„Polemiske Sonetter“: Et Tillsvar/2
Cappelen, (s. 6).
II.
Du dybe aand, der — som i fjeldets schakter
En bergmand bryder sig sin dystre vej —
I tankens gaade-rige sænked dig
Og fordred svar av evighedens magter;
Du, som i mørkets svøb mod lyset tragter
Paa ørneflugt henover hav og hei,
Som i din kamp mod løgnen raster ei
Og mængdens lette hverdagssejr foragter,
Hvor fik selvstændighedens trods du fra?
Hvi lod du tvilen gnave hjerteroden
Istedetfor at tro som — hr. papa?
Hvi lod du ei for smaafolks vogn dig sæle,
Skrev vers for børn og barnefromme sjæle,
Som de i »Munche-tiden» var paa moden?