Aar og dag/14
BOULEVARDENS VAAR.
Vaaren overvintrer etsteds nede i Middelhavet mellem nogen blaa øer, som endnu ingen menneskelig fot har betraadt, som er ganske ufindelige. Men nu er tiden inde, da den sender sine første bud utover Europa. En due med en frisk oljegren i nebbet er forlængst fløiet forbi Marseille og idag stod en vaarlig regnbue over boulevarderne i Paris. Nu kan man hver dag vente dens spøkefulde indfald i pludselige, varme regnskyll, solfyldte gater med lys i alle ansigter og alle vinduer og en blændende asfalt under vognvrimlen; Eiffeltaarnets top flammer i fyrig sollys, det er likesom Paris løfter en fakkel mot dagene som skal komme. Men kastanjetrærne staar fremdeles vintersorte og avbrændte i uendelige rader. Og kolde dage kommer indimellem med en hætte av graa himmel over byen og en sur vind jagende omkring hushjørnerne. Denne blæst som kommer fra Norden synes likesaalitt at høre hjemme her som kaminerne, disse sidste er vistnok den allerunødvendigste gjenstand i de parisiske huse. De staar der kolde og utilnærmelige som en latterlighet, et paafund av fordringsfulde reisende fra en anden verdensdel.
Det er min mening at paapeke et forhold, som ogsaa Georg Brandes i et lykkelig øieblik har henledet den civiliserte verdens opmerksomhet paa, nemlig det omsiggripende apacheuvæsen hernede, usikkerheten paa gaterne. Men det kan godt være jeg ikke kommer længere end til vaaren, som jeg vet er nær, jeg har mødt den idag paa Boulevard des Italiens.
Man er jo ikke skadefro, men allikevel kan et menneske, som netop kommer fra den nordiske vinter, føle en herlig tilfredsstillelse ved at skrive hjem et vaarbrev. Jeg synes endnu jeg sitter midt i vinteren paa den sekstiende breddegrad, hvor lykteblussene fryser inde i kuldetaaken klokken to om dagen og blæsten strømmer gjennem iskolde skoge. For faa dage siden var jeg paa Långedrag ved Gøteborg og saa utover Kattegat. Sjøen var ikke tilfrosset, men den var stille og hvit som is. Ut fra horisonten i syd stod en væg av graa vintertaake og mot nord laa et mørke, som syntes at skulle vare evig. Jeg fik en fornemmelse af, at det maatte være frygtelig at dø under en saadan himmel mens vaaren var langt borte. Og fornemmelsen kom igjen i en anden og ny dirren, da jeg gik henad Rivoligaten, forbi hotel Wagram og mindedes ham, som forgjæves flygtet for mørket men allikevel døde ved Triumfbuen.
Men naar jeg nu kommer til apacherne, som jeg har foresat mig at skrive om, er det da ikke ogsaa vaartegn i disse historier, som bladene er fulde av om dagen? Statistiken har ogsaa grepet vaaren, dens oplysning om, at de fleste fødsler finder sted om høsten falder jo tilbake paa vaaren. Om vinteren fryser apacherne, men mot vaaren yrer blodet heftigere og statistiken lærer os at de fleste forbrydelser sker i vaarmaanederne. Og vaaren begynder tidlig hernede: En mand er stukket ihjel nede ved hallerne. Midt paa lyse dagen er et bankbud blit røvet for 150,000 frank paa en av boulevarderne, jernbanestationen i Etampes er blit plyndret og betjeningen skudt ned, tre gutter paa fjorten—femten aar har rovmyrdet en kvinde i Asnières og en eiendommelig vaarfantasi, en forbryder med brændende ben har utfoldet sig i Boulogneskoven og sprængt en juvelerbutik i luften.
