Aar og dag/05
DEN GAMLE.
I lange tider har jeg hat lyst til at træffe en hundreaarig. Jeg har altid forbundet noget merkelig med et saadant menneske. Med hundrede aar synes jeg, at grænsen for det mulige var naadd. Hvad der var derutover var det store ubegripelige. Jeg har længe hat en barnlig forestilling om de hundreaarige. Omtrent som smaa barns forestilling om penge. De kan tænke sig til hundre kroner med en vis undren. Alt som er over denne værdi gaar over barnets forstand og uttrykkes straks som tusen millioner. Jeg har hat den lykke at træffe et menneske, om hvem jeg vil benytte uttrykket tusen millioner. Han skal nemlig være 105 aar gammel. Han bor herute i skjærgaarden og heter Josef Karlson Ørnekupa. Og jeg nærmet mig ham med den samme sælsomme bæven og ærbødighet, som jeg i sin tid nærmet mig Napoleons grav i Paris. Det var i en av disse vemodige og vindstille høsteftermiddage, jeg blev ført hen til ham, Og endnu forinden jeg saa ham, tænkte jeg ved mig selv: Hvilken aarstid er der i dette menneske? Det kan ikke være høst og det kan ikke være vinter. Han er kommet utenfor alle aarstider, — han er bare et forglemt aandedrag, som puster herute paa en ensom ø mellem hvite klipper.
Der stod et litet hus og hældet skjævt paa en tufset græsmark. Malingen var delvis flasset av. Nærved var det vanskelig at se, hvilken farve huset hadde, men paa langt hold stod huset rødlig mot det graa fjeld, — en vissen og blas høstfarve, kanske var den rød, kanske var den brun. Den skiftet med lysets brytning og mindet om det ubestemmelige blodige gys, som gaar gjennem skogene i oktober.
Noget, som ogsaa betegnet huset, var det præg det hadde av umaadelig ælde, tiltrods for, at det ikke var, hvad man ellers forstaar med et gammelt hus. Det var sunket i hoften og laa skjævt ind mot landet. Det var morknet i grundmuren saa bordklædningen hang i laser utover murens knokler. De hvite lister omkring de smaa vinduer mindet om øienrandene paa en olding og i selve vinduernes matte flimmer i høstsolen var der noget støvet og blindt. Fra pipen paa taket kom der ut en svak, graa røk, en besværlig aande, som næsten ikke kunde sees mot den klamme og disige luft. Der er altid noget levende over bebodde huse: Der ligger de gamle huse og drømmer i haverne. Andre brydsker sig foran mægtige alleer og skyter sine vigtige trapper frem. Andre kryper sammen i ængstelse i de smaa og fattige gyder. Andre speider lyttende utover havet ved de farlige seilløp. Men det var likesom livet var ifærd med at ebbe ut gjennem sprosserne i den gamle mands hus. Det kunde allerede hverken se eller høre længer. Sollyset gik som en taaket skumring gjennem vinduernes pupiller og den sorte døraapning var som et utslidt og lydtomt øre. Og nu kom de bærende med ham.
De satte ham fra sig i en stol ute i græsset. De hadde gjort ham forstaaelig at en bladmand vilde tale med ham og han rystet misbilligende paa hodet. Han vilde nødig ha noget spetakkel i aviserne. Jeg hadde fæstet mig ved dette uttryk og ved tanken paa en polemik i avisen, om jeg saa maa si en opvask med den hundreaarige, hadde jeg for en gangs skyld følelsen av at staa overfor det sublime. Hans lille mimrende hode, som ikke syntes større, end at jeg kunde rumme det inde i mine hænder, vendte sig mot lyset. I et øjeblik blev alt likesom hvitt omkring mig og ved at betragte landets urørlige stenmængder og sjøen dernede, som laa likhvit og kold og stille, hadde jeg en sælsom fornemmelse av at være omgit av en umaadelig ælde. Den gamle mand syntes nærmere i slegt med det graa fjeld end med os andre mennesker. Hans hodeskalle var furet og sortnet. Det eneste han kunde bevæge var allikevel dette hode. Ellers var hans krop stille, likesom borte i klærne. Han forsøkte at tale, men det blev bare til en hvislende lyd nede i strupen. Døden naadde ham allerede til halsen. Øinene stirret fra sine dype grotter søkende og forvirret frem over den del av livets overflate, som han endnu kunde fornemme. Som han sitter der, har han litt av fjeldets og den graa jords ælde. Hans lille hode er ganske tørt utenpaa og indeni og bak ørene, hvor stivt græs virrer tufset i vinden.
Jeg fik en pludselig lyst til at gaa hen og ta paa ham i forundring, i stille forundring over at staa foran noget utrolig. Men jeg kviet mig for at strække min haand bort til ham av angst for at faa en uforglemmelig kulde gjennem mine fingerspidser — en kulde som vilde minde mig om kjølig kirkegaardsmuld.
Det maa være noget galt i Hamsuns raseri mot de gamle. Det kan ikke være de helt gamle, han mener — men middelalderen, den fra sytti og henimot hundre. Saa begynder en ny tilværelse. Den er paa en maate utenfor menneskenes aar. Den bevæger vor fantasi ved sin underlige meningsløshet. Ingen nærmer sig en hundreaarig uten frygt. Enkelte føler kanske et bestemt ubehag, det samme ubehag, som nogen føler ved berøringen av ganske spæde barn. Den hundreaarige gamling og det nyfødte barn befinder sig paa en maate i umiddelbar nærhet av det hemmelighetsfulde, som findes utenom os. Det nyfødte barn er livets fine og spinkle begyndelse. I den hundreaarige er livet ifærd med at forsvinde. Man fornemmer utviklingen av selve det gaatefulde begrep tilværelsen. Dens begyndelse, dens stigning og dens synken, hele tilværelsens gradvise opblussen og forbrænding. Det er ikke bare døden, som den hundreaarige er nær, døden, som vi kjender fra dens pludselige eller seige omstyrten av et menneskes liv, — det er ogsaa noget andet og usigelig, han er nærved begyndelsen igjen. Han er snart ikke mere til. I ham har selve livet naadd grænsen for det mulige. Alle hans livsfunktioner har faat lov til at blusse og brænde sig færdig, en efter en er sluknet i fred. Og hans menneske er stadig skrumpet mere ihop. Og naar den sidste gnist er sluknet, da skal det hele falde sammen som aske. Og hvis I roter i denne aske I drømmere og sværmere og meget troende, da skal I forstaa, at her er alt ophørt, her er ingen mulighet latt tilbake, herfra er intet svævet bort.
Men ingensinde har jeg hat en saadan følelse av menneskelivets længde som herute ved de lyse skjær og det evige hav og ved denne oldings føtter. Jeg har truffet et gammelt menneske. Det lyder som et ord fra Mose bok. Ellers har vi jo alle i visse stunder, særlig i foraaret denne heftige rædsel over livets hjerteløse hurtighet. Den samme rædsel faar vi ogsaa, naar vi pludselig ser, at et menneske vi kjender er blit gammelt. Eller at vi selv er blit gamle. Det hænder ogsaa, at vi fornemmer levende mennesker vandre omkring som døde. Det kan være kjendte mænd og kvinder, som et slegtled har talt om for en menneskealder siden. En aften sitter jeg i en restaurant og i lysreflekser fra røde tæpper og grønne skjærmer ser jeg dypt inde i kaféens cigarrøk mennesker vandre lydløst forbi, en lang duknakket mandskikkelse eller et falmet kvindeansigt under en stor hat. Og da er det likesom al larm av musik og menneskestemmer drysser bort for et øjeblik. Omkring mig er alt spøkelsesagtig stille, mens mit hjerte skjælver under denne tanke: Men Gud, disse mennesker er jo døde. — Saaledes mindes vi stedse om dødens nærhet. Allerede imorgen skal alt forgaa. Det er derfor jeg er saa trøsterigt bevæget over endelig at ha truffet et gammelt menneske, som har vist mig menneskelivets længde.
Der er noget mystisk over Josef Ørnekupas oprindelse, Nogen mener han er kommet fra Sverige, hvad ogsaa navnet skulde tyde paa. Hans yngste søn visste noget om det, men han er forlængst død av alderdomssvakhet. For den saks skyld kan Josef gjerne være en av Terje Vikens barn, en av dem som sat ved vinduet med de røde gardiner og blomster og som forsvandt under prisonnens lange aar. Det lyder underlig, at det barn, som Terje Viken ledte efter, da han kom tilbake endnu kan være i live, men der er intet til hinder derfor. Josef er nemlig født netop i det aar, da engelske krydsere stængte hver havn.
