Østerdalskongen/6
SJETTE KAPITEL.
Det var en Sommerkveld efter Sankthans et Aar senere. Knut Strand var netop hjemkommen fra Byen, hvor han og Sønnen nu havde dannet det store Sagbrugskompagni, og han sad netop med Regnskaberne ved Bordet i den store Stue.
Siri Nedigaard, som udover Eftermiddagen havde gaaet til og fra, var for en Times Tid siden bleven borte, og Knut, som altid var vant, at hun kom og gik eller ogsaa sad i Stuen med Kvindfolkarbeide, begyndte saa smaat at undre. Han saa mod Døren og arbeided videre, skjønt Kveldens Skumring saa smaat begyndte at falde.
Endelig hørte han hende tage i Døren, det kjendte Tag; men da hun kom ind, hurtigere end hun brugte, stod Graaden hende i Øinene.
Knut Strand saa paa hende og blev opmærksom.
«Aa er det naa?» spurgte han.
Siri Nedigaard lukked Døren og kom forsigtig nærmere.
«A Ingborg er her,» sagde hun. Hun havde ondt for at faa Ordene frem.
Knut Strand blev alvorlig.
«Hvor henne?» spurgte han; han sad, som om han vilde reise sig.
«Oppaa Kammerset,» svared Siri, næsten hviskende. «Ho er rent styren!»
Knut Strand reiste sig braat.
«Skulde Du hørt slikt,» siger han.
«Du lyt kommaa oppaa aa tala aat’n; je er rent illsvien taa aa væra alene med’n!» Siris Øine fyldes; hun stryger Taarerne bort med Forklædsnippen.
«Hm!» Knut Strand gaar harm mod Døren. Da kjender han Siris Haand paa sin Arm.
«Nei! Tal itte hardt aat’n — det kan bli rent gæli,» siger hun.
Knut svarer ikke, snur sig bare og ser paa hende. Saa gaar han foran Trappen op. Siri følger. Da de kom ind i Kammerset, sad Ingeborg, Datteren, paa Sengen med Hænder i Fang og stirred fjernt fremfor sig.
Med det samme hun fik se Faderen, fór hun ihop, reiste sig braat og smøg bort i Krogen ved Vinduet, hvor hun blev staaende med Ansigtet gjemt.
Knut Strand gik lige bort, tog i hende og vendte hende mod sig.
«Aa er det, Du fær med?» siger han haardt. Ingeborg kom med de magre Hænder ihopkneppt op under Hagen og stirred paa Faderen ud af store, døde Øine, hvori der skalv Rædsel inderst inde i de sluknende Pupiller.
«Du ska itte straffe mig Far!» Hun roper det kvalt.
Faderen stirrer paa Datteren og fra hende paa Moderen.
«Aa er detta for Slag?» siger han.
Datteren staar og stirrer, men svarer ikke. Moderen tager sig til Bringen, hjerteangst.
Knut Strand kjender sig kold.
«Aa er det, Du har gjort da, som snakker slik?» siger han.
Ingeborgs magre Ansigt faar røde, hektiske Pletter.
«Aa slik Synd»! siger hun, staar med Hænderne ihopkneppt under Hagen som før og vugger med Hodet atter og fram i uendelig Sorg.
Faderen træder kvasst til. «Aa for Synd?» roper han, fælen.
«Synd mod den Helligaand,» hvisker Datteren; det hvidner til i de slukte Øine. «Det fins ingen Forladels for slikt!»
Hænderne synker foldede. Hagen falder ned paa Brystet; der kommer nogle opgivne Støn; saa lukkes Øinene.
Faderen ser anden Gang paa Moderen, som staar og stirrer, mens Taarerne rinder, Dryp for Dryp.
«Er Du fraa Vetta!» roper han. Han knytter sin høire Haand.
«Knut!» roper Moderen og vil frem.
Da ser Datteren op — paa Faderen i uendelig Angst.
«Je skulle ailler ha gjort detta je Far!» siger hun lavt og kvalt. «Det kjem att paa Baanøm! Det kjem att paa Baanøm! Det fins itte Forladels før slikt!» Hun vugger og vugger igjen og stirrer frem.
Knut Strand blev staaende uden et Ord mere. Ikke en Mine i det stærke Ansigt ændred sig; men de kolde graablaa Øine var bleke.
Da kom Moderen frem og slog sine Arme kring Datteren.
«I Jøsse Kresti Namn sei itte slikt,» ropte hun. «Er det vørte gæli, saa blir det fuill i Raad!»
Hun ser bagover paa Faderen, hjælpeløst.
Datteren frir sig og stirrer hele Tiden udtryksløst frem.
«Du vil det væl, Du Mor,» siger hun klangløst; «men det er inga Forladels før slikt. Je skulle ailler ha gjort detta je! Nei nei!» Hendes Øine tager røde Rande; men der falder ingen Taarer, og Hænderne, som arbeider sig løs fra Moderens, er kolde.
Da slipper Moderen og styrter grue iknæ fremved Sengen.
«Nei detta Knut, det traatter je itte,» roper hun hulkende. «Detta bir saa gæli, saa gæli!»
Knut Strand er bleven blek. De tverskaarne Læber presses mod hinanden; de faste Næsevinger vider sig. Han vender sig mod Datteren og siger isnende: «Gaa hem att! Aa det strast!»
Datteren farer ihop.
«Ja je ska gaa hem att,» siger hun svigtende, vender sig uden at se paa nogen og gaar. Døren glider stilt i efter hende.
Knut staar og stirrer ned paa Siri, Moderen, der ligger som før.
«Je trur, dø er blit styrne alle ihop,» siger han det hvidner kring hans Mund mod det mørke Skjægg.
Da reiser Siri Nedigaard sig tungt op.
«Je vet itte mi arme Raad,» siger hun. «Men at detta gaar gæli, det skjønner je!»
Knut Strand staar en Stund og stirrer frem.
«Det faar gaa, slik det vil,» siger han endelig. «Det er inga Raad med det!»
Dermed snur han og gaar.
Men da Lyden af hans tunge Skridt er døet hen, tager Sorgen Moderen.
«Aa jø, aa jø!» jamrer hun; hun kommer med Hænderne for Øinene henover Sengen.
To Aar var gaaet, og det store Sagbrugskompagni inde i Hovedstaden var i fuld Gang. Med hvinende og sukkende Lyd arbeided Cirkelsagen ved Nat og Dag i det ferske, duftende Tømmer. Sagbord og Bjælker taarned sig paa de vide Tomter, og inde paa det elegant udstyrede Kontor sad Thore Strand mellem Veksler og Kontrakter, Panteobligationer i nybyggede Bygaarde og Anvisninger paa udenlandske Firmaer, mens Duft af Havannacigarer fyldte Lokalet og violetkapslede Flaskehalse af Champagne lyste frem at Krogene paa det indre Kontors Gulv, hvor de største Kunder blev tagne ind.
Men gjennem de ældgamle østerdalske Ætteskoger klang Øksehuggene hele Høsten og Vinteren frem; de pragtfulde Kjæmpetrær styrted sukkende; Kvist og Topskat fyldte Lændet; Storvildtet og Skogfuglen flytted og flytted i den glesne Skog. Og alle Dalens gamle, forsigtige Bønder stirred undrende, sælsomt betagne af den nye Uro, som leved og arbeided i Bygden.
Knut Strand selv var sent og tidlig paa Færd. Duren af hans Karjol hørtes Morgen og Kveld hele Sommeren frem; Nedigaardssvartens skarpe Trav og Bjældesildret af Nedigaardsbjælderne klang langs de øde Vinterveie i Øverbygden og Ytterbygden hele Vinteren frem. Men gjennem al den skiftende Uro af nyt og foranderligt var der et, som aldrig ændredes: Knut Strands malmfaste, stærke Ansigt, som stirred ende frem i ubøielig Vilje, hvor han end fôr. Det var i disse Grundlæggelsens Dage, at Navnet Østerdalskongen tog selvsagt Form i Folkemunde.
— Der var Sommerthing i Stordalen. Det store Stævne for alle Opgjør mellem Bønderne, det aarlige Skille af al Strid. Sorenskriver og Lagrette holdt Dom i den tætpakkede Thingstue; Foged og Lensmand kræved Skatter ind. Og bortigjennem alle Gaarde klumpedes Folk i de svale Stuer for at gjøre opp Regnskaber, slutte nye Aftaler, drikke Kjøbskaal for Kjøb og Salg. Men ud over Veie og bortover Jorder drev Bygdens Ungdom sin kaade Lek, Latter af Mænd, Rop af Jenter, Felelaat og Dans i de afsidesliggende Stuer.
I Vinterstuen paa Haug sad en syv otte alvorlige Mænd. Stuen stod i Damp af Tobaksrøg; de veirbidte Mænd havde Spændingens stærke Farve i Ansigterne. Det var Deltagerne i det store Sagbrugskompagni, som skulde modtage det første Opgjør.
Midt iblandt dem sad Knut Strand. Regnskaberne havde han faaet sendt fra Sønnen for over fjorten Dage siden; men de havde været saa vidtløftige og af saa underlig en Art, at han paa egen Haand havde bestemt sig til at skrive til Sønnen og bede ham møde til Things, saa de fik tales ved om Sagen. Sønnen havde svaret, at dertil havde han ikke Tid; han sad i saa store løbende Forpligtelser, at hans Nærværelse paa Kontoret var absolut nødvendig. Saa maatte da Knut Strand selv arbeide sig ind i Sagen, og saa langt var han kommen, at han forstod, at Forretningen intet havde tjent det første Aar. Sagbruget var færdigt — det var saa, og store Lagere var forhaanden; men Salget paa Udlandet havde slaaet feil, og det var klart, at der maatte ny Kapital til, skulde Forretningen kunne drives.
Knut Strand sad for første Gang utrygg mellem sine Jævnlige, mens han holdt paa at forklare dem dette. Og da han vel var færdig, stod Sveden ham i Panden.
Løsetten saa paa Haarsetten, glorød i Ansigtet.
«Mer Penger,» sagde han. «Det kan da fuill aldrig ske det lel!»
Han saa fra den ene paa den anden. Blikket stansed ved Knut Strand.
Denne mødte hans Blik med kolde Øine.
«Driftskapital,» svared han.
Da lo Løsetten, tørt og koldt.
«Nei hør naa,» sagde han. «Er itte en hel Million Driftskapital, saa skjønner itte je, aa detta ska bære hen.»
Knut Strand saa paa ham, uafvendt, med dette kolde ubøielige Blik fuldt af selvsikker Tro og overlegen Haan.
«Det er hele Greia, som koster en Million,» sagde han.
«Ja, ja,» sagde Løsetten. «Saa er det vel Driftskapital da væ?» Han saa paa de andre.
«Nei, det er det itte,» svared Knut Strand. «Det var som sjølve Faen,» sagde Løsetten.
Knut Strand flytted sig paa Krakken nærmere Løsetten.
«Har Du kjøft naaa Ku naaen Gaang?» spurgte han.
Løsetten saa paa ham.
«Ku? Ja, det har jeg fuill!» svared han.
«Saa Du har det lel?» sagde Knut Strand. «Men om Du naa gir Halvhundrede Kroner før e Ku, saa faar Du inga Mjølk taa a for det!» De kjendte skjælmske Folder ved Øienkrogene kom frem paa Knut Strand, mens han talte.
«Jo det gjør je fuill,» svared Løsetten.
«Nei det gjør Du itte,» sagde Knut Strand.
De omkring begyndte at stirre undrende.
«Du lyt har Fôr,» fortsatte han. «Heil saa svelt a ihæl, aa saa faar Du itte aakke Ku heil Mjølk. Fôret, det er Driftskapital det Gut.»
Knut Strand satte sig tilrette. De andre smilte og begyndte at forstaa.
Løsetten sad en Stund.
«Je skjønner nok detta,» sagde han; men jaggu synes je, ho er fôre godt nok denna Kua — ho har snart ete opp hele Skauen vor!»
Der faldt en kold Latter fra de øvrige.
Saa talte Braasetten.
«Nei, jaggu synes je, dette er for gæli,» sagde han, «aa itte bir je med paa mer taa slik Fôring!»
Knut Strand sad en Stund eftertænksom, saa længe, at det blev uhyggelig stilt. De, som sad omkring, kjendte sig saa smaat som slagne Mænd.
«Ja, det er naa itte værre,» sagde han. Penger aa drive med lyt vi ha; aarker dø itte mer, saa faar vi laane paa Bruget. Det er itte værre med det. Bruget er værdt en Million; det er en smal Sak aa faa laant Penger nok paa det.»
Han sad der atter trygg og fast som før.
Mændene saa paa hverandre. Det var, som det letted op i deres Ansigter.
«Ja da saa,» sagde Brugubben.
Høyen flytted sig borttil.
«Aa mange Penger trøngs det for aa drive da?» spørger han.
Knut Strand ser op.
«To Hundrede Tusen,» siger han uden at blunke. «Haaredød!» siger Brugubben.
«Aakken seier det?» spørger Høyen.
Knut Strand ser ret frem. «Han Thore,» siger han.
Der blev stilt længe. Mændene sad og saa ned paa sine Hænder.
«Ja, Du vet, han skjønner det fuill han,» siger endelig Løsetten. Og saa blev det da efter megen Tale frem og tilbage endelig bestemt, at Knut Strand skulde reise ind til Byen for sammen med Sønnen at ordne Sagen.
Og da de tunge Bønder en halv Time senere med dampende Piber gik ud af Vinterstuen paa Haugen og blanded sig med de andre, havde baade de selv og Bygden fremdeles Fornemmelsen af, at Folk med stor Magt var ude.
Knut Strand stod i Sagbrugskompagniets ydre Kontor, netop kommen fra Reisen.
En Betjent saa op fra sin Pult, reiste sig, lagde Pennen og gik hen, spørgende.
«Goddag,» sagde Knut Strand, stille og trygg.
«Goddag Hrr — e » — svared Betjenten fremmed.
Knut Strand stod lidt.
«Er’n Thore Strand heme?» spurgte han.
Kontoristen saa mod Døren til det indre Kontor. Den var lukket; man hørte muntre Stemmer.
«Jeg skal høre,» sagde han. «Hvem maa jeg melde?»
Knut Strand saa ligegyldig frem.
«Far hans,» svared han.
Betjenten bukked, overrasket.
«Værsaagod Hrr. Proprietær og tag Plads,» sagde han, yderst venlig; «jeg skal straks — der er nok nogle Kunder, som» — han gik til Døren paa det indre Kontor, banked sagte paa og gik ind.
Kort efter kom han ud og lige efter ham Thore, Sønnen, ophedet i Ansigtet og med dunkle Øine bag Guldbrillerne.
Han gik hurtig lige hen.
«Nei Goddag Goddag,» sagde han og rakte Haanden frem.
Faderen saa paa ham.
«Goddag,» svared han.
«Aa vent lidt,» sagde Sønnen; «jeg skal straks — det er bare nogle Kunder, som — jeg skal straks være ledig!» Han gaar tilbage til det indre Kontor.
Faderen sætter sig. Der bliver stille derinde; man hører Lyd af Glas og Flasker, som flyttes. Lidt efter kommer to Herrer ud, ophedede, med Cigar i Munden, hilser let paa Betjenten og gaar; noget senere kommer en tredie. Man hører et Vindu, som aabnes, atter Klirr af Glasser, som flyttes tilside; saa staar Sønnen i Døren.
«Værsaagod Far,» siger han; han staar ventende.
Knut Strand reiser sig uden et Ord og gaar ind. Døren lukkes efter dem.
Sønnen byder Faderen en Stol. Faderen sætter sig og ser sig om. Han ser Flasker og Glas, men tier.
Sønnen staar.
«Det var bare en liden Forretning, som skulde gjøres; en lyt fôre dem godt, skal det gaa.» Han sætter sig.
Faderen svarer ikke; han er vant til det Slags mellem Bønderne.
Sønnen byder en Cigar.
«Nei,» siger Knut Strand.
Sønnen tænder selv og røger.
«Er Du netop kommen?» spørger han.
«Ja — je kom naa.»
Der er Stilhed. Sønnen røger.
«Det staar bra til hjemme?» siger han om lidt.
Knut Strand ser frem uden at vende sit Hoved.
«Aa ja,» svarer han.
«Aa med ’n Ingborg?» spørger Sønnen varsomt.
Faderen tier.
«Det e det saammaa,» siger han.
Sønnen slaar Øinene ned.
«Hm,» siger han. «Det er underligt au!» Han damper stærkt.
«Ja.» Knut Strand sidder og ser ned paa sin Fod, som han vugger saa smaat.
Der er atter stille.
«Aassen gaar det?» siger endelig Faderen; han ser bort paa Sønnen.
Thore Strand lægger Cigaren paa Bordpladen, tager Guldbrillerne af, tørker dem med Lommetørklædet og sætter dem atter paa.
«Udmærket,» siger han. «Bare en havde Driftskapital.»
Faderen sidder en Stund og stirrer frem for sig.
Saa siger han uden at forandre en Mine:
«Det er om det, je er kommen.»
Sønnens Ansigt fik et tryggere Udtryk.
»Ja, da ska vi tjene Penger,» siger han. Han reiser sig og begynder at gaa op og ned. Saa stanser han midt foran Faderen med et Smil.
«Du fik dem med?» siger han. Saa ler han, sin knæggende, smittende Latter.
Faderens Ansigt er alvorligt.
«Nei,» siger han.
Sønnen skifter med ét og ser paa Faderen, spørgende.
«Vi lyt laane paa Bruket,» siger Faderen.
Sønnen ser urolig ud.
Han gaar længe op og ned i Værelset.
«Ja, dø faar gjøra, som dø vil for mig,» sagde han.
Knut Strand sad en Stund.
«Det maatte vel gaa an aa faa laant en to Hundrede Tusen paa Bruket lel,» siger han endelig.
