Aar og dag/10
IN MEMORIAM.
Vi som lever i byens larm, kan slet ikke ha nogen formening om stilheten, den vældige stilhet, som hersker i rummet mellem himlen og jorden, Selv om der om natten kan indtræde øjeblikke, da man ikke synes at høre andet end sit eget hjertes slag, saa er man allikevel fjernt fra stilhetens sælsomme eventyr, for i næste øieblik er man igjen omgit af larmen fra menneskenes liv. Og selv om man paa højfjeldet kan leve en hel sollys dag eller en stjernetindrende nat i stenørkenens storladne ro, saa er man endnu langt fra stilheten. At nærme sig den er som at begi sig ut paa en reise. Man kaster los fra menneskene. Men endnu længe efter at man er naadd ut i ørkenen, hører man i øret klangen av livets ubarmhjertige larm og nær eller fjernt i erindringen ruller vognhjul og klinger klokker og drysser menneskestemmer. Det er disse menneskestemmer, som man synes at fornemme længst. Man maa reise uendelig langt ind i stilheten for at bli helt kvit dem. De lever tilslut i den langveisfarendes erindring som en taaket summen langt borte, en sværm af unge og gamle stemmer, av rop og hvisken og kvindegraat, som er uten mening og som blander sig i hinanden; hvis den reisende en øde nat forundret lytter efter denne regn av stemmer, som vinden støter ind mot vinduerne i hans bevissthet, opdager han kanske gjennem virvaret et klart og klingert rop, et ord eller et navn, som synes at være ganske nærved og som faar hans hjerte til at dirre. Og naar han reiser længere og længere ind i stilheten, reiser i lange maaneder og lange aar, da vil ogsaa erindringen om menneskenes stemmer dulmes og da vil han være saa nær selve stilheten, som noget levende menneske kan komme.
Vi husker beretningerne om de merkværdige eneboere, som sat paa støtter i ørkenen. Slik sat de i aarevis og reiste ind mot stilhetens fjerne og skinnende kyster. Reisen gik gjennem ørkenens ro eller gjennem dens storme. Naturmagternes spil tilhører stilheten og er en del av den. Der er ingen larm i en storm, som enstonig brummende jager henover store ørkenvidder. Eller i et drivende regnveir, som i timelang susen blinder ens øine. Naar man staar i et saadant regnveir og lytter, da synes man tilslut, at denne evindelige susen ikke er noget andet end stilhet. Det er likesom man kan ha en fornemmelse av, at en vældig susen i en stille nat gaar ut fra stjernehimlen eller at selve stilheten suser, naar man lytter mot den. Det er alene menneskene og dagens liv som larmer. Der er ingen støi engang i bølgeslaget. Naar man sitter ved stranden og lytter til dets uendelige skyllen, da vugges man saaledes ind i dets enstonighet, at man tilslut ikke hører det.
Reisen mot stilheten gaar gjennem storm og regn og bølgeslag og ro henover store menneskeøde vidder, længere og længere bort fra menneskene og deres rop. Den som er naadd længst ind i stilhetens og ensomhetens land kan ikke fortælle om det. Han har været paa tærskelen av døden og vanviddet — og døden, selve den store stilhet har tilslut lukket sig om ham. Og de som bare er kommet et stykke paa vei og igjen er vendt tilbake til livets larm, de kan i grunden heller ikke fortælle noget om dette forunderlige eventyr. Men deres sind har tat merke av det. Hvad var det? Det var tilslut bare noget de lyttet efter og som de aldrig kunde faa høre, noget de stirret efter og som de aldrig fik se,
Naar vi tænker paa de av vor egen race, som har reist længst ind i stilheten, da mindes vi to navne, Der er noget ved begges død som gjør os forsagte og eftertænksomme. Eivind Astrup og Hjalmar Johansen. Det er netop disse to mænd, der har betydd for den norske ungdom det fuldkomne i idræt, Nansen har mere været føreren og videnskapsmanden. Men Johansen og Astrup — det var idrætsungdommens idéelle skikkelser. Der er meget av en skjøn higen ved idrætten. Den unge Astrup over Nordgrønlands slette og den unge Johansen over Polarhavets ismarker viste paa den skjønneste maate, hvorlangt denne higen kan gaa og hvor høit maalene bør sættes. Men de kom begge ind i ensomheten og stilheten. De fik begge føling med det sælsomme eventyr, som ingen levende kan gjenfortælle, for det har intet ord. Det er bare en stemning. en forundring. En lytten mot ingenting. Men den mand som en gang har oplevet det, kan aldrig glemme det. Eventyret ligger som noget hemmelighetsfuldt og usigelig dypt i hans sind. Det er en helt ny stemning, som ikke tilhører menneskenes liv. Menneskene har ikke hjemme i stilheten, og den som en gang har nærmet sig den bærer siden stedse merke av det. Han gaar omkring med en hemmelighet, som han ikke kan tolke, for intet menneskelig sprog har billeder, som kan gjengi hvad det er. Det er kanske ikke bare en erindring. Det er kanske likesaameget en kalden. Han har været i berget. Der er nogen som roper efter ham.
Jeg traf nu og da Hjalmar Johansen. Som alle og enhver vet, var han en saare almindelig mand. Der var intet fantasteri over ham. I samtaler deltog han helst med ha og ja. Men enkelte gange la jeg merke til, at noget besynderlig fjernt kunde komme i hans øine. Noget søkende. Eller han kunde bli sittende i en krok i skumring tungsindig og stille, likesom lyttende. Naar nogen da talte til ham kvakk han op og hans svar viste, at han da hadde været langt borte.
Og hvordan er det de mottas disse mænd, som forundret har reist i stilhetens kahyt, som har aandet i den ensomme og vilde naturs uendelige renhet, som har levet under andre stjernebilleder og følt suset fra verdensrummets bundløshet? Med fakler og laurbærkranser, med hurraer og flag og baal rundt vor lange kyst. Og saa tilslut paa en straalende sommerdag med en hel hovedstads jubel. For nogen uker efter at bli mødt med nik og morn morn! Der skal store karakterer til for at kunne bære slike sindets omvæltninger. Enkelte kan det ikke og blir gaaende sønderrevne omkring i vort hverdagslivs ugidelighet.
Fra Slotsparken og Oscars gate og Karl Johan søker saa tankerne ut mot ensomheten igjen. Gjennem byens graa taake kommer saa denne kalden som ikke kan høres av nogen anden end den, som engang har været i berget. Den kommer indad svingdøren i Grand og træffer et ensomt menneske, som sitter og lytter efter noget som han engang har hørt langt ute i isørkenen, en tone, som gjorde ham forvirret og som bevæget ham og som han ikke kunde forstaa og som han ikke kan finde igjen. Den merkelige kalden træffer ham og han gaar ut i vor ubarmhjertige by.
Det er allerede længe siden nu, at Hjalmar Johansen søkte stilheten. Han søkte den stilhet, hvori man ikke hører menneskenes stemmer efterhaanden tape sig som et drys i det fjerne. Og i denne stilhet skal han ikke igjen fornemme den bævende klang i erindringen av et elsket navn eller et ord. Han har fundet den stilhet, som ikke fører til fakler og faner og hvorfra der heller ikke gaar nogen vei tilbake til vort vanskelige liv.
Han har engang vist den idrætsbegeistrede norske ungdom en stor daad. Han vovet sig ind i det store eventyr og vendte seirende men sønderrevet hit igjen. Naar han nu for sidste gang blev ført ut av vor hovedstad kunde man ha ventet, at de ordensprydede og veltalende herrer, som leder den norske idrætsungdom, vilde ha git ham et par osende fakler ved avreisen. Ut fra den rigdom av selvfølelse som maa herske efter den sidste olympiade.
Han hadde fortjent en honnør av Kristiania.
Han har en gang gjort os alle glade ved en stor og lysende daad.
Endvidere har han gjort os alle likegyldige ved sin lidelse.
Og endelig har han et øieblik gjort os alle alvorlige ved at vise os det, som han aldrig har frygtet.