Aar og dag/13
MENNESKET I LUFTEN.
Rheims, juni 1912.
Efterat brødrene Wright gjennem aarelange forsøk endelig hadde løst flyveproblemet og fløjet de første meter med en maskine tungere end luften, fulgte de franske mekanikeres første forunderlige bedrifter paa flyvepladsen ved Mans. Hver dag bragte nye overraskelser, den første mil blev fløjet i længden, de første hundrede meter i højden. Almenheten forstod ikke rigtig, hvad der var skedd, følelsen av det vidunderlige hadde endnu ikke grepet sindene; man hørte om kunststykkene som man læser om nye mekaniske eller akrobatiske tricks, man stirret op i den blaa luft og lyttet forvirret efter larmen av den nye tid som skulde komme seilende nedover menneskeheten med lystig solblink i nogen underlige, surrende maskiner. Og en vakker dag saa man grev Lamberts manøvrer rundt Eifeltaarnet. Saa fløj Bleriot over Kanalen. Saa kom den store flyveuke i Rheims. Navnet Rheims er uløselig knyttet til flyvningens historie. Det er bedrifterne i Rheims for et par aar siden, som aapnet alverdens øine for at noget nyt pludselig var skedd i vor tilværelse.
Mens de andre nationer læste telegrammerne fra Rheims og forbausedes, mens Tyskland bruste av begeistring over Zeppelinskibets møisommelige reise til Berlin, var Frankrike allerede kommet sig av sin forvirring, og alle de, som efter fransk skik skulde skrike op og utlevere til alverden det lykkelige resultat, som franskmændenes tekniske snille hadde naadd, blev tause; hyss, — aabenbaringen var kommet, her svirret chancen for alles øine. Og den franske nation grep den straks. Flyvemaskinen blev national. Og hele tiden har der hersket en vis hemmelighetsfuld stilhet omkring nationens utvikling av flyvemaskinens muligheter; — men en stilhet, som allikevel røbet, at man arbeidet intens, voldsomt, med frydefuld glæde over at være de første og de bedste. Flyvningen er forlængst blit et led i krigsadministrationen og et vigtig led i denne. Det er ikke offentlig bekjendt, hvormange flyvemaskiner arméen har; man taler om seks eller syv hundrede. Og verden utenom faar ikke vite, hvorlangt man teknisk er naadd. Hvor det gjælder landsforsvaret, er disciplinen vidunderlig i Frankrike. Og nu er parolen git, fingeren paa munden, og saa taler ikke engang de mest løsslupne boulevardblade om det. Men en og anden gang brænder man en cirkelflyvning av, eller en luftrevy, eller en rekord: — det er nationen, som overmodig sætter raketter op for den forbausede verdens øine.
Et levende indtryk av dette nationale arbeides intensitet faar man ved at besøke de militære flyvepladse. Her i Rheims har den franske aviatik et av sine vigtigste koncentreringspunkter. Da aviatiken for nogen maaneder siden fik sin nye chef i oberst Hirschauer, fremla han som sit program: Koncentration av aeroplanerne ved østgrænsen. Det er da rimelig, at aeroplanernes fornemste holdeplads blir den store slette ved Rheims. Den ligger nær indpaa byen. Mot sydøst kan man se katedralens taarne i røkdisen over stenbygningerne, mot nordvest vider landskapet sig ut til en uhyre slette; den er som et grønt og stille hav, omspændt av horisonten, der glimter i solnedgangen som et metalbaand. Det har blæst sterkt i hele eftermiddag; men med kveldsheldingen stilner blæsten med en pludselighet, som er karakteristisk for den hurtige skiften i det franske sommerveir. Hangarerne, som ligger aapne ut mot vidden, er fyldt av deres grønne lys. Her er en vrimmel av aeroplaner i alle størrelser og systemer fra de store Farmanbiplaner til de lette smaa monoplaner av allernyeste type. Selv naar disse maskiner staar stille paa jorden, gir de beskueren et overbevisende indtryk av deres flugtevne. Det er likesom de ikke vejer nogenting. Deres flater samler i et enkelt og træffende billede alt, hvad menneskelig beregning og teknisk kunnen har opnaadd av balance og likevægt. Selv naar maskinen er urørlig virker den levende, fordi der i dens smekre og fine linjer er et vidunderlig uttryk for fart og flugt. Man viser mig et monoplan, som er saa let, at det kan løftes av et enkelt menneske. Dette aeroplan fløj igaar i 1000 meters højde; det forsvandt ovenover skyerne og dukket frem igjen efter