Aar og dag/15
DEN STORE PARADE.
Paris blev igaar vækket av trompetfanfarer, trommehvirvler, kanonlarm. En hær trak gjennem byen. De parisere, som allerede vrimlet i gaterne ropte: Leve arméen! Ogsaa nedenfor mine vinduer gik endel av larmen. Militærmusikkens lyse messingstøi opfyldte gaten, vinduerne klirret svakt, fjernt henne gik sporvognene over skiftesporene med smaa smeld som av geværskudd. Jeg skyndte mig ned i rue Rivoli. Flere regimenter infanteri var under fremmarsj. Saalangt jeg kunde se henad gaten bølget takten i denne blanke, blaa skog av bajonetter. Fra andre gater hørtes den dumpe, uheldsvangre rullen av kanonvogne. Hvis jeg ikke hadde visst det bedre, vilde jeg ha trodd, at Paris befandt sig umiddelbart foran fredsbruddet, Men det var bare ouverturen til dagens militære skuespil, tropperne som fra de forskjellige kaserner og samlingspladse marsjerte gjennem byen ut til Vincennes, hvor den store parade skulde holdes. Paris og Frankrike, men fremforalt Paris, skulde igjen ha av sporerne.
Saalænge krigsmuligheten staar truende i horisonten, maa begeistringen for arméen og gloiren holdes vedlike og økes. Siden 1905 blæser en frisk nationalistisk vind over Frankrike, og Frankrike ser ikke længer med dump resignation mot muligheten av igjen at gaa mot øst. Efter den sidste faldefærdige overenskomst ventes krigen, og naar det igjen kommer til en avgjørelse, tar franskmændene den i glad forhaabning om et lykkelig utfald. Der blir ikke paany bøiet av som i 1905. Friske blomster og farver lægges hver morgen paa Strassburgmonumentet, regjeringen har git pariserne en række militære optrin, hver lørdag larmer tappenstreken gjennem gaterne. Og de store aviser har sat igang en nationalindsamling for kjøp av aeroplaner til arméen. Planen er at skaffe hæren fem tusen aeroplaner og fem tusen utdannede luftførere. Der trænges mangfoldige millioner. Det blev nødvendig at række den franske nation et nyt brusende bæger. Og hernede vet man, hvordan en saadan drik skal lages til.
Man kunde ikke ha været heldigere. Vi hadde igaar den første virkelige vaardag med jag av lette skyer over himlen. Den lette og forunderlige skiften av lys og skygge gav de pompøse optrin farver og stemning. Og saa fik man ved hjælp av veiret ut den halve million mennesker, som maatte til for at gi det hele relief. Men drikken var visst allikevel ikke berusende nok, for det lykkedes ikke at bringe dette ædruelige folk helt ut av likevegt.
Allerede ved tolvtiden var alle tropperne samlet: infanteri, kavalleri, artilleri. Dertil kom en mindre hær politimænd og municipalgardister kommandert av politipræfekten, som skulde holde orden i den vældige menneskemasse, der var i stadig summende bevægelse og omgav arméen, lik en roterende, bred, farveglødende saturnring. Det var jo den første vaardag og de lyse toiletter var sprunget ut samtidig med knopperne i frugthaven.
