Østerdalskongen/7
SYVENDE KAPITEL.
Ingeborg Nordigard blev for hver Dag, som gik, mere og mere underlig. Manden, Per Nordigard og Nedigaardsfolket talte meget sammen om dette og vidste ikke sin arme Raad.
Hjemme i Gaardens Stell gjorde hun lidet, og det vesle, hun gjorde, blev mere til Ugagn end Gagn. Ud mellem Folk vilde hun aldrig mer, holdt mest til paa Ramnen og borti Udhusene og klædte sig i underlige Klæder. Alt, hvad gammelt hun kunde finde fra sin Tid i Byen, hængte hun paa sig, og Barnet, den vesle Jenten, vilde hun klæde paa samme Maaden. Kom nogen til gaards, drog hun gjerne paa Skogen, og der begyndte hun nu at holde sig mere og mere, især Sommerstider. I Førstningen, som hun drog tilskogs, blev Manden fælen og tænkte, at noget kunde hænde; men altid kom hun hjem tilkvælds, og efterhvert begyndte baade han og Folket paa Gaarden at vænne sig til det.
Saa var det en Dag senhøstes, Knut Strand kom hjem fra Sæteren. Han var gaaendes og frøs; for Vinden stod haard fra Nord, og oppe i Fjeldbaandet var den første Nysne faldt.
Som han kommer ned mod Gaardene og netop gaar over Kværninga, faar han høre slig underlig Sang. Kommen vel over Aaen og ud af Fosseduren, saa han faar høre bedre, stanser han og lyer.
Det kom fra nogen, som gik opmed Elven; det skjønte han. Og han kjendte Ordene. Det var den gamle Vise om Sigrid Uti:
je kjem a saa væl ihau;
ho hadde tel Kjærest hain Kal, Du vet,
den frakeste Gut dem sau!
Aa haa!
Glea er go ho aa finne.
Ho gik der saa gla aa saang;
ho hadde in Vokster saa grainn aa fin;
ho var da saa gla aa ong!
Aahaa!
Synna er snøgg ho aa finne.
Nu taug det. Og saa sang det igjen. Den, som sang, kom nedover:
ho gik der saa graa som Ler;
ho hadde naa faat sig et lite Baan;
ho aatte slet ittnaa mer!
Aahaa!
Sorja er slem ho aa finne.
døm fainn at a bak it Tre,
aa ataat saa laagg detta stakkars Baan
— det gret itte længer det!
Aahaa!
Døen er go hain aa finne!
Knut Strand blev kold. Nu kom et Kvindfolk gaaende fremme ved Aaen nedover. Det var Datteren, Ingeborg Nordigard; det saa han straks paa den underlige Dragt.
Hun gik lige frem til Aaen, stod og saa ned i Skumhvirvelen og satte sig paa et Skjær lige fremved.
Knut Strand kjendte sig glohed. Han kom sig opover bagom Smaaskogen, saa hun ikke saa ham, og stod med en to tre Sprang fremved Skjæret, der hun sad.
«Aa gjør Du her», ropte han haardt.
Ingeborg Nordigard tversnudde Hodet, fik se ham og blev siddende.
«Ittnaa,« svared hun med et dødt Smil. Og Knut Strand saa med ét, hvor mager hun var.
Han gik lige borttil.
«Kom aa gaa hem att naa,» sagde han. Han tog hendes Arm.
Hun drog sig unda, rædd, og stirred.
«Næ—» svared hun. «Itte de lel!»
Saa lagde hun paa Sprang nedover fremved Elven.
Faderen ropte efter hende.
«Ingborg!»
Der kom intet Svar. Men kommen paa lang Afstand stansed hun, saa sig tilbage og satte sig fremved Elvebredden.
Knut Strand var blek i sit Ansigt, der han stod. Han stirred efter hende. Saa vendte han sig endelig og gik.
Kommen frem til Nedigaard gik han lige ind. Siri, som sad i Stuen og spandt, saa paa ham, der han kom.
«Er Du frusen?» spurgte hun. Hun reiste sig. «Nei.»
Knut Strand satte sig.
«Je sau naae her opmed Kværningen,» sagde han.
«I Jøssø Namn!» udbrød Siri; hun stirred paa Knut.
«Je sau a Imborg,» siger han.