en times forløp. Et saadant apparats enkelhet, dets nøiagtig avbalancerte vegt omslutter flyveren, som sitter i det, saa mennesket og maskinen blir til ét individ, maskinen og mennesket glir sammen til en enhet, en ny værdi, som ikke er bare menneske og ikke bare maskine. Wilbur Wright har selv git navn til dette nye væsen i luften; han kaldte sig menneskefuglen. Han hadde selv en skarp og hvass fugleprofil under sixpencen. Det var likesom maskinerne hadde slaat noget av sin karakter i hans træk. Wilbur Wright er nu død og franskmændene som ellers ikke anerkjender noget i den vide verden, anerkjender dog ham. Han hørte ogsaa i virkeligheten til verdens store og faa opfindere; han staar i geled med Marconi, med boktrykkerkunstens opfinder og med de navnløse genier, som i en fjern og uhistorisk tid opfandt hjulet, skibet og buestrengen, Han er langt større end Edison, den amerikansk opreklamerte utfinder av genialt leketøi.
Wilbur Wright gav franskmændene alt. Han dalet med sin maskine ned paa de franske sletter. Han gik ut av den og forlot den. Og franskmanden satte sig straks op i den og fløi videre, fløj over hele Frankrike. Og mens han svævet over de store byer, stilnet for et øjeblik larmen mellem kirketaarnene, alle lyttet efter suset, der var som et ekko av ørnenes vingeslag for hundre aar siden. Han flyver endnu henover de franske haver og i franskmændenes tanker flyver han bestandig mot øst.
Menneskefuglen. — I dette navn ligger varslet om den nye tid. Endnu er menneskefuglen sjelden og ensom; men den fantasi og den higen, som har skapt det nye væsen, vil i den nære fremtid drive talløse skarer ut fra jorden, og menneskefuglen vil stadig bli sikrere. Dens flugt vil gjennemfure atmosfæren over den ganske jord, og før man rigtig faar summet sig, er den der den nye visshet: Tilværelsens tredje rike, tilværelsen i luften. Saaledes kommer menneskeaandens evige længsel mot nyskapning og daad igjen bakpaa utviklingen. Man skulde dog nu være saa mærkelig nær det nye ideal — mot den jevne og tilfredse mennesketilværelse, da der ikke længer skulde findes nogen nød og ingen sørger og ingen lidelser, en verden i jevn lykke, med mat til alle, fordi alle skulde mates, ingen krig, ingen uro i sindene; blomstring og sommer og høst og blomstring igjen. Og ro. Og trods saadanne utsigter var der allikevel mennesker, som valgte lidelsen og døden for den heftige glæde i en time at kunne gjennemleve det usædvanlige.
Men det er disse første mennesker i luften, som har skapt den øvrige menneskehet nye maal og saadd en farlig sæd av længsler i sindene. Vi er endnu ved begyndelsen. Mens kloke menneskevenner og forsamlinger og kongresser har lagt alt tilrette for hvordan nu endelig menneskeheten kan slaa sig tiltaals med jordens overvældende goder, er der skapt en fremtid, hvori utallige skal lide og dø for til fuldkommenhet at virkeliggjøre den fantasi, som i tusen aar har drømt i menneskenes tanker. Og naar verket er færdig, ser verden anderledes ut end nu, kongresserne staar raadvilde, og saa gaar atter en ny og dristig mennesketanke mot lyset og virkeliggjørelsen. Saaledes vil det vedvare, saalænge menneskene lever, lidelsen kan ingensinde utryddes, den er skapt av menneskenes forstemthet over alt hvad de ikke kan naa og den skal vedvare evindelig, fordi mennesket har en sjæl, som ubevisst og uavladelig drømmer om at naa ind i himlen, en higen som aldrig har hvile, som rastløs leter efter nye og atter nye maal. Da Chavez skulde ut paa sin sidste reise, sa han til sine venner: Hvis jeg dør, saa begrav mig paa et sted, hvor jeg kan ligge med ansigtet vendt mot Alperne. Han døde; men i hans flugt over de svimlende avgrunde, hadde menneskeaanden en av sine store triumfer. Under forutanelsen av sin skjæbne, ønsket han, at ialfald hans undergang skulde være som et deilig eventyr om menneskenes evige søken. Naadde han ikke levende at fuldføre sin bedrift, saa vilde han dog føre længslen med sig ut av livet; den stirrer nu fra hans grav som et øie, der aldrig lukkes, som selve menneskesjælen, der stunder mot tinderne: Dit skal vi naa. Og derefter længer. Og saa længer. For himlen, det unaaelige, er endnu langt borte.
