Aar og dag/02
SOMMERVANDRING.
Jeg sitter paa Nærbø jernbanestation, døsende i solveiret; jeg har noget fore, jeg skal hente posten klokken halv otte; men jeg er kommet saa altfor tidlig, klokken er ikke mere end vel seks. Jeg er likesom bortenfor tiden herute paa Jæderen, jeg hviler fredfuldt i en evje, mens de lydløse timer iler forbi mig.
Stationsmesteren gaar forbi. Han vinker:
— Kom skal De faa se en rigtig sjøgut.
Jeg gaar med ham ind i en pakbod, hvor det er halvmørkt, han bøier sig og løfter pludselig en tingest op for mit ansigt, saa jeg farer tilbake. Det er en hummer, den flakser faretruende med kløerne, og det er den største hummer jeg har set. For at gi et billede av dens mægtighet, vil jeg si: Prøv paa at bære en hummer av den størrelse ind gjennem en middels kjøkkendør. Det vil ikke lykkes. Hummeren vilde slaa kløerne i begge dørkarmene og spænde imot . . . Denne hummer har desuten en stor og merkelig bestemmelse, Den skal ædes av intet mindre end en statskomité som kommer hit imorgen i anledning bygningen av strafanstalten paa Opstadfeltet. Om den gamle røver hadde tænkt sig en saadan ære, mens den gik truende derute i brændingen! Endnu er den sortgrøn av ærgrelse og knækker sint i leddene, men snart skal den rødme av lykke.
. . . Hvad hænder vel paa en stille landsstation en sommereftermiddag, hvad nyt at melde? En draisinfører ruller hjem med en kurv brød paa maskinen, der kommer handelsmanden trækkende en tom haandkjærre, hvilke nyheter! Jeg vet intet saa hændelsesløst og fredelig som en liten smalsporet jernbanestation mellem to tog. Den er utenfor verden som et tilbakelagt stadium, inde bak vinduet staar telegrafapparatet og tikker, men det nedskriver intet, det tikker for sig selv, det er ord og tanker som er paa gjennemreise utover den vide verden, og skinnerne som løper sammen i en staalspids i horisonten er som en mot stilheten og uendeligheten utskudt pil; paa en saadan jernbanestation kan man lægge sig til at dø i fred, naar sidste tog er gaat.
Klokken blir halv otte, posten er kommet og brevsækken kalder folk til som et gult kornneg, der lokker spurvene en sommerdag, barn og halvvoksne fylder op det lille postlukaf, som lufter av sved og slidte buseruller, fire jenter med blomsterblaa øine under de hvite skaut kommer langsomt drivende arm i arm, de titter til hinanden og ler av ingenting. Alt dette og intet andet hænder og naar postmesteren sier, at der er ikke no til mig idag, saa begir jeg mig likeglad hjemover, jeg skal helt ned til sjøen, det er lang vei, nu har jeg ventet til ingen verdens nytte. Men det gjør intet. Det er jo selve tilværelsen i denne flyvende sommer at stille sig utenfor tiden og vente; ti et under er nær. I stilheten, naar myggen svirer over de grønne grøfter og i træernes skjælven, naar vinden glir gjennem deres kroner, gaar der en søt forventning, et sus av noget kommende, det er selve sommerens og modningens aande som vugger jorden, det er underet, — alt bæres gysende mot den yderste blomstring, derefter skal alt falde og forgaa. Dette er et brev om ingen oplevelser, men bare om en vandring, en avbrutt og stundevis vandring utover mot havet, som jeg ikke naar; jeg stanser nu og da, slaar ind paa en ny vei, stanser igjen og lytter. Jeg skal egentlig ingensteder; jeg aapner en grind. . .