Men kanske stammer han allikevel fra Sverige og kanske kom han herover med sine forældre dengang, da svenskerne tok Norge. Idet jeg vet, at dette menneske endnu lever, ser jeg hundrede aar av verdens historie myldre frem i et straalespind. Alle de fjerne begivenheter, som hittil har staat i historiens tørhet, faar pludselig liv og virkelighet. Josef kunde allerede kravle omkring, da Napoleons armé nedtraadte hveteakrene foran Wagram i den hete sommer 1809. Han var saa stor, at han kunde gaa erinder for sin mor, da de første rygter om keiserens nederlag i Rusland forfærdet Europas folkeslag. En dag i 1814 var han paa prestegaarden med melk og da hadde endnu intet levende menneske talt om slaget ved Waterloo. Min ven Josef kunde altsaa sitte her i dette øjeblik og begynde en fortælling saadan: Det var en dag . . . det var endda før slaget ved Waterloo, da jeg — Og da han gik for presten en dag, hørte han tydelig, at presten og klokkeren stod og forundret sig over om englænderne mon vilde slippe løs fangen paa St. Helena. Paa den tid hadde Josef allerede giennemgaat sin skoleutdannelse.
Men nu vil jeg ikke høre længer paa, hvad andre har at fortælle om Josef Karlson Ørnekupa. Nu vet jeg selv, hvad han har oplevet; han har hat et omskiftelig liv. Han for tidlig tilsjøs og møtte utenfor Newfoundlandsbankerne i 1823 det første dampskib, som gik til Amerika. Dengang seilte han med «Lykkens Prøve», skipper Corneliussen. Josef kan endnu huske, hvor stolt gamle Corneliussen var over, at han engang hadde truffet Washington. Det var endda det samme aar Fredrik den store døde. Josef kom hjem fra sjøen det aar, da de herhjemme begyndte at tale om, at nu kunde man i England kjøre paa skinner med vogner uten hester. Da Josef var 22 aar gammel giftet han sig, det var endda under julirevolutionen. En tid var han bosat i Grimstad. Han var da kommet noget op i aarene og plagedes av gikta. Men paa apoteket var der en venlig liten lærling, der het Ibsen, som sa til ham en dag: Hør de gamle mand, sa Ibsen, jeg vet et godt middel mot gikt.
Josef hadde tænkt at ta med i den første slesvigske krig, men da hans ældste søn netop da skulde gifte sig, lot han det være. I 1860 levet han et stille og rolig liv paa Tjømø og moret sig med at se sine sønnesønner leke Garibaldi. Men han begyndte at trække paa aarene og han var allerede en gammel og skral mand, da han i 1870 blev oldefar. Hans sønnesønssøn blev kaldt Carl Napoleon efter den daværende konge av Norge og den daværende kejser av Frankrike. . . . Saalangt kan jeg nogenlunde greit følge Josefs historie, men allerede i de berømmelige ottiaarene begynder han at gaa i barndommen for mig.
Og her forlater jeg da Josef. Man vil forstaa, at jeg har et overvældende indtryk av, at et menneskeliv kan bli langt. Det begyndte i nærheten av Frederik den store og varer endnu ved. Josef er desuten blit træt.
Jeg spør hans omgivelser, hvad han egentlig hvisker om. Han har altid interessert sig for historie, blir der sagt. Naar de opfatter noget av hvad han sier, saa er det gjerne noget om slaget ved Svolder.
Dertil og ikke længer gaar historien for den gamle. Alt det som kom efterpaa, har han likesom selv været med til. Jeg kan saa godt forstaa, at disse nymodens greier ikke interesserer ham.
Høsteftermiddagen hælder mere og mere, Foran soløiet hænger et fint taakespind. Solen lyser gjennem taaken med en rød og dunkel glans. Saa driver en skystripe forbi den og solen slaar en flamme i bremmen. Den gamle glipper med øjnene mot solen. Hvor er det allikevel smukt og vemodsfuldt rørende med to saadanne gamle som Josef og solen, naar de blunker til hinanden.