Aar og dag/07
VINTER I KRISTIANIA.
Endelig synes vinteren at være kommet til Kristiania; høsten er forbi, baade gyldne og blanke lysdage og fugtige og mørke taakedage. Nu ligger vinteren foran os, denne forfærdelige Kristianiavinter, som synes at skulle vare evig, naar den først er begyndt. Jeg vaakner en morgen og ser, at et fremmed og hvitt lys staar ind gjennem mine vinduer. Det er lik i luften. Det er sneen som er kommet. Jeg faar lyst til at sove videre. Eller reise. Eller trække gardinerne sammen og tænde lampen.
Men da jeg allikevel ikke gjør noget av dette, gaar jeg hen til vinduerne og ser ut. Takene er hvite, gjærdestavene har faat sine smaa hvite vinterhætter. Jeg kan følge sneens dovne og stille fald fra den blir synlig mot de sorte trær og de gule husklynger og til den synker lydløs og usynlig mot de hvite marker. Sneen søker allerede at trænge gjennem sprosserne i mit vindu. Naar jeg fører haandflaten henover glasset, merker jeg hvordan en aande av kulde træder gjennem ruten. Ja, endelig. Endelig er den kommet. Og det er det besynderlige med Kristianiavinteren, at naar den endelig er kommet, da er det som om den aldrig skal høre op og som om den har været her bestandig. Intetsteds er sommeren saa fjern som i vinterbyen Kristiania. Og man lytter kanske forgjæves efter et minde om foraarsbølger og bristende aprilskoge. Det er likesom vaaren er evig langt borte og findes etsteds utenom ens aar.
Kanske staar jeg temmelig alene, skiløs og skøiteløs og pelsfri, med min tristhed over sneen. Men jeg har en bestemt fornemmelse av dens livsfiendske karakter. Ved den første sne har jeg i et uhyggeligt gufs en anelse av de kommende maaneder, — en frossen og haardkogt sol bak en graa og kold taake, gule og ondskapsfulde lygteblus hængende inde i et ustanselig mørke, kulde og bitende snefok og opslaatte kraver, toddydrikkende frakkemænd med hat paa og sure, hostende opvartere og sneslaps langt indover kafégulvet. Men fremforalt mørke og kulde og sne og nu og da allikevel, men i en frysning, en flygtig erindring om sommersol og forspildte dage.
Mens enkelte saaledes kan ha en knugende fornemmelse av den ubarmhjertige vinter, er der andre som er uvidende om hvorledes vinteren sner i menneskenes sind. Hvorledes den drysser sin kulde og sin tristhet over alle. Og denne vintersurhet gir sig utslag paa forskjellig maate, eftersom menneskene er forskjellige. Enkelte sees at hensætte sig i lumre funderinger over kjønslivet paa vestkanten i forhold til kjønslivet paa østkanten. Pastor Hertzberg paastaar, at kjønslivet — omend sporadisk — nu ogsaa har begyndt at vise sig paa vestkanten. Pastoren paaviser, hvordan den forfinede civilisation omkring Drammensveien har frembragt et saadant raffinement i disse forhold, at man endog har eksempler paa, at unge folk har indgaat egteskap uten forutgaaende forlovelse. Jeg vil paa denne vinterdag henstille til pastor Hertzberg og fruerne i Hjemmenes Vel at ta under alvorlig overvejelse, om det ikke nu er paa tide helt at avskaffe kjønslivet. Sammen med litteraturen. Menneskenes usalige hang til adspredelser i de lange mørke aftener, kunde jo nemt reguleres, naar Hjemmenes vels fire hundre fruer skiftedes om at holde oplysende foredrag baade paa vestkanten og østkanten og der i centrum blev arrangert dristige borddæknings- og servietutstillinger.
