Aar og dag/03
HELLIG-AFTEN.
Stavanger.
Man reiser uavbrudt i fireogtyve timer og man er fremdeles i Norge og man kommer til denne by, hvor fabrikker ligger ved fabrikker og hvor hver time paa dagen skibe kommer eller gaar. Det er forunderlig, hvor dette land er vidt utstrakt og avvekslende.
Herute ved Hafrsfjord skjælver blodbøken i sommerblæsten. Havet kommer ind gjennem et sund mellem to lave grønne øer, hvorover luften brænder i en hvit varmedis. De store dønninger splintres og sjøen skrider smaabølgende mot land under solstraalernes glittrende lysregn. Fra denne venlige fold i landet, reiser man nordover i dage, forbi styrtende avgrunde, den evige sne blinker i skylaget; man kommer til en anden by, her er menneskene anderledes, sproget anderledes. Man reiser i dage igjen, nye byer, et sted blusser skrænterne i blomsterpragt som ved Rivieraen, et andet sted møter man larmen av et marked ved havet, skrikende sjøfugle flakser sig blinde i røken fra tre hundre dampskibe, og man reiser videre, en domkirke ringer inde i landet; efter nye dage dukker et nyt marked op av havet, som her er sortere og mere truende, tusen baater, en sværm av stemmer i halvmørket rundt øerne, en hvit bergvæg av fugle løsner med et brak og fylder luften, andre mennesker, en anden natur, hvor det suser av bølger og liv langs denne lange kyst — og tilslut er man yderst ute, hvor landet løfter sin pande mot Nordishavets kulde. . . . Hvor begrepet om vort fædreland forvirres og forspinkles av alt det snak om vort lille og fattige Norge; det er den umenneskelige sutren av syttendemaitalere og opskjørtede forfatterinder, som er smaatt her i dette store land. Enhver begyndende digter faar det elendige Norge ind med moderpjolteren. Alt er ydmygt og ubetydelig, Norge strækker sig et stykke udenfor Drøbak, man ser ut gjennem vinduet og tror, at Kristiania er den lille gatestump Karl Johan, det eneste sted, hvor smaaborgerligheten blandt dens kvart million mennesker har anledning til at lufte sig, Hvormange Karl Johan-slitere kjender Kampen og Grünerløkken: For et liv en fredag kveld paa de ytre boulevarder, en yrende menneskeflakken i lygteskinnet, en rastløs marsj paa fortougene. Kristiania er ikke længer nogen indflytterby, men det virkelige Kristiania er ifærd med at rykke ind i centrum, det er saken, og sætte sig paa de ondskapsfulde bænkene i Studenterlunden.
Men jeg er langtfra hovedstaden og det er helligaften ikveld. . . . En efter en lukker butikkerne. Dagen har hat præg av travlhet, saadan som den kan ytre sig i en middelstor norsk by. Paa torvet har der været flere borde end sædvanlig, klokkerne i butikkerne har kimet heftigere og oftere, og der har idetheletat været mere bevægelse i de trange gater. Men nu er støjen ifærd med at stilne og allerede da hermetikfabrikerne ringte ukens avslutning klokken seks, kunde man merke, at bevægelsen i de mange gater var ved at gli over i et roligere tempo. Færre vogne rullet over brostenene; en av de sidste larmende vogne jeg hørte, var en vogn med jernbaneskinner, som drog forbi. Gatestenene skapte en herlig resonans for skinnernes heftige skrald, der var som om et regiment skarpskyttere trængte frem gjennem byen og langsomt blev overvundet dypt inde i gaterne, en fjern salve, et siste skud, saa var ogsaa det forbi; de mange bratte gatehjørner hadde kvalt lyden, larmen var ebbet ut i stilheten,
Hvor kan det være mulig, at et byøre ikke hører det store stykke som heter uken og som spilles paa byen, det store orkester: Stykkets stigen og synken fra dag til dag, alle de mange instrumenter som deltar og alle de lyde som falder mot hinanden, gaternes stimmen, hestehovenes pladsk, fotslagenes plapren, klokkerne som ringer, det drivende veir av menneskerøster, fabrikernes rysten, skibene som kommer og gaar til kjættingernes trommehvirvler. . . . Paa helligaftenen er melodien en anden end den sædvanlige; det er som naar vinden lægger sig efter en kuling, man synes at merke dens træthet, dens stundevise blaffen og flakkende gang henover markerne. . . Mange lyde, som man før ikke merket i duren, blottes mu og staar for sig selv i kveldshvilen, det kan være en plystren i gaten eller et fuglekvidder over byparken.
Rutebaatene lægger fra bryggen og stikker tilhavs, de gaar bent ind i solnedgangen, En rød himmel hviler paa horizonten, blodrød nede ved havranden, rustrød over de nærmeste fjelde. Det er ganske stille, ingen vind rører sig, men der er allikevel blæst i denne farve, en truende og rød storm, som fyker ut fra horizonten; den kommer fra solen, det store hjul, som nu maler under havranden, skovler ild op og slaar en stor møllevinge av skyer over himlen; vinden rører med sin ytterste spids ved Ryfylkefjeldets isse, derover er himlen gjennemsigtig og brægrøn.
For en kvæld. Her blir flere og flere mennesker paa kaien; de kommer fra parken, hvor bymusikken har spilt og trækker nu mot sjøen i en tæt og smaapludrende strøm. Der danner sig en evje i folkefloden ved toldbygningen, det er torvmissionen som holder møte, En efter en avlægger vidnesbyrd med skingrende stemme; men der er ikke mange, som gidder høre paa de fyldte kar, som staar der og skvulper over. Hvad er det nu ogsaa for en mission at rope folk hen til nogen lugtende parafintønder og banankasser i denne forunderlige og stille kveld. Men ved emigrantskibet samler folk sig. Det er en anden slags gudstjeneste, intet skrik, ingen sang. Jeg hører bare en forsigtig mumlen av lave stemmer og saa den svake rysten i damperens indre, den er tonløs og dirrende som efterklangen i et kirkeorgel. Folk staar paa bryggen med øjnene vendt mot damperens dæk, deres ansigter synes bleke i halvmørket. Og deroppe staar emigranterne ved rækken og ser ned paa bryggen. Hvad tænker de paa? Hvormange skal gjense en vaarkvæld som denne, hvem skal høre igjen smaabølgernes uavlagelige og venlige trav mot kaien? Emigrantskibet gaar, dets sorte silhouet tegner sig skarpt mot kveldshimmelen, som nu er blit rolig og vingylden, de to fyrlygter paa odden kaster til dets ære sine røde og grønne lysspyd ned i sjøen. Et øjeblik flammer skibet op derute i horizonten, masterne fænger i dagens sidste sørgmodige lys, ildfunkerne løper henover barduner og rær, men skibet svinger snart ind i skyggen og kvælden blir mørkere. Den blir mørkere, men jeg kan endnu længe se det grønne kjølvand efter emigrantskibet, det ligger som en bred plogfure i sjøen. Og længe — som det kjølvand av tanker, der gaar efter slike skibe, det har vanskelig for at smuldre op.
Midnat. Vi driver mot en ny morgendæmring og torvmissionen er gaat hjem. Der er intet lys mere i vinduerne, alt er skygge og sjø og himmel. Havnen ligger som et grønt tjern midt i skyggernes urskog, enkelte stjerner perler i den syrlige vinhimmel. To jagter med brede seil er ute fra sjøen naad frem til indløpet, men de kommer ikke længer. Der er ingen aande av vind i luften, strømmen fører dem sammen og skiller dem ad, de sorte seil tegner de besynderligste konturer mot himlen. Naar de flyter ind paa hinanden, danner de en bred og dyp skyggegruppe, en dødens ø, hvorfra stemmer nu og da høres. En robaat glir over sjøen, den er endnu inde i skyggen, men snart faar jeg se den; der ér trækspil ombord. O, I kunstnere paa trækspil, hvis I vilde spille, hvad I magtet: Det hele stykke tilende. Men I synes ikke at vite, at der kan sitte en enlig lytter ved et utbrændt baal inde i skyggernes urskog. Løsrevne strofer vakler likegyldig fra Eders overmodige instrument, begyndelsen av en kjærlighetsvise, litt av en sørgesang, optakten til en rheinlænder og saa noget andet og saa noget andet igjen. Og indimellem snakkes der utover sjøen. Eller triller en latter. Eller stønner aaretakene. Eller ogsaa er der taushet, fordi der hviskes noget. . . Men nu kan jeg se Jer. Kunstneren sitter i baatens spids og baaten blir til en kulsort vippende skyggekano med høi stevn. Den glir langsomt henover sjøen. Aaretakene er uregelmæssige som døende pulsslag. Jeg sitter og ser og lytter og støter cigaretrøken varsomt fra mig; men den kommer ingen vei i denne stilhet, røkvingerne hviler paa luften, spindelvævlette og bevægelige, vidende sig ut som blaa manæter i sjøen... Men hvor skal den hen, kanoen? Den brer ut i sjøen en vifte av rynker som gaar dypt ind i skyggerne og forbi dødens ø. Og saa glir kanoen ind mot urskogen, mot land. Og fra mørket, som nu har lukket den inde, hører jeg intet spil, men latter og knis i den farlige og hellige nat.