A. Munch. Billeder fra Nord og Syd
13. Billeder fra Nord og Syd af A. Munch. Christiania 1849. Forfatterens Forlag. 328 S. 8vo. Bogladerne 1 Spd.
Hr. Munch har havt det Held, der under vore Forholde ikke let lader sig opnaa og neppe er bleven nogen anden norsk Digter til Del, uforstyrret at kunne følge sit Digterkald og udelukkende opoffre sig til Udviklingen af sit poetiske Talent. Han har ogsaa forstaaet at benytte dette Held, han har grebet Sagen alvorligt an og ikke sparet Anstrængelse for at klare sig sin Opgave og gjøre sig den saa voxen som muligt. Derfor kan man ogsaa med Tryghed vente, ved hvert nyt Arbeide, som han forelægger Almenheden, at se ham være naaet op til et høiere Trin af kunstnerisk Uddannelse og levere noget Fuldkomnere og Modnere end i tidligere Arbeider. Dette kan man saa meget mere, som Munchs Digtergenius ikke er af hine vilde og ubændige, der forsmaa den jævne Vej og opsøge de ubanede, farefulde Stier uden anden Vejledning end sit poetiske Instinkt, paa hvis Paalidelighed det saaledes ene og alene beror, om de paa denne Maade skulle naa frem til skjønne vide Udsigter eller styrte ned af Præcipicer. Munchs Digtergenius har et mere sedat Væsen og en sikkrere Holdning; den gaaer sin jævne rolige Gang og holder sig saavidt muligt til den slagne Landevej; den gjør ingen forbausende Kraftkunster, men resikerer derfor heller ikke saa let at glide eller falde. Med Blikket fast hæftet paa Maalet og med et Instinkt, der temmelig sikkert siger, hvad Kræfterne formaa og hvad de ere for svage til, skrider den bestandig fremad, udmatter sig ikke ved unyttige Anstrængelser men styrker og øger sine Kræfter ved at anvende dem med en fornuftig og besindig Økonomi. Er end en saadan Vandring ikke egnet til hos Beskueren at vække den spændende Interesse, hvormed man følger de dristigere Aanders Saltomortaler og Stormløb, saa er den saameget mere skikket til at fremkalde den milde oplivende Følelse af roligt Velbehag, Tilfredshed og Hygge.
Munchs tidligste Digterarbejder røbe, ved Siden af en dyb Følelse og en fin poetisk Sands, ogsaa en høj Grad af Uklarhed og et sygeligt indadvendt Sværmeri, der ifølge sin Natur er goldt og ufrugtbart, uden Grundvold eller Fodfæste nogensteds. Hans Muse lever her i en Verden, hvortil Farverne ere laante ikke af en sund poetisk Livsbetragtning, men af sygelige Drømme og uklare Reminiscentser. Hvo der lader sig indføre i denne Verden, vandrer omkring som Aladdin i Hulen: Træerne hænge fulde af skinnende Frugter Guld og Ædelstene glimre overalt, men man føler sig dog ikke vel tilmode, thi man fattes Sol, og man fattes frisk Luft. Man bliver derfor let kjed af Opholdet i denne Trylleverden, og dens Fe formaar ikke med sine fine Træk, sin graciøse Holdning, sin sygelige Smægten, længe at fastholde Gemytterne. Man bliver ganske angst og bange for denne blege Skjønhed, der ser saa nervøs, saa angreben ud. Lykkeligviis var denne Sygelighed, hvoraf Munchs Muse syntes at lide i tidligere Dage, mere indbildt end virkelig. Det var mere som en Følge af sin Opdragelse og tidligste Omgang end af en sygelig Konstitution, at hun anlagde den smægtende melankolske Mine; det var heller ikke af Affektation, men af rent Ubekjendtskab til Verden og i al Hjertets Troskyldighed.