Det stemmer med aarstidens aand, at dette stadig tilbakevendende anmassende rot i andre folks affærer kan taales og trives. Der findes vist ikke noget andet folk i verden, som med en lignende respektfuld og taus ærbødighet finder sig i, at idéløse prester og opskjørtede taledamer belemrer offentligheten med sin dypsindighet og sin dyd. Nu drister man sig endog til at angripe dyden paa vestkanten. Hr. pastoren fik da ogsaa straks paaskrevet. Fru justitiarius Thinn gjorde ham opmerksom paa, at han overdrev. Hvordan kan fru Thinn vite det?
Ellers er det et stadig tilbakevendende emne, naar dagene blir korte og kveldene lange og kjedelige, at tale om udyden i Kristiania. Hvordan skal jeg faa sagt det.... Jeg vet ikke noget saa forfulgt som de stakkels forpjuskede væsener, som færdes omkring studenterlundens trær. Der er en hel del damelitteratur om disse tyve-tredive forkjølede individer med de daarlige sko og de stakkels hatte. Der tordnes mot dem fra alle prædikestole og Hjemmenes vel søker ustanselig at massemøte dem ihjel. Intet under, at de sprætter saa forskræmt omkring i de dypeste skygger. Nu ved vintertide er de værst farne. Aarets første sten kommer gjerne med den første sne. Da er det, at menneskene slaar sig sammen med kulden om at stænge den hjemløseste utfoldelse av de menneskeligste instinkter. Det er ethvert hæderlig blads pligt at støtte dette arbeide. Tænk om det skulde forundes de nidkjære at indfange og knuse den sidste av den brigade; som har vandret omkring helt fra vor tidsregnings begyndelse, fra Magdalena.
Naar jeg nu gaar hen til mit vindu kan jeg høre den vemodige klang av en kirkeklokke i nærheten. Sangen fra klokken spinder et nyt billede i min fantasi, juleaften og mange lys og aapne varme stuer. Men klokken stanser og der blir stilhet en stund: saa begynder en anden langt nede i byen, helt henne paa østkanten. Lyden er fjern og fremmed og gaar besværlig gjennem den tykke luft. Klokken dunker haardt inde i sneulden; det er som livets banken i et frossent hjerte. Og det kan være som et symbol paa hvordan dømmesyke og selvgodhet har omforandret palmelandets skjønne og varme sværmeri. Det er blit til en vinterreligion. Om tømmermandens søn igjen viste sig blandt presterne, saa var der ingen foragtet pike længer som fik lov til graatende at tørre hans føtter med sit haar.
Jeg husker en fransk tegning, som het: Hvis Kristus kom i vore dage. Man ser en jernbanestation. Værdige, ordensprydede prælater er forsamlet. Kristus stiger ut av en førsteklasses kupé. En enkel guldkjæde funkler om hans hvite kjortel. I bakgrunden er der politiavspærringer, som holder det nysgjerrige og paatrængende folk borte. Jeg synes vor tids kristendom minder om dette. Presterne er ifærd med at bli stride prælater. Religionen, som fra begyndelsen var en stor og bølgende følelse, er blit videnskap. Den, som kan grave sig ned i denne videnskap og utpønske de største dypsindigheter, han kaldes en fremragende teolog og har utsigt til at drive det meget vidt. Man har begreper for smaa og store teologer. De største teologer er de som er uenig med alle de andre. Det gjælder for en ung fremadstræbende teolog at utfinde en spidsfindighet, som kan egge til strid. Lykkes det teolog Olsen og teolog Hansen at bli uenige, kaldes en saadan uenighet med et merkelig ord for livsspørsmaal og er istand til at splitte hele landet. Det er av vigtighet at holde saadanne livsspørsmaal gaaende. Et herværende forlag med tilhørende trykkeri har i en menneskealder utelukkende levet av livsspørsmaal. Men naar det sjeldne tilfælde indtræder, at der ikke er nogen teologstrid, bør en geistligs tid i de haarde vinterdøgn, mens folk fryser og husvilde i tusenvis forgjæves banker paa kirkernes døre, være optat med refselser. Presterne har tilladt sig en utrolig ret til at blande sig op i folks affærer og vise sig i sine medmenneskers stuer, Det kaldes at virke i det stille. Naar presten ikke føler sig tilfredsstillet med at virke i det stille, gjælder det at paapeke en eller anden samfundsfare.
Og da har man da disse tre samfundsfarer som unge teologer kan slaa op i som i en lekse. Først hjemmene, de daarlige hjem. Jeg vil sætte to hjem op mot hinanden, et rigtig forsømt hjem fra østkanten, mot et godt og kristelig hjem fra vestkanten. Jeg er ikke sikker paa hvilket er daarligst. Ofte kan de »gode« hjem være de frygteligste for menneskene. Den anden lekse er de ulykkelige fem og tredive i Studenterlunden. Endnu i aaret 1913 efter Magdalena findes der teologer som arbeider alvorlig paa helt at faa utryddet denne samfundsfare. Den tredie er bohêmerne, bohêmerne. Det er en slags specialitet. Specialisten uttrykte nylig sin tilfredshet med, at bohêmen nu er i tilbakegang, kanske formedelst ham. Bohêmen dør. Han har ret. Jeg vil minde om orkestret ved «Titanic»s undergang. Det var efter alt at dømme en rask bande bohêmer, saadan som sangere og farende musikanter kan være. De slet strengene om aftenen og var kelnere om dagen. Det var et skrapsammen allevegne fra. Ganske unge pianogutter og sørgelig fordrukne basunblæsere. La os si, at de flestes liv hadde været saadant, at teolog Hansen maatte vride sine hænder. Om enkelte kunde kanske det værste siges. Det er dem som spiller hin aprilnat paa «Titanic» foran døden og evigheten. Jeg synes endnu jeg hører musiken. Ingen præken kan være skjønnere. Var de troende? Var de kirkegjængere? Hadde de løse forbindelser? Sat der nogen graatende piker og ventet paa dem omkring i havnebyerne? Ak, de var vist alle lastefulde og ugudelige. Men hør, hvordan de spiller. Vandet naar dem, men hele den uberømte skare blir staaende. Det er bohêmen som dør. Og den spiller hvad der ligger nærmest for saadanne fyre, en vals, dansemusik, og saa tilslut, mens flere prælater gaar til redningsbaatene, »Nærmere dig min Gud«. Og da er der intet andet mellem dem og stjernerne end den store susen, den vældige bæven, som kommer fra de evige avgrunde, hvortil ingen religion kan naa, og som er døden eller Gud. Saaledes døde bohêmen.
Kristiania blir stadig koldere. Nu har vi paa rad disse maaneder med navne der lyder som trusler, november december.... Men allerede nu, ved vinterens tærskel, er der hændt noget, som har faat mig til paany at mindes den franske tegning og se et symbol i den. Den kan fortsættes. Flankert av kandelabre ledsages den gjenkomne til sine værelser i Victoria hotel og den genidyrkende, men talentfiendske Nils Vogt ofrer ham en anerkjendende leder i «Morgenbladet». Saan er religionen likesom blit. Saa almindelig og saa stiv. Den er mere statsretslig end menneskelig; der er kommet noget fint og fornemt over kirkerne, noget tillukket og tilbaketrukket. Vi ser, hvordan byens tusener av husvilde i fortvilelse søker at komme ind i kirkerne for natten. Men presterne har ikke lyst paa dem. Det forekommer tempelutdriverens efterfølgere, at der maatte findes andre og mere passende steder for de ulykkelige. Foreløbig maa hjemløse mødre med barn holde til i fyllearresterne eller i heldigste fald i mørkelofterne i byens forretningsgaarde. Jeg gad vite, hvilke steder skulde være mere passende for de husvilde og ulykkelige end kirkerne. Det er jo mest for dem, som er besværede og trænger hvile, at kirkerne er bygget. Nu staar de der som etslags statsanstalter, kolde og med tilrimede vinduer. Det er en underlig kontrast til ham, som sa: Kommer hit til mig — og som nu staar inde i disse lukkede stenhuse med kolde, utbredte marmorarme.
Men saa er det heller ikke underlig, at mange søkende og mange som er trætte og mange som er sønderrevne gaar disse iskolde kirker forbi.