Jeg har jaget rundt i byen for at faa øie paa apacherne, jeg har set nogen magre, bleke fyrer paa de ydre boulevarder og jeg har tilbragt etpar nattetimer i Caveau des Innocents, apachekneipen ved hallerne. Jeg kom ind i en liten, nogenlunde renslig beværtning. En svær slagter av en vært stod bak disken. Paa en bænk tre parisiske politibetjente av den ivrig gestikulerende type, som man ser i kinematografernes komiske billeder. Paa den ene graa kalkvæg et mørkt hul, som viste sig at være nedgangen til en kjelder. Jeg gik ned i kjelderen. Den var som en av de gamle fængselsceller, som man endnu kan se, maar man gaar dypt ned i de ældste dele av vore fæstninger, En sur lugt av daarlig tobak og fugtige stenvægge slog mig imøte. Der fandtes bare et eneste bord, som var befolket av et herlig og lastefuldt folkeslag. Kvinderne hadde munde saa røde, at de syntes at være skaaret ut i ansigtet med knivsnit. Og mandfolkene repræsenterte stamtyper av alverdens alfonser, brede kjæver, smaa, stikkende pupiller i apeøine, barberte og raa i nakken. Da jeg gik derfra igjen en times tid efter, hadde politibetjentene flyttet sig helt ned i trappen. To dage efter læste jeg, at den mand som blev stukket ihjel nede ved hallerne var kommet fra Caveau des Innocents, hvor han hadde bluffet med for mange drikkepenge. Der hænder aldrig noget i selve kjælderen, men en av aperne hadde fulgt efter ham og stukket ham ned i blindlyset klokken fire om morgenen indimellem nogen fragtvogne, som kjørte til hallerne. Det er paa den tid, at tyve tusen vogne kjører ind til dette Paris' vældige forraadskammer. I de trange gater blir de store mennesker som smaa barn mellem disse vældige kjæmper paa hjul, som med fire hester for og en svøpesvingende, hujende gamin øverst oppe i uendelige, larmende geledder ruller ind under de store hvælvinger.
Nu skal man aldrig i Paris, hvor skuespilkunsten staar saa høit, gaa to gange til samme morsomme sted. Da jeg næste gang traadte ind til slagterværten i Caveau des Innocents, var der stille og tomt nede i cellen. Og da jeg som følge derav vilde gaa igjen, oplyste værten smilende, at han paa 5 minutters varsel og mot 20 francs kunde skaffe det hele tilstede, pikerne, aperne og de tre kinopolitier. Men jeg sa nei, selv med utsigten til at kunne konstatere, hvem som manglet av de bredkjævede alfonser.
Hvor er saa apacherne? Kanske gaar de her paa boulevarden i denne eftermiddag. Det er en fugtig og vaarvarm søndagskveld idag, og over de store folkemasser er der en fin og yr spænstighet. Det er stunder som denne, at man føler sig omsust av verdensbyens blomst, en aande fra millioners sydende liv i vidt utstrakte stendynger. Ellers merker man ikke saameget den store masse, man ser ikke byen for bare gater; men nu kommer det frem gjennem boulevarden og i luften over den og i asfaltens rysten. De fræsende elektriske lamper eksploderer som blaa raketter ut fra sine slanke, sorte staalstængler. Det er likesom en essens av hele byen i nogen urolige sekunder passerer her under en truende absintfarvet uveirshimmel. — Forbi de sorte trær som skjælver i trækvinden foran regnveiret, midt gjennem denne kokende vrimmel av kjørsel og menneskedrass, i det forunderlig, blinde skumringslys, hæver sig pludselig en kavalkade rytteri, som kommer fra en demonstration ved Lyonbanegaarden, hvor to hundretusen mennesker har demonstrert omkring en anarkists likvogn. Hestehovernes plasken høres som om regnveiret allerede er kommet, den blander sig med gatelegemets mumlende brøl under de mange tusen vognhjul og glir ind i duren — den deilige, tunge livslarm i en mægtig og menneskefyldt gate, — den gaar som dønninger i havet, mens avissælgernes mørke og syngende skrik inde fra menneskedypet er som klokkeklemt eller som faresignaler fra lydbøier som bevæges av bølgeslaget. Og uveiret er ikke langt borte, absintlyset fra himlen glimter mot vinduerne, luften er fugtig, den røde lakfarve i Martins store amerikanske hus luer som menneskeblod, og saa med en gang falder de første regndraaper, folk spredes ind under kaféskjærmene og asfalten blir liggende graa og skimlet og mennesketom. Men en halv time efter er skuren over, en mumleride, uendelig menneskesværm fylder igjen gaten mellem de to stenrækker og pludselig gaar en regnbue utover Paris. En regnbue. Den springer hurtig frem paa himlen, kommer fra øst; det er likesom en pragtfuld granat blir skudt ind i Paris, den daler nedover Eiffeltaarnet og farver staalskelettet. Det er vaaren som er kommet fra de ufindelige og blaa øer i Middelhavet og over Marseille er naaet frem til Frankrikes hovedstad med sit første signalskud.