Det er ikke alle landeveisgrinder herute som er moderne, av staal og let at behandle. Og hvilket bymenneske er ikke faldt i ulykke over en gammeldags og indviklet grind, sørgelig utstyrt med staurer som staar paa kryds og tvers, staurer til at skyve ut og ind, bøiler til at løfte op, kroker og snurrepiperier, et helt apparat. Træffer jeg paa en saadan grind hænder det mig regelmæssig, at jeg haabløst indvikler mig i det mangeartede skelet, staurene falder over hinanden, min egen spadserstok blander sig med virvaret og bøilerne griper efter mine lommer, jeg kan slet ikke faa grinden lukket igjen. Det hjælper ikke, hvor meget jeg sier til mig selv: Løft op! Løft det hele op! Jeg taper bare min lorgnet som knuses og saa kommer den farlige tanke: Lad grinden staa, hvad vedkommer det mig, om kreaturerne løper over i fremmed mands eiendom. Jeg lar grinden staa. Og da hænder det atter regelmæssig, at en menneskelig skikkelse dukker op i nærheten,
Dennegang er det en menneskikkelse i skjorteærmer, han kommer gaaende langsomt mot mig over jordene, luen har han dypt nedover øinene for solen, men nu og da løfter han hodet og ser paa mig. Da jeg fjerner mig fra grinden paaskynder han ikke sine skridt og jeg hører intet strengt rop om at stanse. Jeg liker ikke feighet og flugt, jeg blir staaende, men mandens taushet, hans besindige gang faar mig til at tie. Hvorfor roper han ikke, hvorfor skjælder han ikke ut? Det er bondens træghet, tænker jeg. Han naar hen til grinden, ordner det hele med ro og koldblodighet. Der er intet tegn til ophidselse hos ham og han smelder ikke med grinden., Kun ser han paa mig en eneste gang. Derefter vender han sig om og gaar samme vei tilbake like rolig uten at ha sagt et eneste ord. Jeg ser hans brede ryg og buksebak over den solhete muld og jeg merker foragten i denne buksebak, en foragt som er saa stor, at den ikke engang vil spilde ord; den stive buksebak bevæger sig i smaa knækk, jeg kan høre hans tanker i disse smeld, knak, disse byfolka. ... Og saa glir jeg beskjæmmet ind paa en grøn sti.
Nu gaar jeg langs et stengjærde, stien er sandet, men tilhøire har jeg en lynghei som kryper opover et højdedrag. Jeg er midt ute paa Jæderen nu, men jeg ser ikke meget av viddens øde og ensomhet og havet hører jeg bare som en fjern susen under horisonten. Utover lyngtæppet funkler et forunderlig liv, løvetand, blaaklokker og violer spinder sine farver ind i lyngens blaa væv, viberne flakser skrikende i luften og skyggerne av deres vingede flugt farer henover jorden. Men til alle kanter møter lyngen dyrkede marker, sjøgrønne enge skyller imot den, nypløiede marker kommer væltende som mørknende vindkast henover en blaa flate. Aar for aar spænder dyrkningen over større og større strækninger. Folk som nu er i sin bedste alder har som ungdommer set lyngheier, hvor nu slaamaskinerne gaar sin klaprende gang; det er landet som vokser under menneskenes flittige hænder. Gaardenes størrelse fortæller om velstand. Jeg møter en bøling som hører til Næsheim, det er en gaard som føder tyve hester og hundrede kjør.
Kreaturerne blinker gyldent derute paa marken, i kubjeldens støtvise ringlen ligger jo selve sommerkvældens varme og hjemlige stemning. En liten barbent jætergut spør, hvor jeg skal hen.
Ned fil sjøen, svarer jeg, til Nerland.
Saa maa du en anden vei.
Hvem er du hos? spør jeg.
Hos han Jakop, svarer gutten, ser paa mig og biter i jæterpisken, hvem er du hos da?
Hos han Torger, sier jeg, og jeg føler mig som en gjætergut og betragter sakkyndig hans bøling. Oksen ser jeg straks, jeg kjender dette haarde og hornede hode. Det er likesom huden ligger for stramt og klemmer ved ørene, indenfor denne stive og stupide pande verker det bestandig. Oksen opsender et brøl og dette brøl formelig letter mig over stengjærdet; man skal undgaa konduiteløsheten, hvor man træffer den.
Saa hviler jeg omsider i den lune aften ved en liten smaapludrende bæk, en ile som aander av jordens kjølighet. En vak skygge av taake er trukket sammen i vest, sola har gjemt sig i den, men ovenover ligger himlen i heftig rødme, en præriebrand uten larm og røk, en uendelig ro. Det er som om en klode er kommet hitover ikvæld, her er to verdener, som vugger mot hinanden, den gamle jord blunder i kvældens blaa stilhet, men hele vesthimlen er som en sælsom og ny morgen med røde bjerge . . . Hvorfor maa ikke sommeren vare evindelig, hvilken dag skriver vi idag, jeg vet bare, det er sidst i juni. . . juli, august. Saa skal alt forgaa og høsten blinke i den kolde skog. Men hvad er underet man venter paa i modningens tider, da alt skal ha sin fulde blomstring. Kanske er det bare døden og undergangen. Livet drysser med sine rikeste timer, man stanser forundret et øieblik og lytter og aner en fare. Det er i den søte forvirringens tid. . .