Østerdalskongen/9
NIENDE KAPITEL.
Otte Dage efter Ingeborg Nordigards Gravøl stævned Knut Strand alle Parthavere i det store Sagbrugskompagni til Møde i Skolestuen. De mødte alle og i god Tid; thi Brukets Affærer havde ligget dem tungt paa Sinde, og de længted alle efter at høre, hvordan det gik.
Knut Strand gik bent paa Sagen. Han satte sig i stor Værdighed i Høgsetet ved Vinduet, der Læreren brugte sidde, saa fast paa dem alle og sagde:
«Det er slemt, det je har aa fortæl; men det er inga Raa me di!»
De stirred alle.
«Bruket lyt slutte,» sagde han.
«Slutte!» Løsetten ropte det næsten ud.
«Ja. Aa det trast, ska vi faa att naae taa Pengøm vore!»
Han sagde det haardt; hans Ansigt var ubevægeligt som Jern.
«Men Du store Verdsens Onder da!» sagde Braasetten; han saa paa de andre, blekere i sit Ansigt.
«Aasdan er detta gaat teil?»
«Ja, Du kain saa seie,» svared Knut Strand. «Itte skjønner je det; men Banken den skjønner det fuill.»
«Da er det styrt gæli me Pengøm,» kommer det fra Høyen; han stirrer harm paa Knut Strand.
«Det kain hænde det,» svared denne. Blikket veg ikke.
«Aa myy stryk med?» spørger Løsetten.
«Tri Fjordeparter eller saa omtrent,» svarer Knut Strand. Mændene blekned. Der blir aldeles stille.
«Aa ja, je staar for en halv Million aa bir inda paa Garøm mine; saa kain alti dø væra glae,» siger Knut Strand. Der er en forunderlig Magt i hans Ansigt.
«Ja ja,» siger Løsetten.
«Ja, Du vet det,» siger Braasetten.
«Ja det er fuill saa,» siger Høyen; «men Faen — detta er naa førsætt lel. Ailler har je vørre ute før sligt!»
«Je har vørre ute før det, som er værre,» svarer Knut Strand; hans Øine staar døde og graakolde som Sten paa Høyen.
Da tier alle. De mindes Datteren, Ingeborg, og tænker nu ogsaa paa Sønnen.
En og anden vaager sig efter nogen Tids Taushed frempaa og spørger, om det ikke skulde være Muligheds Raad for at rette paa Sagen, saa Bruket blev staaende.
«Det er harmeligt aa tappa saa mange Penger!» Det er Braasetten, som er fremme.
Knut Strand brød tvert af.
«Nei,» sagde han. «Je skjønner itte, haasdan det er gaat teil; men saapas skjønner je, at det er gæli, aa da faar vi slutte.»
Han reiser sig. Og saa blir det da i stor Stilhed bestemt, at Knut Strand skal reise ind til Byen og gjøre slut.
Thore Strand sad paa sit indre Kontor. Fra sin Fader havde han intet hørt, siden Meldingen om Søsterens Død var kommen; det sidste lange Brev, som han havde skrevet, med Fremstillingen af Forretningens Status, var forbleven ubesvaret. Hver Dag, som gik, drog tungere og tungere Uveirsskyer sammen; Veksler for betydelige Beløb stod for Indfrielse, og ventede Indbetalinger slog Feil.
Thore Strand havde ikke sovet nu paa mange Nætter; han havde prøvet at faa Glemsel mellem sine Venner; men Champagneflaskerne og de halvrøgte Havannacigarer paa hans Værelse gav ham kun kvalmende Uro. Snart var jo den hele Herlighed forbi.
Han sad med opslagne Bøger foran sig, havde taget Guldbrillerne af og støttede Hodet i begge Hænder.
Det banked paa Døren. Han saa op, satte Brillerne hurtig paa og lukked Bøgerne.
«Kom ind!» Stemmen var ung og freidig som til alle Tider.
Det var to af hans Venner, som kom, Kandidat Meinersen og Skuespiller Knudsen.
«Ubeleiligt — hvad?» Kandidat Meinersen tog Lorgnetten af Næsen, aanded paa Glasset, fik Lommetørklædet frem, tørked og satte atter Lorgnetten paa Næsen.
«Nei, værsgo!»
Kandidat Meinersen trak Handskerne af, putted dem i Lommen og satte sig i Sofaen.
Skuespiller Knudsen drog gemytlig den ene Handske af og rakte en stor Labb frem.
Thore Strand tog imod, saa op og smilte.
«Sid ned Far,» sagde han.
«Tak, Tak.» Skuespiller Knudsen satte sig.
Der blev lidt stille.
Kandidat Meinersen saa sig om, men sagde intet. Hans Øine søgte Cigarkassen.
Thore Strand saa det, reiste sig, tog Kassen og bød.
Der tændtes. Cigarerne laa tungt i Mundvikerne; Dampen fyldte Rummet.
Skuespiller Knudsen slukked sin Fyrstikke og kasted den mod Kakkelovnspladen. Tog saa Cigaren ud af Munden, saa paa den og røgte atter et Par Drag.
«Det var sørgeligt dette med din Søsters Død,» sagde han høitidsfuldt med sin stærke, klangfulde Stemme.
Thore Strand tog Cigaren af Munden og var alvorlig.
«Ja — det var det,» svared han.
Der røgtes atter, længe. Der lugtedes paa Cigarer; der fjernedes Aske, som faldt paa Gulvet.
«Kjærlighedssorg?»
Det var igjen Skuespiller Knudsen.
«Ja — jeg ved ikke!»
Thore Strand sad betænksom, beskjæftiget med at se paa Cigaren.
Kandidat Meinersen sad og slog med Fingertoppene mod Sofakarmen.
«Denne Manden hendes,» sagde han.
Thore Strand røgte.
«Det er en bra Mand,» sagde han omsider.
Der var atter stille.
«Bra!» kom det spottende.
Det var atter Skuespiller Knudsens velklingende Stemme.
«For simpel Far!»
Og atter dampedes der i Stilhed.
Om en Stund flytted Kandidat Meinersen sit ene Ben over det andet.
«Var det ikke noget engang med —» han saa paa Thore Strand.
Denne nikked hen.
«Der ser man!» Skuespiller Knudsen banked Cigaren let mod Fingeren, saa Asken faldt. Og røgte videre.
«Ja ja!» Kandidat Meinersen drog en Suk.
Da talte Thore Strand.
«Det er ingen Raad med det længer,» sagde han. Han pusted dybt ud.
Der blev gjæspet.
«Jeg — sidder vi ikke lidt tørt her?» sagde Skuespiller Knudsen. «Har Du ikke lidt Skum?»
Thore Strand saa bort i Krogen bag Pengeskabet. Reiste sig, hented en Flaske med violet Kapsel, tog tre Glas fra Hylden og satte det hele paa Bordet. Saa satte han sig igjen uden et Ord og røgte videre.
Skuespiller Knudsen flænged Kapselen, aabned med Kniven, som Thore Strand rakte ham, og tog Korken af med en dæmpet Smeld.
«Ah!» sagde han.
Saa skjænked han skummende i Ølglassene med den høie Stet.
Nu blev de tre Glas andagtfuldt løftet og tømt.
«Ah,» blev der sagt anden Gang af de to. Saa røgtes der videre.
Skuespiller Knudsen fyldte paany.
«Thore Strand,» sagde han og løfted sit Glas. «Jeg drikker et Mindebæger for din Søster! Hun var en smuk Kvinde og et godt, fint Menneske! Jeg drikker i Ærbødighed paa gammel god nordisk Vis hendes Minde!»
Der blev drukket i Taushed.
«Det var ikke noget for hende deroppe,» sagde Kandidat Meinersen stille men bestemt. «Og nu vil jeg ønske dig selv Thore Strand, at det maa gaa godt og vel med det, Du ved! Skaal for hende!»
Der blev atter drukket; men Thore Strand kunde ikke hjælpe for, at hans Tanke først var faren til Forretningen; thi den stod nu om Dagen fremst i hans Sind.
Skuespiller Knudsen saa sig om. Flasken var tom. Han reiste sig og hented uden videre en ny i Krogen ved Pengeskabet.
«To Ben,» sagde han. «Det er nødvendigt.»
«Blot du ikke kommer paa fire,» sagde Kandidat Meinersen tørt; han langed ud efter en ny Cigar.
«Jeg Far, jeg er et rent Tusindben,» svared Skuespiller Knudsen. Korken sprang anden Gang med et diskret Smeld.
Thore Strand smilte og tørked sine Briller. Og nu rulled Samtalen lidt efter lidt blødt over fra det, som trist var, til Byen og Bynyt fra Theater og Kafeer, fra Kjøreturer og Gadeliv, og snart knegged Thore Strands glade, ungdommelige Latter omkap med Skuespiller Knudsens grove og Kandidat Meinersens diskrete Røst i det tobaksdampende Kontor.
Det banked et Slag paa Døren. En Betjent traadte ind. Han gik frem til Thore Strand med en Regning.
Thore Strand tog den, saa paa den og reiste sig.
De to sad andægtige som altid, naar Regninger skulde betales.
Thore Strand gik til Pengeskabet, aabned og tog flere hundrede Kroner ud. Betjenten tog dem og gik.
«Tivoli,» oplyste Thore Strand ligegyldig; han laaste Skabet og gik tilbage til sin Plads.
«Det koster at være Kar,» sagde Kandidat Meinersen. Han tændte en ny Cigar.
«Ikke, naar man er det,» sagde Skuespiller Knudsen.
«Man har Skogene at tage af,» mente Kandidat Meinersen.
Thore Strand smilte.
«Apropos,» sagde Kandidat Meinersen og drakk ud. «Er din Kontrovers med Bankchefen overstaaet?»
Thore Strand saa ned.
«Nei, ikke endnu,» svared han.
«Den gamle har ikke ladt høre fra sig?» Det var Skuespiller Knudsen, som spurgte.
«Nei, men jeg venter Brev hver Dag.» Thore Strand reiste sig i Stolen.
«Hvis der gjøres Vrøvl, flytter Du vel over i en anden Bank?» spurgte Kandidat Meinersen.
«Ja — det blir vel til det.»
Thore Strand reiste sig, tog Frakken paa og foreslog, at de skulde gaa paa Tivoli.
Thore Strand stod og klædte sig paa. Klokken var over ti; men han var endnu søvndrukken efter forrige Nats Tivolirangel.
Han og hans Venner var blevne siddende til langt paa Nat, og da Etablissementet stængte, havde de faaet Flasker med sig og fortsat paa Skuespiller Knudsens Værelse i Klingenberggaden.
Endelig ved Firetiden om Morgenen havde de brudt op og var gaaet hver til sit.
Nu stod Thore Strand og klædte sig paa søvndrukken og grøssen. Paa Kontoret skulde han have været ved Titiden; der var store Veksler at indfri, og han havde paa langt nær nok.
Han vasked sit plussne Ansigt med de rødsprængte Øine, dypped hele Ansigtet ned i Vaskevandsbollen, saa det korte, sorte Haar med den kjække Svirv i Haarfæstet over Panden blev vaadt. Tørked sig godt og stod nu foran Speilet.
Han fik en kvalmende Fornemmelse af Fare og Nedgang, og Tanken gik til hende den rike Bagerdatter, som nu var opmod de tyve Aar og som altid var hans Dame paa Baller og Slædepartier baade ifjor og nu ogsaa iaar.
Men blev ikke Forretningen nu sat paa Fode, saa var det forbi, det ogsaa.
Der fór en fælen Gys igjennem han. Han tog Eau de Cologneflasken og stænked sig i Ansigt og paa Hænder. Saa tog han Vesten paa og stod nu og fingred med de guldknappede Manchetter. Det ringte.
Kunde det være Brev? Nei. Posten brugte at komme til Kontoret.
Han tog hastig Frakken paa, kjæmmede Haaret, pudsede sin Næse i det koulørte Silkelommetørklæde, satte Guldbrillerne paa og var færdig.
Pigen banked paa og rakte et Brev ind.
Han aabned.
Det var Invitation fra Bager Henriksens Søn, Broder til den unge rike Bagerdatter. Det gjaldt et Slædeparti til Sandviken næste Dag, Lørdag Afreise Klokken fem fra Kristiania alle Mand med Damer efter eget Valg. Brevet bad om Svar med Budet.
Thore Strand stakk det i Lommen.
«Er Budet der?» spurgte han.
«Ja,» svared Pigen; hun stod i Døren og saa med et hemmelig betagent Blik paa Thore Strand.
«Hils og sig: selvfølgelig,» sagde han.
Pigen stod; — hun skjønte ikke.
Han vinked hende ind. Tog et Visitkort op af Lommen, fik Tag i en Blyant — Guldblyant — i Vestelommen og skrev:
Selvfølgelig, men forbeholder mig, at Frøken Klara tager tiltakke i min Slæde
Strand.
Han vinked Pigen lige hen og gav hende Visitkortet, som han lagde ind i en Konvolut og lukked.
«Lad Budet faa dette,» sagde han. «Og jeg dette!» Han trak hende ind til sig, pludseligt, og kyssed hende.
«Nei Strand!» hvisked hun og gjorde Modstand. Da lo han, sin unge, smittende Latter.
«Gaa nu,» sagde han. Han klapped hende paa Kindet.
Hun saa paa ham, en Slaves Blik, smilte betagen og gik.
Thore Strand smilte og gik anden Gang fremfor Speilet. Stelte paa sit Haar, satte Guldbrillerne tilrette og gik ind i Stuen til Frokostbordet. I
Entrédøren med den kolde Gufs af Vinter smaldt nu i. Pigen kom ind og stelte for ham, skjænked Kaffe, bød ham Brød, gik stille til og fra, alt i den største Blufærdighed og næsten uden at se paa ham.
Han tænkte heller ikke mere paa hende, nu da han var kommen ud af Soveværelsets Luft og ind i den morgenkolde Stue.
Nu var det Forretningen og de truende Veksler, som tog al hans Tanke. Han spiste hurtig, næsten uden at tygge, skøv Stolen tilbage og reiste sig. Saa gik han ud i Entréen for at tage Hat og Frakk paa.
Det ringte forsigtig paa Entreklokken.
Thore Strand aabned. Der stod en bøiet Mand med graasprængt Skjægg og graa stirrende Øine.
Det var Knut Strand.
Thore tog et Skridt tilbage og stod slagen. Saa rakte han Haanden frem.
«Nei — Far!» sagde han.
Knut Strand kom langsomt ind uden at modtage hans Haand. Thore gik foran til Soveværelset, hvis Dør han aabned.
Knut Strand fulgte uden et Ord.
«Nei men kjære, at Du ikke skrev!» Sønnen sætter Stol tilrette, iskold paa sine Fingre.
Knut Strand satte sig ikke. Han stod der med lukkede Hænder og Pensylvanskindsluen paa Hovedet og stirred paa Sønnen ud af kolde, hvidgraa Øine.
«Je er kommen før aa seie dei, at naa ska Du slutte,» sagde han fortærende koldt.
Sønnen tog Støtte i Sengestolpen og stirred paa Faderen gjennem Guldbrillerne.
«Slutte!» ropte han, dæmpet. «Da er je ødelagt!»
Knut Strand slap ham ikke med Øinene.
«Det er det saammaa! Slutte ska Du! Je vil dø søm en ærlin Mand!» svared han.
Sønnen stod med opdragne Bryn og de hvide Tænder sammenbidt bag dybtrøde Læber.
«Da er det slut alt ihop!» sagde han med en Stemme som et fortvilet Barn.
«Ja det faar saa,» svared Faderen. Blikket stirred ubarmhjertigt hen.
Sønnen gaar et Par Skridt, svinger om og staar atter.
«Nei Far,» siger han — Taarerne er i Øinene. «Detta gaar aldrig an. Det var just naa, je skulde begynde!»
Knut Strands Øine blev haarde som Sten og Røsten kvass.
«Slutte ska Du,» sagde han. Han ropte det næsten. Og Sønnen kjendte det, som havde han faaet et Økseslag i Hovedet.
«Ja je ska slutte,» svared han — «je som a Ingborg!» Han rev Guldbrillerne af sig og stod der med de rødsprængte Øine fulde af Taarer.
«Det faar Du gjøra, som Du vil,» svared Knut Strand; Røsten skalv af Bevægelse. «Men paa dette ska det væra Slut aa det strast!»
Sønnen staar maalløs og stirrer paa Faderen.
«Ved Du, at jeg er forlovet næsten?» spørger han.
Faderens Øine forandrer Udtryk.
«Med en af Kristiania rigeste unge Damer? Far dette gaar ikke an!»
Sønnen slaar Haanden for Øinene og staar slig.
Knut Strand tier.
«Aa det blir itte mer med di heil med alt det andre,» siger han isnende. «Det ryk overende alt ihop.»
Sønnen kom bort og rakte Haanden frem.
«Far!» sagde han.
«Nei!» svared Knut Strand. «Kom itte mer med sa! Gjør dig færdin aa bli med opover. Je ska faa andre teil aa greie for dig her!»
Thore Strand stod ligblek.
«Da gaar je aat Sjøem Far,» siger han med bristende Maal.
Knut Strand retted sig. Det høgnæsede Ansigt med de jernfaste Linjer var ubevægeligt, Øinene som skinnende Is.
«Gjør akkorat som Du vil; men Bruket ska slutte, aa imorraa reser je,» svared han, vendte sig og gik.
Sønnen stod med opspilede Øine og stirred. Han hørte Entredøren smelde i, hørte de tunge Trin Trappen ned.
Saa kom han hen over Sengen, hikstende og hulkende som et Barn.
Dagen efter gik Knut Strand først til Banken og derfra til en Advokat efter Bankens Anvisning. Med denne kom han overens om Brukets Afvikling. Samme Kveld reiste han og Sønnen med Jernbanen til Grundset og derfra med Hest videre opigjennem de stille Bygder.
Det er sneyrende Nordenstorm i Dalen. Det ryger af de frosne Driver; det bæres som farende Slør høit tilveirs og ind over Skogen. Sneen ligger alenhøi, saa Skigardstaurerne knapt synes; Træerne staar vuggende og stønnende i den gresne Skog. Paa Kvist og nedfaldne Kroner lyser det guldrødt indover Skogteigene, hvor Tømmerhugstens Farsot har herjet; Stormen uler øde over de bare Hejer, hvor fordum Kjæmpetræerne, knoget Furu og smekker Gran, reiste sig trodsigt mod Uveiret. Langt inde lyser det unde Sneen paa de spekte Tømmerlunner; gjendrevne Tømmerveie anes paa kryds og tvers indover den vildsomme Ungskog.
Det sildrer af frosne Dumbjælder; en svart Hest arbeider sig frem langs Elvevoldsmoerne, der Vinden tager som værst. Stormkastene hujer gjennem dens svartbrune Man; den slider sig med vidtspilede Næsebor og krampespændte Lænder gjennem Driverne. Men bag i den brede Huskomhei sidder to. Foran i Sessen Knut Strand, Østerdalskongen, med høire Haand som en Jernklo om Tømmerne og Svepen i venstre, slingrende langs Siden. Det jernfaste Ansigt med Høgenæsen stirrer ende frem mod Veiret; Øinene er graa, iskolde, Munden ihop bidt med Skjægget snegjendrevet som en hvid Maske foran Ansigtet; Ulveskindspelsen er graahvid lubben med spekt Sne; den mørke Pensylvanskinds Hue har Snehat paa. Bag ham paa Hundskotten sidder Sønnen blek.
Der tales ikke et Ord; en hører bare Slaget af Hestehoverne i de faste Driver og Dumbjældernes endeløse døvende Silder.
Færden gaar Gaardene forbi og over Broen. En og anden Gubbe med Stav eller Kjærring med Lime staar udenfor Husdøren, snur sig og stirrer efter dem, som farer; en og anden Hund gir et Glæfs ud fra Hundehuset, hvor den ligger. Og blaanende Røg slikker langs de rygende Murpiber, men tages straks af Stormen.
Slig har Fader og Søn kjørt nu i fire Dage, tause, nordover de endeløse Bygder, sovet hos Slægt om Nætterne i iskolde Kammerser og faret videre tidlig Dags efter stilfærdigt Farvel. Og paa begge Sider af Veien Liderne op har de seet den styrtede Skog og de vide, snebare Glap i Skogslændet.
Nu bøier Færden af til høire forbi Skrædderstuen og op over Graabergene. Sønnen stiger af og gaar for at lette Hesten; men Knut Strand sidder som før. Nu stanses der, midt i værste Knækken. Hesten snur Hovedet og ser bagover; saa slaar den Pusten dybt. Thore Strand snur sig og ser tilbage mod Dalen, hvor Kirken paa Høiden sortner med sit mørke Spir. Der farer en Dødsens Fornemmelse gjennem ham. Han var faren forbi Kirkegaarden, hvor Søsteren, Ingeborg laa; han havde stirret hen over den nedsneede Grav men ikke aarket at sige et Ord. Nu, da det talte til ham paa Afstand og han var saa nær Hjemmet, brast det hele, dødsovervældende.
«Nei, nei nei!» ropte han; han gjemte Ansigtet i de store, isnende Handsker.
«Je aarker itte aa kommaa hem att!»
Faderen snudde Hodet halvt.
«En lyt nok aarke,» sagde han.
Sønnen ryster paa Hodet og staar som før.
Knut Strand tier og venter. Hesten slaar anden Gang Pusten.
«Saa, sæt dig paa att naa,» siger han lavt.
Sønnen gir et dybt Pust, stryger med Pelsærmet Sneen af Ansigtet og sætter sig langsomt paa Hundsvotten.
Saa kjøres der videre i dyb Taushed.
Kommen did, hvor Veien gaar lige ved det store Stup ned i Elven, stiger Sønnen atter af. Thi her er det farligt at kjøre.
Faderen kjører foran, men ser først tilbage paa Sønnen, som gaar.
Medét stanser Thore Strand. Faderen, som nu er naaet fremom Stupet, holder Hesten, reiser sig halvt i Slæden og ser sig tilbage. Da springer Sønnen bent ud i den dybe Sne ud over Stupet, men synker i til op paa Livet og blir staaende.
«Thore!» roper Faderen. Han slipper Tømmerne, kommer op af Slæden, ud i den løse Sne og dragende Veien sydover.
Thore Strand tog endnu et Skridt ud mod Stupet og stirred, forvildet, længselsfuld.
«Thore!» skrek Knut Strand. «Tenkj paa Mor dine!» Han er nu ganske nær, halvt springende i de tunge Slagstøvler og Ulveskindspelsen.
Thore Strand løfted begge Hænder strake op.
«Aa, je tenkjer paa ingen!» ropte han; — den unge Stemme var som en syngende, skjælvende Klage. Saa bøied han sig bagover for at kaste sig udover det styrtende Slug.
Da hugg Knut Strand Tag, en gammel Jernnæve i Sønnens Bringe.
«Tenkj paa Mor dine!» skrek han.
Thore Strand slog sig ned.
«Slipp!» ropte han. «Je vil gjøra slut!» Han kjæmped med skummende, ihopbidt Mund og forvildede, blodsprængte Øine.
Men Faderen lagde sig over ham. Begge de gamle Næver hugg fast; den stærke Rovfuglnæse havde videde Næsebor, der han drog Pusten; de kolde graablakke Øine stirred.
Der blev intet sagt de lange Stridens Minutter.
Sønnen kjæmped hvidnende i Ansigtet under ham; de laa begge som Rovdyr i Strid om Bytte dybt dernede i den hvide Sne med Sluget og den svartblaa dundrende Elv dybt dernede, mens Hesten stod som spigret med Hodet speidende og spidsede Øren, ventende.
Endelig brød Thore Strand sammen. Faderen stod over ham, stønnende og rallende, med spændte Næsebor, mens Brystet gik tungt.
«Er Du vørte styren rent,» stønner han. «Vi har da Garden fri aa nokk aa løve taa!» Han aarked ikke mer, men stod der blek, dybt aandende. Sønnen laa under ham, taus.
«Ja Far!» mumled han omsider.
Knut Strand flytted sig i Sneen.
«Staa op att naa,» bød han — den kolde Stemme skalv.
Sønnen kom sig langsomt op, uden et Ord. Da tog Faderen nyt Tag i Hundeskindspelsen oppe ved Bringen.
«Kom naa,» sagde han.
Sønnen fulgte.
Kommen frem til Hesten slapp Faderen.
«Er det Mening ti slikt,» sagde han; han skalv endnu paa Maalet.
«Nei, det er itte Mening ti naae længer,» svared Sønnen; han satte sig paa Hundsvotten.
«Nei,» sagde Knut Strand. «Sæt dig oppi Sessen.»
Sønnen saa paa ham, et bedende Blik.
«Sæt dig opi Sessen hører Du,» gjentog Knut Strand.
Sønnen adlød. Og saa drog det videre ivei opover Skogen og Grænden frem med Thore Strand foran i Sessen som bedøvet og Faderen bagpaa med Tømmerne i høire Haand og Svepen i venstre, slingrende efter Slæden, mens de blaagraa Øine stirred skarpt bent frem og Skjægget sad som en hvid Maske foran det jernfaste Ansigt.
Da Slæden holdt for Svalen, kom ingen ud; men da de begge havde hængt af sig Pelsene i Gangen, trukket Støvlerne af og gik ind i Stuen, stod Moderen, Siri i Døren.
Sønnen stod paa Afstand med høit løftede Skuldre, som vilde han springe. Da gik Moderen lige hen og fik Tag i hans Haand, som hun knuged med fast Tag.
«Aa Gusjelov, je har att dei da,» sagde hun med graadblanke Øine — «saa faar det være det saammaa me alt ihop!»
Hun stod og saa paa ham og saa paa ham hele Tiden.
«Ja, det var paa Hekta det,» sagde Knut Strand, han rusled langsomt ind i Koven og lagde sig nedpaa.
Dagen efter var Knut Strand syg. Det var kommen om Natten med stor Skjælving og en Rykning i alle Lemmer. Nu om Morgenen var han likere; men denne Rykning i Hænder og Fødder vilde aldrig slutte. De vented en Dag, uden at der blev Forandring. Saa sendte Sønnen Bud efter Dokter.
Han kom og undersøgte nøie. Spurgte ogsaa om et og andet. Saa gik han ind i Stuen. Sønnen fulgte.
«Er det farligt?» spurgte Sønnen.
«Det er noget med Rygraden; vi kalder det paralysis agitans,» svared Dokteren.
«Dør han?» Der var en stor Angst i Sønnens Blik.
«Nei ikke netop det. Men det kan ikke helbredes.»
«Kan han leve længe?» Sønnen saa bedende paa Dokteren.
Dokteren satte sin Hue paa.
«Jeg tænker det; — han er en stærk Mand.»
Sønnen stod lidt, mens Dokteren trak Handsken paa.
«Hvoraf kommer det?» spurgte han vekt.
Dokteren saa hen i Veiret.
«Aa — legemlig Overanstrengelse eller Sindsbevægelse,» svared han. «Eller begge Dele paa én Gang.»
Sønnen saa ned.
«Er der noget at gjøre?» spurgte han endelig.
«Ja. Lad ham have det godt. Saa vil det vare længe,» sagde Dokteren; han rakte Thore Strand Haanden til Farvel.
Knut Strand betalte hver Mand sit og blev siddende paa sin Gaard. Sønnen kom sig aldrig fore med noget videre; om Vinteren laa han gjerne inde paa Salen eller Kammerset i den nye Bygning, som Faderen havde veget for ham; om Sommeren var han altid paa Færd mellem Nedigaard og en Sæter, de havde langt inde paa Fjeldet; did drog han, og derfra kom han ustanselig hele Sommeren frem som en urolig Samvittighed.
Men kjører Du Grænden op i den ensomme Afdal mellem Fjeldene og Du kommer til Nedigaard, da vil Du bag de gamle vindskjæve Glasruder oppe i Gammelstuen se et stirrende Rovfuglansigt, som straks trækker sig tilbage og blir borte. Det er Østerdalskongen, som sidder i sin Kubbestol med Rykninger i de gamle begjærlige Fingre og stirrer ud af blygraa sluknende Øine tilbage paa sit Livs Æventyr, hvis Mening han ikke kan forstaa.