Vi husker alle galningen Védrines flugt fra Paris til Madrid over Pyrenæerne. Ovenover skyerne, i det blaa og uendelige himmelhav, mødte han kongeørnene, luftens herskere, gjennem alle tider. Saa høit over jorden, at ingen lyd derfra kunde naa ham, utkjæmpet han menneskets første kamp med ørnene i deres eget rike. Mennesket vandt. Det er som om hans fantastiske reise indunder den blaa uendelighet er et rop om, at menneskeslægten ikke kan stanse og slaa sig tilro under en dyne av tilfredshet og likhet. Der vil allikevel findes de mennesker som vælger den lidelsesfulde, men berusende tilværelse over avgrundene. Kanske uten at han selv var klar derover, maa Védrines dog ha hat fornemmelsen av at han i nogen forfærdelige øjeblikke, mens han fløi i solskinnet deroppe, hadde været i kontakt med den uendelige og rene lykke, idet han virkeliggjorde en av menneskehetens gamle drømme. Da han landet og de kom løpende med tungen ut av halsen hele mobben, massen, med længe leve og sludder og frakkeskjøterne duftende av kongres og almenvel, saa sendte han dem nogen forbitrede skjældsord og gik hen og sov. Han kom fra ørnene. —
Men flyvningen er begyndt. Nu vrimler maskinerne over den grønne vidde, Det store, gloende solhjul er rullet under horisonten og har trukket med sig en sværm av lette sommerskyer, en skjærgaard av skyer, lysbølgerne bryter indover dem og tænder brændinger i frynserne. Længere tilbake hviler store, røde øer og hele østhimlen er et eneste tungt og rustbrunt skyrike. Der blir storm til natten. Indunder denne farlige himmel seiler aeroplanerne, fra alle kanter lyder deres surrende metalsang; nogen glider ind i straalerne fra den nedgaaende sol, flammer op til merkværdige guldbiller, andre brummer usynlige inde i skyerne, andre stiger ned paa marken og stiger op igjen. Det hele kunde være som en sorgløs lek, hvis man ikke visste, at døden svirrer i propellernes glødende øine. Og saa blir det hele til et billede av hvordan alle Frankrikes fugle, mens nationens haab og længsler følger dem, flyver under en blodrød og truende himmel, nærved et stort rike i øst. Det blir storm til natten.
Kristiania, oktober 1913.
Alle de mange tusen mennesker var kommet for at se den franske flyvers livsfarlige manøvrer paa Etterstadsletten. For en gangs skyld skulde man virkelig faa se noget enestaaende og faa en frygtelig og utsøkt rystelse i sit hjerte ved at overvære, hvorledes et menneske sætter sit liv paa spil. Rystelsen fik man kanske, fordi man paa en maate fik se, hvad man hadde frygtet. Men det var sikkert faa, som et øieblikkelig hadde indtryk av, at døden smuttet lekende ut og ind mellem de blændende aeroplanfilater, saa overlegen og mesterlig sikker forekom flyveren at være, idet han jaget frem og tilbake og op og ned mere end tusen meter over de høstbrune aaser.
Det blev da mere en vellykket fremvisning av den tekniske fuldendthet, hvortil flyvemaskinen nu er naadd. Den er ikke længer bare en maskine, den er blit etslags individ, som i flyverens hænder og ledet av hans aandsnærværelse og dygtighet er blit til en organisme, hvori menneskets muskler og dets geni og en maskines sterke men underdanige kraft er blit sammenblandet. I flyverens hode sitter væsenets hjerne og fra denne hjerne ufstraaler viljen gjennem nerve og staalstænger til de ytterste, dirrende kanter av bæreflaterne; det hele er blit til én ting — og det er denne ting vi ser som noget levende og følende tumle ungdommelig modig og straalende ny i efteraarssolen høit over vore hoder.
I Chevilliards kunster har sikkert denne evne naadd noget av det ypperste. Man kan forstaa den franske nations stolthet over sine flyvere. Det var ogsaa noget smukt og fransk over Chevilliards præsentation igaar ved middagstid. Det var en sjælden lys og vakker eftermiddag. Skorstenene i Kristiania holdt søndagshvile, en fin kulde blaaste ut over sletten, hvis svedne grønsvær gik som et springbret ut mot avgrunden. Avgrunden var Kristiania. Vi er fattige paa alt her i landet. Ogsaa paa flyvepladse. Netop en saadan lys og vild høstdag, da alt rykker nærmere og ligger tydelig bak den gjennemsigtige luft, ser man, hvor landet er gropet og bulket, endog paa sletterne, et kantet og ubehjælpelig fædreland. Men hvor de fjerne aaser allikevel gaar tungsindige og skjønne under skyerne. Skogene er mørke og har aarer av blod. Det blinker hist og her i avgrundens kirkespir og en frossen og fjern klokkelyd bærer bud om vor dyrkelse i hjemlig teologi av det, hvortil ingen ørne kan naa.
Saa er det at den fremmede fugl kommer, som en susen ind i vor kolde høst av et nyt foraar i menneskehetens liv. Det kan ikke nytte allerede nu at være blassert av flyvemaskinen. Det tilhører en ny generation at sætte aeroplanerne fra sig paa taket som man nu sætter en cykle fra sig utenfor døren. Der er fremdeles noget sært, rystende og fremmedartet i den maate, hvorpaa en flyver som Chevilliard kommer flyvende fra et andet land og stanser tusen meter oppe, mens sollyset vifter hvit i hans vinger. Han lytter og ser ned. Og saa tumler han rundt som en truffen fugl, men i næste øieblik gjør han en lysende bue i luften, vender sig atter, viser sine solbelyste flater, tumler videre, det er en lynsnar og blinkende hurtighet i hans manøvre, likesom en uhyre klinge spiller rapt i luften. Endnu mens efteraarets frysende mennesker gisper, staar maskinen stille paa jorden, Urørlig stille, Men der er allikevel noget smidig og bevægelig i dens linjer og flater, som om den roper: Rør mig ikke, jeg er paa sprang. Og for at vi ingensinde skal undvære eventyrets stemning, stiger nu to væsener ut av dens indviklede krop. I sine sælsomme dragter ser de ut som trold, der er truffet av solskinnet og styrtet ned til vor underlige verden.
Ingen, som ser Chevilliards nedstyrtninger, vil være uberørt av det enestaaende og vakre i selve hans lynsnare bevægelser. Netop disse røber det overordentlige herredømme mennesket har over denne maskine. Man skal se ham svinge sig op til en saavidt betydelig høide, at aeroplanet staar som to tynde, sorte streker mot himlens blaa bund. Det tar ikke lang tid. Hvis man kunde tænke sig en rakett svinge sig op i cirkler, da er der i maskinens brummen noget som minder om en frembrusende rakett. Saa stanser den, brister og fordeler sig. Saadan er hans maskine, naar han slaar motoren av høit deroppe og lar den falde ned i blinkende og blændende spiraler, Men disse kunstfærdige øvelser gjør troldet helst, naar han er alene.