Siri Nedigaard stod med Hænderne ihopkneppt over Fanget. Hun vugged med Hodet i uendelig Sorg; Øinene blev rødsprængte af Graad.
Ja, det vondt aa sjaa,» sagde hun. Saa gik hun ud i Kjøkkenet for at skjænke Kaffeen i.
Da hun vel var kommen ind igjen med Kopperne fyldte paa Brættet, sad Knut Strand, der han havde sat sig, fremved Ovnen.
Han tog Koppen; men da han heldte Fløden i og havde faaet Sukkerbiterne paa Skaalen, saa han op paa Siri.
«Bære a itte gjør sig naae,» sagde han med brudt Røst.
Siri Nedigaard blev staaende som spigret, med Brættet i sine Hænder.
«Nei kjære, sei itte slikt da,» sagde hun. Taarerne stod hende i Øinene.
«Ho sat opmed Aaen der,» siger Knut.
Siri Nedigaard snur og sætter Brættet fra sig paa Bordet.
«Nei nei nei da,» aajer hun; hun staar atter og ser paa Knut, som stilt drikker sin Kaffe og stirrer frem for sig.
«Det er fali detta; — en staar itte telsvars for det længer,» siger han.
Siri slaar Hænderne ihop.
«Aa jø, aa jø for Telstand,» jamrer hun; hun vugger og vugger.
Knut Strand sætter Koppen fra sig paa Krakken tæt ved, reiser sig, drager en tung Suk og gaar bort til Vinduet. Der blir han staaende og stirre ud. Endelig vender han sig mod Siri, som sagte er gaaet nogle Skridt nærmere.
«Vi faar tala aat’m Pær,» siger han. «Vi staar itte telsvars me aa let a gaa løs længer!» Han stirrer haardt hen.
Siri staar som afbleknet.
«Aa nei før Gælihet, aa nei før Gælihet,» siger hun. Saa giver hun sig til at stelle med Brættet og Kopperne.
Ingeborg Nordigard sad fremved Aabredden ved Kværninga og stirred. Af og til vendte hun Hovedet og saa did over, hvor Faderen var forsvunden; saa stirred hun atter ned i Hvirvlerne. Med ét reiser hun sig. Der er Angst i de forvildede Øine.
«Nei, itte hematt lel,» siger hun for sig selv. «Huf!» Hun trykker Armene mod Bringen, som om hun fryser. Saa gaar hun videre nedover langs Aabredden, stanser, der Aaen gaar bredere og mere still, tager Skjørterne opp — og vader over. Saa gaar hun nynnende for sig selv videre nordover i Høstvinden.
Kommen fremover til Stormyra, der Uggelaaa gaar tildals, gjør hun en stor Sving nedmed Myren, stikker ind i et tæt Gransnar, som ligger i Myrkanten, og slaar sig ned der paa de spekte Tuver under et Træ. En Storfugl, som holdt til ved Myren, letted med et tungt Blask og drog paa smeldende Vinger sydover; hun snudde Hodet efter den og blev liggende. Hun stelte paa sit Forklæde med de magre, blaarøde Hænder; hun bandt det underlige gamle Plagg om Hodet fastere, tog et frossent Straa og bed paa det, mens hun laa og stirred hen, som om det var Sommerveir og Varme.
Skumring faldt; hun laa endnu og stirred hen. Fjerne Fornemmelser fra Ungdom og Glæde derinde i den store By kom og gik. Skolekammeraterne og den sørgløse Lek, Barneballerne mellem Byens fine Familier, det betagende Velvære af dannet Tale og festligt, straalende Mylder — det hele stod for hende i fjern Sol; og saa senere det frydefulde Samvær med ham og alt, hvad hun da drømte. Der var noget om, at han hemmelig havde holdt hendes Haand længe og seet hende ind i Øinene, til hun maatte slaa sine ned; — der var noget om, at han i en Dans ikke vilde slippe hende og hun havde kjendt sig som magtesløs og borte; — saa var det, at hun maatte gaa til sin Veninde, hans Søster, hver evige Dag — bare for kanske at træffe ham eller se ham og kjende denne usigelig frydefulde Fornemmelse. Og de vildfarne Tanker for videre: de var hemmelig forlovede; hun var faren hjem, og han skulde komme efter, og saa gik hun en Dag — nei en Kveld — ned over Lien til den gamle Gaard, der de dansed Sanctehans, og saa var han kommen, og han spurgte hende om mangt, og da de gik opover igjen, tog han hende og kyssed hende — aa! Ja saa, saa blev der Bryllup, og de var alene i Brudekammerset der oppe i Gammelstuen; aa det var saa forunderligt farlig deiligt, at hun kunde dø — aa Gud i Himmelen, hun maatte opp! — for det var jo ikke ham — det var en fremmed Kar med grovt Maal og en Arm saa fast, at der ingen Raad var dermed — hun saa sig om og sad i Sne — det var drivende Snefokk og Skumring — og hun var gift med Pær Nordigard! Det fôr som et saart Søkk igjennem hende. Og hun tog de rødblaa Hænder med et Rykk frem for Bringen og vugged:
Synd mod den Helligaand! Aa i Jøssø Kresti Namn! Og Barn havde hun, og der var en Sorg saa stor i Verden, hvor en vendte sig. For en maatte, en maatte, naar en havde saa streng en Far! Det fans ikke Forladels for sligt!
