„Polemiske Sonetter“: Et Tillsvar/6
Cappelen, (s. 10).
VI.
Det er de gammelkloges vante vis
At stille fortid opp mod nutids stræben,
Av friske skudd at lave tørre ris
Og møde nye krav med haan og flæben;
At lade hjertevarm, begeistringsgreben,
For allt, som dødens stumhed gir til pris,
At staa med begge ben i prosa-is
Og føre poesiens navn paa læben.
Men de er farlige, de døde mænd:
Faar de et slag, de stundom slaar igen;
Thi de har ingen sans for ros og røgelser.
Og dem, de tjene skall som udhængsskilt,
Paa dem er ogsaa oftest møien spildt; ―
Vor tid, dessværre, tror ei mer paa spøgelser!