Østerdalskongen/4
FJERDE KAPITEL.
Det var blevet Sanktehans. Knut Strand var reist til Byen, som han altid brugte for at gjøre næste Aars Tømmerlevering op og hæve Pengene for det, som var leveret i Vinterens Løb. Med Per Nordigard havde han talt, før han reiste, og alting var paa det rene dem imellem. Naar Knut Strand kom igjen og Vinnen var over, skulde Brylluppet staa. Men endnu havde ikke Per Nordigard talt med Ingeborg. Thi hver Gang, han gjorde sig Ærind der nord til Nedigaard, blev hun borte, og ved Kirken talte hun altid med andre, helst Præstgaardsfolket eller Doktorfruen eller andet konditioneret Folk. Og Per Nordigard kjendte ligesom i undrende Harme en Afstand mellem sig og hende. Men han trøsted sig med, at sligt nok vilde slides bort, naar hun først blev Kone paa Nordigard og fik Hænderne fulde af Gaardens Stell og Stræv. Og alt Bygdens Folk rundt omkring, som saa det samme, tænkte som han. Byfinheden vilde nok gaa af hende, naar hun først skulde til med det, som nyttigt var. Nordigard var en stor Gaard; der trængtes fuldskuvendes Kvindfolk der. Men saa var det naa godt Slag i Nedigaardsfolket, baade han og hun.
Det var Sanktehanskveld med sommerlig Taagedis over Skogen og Duft af nyudsprungen Løvskog og ungt Græs over Jorder og Enge. Bækkene gik store og svale; thi i Høifjeldet smelted det endnu; Aaen holdt paa at klarne efter den synkende Flom; Dunderet fra Fossestupet nord for den nye Bro drev med Søndenvinden sterkt og døvende Dalen op; længst i Nord blaaned Storklætten æventyrligt i Solefaldsgløttet. Graafjeldet bent mod laa natlig graanende paa sin evige Vagt.
Paa Nedigaardsjordene dybt dernede ved Aaen, hvor den gamle Gaard havde ligget, lyste det paa Blus mellem den svartnende Granskog, som laa mystisk og svanger af Sommerlængsel i Elvesusen.
Følge efter Følge slang Bygdens Ungdom Veien nordover i øvre Grænd, stansed, stirred didned, drev videre og tog nærmeste Skogsvei eller nærmeste Vei over Jorderne nedover. Komne ud i Bakkerne sprang de; man hørte deres fjerne Latter og Tale; somme stansed to og to og kom efter de andre; nogle blev siddende igjen paa Stene eller fremved Løer og talte dæmpet; en og anden stak tilskogs og kom frem igjen langt nede; men alle gik de mod Baalene dernede paa Nedigaardsjordet, dragne af den flakkende, luende Flamme, af Røgen, Elvesusen og den æventyrlige Skog.
Ingeborg Nedigaard stod ved Skigarden nedenom Husene, der Veien gaar nordover til Storkletten, og stirred udover. Gaardens Jenter var gaaet for lang Tid siden nedover; thi ikveld havde alle Lov. Moderen holdt paa at stelle inde i Kjøkkenet; det var stor Stilhed rundt omkring.
Ingeborgs Tanker havde siden hin Dag, hun anden Gang talte med Faderen, mer og mer vendt sig bort fra alt Byens Liv. Erindringerne derindefra stod som i fjern Eventyrdrøm saa uvirkeligt og vemodigt; det var, som om hun ikke var sikker paa, at hun havde oplevet det. Denne Tanke kunde af og til komme saa sterkt, at hun følte som et Stød af Angst gjennem al sin Kropp, og da kunde hun medét faa slig heftig Kjærlighed til alle Ting herhjemme. Især var det Moderen, hun da holdt af; men ofte kjendte hun paa samme Tid en Angst for at dø og en sitrende Længsel efter at leve. Og hun begyndte at se sig om mellem Bygdens Ungdom, Jenter og Gutter, og kunde blive ganske tagen ved deres Skjemt og Lek. Ret, som det var, graat hun da for sig selv og syntes, der var ikke Mening i hendes Liv; en liden Stund efter gled en prøvende Tanke hen til Per Nordigard; men den døde straks i Sorg og Vemod; thi det unge Ansigt derinde fra Byen steg atter: det fornemme Sprog, som hun nu næsten ikke længer magted, hørtes atter og alle de fagre Minder og Haab kom drivende. Nu stod hun der ved Skigarden og stirred og fornam Jonsokkveldens unge, dragende Stemning mest paa Graaten mellem Længsel og Sorg.
Hun stod helgeklædt med en lys Sommerhat over det smaakrusede Haar; hun syntes, hun aanded trangt i Korsettet.
De sang og lo dernede, stærke, glade Røster; Rop af Jenter skar indimellem — og saa atter betagen Latter. Nu var det sidste Solgløt faldt; Skumringen og den lyse Sommernats hemmelighedsfulde Liv begyndte.
Kveldsjingler vaaged sig frem og fløi vildrende, men satte sig snart ind; thi det var endnu svalt i Luften; Akerriksen skar og snerped, men taug atter og gik sin hurtige Gang gjennem det korte, unge Græs. En Maaltrost begyndte deroppe i Gransnaret nord om Gaarden; det hørtes saa ensomt i Kveldstilheden. Men Luerne dernedefra og den blaanende Røg lokked saa livgivende sundt; hun kjendte den stærke Em lige hid, og hun kunde se Jenterne blive jaget og tagne i Fang af stærke Arme dernede; det fôr igjennem hende med slig forvildende Fornemmelse.
Næsten uden at vide, hvad hun gjorde, og uden at tænke paa, hvad som vilde følge, snudde hun, der hun stod, gik lige ind, tog sin lyse Sommerhat af, slængte et Skaut af Bygdens over Haaret, bandt et Kasttørklæde rundt Skuldre og Bryst og gik langsomt nedover.
Moderen mødte hende ved Svalstenen.
«Gaa itte langt naa,» sagde hun; hun saa opmærksom paa hende.
Ingeborg gled forbi, men stansed ikke.
«Nei,» sagde hun. «Bære nordover Veien her.»
«Ja, det er godt Veir,» sagde Moderen; hun gik ind.
Men da hun var kommen for sig selv, smilte hun.
Ingeborg Nedigaard bøied af mod Veien, som førte ned til den gamle Gaard. Det var, som om en uimodstaaelig Drift førte hende did. Kommen et Stykke ned i Veien stansed hun og lyed. Hun hørte Larmen af de glade Stemmer og saa det flakkende Lys med den blaanende Røg stige. Men bagom hørtes Fosseduren.
Hun kjendte sig medét angst og fremmed; det var, som om hun ikke hørte til mellem dem dernede. Nu lo det igjen; Jenter skreg; hun syntes medét Bringen vilde briste. Endnu stod hun; men med en Gang lagde hun ivei paa Sprang nedover. Kommen lige ned og saa nær, at hun kjendte de varmende, kvaeduftende Gufs af Furuspikerne drive gjennem Luften, stansed hun tvert, drog Aanden dybt og gik derpaa langsomt bortover fremved Skigarden.
Der blev hun staaende og se paa dem, som dansed.
En Jente fik se hende og kom borttil.
«Nei kjære er det itte a Ingborg,» sagde hun. Og om lidt:
«Kom fram paa aa dans naa.»
«Nei,» svared Ingeborg paa Bygdens Vis, og hun knytted sit Tørklæde fastere under Hagen. Det dufted af ungt, saa hun selv kjendte det.
«Aa jo, kom naa!» Jenten bad og tog efter hendes Haand, mens hun saa længselsfuldt bortover mod Blussene.
«Nei itte i Kveld!» svared Ingeborg; hun holdt igjen.
«Aa jo!» bad den anden, men slapp og snudde sig halvt; hun kunde ligesom ikke vente længer.
«Skynd dig naa!» Saa gik hun med en betagen Pust; thi der kom en Gut gaaende mod hende.
Ingeborg rysted paa Hovedet og blev staaende. Hun kjendte sit Tørklæde komme nær Skigardstauren; hun støtted sit Bryst opmod og stod slig.
Og tusen forglemte Stunder fra Lek som Barn mellem Voksne dukked frem og steg, fristende.
Garstaurens morkne Lugt ganske nær; Kveldens hemmelighedsfulde Kjølighed; det flammende Skjær af Ilden og den svarte Skog bagom — aa den, som var med! Nu kjendte hun sig som den, der hørte Byen til og stod mellem Fremmede: men alle Minderne derindefra stod kvalmende blege, næsten svigefulde; hun kunde ikke tro paa det altsammen; det var bare som Drøm og Bedrag.
Og Hodet kom ned paa Skigarden med Kindet heldet mod den morkne Gardskie, der hun stod saa uendelig ensom og drømte.
Hun kvakk til med ét. Der kom en Gut gaaende bortover mod hende. Storvoksen, i ny sort Vadmelsdragt med Sølvkjæde paa Vesten — det var Per Nordigard.
Han kom stilfærdig lige borttil med begge Hænder i Lommerne og blev staaende.
«Go-kveld,» sagde han med lav, godlidende Stemme.
Hun kjendte sig kold, men stod.
«Go-kveld,» svared hun.
Han blev staaende og se paa hende en liden Stund.
«Du er nedpaa her Du au?» sagde han.
Hun svared ikke straks.
«Aa je vet itte je», svared hun endelig og prøved at smile.
Da smilte ogsaa han.
«Ja vet itte Du det,» sagde han, «saa —» det blev ikke mer.
De smilte begge.
Han stod en liden Stund. Saa lagde han Armen paa Skigarden og stod slig.
«Han er i Byen, Far din?» spurgte han endelig.
«Ja, han reste igaar!» Nu vaaged hun sig til at se bortpaa ham. Jo, hun kunde kjende hvert Drag. Og hun mindtes med en Slags Angst alt de to havde levet sammen som Barn og hvor stærk han var til at løfte og bære.
«Kjem ’n att snart?» Det hørtes saa høit i Ensomheden mellem de to, at hun kvakk.
«Om en otte Daer,» svared hun; hun saa bortover mod Baalet.
Han stod nu og saa paa hende djærvt og tryggt med de troskyldige graablaa Øine. Saa drog han en tung Pust. «Ja det er længe sia naa me dei og mei,» sa han medét.
Hun kjendte, at Blodet steg.
«Aa ja,» svared hun hviskende.
«Mange Aar»! Han stod og saa paa hende som før.
«Det kan væra mangt med dei,» sagde han, fremdeles høit og djærvt. Hun syntes, det maatte høres rundt omkring.
Hun taug længe. Det var, som om hun begyndte at bløde indvendig.
«Aa nei,» sagde hun tilslut.
Han reiste sig og stod nu opret.
«Ja, Du synes fuill, det kan væra rart detta Du, taa mei; men — je er itte taa døm, som glømmer,» kom det bævende.
Hun stod som skyldbevist, rødmende og saa ned. Det gik rundt for hende; hun syntes, hun ikke kunde tænke eller sanse sig.
«Nei, nei,» sagde hun hviskende.
Saa blev der en lang Stilhed. Larmen derborte fra Jordet var ligesom uendelig fjern, og hun maatte støtte sig paa Skigarden for at staa.
Saa talte Per Nordigard igjen; han saa bort paa hende. «Ja du vet, aa je vil da,» sagde han.
Da saa hun op.
«Ja, je har hørd om det,» svared hun; Stemmen var saa klar og saar.
Per Nordigard kjendte det og taug. Endelig talte han igjen og nu dybt og lavt.
«Ja je vet itte, aa Du —?» han kom ikke længer, men blekned.
Hun svared ikke, stod bare og saa ned.
«Je vet itte sjøl,» sagde hun brudt.
Han stod og saa ned som hun og karred med den ene Fod i Tørven.
«Han sa naae Far din,» vaaged han sig endelig til og saa bort paa hende igjen.
Hun svared ikke.
«Ja, det haster naa itte saa — skjønt —» saa blev der ganske stille. Hun saa ned hele Tiden. Han stod som før.
Saa sagde han for at sige noget:
«Ska Du itte frampaa?» Han pegte med Hodet mod Baalet.
Hun saa bent frem.
«Nei itte ikveld lel,» svared hun. Der var slig Forladthed i Stemmen.
Per Nordigard vendte sig paa Hælen, saa bortover, gik langsomt og svingende langs Gjærdet frem til Grinden, aabned og lukked og gik samme Vei paa den anden Side af Skigarden borttil hende.
Hun havde Lyst til at springe, men stod. Det skylled som en Bølge over hende, at nu skeede det.
Da han var kommen lige borttil, stansed han.
«Ska vi gaa op att?» spurgte han ganske stille. Hun saa op, blyg.
«Ja gjinne det,» svared hun.
Saa gik de uden et Ord Side om Side opover den kveldgraa Sti, Skogsveien.
Kommen did op, hvor den lille Vei bøier af mod Smedjen, der, hvor den graa Sten ligger lige ved Smedjegrinden, stanser Per Nordigard.
«Minns Du her — sidst?» siger han med underlig bristende Maal.
Hun svarer ikke.
«Aa nei — Du minns fuill itte —» det kom forsagt.
Hun drager Aanden.
«Aa je kunde fuill mindes au,» hvisker hun; hun har Fornemmelse af en stor, enkel Magt, som hun ikke kan modstaa.
Med ét kjender hun ham tage sig, kjender sin Kropp i hans Arme, hans stærke Ansigt indmod sig og hans Mund fast paa hendes!
«Aa Ingborg du vet itte!» hvisker han.
Hun kjender det som Vold.
«Slipp!» roper hun dæmpet og frir sig af al sin Magt. Da slipper han.
Hun lægger paa Sprang opover. Men inden hun er naaet Skogsveien op, har han hende anden Gang og løfter hende høit.
«Aa Jinta mi!» hvisker han, og hun slaar Armene om hans Hals halvt i Angst, halvt og dybest inde, af Betagenhed.
«Slipp,» hvisker hun igjen. Han slipper straks, og hun springer, Veien frem, Gangen ind og op paa sit Kammer. Der kaster hun sig hen over Sengen hulkende og blir liggende slig, længe.
Det kimed i Øvre Bygdens Kirke, Bruderingnings lyse, dirrende Klemt; det steg og faldt; det blev baaret jublende ud over Dalen i Høisommerens blaanende Luft med Varmedis over de grønblaa Lier.
Folk trængtes om Kirkeplanken; al Bygden var kommet for at se paa Brura; hele det store Bryllupsfølge fyldte Kirken; thi hun, som idag blev viet, var Ingeborg Nedigaard, Østerdalskongens Datter.
Nu sad hun der i Nedigaardsstolen paa Kvindfolksiden og saa ned blussende rød og forgrædt. Hun var klædt paa Byens Vis med en ung, storbladet Myrtekrans i Haaret og Brudeslør nedover den hvide Kjole. Lommetørklædet var kniplet og dufted af god Parfume; de hvide Hansker sad lidt for store om hendes Haandled og lidt for lange for hendes Fingre: i venstre Haand havde hun en Buket af Roser fra Præstegaardens Have.
Ved Siden sad Moderen i sort Kjole med Silkebasttørklæde fast knyttet over Hovedet og Salmebog med storblomstret Silkelommetørklæde firkantet sammenfoldet i Haand. Moderen havde ogsaa grædt, men sad nu stille og stirred i andagtsfuld Forventning ret frem med mildt slørede Øine.
Bent overfor, paa Mandfolksiden, sad Knut Strand, tryg og drygg med Guldkjæde over Vesten, stivstrøgen Skjorte med sort Silketørklæde knyttet og nye skinnende Klædesklæder; ved Siden sad Sønnen, netop hjemkommen fra Hovedstaden, sorthaaret, høgnæset, i elegant Selskabsdragt og hvide Handsker. Han bar Hovedet høit, lidt bagoverbøiet, var nærsynt, med Guldbriller, og saa sig om hen over Kirkestolene, kritisk og gjenkjendende, hilste af og til med et distingveret Bukk paa en eller anden og fik en forsigtig Gjenhilsen saavidt mærkbar, som Kirkefreden tillod det.
Men i Nordistustolen sad Brudgommen, Per Nordigard med sin nærmeste Slægt. Moderen i Kvindfolkstolen yderst med et brunt Silketørklæde over Røraasluen, Hodet andægtig paa Held, som om hun sørged, og Hænderne foldede i Fang. Faderen ved Sønnens Side i ny Vadmelsdragt, det hørgule, halvlange Haar vandkjæmmet, de krogede, kloneglede Arbeidsfingre tvungent foldede, de vasblaa Øine i det slidte Ansigt stirrende ret frem mod Koret.
Brudgommen selv var i fine Klædesklæder, Haaret klippet og med nye, læderlugtende Sko, syede af Bygdens bedste Skomager; Ansigtet flunkende renvasket, de stærke Arbeidshænder i hvide, for smaa Handsker. Det kraftige Øre var gloende rødt; de graablaa, djærve Øine saa ned paa Salmebogen.
Nu taug Kimingen, og Salmen begyndte. Det kjendtes som en Lettelse for alle dem, som nærmest deltog; de nynned sagte med, mens Sangens store Bølge blev baaren af Klokkeren og alt Folket rundt omkring, som vented paa, hvad der skulde finde Sted.
Nu gav Klokkeren Brudens Fader det hemmlige Tegn. Knut Strand reiste sig i stor Værdighed og gik med langsomme Skridt over til sin Datter, tog hende ved Haanden og førte hende mod Koret.
Fra Brudgommens Stol fulgte Faderen; bag reiste Forloverne sig og stod ved sine Stole.
Per Nordigard kom frem til Koret med forsigtige Skridt, snubled lidt med de nye Sko mod Kortrinnet, men tog sig i det og stod nu ved Siden af Bruden som plantet; Hænderne holdt han, den ene over den anden, fremfor sig. Bruden stod hele Tiden med nedslagne Øine og stirred ned paa Rosenbuketten, som hun holdt i foldede Hænder.
Nu traadte Præsten frem med Formularbogen, løfted de hvidnende Bryn, saa udover de to og videre udover Forsamlingen, — den hellige Handling tog sin Begyndelse.
Ingeborg Nedigaard kjendte en besynderlig svaiende Fornemmelse under Præstens syngende Oplæsning af Vielsesordene; — det hørtes som en fjern Tone, der steg og faldt; — da tog hun sig med en voldsom Anstrengelse sammen, flytted Fod og blev staaende. Thi nu kom de skjæbnesvangre Spørgsmaal og Svar, først til Brudgommen, som svared, trygt og høit, — saa til hende.
Om hun vilde have den hæderlige Ungkarl, som her stod, Peder Olsen Nordigard til sin Ægtemage for Gud og Mennesker
Det fôr som et Stød igjennem hende fra Hoved til Fod.
«Ja!» — det hviskedes frem.
Og om hun da vidste sig fri, at hun ikke havde givet nogen anden Mand, som nu lever, sit Ægteskabsløfte?»
Ingeborg Nedigaard kjendte det skylle koldt nedover sig.
«Nei,» svared hun og mærkede i samme Øieblik, at hun havde svaret feil. Men Præsten gik videre uden at lade nogen mærke noget, og snart efter udtalte han da med høi Røst og et forklaret Blik ud over Forsamlingen de afgjørende Ord: «Saa erklærer jeg Eder da for rette Ægtefolk at være — Giver Gud Eders Hjerte og hinanden Eders Hænder derpaa!»
Brudens kolde Haand kom i Per Nordigards store, varme; Præsten lagde sin fine, kjølige Haand derover og udtalte:
«Hvad Gud har sammenføiet skal intet Menneske adskille.»
Det var, som om en Dør faldt i mellem før og nu for Ingeborg Nedigaards Øine. Hun hørte som i Drømme den befriede Hvisken dernede fra Kirkestolene, — saa kom Taarerne stille, hede. Et Øieblik efter klang Salmen igjennem Kirken; ledet af Brudgommen fulgte hun viljeløs og sad snart efter i Nordigardsstolen ved sin Mands Side.
Nu hugg Klokkerne i, og under festlig Dirr af Kiming, Knæggen af Heste og stor, broget Stimmel af stirrende Mennesker satte Brudefølget sig i Bevægelse, først Knut Strand med Brudeparret i den tospændte Trille, saa Siri Nedigaard i Gigh kjørt af Sønnen, derefter Præsten og Præstefruen med Storblakken for Præstegighen og Ola Styggpaajord Drengen som Skytsgut bagpaa og saa tilslut Slægten og det øvrige Følge i uendelig Række, Karjol efter Karjol, henved Hundrede Heste i Følge: thi Strandslægten og Nedigaardslægten var stor, og næsten hele Dalens Bønder var budne.
Over hele Øvergrænden var der Fest. Paa alle Gaarde stod fraspændte Karjoler; bortover alle Jorder knægged fremmede Heste i Tjor; Skjuthingsterne stamped og knurped nyskaaret Fôr i Staldene, hvor de stod indestængt for ikke at bryde sig ud og gjøre Ulykke.
Alle Veie var fulde af festklædt Folk, som slang følgevis eller sad paa Skigarder og Veirender under Latter og livlig Tale; jo nærmere en naaed Bryllupsgaarden, jo mere sortned det af Folk.
Nedigard og Nordigard stod i festlig Larm. Grindene mellem de to Gaarde var løftet af; Folk gik fra det ene til det andet. I de store Stuer sad Bordsætning efter Bordsætning og aad: udover Gaardsplads og mellem Husene sad Grupper og spilte Kort; Klynger saa paa; Klynger stod i Samtale; fremved Laavbroen og Staldtrævet sad de i tætte Rækker og røgte, gantedes og lo, mest Karfolk; Jenter gik Arm i Arm gruppevis forbi; men de skotted ikke bort til Karfolkene endnu; thi det var Førstedagsbryllup, og Solskinnet stod endnu dirrende i Sommerdis over Dalen.
Støttet let med sin udstrakte Arm mod den store Stige ved Gammelstuen stod Kund Strands Søn i Samtale med flere af Bygdens rigeste Bønder; venstre Haand førte med Bymands Vane Cigaren til og fra den stærkt røde Mund; Øine lyste graabrunt, lidt nærsynt bag Guldstangsbrillerne.
Der blev talt om Trælasthandel i Kristiania. Den unge Mand forklarede med spillende Øine og livlig Bevægelse om de uhyre Formuer, som de store Trælasthandlere derinde aarvisst tjente paa Trælastens Forædling og det direkte Salg til Udlandet. Bønderne lytted lystne dertil.
«Ja er det itte forgæli,» sagde Braasetten.
«Du kan saa seje,» svared Bergsetten.
Lars Nordigard tog Piben af Munden og mente langsomt paa det, at sligt var harmeligt; men slig havde det været al sin Tid og det var vel ingen Ting at gjøre ved det.
Den unge Thore Strand slap sit Tag i Stigen, stod med begge Hænder i Lommerne paa sine fine Klædesbukser, med Cigaren i Munden og saa smilende paa Lars Nordigard.
«Ingenting aa gjøre ved det? — Jo det er netop det det er,» sagde han; hans Læber legte med Cigaren. Lars Nordigard røgte, klødde sig i Hodet med Pibemundstykket, røgte igjen og saa paa de andre raadløst.
«Je ved neggu itte, aa det skulde væra,» sagde han.
Braasetten og Bergsetten saa paa hinanden. Saa gled Øinene bort paa Lars Nordigard.
«Nei det er itte godt aa vætta,» sagde Braasetten.
«Nei det maa væra Umuligheds Raad,» sagde Bergsetten.
