Østerdalskongen/3
TREDIE KAPITEL.
Det var en solvarm Sommerdag i Juli. Opover den nye Vei til Øvergrænden kjørte en Trille, forspændt med to Heste, en blakk og en svart. Foran, paa Forsædet sad en tætbygget Mand og kjørte; bag i Bagsædet sad en ung Pige.
Det var Knut Strand, som kom fra Byen med Datter sin.
De havde seet ud efter dem fra alle Vinduer opover Bygden. Datteren var reist til Byen paa Skole i tolv Aars Alder; nu var hun tyve. Det var underligt at se hende igjen. Hun brugte komme opover hver Sommer, hun og flere Byfrøkener i Følge; men da drog de gjerne paa Sæteren med én Gang, saa en fik lidet se dem.
Denne Gangen kom hun alene, og det var dem, som mente, at nu var hun nok færdig med Læren derinde i Byen, og Knut Strand vilde have hende hjem for at hjælpe Moderen. Aaja, det kunde trænges, saa stort Stell, som hun sad i. Bare hun ikke var bleven for fin nu til sligt hun Ingeborg Nedigaard!
Trillen krased i det bløde Grus opover Bergbakkerne; det havde regnet Dagen i Forveien; al Skogen stod varmt fugtig; det tindred Dugg i alle Skygger.
Ingeborg Strand sad og aanded kjendt Luft i en forunderlig saart betagen Fornemmelse; Veien var ny; men alle Steder var kjendte.
Der stod den digre Furu med Kronen ludende ud over Stupet. Dybt dernede gik Elven. Længere op saa en Fossehvirvlerne og fornam den dybe, kjølige Dur af Fossen. Endnu høiere op var Broen.
Ingeborg Nedigaard kjendte en angst Kvalme, som hun ikke var istand til at forstaa. Det var, som om alting snøred sig sammen og stængtes. Jo høiere hun kom op, jo trangere syntes hun, det blev at puste. Det var, som om det graat dybt inde.
Nu stansed Hesten og slog Pusten. Da vendte Knut Strand sig og saa paa hende.
«Aa synes Du om Veien?» spurgte han.
Ingeborg sad og holdt sig med begge Hænder i Sædet, som for ikke at falde af. Det veke Ansigt med de graablaa Øine under fint tegnede Bryn var næsten sky.
«Jo,» svared hun.
Faderen saa misfornøiet ud.
«Likere Vei fins det itte her oppi Bygden,» sagde han.
Saa snudde han sig og kjørte videre.
De fôr over Broen. Faderen snudde sig atter og saa paa Datteren, men denne Gang uden at sige noget.
Da de vel var komne over og Ord atter kunde høres, sagde Datteren:
«Han gaar stor Fossen iaar.»
Knut Strand vendte sig og saa sig tilbage. «Aa naa kan han bli saa stor, han vil,» svared han.
«Du skulde ha set’n her ivaar!» Han holder Hesten an. «Han stod lige opunder; men — Brua ho held ho.» Der var Triumf i Stemmen. Saa kjørte han videre.
Ingeborg Nedigaarden saa frem under Byhatten; hun kjendte de hvide Huse paa Nedigaard og den rødmalte Gammelstue ovenom.
Der fôr en næsten fælen Hjemfornemmelse gjennem hende. Alt var ligesom saa smaat og saart. Nu steg Faderen af og aabned Grinden; thi nu kom de til Gaardene. Der stod Nordigardsgampen i Tjor; hun kunde mindes den som Unghest, fra hun var Barn. Der flagsed en syv otte Skjærer kring Nystusmedjen; der holdt de altid til, havde ogsaa Rede i Trærne bagom.
Og der ovenom Vasrenden med de gamle Kværne paa Velstu stod endnu det faldefærdige Stabur; Hunden stod paa Hundehuset ved Siden, gjøed hæst og logred med den korte Halering samtidig; den graaned hvidstiklet rundt Snuden; de klare, brunblaa Øine var omgivne af Ælde.
Ingeborg Nedigaard kjendte det stige blankt til sine Øine og trykke for Bringen; men hun sagde intet. Kun at hun indvendig tænkte og nu paa Bygdens Sprog: «Nei, saa onderligt!» Saa drog hun en dyb, skjælvende Pust.
Faderen gik ved Siden og kjørte de skumvaade Heste. Nu var de over den sidste Bæk, hvis kjendte Silder risled som Vemod gjennem Ingeborg Nedigaards Sanser; Faderen stansed Hestene, gik frem, aabned Grinden og kjørte Vognen i en stor Sving ind paa Gaarden.
Paa Svalstenen stod Siri, Moderen, bredfalden, med sort Lue over det smaakrusede, graanende Haar og de milde Øine fugtigt tindrende. Ingeborg kom langsomt ud af Vognen, gik frem til Moderen og hilste.
«Du faar væra velkommen att,» sagde denne, hun tog i Haand og talte i stor Mildhed og Værdighed.
Datteren takked stille; Faderen stelte med Hestene.
«Dø kjem sent!»
Moderen staar og ser, mens Datteren bærer Pakker og Tøi ind.
«Ja, det er langt,» svared Knut; han løfted den store Kuffert ned fra Fremsædet og bar den ind. Gik saa atter ud og spændte Hestene fra.
De to Kvindfolk gik ind.
Og da Siri Nedigaard havde faaet Datteren vel tilsæde fremved Bordet i den store Stue og Mad og Kaffe vel var nydt, gik det i Gang mellem de to med mange forsigtige Spørgsmaal og Svar om alt i Byen og alt derhjemme, indtil det hele pludselig stansed, da Faderen kom ind i Stuen.
Ingeborg Nedigaard sov i det kjendte Kammer ved siden af Salen i Nedigaards nye, hvidmalede Stuebygning. Hun laa og hørte gjennem Søvnen al Gaardens gamle kjendte Lyd, Hundeglæfset fra gamle Burmann fremved Drengestuen, den sagte Tale af Karfolk og Kvindfolk bortved Leet, hvor de idag holdt til, fordi det var Lørdagskveld. Alle Fornemmelser fra Barnedagene dukked op; hun leved dem om igjen én for én, halvt i Vemod, halvt i Glæde. Og alle Ansigter fra hine Tider, alle halvglemte Begivenheder kom atter lige indpaa. Saa, medét, gled Tankerne tilbage til Livet i Byen, det Liv mellem fine Mennesker, som hun nu i saa mange Aar havde levet, Livet paa den store Pigeskole derinde, de mange byklædte Veninder fra de fornemme Hjem, det dannede Sprog, hun havde lært sig til at tale, de tusen eventyrlige Glæder derinde i den store Stad.
Og nu fôr Tanken i saar Henrykkelse til ham.
Han var Student og tilhørte en af Byens fornemste Familier. Hans Søster var Ingeborgs bedste Veninde; de havde omgaaes Aar efter Aar.
Nu, da hun skulde reise, havde hun ventet et Ord, saapas klart, at hun vidste, hvad han mente. Men det var ikke kommet. Han havde holdt hendes Haand — længe — og seet paa hende saa forunderlig varmt; saa havde han talt noget om at besøge hende næste Sommer. Det var det hele.
Alligevel følte hun sig bunden til ham i angstfuld Fryd, og hun gik der mellem alle sine Barndoms enkle Forhold og længted og haabed, at Høsten og den lange, snestængte Vinter vilde gaa og Vaar og Sommer atter komme. Saa en Dag vilde der komme en Karjol kjørende opover og svinge ind paa Gaarden. Han vilde stige ud og sidde i den store Stue og tale med Forældrene — og saa vilde hun komme. Dagen efter vilde alle i Bygden vide det. De vilde kjøre til Kirke i den nye Trille og hele Bygden stirre efter dem, der de sad i Nedigaardsstolen, og hun vilde være uendelig glad. Saa vilde de følges og altid være sammen og gaa i Hemmelighed de dulgte Skovveie ned til Elven, der Gammelgaarden laa. Der, skjærmet af Elvesusen og de store, svarte Graner, bagom Løen med alle de blaa og røde Blomster og det unge Græs — der vilde han kysse hende — aa Gud han kunde faa gjøre alt, hvad han vilde!
Saa Aaret efter var der Bryllup Midtsommer; al Bygden var buden og kom kjørende efter Vielsen den nye Vei op til Nedigaarden, men hun og han først i den nye Trille med Svarten og Ungbrunen forspændt. Og der var Dans og Glæde hele Kvelden frem, og alle Bygdens unge Karer, hendes Barndoms Kjendinger, stirred paa hende, som var tagen fra dem og som nu sad der i sin Bydragt, en ung Dame ved Siden af ham, den konditionerte Mand. Og saa blev det Nat, og saa gik de, de to, mens Dansen og Larmen hørtes som en fjern Foss. Saa gik de til Brudekammeret der inderst inde ovenpaa med Lys og drivhvide Gardiner — og saa var hun hans — alene med ham, og alt sluktes! Aa Gud! Hun pressed sine Arme mod hinanden og skalv, der hun laa. Og atter hørte hun dem le derude ved Grinden de unge Kvindfolk og Karfolk ved Nat, og Burmann gav korte vagtsomme Glæfs fremved Drengestuen. Saa sovned hun. Men da hun næste Morgen vaagned, kjendte hun en dirrende Fornemmelse dybest inde i sin Kropp og en forunderlig kvalmende Vemod, da hun kom ud og gik mellem alt det gamle og kjendte.
Høsten gik og Vinteren begyndte. Ingeborg Nedigaard skrev ofte til sine Veninder i Byen men mest til hans Søster. I Begyndelsen fik hun ofte Svar og stadig Hilsen fra hendes Bror; men da det blev lidt over Jul, begyndte Brevene at blive færre, og hans Hilsen gled efterhaanden ud og blev borte. Ingeborg Nedigaard kjendte dette med en stadig stigende Angst og gik der blek omkring, indtil Moderen mærked det.
«Er det ødt aat dig heroppi?» spurgte hun paa sin vanlige milde Vis, en Dag de var alene.
Det dugged til i Ingeborgs Øine; hun kjendte det snøre sig sammen om Brystet.
«Aa ja», svared hun. Hun havde allerede faaet Bygdens Dialekt i Tonefaldet.
«Huf ja,» sagde Moderen. «Vinteren er kall oppi her.»
Hun stod med Haanden paa Klinken og saa paa Datteren, som sad.
«Du faar gaa ut mer heil Du gjør,» føied hun til, lavt og varmt.
Datteren saa op.
«Aat hvem?» spurgte hun saart.
Moderen blev staaende med Haanden paa Klinken.
«Aa, det er da Ongdom heroppi au,» svared hun dæmpet.
Ingeborg Nedigaard saa atter ned og taug. Hun tænkte paa alle de gamle Kjendinger her rundt omkring i Gaardene og følte en dyb Lede.
«Du faar freste,» sagde Moderen. «Detta gaar itte an.»
Datteren svared fremdeles ikke.
Da sagde Moderen ganske sagte:
«Du vet, det bir snart Tia naa!»
Ingeborg Nedigaard blekned. Saa stirred hun paa Moderen.
«Nei, det er det itte Mor,» sagde hun angst.
Moderen snudde sig, aabned Døren og gik.
«Det er greit, Du lyt freste,» sagde hun. «Det gaar itte an aa gaa her slik.»
Dermed lukked hun Døren efter sig og gik, Gangen ud, Trappen op og ind paa Salen.
Ingeborg blev siddende i Stuen, slagen, tankefuld.
Blandt de mange af Bygdens Ungdom, som gav sig Ærind til Nedigaard i den Tid, som nu kom, var ogsaa Sønnen paa Nabogaarden, Per Nordigard. Ætten var god, Gaarden stor med væksterlig Skog, og Per var eneste Søn. Fra Barndommen af havde han og Ingeborg Nedigaard været Legekamerater, og allerede den Gang havde fremsynt Folk tænkt som saa, at af dem to blev det vel Parfolk med Tiden; nu efter hvert som Maanederne gik, begyndte der at tales for Alvor, og skjønt Ingeborg som tiest holdt sig unda, troede de fleste dog at skjønne, hvor dette bar hen. Indtil endelig en Dag i Mai Maaned Per Nordigard kom helgeklædt og bad om at faa tale med Knut Strand.
Jo, det fik han. Moderen, Siri, viste ham stilfærdig ind i Storstuen og budsendte Knut, som drev med Plogaannen; men Ingeborg, Datteren, havde bleknet og var gaaet bent op paa sit Kammer fremved Salen i Nybygningens anden Etage.
Knut Strand og Per Nordigard taltes ved i vel en Time, og før han gik, blev han trakteret. Saa spurgte Knut Strand straks efter Datteren.
Hun var gaaet ovenpaa, svared Moderen; hun torde ikke se Knut Strand i Øinene.
«Faa hit a,» sagde denne, stærkt og bestemt. «Ja Du vet, aa det er,» føied han til.
Siri Nedigaards Øine flygted; hendes Stemme blev ualmindelig mild.
«Ja, je vet fuill det,» sagde hun; hun stod ved Døren. «Bare det itte kjem før braat paa,» føied hun til, hviskende.
Knut Strand saa bent frem.
«Aa, ho er gammal nok,» sagde han.
Moderen drog paa det.
«Ja Du ved, ho er vaksen,» svared hun; «men — det er saa rart me det» — hun gled nærmere. «Det har naa itte slik Hast heller.»
Knut Strand blev staaende og se paa Siri.
«Har Du naae aa seie paa ’n Pær?» spurgte han endelig.
Siri Nedigaard strøg med Tommelfingeren bortover Bordet og saa ned.
«Nei nei,» sagde hun sagtmodigt. «Men — det fins naa andre heil hain au.»
Da gik Knut Strand et Skridt frem.
«Nordigard er værdt sine to Hundred Tusen,» sagde han. «Aa Garden er itte langt unda,» føied han til.
Siri Nedigaard saa ned.
«Du ved, det er bra detta,» sagde hun — «aat øs; men det er itte sikkert, ho synes det saammaa!»
Da traadte Knut Strand til, saa Siri næsten kvakk.
«Er det bra nok aat øs, saa er det altids aat hinner,» sagde han. «Det fins itte likere oppi her.»
Siri saa atter ned, rædd.
«Nei nei,» svared hun uhyre lavt og vekt.
«Faa hit a naa,» sagde Knut Strand, kvasst.
«Ja, je faar fuill saa da,» svared Moderen og gik.
Da Ingeborg Nedigaard kom ind i Stuen, stod Knut Strand ved Ovnen med Hænderne paa Ryggen, som om han varmed sig.
Ingeborg gled sagte ind og fremtil.
Han saa paa hende fra Siden.
«Han Pær Nordigard har vørré her,» sagde han.
Hun saa ned.
«Je hører det,» siger hun.
Knut Strand kræmted.
«Ja, Du skjønner, aa han vil da,» sagde han.
Ingeborg stod med nedslagne Øine, men svared ikke.
Faderen saa koldt paa hende.
«Aa seier Du om det Du da?» spørger han.
Ingeborg ser op og atter ned.
«Nei, om det seier je ingenting,» svarer hun.
Faderens Ansigt mørkner.
«Han er kanske itte go’ nok?» spørger han.
Hun ser hen.
«Det har je itte sagt,» svarer hun ganske stille.
«Ja, aa er det da da?» Knut Strands graa Øine bliver truende kolde.
«Je held itte taa ’m,» kom Svaret, bestemt, men lavt, og en dyb Rødme steg i Datterens veke Ansigt.
«Pøh!» — Faderen lo haansk. «Det er kanskje andre, som — naaen, som er finere?»
Da saa Datteren op.
«Ja, det er det,» svared hun. Saa med ét slog hun Haanden for Øinene og brast i Graad.
Knut blev staaende og se paa hende i Taushed længe.
«Har Du gjort fraa dig naa?» spørger han endelig.
Datteren svarer ikke. Staar bare og tørker Taarerne. Knut venter endnu en Stund, mens han staar og ser.
«Ja, aasdan blir det?» spørger han saa. «Vil Du eller vil du itte?»
Ingeborg ser op.
«Je kan itte,» svarer hun.
Saa brister hun anden Gang i Graad.
Da gik Faderen lige bortil hende.
«Nei, hør naa ét,» sagde han haardt. «Dette faar Du slutte med. Vil Du eller vil Du itte?» Han stod ganske nær hende.
Da saa hun op med det forgrædte Ansigt.
«Je vil itte,» svared hun.
Knut Strands Ansigt blev rødt.
«Gjør aakke Du vil,» sagde han — hans Næve blev knyttet — «men det sejer je dei: gjør Du mei itte tel Viljes i dette, saa er det slut med dei og mei. Gjør saa aakke Du vil.»
Han vendte sig braat og gik ud af Stuen.
Ingeborg Nedigaard blev staaende, dødblek. Hun vaaged ikke gaa og syntes ikke, hun aarked staa. Endelig, da hun hørte Faderen kjøre afsted med Plogen nordover Jordet, tog hun sagte i Døren, aabned og gled ud.
Men ude paa Jordet fremved Bækken sang Langkirsti i Vaarvinden, mens hun vasked og bar Vand til Fjøset, den gamle kjendte Vise:
je kjem a saa vel i hau;
ho hadde tel Kjærest han Kal du vet
den frakeste Gut, en sau.
Aa haa —
Glea er gild ho aa finne.
ho gik der saa gla aa saang;
ho hadde in Vokster saa grainn aa fin;
ho var naa saa skjær og ong.
Aa haa —
Sorga er snar ho aa finne.
ho gik der saa graa som Ler;
ho hadde naa faat sei it lite Baan;
ho aatte slet itnaa mer.
Aahaa!
Syinna er snøgg ho aa finne!
døm fainn att a bak it Tre,
aa ataat saa laagg detta stakkars Baan —
det gret itte længer det!
Aa haa!
Døen er go hain aa finne!
Da Auft skulde ædes paa Nedigaard den Dag, kom ikke Ingeborg. Knut Strand og Moderen sad alene ved Bordet; han spiste stilt og fort uden at se sig om eller tale; Moderen sad illsvien og kunde næsten ikke svælge en Bid.
Længe vented hun, at Knut skulde spørge efter Datteren: men han taug. Endelig maatte hun tale.
Det var, som satte der sig en Tapp i Halsen paa hende og vilde kvæle hende.
«Kjære aa bir de taa ’n Ingborg,» sagde hun; «je kain itte skjønne detta.» Hun reiste sig og vilde gaa.
«Aa, ho kjem fuill, mar a blir fælaua[1],» svared Knut skarpt; han spiste videre.
Siri stod.
«Detta er rart,» sagde hun med sin milde Stemme.
«Aa de er myy, som er rart,» svared Knut; han lagde Skeen.
Siri stod fremdeles.
«Har du tala aat ’n?» spurgte hun.
Knut reiste sig.
«Ja, det har je,» svared han. Han gik fra Bordet, hen til Pibebordet og tændte sin Pibe. Blev staaende der og røge.
Siri Nedigaard blev staaende en liden Stund og se frem for sig. Saa drog hun en dyb Suk, vendte sig og gik langsomt ud af Stuen.
Kommen ud gav hun sig ivei udover Jordet. Spurgte Langkirsti fremved Bækken, om hun havde seet Ingeborg gaa udover.
«Nei — det har je itte,» svared denne; hun saa paa Moderen og undred.
Siri gik videre mod Gammelstuen, om hun kanske kunde være der. Hun aabned Klinken og saa ind. Vinterlig, indestængt Kulde slog hende imøde fra de kjendte Rum; thi i Gammelstuen boed ingen, før Sommeren kom.
Hun gik fra Stuen og ind i Koven, der hvor Far hendes og Mor hendes havde levet, og hvor de var døde, de som alle andre af Slægten saa langt bagover, som hun kunde mindes og havde hørt gjeti. Hun gik op paa Ramnen, den knagende Trap didop, hvor hun havde ligget som ung Jente. Nei, der var alt øde; det gamle Sengested stod der tomt.
Siri Nedigaard kjendte en sorgfuld Frysning og var mest paa Graaten, da hun gik ned. Saa gik hun videre, spurgte og ledte fra det ene til det andet, men fandt ingen.
Dybt inde i Staldtrævet, bortgjemt i det kolde Hø, laa Ingeborg Nedigaard. Did, til sin Barndoms hemmelige Legeplads, var hun tyet i sin Nød. Lige fra Samtalen med Faderen havde hun sneget sig ud mellem Udhusene, var gaaet Laavbroen op, havde naaet Gluggen til Staldtrævet og var hoppet ned i Høiet, som hun brugte i gamle Dage; saa havde hun arbeidet sig frem dybt ind under Bjælkerne, hvor ingen kunde se hende. Der laa hun nu med store forgrædte Øine og stirred.
Høet havde Vinterens Kjølighed og den stærke Lugt af gammelt. Timotheistraaene stakk hende paa Hals og i Ansigt, der hun laa; hun hørte den bristende Lyd af Sammensynkningen under hendes Tyngde, den stjaalne, hemmelighedsfulde Lyd af Gjemsel fra Barnedagene. Hun drog Aanden tungt i den mættede Høilugt, kjendte den farlige Frysning af Vinterlighed, men ænsed den ikke. Hun laa og stirred ud i det store, høiloftede Staldtrævrum derude; de sortnende Bjælker med de skarpe, lysende Strimer af Solskinnet derudefra bar tusind Minder. En Spurv, som havde forvildet sig ind paa Trævet efter Græsfrø, fløi flaksende rundt i Dunkelheden, stødte an mod Væggen med de lysende Solstrimer og faldt med skrabende, sopende Vinger langs Stokkene ned i Høet, hvor den blev siddende med aabent Næb dybt aandende, for efter en liden Stund atter at lette og gjøre det samme om igjen, og om igjen, indtil den ikke aarked mer og blev borte i Høet.
Ingeborg Nedigaard tænkte paa, at nu var alt for hende slut; alt det forunderlig fremmede, som var bleven hende kjært gjennem alle disse Aar derinde i Byen — nu var det som en død Drøm; nu skulde hun stænges inde heroppe. Hun, som havde seet sig selv som en fin Mands Hustru mellem dannet Folk derinde, hun skulde blive Kone paa Nordigard!
Det skar til med en uendelig Smerte, en dump Dødsens Fornemmelse, og hun brast igjen i Graad der hun laa, ensom og forladt af alle.
Og de, som vilde sligt, det var hendes egen Far og Mor. Det kunde ikke ske, det kunde aldrig i Verden ske!
Hun reiste sig halvt, men slog sig atter ned med Hænderne for Øinene.
Hun begyndte at tænke omigjen og bagover hele sit korte Liv. Først om ham derinde, hvordan hun lærte at kjende ham og dem alle, saa Skoledagene med al deres eventyrlige Fryd, og saa videre tilbage, Reisen did ind til Byen og altid og altid bagover. Livet heroppe i Bygden, Barndomskameraterne og Per Nordigard mellem dem, Lek paa Laave og i Fjøs, fremved Bækken og paa Jordet mellem Blomster og Græs, indtil det hele flød ind i en halvbevidst, uklar Tilværelsesfornemmelse, vemodig og døvende paa samme Tid.
Ingeborg Nedigaard fôr sammen og blev liggende ganske stille og lytte. Der kom nogen. Hun hørte Skridt paa Laavebrogulvet, tunge Skridt. Det gik lige hen til Gluggen; der var nogen, som stirred hidned.
«Ingborg!» roptes det dæmpet. Det var Moderens Stemme.
Ingeborg Nedigaard blev liggende ganske stille som før; hun hørte Moderens anstrængte Aandedræt.
«Ingborg!» roptes der anden Gang, høiere, og der var Angst i Ropet.
Ingeborg rørte sig fremdeles ikke; men hun kjendte sig gjennemfaret af saa varm en Kjærlighed til Moderen. Hun holdt Aanden; thi Moderen stod der lyttende.
Da fôr det atter igjennem hende som Angst og Ve.
«Aa Gud hjælpe og trøste mig!» hørtes det deroppe. Og bagefter graat det saart.
Ingeborg Nedigaard kjendte, at dette aarked hun ikke længer. Hun reiste sig halvt, men stansed.
Da ropte atter Moderen.
«Ingborg!»
Ingeborg vendte sig. Og den dæmpede Lyd af Tissel i Høet skar gjennem Stilheden.
Moderen var bleven opmærksom; hun havde hørt Lyden.
«Er Du nedi her?» spurgte hun lavt. Datteren taug.
Hun hørte Moderen staa længe, saa omsider vende sig og gaa. Skridtene hørtes paa Laavbroen og blev borte. Og Ingeborg syntes, hun havde gjort saa stor en Synd.
Om en Stund tog det i Døren til Staldtrævet den anden Vei; der stod Moderen og stirred ind; den vesle Spurv, som havde siddet længe dødstræt med gabende Næbb, fløi op af Skrækk; den faldt atter men forsøgte at hoppe op paa Væggen.
Moderen saa det, men ænsed det ikke.
«Ingborg,» hvisked hun.
Det seg sammen derinde i Høet; men ingen svared.
«Kom fram att naa Ingborg!» Hun gik længere ind.
Da reiste Datteren sig og kom frem.
«Aa Gu’skelov!» Moderen tog sig til Bringen.
«Kjære er Du her?» ropte hun.
Ingeborg kom lige hen, og nu brast Graaden atter frem.
Moderen tog hende ind til sig.
«Kjære aa ska detta bli da,» hvisker hun. Hun stryger hende lindt over Haaret.
Datteren bare graater.
«Aa er det med dig da, Jinta mi?» Moderen holder hende lindt indved sig.
«Fortæl aat Mor dine da væ’!» Hun taler saa uendelig mildt.
Datteren kan ikke svare for Graad.
«Hel du taa naaen?»
Da kom det. «Ja!» hvisked hun storhulkende.
Moderen stod der raadvild.
«Fraa Byen da væ?»
«Ja!»
Moderen staar en Stund uden at tale. Saa siger hun ganske stille:
«Du vil itte detta, Far din vil, da?» siger hun.
«Nei, je vil itte det!» Hun taler nu sin Barndoms Sprog i sin Vaande.
Moderen tier atter længe.
«Det er slemt detta,» siger hun saa.
Da trykker Datteren sig ind til hende ligesom i Angst.
«Je vil itte leve længer je Mor!» kommer det.
Moderen tager om hende.
«Sei itte slikt!» siger hun. «Du ved, hain mener det tel det bedste.»
Datteren tier.
«Du ved, hain skjønner sligt bærer[2] hain heil Du,» fortsatte Moderen. «Men det haster da itte med slikt,» føier hun til. «Det gaar da itte an aa komme saa braat!»
Hun staar og stryger Datteren lindt ned over Skulderen.
«Saa! Stell dig att naa! Det blir altid en Raad! Det staar itte om Livet vel!» Hun taler saa mildt og forstandigt.
Datteren ser op. Der er et underligt sky, tilintetgjort Drag i hendes forgrædte Ansigt, noget i Blikket, som Moderen ikke skjønner, og gjennem den bredfaldne Kvinde gaar der et hemmeligt Stød af uforklarlig Gru og Angst for noget, som kan komme.
Datteren staar og børster Høet af sine Klæder; Moderen staar og hjælper hende.
«Huf det var svært au detta,» siger Moderen. «Aa itte har Du faat dig Mat heller. Kom naa!» Hun tager hendes Haand og gaar mod Døren.
Ingeborg følger viljeløs, men stanser straks.
«Aa er ’n Far henne?» spørger hun.
«Han er udpaa aa pløier» svarer Moderen. «Kom naa bare.»
Datteren følger.
Snart sidder Moder og Datter ved Bordet og spiser, og under Moderens sagtmodige, forstandige Tale kom Ingeborgs oprevne Sind efterhaanden til Ro. Det, som der havde været Tale om, blev skudt ud i en fjern Fremtid. Om Kvælden fulgte Moderen Ingeborg paa hendes Værelse og var der længe. Hvad de to talte om fik ikke engang Knut Strand vide; men da Moderen slukked Lyset og gik, laa Ingeborg længe fredelig hen og sovned tilslut med en næsten trygg Fornemmelse af at være hjemme og at der var nogen, som forstod hende og vilde hende vel.
I den Tid, som nu kom, talte Moderen hver Dag meget med Datteren, og for hver Kveld gled hun umærkelig længere og længere bort fra Tingene derinde i Byen og kom nærmere og nærmere sin Barndoms enkle Liv. Brevskrivningen til Veninden havde sluttet af sig selv efter hin Dag; det var, som om hun intet vidste at skrive. Endelig en Dag kom der Brev fra Byen. Hendes Veninde fortalte som vanlig om mangt og meget og undred, hvorfor hun ikke paa saa lang Tid havde hørt fra hende. Hun talte meget om at træffes i Ferien, men fortalte i samme Aandedræt, at Broderen til Sommeren skulde reise til Udlandet og blive borte i to Aar. Det var, som om der medét var bleven tusinde Mil mellem hende og ham, som om Veien didind med en Gang for alle Tider var bleven lukket. Og alle de kjære Erindringer fra mange Aar døde en efter en og blev begravne.
Den Dag gik hun ud i Skogen og kom ikke hjem før om Kvelden. Forældrene undred; selv Knut Strand blev ilde ved.
Endelig ved Sengetid kom hun.
Faderen sad i Stuen, da hun kom.
«Naa?» spurgte han.
Hun svared ikke først, gik bare hen og satte sig. Da spurgte Faderen anden Gang uden at flytte sig.
«Naa? Aa blir det til?»
Han saa fast paa hende. Hun svared fremdeles ikke.
Da reiste han sig.
«Ja dette vil je ha Slut paa aa det strast,» sagde han skarpt. «Det gaar itte an længer paa denne Maaten.»
Da reiste Datteren sig og gik bort mod Ovnen.
«Det faar bli, som Du synes,» sagde hun lavt.
Faderen saa paa hende.
«Je trur, det blir bedst det,» sagde han. «Itte vil je dei annet end vel,» føied han til, vendte sig og gik ud af Stuen.
En Maaned senere lystes der til Ægteskab for Per Nordigard og Ingeborg Strand, og al Bygden syntes, at det var som sig høved og hvad hver og en havde ventet.