Det skulde ikke forundes mig, som igaar var oppe med ham en tur som passager at fornemme en av de virkelig grandiose nedstyrtninger. Men han vendte mig da om allikevel. Naar nogen spør mig om mine følelser under reisen, da maa jeg svare, at jeg fra maskinen hævet sig fra jorden og til den stod der igjen hadde fornemmelsen av at være med paa noget rasende hurtig, et voldsomt og umenneskelig hastverk, som øjeblikkelig var over. Det var hovedfornemmelsen. Men jeg hadde ogsaa nogen bifornemmelser. For det første kan man jo ikke undlate at sammenligne sig med det underlige trold, som heter en professionel flyver. Og naar man har iført sig flyverens dragt og har faat et tilstrækkelig latterlig utseende, da føler man — dette er en bifornemmelse — at den tid forlængst er forbi, da der kunde sammenknyttes noget stolt og enestaaende med begrepet journalist. Han passer ikke længer i romanen sammen med aandsnærværelse og revolvere. Nu er det flyveren som er menneskelivets helt, før ham igjen var det den dristige automobilchauffør, forut for ham den tause og stenrolige ingeniør. Saa kanske journalisten. Det er allerede langt tilbake i taaken. Men jeg har den trøst, at der er et væsen, som i vor rastløse og hujende maskintid er endnu fjernere og mere fortapt, det er literaturkritikeren. Jeg synes jeg ser ham vandre omkring med paraply under armen i en høstlig skog og ryste bestyrtet paa sit haar. Og da er det likesom han gaar fjernt henne i den sidste poesi og bladene falder. Et efter et.
Saa har jeg en anden fornemmelse som jeg saavidt faar tid til at indaande under det rasende hastverk, og det er en vis tryghetsfølelse ved at befinde mig i maskinen. Det er likesom alt ved maskinen uttrykker kraft, en uavbrudt og ustanselig kraftutfoldelse. Aeroplanets bæreflater presser sig hylende frem gjennem luften, der gaar en orkan mellem de svaiende flater og propellen, der svirrer som en sol og kaster et lysende gjenskin omkring sig, hiver maskinen brølende fremover. Midt i denne larm sitter jeg saa mykt gyngende. Jeg er fuldkommen overladt til dette støiende væsen, Selve min absolute magtesløshet gjør mig tryg. Jeg synes jeg bæres oppe av noget som er uendelig sterkere end jeg selv. Jeg er likesom omgit av fiyvemaskinens hemmelighetsfulde væsen, som ikke er til at forklare, Jeg sitter midt i dens vidunderlige og levende balance, alt er stemt sammen for at faa mig fremover og selv den isnende kulde, der omstraaler mig, er som endel av makinens sjæl. Ingen uten de som har været i en flyvemaskine kan fatte fornemmelsen ved at flyve, ved at stige. Jeg føres henover den store menneskemængde og maskinen stiger saa hurtig, at menneskene pludselig blir mindre og tilslut er ganske smaa dypt under mig. Hele jorden svinger, det er forunderlig at se det store myldrende mennesketæppe med en gang skifte plads og staa som paa en skraaning skjævt op mot himlen. Det er i en kurve. Et øieblik efter ser jeg ned i avgrunden Kristiania, men den trækkes bort under mig likesom en uhyre flaate trækkes bort av en flod. Da jeg igjen kommer utover mennesketæppet, myldrer menneskene opover mot himlen til den anden kant. Maskinen stiger stadig. Jeg føler det ved at jeg hviler mot rygstøet. Jeg ser ret fremover og har endnu aldrig været paa en saadan reise. For jeg reiser like mot solen. Det er som en ny verden aapner sig for mit blik, jeg reiser ind mot en hvit brænding av skyer . . .
Da opdager jeg, at Chevilliard gjør en bevægelse til siden. Nu kommer nedstyrtningen. Jeg har slet ingen anden følelse end at jeg fremdeles føres avsted og bæres oppe. Jeg vil se ned mot jorden og opdager istedetfor flyvepladsen, skyggen av aeroplanet, som iler henover horisonten. Der er noget av Johannes aabenbaring omkring mig, aapningen av det syvende segl foregaar, alt falder sammen. Nu er det, at jeg ser op i jorden. Men jeg sitter like trygt. Der er ingen mulighet for at falde ut. Det er jo en kjendsgjerning, at naar man svinger en bøtte fyldt med vand hurtig omkring, saa falder ikke en journalist til jorden. Da jeg endelig staar paa bar bakke igjen og larmen omkring mig er stilnet, er jeg bare lidt forundret over at konstatere, at jorden er paa denne kant. Men da jeg stiger ut av maskinen, er jeg allikevel glad over, at denne aldeles farefri reise er overstaat.