Thore Strand stod fremdeles med Hænderne i Lommerne og Cigaren i Munden smilende. Saa gik han bort, tog Lars Nordigard i Frakkekraven med begge Hænder og blev staaende foran ham slig.
«Det kommer af, at Du ingenting kan det Lars,» siger han og ler godmodig knæggende.
Lars staar taalmodig og ser paa ham.
«Seier Du det?» siger han. De andre to ler saa smaat der de staar og ser paa.
«Sei e Raad, Du, som er bedre lærd da,» siger endelig Braasetten.
Thore Strand slipper Tagene i Lars Nordigards Frakkekrave, svinger sig rundt paa Hælen, tager Cigaren hurtig ud af Munden og staar saaledes.
«Det skal jeg sige dere sia Karer,» siger han halvt paa Bymaal, halvt paa Dialekt, snur sig atter og halvt springer ned mod Svalen, retter sig og gaar ind med bymæssig Anstand. De tre staar smilende og ser efter ham.
«Gjement Kropp,» siger Braasetten.
«Du vet det —,» svarer Bergsetten.
«Han har det, han skal slægte paa,» lægger Lars Nordigard ind tilslut. Saa røger de alle tre.
Om en liden Stund siger Braasetten:
«Skulde undre paa, aa han mente, Du?»
«Ja det skulde Du rigtig ondres,» svarer Bergsetten.
Da slukker Lars Nordigard Piben og stikker den i Vestelommen.
«Ja det spekkelerer je rekti paa,» siger han. Nu staar de alle tre med Hænderne i Lommen.
«Aa Du vet, han mente et-haart[1],» siger Braasetten.
«Ja naae mente ’n,» svarer Bergsetten.
«Du skal pinedø sjaa, han mente naae me di,» siger Lars Nordigard. «Han er godt lærd, sir Du,» føier han til. De stirrer alle ned mod Svalen.
«Ja, han er nok godt lærd!» Braasetten drager et Suk. Saa siger de alle tre bort fra Stigen fremover Gaarden, henover mod Laavbroen, hvor Løsetten og Haarsetten og flere rige Bønder med dem spiller Sweits til en Daler Stikket. Der blir de staaende og se paa. Og Solen staar i den sene Sommerkveld med skraat gyldent Lys fra Graafjeld hidover, kaster kjølige Skygger mellem Husene og lyser op festligt, muntert Folk, som kniber Øinene sammen eller ser under den løftede Haand over til hverandre.
Det store Klirr af Talerkener og den travle Vandring med Mad holdt paa at stilne. Duften af stærkt Øl seg ud gjennem de aabne Døre; Jenter gik i travl Tjeneste til og fra for at rydde.
Over begge Gaarde drev Lugt af Tobak i Aftenvinden; Hunde fôr snusende omkring; skræmte Katte sad bag Stenheller undrende og varsomme; Gaardenes Skjærer og Kraaker sad længst nede paa Jordernes Skigarder og vaaged sig ikke frem til de kjendte Steder. Men overalt, i Kammerser og paa Laaver, i Drengestuen og Vinterstuen stod Senge opredt; thi hele Bygden skulde jo huses her i otte Dage mindst. Medét blev det stille mellem de talende Grupper. Nede fra Storstuen hørtes dybe Klunk af Kontrabas og levende Strøg af Feler. Et enkelt Horn gav kjølig Lyd indimellem; en Klarinett boltred sig skoglig mystisk henover alt det andet og døde i en lang, klagende Fløitetone fjernt fra Skogene.
Det var Storelvedalsmusiken, tolv Mand høi, som var kommen og nu stemte op i den ryddede Storstue paa Nedigaard.
Brudedansen skulde begynde. Og i det eventyrlige Solefald drog Klynge paa Klynge, hvidskautede Jenter og sortklædte Gutter frem og ind fra alle Kanter, mens Gubber lagde Piber og Kort og rusled efter for at se paa.
I Sofaen i Storstuen paa Nedigaard sad Brud og Brudgom, begge med Hænder i Fang. Langs Væggene stod Stolrækker og Bænke; over den brede Dør, hvor Ungdommen nu stimled ind, holdt de malede trofaste Hænder fast; indom Døren sad Musiken; Thore Strand, Sønnen, vimsed ivrig omkring for at arrangere. Men Knut Strand og Siri, hans Hustru, sad paa Stole tilhøire for Brudeparret, han tæt og trygg, hun bevæget ventende.
Nu hugg Musiken i.
En liden Stund var ingen paa Gulvet; saa førte Brudgommen lindt Bruden frem. Hun saa ikke op; hun dansed med nedslagne Øine, kjendte sig bare som viljeløst ført mellem Per Nordigards stærke Hænder, kjendte Tøilugten af hans splinternye Klæder og den frodige Varme af hans Kropp. Og som hun svinged forsigtig rundt, alene med ham paa det store Gulv, jog lynsnare Minder fra fornemme Baller derinde i Byen gjennem hende og gled atter tilside, mens et ungt Ansigt, kjært fra mange lykkelige, lyse Stunder kom frem og forsvandt alt i ét. Og atter kjendte hun Per Nordigards stærke Tag omkring hende og den halvglemte Lugt af ferske Støvler og nye Klæder, blandet med stor dyrisk Varme af en ophedet Arbeidskropp.
Hun tænkte med en fælen Fornemmelse fremover mod det, som uundgaaeligt senere vilde komme, og dansed bedøvet videre med næsten lukkede Øine, ligeglad over al Verdens fortvivlede Ve eller Lykke.
Nu sad hun atter i Sofaen, dybt aandende ved Siden af Brudgommen. Han strøg med Ærmet Sveden af Panden og saa paa hende. Hun maatte se paa ham et Sekund — men slog straks Øinene ned og kjendte en vemodig Gysen, som om hun skulde dø eller fare langt langt bort fra alt paa Jorden. I sin Ve søgte hun med sine Øine Broderen, den eneste, med hvem hun kjendte sig i Slægt og som havde noget af det, hun for alle Tider havde sagt Farvel. Nu førte han op sammen med Faderen, som efter Skik og Brug dansed med sin Hustru Siri Nedigaard. Og Ingeborg fik igjen Herredømmet over sig selv ved at se paa sin Far og Mor, som dansed, han med et halvt Smil midt imellem Erindring fra det forsvundne og Stolthed over det, som var, hun i vemodig Andagt, som dansed hun al sin Fortid til Graven.
Og efter de to kom Sønnen, den fine, byklædte Mand, den erfarne Danser fra Byens Baller, med Brudgommens Søster i tungt Følge, han overlegent smilende med løftet Pande og elastisk strakte Ben, hun andægtig med Hodet paa Held og nedslagne Øine, ærbar og tro efter Skik og Brug.
Alle de andre saa paa disse; thi endnu maatte ingen anden danse. Og Thore Strand, der han dansed, følte sig som hele Bygdens Haab, Østerdalskongens Søn, den som skulde føre det nye seirende ind og knytte sit Navn til Dalens for alle Tider.
En efter en gled Slægtens fornemste Mænd og Kvinder ind i Dansen; men Ungdommen holdt sig endnu tilbage; Præsten og Fruen sad smilende nær Strandfolket og saa paa. Den første Dans taug; — klirrende Bretter med Puncheglas blev baarne ind og budne omkring; Præsten drak med Brudeparret, Fruen ligesaa; — alle omkring drak med i Stilhed; sidst af alle blev Musiken trakteret. Men da Præstegaardsfolket om en liden Stund tog Farvel for at kjøre hjem til Bygden tilkvelds og Gighen vel var kommen søndenom Nordigardsgrinden, sagde Præstefruen med sit kloge, lidt bekymrede Blik paa Præsten:
«Stakkars Ingeborg; — jeg gad vide, hvordan dette kommer til at gaa.»
Præsten svared ikke straks. Stirred bare med skarpe blaa Øine fjernt frem for sig.
«Man faar bøie sig,» sagde han.
Præstefruen knapped Skvætlæret og satte sig tilrette. Hun var svært alvorlig.
«Ja ja,» sagde hun. «Saadant er saa let at sige.» Og om en Stund:
«Vi faar nu se. Stakkars Ingeborg!»
Præsten tog Tømmerne. Han rynked de hvidnende Bryn og smatted paa Storblakken.
«Man faar sandelig bøie sig,» sagde han.
Præstefruen taug. Gighen rulled ind i Skoven under Storblakkens jævne Trav.
I Nedigaardsstuen brused anden Dans under Hvælvene. Nu kom Ungdom frempaa, og al den kjipne, opsparede Sommerkraft gav sig Luft. Gulvet var yrende fuldt; hele Stuen stod i Røg. Bruden var anden Gang paa Gulvet; denne Gang dansed hun med Broderen. Da han med et kort hørbart Pust førte hende ud af Dansen og paa Plads, saa hun op paa ham, spørgende. Thi nu var Brudgommen paa Gulvet og de to alene.
Han nikked til hende, næsten alvorlig.
«Jeg har Brev,» sagde han.
Hun blekned mærkbart.
«Fraa Byen?» spurgte hun.
Han nikked igjen.
«Fraa ’n Karen?»
«Ja, det er nok fra hende.» Han taug; thi nu kom Brudgommen atter og satte sig. Og videre og vildere drev Dansen Kvelden frem og Natten ud under Latter og Larm ude og inde, Klinken af Glass, Slag i Bord og høirøstet Tale, mens Skumring og Svalhed sank og Ungdom gik paa Æventyr udover de dunkle Jorder eller drev tre og fire henover de graanende Veie.
Fjernere ude ved Skigarder eller Udhuse fyldte dæmpet Tale af to og to Stilheden; hist og her smøg en Gut sig frem til en Jente, hvis hvide Skaut lyste frem af Mørket, der hun stod; men andre Unggutter passed paa, og det, de to havde tænkt, blev opsat til hemmeligere Møde.
I Brudehuset var det naaet frem mod den Tid, da Brud og Brudgom skulde trække sig tilbage. Ingeborg Nedigaard sad der blekere, saa af og til i Angst bort paa Moderen, men aldrig paa Brudgommen. Nu saa denne ogsaa bort paa Siri Nedigaard. Denne flytted sig borttil og lod nogle Ord falde. Bruden svared lavt; Per Nordigard endnu lavere.
Saa drog Siri, Moderen en Suk. «Ja det bir sent naa», siger hun, saa de nærmeste hører det, reiser sig og gaar den bagre Dør ud. Bruden følger. Brudgommen blir siddende endnu lidt, taler med den nærmeste, laagnt og spakt — er svedt i Hænderne og ser ofte bort eller ned. Saa reiser han sig ogsaa, mens Dansen tager alles Øine fangne, og gaar, samme Dør ud og derfra langsomt opover til Gammelstuen, hvor Brudeværelset staar rede.
I Gangen, da han gaar ud, møder han Kjendte. Der falder skjæmtsomme Ord; han svarer paa maafaa tilbage.
En tager ham om Skulderen og følger, hvisker nogle Ord og gaar.
Brudgommen lader som intet, gaar bare videre, løfter Klinken varsomt og staar i den gamle Stue.
Men inde i Brudekammeret staar Ingeborg Nedigaard med Hænderne om Moderens Hals, graatende.
«Nei jeg vil itte!» hvisker hun som fra sig selv.
«Hys hys — Du vet Du lyt tie med dissa,» siger Moderen saa uendelig mildt og laagnt.
«Nei, je vil itte!» blev det gjentaget som af en i yderste Fare.
«Hys, ti still naa! Du vet Du lyt ville». Moderen tager hende ind til sig.
«Saa vær som Folk naa», siger hun, hun stryger hende. «Det er da bra nok Mand Du faar!» Hun snur for at gaa.
«Nei gaa itte da Mor!» Datteren holder fast.
Moderen frir sig.
«Er Du styren Jente», hvisker hun. «Sligt gaar aldrig for sig!»
Hun prøver at smile; men der staar Taarer i Øinene.
«Du er e Tulle,» siger hun.