Mens jeg driver med som et andet ubetydelig fnug i Saturnringen, forbi træklynger, hvor folk hænger som apekatter i grenene, utover græsmarker som dufter herlig av sterk muld og groende foraar, omsust av den uendelige folkemasses støj og dras, faar jeg nu og da i en tilfældig aapning i menneskefloden, som dog snart lukker sig, et litet glimt av tropperne ute paa sletten. Arméen venter. Pludselig ser jeg en urolig mængde kyradserer, som bevæger sig over vippende hestemanker og skinner blændende i solen. Eller en blinkende aker av lanser, der vaier som kornaks i blæsten. Saa skimter jeg dypt ute paa sletten over det grønne græs en mørkere flate, som pludselig rødmer som en tyttebærhei, det er en infanteridivision, som marsjerer fra skyggen over i sollyset. Eller jeg hører fjernt henne fra en bristende trompettone, dette klare og kjølige messingskrik som lyder saa sørgmodig utover store vidder. Eller jeg strækker hals og møter solens fræsen i en silkefane eller dens ildske rot i et glødende musikkorps. Og saa ser jeg pludselig i et glimt hele sletten, troppernes dype kolonner deler den som et schakbret, en firkant kanoner, heste og kanonvogne, en firkant infanteri, en firkant kavalleri, en firkant bajonetter, en firkant gyldne hjelme. Alt staar stille. Men alt er allikevel i en ventende uro, i en slags stillestaaende vrimmel med blink og rykken, fordi der ikke bare er døde flater, men levende mennesker og dyr, her er femten tusen heste og her staar femti tusen mand under vaaben. Det er som en stor reserve som i ly av skogen venter paa at bli sendt frem mot linjerne. Klokken er nu to og menneskene begynder at stirre op i luften istedetfor utover sletten; men deroppe er intet andet at se end nogen hvite skyer under den blaa himmelkuppel.
Er det da ikke besynderlig, hvor alting er evig det samme. Her har regjeringen bruk for at kalde paa de store følelser, gjennembævelsens øieblik, sværmeriet. Og saa marsjeres der op med hele det gamle apparat: Revyen forbi tribunen, hvor statsoverhodet staar, utfoldelsen av store troppemasser, fanerne, — og begeistringen kommer nu som den kom før mere end hundrede aar siden, da denne ene mand levet som opfandt gloiren og hvis blændkraft til fuldkommenhet hypnotiserte hele nationen. Men han gjennemglødet det hele med sin fantasi og sin ild. Og dertil kom, at henover de pragtfulde arrangementer og publikumsskuespil ilte endnu friskt blæsten fra Austerlitz. Sidenefter har man fastholdt formerne. Og man vet saa nøiagtig, hvad der skal til, forat den gamle drøm igjen skal bevæge hjerterne, at de nationalistiske blade se ut som cirkusplakater med de kjæmpemæssige overskrifter: 50,000 mand, 15 generaler, 10 aeroplaner. Kan folk vente sig mere? En skogtur i det herlige søndagsveir, forbimarsj av dype infanterikolonner med faner og musik, kanonskudd, kavallerichok, uniformpragt — hele krigsvæsenets glansfulde unyttighet paa ét bret, femten generaler! Og saa aeroplanerne, luftflaaten, folkets store sværmeri. — Den halve million, alle de, som skal betale eventyret, kan umulig utebli: Leve arméen! Paris har faat av sporene igjen og gjennem bladene gaar stikket videre til de andre franskmænd. Følelserne dirrer fra idag til den 14. juli, da er der en ny revy.
Der gaar saaledes ikke lang tid mellem hver gang, men det er nødvendig at være hyppig, skal begeistringen holdes vedlike hos dette kjølig ræsonnerende folk, som ikke behøver krigen og ikke elsker den, men som allikevel har den utenfor vinduerne. Og tiltrods for den uhyre tilstrømning hver gang, mangler allikevel begeistringen den store flamme. Nu og da indtræder øjeblikke av stilhet over masserne, en forunderlig og bundløs stilhet, som kommer pludselig, likesom alle samtidig blir grepet av en anen. Da er det som tvilen drar forbi fanerne.
Og saa mangler man det eneste, som kan samle en stor følelse og holde den fast og drive den fremover: En enkelt. En mand. Den ene, I den franske nation lever endnu drømmen, den skjønne og vemodige drøm om de dage, da ørnene fløj utover Europa.