Den Uklarhed, det sygelige Sværmeri, der saaledes udgjorde den væsentligste Mangel i Munchs tidligere Arbejder, har hans senere Udvikling for største Delen helbredet ham for. Han har revet sig ud af den Drømmeverden, hvis Sirenetoner havde fængslet hans Sind; han har gjort Bekjendtskab med den virkelige Verden, tumlet sig i dens friske bevægede Liv og derfra hentet styrkende og belidende Indtryk. Dette aabenbarer sig paa det Tydeligste i hans seneste Arbejder. Det falske overspændte Sværmeri er forvandlet til en mild velgjørende Varme, der gjennemtrænger den hele Fremstilling; Følelsen druknes ikke længere i Føleri, men fremtræder med Sandhed og Styrke; Opfatningen af Forholde og Karakterer er klarnet og modnet; Sproget har færre intetsigende skjønt velklingende Phraser, men mere Nerver og Muskler. Det er ikke længere en vakker og godartet, skjønt forskruet Yngling, men en modnet, sundtdømmende, og dog varmtfølende Mand, der træder os imøde.
Denne heldige Forandring er mest iøjnefaldende i Munchs sidste Arbejde: Billeder fra Nord og Syd. Disse Skisser, hvori Digteren fører os om blandt de mest forskjelligartede Scener og meddeler os de mest forskjelligartede Indtryk, ere uomtvisteligt det Modneste, der er flydt fra Munchs Pen. Der er en Sandhed og Gemytlighed i Opfattelsen, en Elegants og afrundet Skjønhed i Fremstillingen, der gjør Læsningen af disse Skisser yderst tiltrækkende. Selv Karaktertegningen, der tidligere navnlig i Sørgespillet Kong Sverres Ungdom, havde vist sig som Munchs svageste Side, er i de Afsnit af Skisserne, der slaa ind paa det episke eller dramatiske Gebet, paa enkelte Undtagelser nær, vellykket og indholdsrig.
Med alt dette er det dog ikke frit for, at den gamle Adam endnu ikke er ganske betvungen; han dukker af og til frem, ja han er i Grunden næsten overalt tilstede, skjønt hans Magt er brudt og hans Indflydelse skudt i Baggrunden ved den større Modenhed, Digteren har tilvundet sig. Der er endnu tilbage hos Munch et vist Hang til rhetorisk Deklamation, en vis luxurierende Bredde i Fremstillingen. Noget egentlig Meningsløst eller Intetsigende træffer man nu sagtens ikke, men derimod megen overflødig Staffage og en jævnlig Sammenstillen af ensbetydende Udtryk, hvorved Fremstillingen opholdes og Stilen bliver tungvindt og slæbende. Det ser ud, som Digteren ikke tør snakke rent ud fra Leveren, men vejer sine Ord paa en Guldvægt og opstiller dem i sirlige og symmetriske Rader. Det er Skade, at denne altfor vidt drevne Stræben efter plastisk Afrundethed og Fylde giver Munchs Stil et vist Præg af svævende Vidtløftighed og udglattet Sirlighed, hvorved Tankens Kjerne, som man skulde nyde, let bliver borte under et Lag af Blomster, thi forresten er den ved sin Korrekthed og Smagfuldhed et Mønster for norsk Prosa, og overalt hvor Digteren af Sujettet lader sig henrive til en mindre nøjeregnende Opmærksomhed paa sig selv, og ikke ængsteligt filer og sliber sine Ord, bærer hans Fremstilling Mesterskabets Stempel. Saaledes ere Skildringen af den sidste Gudstjeneste i Hammers Domkirke og den dejlige Fiskerscene paa Tibers Villa — Exempler, hvortil mangfoldige andre af ethvert af Bogens Afsnit kunde føjes — ikke blot fortræffelige med Hensyn til Stoffets Valg og Anordning, men de vidne tillige om et sjeldent Herredømme over Sproget og Smag i dets Behandling.
Af de 8 Afsnit eller Billeder som Bogen indeholder, ere de 4 første hentede fra Norges Natur eller Historie, de 4 sidste tilhøre derimod Syden. I numerisk Hensende har saaledes Digteren delt lige mellem Norden og Syden. Det har udentvivl været hans Hensigt ikke at favorisere det Ene paa det Andets Bekostning, men heri er det gaaet ham som det gaar saamange Forældre, der mod egen Vilje og Vidende gjøre et af sine Børn til Kjæledægge. Jeg vil ikke hermed sige, at de nordiske Skisser hos Munch ere behandlede med mindre Kjærlighed eller Dygtighed end de sydlandske. I og for sig betragtede, staa de ingenlunde tilbage for disse. Men det er det nordiske Element i det Hele taget, der hos Munch er stedmoderligt behandlet og ikke er kommet til sin gode Ret. Han har aabenbart ikke kunnet faa rigtigt Fodfæste, ikke kunnet finde sig ganske tilrette i dette Element. Han elsker sit Fædreland, dets Natur og dets Historie, og han mener det alvorligt, naar han slaar paa de nordiske Strænge. Men disse ville ikke under hans Hænder give den rette Klang. Hans Naturel og Retningen af hans poetiske Udvikling har draget ham nærmere hen til „Sydens lette Alfedands i muntert Kor“ end til Nordens strænge Alvor og dybe, men for kunstnerisk Fremstilling lidet skikkede Væsen. I Munchs nordiske Skisser — saa smukke og smagfulde de end forresten ere — er der derfor ikke nogen ret nordisk Tone. Stoffet er vel nordisk, men Opfatningen ikke, og Sproget, der er opfyldt med en Mængde fremmede Ord og Udtryk, endnu mindre. Skildrer han en norsk Naturscene, da gjør han dette saaledes, som man kan tænke sig at en dannet, med poetisk Sands begavet Fremmed vilde skildre den. Fortæller han et norsk Sagn — jeg vil her til Ex. minde om hans Digtning, Fladdalssagnet, i norsk Folkekalender for 1850 —, da fortæller han det smukt, og det bliver en vakker Digtning, men det klinger som et sydlandsk Sagn, lokaliseret i Norden, ej som et, der kan tænkes fremspiret paa Nordens Grund og gjennemtrukket af Nordens Aand.
Det er upaatvivleligt en Følge af denne Munchs mindre nordiske Retning, at han har valgt Sujettet for de to betydeligste af hans nordiske Billeder fra en Tid, da det skarpt udprægede nordiske Fysiognomi ikke var herskende, men for en stor Del var gaaet op i og flydt sammen med Feudaltidsalderens almindelige Træk. Det er et fuldkommen rigtigt Instinkt, som her har ledet Digteren, og de to Skisser: „En Aften paa Akershus Slot“ og „Den sidste Biskop i Hammer“ høre derfor til de heldigste i Bogen.
Det første af disse Billeder fører os hen til Kong Hans’s Tid, da Norge for sidste Gang gjorde et Forsøg, men et mislykket, paa at hævde sin Selvstændighed ligeoverfor Danmark. Digteren skildrer os den mindeværdige Aften, da hin Norges sidste Kraftanstrængelse fik sit Banesaar, idet Bevægelsens Leder, den storættede norske Høvding Herr Knut Alfsøn til Gidskø, Befalingsmand paa Akershus, lod sig forlede til en Sammenkomst med de danske Høvdinger, der belejrede Slottet, ved hvilken han forræderisk blev myrdet, og de Norske saaledes mistede den Eneste, der var skikket til at holde dem sammen. Med Liv og Sandhed maler Digteren Situationen paa Slottet umiddelbart efter Katastrofen, de forskjellige Stemninger og Planer, der ved denne Lejlighed træde frem, og de Personer, der herved spille en Rolle. Hovedfiguren i Tableauet er den stolte højsindede Fru Mereta Ivarsdatter Dyre, Knut Alfsøns Enke, senere hen i Tiden den svenske Rigsforstander Svante Stures Hustru. I denne imponerende Gestalt har Digteren forstaaet at concentrere Beskuerens Interesse; de øvrige Personer gruppere sig let og naturligt om Hovedpersonen. Den kloge, dristige, veltalende svenste Erkebisp, der kommer som Afsending fra Svante Sture, den trofaste ærlige Nils Faursøn, Forræderen Flemming, den unge Vovehals Axel Thott, ere alle Figurer, der ved den Kunst, hvormed de ere malede og placerede, gjøre en fortrinlig Effekt i Maleriet og frembringe et tilfredsstillende Totalindtryk. Man vil ikke uden levende Interesse kunne læse den mesterlige Skildring af den gribende Scene, hvori Knut Alfsøns tilhyllede Lig bæres ind i Slotshallen og Fru Mereta ved sin kjække Holdning og sin Veltalenhed beskjæmmer den trædske Flemming og bringer Folkets patriotiske Følelse til at blusse op i en stærk, men kortvarig Flamme.
Med det her omtalte Billede har det, som Digteren har kaldet: „Den sidste Biskop i Hammer,“ Meget tilfælles. Ligesom dets Handling ligger det Førstes nær i Tid, saaledes har det ogsaa i Situationen megen Lighed med hint. Ogsaa her er det de sidste Livstegn af en døende Storhed, der forespejles os; det er det engang i Norge saa mægtige katholske Præstevælde, der uddrives af sit sidste Tilflugtssted. Ligesom i det første Tableau Knut Alfsøns Enke, saaledes er i dette Biskop Mogens af Hammer den Hovedfigur, hvorom de øvrige gruppere sig. Det er ikke en saadan imponerende Skikkelse som den stolte Fru Mereta; det er en svag, af Krænkelser og Kummer rystet Olding. Men hans milde gudhengivne Sind og hans fromme Tro omgive ham med en Ærværdighedsnimbus og gjøre ham skikket til at fremtræde som en værdig Martyr for en underkuet Tro. Ogsaa i dette Billede har Digteren forstaaet at vække og vedligeholde den Stemning, som passer til Sujettet. Med en vemodig Interesse følger man den for Overdrivelser og Effektjagen frie Skildring af de Farer, der tættere og tættere omspænde den lille Rest af Hierarki i Norge, indtil Katastrofen endelig overvælder og bortvejrer den. Skildringens Livlighed og Skjønhed kulminerer i den fortræffelige Scene i Domkirken, da Biskoppen, i et fromt Haab om, at Gud ved et Mirakel vil afvende Faren fra sin truede Kirke, for sidste Gang udfolder den katholske Gudstjenestes hele Pomp for Mængden, der et Øieblik lader sig imponere af det højtidelige Skuespil, men snart bryder Fortryllelsen og gjør den fromme Biskops overspændte Forhaabninger tilskamme. Som en behagelig Afvexling slynger sig igjennem Hovedhandlingen det veltegnede Forhold mellem Aage og Margrete; Kontrasten mellem den kjække, men ærgjerrige og verdsligsindede Yngling og den klosterligfromme, resignerende, for Verdens Larm og Forfængelighed tilbagevigende Pige er gjennemført med Klarhed og Sikkerhed.
„Rjukanfossen og Gausta“ er en smagfuld og anskuelig men noget langtrukken og penslet Naturskildring. Den lille Skisse „Ladegaardsøen“ er vakker og tiltrækkende. Efter en livfuld Skildring af Stedets Naturfortrin fremmaner Digterens Fantasi de betydningsfulde eller interessante Scener, som denne Perle blandt Christianias Omgivelser har været Vidne til. Med Forkjærlighed dvæles ved Billedet af Haakon den Femtes ædle Dronning Euphemia, der her havde sin Sommerresidens, „hun som søgte at bringe Riddertidens skjønne Romantik og poetiske Duft over i de raa norske Sæder, og til den Ende lod en varmere Himmels sødere Blomster, hin Tids Ridderromaner, Kjærlighedssagn og Troubadourernes bløde Sange oversætte i det harniskklingende Oldnorsk og udbrede blandt Folket, hvor de fandt megen Gjenklang.“ Her er Munch paa sit rette Felt; i Riddertiden er han hjemme med Liv og Sjæl, og han maler med en begeistret Pensel den skjønne sydlandske Dronning, sværmende i Bygdøs grønne Lunde med sit rigtklædte og belevne Hoffølge, der syntes at gjenkalde for Beskuerens Øjne „et af hine underfulde Kjærlighedshoffer, hvorom der fortaltes saameget i de nye Eventyr, som Dronning Euphemia havde udbredt.“ Endnu dvæler Digteren ved et nyere Billede af Ladegaardøsens Saga, idet han skildrer den mørke triste Høstaften i 1814, da Kong Kristian Frederik tog Afsked med sit kortvarige Kongedømme og i en Bugt af Ladegaardsøen indskibede sig paa en liden Jagt for at forlade det Land, hvor han havde hjulpet til at grundlægge en ny Tingenes Orden, men nu som et udbrugt Redskab maatte vige Pladsen for Andre.
Af de sydlandske Skisser skriver den Ene sig fra Frankrige, de tre Andre fra la bella Italia, hvis Natur, Kunst og Folkeliv — som rimeligt er — synes at have tiltalt Munch mere og øvet en større Indflydelse paa hans Udvikling end noget Andet af det, som har mødt ham paa hans Vandringer.
I den første af disse Skisser vandre vi om i Versailles Gemakker og Parke, dette kolossale Anlæg, „hvori Ludvig den Fjortendes Aarhundrede har udpræget sin herskende Ide til den største Fuldkommenhed i sit Slags,“ hvori „den ubegrændsede glandsfulde Kongemagts Ide, stilt fra Nationens og Landets sande Interesser, og kun med sit eget hule Jeg til Øjemed, som Ludvig den Ellevte havde forberedt, Richelieu udviklet og Ludvig den Fjortende bragt til Fuldendelse, først fandt sit synlige Aftryk, som en Klangfigur efter en monoton, men majestætisk Symfoni. “ Smukt og træffende maler Digteren os dette storartede historiske Monument, hvor engang det absolute Kongedømme i al sin stive Pomp og afmaalte Etikette lod sig tilbede, men som af den første Revolution lagdes øde og først efter Julirevolutionen atter har faaet en Beboer, og det „den eneste mulige Beboer for Versailles, en Beboer, der kunde brede en forsonende Fredsglauds over dette med Folkets Forbandelser saalænge betyngede Sted. Og denne Beboer er alle Frankrigs samlede Minder, er det historiske Musæum, som Ludvig Filip her har anlagt à toutes les gloires de la France. Denne Beboer, som er Alle og Ingen, har atter restaureret Slotte, Haver og Vandkunster, og drager nu hele Paris og gjennem det den hele Verden til en Vandring gjennem de farvestraalende Sale og skyggefulde Alleer.“ Gjennem hele denne lille Skisse er Gjenstanden smukt og poetisk opfattet og smagfuldt behandlet.
„Den gamle Maler“ er det af Munchs Billeder, som i sin Helhed har tiltalt mig mindst, uagtet de mange skjønne Enkeltheder hvormed det er prydet, navnlig de fortrinlige Skildringer af den evige Stads Mærkværdigheder og de livfulde Tegninger af det romerske Folkeliv. At Billedet ikkedestomindre gjør et mindre godt Indtryk, har upaatvivlelig sin Grund i Hovedpersonens forfejlede Karakter. Det har været Forfatterens Hensigt at lade Forskjellen mellem Nordboens og Sydlændingens Karakter udvikle sig gjennem et varmt og inderligt, men ulykkeligt Kjærlighedsforholds Ildprøve. Men den Maade, hvorpaa han har ladet denne Prøve gjennemgaaes af den Person, han har valgt til Nordens Repræsentant, den unge lovende Maler, hvis Livsbane bliver brudt ved Tabet af den Elskede, og som siden vanker om som et halv fjantet halv genialt Væsen, mangler psychologisk Sandhed. At en ung fyrig Kunstner, der med sin hele Sjæl har omfattet en elsket Gjenstand, ved voldsomt at berøves denne kan knuses og tilintetgjøres at han under saadanne Omstændigheder kan skyde sig en Kugle for Panden, blive vanvittig eller nedsynke i en sløv Apathi, begriber man. Men at en Saadan efter det Slag, som har rammet ham, kan bevare hele sin Begeistring for Kunsten, al sin varme Sands for den og for Naturen, og dog med denne Begejstring, denne Sands bestandig levende og virkende hos sig, kan fordømme sig selv til en fuldkommen Afholdenhed fra kunstnerisk Virksomhed, til en blot Syslen med det Tekniske, det rent Haandværksmæssige paa Kunstens Gebet, det er en phychologisk Urimelighed; det er et trappistisk Selvplageri, der kun kunde motiveres som en frivillig Poenitents for en stor Synd, ikke som Følge af en uforskyldt Ulykke. En sundt organiseret Kunstneraand vilde — forudsat at han ikke øjeblikkeligt gik tilgrunde ved den voldsomme Rystelse —, om end med brudt Livshaab, netop have søgt sin Tilflugt i sin kunstneriske Virksomhed og paatrykt denne sin forandrede Aandsretnings Præg. Men at opgive Kunstens Udøvelse, skjønt han vedbliver at elske den ligesaa højt som før, og søge en ufrugtbar Trøst i den blotte Beskuelse af Kunsten og Naturen, det vidner om en oprindelig sygelig Aandskonstitution, der gjør den gode Fader Melchior uskikket til at optræde som Repræsentant for den nordiske Karakter, hvori dog denne Sygelighed ikke kan være et fast Kjendemærke. Ved Dannelsen og Udviklingen af denne Karakter er derfor Munch atter kommen ind paa den ovenfor omtalte sygelige Sentimentalitets Gebet. Langt bedre er Modsætningen til denne Karakter, den romerske Signora Lorenzas, lykkedes. Kun forekommer det mig, at denne har faaet et altfor materielt Anstrøg. Det er dog for galt, at en ung Pige med en saadan Skjønhedssands og Sjælfuldhed som Lorenza, skal kaste sig i Armene paa en saa væmmelig Person som den gamle Ricciardi, blot fordi hun ikke kan udholde at vente paa sin Elskede, paa hvis Utroskab hun ialfald ikke har noget sikkert Bevis. Digteren kunde dog have gjort dette rimeligere ved at gjøre hendes romerske Tilbeder noget mindre frastødende.
Er nu end saaledes denne Skisses Anlæg og Tegningen af dens Hovedfigur mindre vellykket, saa høre paa den anden Side mange af de enkelte Partier til de bedste i Bogen. Den dejlige Beskrivelse over Udsigten fra Kejserpaladserne, Roms mest storartede Ruin, den fortræffelige Skildring af det romerske Osteriliv og af Karnevalsfesten, vidne ikke blot om den Kjærlighed hvormed Digteren har omfattet den romerske Natur, Kunst og Folkeliv, men ogsaa om et sjeldent Fremstillingstalent.
Hvad der i „Den gamle Maler“ udgjør det svageste Punkt, det er i det følgende Billede, „Capri“, netop’det stærkeste. Denne Skisse er Samlingens bedste Smykke, og det maaske allermest ved de mesterligt tegnede Karakterer, som forekomme deri. Digteren beskriver nemlig ikke blot med Varme og Klarhed den mærkværdige Klippeøs feagtige Skjønheder, som den, der engang har seet dem, aldrig glemmer, men denne Beskrivelse tjener endydermere til Ramme for et Billede, hvori vi kaldes tilbage til Despoten Tibers Tidsalder, hvis Fysiognomi i al sin medusaagtige Frygtelighed afspejler sig for os. Med Sikkerhed og Sandhed og med en Originalitet, som vi ikke ere vante til at finde hos Munchs smagfulde Muse, er Tibers Portræt tegnet, denne ligesaa ulykkelige som brødefulde Tyrans, der af sin fordærvede Tidsalder næsten var tvunget ind i den afskyelige Rolle, han spillede og dog maaske var bedre end denne Tidsalder, hvis uhyre Lastefuldhed og Sædesordærvelse man er vant til at betragte som kulminerende i hans Person. Ikke mindre godt ere de forskjelligartede, men Alle lige usle og væmmelige romerske Smigrere tegnede, der udgjøre Tibers Bordselskab. Den hele Scene har en gribende dramatisk Virkning. Digteren strejfer her nær ind paa det altfor Gyseliges eller Væmmeliges Gebeter, men han overskrider aldrig Grændserne og bringer desuden en velgjørende Afvexling ind i Billedet ved den dejlige Scene, hvori Fiskeren Glykon og hans Elskede optræde. Jeg tager saaledes ikke i Betænkning at stille dette lille fuldendte Billede, der er indfattet i en Ramme af tiltrækkende Naturskildringer, ikke blot over alle de øvrige Afsnit i denne Bog, men over Alt hvad Munch ellers har præsteret. Om Munch ikke havde skrevet mere end denne lille Skisse, vilde han dog være en klassisk Forfatter.
„Bruden fra Baveno,“ der slutter Samlingen, er en vakker liden Skisse fra Lago Maggiores Bredder, hvor „Italiens glødende Yppighed forener sig med Schweitz’s friske Storhed.“ De tvende kontrasterende Elementer i Stedets Natur gjenfinde vi hos Billedets Hovedfigur, den yndige Maria, sit Hjemsteds ægte Datter, der Øikke blot forener i sig Italiens og Schweitz’s modsatte Skjønhedstyper, sammensmeltede til et harmonisk Helt,“ men „hvis Indre ogsaa er en Blanding af Sydens yppige Lyst og Nordens rene, dybe Længsel.“ Det bliver snart sat paa en alvorlig Prøve, hvilket af disse tvende Elementer i hendes Natur er det stærkeste. Paa den ene Side kalder den fattige, men raske og trofaste Gemsejæger Stenos Kjærlighed, som hun deler, hende til hans højtbeliggende haarde Bosted, den lille Schweißerby Airolo paa den sydlige Side af St. Gotthard. Paa den anden Side elskes hun af den unge og skjønne Grev Carlo, det yndige Isola bellas glimrende Herre, der tilbyder hende sin Haand og et Liv fuldt af Glands og Nydelse. Hun staar som Herkules paa Skillevejen. Den sydlandske Natur rører sig mægtigt i hende, og hun er nær ved at give efter for Fortryllelsen. Da hører hun om Aftenen fra Isola bellas Terrasser, hvorfra hun har Udsigt til de fjerne Schweitzerbjerge, Gemsejægeren Stenos Sang fra Søen, og Længselen efter ham og efter den rene friske Alpenatur griber hende med uimodstaaelig Magt. Forgjæves kalder Isola bellas rige yppige Skjønhed hende tilbage, hun modstaar den lokkende Røst og følger Jægeren til hans fattige Hjem.
Grundideen i denne lille Digtning – Kampen mellem det nordiske og det sydlandske Element i den unge Piges Sjæl – er udviklet med Klarhed og Finhed i dens forskjellige Phaser. Der hviler en mild poetisk Ynde over denne tiltrækkende Skisse, der saaledes danner et værdigt Slutningsled i den Række af Digtninger, hvormed Hr. Munch i sine „Billeder fra Nord og Syd“ har beriget vor poetiske Literatur.
H. J. Thue.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |