„Uærlige“ Folk og Haandteringer
„Uærlige“ Folk og Haandteringer.
(Efter Aug. Sach, ved O. Forstrøm).
At enkelte Haandteringer, hvor ringe og lidet tiltalende de end kan være, naar de dog i og for sig ikke er uhæderlige, skulde sætte en Plet paa Ens borgerlige Ære og gjøre En foragtet og afskyet, er en Opfatning, som ligger vor Tid og dens Tænkemaade fjernt. Og dog er det ikke synderlig længe siden, at dette var ganske anderledes. Nu er „Rakker“ kun et velkjendt Skjeldsord; for en Del Aartier tilbage var den stakkels Bøddelknegt et af Samfundets Udskud, som intet skikkeligt Menneske vilde have det ringeste Samkvem med, og det blot fordi hans Haandtering var af dem, som der i det almindelige Omdømme klæbede en Plet ved, og som berøvede ham al medborgelig Agtelse. Her i Norden har disse ulykkelige Individers Tal været forholdsvis ringe; anderledes bliver det, naar man kommer sydover, og jo længere man forfølger denne Opfatning tilbage i Tiden, desto skarpere og grellere træder den os for Øie. I Tyskland f. Ex. var den formelig sat i System, og det er Forholdene her, som i det Følgende skal skildres.
I mange Tilfælde lader Grundene til disse Anskuelser sig forfølge tilbage til ældgamle Samfundsforhold, i andre er det os ofte uforstaaeligt, hvorledes visse Haandteringer kunde blive Gjenstand for saadan Afsky. Fra først af var vel deres Tal ikke saa synderlig stort, men efterhaanden øges det i den Grad, at Politiforordninger maa træde til og søge at raade Bod paa Uvæsenet. Saaledes heder det i en Rigsforordning af 1548: „Linvævere, Barberere, Møllere, Toldere, Pibere, Trompetere, Badstuemænd og deres Børn, som forholde sig vel og ærligen, skulle for Fremtiden fra Laug, Embeder og Gilder ikke udelukkes, men som andre ærlige Folk optages.“ Vistnok hjalp disse Forskrifter kun lidet, og skjønt de gjentagne Gange forgjæves blev indskjærpede, tog Rigsstyrelsen endelig i 1731 det afgjørende Skridt at skaffe Børn af Raadstue- og Bytjenere, Skarprettere, Markvogtere, Gravere, Natvægtere, Stodderkonger, Gade- og Kloakfeiere samt Hyrder Adgang til alle Laug og Haandteringer. Var hermed af alle de saakaldte „uærlige“ Folk retslig seet kun den ulykkelige Rakker tilbage, saa skulde dog Æreløsheden kun hefte ved hans Efterkommere i første og andet Led, ja ifald hans Søn valgte et hæderligt Arbeide og vedblev med det i 30 Aar, saa kunde Sønnesønnen tilstedes Adgang til alle Slags Haandteringer. Rigsbeslutningen af 1772 indskrænkede endelig Rakkerens Æreløshed alene til hans Bedrift og tilsagde ogsaa hans Børn og Efterkommere, saasandt de ikke havde øvet hans Syssel, den fulde Ligestillethed med andre Haandteringer.
Disse Lovbeslutninger giver kun altfor tydelig tilkjende, hvor dybt denne eiendommelige Betragtningsmaade var rodfæstet i Folke-Opinionen, hvorledes det hele Liv var behersket deraf, og hvor vanskeligt det maatte holde at faa disse gamle, seige Forestillinger udryddede.
I det allerældste tyske Samfund var det oprindelig kun Retten til at føre Vaaben, den frie Mands Ret altsaa, som gav den fulde borgerlige Ære. Hvor det saaledes blot var Vaabenæren, som gjorde „ærlig,“ lader det sig let forstaa at Spillemænd, Gjøglere, Taskenspillere og Fegtere, som i Mængde strømmede ind fra Nabolandene i Vest og Syd og førte et Omstreiferliv, blev regnede for Æreløse; allerede tidlig maatte de saaledes for at adskilles fra ærlige Folk anlægge en egen Dragt. Ogsaa Skuespillerne regnedes til samme Klasse Mennesker, og det var forholdsvis først kun meget sent, at de formaaede at hæve sig til en nogenlunde agtet Stilling. Af Spillemændene var det først de, der blev optagne i Hæren, som vandt sig medborgerlig Agtelse. Lige ned i vort Aarhundrede herskede den Anskuelse, at Soldattjenesten gjorde den „Uærlige“ „ærlig,“ og at man vandt den tabte Ære igjen, naar Fanen svingedes over Ens Hoved. Saaledes var det da ved Rytteriet Felt-Trompeterne og Paukeslagerne, og ved Fodfolket Piberne, der blandt de omvankende Spillemænd først erhvervede sig medborgerlig Ære. Og naar fremdeles deres Tjeneste krævedes af de mange Hoffer, Rigsstæder o. s. v., naar de fungerede som Herolder, Raads- og Stads-Musikanter, som Følge ved Gesandtskaber o. lign., fulgte deraf snart en vis større Anseelse, som de paa egte middelaldersk Vis vernede om ved at slutte sig sammen i en Korporation, der stadig erhvervede sig nye Friheder og Rettigheder og skarpt skilte sig ud fra de omvankende Spillemænds Klasse, de ned gjennem Tiden vedblev at staa lige lavt i det almindelige Omdømme.
Imidlertid var der ogsaa en anden stor Klasse af æreløse Folk. Her synes det, som Aarsagen til deres foragtede Stilling bunder i en noget anden Synsmaade. Den ligger ikke egentlig blot deri, at de mangler Ret til at fore Vaaben, men fordi de giver sig af med visse Sysler, som fra først af gjaldt for uværdige for en fri Mand og var overladte til Livegne og saakaldte „Hørige.“ Naar man f. Ex. ser, hvorledes der i de ældste Bylove, som Strassburgs, er paalagt de hørige Haandverkere de smudsigste og ækleste Forretninger, som de først blev kvit naar de erhvervede fuld Frihed, saa forstaar man let, hvorledes Rakkerens og Natmandens Arbeide kunde være Æreløshed hjemfalden, naar de maatte skaffe væk Kadavere af Dyr, tømme Kloaker og Priveter samt fjerne Skarn, Ben og Aadsler fra Veie, Gader og Retterpladser. Saa lav og foragtelig forekom hans og hans Fællers Stilling, at den ringeste Berøring med hans Syssel vanærede. Allerede den Ting, at en Person dræbte sin egen Hund eller Kat eller endog blot begravede dem paa sin egen Grund, var jevngodt med, at han greb ind i Natmandens Hverv, og gav denne Ret til at hugge sin Kniv i Dørposten i Vedkommendes Hus og derved gjøre dette „uærligt“ og til Gjenstand for Naboernes Spot, saa længe til han fandt det bedst i Stilhed at affinde sig med Natmanden. Naar saa var, kan man forstaa, at alle Haandteringer, som paa en eller anden Vis maatte træde i Forbindelse med ham, i Tidens Løb maatte være Æreløshed hjemfaldne.
Værst blev Skarpretteren rammet, da man som Bisyssel anviste ham Rakkerens Arbeide eller overdrog det til en af hans Hjælpere. Hans Retter-Embede gjaldt nemlig i og for sig ikke for æreløst og blev i Rigslovene heller ikke nogensinde betegnet som saadant, tvertimod, der var Steder, hvor han fra først af nød en vis Anseelse, ja endog oftere overtog ærefulde Hverv som Besidder i Retten o. lign. Og dog gik det efterhaanden saa, at den almindelige Folke-Opinion trykkede ham ned i den foragtede Stilling, jo nøiere hans Syssel blev forbundet med den egentlige Rakkers Bestilling. Selv om Mesteren personlig holdt sig borte fra denne, overlod baade den og de ringere Straffe som Kagstrygning og Brændemerkning, ja Galge og Hjul til Mesterknegten, den egentlige Bøddel, og kun forbeholdt sig selv det ædlere Sverd, saa gik dog hans Kamerats hele Æresmangel over paa ham selv.
Lidt efter lidt gik Skarpretter-Hvervet over til at blive en arvelig Syssel. Dels blev det som saa mange andre „Forleninger“ i den Tid af Keiseren og Fyrster udstyret med en Slags Privilegier, dels var Sønnerne paa Grund af den Plet, der klæbede ved Faderens Haandverk, tvungne til at træde i hans Fodspor. I hine blodige og haarde Tider trængtes Bøddelens Hjælp overalt, og efterhaanden dannede der sig hele Familier, som provinsvis blev forlenede med Skarpretter-Tjenesten. Saaledes haandhævede, for kun at nævne eet Exempel, i Byen Celle Familien Suhr Bøddel-Tjenesten i over 100 Aar. I Regelen var det den ældste Søn, der fulgte Faderen, medens de Øvrige enten skaffede sig en ledig Plads paa fremmede Steder eller traadte ind i Retterknegtenes lavere Klasse. Hvad selve Mesteren behøvede af Hjælpere, hentede han saaledes fra sin egen Familie eller fra sine Retterknegtes, hvilke sidste han maatte hverve sig blandt det mest forkomne Pak.
Det var et underlig isoleret Liv, som den stakkels Skarpretter førte. Som Mester i sin Syssel og ofte Arving efter en lang Række af Forfædre i Embedet, var det dog med en vis Stolthed han saa paa sit Stamtræ og overleverede Kunsten til sin Søn og Efterfølger. Det siger sig forøvrigt dog selv, at hans Haandtering og hans afstængte Levevis, Bevidstheden om aldrig stolt at kunne hæve sit Hoved, medmindre Keiseren selv befriede ham for Skammen, maatte forme hans Karakter eiendommelig og give hans Væsen et vist fremmedartet Præg. Sin Hustru fandt han gjerne i en nær eller fjernere beslægtet Mesterfamilie. Hans Børn voxede op i streng Isolerthed og blev i Regelen af ham alene underviste i alle nødvendige Kunster; sin ældste Søn opdrog han til Efterfølger, de andre til „Halvmestre.“ Hin giftede sig paa samme Vis som Faderen; disse blev for det meste ugifte ligesom de af Døtrene, der ikke fandt en jevnbyrdig Mester til Husbond. Han raadede blandt dem som en Konge i sit Rige, men ethvert Skridt udenfor det lod ham forstaa den Afstand, som skilte ham fra hele det øvrige Samfund.
Enhver Berøring med ham smittede. Allerede hans Nærhed var en Gru; man tvang ham til at bære en let kjendelig Dragt, man forbød ham og hans Undergivne i Kjødboder og paa Torve at røre ved Kjød og Fisk; traadte han ind i Vertshuset, fik han sin Plads afsides for sig selv, af et hankeløst Krus, kunde det hænde, fik han sit Øl, en trebenet Krak tjente ham som Sæde. Med sine Fanger kunde han forrette Andagt, bede og synge, men i Kirken havde han sin Plads fjernt fra den øvrige Menighed, gjerne i en Nische ved Siden af Taarnbuen. Vistnok var det ham forundt i Stilhed at nyde Nadveren een Gang om Aaret, men afsondret fra alle Troende indfandt han sig som den sidste af Nadverdsgjesterne. Ofte havde han endog en egen Kalk af Tin, fordi ingen vilde drikke af samme Kar som han. Blev han eller en af hans rammet af en Ulykke, var der Ingen som ydede ham Bistand; udstødt af Samfundet i levende Live fandt han selv i Døden ikke Ro; en Gru for hver ærlig Mand blev hans Lig kun altfor ofte puttet i Jorden af hans egne Folk.
Man kunde vente, at en Person, der er af det øvrige Samfund blev behandlet med slig Afsky og Foragt, vilde synke ned i Brutalitet og sløv Ligegyldighed. Det synes dog i Regelen neppe at have været Tilfældet; ialfald besidder man endnu Dagbøger og Optegnelser fra den Tid, der viser, at Lemmer af gamle Familier har havt en ikke ganske ringe Dannelse; blandt andet synes den eiendommelige Jargon, som de benyttede sig af i sin Haandtering, at tyde derpaa. Endnu en Omstændighed kommer her i Betragtning: Besindighed og Koldblodighed, sikker Haand og roligt Øie var uundværlige Egenskaber for en Skarpretter, thi enhver Ubehændighed bragte Fordærvelse over hans Hoved fra den rasende Mængde. Selv udsat for en forfærdelig Død var han Høfligheden selv, naar han paa Skafottet skred den arme Synder imøde. Før han svang Sverdet eller slog Knuden paa Løkken, traadte han hen til ham og bad ham om Tilgivelse for hvad Ondt han maatte tilføie ham. Med Ordene: „Kort Nød, blid Død, Naade hos Gud!“ gik han tilverks og bandt Øinene til paa Forbryderen, forat hans Haand ikke skulde skjælve for dennes bedende Blikke.
Øvrigheden omgav Retterpladsen med talrigt Mandskab, ikke for at sikre Henrettelsen, men for at beskytte Skarpretteren; ved Hængning af en Forbryder blev den beredne Landstorm opbudt, men selv Hundreder af Bevæbnede formaaede ikke altid at frelse en ubehændig Bøddel for Folkets Raseri. Skarpretteren i Zellerfeld, for hvem Hugget fem Gange mislykkedes, blev af de rasende Bjergmænd bogstavelig hakket i Smaastykker. Men var Verket heldig udført, vendte han sig hilsende fra Skafottet til det tilstedeværende Medlem af Retten med Spørgsmaalet? „Har jeg henrettet rigtig?“ Paa dennes Svar: „Du har henrettet som Dom og Ret har bestemt, og som den arme Synder har fortjent,“ gjenmælte han: „Derfor takker jeg Gud og min Mester, som har lært mig denne Kunst.“
Skarprettertjenesten var forresten et Hverv, som enkelte Steder kastede adskilligt af sig, og der berettes endog hist og her om Rigdom, som man lagde sig til. Det vil kanske have sin Interesse at se den Taxt, som i Holsten omkring Aar 1700 var fastsat for hver enkelt af Mestermandens Forretninger; den er karakteristisk i mere end een Henseende:
| For | at afhugge et Hoved med Sverdet | 10 | Rtahler. |
| „ | at afhugge et Hoved med Øxen | 8 | — |
| „ | at afhugge en Haand og Fingre | 4 | — |
| „ | at sætte et Hoved eller Haand paa Stage, for hver 2 Thaler | 4 | — |
| „ | at hænge en Person | 10 | — |
| „ | at tage en ned af Galgen igjen | 4 | — |
| „ | at lægge et helt Legeme paa Hjul, endvidere for at grave op for og ramme ned Stage og Hjul | 7 | — |
| „ | at slaa Arme og Ben istykker og lægge dem paa Hjul | 14 | — |
| „ | at grave et Lig i Jorden | 3 | — |
| „ | at kjøre et Lig ud af Byen | 2 | — |
| „ | at partere en Person og lægge paa Hjul eller Stage | 12 | — |
| „ | hvert Greb med Jerntangen | 2 | — |
| „ | Brændemerkning | 4 | — |
| „ | Kagstrygning ved Gabestokken | 5 | — |
| „ | Udvisning fra By og Land | 4 | — |
| „ | at piske en Person gjennem Byen | 7 | — |
| „ | at brænde et Legeme | 10 | — |
| „ | at opbrænde Skamskrifter o. lign | 3 | — |
| „ | at slaa op et Navn paa Galgen eller tage det ned | 3 | — |
Endelig havde han ogsaa en Indtægt af at fange ind Hunde, hvad der nemlig hørte med til Natmandens Forretninger. Imidlertid var det dog vel Regelen, at Skarpretteren havde det trangt nok; en Kræftskade for hans Husvæsen var alle disse Mennesker, som han maatte holde for høi Løn, og den faste Skik, at han maatte huse hver en reisende Bøddelknegt eller Skarpretter tre Dage igjennem, give ham Kost i denne Tid og Tærepenge med paa Veien. Paahænget blev saa meget større, da Strafferets-Pleien forandredes, og dermed Antallet af Henrettelser og Torturer aftog, og disse Mennesker saaledes mere og mere mistede sin Beskjæftigelse. De uforsørgede Sønner fik ikke noget selvstændigt Retter-Embede mere og maatte hele sit Liv tjene hos Faderen og Broderen som Hjælpere, og endnu vanskeligere blev det at anbringe de overtallige Børn af de egentlige Rakkere og Natmænd. Der dannede sig paa den Vis et vandrende Proletariat, som drog om fra den ene Retterkreds til den anden og øgede Usikkerheden paa Veiene; tilslut blev da Tallet paa disse æreløse Rakkere saa stort, at Rigslovene maatte skride ind til Fordel for deres Børn og Børnebørn.
Med Skarpretteren og hans Fæller stod en hel Række andre Haandteringer i nærmere eller fjernere Forbindelse, paa hvilke da ogsaa en betragtelig Andel af Vanæren gik over. Alt, hvad der hed Raadstue-, Rets- eller Polititjenere, Stodderkonger eller Prakkerfogder, fremdeles Natvægtere, forsaavidt de gav sig af med at indfange Tyve, Taarnvægtere, der som Skarpretterens Tjenere vogtede Fanger, Gade- og Kloakfeiere, Markvogtere, overhovedet de, der gav sig af med at holde Gader og Huse rene for Skarn og Uhumskhed, alle blev de regnede til de Uærliges store Klasse, i hvis Spidse Natmanden selv stod. Han var det, som gjorde Garverne, der kjøbte Hundeskind af ham, til sine Ligemænd, og som berøvede Graverne deres Ærlighed, siden de hist og her overtog Begravelsen af døde Dyr.
Af hvad ovenfor er fortalt, synes altsaa de smudsige og ækle Arbeider, som hine Mennesker maatte udføre, tilstrækkelige til at forklare den Afsky og Væmmelse, som de var Gjenstand for. Men hvorfor i Alverden stod da Møllerne og Linvæverne allerede i Middelalderen i slet Ry? Vi ved om Møllerne, at allerede Karl den Store udelukkede dem fra alle geistlige Embeder og Værdigheder; vi hører, at de aldrig maatte vise sig væbnede i et Herberge, og at der paalaa dem den Pligt ved Hængning af Forbrydere at levere Stigen til Galgen. Man har gjættet paa forskjellige Grunde; rimeligst er vel den Gisning, at deres Vanry gaar tilbage til en Tid, da Hestemøller og udasede Øg kun altfor ofte maatte bringe dem i Berørelse med Rakkeren.
Og saa Linvæverne? Ja, de havde den Forpligtelse at bygge selve Galgen, skjønt de ellers vistnok langtfra havde nogen Befatning med Tømmermands-Haandverket. Imidlertid vilde Laugene ligesaa lidet vide af dem som af Møllerne, og kun paa enkelte Steder lykkedes det dem at hævde sin Ære. Ved sit Arbeide har de vel til Smurning af Redskaber o. lign. brugt Hunde- og Hestefedt, og det blev leveret dem fra Rakkeren; dermed var deres Skjæbne afgjort.
Badstuemænd og Barberere stod paa de fleste Steder ikke tilbage for Møllerne og Linvæverne i daarligt Omdømme. At Badstuerne gjaldt som Herberger for Letfærdighed og Usædelighed, hvad der rigtignok mangesteds kun altfor meget var Tilfældet, kan dog neppe være den egentlige Aarsag dertil. Selv da Keiser Wenzel i 1406 erklærede Badstuemændene i alle sine Lande for ærlige, forbød „Jøder, Hedninger og andre Ikke-Kristne“ at betræde deres Badstuer, truede enhver Foragter af deres Haandtering med Tab af Formue, ja Liv, og endog udstyrede dem med et prægtigt Vaabenmerke, saa var det dem dog umuligt at arbeide sig op i Opinionen; endnu saa sent som i 1728 maatte Hamburger-Raadet ligeoverfor Laugene bevidne deres „Ærlighed.“ Grunden til Badstuemændenes Vanære maa kanske søges i den Omstændighed, at de ofte befattede sig med at rage Skjæg — de laa ogsaa i stadig Feide med Barbererne, fordi de fuskede disse i Haandverket — og ikke sjelden ydede sin Hjælp ved Lig og Kadavere, hvad
der bragte dem i nærmere Berøring med Rakkeren og hans Hjælpere.
Paa lignende Vis har det vel gaaet med Barbererne. Saasnart de, istedetfor at blive Chirurger, greb til sine Medmenneskers Skjæg, var det forbi med deres gode Navn og Rygte, og endnu mere sank de i den offentlige Agtelse, siden de som Amts-Raads-Barberere maatte yde sin Bistand, hvor det gjaldt fangne Misdædere, navnlig de, som af Bøddelen blev underkastede Tortur, og saaledes overtog en Beskjæftigelse, som ellers var Skarpretteren anvist. Ogsaa de og deres Børn var udestængte fra Gilder og Laug, skjønt der rigtignok er enkelte større Stæder, hvor man ikke ser nogetsomhelst Spor til Æreløshed for deres Haandverk.
Medens saaledes Massen af de med Vanære beheftede Beskjæftigelser lader sig udlede af en ældgammel Opfatning af den borgerlige Ære hos det tyske Folk, bliver Tolderen alene tilbage i sin Særstilling. Han er ikke uærlig i den gamle Betydning af Ordet, men det er som kristelig Synder, han gjennem Aarhundreder maa bære sin Skamplet.
Det er allerede før antydet, at Folke-Opinionen holdt sig længe efterat Lovgivningen var skredet ind til Gunst for disse dybt ulykkelige Mennesker. Et Par Optegnelser fra det 16de og 17de Aarh. vil være oplysende for Forholdene og Betragtningsmaaden.
En Skarpretter som hugger feil. Nat til 1ste Februar 1536 blev i Hamburg tre Mennesker stukne ihjel. Den Enes Morder blev endnu samme Dag lagt i Lænker og Baand, et ganske ungt Menneske, som tidlig havde begyndt der, hvor andre Ildgjerningsmænd hører op. 17de Marts blev han af Raadet dømt og efter de sædvanlige tre Dages Forløb ført ud for at henrettes. Da nu Skarpretteren svang Sverdet for at halshugge ham, hug han for høit oppe, ovenfor Munden, saa at Underkjæve og Hals blev uskadte.
Da det omkringstaaende Folk saa dette, blev det rasende og mente at øve sin Ret, naar det faldt over den klodsede Bøddel og dræbte ham. Da denne saa Uveiret komme, smurte han Haser sammen med sin Knegt, medens det rasende Folk satte efter ham med Skraal og Stenkast. Efter dem fulgte de ridende Tjenere, der sprængte ind mellem Flygtningerne og Massen for at holde denne tilbage. Saaledes fik Mestermanden Luft, naaede en befæstet Bygning ved Bomhuset ved Havnen og trak Vindebroen op bag sig. Medens han fik puste ud og søgte at barrikadere Huset indenfra, havde Folket kastet Vindebroen ned og begyndte at storme Døren med Tømmerstokke.
Imidlertid havde Raadet i Byen hørt disse Tidender og sendte nu, hvad der i Hast lod sig opdrive af ridende Tjenere og Kavalleri med Spyd og Hagelbøsser. Da de kom til Bomhuset, var det paa høie Tid. Skarpretteren og hans Knegt havde besluttet at sælge sit Liv saa dyrt som muligt, havde værget sig tappert og havde slynget Stene og Tagstene ned i Mængden, hvorved et Menneske var blevet dræbt og flere saarede. Angrebet fra Rytteriet kunde Folket dog ikke staa sig imod, saa at de to Forfulgte, der allerede havde opgivet ethvert Haab om Frelse, nu blev reddede og om Aftenen i Sikkerhed kunde blive eskorterede ind i Byen.
Den arme Misdæder havde imidlertid, om end Hugget ikke havde rammet ham i Halsen, dog maattet lade sit unge Liv. Men en god Følge havde dog Sagen for ham eller rettere for hans Familie. Ellers var det nemlig Skik, at de Halshuggedes Hoved blev sat paa Stage, medens Legemet lagdes paa Hjul eller gravedes i Jorden paa Pladsen omkring Galgen. Det slap han for. Thi hans Fader tog strax fire grundeiende Borgere til Vidne paa, at Sønnen var „skamhuggen,“ og beviste dermed klart, at man var gaaet videre, end Lov og Ret hjemlede, og at Forseelsen ikke kunde gjøres god igjen paa anden Vis end ved en ærlig Begravelse. Da nu ovenikjøbet den stakkels Djævel egentlig slet ikke var halshuggen, og det følgelig ikke var ganske korrekt at anvende den sædvanlige Fremgangsmaade, saa gav Raadet endelig efter til Beroligelse for de ophidsede Gemytter, og tillod at Liget blev bisat i en anstændig Kiste i St. Jürgens Kirke. Men for den Lemfældighed tog det sin Mon igjen overfor Anstifterne af Optøierne. Alle, som med Vold havde forfulgt Skarpretteren og beleiret ham i Bomhuset, blev, forsaavidt man kunde faa fat i dem, straffede med Fængsel eller Pengebøder.
„Uærlige“ Ligbegjængelser i det 17de Aarhundrede. „Hvad Hjertesorg Husumer-Raadet har lidt, hver Gang en af Retstjenerne er død og skulde vaskes, stelles, lægges i Ligdragt og bæres til Graven, det er ikke til at udsige, derover kan jeg kun klage til Gud i Himmelen med dybe Sukke,“ — saaledes beretter Stads-Sekretæren i Husum, Giese, henimod Slutningen af det 17de Aarhundrede.
Omkring Aar 1630 var Mester (d. e. Skarpretter) Albert Møller afgaaet ved Døden, en ustraffelig Mand, der ogsaa i sin sidste Vilje havde vist sig som en Ven af de Fattige for at efterlade sig et godt Rygte. Efter gammel Skik blev han bragt til Graven af de saakaldte „Bierträgere,“ sex ilde berygtede Karle, som man pleiede at bruge til at gribe Tyve og andre Kjeltringer. Men denne Ligfærd frembød et saa ynkeligt, elendigt Skuespil, som aldrig tilforn var seet, idet de sex gamle Krøblinger af Karle, for hvem det svære Legeme var for tungt, snublede og dinglede med det, saa det var en Skam. En af dem havde, idet Baaren blev løftet op, lagt sin Hat paa Kisten, hvorfor han barhodet sjanglede videre, idet han lod den gamle Hat som en latterlig Prydelse ligge paa Bøddelens Kiste, til Pøbelens Spot og Haan. Og skjønt den Afdødes Enke og Børn græd saa bitterlig derover, at en Sten kunde røres, var Bierträgerne haarde som Stokke og havde ogsaa kun hidført den hele Scene for i Fremtiden at blive forskaanede for saadanne Tjenester.
Hans Søn og Efterfølger, Mester Philip Møller, tragtede allerede i sin Levetid efter en bedre Begravelse, end der var bleven hans stakkels Fader til Del. Han bragte det da ogsaa dertil, at nogle Borgere paa Tro og Ære lovede at vise ham den sidste kristelige Tjeneste ved hans Død. Saa hensov han da med trøstigt Mod. Men da hans Enke indbød til Begravelsen, da gik det som i Evangeliet: den ene havde just taget sig en Hustru tilegte en anden kjøbt en Oxe, kort hver havde en gyldig Grund til Undskyldning. Raskt beslutsom vidste den modige Kvinde inden to Dage at udvirke en fyrstelig Befaling fra Hertugen af Gottorp, som bød Byens Raad først at tage fat i Baaren og truede de ulydige Bærere med haarde Straffe. Saa indfandt sig da Borgermester. Raadsherrer og Byskriver i Skarpretterens Hus, stillede sig omkring Baaren, løftede den op og bar den over tre Skridt bort, hvorpaa de satte Kisten ned for at overlade Resten til de borgerlige Bærere. Men hvad skede Ø Kun tre af dem traadte virkelig til, de øvrige havde hemmelig fjernet sig, medens Raadet strævede med Baaren. Da var gode Raad dyre, thi de tre Bærere kunde ikke eller vilde ikke af Flekken med Baaren.