Hun lagde sig grue ned med de bare Hænder under sig mod den spekte Tuve og det filleklædte Hoved hen over. Morkne, sodede Slinder og Skindfeld i Sengen og godt og stærkt at sove! Mænd med grove Røster og Lugt af vaade Klæder og Langfærd — og kjendte Steder, hvor en gik! Lekhus af Sten bag Fjøset, Staldtrævet fuldt af Høi, hvor en kunde ligge dybt inde, dulgt og se glitrende Solstriber mellem Tømmerlagene. Og en liden forvildet Fugl, som fløi rundt inde i Halvmørket og stødte mod Bjælkelagene for at slippe ud, til den endelig faldt med sildrende, singlende Vinger. Ja, ja! Og det tog hende med hele Oprindelsens Magt, Sol over Dalen, Fjeldene, som blaaned, Kvaeduften af de solvarme Trær! Og alt Erindringens angstfulde Liv derude i det fjerne, derinde i den store Larm — det fôr gjennem hende som et ondt, fortvilet Sting, at det havde hun bare drømt! Her hjemme mellem Husene hørte hun til; herude i Solbakken med den evige Fossedur dybt dernede og Graafjeldets graa Tyngde stængende — her sad hun og var ganske, ganske liden, og der var ikke andet i Verden. Og hun gik træt ind og lagde sig til at sove frempaa Krakken ved Aaren, og Mor hendes tog hende, løftet hende, bar hende bort i Sengen og bredte Skindfelden over!
Hun synker sammen med et Rykk, faar Sne i Munden, reiser sig og sidder. Sneen braaner, mens hun svælger og ser sig om.
«Je vil hem att aat’n Vechl-Siri,» siger hun saart og reiser paa sig. Men med ét bryder hun af.
«Huf nei, itte hem att lel!» De frosne Hænder kommer frem i Sneen; hun lægger sig tilrette med Kinden indtil. Skogens og Sneveirets ubarmhjertige Kulde gaar igjennem hende som en dyb, Gysen, der om lidt dulmer over i grøssen Træthed; hun trækker Benene op indunder de spekte Skjørter; der høres en liden Suk, lindt som naar et Barn sovner, og der blir stille i Gransnaret under den store Skog og det flingrende Snefald.
Pær Nordigard holdt paa at lage Langslæder til Vinterbrug oppe paa Laavebroen, da Knut Strand kom ruslende sydover.
Der blev hilst; Pær lagde Høvvelen og kom langsomt fremover mod Svigerfaderen.
«Du er ude og gaar,» sagde han.
Knut Strand stirred frem ud af skarpe Trækk.
«Ja, je er det,» sagde han. «Du driv med Slaøm[1],» fortsatte han; han saa bort paa Arbeidet.
«Ja, je fær me di!» Pær Nordigard staar og ser paa Slæden, undersøgende.
Knut Strand tier lidt.
«Det er kallt,» siger han.
Pær Nordigard ser ud i Luften og over mod Graafjeld.
«Ja, det er kallt. Det kjem Snø snart». Han snur sig.
Knut Strand staar som før. Det er, som om han vil frem med noget, men har vondt for det.
«Er a heme a Ingborg?» spørger han.
Der faldt Stilhed. Over Pær Nordigards Ansigt gik en Skygge. Blikket flygted.
«Nei, ho er nok itte det,» sagde han, lavt.