Datteren skjuler Ansigtet i Hænderne.
«Ja, je er fuill det,» hulker hun.
«Saa, gløm aa detta naa,» siger Moderen. Hun stryger hende over Haanden og gaar.
I Stuen møder hun Per Nordigard.
«Ho er saa snodin a Imborg,» siger hun lavt og erfarent — «Du faar fara vart me hinner. Du vet, det er underligt.»
Per Nordigard staar og ser ned.
«Ja, Du vet det,» svarer han.
«Ong da sir Du,» siger Moderen. «Aa fremmed vant!»
«Ja, Du ved det,» svarer Per Nordigard.
«Ja gonatt da!»
«Gonatt!»
Siri gaar.
Og under de dunkle, sodede Slinder i Koven paa den gamle Stue fra Nedigaard leves Nedigaardsfolkets Slægtsskjæbne videre i sin hemmelige Kval og Lyst.
Solen stod høit paa Himmelen den anden Bryllupmsdag. Bortover Vestagrændens Gaarde sov Bryllupsfolket endnu i Kammers og i Stuer, paa Laaver og i Løer, alt eftersom det kunde falde sig og eftersom der var Rum til. En og anden Gubbe, som havde lagt sig tidligt, var paa Færd mellem Husene; Tjenestefolket og alle de, som havde med Madstellet at gjøre, gik fra Stabur til Kjælder, fra Udhus til Stue paa de to Bryllupsgaarde; for ved Totiden kom alt Folket op, og da skulde Middag spises.
Borte ved Sagkrakken oppe ved Vedskjulet paa Nedigaardstunet stod Thore Strand, Sønnen, barhovedet med det sorte, kortklippede Haar og røgte sin Cigar. Han mysed af og til mod Solskinnet; thi nu havde han ikke Guldbrillerne paa. Øinene var graadunkle og rødt anløbne efter Gaardsdagens hidsende Liv og den stærke Søvn derefter; Hovedet sad lidt ludt mellem Skuldrene.
Han stirred af og til mod Gammelstuen, som om han vented nogen, tog saa sit Lommetørklæde op af Brystlommen og pudsed sin Næse med en stærk, trompeterende Lyd. Putted Lommetørklædet med lidt dirrende Fingre tilbage i Brystlommen og satte sig paa Sagkrakken, altid med Cigaren mellem Tænderne.
Han var i sort Jakke idag, med stærkt storrudede Benklæder og kulørt Slips.
Nu kom der nogen ud fra Gammelstusvalen, en Mand klædt i sort Dragt, men med kort Pibe i Munden. Det var Brudgommen.
Han stod paa Svalen og saa udover Tunet. Brudekammerets hvidmalede Vindueskarm i den rødmalte Væg fornam han tilhøire; det hvide Forhæng var ikke trukket fra.
Nu fik han Øie paa Thore Strand og gik langsomt bortover, røgende.
Thore Strand saa nu ogsaa ham, men blev siddende og myse over mod ham med et spørgende Smil.
Brudgommen gik lige borttil, men svært langsomt. Endelig stod han foran Thore Strand og tog i Haand.
«Goddag,» sagde han. «Og Tak for igaar». Thore Strand gjengjældte.
«Du det samme,» sagde han. Og efter en liden Stund: «Det staar bra til?»
Brudgommen tog Frakkeskjøderne til sig, satte sig paa Sagkrakken ved Siden af Thore Strand, tog Piben ud af Munden og spytted forsigtig ned i Sagmugget.
«Aa ja,» sagde han.
Thore Strand saa paa ham — forstaaelsesfuldt.
«Ja, det gaar an da,» sagde han.
Brudgommen saa ned paa sine nye Sko.
«Alting ska ha’ si Tid,» sagde han lavt og tryggt.
Thore Strand svared ikke; thi nu stod Knut Strand, Faderen, i Storstusvaldøren med Hænderne i Lommerne og stirred opover mod dem.
Brudgommen reiste sig langsomt med Piben i venstre Haand og gik nedover, tog Svigerfaderen i Haand og talte nogle Ord; saa gik de to langs med Huset nordover mod Veien, stansed der ved Skigarden og saa ud over Dalen.
Da reiste Sønnen sig og gik hurtig over mod Gammelstuen, ind Svalen, tog fast i Klinken og gik ind i Stuen. Der var ingen. Han gik bort til Brudekammerdøren, hvor han banked paa.
«Ingeborg,» ropte han dæmpet.
Der bevæged sig nogen derinde; men der blev ikke aabnet. Han banked anden Gang.
«Ingeborg,» sagde han høiere.
Det var stille en Stund.
«Aakken er det?» spurgtes der endelig lavt og tæt ved Døren, som aabnedes paa Klem.
«Det var bare dette Brevet» — Broderen fik et Brev frem af Frakkelommen og stakk det ind gjennem Sprækken. En Haand tog imod.
«Hvordan staar det til med dig?» Broderen hvisked det ind.
«Aa, spør mig itte!» blev der svaret med lav, forvildet Stemme.
Saa lukkedes Døren.
Broderen stod en Stund.
«Du lyt op naa,» sagde han.
Der svaredes ikke derindefra.
«Skynd dig naa!» ropte han; «Folket begynder at komme!»
Han hørte ikke, hvad der blev svaret.
Saa gik han, og en liden Stund senere stod han sammen med Faderen og Per Nordigard borte ved Skigarden, saa ud over Dalen, pegte paa Skogen og talte høit og dristigt om Salg og Kjøb af Skogteiger baade fra den ene og den anden Gaard, medens Faderen hørte paa og gjorde sine erfarne Bemærkninger.
Ingeborg Nedigaard eller Nordigard, som hun nu hed, sad i Brudekoven og læste Brevet fra sin bedste Veninde derinde i Byen. Hun læste om den store Forundring, som alle hendes Venner og Bekjendte derinde havde følt ved at høre om hendes Forlovelse, og med en Gang blev hun greben af en uendelig, fortvilet Sorg over, at nu var hendes Liv forspildt; nu var hun for alle Tider udestængt fra alt det, som hed Lys og Glæde i Verden, og hun følte det, der nu var skeet med hende, som den mest blodsvangre Forbrydelse. Det snøred sig sammen om hendes Strube, mens hun læste; Øinene stod fulde; hun følte Iskulde paa Hænder og Fødder.
Nu fortalte Veninden vidt og bredt om alt, hvad der havde Minder derinde; hun fornam det, som om Erindringerne en for en døde. Saa slutted Brevet med mange Hilsener og Løfte om at komme og besøge hende i hendes nye Hjem. Men der var en Efterskrift, og da Ingeborg Nedigaard læste denne, blev hun ganske blek og dirred indvortes. Der stod bare to Linjer:
«Kristian blev ganske underlig, da han hørte, at Du skulde gifte dig deroppe. Nu reiser han til Udlandet og bliver borte i flere Aar.»
Ingeborg Nedigaard folded Brevet sammen med skjælvende Hænder og stakk det til sig. Saa kom hun paaklædt, som hun var, i Ungkones sorte Dragt med Silkehuen over det smaakrusede Haar henover Sengen og blev liggende der, hulkende.
Da Moderen en Stund senere kom for at hente hende til første Bordsætning, vilde hun ikke gaa. Hun laa, vendt mod Væggen og stirred hen, tilintetgjort. Moderen tog lindt i hende og satte sig paa Sengekanten.
«Er Du klen,» spurgte hun.
Datteren svared ikke. Laa bare taareløs og stirred frem.
«Kom naa,» bad Moderen.
Datteren rørte sig ikke.
«Det er slut med mig,» kom det, som aandsfraværende. Ansigtet havde forgræmmet stirrende Træk.
Siri Nedigaard blev rent ilde ved.
«Nei kjære aa er detta da,» siger hun; hun bøier sig frem over Datteren.
«Er Du sjuk,» spørger hun; hun prøver at faa se hendes Ansigt.
«Je ska dø je snart,» svares der, stivnende.
Moderen skifter Farve, der hun sidder.
«Nei kjære snakk itte slik,» hvisker hun.
«Aa er det paa Færd» Hun bøier lindt Datteren mod sig.
«Je ska dø je Mor!» Ingeborg Nedigaard ser op paa Moderen med et fremmed, forsagende Blik.
Moderen faar Taarerne i Øinene.
«Men i Jøssø Namn aa er detta? Aa er det gjort naa da?» spørger hun.
Ingeborgs Ansigt blir uendelig sorgfuldt.
«Aa saa stor en Synd,» siger hun forvildet og vender sit Hoved hid og did virrende.
«Aa for Synd?» Moderen ser fælen paa hende.
«Synd mod den Helligaand!» Datteren ser fjernt hen som forstenet. «Slig Synd, som en aldrig faar Forladels for!» Taarerne triller nedover Kinderne, mens hun stirrer frem.
«I Jøssø Namn — er Du gaat fraa Vetta!» hvisker Moderen; hun reiser sig og ser sig om.
Da brister Datteren i Graad, vildt, fortvilet og stuper med Hodet i Moderens Fang.
«Ja, je trur mest det!» roper hun.
Moderen tager om hende med begge Hænder, sidder og vugger hende og lader hende hulke.
«Saa, saa,» siger hun. Hun stryger hende over Hodet. «Tala om aat mei Du Vechla mi!» Det er som fra Dagene, da hun var Barn.
Ingeborg tager Tag om Moderens Fang med begge Arme.
«Je skulde aldrig ha gjort dette je Mor!» siger hun derinde.
Moderen tier og vugger.
«Saa, saa!» trøster hun.
«Nei, nei, nei! Je skulde aldrig ha gjort detta je Mor!» kommer det anden Gang, og Hulken begynder paany.
«Nei, nei — det er slemt,» svarer Moderen; hun vugger med Hodet, mens hun taler, og Hænderne stryger hele Tiden Datteren.
«Men det blir vel en Raad — bare alt Folket er vel unda!» Hun sidder og vugger lindt som før.
«Slig Skam, om nogen skulde faa vite om det!» Hun smaasnakker og stryger.
«Bare alt Folket var vel unda,» gjentager hun — «saa blev det vel en Raad. En lyt styre sig,» føier hun til.
Ingeborg tier. Tanken paa Bygdesladderen og den store Skam tog hende og døved de andre Tanker.
«Du faar tenkje paa øs au — en lyt styre sig; saa har je faat gjøra.» Moderen reiser sig langsomt.
Der drages en tung Suk. Tanken paa, at Moderen havde havt sit at lide, dulmer hende egen Smerte. Og Stund efter Stund vinder hun under Moderens milde, erfarne Tale efterhaanden sin Fatning tilbage, klæder sig ordentlig paa Plagg for Plagg og stiller sig tilslut foran Speilet.
«Slik vakker Kjæring,» siger Moderen. «Huf, aa ska skjæmme sig slig ut!» Hun steller med hende.
«Det er myy vondt i Væla — ingen faar det, som en vil,» kommer det. «En kan ha Tanke paa mangt — den, som ong er; men en lyt styre sig!» Hun retter paa det fine Silkeforklæde.
«Saa kom naa,» siger hun endelig. «Folk kan ondres paa, aa detta er for Slag!»
Hun aabner Døren og staar og venter.
En liden Stund senere sad Brud og Brudgom i Høgsetet ved Andendagsbordet under Tallerkenklirr og Stemmers Larm, Bruden blek som sig en Brud sømmer, tagende vakker og fin under Silkeluen, mens Brudgommen sad tung, stærk og halvt undselig ved Siden.
Næste Dag tog den bleke Brud Haand i med Bryllupshjælpen, bar ind og ud fra Bord, stelte i Kjøkken og Kjælder og bød om mellem Gjæsterne i stor Værdighed, og da Bryllupsgjæsterne ottende Dagen tog Farvel og fôr, var Ingeborg Nedigaard gleden over til at blive den tause, stilfærdige unge Kone i Nordigard.
- ↑ et-haart = ethvert, et eller andet.