Aar og dag/01
BØLGEN.
Jæderen.
I de første dage herute hørte jeg bølgerne hvor jeg gik og stod, den uendelige skyllen steg og sank, blandedes med vindens vandring i trærne, en fjern og graa lyd, det var som om døgnet dernede i brændingen traadte pedalerne til det store sommerbrus av fugleskrik og menneskerop, larm av klover og træsko, knittren av landbruksmaskiner, — hele sommerens frembrudd under en aapen og luftig himmel, i en sus av blæst og sol.
Men nu hører jeg ikke længer bølgerne uten naar jeg lytter, jeg er blit vant til sangen. Om natten vugger den mig ind i en væv av drømme og forestillinger om skibe og fjerne have; den driver frem og tilbake i mit hode og er dog ikke i mine tanker, den gaar under min bevidsthet, det er den dønning i ens sind som blir til stemning eg sørgmodighet herute mellem lynghejerne.
Men naar man lytter efter bølgeslaget, da er det som naar man en nat lytter mot stjernerne, mot den absolute stilhet under en bundløs himmel og et sus deroppe fra verdens fjerne brændinger fylder ens øren. Saadan er bølgeslaget herute, det varer evindelig, hører aldrig op; en hær fra evigheten som skrider mot land i nætter og dage, igaar under brisens fine og lindrige luftning, idag under stormens blændende vælde.
Hele smidigheten og skjønheten i bølgens bygning ser man først herute ved havet, hvor intet hindrer dens marsj og hvor den ubrudt kan hive sine geledder mot den gule, buede strandlinje. Det er med evig glæde jeg i timevis kan staa og betragte sjøen, naar Jæderen en blæstfuld dag har tat kniplingskraven paa og de hvite skumblonder skjælver over den grønne fraade. Bølgerad efter bølgerad kommer indover; det er ikke de største orkanbølger som er de vakreste, intet kan være skjønnere end de bølger som jages mot land av en frisk og smidig kuling. Bølgen er jo intet andet end en bevægelse i vandtæppet, og denne bevægelse naar sin kulmination, idet den skraper bunden og bygger sig op i en staalblank buet løftning, som bæres indover stranden; i et øjeblik hænger den over strandlinjen i sin fuldendte form, helt blaa, skjøn i sin arkitektur, med kammen stupende utover og i dette sekund og i samme nu den brister, opnaar bølgen sin høieste kraft; der er en sammenpresset spænstighet i dens lange linje, den har en tyngde som staal og et svøpeslags seige smidighet. Netop fordi bølgen strækker sig utover sin evne, opnaar den i et eneste litet nu denne fuldkommne skjønhet, den yderste linjerenhet, ypperligere end noget bygverk og nogen menneskelig kunst; men den spænder sig for høit, saa brister den istykker etsteds og som splintret marmor flyver det hvite skum henover kammen, bølgen synker og skyver sine smuldrende ruiner i brede tunger ind paa sandbunden. Men allerede da er en ny bølge i bygning, idet den suger sin forgjængers vikende skumhvirvler opunder sin slanke og smidige bue. Og saadan igjen. Og saadan ustanselig,
Og jeg som staar paa en ensom sten midt i dette uavladelige fremadskridende kor kan tilslut ikke tænke; mit sind døser med i bølgesusets evige stigen og fald, tiden staar stille herute, timerne er flygtet bort. Likesom havblæsten duftende av salte og uendelig grønne vidder stivner min ansigtshud og lukker mine øren for lyde andetsteds fra, saaledes stanser min forestillingskreds i en enkel og barnlig famlen om bølgerne, om hvorvidt hin bølge naar længere end denne . . . . nu smuldrer den niende bølge, saa kommer de tre store bølger i rækker, saa de ni mindre, saa de store, intet andet hænder, alt vandrer mot sig selv, det er en overmodig ødslen med tiden, jeg lukker øjnene og skyller indover mot ødets og stilhetens deilige sletter.
Eller jeg staar ikke længer med ansigtet urørlig vendt mot havet, jeg vandrer paa stranden, den ligger der solvarm med farve som av brunet hud; naar en bølge viker tilbake, kan jeg følge dypt efter den, mens vandet silrer klirrende omkring mine fotsaaler, men en ny frembrusende bølge jager mig indover igjen, hvilken sommerlek i den lyse dag. Eller jeg stanser og trær ikke videre paa sandet, hvor sjøen har avsat en florlet krusning, den ligger utslaat foran mig som en vifte, solen glitrer i maskerne, ak ingen maa træ i det fine spind.
Tænk saadan er havets hænder, som kan sønderbryte saa voldsomt, man har set det vri en dampers staalkonstruktion til en sammenfiltret bundt, men saa varsomt kan det ogsaa kjæle de myke sandbanker. En kvæld strandet en russer herutenfor, redningsbaaten naadde ut til den, men skipperen vilde nødig gaa fra borde, damperen stod godt i sandet, sjøen var ikke synderlig stor, stormen jevn, — men endelig fik de ham iland med mandskapet. Saa kom morgenen, da fandtes der intet igjen av skibet, ikke en mast stak op, men ut paa dagen kastet havet en sønderreven skorsten langt op paa land, — det var som om et visitkort kom ind ad døren med en brølende haanlatter.
Som bølgerne nu danner de store sandbanker, de buede tareleier og længere inde klitterne med sit stride græs, saaledes er det likesom bølgerne gaar igjen i det hele vide land saalangt mine øine naar.
Langt tilbake i tiden, før menneskets fot traadte her, har havet skyllet hen over markerne; endnu har landet meget av havets stemning over sig, dets vidde, dets store rummelighet. Stigningerne i landskapet minder om lange dønninger som er i fremtrængen mot de fjerne og blaa bjerge, og gaardene med de drivende hvite syrinhaver omkring er som skibe der bauter i skum. Saaledes er landet blit til i havets billede. Og man ser hvordan menneskene har kjæmpet og kjæmper stadig for at vinde en favn jord eller to fra havet. Sandbølgerne bindes ved plantning av marehalm. Saa sent som i ottiaarene skred ødelæggende sandstorme indover jorderne, men nu fastholdes sandet, der ligger fint og tæt som støvbunker, av halmen.
Og marehalmen har tillike git Jæderstranden meget av dens forunderlige præg, ødets tristhet hviler over disse tufsede strækninger, hvor det stride og farveløse græs staar og hviner i vinden. Men bakenfor halmen kommer den groende jord varsomt og søkende, engens yderste frynser griper helt ut i sandbelterne og rækker sommer for sommer længere. Men næsten umerkelig for det menneskelige øje. Hvem kan agte paa det mangfoldige livs smaa og ubetydelige bevægelser, naturens yrende stræv for at komme frem og komme frem. Der staar en ørliten blomst og ringler alene ute i sandet, slet ikke langt fra det nærmeste engtæppe, den var knop igaar, den skal dø imorgen, men kunde vi synke ned til dimensionerne i dens tilværelse, vilde vi fornemme, hvor den allerede er kommet langt foran græsset og lyngen, — hvilken sælsom reise ut i en umaadelig og vild ørken, men om tusen blomsteraar gror græsset her.
Saadan skal Jæderen ad tider igjen bli grøn og herlig, hvor den nu er gold, dens utvikling bevæger sig som alt i tilværelsen i bølgegang; i gamle dage suste store skoge her, men de er forlængst smuldret bort. Jæderen har hat sin onde dal, nu glir den igjen ut i solskinnet, men hvad blir det næste? Hvor bølgerne skyller gjennem naturen og menneskenes liv! Et menneske naar sin blomstring, bukker under for alderens svøpeslag og smuldrer op indover mot alderdommen, gjennem slægterne gaar den samme bølge, en evig stigen og synken, riker og tidsaldre fødes og vokser og falder, døden blæser over aarenes hav. Ogsaa vor egen verden bølger mot sin undergang. . . . Her er blit kveld, havdisen siger op fra horisonten. Jeg kunde tro mig hensat til de sidste tider, saadan skal enden bli, ingen blomster, bare sand og kulde. Jeg ser himlen og sjøen og de trøstesløse sandbanker, vinden trær klagende gjennem marehalmen og solen ulmer lunken og rød inde i taaken, jeg kan se paa den med aapne øine.
Jeg driver indover landet. I en saadan kveld er det Jædernaturen virker med sin store tungsindighet, det sturer henover engene i det forunderlige, blinde tvelys. Vibernes skrik synes spøkelsesagtige, husene vender det hvite ut i vinduerne, fjernt ute i taaken duver en lydbøie i havets store aandedrag. Man gaar varsomt en saadan kveld; det er som jeg vandrer omkring i en gammel salme og fornemmer hvordan dagen skrider under og natten vælder ut.