Raadsherrerne og de Geistlige gik nu ud paa Gaden for at overtale en eller anden, som gik forbi, til at tage i med. De bad og tryglede, og tilsidst lykkedes det med stor Møie at skaffe den manglende Nødhjælp og nogenlunde anstændig bringe Liget til Graven.
Kort derefter hændte det, at en brav, ærlig Mand, en Hjulmager, skulde begraves. Lærere og Skolegutter, Geistlige og Ligfølge havde allerede indfundet sig; men ingen Bærer var at se, og af Slægtningerne vilde heller Ingen række en Haand til. Man ventede længe, sang tre Salmer, bad flere Gange, ringede stadig væk, men Ingen indfandt sig. Det hele Følge maatte endelig vende hjem med uforrettet Sag og lade Liget tilbage ubegravet. Og hvad havde saa Hjulmageren forbrudt? Han havde engang som Nabo været godmodig nok til at trække Ligskjorten paa den døde Skarpretter.
Ligeoverfor slige uhørte Tildragelser tog Raadet sig sammen og forordnede, at Natvægterne, hvis Tal man af den Grund forøgede, fra nu af skulde bære Skarpretteren og hans Folk saavelsom Bysvende og Retstjenere til Graven, og at igjen Haandverkere og andre Borgere skulde vise Natvægterne den sidste Ære.
Nogle Gange havde nu Natvægterne allerede samvittighedsfuldt opfyldt sin nye Pligt, da en Dag en Natvægters Barn døde, som altsaa efter Forordningen skulde bæres til Graven af Haandverkere. Men Laugslemmerne vægrede sig, fordi Barnets Fader flere Gange havde baaret uærlige Bøddel-Lig. Raadet gjorde Forestillinger, skjændte, tryglede, truede, indtil man indespærrede Komplottets Anfører, en Skomagermester. Imidlertid stod Barnets Lig ujordet i tre Uger. Det var skrækkelige tre Uger; Borgermester og Raad ærgrede sig halvt tildøde, ønskede sig under slige Omstændigheder vel fra Livet, end sige da, at de vilde forblive i sit Embede. De forlangte i Gottorp sin Afsked, hvis der ikke blev Forandring heri. Saa skred da Regjeringen ind med skarpe Forholdsregler, som brød Borgernes Trods.
Men det hjalp kun for en kort Tid. Som Regel maatte Raadet ved lignende Begravelser straffe et Par Gjenstridige. Den Ene unddrog sig sin Pligt ved at han gik paa Reiser, den anden indfandt sig paa Trods i den skidneste Arbeidsbluse. Liget af en Bøddelknegt, en from, kristeligsindet Mand, laa dagevis uklædt, indtil nogle godhjertede Koner fra Landet bekvemmede sig til dette Verk. For et Barn, som med Bistand af Skarpretterens Hustru var født i dennes Bolig, maatte man med Magt skaffe de nødvendige Faddere tilveie. Men alle de taabelige, urimelige, ja ukristelige Ting, som før var gaaet for sig var kun Barneleg mod al den Styghed, som tildrog sig i Aaret 1684; da fandtes der ikke en eneste Jordemoder, som vilde yde sin Hjælp til en Bøddelknegts Hustru, der laa i Barneveer. Da en barmhjertig Samaritanerinde nedlod sig dertil, var Lønnen for hendes Velgjerning, at andre Kvinder ingen Kjærlighedstjeneste viste hende, da hun selv døde; de lod hendes Lig staa dagevis, indtil endelig Raadet maatte anvende sine Natvægtere.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |