Østerdalskongen/5
FEMTE KAPITEL.
Et Aar var gaaet.
Paa Nordigard var et Barn kommen til Verden; men Moderen, som havde født det, var ikke til at kjende igjen. Bygdefolket, som saa den store Forandring, undred, og Rygter begyndte at gaa; thi skyggere Menneske end Ingeborg Nedigaard var bleven, siden hun kom til Nordigard, havde ingen seet. Men faa vidste om den tunge Sindets Strid, hun i al den Tid havde kjæmpet, hver Dag og hver Nat med altid tommere og mere angstfyldte Øine og altid blekere og magrere Kinder. Manden, Per Nordigard, forstod lidet; thi Ingeborg talte ikke og betroed sig ikke til nogen; den eneste, som fik noget at vide, var Siri Nedigaard, Moderen; hun stred mangen en stille Dødsens Strid med Datteren oppe paa det ensomme Kammers ved Salen i Nystuen paa Nedigaard, naar Datteren i sin Fortvilelse søgte did efter Trøst. Men for hver Gang de to atter skiltes, kunde Moderen kjende sig aldeles som fortumlet; thi der var i Datterens Tale en saa underlig Rundgang og saa sælsomt vredne Tanker, at Moderen grued for næste Gang, hun skulde komme igjen.
Knut Strand, Faderen, var udenfor det hele. For ham var det skeet, som var hans Vilje: Datteren var bleven gift med en af Grændens rigeste Mænd og var vel forsørget for alle Tider; nu kunde han, med Tanke paa Sønnen, arbeide trygt og djærvt videre paa at lægge alt det under sig, som bød sig frem der i Dalen.
Sønnen havde han efter Brylluppet havt en lang Samtale med; hvad de to havde talt om, vidste ingen, ikke engang Moderen; men en Maaned efter reiste Thore Strand til Paris og blev der et helt Aar.
Af og til fik de derhjemme Breve fra ham, og Faderen var altid stolt, naar der kom Udtryk paa Fransk eller andre fremmede Sprog.
«En lyt lære alt,» sagde han da; «ellers nytter det itte. Dem tar bare Magta fraa en!»
Moderen sad undrende.
«Bare det itte blir for myy,» svared hun gjerne. Da kunde Knut Strand undertiden vende sig og se skarpt paa hende fra Siden.
«For myy taa di goe,» sagde han. «Det har vondt for det!»
Da lo hun gjerne for at jævne paa det.
«Du vet, je skjønner det itte je, ser Du,» sagde hun.
«Det er bra, Du skjønner det da,» svared saa han, og saa lo de begge.
Men med èt kunde Siris Ansigt blive alvorligt; — hun kom til at tænke paa Ingeborg.
«Aa ja ja!» sagde hun da ofte, drog en tung Suk og saa bort i Veiret. Hun havde det med ofte at faa blanke Øine.
«Aa er det naa att da?» Knut Strand kunde sige det noksaa grættent.
«Nei ittnaa!» blev der saa svaret, vigende.
Det var en Dag i September. Paa Bergset i øvre Bygden var der stort Møde. Karjoler stod fraspændt, Heste knurped Hø af Sække langs Skigaarden og mellem Udhusene.
Det var Knut Strand, som havde sat Bygdens bedste Bønder Stævne i en Sag af stor Vigtighed. Ingen vidste nøiere Besked; men alle var mødt op; for de var nu blevne vant til, at der, hvor Knut Strand var fremme, der var det Penge at tjene.
Mødet var sat til Kl. 3, og alle var komne; bare Knut Strand selv lod vente paa sig — aldeles imod Sædvane.
«Du ska sjaa, han angrer sei,» sagde Løsetten.
«Kanske han har vørti klen,» mente Brugubben.
«Nei før maatte Trondskampen bli klen,» forsikred Braasetten.
Da lo de alle. Ingen havde hørt gjeti det gjennem alle de Aar, han havde faret heroppe baade i Styggveir og Storm, at Knut Strand var bleven klen.
Endelig hørte de Duren af en Karjol nordenifra, og med det samme de saa ud, kjørte Nedigaardssvarten i susende Trav ind gjennem den aabne Grind med de myge Karjolarme buede under Tyngden, stansed fremfor Svalstenen og stod, skumsved, tyggende i Bigslet.
«Naa kjem’n,» sagde Braasetten.
«Mar’n kjem, saa kjem’n go,» mente Haarsetten.
I det samme stod Knut Strand i Døren.
«Go-kveld,» sagde han, stilfærdigt og tørt.
«Aa go-kveld,» kom det fra flere paa en Gang.
Knut Strand gik fremtil og tog i Haand. Da han naadde Lars Nordigard, saa denne paa ham og sagde:
«Kjem Du for sent Du au da?» Han skotted bortpaa de andre.
Knut Strand holdt Haanden og knegged saa smaat.
«Aa je kjem fuill altid tidsnok aat dø,» sagde han.
«Han har hadd tongt Lass,» lægger Brugubben ind. Knut Strand vender sig braat fra Lars Nordigard og ser paa Brugubben.
«Ja itte drar Du det,» svared han skarpt.
Nu lo de andre.
Knut Strand satte sig.
«Ja itte for det — det er Bort[1] aat dø alle,» sagde han; saa tog han sine Dokumenter frem.
Den ene efter den anden seg langsomt hen til Bordet, satte sig og saa ventende paa ham.
«Aa er det, Du vil idau naa da,» spurgte Høyen.
Knut Strand saa ikke op.
«Tene Penger,» svared han; han bladed videre mellem Dokumenterne.
«Det vil vi alle,» sagde Løsetten.
Da saa Knut Strand op.
«Men dø kain itte,» sagde han.
De saa paa hverandre og smilte.
«Men Du, Du kain det,» sagde Løsetten.
Da lo Knut Strand.
«Aa det er langt fram,» sagde han. «Men naaen lyt begynde,» føied han til, lunt.
«Ja begynd naa da,» sagde Brugubben, «saa ska vi nok komme etter vi au!»
«Tru det,» sagde Knut Strand.
«Aa er det naa da?» siger Høyen igjen; han flytter sig bortil.
Knut Strand ser paa dem alle.
«Jo, det er bare om dette Tømmeret vort,» siger han.
«Ja, vi kan det,» siger Brugubben.
Knut Strand hører ikke.
«Disse Grosserera baade i Kristian aa paa Fredrikstad, aa trur dø, dem tener Penga sine paa for Slag dem?» fortsætter han. «Jo, det er paa øs det.» Han blir varmere og varmere mens han taler.
«Nei lel væ’!» siger Brugubben.
«Jo det er paa øs det, som er Tosker,» siger Knut Strand. «Naar vi faar 40 Kroner Tylta for Tømmeret, ved Du, aa dem faar att i Utlanne? 100 Kroner Gut — ja her ser Du Prisa!» Han slængte en Noteringsliste for høvlet Last hen paa Bordet fremfor Brugubben.
Brugubben fik Brillerne frem og læste.
«Kan det væra moligt det da?» bryder han ud. Og de ser alle paa hverandre.
«Aa er det, dem tener sig fete paa ellers da, trur Du,» fortsætter Knut Strand. «Trur Du, døm ét[2] Tømmerstokken?»
De lo alle. Og nu udvikled Knut Strand paa sin klare skarpe Maade og med kvasse Sidehugg til al Sendrægtighed og Dumhed, hvorledes Bønderne skulde bære sig ad baade for at tage den Fortjeneste, som faldt af ved alt Salg i Byerne indenlands, og den store Hovedfortjeneste, som Udlandet bragte. Tilslut forelagde han en fuldt udarbeidet Plan over hele det store Sagbrugskompagni derinde i Kristiania og dets Udsalg i en af de store Verdensbyer midt i Udlandets pulserende Trælastcentrum.
Bønderne sad tause og beundrende rundt omkring Bordet; de klødde sig i Hoderne, saa paa Tallene, lystne men yderst tvilraadige. Thi den Sum, som Foretagendet udkrævede, dreiede sig om henved en Million Kroner og hver Part var sat til 50 000 Kroner.
«Det var myy Penger detta,» sagde Haarsetten.
«Ja det er naae anna hel den Gaangen, vi gjorde Veien,» siger Knut Strand ubarmhjertig.
Ja, Du kan saa seie,» siger Lars Nordigard.
«Men itte trur je dø var hjertauere den Gaangen,» haaner Knut Strand. «Men det er det saammaa,» siger han. «Tar dø en halv Million ihop, saa tar je den andre halve alene».
Der blev huggende stille. Mændene saa lamslagne paa hverandre.
Endelig begyndte de at give Lyd fra sig.
«Ja, ja», sagde Løssetten.
«Ja», sagde han. Han saa ned paa sin Haand, som laa paa Knæet.
Braasetten kræmted og saa paa Knut Strand.
«Ja, Du vet, att naar Du — ja ja!» sagde han, han skotted fra Siden bort paa Høyen.
Brugubben flytted sig paa Stolen. Hænderne hang i Fang, tvilraadige; han saa op paa Knut Strand fra Siden med løftede Bryn.
«Du tar en halv Million Du for din Del da?» spørger han.
Knut Strand ser kvasst paa ham med kolde Øine.
«Hørde Du itte det, je sa’e?» siger han.
Brugubben retted sig.
«Jo, jo,» sagde han. Medèt klør han sig bag Øret længe og grundigt. «Faen au!» siger han. «Vi speller op alle ihop;» — han ser sig rundt paa de andre.
Haarsetten tar efter Dokumenterne.
«Det var svære Ting au da,» siger han.
Knut Strand sidder smilende.
«Ja, sjaa dig vel føre naa!» Han smaaknegger.
Haarsetten slipper Dokumentet, som om han havde brændt sig.
«Huf nei!» roper han. «En hel Million!»
Knut Strand tog Dokumentet.
«Vil dø, eller vil dø itte?» spurgte han. «Men fort! — Det fins andre Folk i Væla au!» Han aabned Frakken og gjorde Mine til at stikke Papirerne ind i Lommen.
«Nei hold naa!» sagde Løssetten. «Du skjønner, vi blir fuill med; men» — han ler — «en maa da faa Tid til aa gruve sig lite au!»
«Det er stygt med Penger!» siger Braasetten.
«Ja, som dø vil,» svarer Knut Strand; han reiser sig og stikker Dokumenterne i Lommen. Da rykker Løsetten nærmere.
«Ja kom naa da,» siger han; han rækker Haanden ud.
Knut Strand tager atter Dokumentet frem og kaster det paa Bordet foran Løssetten.
«Faen krydse døl» siger han. «Vil itte dø tene Penga, er det andre, som vil.»
Løssetten tog Dokumentet, saa paa det og skjøv det saa igjen bort til Knut Strand.
«Skriv føst Du da,» sagde han.
Knut Strand reiste sig. Gik ganske stille hen til Skjænken, hvor Blæk og Pen stod, bar Blækhuset og Pennen langsomt og forsigtigt hen til Bordet, satte fra sig, satte sig og skrev.
Der var aldeles stille i Stuen. Alles Øine var fæstede paa Pennen, som drog sig hen over Papiret jævnt og fast; Mændene, som sad og saa paa, syntes de kjendte Tyngden af Loftsbjælkerne.
Knut Strand var færdig. Han saa op uden at ændre en Mine, lagde Pennen og skjøv Dokumentet bort til Løssetten.
«Skriv Du naa!» sagde han.
Løssetten tog Dokumentet og læste. Og fortere, end de var vant, havde alle de øvrige reist sig og stod nu Hoved ved Hoved bagom Løssetten og stirred ned i Papiret, Brugubben med Langsyns Briller paa Næsen og den slidte Arbeidsklo med fast Tag om Braasettens Skulder. Men paa Dokumentet stod der skrevet med Knut Strands aabne, regelmæssige Skrift:
«Undertegnede tegner sig herved for 500 000 — fem Hundrede Tusinde Kroner i ovenstaaende Foretagende, Summen at betale inden 1 — et — Aar fra Dags Dato.
Stordalen den 20de September 1872.
Knut Strand.
Tausheden i Rummet fortsatte. Knut Strand sad som støbt i Jern og saa paa de andre. Endelig tog Løssetten Pennen.
«Flyt dø unna naa Karer,» sagde han — han slog ud med Albuen og saa sig tilbage paa de andre. Saa skrev han sig, langsomt og omstændeligt, for Hundred Tusen Kroner. Skøv Dokumentet fra sig og reiste sig.
Knut Strand læste. Han saa paa Løsetten med et Smil.
«Du var fuill skjælven au naa da væ’,» spurgte han.
«Huf ja,» sagde Løsetten — han lo.
Nu skrev Braasetten samme Sum som Løsetten.
Knut tog atter Dokumentet og læste.
«Naa har dø funnet Ragstveien, Karer,» sagde han.
Saa skrev Høyen — ogsaa Hundred Tusen.
«Nei hold naa,» sagde Knut Strand;» det er fler heil dø, som ska være med!»
Brugubben hugg Dokumentet.
«Føst vi lel,» sagde han. Saa skrev ogsaa han Hundred Tusen.
Knut Strand smilte og lod dem skrive, og inden et Kvarter var Summen fuldtegnet.
Knut Strand tog Dokumentet og stakk det til sig.
«Dø er mest som Sauen dø,» sagde han. «Der en gaar føre, der skal alle efter!»
«Aa ja,» svared Høyen; «men saa er naa Du Bjældsau denne Gongen!»
Da lo de alle — ogsaa Knut Strand.
Saa satte de sig, fik Piberne frem og gav sig i Ro og Mag til at tale om Tingen. Og da de atter reiste sig, var alle enige om, at noget saa selvsagt som, at dette maatte gaa, kunde de ikke tænke sig! Det var bare harmeligt, at ingen havde tænkt paa det før. Alle de Millioner, som gjennem lange Tider var gaaet tabt for Dalen!
«Ja, der kan dø sjaa,» sagde Knut Strand; han gik mod Døren for at spænde Hesten for. Og snart sad de alle, hver i sin Karjol.
Men netop, som de svingte hver sin Vei ud, Knut Strand for at kjøre nordover, de andre for at kjøre sydover, holder Løsetten medèt sin Hest an:
«Men sei mei — aakken ska staa før denne Greia da?» spørger han.
Knut Strand vender sig i Karjolen.
«Det skal han Thore, Son min,» siger han.
Alle holder sine Heste og tænker paa dette.
«Skulde itte Bymainn væra likere?» spør Brugubben tilslut.
Knut Strand løfted Svepen.
«Nei naa faar det være slut med disse Bygreien; naa faar vi greie os sjøl,» svared han kvasst. «Ellers saa blir det bare samme Stakkarsheta!»
Svepen smaldt, og Nedigaardssvarten hopped høit i Skjækerne.
Saa drog det i hængende Trav nordover Veien.
De andre saa efter ham, før de kjørte. Men som de drog ivei, Karjol efter Karjol sydover Bygden og viked ind, hver paa sin Gaard, kjendte de sig hver og en som Konger i Dalen. Og da de næste Morgen gik til sit Arbeide, bar de paa et hemmeligt Smil, fyldt af æventyrlig Anelse om al den Herlighed, som skulde komme.