Aar og dag/12
GAMLE DANMARK.
Kjøbenhavn.
Pludselig gaar en national rystelse gjennem Danmark. En og anden gang faar jeg en mindelse om de uforlignelige vaardage i Norge i 1905. Der holdes store nationale møter, hvor talere kalder til værn om fædrelandets selvstændighet. Paa teatrene spilles stykker, hvis tendens og bevægede optrin faar publikum til at reise sig og utbryte i fædrelandssangen. Ja, om det saa er den ivrige prest, som ikke kan bare sig for at blande døgnets strid ind i sin forkyndelse, saa mangler han heller ikke. Den kjendte Kjøbenhavnerprest Fenger, som netop er en karakteristisk type for en storbys modeprest, elegant, yndet ved hoffet, funklende guldkjæde over silketalaren, tom, livsfjern, kulturfiendsk — har i en præken bedt Gud fri Danmark for førsteminister Berntsen. Det vil si, ikke med rene ord, men saaledes at alle maatte forstaa, hvad han mente. Siden har han offentlig feigt fragaat, at det var hr. Berntsen som han saaledes baktalte for vor Herre ved alteret. Men samtidig har han utgit sin præken. Ingen som læser den kan være i tvil.
Men foruten den opskjørtede og forstyrrede geistlige, som aldrig mangler i bevægede tider og foruten de store gjennembævelsens møter, er der ogsaa andre tegn som tyder paa, at noget usædvanlig er paa færde i Danmark. Paa kaféerne, hvor man dog hyppig kan komme ind i brændingerne av en storbys stemningsliv, ryster det av national høitidelighet. Orkestrene spiller fædrelandssange og gjæsterne synger med, alvorlige, opretstaaende, skinnende i øjnene og med brystet bugnende av indestængte hurraer. Er man rigtig heldig en lørdagskveld, ser man først »Fædrenes jord« paa det og det teater eller »Dybbøl« paa Casino, hvorefter man naar ind paa det ellers saa venlig spøkefulde Wivel. Da kan man pludselig gjennem den røkfyldte, menneskesummende luft mindes et billede av Grand kafé i de merkelige foraarsaftener i vort store aar! En mand, som holder tale i øst, en mand, som holder tale i vest, mennesker som synger og musikken som spiller fædrelandssange. Wivel har en dirigent, der synes som skapt til at anføre orkesteret i slike nationale lørdagslag, han heter Lumbye, en stor armbevægende skikkelse, et ansigt rødere end alt folkets. Jeg husker med vemod den tyske kapelmester Schmuhl i Grand. Han var i begyndelsen ganske desorientert og rystet paa hodet, naar han hørte tale om krig og revolution. Efter hans mening maatte »Over bølgen« være hensigtsmæssig musik i en lystig stund. Men saa fik han de første projektiler, et par glas og en tomflaske sendende op til sig i orkestret. Den venlige mand studset og smilte og lot orkestret spille »Carmen«, Da begyndte nogen av stolene at bevæge sig paa en truende maate. Det var likesom selve den gamle garde lettet paa benene. Saa kom fædrelandssangen og hele kaféen reiste sig. Schmuhl var behændig i denne tid, i løpet av fire maaneder fik han trods alt daglig anledning til at spille europæisk musik. Men saa kom syvende juni. Da kunde det ikke nytte at komme listende med »Over bølgen« indimellem »Sønner av Norge« og »Norge, Norge«. Fra et jublende bord blev en tomflaske venligst sendt ind i orkestret. Da var det at hotellets jødiske direktør beklaget sig likeoverfor flaskens avsender med den dristige uttalelse, at saadan optræden kunde han ikke forstaa og fik til svar, at det var vel fordi Palæstina endnu ikke hadde hat nogen syvende juni . . .
Det er et saadant litet billede av vor egen gjennembævelse som nu og da folder sig ind i disse dages Danmark. Hvad er der i veien? Disse fædrelandssange, denne begeistring, denne deklamation av »derovre ved grænsen« og de tapte provinser; folk synger, roper hurra, bladene svømmer over av patriotiske digte, faar jeg et brev, saa finder jeg ved siden av frimerket et billede av et yndig, bakket landskap utenfor et faldefærdig gjærde og en inskription: »En ting mangler ved den have« — som nemt lægger sig fortsættelsen paa sinde: »Leddet er av lave«, Staar Danmark foran en stor national gjerning eller befinder Kjøbenhavn sig foran fredsbruddet?
Jo, noget er igjære. Det er først og fremst skrækken ute fra det mørke og urolige Europa, som har blaast ind over de danske øer. Det er likesom vaaren er langt borte iaar. Noget andet er nærmere end vaaren. Ved Europas store floder staar trærne og ryster sine bladløse kroner i en kold og ubarmhjertig vind. Nationerne fryser, hjerterne er lamme av hat. Ved Donau staar en armé paa krigsfot, inde fra Ruslands dyp bevæger store hæravdelinger sig vestover, taust og forfærdelig; ingen fortæller noget om det, men alle vet det. Strassbourgmonumentet paa Place de la Concorde flammer midt i den kolde vinter av sommerens blodrødeste farver, røde silkefaner med hærskrik paa lægger sig tungt over roserne og flommer nedover sokkelens sten, det er som et aapent, blødende saar, nu og da kommer en efterrefning som i et glimt, i et syn blotter, at noget foregaar ved Rhinen, det er noget som bevæger sig langs floden, noget haardt og blinkende og staalblankt, som sender et gufs utover Europa. Det er rædselen for noget kommende og uavvendelig som sniker sig indover landegrænserne og som faar menneskene til at stanse i dagens travle liv og tænke sig om og gyse. Det er denne angst, som paa sin vandring gjennem nationerne har truffet det aapne og venlige Danmark og har blaast utover denne nøkne og rummelige slette. Ingen fjelde, ingen farlige slugter, her er plads for al slags tummel, en arena for rov og plyndring, allerede har vi hørt de første skingrende, bristende trompettoner og angsten farer gjennem folkets sind; den er som vinterblaasten, der fylder de sørgmodige bøkeskoge med sin kulde,
Det er denne angst for noget kommende og uavvendelig, som har frembragt bevægelsen i Danmark. I mange aar har en stemning av haapløshet og selvopgivelse været fremherskende. Det var denne stemning som skapte uttrykket: »Hvad kan det nyttes«. Og det var slet ikke den daarligste danske, som følte sit land motstandsløst og hjælpeløst, det var dem som hadde været med om at skape landets moderne kultur og som netop i denne kultur saa et bedre værn for landets selvstændighet end i nogen næsvise, nytteløse og tirrende kanoner, Rovsing karakteriserte engang ottiaarenes forsvarsbevægelse ved at si: Det er disse officererne som vil redde Danmark ved at skyte med kanoner fra Tivoli. »Hvad kan det nytte« stemningen holdt sig, saalænge de store, truende muligheter holdt sig paa avstand, men saasnart faren rykket nærmere, kom angsten og med angsten kom forsvarsfølelsen. Der kommer ogsaa noget andet til. Følelsen av at staa alene. Det er en nordmand som skriver dette. Overalt hernede møter denne sikre overbevisning ham: Kommer engang det store sammenbrudd og bølgerne ogsaa skyller indover Danmark, saa blir Danmark staaende alene. Han hører det og han faar en underlig rysten i brystet, for han kan slet ikke gi noget svar. Danmark er endel av Norden, denne herlige plet av verden, som vi alle elsker, hvis brusende