menneskenes tilintetgjørelse ved mennesket. Allerede har tyskerne fulgt efter. Og idet folkenes antal avtar vil den dræpende civilisation brede sig og bli stadig mere fuldkommen; vor tanke gaar bævende mot de fjærne og umaadelige tider, da de sidste mennesker lever, et forunderlig samfund av krystalmennesker, hvori selvmordet skal være den fineste ytring av viljen. Alt hvad vi fornemmer, aarstiderne, pulsslaget, alt hvad vi oplever og har oplevet, samler sig i den eneste forfærdelige lærdom: Alt skal en gang forgaa. Vor gamle jord helder mot sin død og fra det første menneske som vandret paa jorden stammer vissheten om, at det sidste menneskes tid engang skal komme.
Og forresten — hvad skal verden med alle de mennesker?