Og efterat eventyret sluttet under en stenhelle paa en ø i oceanet, har Frankrike stirret længtende efter den ene, efter manden, angst for at han skulde findes, henrykt naar de trodde at han kom. Men fremforalt angst for at nogen skulde finde ham, peke paa ham og si: Der er han. Det er ikke statens øverste. De tør jo ikke engang vælge en præsident, der ser ut som en helt — av skræk for at det skal være ham. Hvilken underlig kontrast til utfoldelsen av den militære pragt er han ikke den mand, som nu under kanondrøn kjører ind paa pladsen: Bedstepapa Falieres, sortklædt, venlig, hvitskjægget. Sablerne flyver i veiret, regiment efter regiment retter sig og blir blikkende stille. Den sortlakerte vogn, som minder om et av de stolteste øjeblikke i den franske hærs historie, gamle Masena i kalesjevognen ved Aspern, ruller forbi, fanerne gaar i veiret og en lyttende stilhet falder ogsaa et øjeblik over de mange hundredetusener omkring. Man lytter efter musikken, Marseillaisen, det er likesom melodien brænder etsteds derute paa sletten i den lyse luft mellem de blinkende vaaben.
Saa dukker det første aeroplan frem i skylaget over Paris, og straks efter svæver det brummende over revyfeltet. Det er et biplan. Et monoplan glir henover Vincennesskogen, flere aeroplaner kommer og inden ti minutter gaar et dusin aeroplaner over banen. Præsidenten har tilendebragt sin runde mellem tropperne, nu begynder revyen over luftflaaten. Man merker paa bevægelsen i mængden, at den oplever noget. Det er ikke længer bare en militærrevy man ser, det er et syn ind i fremtiden, det er varslet om de nye aar som brummer over folkets hoder. I disse smaa maskiner ligger nationens haab. Det er dem som mere end noget andet har jaget op ærgjerrighetens fugle. Det er de nye ørne. Nu flyver de over hele Frankrike. Al den længsel som drømmer i propelvingernes sus og følger de dirrende vingeflater faar sit kjælne uttryk i det forjættende: Det er Frankrikes fugle.
Og naar man ser disse fugle svæve henover arméen forstaar man, at der er skapt et nyt blændverk i nationens fantasi. Nogen gaar lavt henover skogen, andre gaar høiere, enkelte er saa høit oppe, at de nu og da forsvinder ovenover skyerne, Men alle manøvrerer med lekende sikkerhet. Men nord, under himmelkuplen, glider to gule styrbare som guldfiske i den havblaa luft. Og under denne luftrevy staar arméen stille og tæt og venter. Den staar saadan som ingen armé længer staar i en krig. Under slag er arméerne usynlige for hverandre; russerne hadde tapt hundredetusen før de endnu hadde set en japansk militæravdeling. Men nu kan fienden fra aeroplanet sees ovenfra, kanske indskrænker det hele blændverk sig dertil. Fremtidens krig maa føres i luften og under jorden og under vandet.
Arméen marsjerer forbi præsidentens plads, avdeling efter avdeling, division efter division. Hele sletten kommer i bevægelse, det er som om jorden gaar. Tiltrods for at man har undgaat generalernes fjerbuske og tiltrods for at tropperne er i feltdragt, virker allikevel denne revy som en pragtopvisning, lysende av farver, faner og bevægelse — der er mennesker i linjerne. Jeg husker en tysk revy, hvor gelederne gik fremover, livløse, men truende, dynamitgraa —
Men for at ingen skulde være misfornøiet med dagen, brændte batterierne av en salut, som fik luften til at skjælve. Da var den sidste flyver forsvundet i den graa dis over Paris. En time efter var alle veie omkring Vincennes opfyldt av marsjerende soldater, kanoner, vogne, politi, — tusenvis av heste og automobiler, en uendelighet av mennesker. Alt trak i én retning: Ind mot Paris. Det var som efter et tapt slag, en armé og et folk paa tilbaketog. jeg blev gaaende omkring i den vakre Vincennesskog, indtil hele den brogede skare var drat forbi. Da stilheten kom, laa dagens larm pludselig likesom langt borte. Jeg maatte spørre mig selv: Hvorfor det hele; hvor bærer det hen? Er den tid fjern eller nær, da den nye marsj mot øst begynder og Frankrikes fugle en farlig morgen strækker vingerne?
Skumringen kommer. Den gamle sol, som har skinnet ikke bare over Austerlitz, men over alle menneskehetens blodbad, er gaat ned, sletten ligger øde og mennesketom, der er stille omkring Vincennes i den foraarskolde og sørgmodige skog.