foraar roper paa os til jordens fjerneste egne. Vi har hvert vort fædreland, men det store Norden er allikevel vor kulturs vugge; vi læser hverandres tanker, vi synger hverandres sange, vi har de samme lyse nætter. Det er den samme sol som skinner over os, de samme have, som beskyller vore kyster. Vi har i alle tider reist mot hinanden og følt med hverandres ulykker. Og i de store øjeblikke har vore hjerter drevet mot den samme stemning — helt fra den merkelige sagatid, da Magnus den gode reiste hjem til Norge paa et drageskib i vaarvinden og til vore dage. Jeg overvar Bjørnsons sidste reise fra Danmark. Gjennem den store folkemængdes lytten, gjennem stilheten omkring baaren, gjennem mængdens tause og bevægede hyldest merket jeg i en sælsom stemning hele det nordiske sinds foranderlige bølgen. Hvis det engang skulde ske, at den store katastrofe skulde komme, da maa noget hænde, før vi igjen faar et ulægelig saar i Norden. Vi har allerede Finland. Det er den nordiske slegts bittre eventyr. Der er den sørgesang i vor kultur som vi aldrig kan ophøre at lytte til. Der er kanske forbeholdt de kommende slegter et nyt eventyr, en ny, vemodig og trøstesløs sang fuld av samvittighet og anger, en kalden fra de lyse danske øer, som Nordens ungdom stedse bævende skal lytte til. Men forinden maa noget hænde.
Derfor er disse dages bevægelse i Danmark ikke alene en særlig dansk sak, men ogsaa i utvidet forstand en nordisk sak. Likesom vi andre vet at værge os mot fiender værge vore grænser og Nordens grænser, stiller Danmark sig med sit forsvar som forpost mot syd. Et forsvarsløst Danmark med »hvad kan det nytte« er et Danmark, som har meldt sig selv ut av Norden.
I en av de tidligere og skjønne høstaftener ifjor, endnu før kulden hadde faat magt med skogene, som stod sorte og sovende mot den dypblaa himmel, vandret jeg henad en av veiene paa Syd-Fyen. Jeg kunde se havet; det var rolig, men mørkt. Saa hørte jeg pludselig dypt inde i den svarte avgrund, som var himmel og hav, fjerne kanonskudd, fjerne og svake, næsten døve. Jeg lyttet længe. Og jeg syntes lyden blandedes med trærnes milde og høstlige brusen og blev til klokkeklemt over Danmark. En merkelig følelse grep mig, en uforklarlig forundring, en anelse. Jeg hadde følt den samme stemning en gang tidligere, Det var en vinternat i Stockholm, natten efter Frødings død. En kold og blæsende nat, netop saa ufyselig som en nordisk vinternat kan være. Jeg stod paa Gustav Adolfs torv og stirret utover indseilingen. Foran mig, inde i mørket, dækkende for sjøgapet, hadde jeg da Séders stenmasser med lysblink i mørket og sorte skorstenspiper rakende op mot stjernehimmelen. Det hele lignet en stor, røkslæpende krigsflaate for indgaaende. Da fik jeg den samme følelse av angst og anen, likesom mit instinkt veiret noget nede i fremtidens aar. Men tydeligst har jeg hat denne følelse av noget grusomt fremtrængende og uavvendelig hjemme i mit eget land under feltmanøvren i høst, da jeg hørte den ubarmhjertige knitren av geværskudd, som bredte sig utover den skjønne dal. Jeg kunde ingenting se, jeg bare hørte disse uavbrudte geværskudd, som stadig kom nærmere, — hurtigere, hurtigere . . .
Jo, det er sandt, at vi alle i Norden har de samme hemmelige tanker. Dypt i vort sind lever følelsen av, at vi er truet og at vi er svake. Vi har alle skjæbnen over os. Og i vore ører lyder stedse sangen fra Finland, som en trudsel, som et rystende faresignal fra fortapte brødre:
Stormen hvilar icke,
vågorna lägga sig icke —
ingen morgon ventar oss,
och i branten stå vi, långt ute, längst ute.