Østerdalskongen/8
OTTENDE KAPITEL.
Ingeborg Nordigard var begravet. Stordalens vemodige Kirkeklokker havde ringet over den vinterlige Ligfærd, og Følget var faret hjem gjennem Snefald og tungt Føre med Lugt af dampende Heste og Schuppskindspelse og vinterligt syngende Bjældesilder. Thi Dumbjælderne, som var tagne af, da Færden kom, var nu atter hængt paa til Hjemfærden. Og dermed var et ungt Liv gjemt bort for alle Tider, skjønt hun jo endnu leved nogen Tid i Bygdens undrende Tale. Men Knut Strand, som kjørte først og alene i Kirkeslæden med Svarten forspændt og Svepen som vanligt slingrende efter Slæden, var bleven en stille Mand. Han havde faaet noget tungt i Blikket og noget vekt ved den tverskaarne Mund, og hans skarpe, kolde Stemme hørte man sjelden.
Men Siri, Moderen, var ikke med til Kirken; hun aarked det ikke, havde ogsaa meget at stelle med til Gravøllet derhjemme.
Gravøllet stod paa Nordigard; der var Lugt af Barstrø og vaad Sne; der var stilsom Færd af sortklædte Folk; Hestene stod bundne ved Skigarden med overkastet Hestedækken ventende; thi Gravøllet skulde staa bare én Dag, og de fleste vilde tilbage til Bygden tilkvelds.
Knut Strand havde ventet Sønnen; men han var ikke kommen. Han havde hele den sidste Tid sjelden skrevet, og Indholdet af Brevene var altid det samme, at Forretningen tog al hans Tid og at Tiderne var vanskelige. Han vented Tab paa Udlandet, men vidste ikke, hvor store de vilde blive.
Disse sjeldne Breve fra Sønnen havde tynget Knut Strand og gjort ham faamælt hele Høsten frem; men han havde intet sagt til sin Hustru, og nu havde Sorgen over Ingeborg bragt alt andet til Glemsel.
Da Gravøllet ved Kveldstid var slut og Knut Strand tung og træt gik hjemover fra Nordigard til Nedigaard, mødte han Budet, som gik med Posten.
Knut Strand stansed.
«Er det Brever?» spurgte han koldt og kort som vanligt.
Jo, der var Brever — to Stykker.
Der fôr som et varmt Stød gjennem Knut Strand. «Det var bra,» sagde han og gik.
Kommen ind tænder han Lys og gaar til Stuen; thi paa Bordet derinde bruger Posten at ligge. Han gaar fremtil med Lyset i Haanden, sætter det fra sig, sætter sig paa Stolen tæt ved og tager de to Breve. Det ene er fra Sønnen; han kjender Skriften; det anden er en fremmed Haand og har trykt Stempel; det er fra den Bank, hvor baade han og Bruget har sine Forretninger.
Det gaar kjøligt gjennem ham. Han aabner og læser, først Sønnens Brev og saa Bankens, og som han sidder der, den ensomme Mand ved det enslige Lys i den store kolde Stue og læser, tager hans jernfaste Ansigt graaere og graaere Let, og under de stirrende Øine stiger to røde Striber.
Sønnens Brev er langt med Forklaringer frem og tilbage og harme Udbrudd indimellem; men frem af det hele stiger klart den ene, uomstødelige Ting, at Banken har negtet Sagbruket videre Kredit og krævet store Summer indfriet. Dette er saa meget harmeligere nu, som der var Udsigt til stor Fortjeneste og Tabet paa Udlandet saaledes havde al Udsigt til at kunne dækkes. Brevet sluttede med den Erklæring, at, hvis Hundrede Tusen Kroner blev skaffet straks, saa skulde det hele greie sig med Glans, og saa kunde man næste Aar gjøre Regning paa Udbytte af Forretningen. Blev Summen ikke skaffet og Bankkreditten fremdeles negtet, da vilde Sønnen ikke svare for noget.
Haanden dirred, da Knut Strand lagde Sønnens Brev bort. Saa aabned han Brevet fra Banken.
Det var fra Bankchefen selv, som meddelte, at han efter i længere Tid at have lagt Mærke til Brugets Dispositioner og samvittighedsfuldt undersøgt dets Forhold og Udsigter havde fundet det stridende med Bankens Interesser at yde det videre Kredit. Det var hans personlige Overbevisning, at Forretningen var vokset dens nuværende Leder over Hovedet og at der var truffet Overenskomster og afgjort Salg, som vilde medføre betydelige Tab. Han vilde raade Bruget til snarest muligt at likvidere for at redde, hvad der endnu reddes kunde; thi fortsattes der paa den Vei, man nu var slaaet ind paa, vilde det ikke vare længe, før en Katastrofe vilde stanse det hele, og da vilde Kapitalen i sin Helhed gaa tabt.
Brevet sluttede med at bringe i Knut Strands Erindring det Raad, som han, Bankchefen, i sin Tid havde givet ham om at sætte en prøvet og dygtig Mand, kjendt med Hovedstadens og de store udenlandske Markeder, i Spidsen for Bedriften; var dette Raad i sin Tid bleven fulgt, saa var visselig aldrig den nuværende Misère indtraadt; thi faa Forretninger var sat i Gang under saa gunstige Vilkaar og støttet af en saa stor, reel Kapitalindsats som her.
Da Knut Strand havde læst Bankchefens Brev, lagde han det ganske stille paa Bordpladen ved Siden af Sønnens. Hænderne sank ned paa Laarene og blev tungt liggende. Slig sad han længe, graa i Ansigtet og stirred frem.
Om en Stund kom Siri. Det var Slut paa Gravølsgaarden og senkveldes. Lyset paa Bordet brandt, tungt og rødt med lang osende Tane; men Knut Strand sad og stirred som før.
Siri tog Tørklædet af og kom borttil. Hun saa paa Knut, som sad graablek.
«Aa er det for Slau?» spurgte hun. Hun fik se Brevene, som laa opslagne paa Bordet.
Knut Strand flytted sine Hænder, men sad som før.
«Det er ittnaa mer naa,» sagde han; han stirred hen med blygraa Øine.
Siri tog sig til Bringen.
«I Jøssø Namn aa er det naa att da?» udbrød hun.
Knut Strand sad som før.
«Aa det er slut alt ihop,» sagde han uden at snu sit Hoved og uden at røre en Led.
Siri Nedigaard kom fremtil.
«Er det om’n Thore?» spurgte hun.
«Ja.»
Knut Strand saa bort paa Brevene.
«Er’n rundert?» spørger Siri; hun tager efter Bordet og støtter sig.
«Ja. Det stryk hele Bruket!» Han tager Brevene.
Siri tier længe. Det er ligesom det ikke gjør hende stort dette sidste; det er som om det skal saa være nu, siden Døden kom i Huset.
«Gaar vi fraa Garøm?» spørger hun endelig, ganske stille.
Da reiser Knut Strand sig. Hans gamle Magt vender tilbage.
«Aa nei,» siger han i stor Trods. «Taa Garøm faar dem mig naa itte!»
Han gaar bort til Ovnen, aabner, kaster begge Brevene ind, lukker Ovnsdøren, snur sig og gaar ud af Stuen.
Siri Nedigaard blev staaende længe og stirre. Det lyste fort op fra Ovnshullet, med flakkende Flamme ind over Stuen, saa man saa de to ihopkneppte Hænder over Døren og de alvorlige Slægtsportrætter borte ved Sofaen. Det lyste eventyrligt op paa Geranium og Myrthe ved Blomsterhylden, og Tobaksbordet med de sølvbeslagne Merskumspiber fik flakkende Skjær af Flamme. Saa sank det hele sammen. En Hund gav Glæfs ude paa Gaarden; det smaldt i en Dør og blev atter stille. Men deroppe i Heldingen laa Gammelstuen mørkrød med hvidmalede Vinduesposter i Sneen og taug, sortnende.
Siri Nedigaard seg bort fra Bordet og frem til Stolen, hvor Knut Strand havde siddet. Hun satte sig og blev siddende længe.
Hun tænkte paa gamle Tider, den Gang Gaarden stod nede paa Sletten med Elvens store Dur nær ved og Granskogen ensomt omkring.
Og hun drog en dyb, skjælvende Suk.