Aar og dag/09
VED KIELLANDS GRAV.
Det evige vestlandsregn under en dynamitfarvet himmel gjør en træt og søvnig. Det er ikke som det hastig skiftende bygeveir paa Østlandet, hvor pludselig en truende torden jager en regntung skyflaate over himlen: Dagen sortner, sjøen vrænger sig og blir til bly og inde i værelserne skumrer det, dørhaandtakene og speilrammerne glør som mot kvælden, og pludselig svømmer vinduerne hen i væte, mens regnen slaar som en skyllende storm henad takene og brostenene. Men i næste time har sollyset styrtet det hele utover horisonten, byen dukker igjen op av skumringen og flyter ovenpaa i solskinnet, luften er bare blit renset, saa varmen kvægende kan synke gjennem den . . Men et saadant vestlandsregn dag efter dag. Man gaar hen til vinduet og mumler uvilkaarlig: Skal det da aldrig holde op! man faar lyst til at rulle gardinerne ned og tænde julelys. — Og saa er det ikke engang et hæderlig regn, det er en uendelig irriterende suttren. Folk gaar med paraplyerne under armen, det regner ikke engang nok til en anstændig paraplyfuld, man maa søke efter regnet, finde en bakgrund, hvor den finstrengede regnharpe kan sees, eller lytte efter dets susen i sjøen. — Det varer kanske ikke saa længe allikevel. Der er tegn og underlige gjerninger i luften. Hvad er det for et lys, som nu trær gjennem ruten og hviler mot skrivebordets polering? Jeg gaar hen til vinduet og ser ut, men jeg kan ikke opdage, hvorfra det kommer eller hvordan det er sluppet igjennem den skidne uldhætte, som ligger over byen. Nede paa gaten gaar folk med glinsende regnkapper, paa den anden side av vaagen ligger hermetikfabrikerne med klaskvaate fasader, røken fra dampskibspiperne gidder ikke stige tilveirs; men lar sig trykke ned af sipregnet. Jeg lytter efter byens støi, efter vogndur og stemmer og kjettingskratten, en larm, som er dæmpet av væten, som stiger og falder og som nu og da glir ind i et øjebliks stilhet. I et saadant øiebliks forunderlige stilhet, da alt liv og al bevægelse hører op og selv luften synes at hænge spøkelsesagtig og trykkende stille — er det, at jeg synes at se en skikkelse fra andre tider. Den dukker op derhenne ved hjørnet, hvor den lille forfrosne gut netop staar og klemmer med røde fingre om en klat aviser. En bred og rolig herre i en stor kavaj, væten skinner i hans silkehat, han gaar langsomt og avmaalt og støter værdig i brostenene med sin lange stok. Nu stanser han og ser utover vaagen med blanke og trætte øine. Hvad tænker han paa? Kanske tænker han paa, at vi skriver den 28. april idag, og at vi nu er færdig med den lange og nedtrykkende vinter; vi skulde hat vaaren nu i fuldt flor. Den er over byen, ovenover bomuldshimlen, merkelige lysbølger trænger igjennem og flakker blinde omkring fra vindu til vindu. Og sommeren er i farvandet, den har passert kanalen for hvite og brusende seil, duftende av blæst og Atlanterhav . . . . Men skikkelsen svinder ind i den graa luft, en vaat haandkjærre, trukket av en krøget liten regnfrak trillet over pladsen. De tider er ikke længer; men det er i dage som denne, at man mindes, hvad som for stedse er forbi.
Jeg kjører utover mot Malde bro og speider ind mellem bøkestammerne efter grønne skud; men jeg ser intet andet end et virvar av sorte grene over en vaat og tufset græsbund, hvitveisen ligger nedtraadt af regnet. Her maa være vakkert om sommeren, naar bøkeskogen staar med brusende kroner mot himlen.
Denne vei kjørte Kielland gjerne, naar han skulde ut paa Jæderen og fiske — hans kjæreste beskjæftigelse. Han var jo en forunderlig naturven og syntes Jæderen var det skjønneste land paa jorden. Hans venner kan fortælle om, hvor fortrolig han var med hver plet derute. Naar han skrev hjem til Stavanger og fortalte om en fangst han hadde gjort, brukte han gjerne saadanne vendinger som: Du husker ved den stenen dér og dér. Eller: Du husker dér, hvor de sivene staar. Og saa hadde han et merkelig skarpt øie for alt, som bevæget sig i landskapet. Han kunde se, hvad ingen anden saa. Konsul Frederik Hansen har fortalt mig, at det ofte var som et slags væddemaal mellem dem, naar de sat sammen og betragtet lyngen og hørte paa fuglenes støi, saa kunde Kielland si: Hvor mange vibereder ser du nu? Tre, sa konsulen. Kiellands øjne søkte bortover i lyngen. Der var ingenting at se, men Kielland kjendte lyngens liv, bundens virren i den, fuglenes uro, den næsten umerkelige skjælven hist og her i lyngbunden. Nei, nu ser jeg syv, sa han, reiste sig, gik nogen tunge skridt fremover og hævet armene, Og fra syv vibereder flakset fuglene frem i dagen. Det var jo ogsaa hans trøst, at hvis alt andet glap, saa vilde han søke staten om at bli fugleinspektør! han skulde passe paa, at man ikke gik og knallet ned fuglene til ingen nytte.