«Aassen er det med’n om Dagen?» Knut Strand ser ned, idet han spørger.
Pær Nordigard karrer med sin brede Sko i Fliserne.
«Det er det saammaa det,» siger han.
Knut Strand ser op.
«Itte værre lel?» spørger han.
Nei, itte det heil.» Pær Nordigard er blek. «Je skjønner itte, aasdan detta kain væra gaat teil;» fortsætter han. «Itte har je gjort’n naae vondt, det je vet, aa alt, ho ska løve taa, har a da flusst!»
«Ja Du vet det,» svarer Knut Strand. «Nei, je skjønner itte je, aa detta kan væra. Det hæng itte ihop!» Han har faaet Tag i en Flis, som han staar og kløver Beter af og kaster.
«Ho arber itte heil da væ?» spørger han.
«Nei, det gjør a itte.» Det siges tungt og haabløst.
«Ailler det Grainn?»
«Nei ailler det Grainn. Ho gaar mest aat Skauøm.»
Pær Nordigard stirrer raadløst hen.
Knut Strand ser bort.
«Ja — det vart daarlin Kjæring, Du fekk,» siger han.
Pær Nordigard svarer ikke.
«Rigtig slemt vart det au ta.» Knut Strand gaar et Par Skridt og snur igjen.
«Ja, det vart slemt; det er sikkert det,» svarer Pær Nordigard.
«Aa Velchjenta da?» spørger Knut tungt.
«Ja Du vet, det bir klent Stell me hinner au da!» Pær Nordigard drar Veiret tungt.
Knut Strand gjør som han.
«Ja, detta det vart —» han fuldfører ikke.
De staar begge og karrer i Fliserne.
Om en Stund ser Knut Strand op. Der er noget tvilende i Blikket.
«Je sau a opmed Kvænningen idau,» siger han, brudt og famlende.
Pær Nordigards Øine blaaner opmærksomt.
«Saa?» siger han.
«Je ropte aat’n; men ho bære strøk!«
Der blir stille.
«Hh! Hh!» høres der fra Pær Nordigard.
Der er atter stille. Saa siger Knut Strand:
«Ho er stri Kvænninga om Dauen.»
Pær Nordigard staar eftertænksom.
«Ja, ho er stor,» svarer han.
Knut Strand staar og venter; men der siges ikke mer. Saa maa han til igjen.
«Bære a kjem att,» siger han med tykt Maal.
Pær Nordigard blir blekere, staar en Stund, men tager sig saa i det.
«Aa je trur itte, det er Fare før di,» svarer han endelig. «Ho bruker gaa slik.»
Knut Strand ryster paa Hodet.
«Det er itte godt aa vite,» siger han — «med en slik Stakkar. En staar næsten itte telsvars med det — længer.»
Pær Nordigard mørkner i Ansigtet.
«Trur Du det?» siger han. «Ja vi faar sjaa naa ikveld.» Han ser opover.
«Ja, je vilde naa bære seie ifraa je — aat dei,» svarer Knut Strand — de gaar begge opover Gaarden.
Ja, Du vet — aa ho kjem fuill hem att,» siger Pær Nordigard. Han stanser.
«Ja ho maa fuill det,» svarer Knut Strand; han staar og skal gaa.
«Ja Godkveld da!» Han snur og gaar.
«Ska Du itte gaa ind?» Pær Nordigard ser efter ham. Han snur og staar ved Grinden.
«Nei, je ska itte det lel.» Saa aabner han, drager Grinden i efter sig og haker den klingrende Krog paa.
«Ja Gokveld da,» siges der paa Afstand.
«Gokveld.»
De snur hver sin Vei. Og snart efter hører man Høvlen i Slædemeierne bort paa Laavbroen i Nordigard, mens Lugt af fersk Tjære og ung Furu driver i Nordendraget.
Der faldt flingrende Snefald over Dalen. Pær Nordigard stansed sit Arbeide paa Laavbroen; thi han saa ikke længer; han plukked Fliserne ud af Høvvelen, tog Bilen og Borvinden og gik ind. Han kjendte sig spekt paa Fingrene, og da han vel havde sat Redskaben fra sig, gik han frem til Varmen og holdt Fingrene ind mod den flakkende Ild længe. Den vesle Jenten sad paa en Krakk med de smaa Hænder i Fang.
«Aa er a Mor etter?» spurgte hun.