Sønnen sætter sig.
«Ja, det maa det vel,» svarer han. «Men da er det bedst, Du gaar selv — det tar bedre,» føier han til.
Knut Strand ser op.
«Nei vi gaar baae,» siger han.
Da kommer Sønnen urolig lige hen.
«Jeg skal sige dig Far,» siger han. «Jeg har saa svære Affærer i Bankerne her» — han ser ned — «det vil bare svække min Kredit. Jeg har været nødt til at laane, ser du.»
Nu slaar Knut Strand Øinene ned.
«Myy?» spurgte han.
«Aa nei; men — je hadde ingen Driftskapital.»
Knut Strand sad igjen og grunded. Saa reiste han sig.
«Je ska nedi Banken idau — je ska tala om detta med det saammaa!»
Sønnen drager et befriet Aandedrag.
«Ja, det var rigtig bra,» siger han. «En kan ikke snu sig til nogen Ting, naar en har det saa trangt.»
Faderen svarer ikke noget videre, tager bare sin Hat og lager sig til at gaa.
«Ska Du ikke ha en Cigar?» spørger Sønnen og byder.
Faderen tager imod og tænder.
«Ja, Farvel da,» siger han og gaar.
«Farvel, Farvel!» Sønnen staar i den aabne Dør og ser efter ham.
Knut Strand sad paa Bankens Kontor. Ligeoverfor ham sad Bankchefen, venlig og forekommende. Thi Knut var Bankens gode Kunde gjennem en Række af Aar og nød ubegrænset Kredit; alle kjendte hans Rigdom og fremragende Dygtighed.
De havde talt om Trælastforretninger, og Knut havde sat ind endel Penge paa Folio.
«Er det ellers noget, jeg kan være til Tjeneste med?» spurgte Bankchefen.
Knut Strand sad ubevægelig.
«Jo, det var kanske en Ting,» siger han saa.
Bankchefen ser paa ham.
«Je er med ti dette Sagbrugskompagniet» — han nævnte et Navn. »Ja Du ved kanske det?»
Bankchefen nikked. Hans Ansigt fik et ugjennemtrængeligt Udtryk.
«Bruket koster en Million, der det staar,» siger han videre.
Bankchefen nikker atter.
«Det er stor Førretning — døm har for lite Driftskapital.»
«Saa faar den udvides,» svarer Bankchefen.
Knut Strand smiler.
«Ja,» sagde han; «men døm vil itte det.»
«Det var slemt,» sagde Bankchefen.
«Døm synes, en Million er nok,» fortsatte Knut Strand. «Døm vil laane paa Bruket.» Han saa bent ind i Bankchefens Øine.
Bankchefen saa ned.
«Ja, det var jo en Udvei,» svared han.
Knut Strand fortsatte:
«Det er vel Sikkerhed go nok?» spurgte han.
Bankchefen saa op.
«Hvor meget skulde der laanes?» spurgte han.
«To Hundrede Tusen.» Knut Strands graa Øine var kolde og faste.
Bankchefen saa hen i Luften. Saa nikked han: «Ja det maatte vel kunne skaffes,» svared han.
«Det var bra,» sagde Knut Strand, «saa slepp je aa gaa aat andre.» Han reiste sig.
Bankchefen loved at ordne Sagen; men da Knut Strand gjorde Mine til at ville gaa, sagde han:
«Hr. Strand! Jeg skal selvfølgelig skaffe Dem disse Penge; men jeg vil samtidig give Dem et Raad:
Sæt en dygtig Fagmand ved Siden af Deres Søn i Forretningen. Det vil De faa Glæde af.»
Knut Strand stansed.
«Seier Bankchefen det?» sagde han.
Ja det siger jeg.» Bankchefen var alvorlig.
«Aakken skulde det væra da?» spørger Knut Strand.
«Aa en eller anden, som var grundig kjendt med Forholdene baade her paa Pladsen og i Udlandet,» svared Bankchefen.
«Bymand da vel?» spurgte Knut Strand.
Ja, naturligvis. Saa kunde Deres Søn greie Handelen med Oplandet.»
Knut Strand stod en Stund. Der steg stor Magt op i hans Ansigt.
«Aa nei — vi faar greie os sjøl,» sagde han.
«Ja, ja!» Bankchefen rakte sin Haand frem til Farvel. «Pengene skal De faa.»
«Det var bra det.» — Knut Strand gik.
Otte Dage senere modtog Thore Strand de to Hundrede Tusen Kroner, og Knut Strand reiste hjem til de stille Dale.