— Militærbarakkerne paa Moen ligger øde og forladte; der er heller intet liv at merke paa gaardene omkring, men gamle Bore er ute med rabarbraen, han er bestandig den første paa disse kanter. Jeg kan se hans ryg bevæge sig i jordfuren. Idet vognen stryker forbi, reiser han sig og ser paa os, hans øine har i timer bare stirret ned i den raa jord, derfor maa han skygge med haanden over dem, — skygge for dette lys, som staar og dirrer paa grænsen av skumringen.
Vi er nu ute ved Hafrsfjord; — dernede ved stranden ligger Alexander Kiellands gamle teglverk. Hvor et teglverk staar godt til dette landskap; jorden, veien, hestene, sjøen og himlen, alt har tat farve av leren, blødt og æltet og trøstesløst. Inde i landet ser jeg nogen taakeagtige fjeldbølger, som oventil hænger fast i skyerne og nedover flyter ut i en graa masse. Det er bare ut mot havet, at der er antydning til farve i skylaget, det er som naar blod træder gjennem et tæppe, en brun ondskapsfuld farve, som rustner de gamle kirkeruiner paa Sole og glir ned i sjøen.
Her var det Kielland vilde bygge sit hus. Og han kunde ikke finde et bedre sted. I ly for sydosten ved en bergnab og med et storartet og vidt utsyn over sjøen, øerne og det lave landskap, som selv paa en mørk dag og under en trykkende himmel virker med en forunderlig stemning. Grundmuren blev lagt. Folk har nu begyndt at plukke stenene bort, men man kan endda se, hvor stort det hele var tænkt. Det skulde bli et herresæte med taarn og med brede altaner ut mot solnedgangen. Men Kielland kom ikke længer end til grundmuren og nogen plantninger omkring. Et stykke ut i ottiaarene maatte han resignere.
Det regner ikke mere, men jeg staar allikevel med opslaat frakkekrave og fryser i den kjølige surhet, som slaar mot mig fra de bare fjeld og de vaate skraaninger. Jeg hører klagende skrik i luften, et graagaastræk gaar i en lang bue mot nord og forsvinder som en syngende streng i taaken. Der ligger en vemodig stemning over disse ruiner, en øde tristhet, en kold forladthet. Mosen og lyngen har ædt sig opover dem, fuglene bygger reder mellem stenene. Saaledes er det likesom de enkle liv Kielland elsket saa høitmosen, lyngen og fuglene, spinder sig ind i hans drøm, den som ikke blev til virkelighet. Hvis han hadde levet i et større land, kunde han ha bygget sig et Achilleion paa Korfu. Da Bjørnson traf ham første gang paa gesandtskapsballet i Paris, stod han, »skjøn som en ung gud«, ved sin reises begyndelse, men han stod ogsaa ved begyndelsen til sin resignation, og han lærte resignationens fornemme kunst her i vort fordringsfulde lille island, hvor hans skikkelse bestandig var fremmedartet, et særsyn. Gud vet om hans reise under andre og større forhold vilde ha sluttet saa brat med det rolige og resignerte: »Jeg skriver ikke mer.«
Der er allerede ved at danne sig en myte omkring Kiellandsruinen ved Hafrsfjord. Ovenfor vejen er der sprængt en gravlignende hule. Folk paastaar, at det var Kiellands hensigt at bygge et gravsted her, saa han kunde ligge med ansigtet mot havet og blæsten. Men det blev ialfald ikke noget av. Vi maa tilbake til byen, ind paa kirkegaarden, for at finde Kiellands grav. Og vi maa spørre os frem, for graven har intet monument og intet kort. Den ligger der i et hjørne indenfor det sorte jernstakit. Man kan se, at venlige hænder steller omkring den, den er prydet med røde og hvite blomster, og i dens saftige jord er plantet et rosentræ .... Der er intetsteds saa stille som om kvelden paa en kirkegaard, man har en anelse mot evigheten, det er likesom man er langt ute paa havet en disig og stille aften; byens larm naar ikke frem. Trærne staar urørlige som kirkelys og de mange marmortavler utover gravene skinner hvitlig og stille i skumringen. Efter os mennesker lever gravene sit liv i denne ro. Kirkegaarden gengir de levendes tilværelse. Her pranger kors og monumenter over likegyldige mennesker som de selv pranget i levende live. Her gror græs over grave som langsomt synker hen i glemselen, tiden fortærer som ild; der er ingen som husker dem længer og de skal vedbli med at synke og smuldre hen, Og her er grave med blomsterflor, som endnu aander av tanker, som er tænkt over dem. Men de skal alle synke.
Og dog ligger nogen i sine grave som har git menneskene skjønne tanker og billeder, som vil leve i menneskenes sind længe efter at givernes grave er sunkne. Som blomsterstøv i sjøgrøn luft en sommerdag svæver disse tanker længe gjennem tiderne, før nye bølger gaar over dem.