Pær Nordigard kjendte sig ilde ved, hvergang Barnet spurgte.
«Aa ho kjem snart naa,» svared han.
Saa var der stilt et Øieblik. Skumring laa paa Vinduerne; der stod kolde Gufs fra Døren.
«Fa—er!» Den vesle Jenten tog efter hans Frakk og holdt fast.
«Bir a borte a Mor da?» spurgte hun. Det kom sa saart.
«Nei Vechla mi; naa kjem a att strast,» svarer han; han stryger hende over Haaret. Og han kjender med det samme en stor Uro komme, sammen med Skumringen og Snefaldet paa de sortblanke Ruder.
Han gik bort paa Sengen og lagde sig. Den stærke, vante Lugt af Skindfæld og gamle Sengklæder døved og drog til Søvn; men han fik ikke blunde; han reiste sig, tændte paa Piben og lagde sig atter nedpaa; men lige ilde blev det. Ingen tog i Døren, og de kjendte, snigende Skridt kom ikke.
Han braareiste sig opp. Barnet var sovnet i Vedroen.
Nei dette — det!
Saa tog han varsomt i Klinken og gik ud.
Paa Svalstenen stod han længe og lyed, kjendte den høstlige Sne falde og fornam Lugten af den vaade Nordensno.
Nu gav Hunden et Glæfs — det tog i Grinden. Det var Knut Strand, som kom.
Han gik lige ned.
«Er a attkommen?» spurgte han.
«Nei, ho er itte det,» svared Pær Nordigard; Mælet skjalv.
Knut Strand stod nu lige ved.
«Detta gaar alder an — vi lyt ha Folk nordover» — siger han.
De to gaar ind.
«Ja vi faar nok det,» siger Pær Nordigard; han er bleven fort i Vendingen og tager Vinterklæder paa.
En halv Time senere drager alle Grændens Karfolk Sæterveien nordover med Tyrispik tændt for at lede fremved Kværningen efter Ingeborg Nordigard. De lyste efter Spor paa begge Sider af Aaen i den faldne Nysne, men fandt intet; de ropte i Skogene indover; men intet svared; saa vendte de høgstnattes med sluknende Fakler tilbage.
«Det nytter itte, før det blir ljøst,» sagde Langener, som førte Folkene an.
Knut Strand stod paa Svalstenen, da de kom.
«Har Dø fønne att a?» ropte han opover.
«Nei,» svared Langener.
Da vendte Østerdalskongen sig, likblek og gik ind i Stuen, hvor Siri sad forgrædt med Hænderne for Øinene.
«Nei,» sagde han.
«Aa jø, aa jø, da er det forbi,» jamred Ingrid Nedigaard; hun sad med Hodet dybt sunket i Hænderne.
Knut Strand svared ikke, gik bare hen til Sengen og slog Fælden op.
«Vi faar sjaa imorraa tidli,» sagde han.
Hele næste Dag fra Graalysingen og lige til Auft var Folk paa Færd nordover Skogene for at lete videre efter Ingeborg Nordigard. Endelig ved Firetiden fandt de hende, og en Time senere kom de bærende med hende nedover, Sæterveien.
Der taltes saa lavt mellem de haardføre Mænd, og da de naaed Gaarden, taug de.
Knut Strand stod paa Gaarden og stirred, der de lagde hende ned.
«Er det Liv?» spurgte han.
«Nei ho er slokne,» svared Langener.
Knut Strand sagde intet. Der kom bare et saart Jø, som brast. Saa snudde han sig og gik ind. Men da Moderens Jammer derinde var stanset og hun var kommen sig saa vidt, at hun kunde kræke sig op i Gammelstuen, hvor Ingeborg laa i samme Kammers, som da hun var Brud, stod Moderen paa Afstand og saa gjennem blanke Taarer paa det blekblaa sovende Ansigt med de dybtlukkede Øienlaag, som saa ned, og den hvide Pande med mørke tegnede Øienbryn derover.
«Ho ha’ stridd det værste ho,» sagde hun med bævrende Stemme; hun holdt Oppistukonen i Haand, mens de stod og saa.
Bagom stod Pær Nordigard, Manden, med Huen mellem begge Hænderne og de store graa Øine taareløse i det stærke Ansigt.
Men Knut Strand saa ingen.
- ↑ Slaøm = Slæden.