Østerdalskongen/1
FØRSTE KAPITEL.
Der gik en Snestorm fra Nord gjennem Dalen.
Storkletten og Graafjeld, som igaar laa tindrende
af Nysne i Høifjeldsstilheden, stod idag med
yrende Snegauv kring Topp og Sider, mens Drevet
hvirvled sit Slør mod Syd og slængte det susende
ind over Skogerne.
Hele Dalen stod i Røg og Rokk. Alle Veie var igjendrevne, alle Kløfter fyldt; paa de vindbare Moer laa Sneen pisket og pakket til fast Fonn; Storskogen stod i Svai og Stønn under Snefaldstyngden og bar Veiret.
Skogens Tømmerveie var slettet ud, Elgespor og Haregaldrer forsvundne; Elg arbeided sig tungt gjennem Snefonnerne dybt derinde i Ødet for at naa et eller andet frodigt Gransnar med Ly og Beite; Ræv smøg sniken paa Rov rundt de nedsneede Tømmerkojer langs Furumoerne, hvor Storfugl brugte at holde til; men Bjørnen sov dybere i sit Hi, kjendte det store Snefald og den susende Storm som større Lunhed og vented paa Vaaren.
Bygden laa og taug, Grænd for Grænd. Det røg Snedrev fra Hustagene; Skigaarden var ikke længere at se; det nedsneede Hundehus ved Grinden syntes bare som et svart, rundt Hul i det hvide. Men i Ly, paa den brunstegte Staburvægg, hvor Stormen ulte gjennem halvaabne Glugger og Frost knigsed i den spekte Veirhane over Klokketaarnet, hang Elgsdyrhoderne med Hætter af Sne paa Hornene og de grinende Bjørneskaller med Sneslag over den magre Snude.
Intet Menneske var at se langs de øde Veie; intet Tingel hørtes. Alle sad inde efter Naturens Vis og Aarhundreders Vane og lod Uveiret gjøre sin Gjerning.
— — —
Forbi Kirken og nordover Grænden arbeided en Hest sig frem gjennem Stormen; en Huskomhei gled stille efter og satte sit brede Spor.
Manden, som kjørte, med Veiret og det pidskende Snedrev bent i Bringen, stirred fra kolde graa Øine under rammsvarte Bryn ende frem, som vilde han bore Vei tvers igjennem selve Nordenstormen. Ulveskindspelsen graaned lubbent under Snelaget; den brune Pensylvanskindshue var drivende hvid.
Svepen sad i venstre Haand færdig til Slag, med Snerten slængende langs Slæden; de tversnudede Slagstøvler stod spændt i Fadingen. Tømmerne i høire Haand regjeredes af Greppvaattens Greb; bag Skjæggets frosne Maske hersked den ihopknebne Munds retskaarne, trodsige Linje dybt inde.
Det var Knut Strand, Østerdalskongen, som fôr hjem paa nedsneede Veie. Vilde se paa det, som magted at stanse ham!
Forbi Myrbergshusene fôr han; de stirred efter ham ud gjennem de frosne Glasruder. «Hm,» sagde de og undred ikke videre; de saa, hvem det var.
Nede i Myrbergssvingen, der Skogen begynder, mødte han en Mand paa Ski.
«Du er Snøplog idag, Knut,» sagde Manden, han stod støttet paa Skistaven; Ørene brændte røde under Sauskindsluen. Det var Kristen Fykomkring, som kom fra Elvevoldene.
Knut Strand saa ret frem.
«Nogen faar saa være,» svared han og kjørte videre. Knirken af Kristens Skistav skar i Sneen bag ham og blev borte.
Han fôr forbi Elvevoldene gjennem den snetunge Skog, hvor der var Ly. En halv Vedfavn af fersk Furu stod huggen; Øksen sad efterglemt i Granlæggen. Sligt Folk! Han strammed Tømmerne, saa Hesten gjorde et Sæt. Der stod en nedsneet Langslæde ved Veikanten! Var det noget Under, at slige aldrig kom frem? Han saa sig om i Skogen og Lien op. Haugskogen skulde en kjøbe!
Ved Tysla-Broen nordenom Elvevoldene, der Veien bøier af mod Øst til Bergene stansed Hesten og saa sig tilbage; thi her laa Stormen lige paa langs Elven, og der var dyb, skavlet Fonn midt over Veien.
Knut Strand smekked med Tungen og løfted venstre Haand. Da lagde Hesten ivei ud i Snekavet til op under Bugen; den slog med kvasse Hover; den tog sig frem med voldsomme Kast, saa Bagfødderne hugg i Skaak og Fading; men Knut Strand sad bred og stiv med stramme Tømmer, og frem gjennem Driverne drog det, over Broen og bent mod Skrædderstuen.
«Hoi!» sagde Skrædderstukjærringen; hun stod udom Stuevæggen med en Lime for at maake Vei til Staburet. «Skal Du aat Bergøm i sligt Vær?»
Knut Strand nikked og kjørte forbi.
«Je kjem fuill fram,» svared han; han slog paa Hesten.
«Ja, det maatte naa væra Du!» ropte Kjærringen efter ham; — hun svingte sig unda Snedrevet, som gøv kring Stakken, slap Limen og stod og stirred. Saa gik hun ind. Døren lukked sig gissent efter hende.
Knut Strand kjørte Bergene op.
Denne Vei kjendte han. Denne Skog var hans. Og Hesten fik løse Tømmer, mens Tanken gik viden om og langt tilbage gjennem alle de Aar, han her havde faret.
Denne Vei var han kommen første Gang for omkring femten Aar siden. Ussel Vei var det da, Fjeldvei næsten, og ussel Vei var det endnu trods alt hans Stræv. Men nu skulde her bygges nyt, saasandt han hed Knut Strand! Retnu var Tiden kommen, at han kunde tvinge dem alle!
Hesten stansed, svedskummende, og saa sig tilbage med Dampen ud af de spilede Næsebor; — saa skjød den Pusten stort og drog videre.
Knut Strand sad varm og trygg i Ulveskindspelsen med braanende Sne i Skjægget og lod Svepen hænge. Her i den skogtætte Li tog Vinden ikke; men ovenom gik den, Uveirets store Sus. Og dybt dernede hørtes Vinterdunderet af Elven under Isen gjennem de svartnende, aabne Glap.
Ja, ti Aar var det, siden han første Gang fôr her. Lidet tænkte han da, at han skulde blive heftende her al sin Tid, og endnu mindre, at han skulde komme til saapas Magt, skjønt han godt vidste, hvad han vilde!
Han var næst yngste Søn paa en Gaard langt Syd i Bygden. Ætten var god, men Gaarden liden, og af Søskend havde han mange. Faderen døde, før Knut endnu var konfirmeret; ældste Sønnen fik Gaarden, og saa maatte de andre da ud hver paa sin Vis; thi sidde hjemme og æde Gaardens Brød paa Naade — dertil havde ingen af dem Sind.
Knut Strand drog til Fredrikshald paa Underofficersskolen og lærte der mangt og meget, som stod over Hjembygdens Lærdom. Efter fem Aar kom han hjem som fuldlært og fuldvoksen Kar, og straks gav han sig i Færd med at fare paa Landmaaling og andet sligt, som ingen anden magted derhjemme i Bygden. Paa en af disse sine Færder var det, han traf paa hende, som lagde Grunden til hans Magt. Ja, den Skogen, han fôr igjennem nu, det havde været hendes Skog!
Knut Strand lod Hesten puste i Snedrevet og saa sig om. Det var væksterlig Skog og varsomt medfaren. Han kvied sig støtt ved at hugge her; det var, som det sved i Bringen. Og som Hesten atter af sig selv drog videre den vanskelige Vei over Bergene, langs med de store Stup ved Elven — over den ældgamle Bro og Lien op paa den anden Side, flytted Knut Strand i Tankerne tilbage til hin første Gang og alt det, som derefter fulgte.
Hun var eneste Barn paa Nedigaarden. Faderen leved og var vel ved Magt; Moderen var død for mange Aar siden, og somme sagde, hun havde et underligt Sind. Faderen og Moderen var Søskendbørn, hun fra Oppigaarden, han eneste Søn paa Nedigaard. Da gamle Ola Oppigaarden døde og Arv skulde skiftes efter ham med Folkene paa Nedigaard, blev der Strid om Skogteigsgrænser; Udskiftning blev forlangt — og did kom Knut Strand som Udskiftningsmand fra ytre Bygden.
Det tog over fjorten Dage at stake Skogen ud, og i al den Tid bodde Knut paa Nedigaard, som laa ensomt dybt nede ved Elven i Fossesus og Nordendrag med Fjeldene stængende paa begge Sider og Storklettens Blaane i Nord, mens de øvrige Gaarde laa høit oppe i Lien med rummeligere Udsyn mod Syd og Fosseduren dybt bortgjemt dernede i Dalsluget.
Siri Nedigaard var den Gang tyve Aar. Rundvoksen og høibarmet med smaakruset lyst Haar om Tindingerne, graa, milde Øine og et vekt, betagent Smil. Hun var svært stilfærdig og underlig blød af Sind; men hun var af dem, som en aldrig glemmer og som en altid savner, naar en ikke ser dem.
Velholden Gaardjente, som hun var, havde hun nok af dem, som holdt sig fremme; men ingen fik Svar; hun gled bestandig unda indunder sit gode Smil.
Knut Strand var nu ikke af dem, som slapp Tag, naar det var noget, han vilde; men han var ogsaa af dem, som forstod at tage Tag paa rette Maaden.
Med Siri for han svært varsomt frem, med lind Lek og tryggt Alvor, og da de fjorten Dage vel var slutt, Regnskabet opgjort og Knut Strand skulde fare, kjendte Siri for første Gang, siden Moderen døde, denne underlige dybe Forladthed, som faar en til at gaa alene og drages mod Sorgen.
Det var sidste Dagen. Sommerdag, overskyet, med sølvrandede Skyer og sløret Luft. Hun stod bortmed Fjøset og gav Kalvene Arve, hun havde plukket. Han kom netop ud af Svalen, færdig til at fare, saasnart Faderen kom hjem fra Jordet, hvor Slaatten var begyndt.
Han saa hende, og hun saa, at han gjorde det. Hun strøg den brunbotede Kalv nedover Hodet og vendte sig. Saa gik hun mod Laaven, som om hun havde Ærind der.
Han gik langsomt frem over Gaarden med Hænder paa Rygg, som om han vented.
Hun stansed bortved Laavebroen; hun saa, at han nok vilde komme. Saa gav hun sig Ærind bortover mod Hafællen, hvor der hang nogen Klæder, stod der og strøg noget Bosk bort og stirred fremover Jordet.
Der var frodig Blomsterlugt af Engen og blæste lind Søndenvind, saa vidt at Drag kjendtes.
Hun fornam, der hun stod, at han var kommen efter og nu stod og saa ud over Engen han, som hun.
Endelig talte han, netop som hun vilde snu og gaa mod Skogen.
«Kjem’n att snart Far din?» spurgte han og kom langsomt ganske nær.
Hun stansed og stod.
«Du maa da faa dig Mat først,» svared hun i stor Værdighed; hun vaaged at se bort paa ham.
«Aa Tak! Je er itte svulten heller!» Han drog paa Smilen.
«Aa, det er lang Vei!» Hendes Stemme var saa varm og mild.
«Tung Vei kanske?» siger han. «Heller aa synes Du?» Hans graa, dristige Øine stod nu stærke paa hende.
Hun saa bort, men rødmed ikke.
«Huf ja, han er tung,» svared hun og gled unda.
Da gik han nærmere hen.
«Det gik vel an aa gjøre den lettere,» sagde han.
Hun stod og saa ned.
«Det var ingen Sag,» fortsatte han. «Om bare nogen vilde.»
Hun saa fjernt hen.
«Det er det nok ingen, som vil,» svared hun lindt hen. Han syntes næsten hendes Øine blev blanke.
«Jo, det er det!» sagde han; Røsten blev saa rig og stærk, og atter stod de djærve Øine paa hende.
Hun saa sky bortpaa ham.
«Aakken skulde det væra?» spurgte hun. Saa blev hun blussende rød lige op i Haarfæstet.
Da gik han lige hen.
«Vil Du som je,» sagde han — «saa skal det nok bli Vei!» Han rørte hende ikke.
Hun saa op — og atter ned, i stor Blygsel.
«Det vil je nok» — hvisked hun. «Om bare andre vil.» Det sidste kom uhyre lavt.
Da fandt Knut Strand hendes Haand. Og de stod længe slig.
«Det blir vel en Raad med det,» sagde han endelig.
Da saa hun op, helt.
«Aa ja, Du ved, det blir vel det,» svared hun.
Saa blussed hun igjen og smilte. Han havde knuget hendes Haand, og hun havde svaret lindt.
Hænderne gled fra hinanden; de stod atter en Stund tause.
«Du faar gaa ind att,» sagde hun saa i Værdighed.
«Aa Tak.»
Han vendte sig langsomt og gik.
Samme Kveld reiste han, men senkveldes.
Han havde intet talt med Faderen denne Gang; men de to havde vekslet nogle Ord dæmpet i Svalen, da han gik.
Nu stod hun paa Svalstenen med et underlig nyt Smil om sin friske Mund og de graa, milde Øine erfarent slørede.
«Du faar helse aat Bygden,» sagde hun høit, saa Faderen skulde høre det.
«Aa Tak,» svared han; han saa smilende paa hende.
«Du faar sjaa opover att» — hun ropte det efter ham.
«Ja, det skal jeg,» svaredes der tilbage. Saa vendte hun sig og gik ind.
«Det er hugsam Kar,» sagde Faderen; han sad og karved i Piben fremved Aaren. «Flink Kar au!»
«Ja, det er nok det,» svared Siri; hun bøied sig over Kaffekjedlen.
«Dyr!» sagde Faderen; han damped paa Piben. «Faen saa dyr!»
Siri svared ikke; hun skjænked bare i Kaffekopperne og bar dem frem til Bordet.
«Du ved, han har Lærdom,» sagde hun.
«Ja han, han» — Faderen rusled fremover mod Bordet, satte sig, slog Kaffe paa Skaalen, blaaste paa og drak.
«Ja han, han kjem nok fram» — han skjøv den tomme Kopp fra sig indover Bordpladen, reiste sig og gik mod Koven for at lægge sig.
Men Siri, den krushaarede, rundfaldne Jente med de milde Øine og den skjære Hud, gik omkring i Stuen og stelte og smilte alt i ét.
Saa slukked hun paa Aaren, tog Skoene af sig, aabned sagte Klinken, gik over i Sommerstuen paa Ramnen og lagde sig der. — — —
Paa Høstkanten samme Aar var Knut Strand kommen anden Gang til Nedigaard, og denne Gang var han kjørende med egen Hest.
Han gav sig god Tid efter Dalens Skikk; men inden Kveld var han kommen frem med sit Ærinde, og næste Dag, da han fôr, var alting afgjort. Otte Dage efter Jul stod der Bryllup i Nedigaarden, Bondes Bryllup, efter gammel Vis.
Den Gang var det, at Brudgommen, Knut Strand, da en af Gjæsterne fra ytre Bygden klaged over de skrøbelige Veie didop til Øverbygden, svared med de djærve Ord:
«Naar Dotter mi staar Brur, ska det væra Kongevei aat Øverbygden!»
— Knut Strand retted sig braat i Huskomheien og vaagned af sine Tanker; Svarten havde stanset og stod; der laa en Snefonn næsten mandshøi over Veien og det midt i selve Gaardene! Det lod til, der var bleven Vei til Øverbygden! Men bare vent!
Han hugg Svepen, reiste sig i Sædet og smekked med Tungen. Hesten lagde ivei, saa Snespruten stod, men stansed atter. Da smaldt et Svepeslag; Hesten lagde paa Gallop og tog Tag, saa den skalv. «Øhh!» ropte Knut Strand. «Øhh!» gjentog han. Benene stod krampefast spændte i Fadingen; Øinene var kvasse som Kniver. Med et Knegg og et vældigt Sæt satte Hesten igjennem; bagefter kom Slæde og Mand med en bred Sneplogfure efter sig.
To Minutter senere holdt Østerdalskongen for Døren paa Nedigaard; en Bandhund varsled med et Par kjendte Glæfs og taug; et Kvindfolk reiste sig, satte Kaffekværnen fra sig derinde i Stuen og lyed.
«Naa kjem n’Knut,» sagde hun.
Borte fra Vedroen reiste Langener sig og gik ud for at sætte ind Hesten; der hørtes tunge Tramp i Gangen. Klæder blev tagne af og hængt op; tunge Støvler faldt og blev flyttet. Nu tog det i Døren til Stuen; Knut Strand kom ind.
«Godkveld,» sagde han lavt og stilfærdigt.
«Velkommen att,» svared Konen med de milde Øine og det smaakrusede Haar kring Tindingen. Hun stod der tæt og bred.
«Huf for Veir,» sagde hun med sin varme Stemme.
«Ja.» Knut Strand gik langsomt frem til Aaren og satte sig. «Aa slik Vei!» — han varmed Hænderne.
«Har Du lite Mat?» spurgte han lavt straks efter.
Siri, Konen, smilte, sit gode Smil.
«Du ved, je har Mat,» sagde hun. Hun gik foran ham ind i den store Stue og tændte.
Det brandt i den nye Ovn; paa Bordet fremfor Sofaen stod Kveldsbord dækket; nu kom en Jente med Ølskaalen. Pibebordet med de mange Merskumspiber syntes i Ovnsglitteret; der kom en vinterlig Duft af Geranium og ung Myrthe frem fra Stuens Dunkelhed; de foldede Hænder over Dørene holdt fast, og Aarstal og Navnetræk talte.
«Denne Gaard bygget Knut Eriksen Strand og Hustru Siri Olsdatter Nerigaard i Aaret 1875. Malingen er kostet af os.»
Østerdalskongen tog Ølskaalen og drak. Saa satte han sig borttil for at spise.
Ude sang Susen af den store Storm med Sneslag paa Ruder og knagende Tag i Bygningen; inde sad de to under stilfærdige Spørgsmaal og Svar, Manden med det skarpskaarne, jernfaste Ansigt og Kvinden med de milde, myge Drag.
«Var det Brev fra Byen?» spørges der lindt.
«Ja.»
«Dem faar Plads?» Det spurgtes usikkert.
«Ja.»
Han saa op fra Maden og bort paa hende.
Hun smilte; men Øinene fyldtes.
«Det er saa rart med Baanøm,» kommer det atter lindt. Der drages en Suk, og en lidt trang, behersket Pust høres.
«Aa ja,» svarer Knut Strand. «Det blir nok rart; men — heroppi lærer dem ingen Ting.»
Han lægger Kniven.
Hun sidder og ser ned og stryger sin Forklædfold.
«Og saa ødt,» kommer det, neppe hørligt.
Da reiste Knut Strand sig stille fra Bordet.
«Je flytter Garden fram i Bygda,» sagde han. «Vi lyt fram aat Folk. Sitt vi her, saa blir vi sittendes baade vi aa dem, som efter kommer!»
Siri Nedigaard sad som lamslagen.
«Nei, sei itte slikt da!» sagde hun, halvt paa Graaden.
Knut Strand svared ikke, gik bare frem til Ovnen og tændte sin Pibe.
Og der taltes intet videre.