«Verden tilhører Os Jurister!»
„Verden tilhører Os Jurister!“
Dramatisk Eventyr
af
Siful Sifadda.
1840.
Revolution været Tilfælde, at Advokaterne
regjere Verden, og vil endnu blive det
en god Stund.“
Den Konstitutionelle.
Johannes, Underlensmand.
Grethe.
Nils og Erik, to Bönder.
Rabulax, en Gejst.
En Nisse.
En Kakkelovnsdukke.
Gespenster.
Bönder.
„Verden tilhörer Os Jurister!“
Scene I.
(Udenfor et Thinghuus paa Landet. Johannes paa Trapsædet med en Skaal paa Knæet. Grethe foran ham. Bönder komme af og til med bedrövede Gestus udaf Huset og blive staaende omkring Trappen.)
Johannes. (Rækkende Grethe Skaalen.) — Nej! Ærterne smage mig ikke mere. Jeg seer bare smaa Verdener i dem. „Verden tilhører Os Jurister,“ siger Prokuratoren hvergang han snyder en Bonde; og — „Verden hører Os Jurister til“ sagde han ogsaa dengang han kyssede dig med sine blaa Læber og der blev en grøn Flek efter. Jeg vil blive Jurist.
Grethe. Du?
Johannes. Saasandt jeg heder Johannes Karlsen.
Grethe. . . Og er Underlensmand?
Johannes. Nu ja! det er alt et Stykke paa Vejen. Mange indbilde sig at være det, som ere det mindre, sagde engang Sorenskriveren til mig.
Grethe. Ja, da han gav dig en Drikkeskilling fordi du holdt Hesten hans. Nej, Johannes’en min! du er for god til at blive det du vil; eller, Gudskelov, hvad der er det Samme, du er for dum dertil.
Johannes. Aa, med det har det gode Raad. Der var ikke bare Profeter i Israel. Og desuden kommer saadant med Læren. Der er vel ikke andet Raad med at faa dig heller.
Grethe. Naar du tog dig noget retskaffens til, Johannes . . .
Johannes. Retskaffens? Du er da ikke som andre Kvindfolk, du da? Retskaffens? Det vil nok sige at grave i Jorden, men ikke at juristerere.
Grethe. Nej! det er at grave i Folks Penge. Men, som sagt, da kunde vi snakkes ved.
Johannes. Det skal du se, bare Prokuratoren derinde vilde tage mig med sig til Byen i Lære.
Grethe. Gud bevares, hvor han dominerer derinde idag!
Johannes. Ja Verden tilhører Os Jurister. Der er Torden ved ethvert Herredømme, kan gjerne enhver Jurist sige naar han hoster. Thi os . . .
Grethe. Os? Du da!
Johannes. Der kan du se du egger mig. Nu, du skal faa se, vil saasandt bare Han.
Grethe. Tak din Gud, du er udenfor det Herredømme. Der listede baade han Nils og han Erik sig ud med røde Øjne.
Johannes. Ja det er som jeg siger, Verden tilhører Os Jurister. (Prokuratoren træder ud. Grethe flyr.)
Scene II.
Prokuratoren. (raabende.) Min Hest!
Johannes. Strax, strax, Herr Prokurator. Men jeg havde en ærbødigst Bøn. (Bönderne skaffe strax Hesten frem. Nissen titter frem af og til over den underste Stalddör.)
Prokuratoren. Frem med det, Gut! Du har ingen Henstand at bede om.
Johannes. Nej, jeg vilde gjerne saasnart som muligt.
Prokuratoren. Hvad da?
Johannes. Blive Jurist . . Ja naturligviis først Skriverkarl. (Afsides.) Og siden en af Verdens Herrer, kanske Herre. Thi Prokuratoren sagde engang: der er ingen Tvivl om at vi ogsaa faa vor Bonaparte.
Prokuratoren. (Leer.) Der har du en Skilling fordi du skaffede mig en Latter. Men lad mig prøve om du duer til Jurist. Hvormeget er 2 Gange 6?
Johannes. (Klöende sig bag Öret.) Nitten netto.
Prokuratoren. Ganske brav. Hvad tænker du naar du seer en vakker Gaard?
Johannes. Gid den var min! tænker jeg skam.
Prokuratoren. End naar du seer en Bonde?
Johannes. Han er min Griis.
Prokuratoren. Ganske brav. Skriver du en fast Haand allerede?
Johannes. Som Herr Prokuratoren vil.
Prokuratoren. Nu vel, jeg skal lære dig tre. Du kan sidde bag paa Kariolen. (Stiger ind.) Nu, Gut, hvor bliver du af?
Johannes. (Nölende.) Grethe . .
Prokuratoren. Ej! Verden hører Os Jurister til; og det er du ikke bleven endnu. Det er det første Prøvestykke paa en god Jurist, at sætte Kjærligheden Nummer sidst.
(De kjöre afsted. Bönderne hilse dybt.)
Naar Lumskhed er din Kulde,
og al din Varme
er Huden, som du flaa’ede af de Arme,
du, selv Examenlös, en Thingstud er tilfulde.
(Forsvinder bag Halvdören.)
Scene III.
(Grethe kommer ud i Dören. Bönder.)
Grethe. Ak! Den Onde tog ham. Stakkels Johannes!
En Bonde. Ja Djævelen skinbarlig. Den Slyngel skyldte mig nogle Skilling, som han pinte af mig igaar under Indkaldelsen.
En anden Bonde. Han begyndte at blive Jurist, seer du, Nils.
Förste Bonde. De skulde være til Mundgodt hos Landhandlersken for dig, Grethe, sagde han.
Grethe. Han holdt da af mig. Gud forlade ham! (Gaar ind med Forklædet for Öjnene.)
Anden Bonde. Han holdt mere af Storheden, for hans Fader, siger man, var en Byhøker, der ranglede hidopover paa Landet.
Første Bonde. Gid Ulykken tog Gutten, saa han kunde faa Vet, og Fanden Prokuratoren, saa han rigtig fik det hedt!
Anden Bonde. Nej! De ere Go’venner. Har du noget imod Sønnen din Du da, Nils?
Förste Bonde. Det skulde jeg næsten tro, at Prokuratoren maa være Fandens egen Aflægger, for ellers kunde det ikke gaa saa.
Anden Bonde. Eller ogsaa maa det være saa, som han siger, at Verden hører Juristerne til.
Förste Bonde. Han sagde saa ogsaa, da han stak Skadesløsbrevet mit i Lommen.
Anden Bonde. Det er blot det som bryr mig, hvem saa Helvede hører til.
Förste Bonde. Det er skam sandt, Erik.
Anden Bonde. Helvede maa jo ogsaa tilhøre Juristerne, siden Verden hører dem til.
Förste Bonde. Nej, Helvede maa jo ogsaa høre Verden til, siden den tilhører Juristerne.
Anden Bonde. Eller siden der er Jurister, og det flest af de sorte. Thi der skal være to Slags: hvide ogsaa, skjønt jeg ikke har seet dem, det jeg kan sige.
Förste Bonde. Det er da rart de ikke slaaes ligesom de sorte og hvide Myrer.
Anden Bonde. Ingen er Uvenner mens de spise, Nils. Og de spise paa Verden som Rotter om en Ost. Men naar det er forbi med Maden begynde de nok at slaaes.
Förste Bonde. Hihihi: Det skulde være Moro at se paa. (Gaa.)
Scene IV.
(Prokuratorens Kontor. Johannes ved en egen Pult.)
Johannes. Endnu kan jeg just ikke sige jeg mærker noget til Herredømmet over Verden. At skrive Navnetræk, og øve mig i at radere, det var da ogsaa en Begyndelse. Men det kommer vel. Hosbond har ogsaa begyndt fra ganske smaat af, og nu er han paa en god Vej; thi jeg mærker han kan Alt hvad han vil, ja selv det, jeg hjemme skulde bande paa var umuligt, at Folk i Byen skulde agte og ære ham. Men en besynderlig Regel er det, at jeg altid skal øve mig i at kløve Haar, naar jeg ikke har andet at gjøre, for ellers kommer jeg aldrig frem, siger han. Og det gjør jeg da ogsaa, saa jeg seer ganske pyntelig ud, saa Grethe — ak Grethe Stakkel! derhjemme — nok vilde kunne lide mig, bare den forbandede Kringlefigur derovenpaa ikke var saa flink til at laane min Skjorte mens han vasker sin egen. Det er nok saaledes han praler endogsaa i Aviserne af, at han skifter togange om Ugen. Imidlertid lærer jeg, at man kan leve godt i Haabet uden. Godt? Ja godt, men kun i Haabet; thi igrunden er her uhyggeligt her med dette Besynderlige, at jeg medeet kan blive blind, døv og glemsk, naar Hosbond befaler det, og at jeg undertiden synes han taler med En, som han da siger er en anden Prokurator. Men han maa være let paa Foden den Karl, for jeg hører aldrig at han gaar bort. Engang syntes jeg ogsaa der gik en Mand med en Strikke om Halsen igjennem Værelset, og den chinesiske Dukke der paa Ovnen begyndte at nikke af sig selv og le. Hu! Dagen efter fik vi rigtig at vide, at en af vore Debitorer oppe i Landet havde hængt sig i Brøndstokken. Dengang sagde Hosbond ogsaa, da han slog Chatolskuffen igjen efterat have fundet Mandens Gjældsbeviis, at Verden hører Juristerne til; men jeg kan dog ikke andet end sige, at han lagde til: „det var en snil Mand den Samme, men ubetænksom, i højeste Grad ubetænksom.“ Heller ikke kan jeg negte, at Hosbond i den senere Tid har lagt de ædleste og næsten uegennyttigste Principer for Dagen, for han har udtrykkelig sagt, at Ære og et godt Navn var noget langt højere end Penge, naar man bare først var velforsynet. Og det er da han, saa det Sidste maa være lettere at faa end det Første. Slidder Sladder! Har man Penge, saa har man jo Ære ogsaa; det viser jo Hosbond grangivelig selv, saa han maa have meent Statens og ikke Folks Ære, Æresposter og ikke blot Hatten af og Æresgjæstebuder, som det Hosbond nu er i iaften. Ak, hvad mon han der propper i sin skrøbelige Mave, Han, som kalder Vinde og Samvittighedsnag Et og det Samme? Grisesteg? Ja, jeg tror det bliver det første jeg forlanger, naar jeg engang bliver en af Verdens Herrer. Og det kan ikke vare saa længe til, for Hosbond siger jeg alt er en halv Jurist. Det skulde Grethe hørt, . . (Nikkende.) Grethe . . Ærter . . Grisesteg . . Grethe . .
(Lader Hovedet synke mod Protokollen, og sover ind.)
Scene V.
(Prokuratoren kommer ind. Siden Rabulax og Johannes.)
Prokuratoren. (Kastende sig mat paa en stol.) Gud hjælpe mig! Pah! Pah! Havde jeg ikke faaet den Efterretning om de fire himlede Fogder, maatte jeg give mig over for al den Mad og alle de Skaaler paa mit Velgaaende. Men — til Sagen! borte ere de, og nu kunde det være paatide for mig. (Aabner sit Chatol og tager en sort Pennefjer og et Hornblækhuus udaf et rödt Etui.) Han sover vel derborte? Aa jo, det lader sig høre. Nu da! hjælp mig, min Pen, som saa ofte!
Fjær, af Satans venstre Vinge
af ham Selv til mig afreven,
forat frelse mig til Thinge,
da jeg var som Skurk beskreven,
engang da i Nöd jeg stedt
havde med en Knegt det hedt,
fang dit Liv, som tidt tilforn,
atter i mit Tryllehorn,
fyldt med afpiint Blod og Graad!
Rabulax, kom med dit Raad!
(Stikker Pennen i Hornblækhuset. Rabulax opstiger deraf som en fæl voxende Vingegestalt.)
Rabulax. Herre!
Prokuratoren. (Sætter Proppen i Blækhornet.)
Herre min og ej min Skriver.
Svind! og kom i sand Gestalt,
saadan som du Verden ejer,
saadan som jeg seer du plejer
om at vandre overalt,
naar du hid ej er befalt!
(Rabulax forsvinder og kommer i samme Sekund ind som en ung moderne Herre med Pennen bag Öret. Ovnsdukken nikker og griner.)
Rabulax. (Ryster Zobolams Haand.) Godaften, Kollega.
Prokuratoren. Oh, Godaften, Godaften, Højstærede. Du veed . .
Rabulax. Ja; men det er blot en Forkjølelse, som den Ene af dem har.
Prokuratoren. For Fanden, saa er der blot tre Distrikter at vælge imellem. Skaf mig et Kaart over Norge; men ikke Roosens. Jeg vil aldrig have med Patrioter at bestille.
Rabulax. Aa, der er ikke fleer af dem end af Elsdyr i Landet; ja vel, egentlig talt, ikke fleer end een, nemlig „Granskeren[1].“ Naar en Eftertid engang finder disse knoklede Perioder, Labber af Ord og monstrøse klodsede Skjæretænder, vil han blive anseet for et Særsyn af et Mammuthdyr, der har bevæget sig igjennem vor lave sjunkne Tidsalder. Men her er Roosens Kaart. Vi har desværre intet andet. (Udbreder et Landkaart.)
Prokuratoren. Saa lad gaa!
Rabulax. Se der er et prægtigt langt Distrikt.
Prokuratoren. Ja, du siger noget. Verden hører Os Jurister til.
Rabulax. Du kunde bo som Edderkoppen i en af Krogene.
Prokuratoren. Naturligviis. Men ingen saadan Lignelse. Thi jeg vil nu blive en Æresmand. Min Mave bliver saa slet.
Rabulax. Da er det god passe Tid at begynde, skjønt det nytter ikke stort. Men endnu . ?
Prokuratoren. Friseer mig lidt stikkelhaaret her paa Siden, saa jeg kan se lidt ærværdigere ud.
Rabulax. Med Fornøjelse. (Prokuratoren sætter sig. Rabulax purrer ham hist og her i Haaret, hvorved det graaner.)
Prokuratoren. (Seende sig i Spejlet og purrende sig i Haaret.) Se saa! Det gjorde minsandt godt. Jeg mener at jeg nu kan passere for en Mand, der er bleven graa under Embedsbyrder. A revoir! (Griber Pennen bag Rabulaxes Öre. Han forsvinder.) Nej, ikke á revoir. Jeg vil blive ikke blot en Æresmand, men en Storthingsmand. Ingen er lettere at tage ved Næsen end Folket, og Verden hører Os Jurister til. (Böjer sig over Kaartet.) Han havde ellers Ret: det Distrikt er prægtig langtrukket. Gud velsigne vore lange Floder! Jeg kan ikke begribe hvorfor man er saa glad i Fjeldene uden forsaavidt de danne lange Dale. Skandinavien burde være eet eller højst to Fogderier.
Johannes. (vaagnende.) Ah! det var en dejlig Steg . . Ej! er det blot saaledes Verden hører Os Jurister til: idrømme? Velkommen hjem, Herr Prokurator! Arbejder Prokuratoren endnu?
Prokuratoren. Jeg seer mig bare ud et Fogderi.
Johannes. Ja kan det lykkes, saa vil jeg tro, at Verden hører Os Jurister til. Men det var da et rart Papiir.
Prokuratoren. Det er Landet, Tosse. Jeg vil forære dig det Kaart.
Johannes. Kan jeg ogsaa stikke mig et lidet Fogderi eller Sorenskriveri ud?
Prokuratoren. Med Tiden, naar du faar Fortjenester, det vil sige bliver Jurist. Verden hører Os Jurister til.
Johannes. (klöende sig bag Öret.) Ja det er sandt og vist i alle Maader, Herr Prokurator, bare den Verden ikke maatte bestaa af bare Landkaart. Man kunde da blive en Gud bare man havde sig en Globus.
Prokuratoren. Det er ogsaa sandt i en anden Mening, min Gut. Kejseren af Rusland besidder allerede en Maane. Hvor seer du ikke Jurister anbragte?
Johannes. Ja, akkurat som Spiger i enhver Væg.
Prokuratoren. Gid de ogsaa sad i Kirkens!
Johannes. Skal det betyde, at de burde være Præster med, saa vilde det blive vakre Prækener til at rejse Haar med, Herr Prokurator; men ogsaa vakker Tiende. Og naar Præster pante, hvorfor skulde da ikke Jurister præke? De og Pokker ikke Præsterne, ere „Verdens Salt, og det saa det svier.
Prokuratoren. (Alvorlig.) Johannes, der er megen Syndighed ved den Svien. Du maa erindre, at jeg snart ikke er mere Prokurator. Kom og vaag over mig inat, og forsøg om du kan huske en eller anden Bøn, om det ikke var andet end Fadervor eller noget Sligt.
Johannes. (Afsides.) Kors! hvad gaar der af Hosbond? Det er ikke Himmerig, men Verden, som hører Juristerne til.
(Prokuratoren tager Lampen; de gaa ind.)
Scene VI.
(Et blaaligt Lys udbreder sig fra Blækhornet. Es wird unheimlich. Pennen letter sig som af en Elektricitet. Dukken nikker og trækker Smilet op mod Örene. Stueuhret aabner sig og viser Gespenstet af en gammel Mand. Flere Gespenster — en Moder med tre embryonsmaa Börn, en lang Mand med en Strikke om Halsen, en gammel Skautkone o. fl. — Alle i Bondedragt, opfylde Værelset, mylrende imellem hinanden.)
Stille Sirris! Ham du kunde
dysse med din Sang iblunde;
Örets Fölgen med din Nynnen
kunde bli’ en Sövns Begynden,
Sjeleduggen med sin Lise
kunde falde med din Vise,
gjöre ham imorgen stærk
til fornyet Syndeværk.
Han maa vaagen om sig vælte
som i kvalfuldt Spigerbelte.
Han til Synder mere mat
blive maa med hver en Nat.
Den Gamle i Stueuhret.
(Langsomt og tungt, efter först at have rallet i Struben eengang, ligesom naar Klokken falder til Slag. Dette gjentages hvergang.)
Klokken slaar tolv!
Gamle Rotte heller gnave!
Væggen knage! Musen pibe!
Dören knirke! Taget stönne!
Puden komme rent aflave!
Dödning ham i Næsen knibe
fire Flekker blaa og grönne,
en for hver af disse Spæde,
som jeg skulde födt med Glæde
af min Sjel og af mit Skjöd,
om jeg ej af Sorg var död,
jaget ved hans Penneströg
ud hvor Sneen vildest fög.
Derfor, mine blinde Rotter,
gnaver, gnaver! Det mig gotter.
Gnaver, at han Sövn ej faar
förend Sol paa Himlen staar!
Den Gamle i Stueuhret.
Klokken slaar Eet!
Klap med Vingen, Hane kjæk!
Hold ham vaagen i sin Skræk!
En, to, tre! som gamle Graver
klapper Graven til, han laver!
Dæmpet, duust, dog höjt nok til
Hjertets Sving i Flugt at sætte,
naar dets haarde Fibrer trætte
næsten vilde slumre ind!
Thi for ham mit Barn nu lider,
bedre vant, saa trange Tider.
Blöden Vugge sov det i,
lærer Gang paa Betlersti.
Sligt maa Faderhjertet under
Mulden vække, hvor han blunder;
Faderliget
vækkes op af Barneskriget.
Den Gamle i Stueuhret.
Klokken slaar To!
Hjælp mig Alle! Vi er mange.
Lad os ned i Graven hale
denne tunge Syndepult!
Deri er det Hele skjult,
som han skal os gjenbetale.
Stakkel! Han kan ikke snakke
for det Snöre i hans Nakke.
Lad du ogsaa Pulten staa:
Djævelen vil engang faa
med sin Dirik aabnet Laasen.
Men om bare jeg kan finde
„Malmros,“ som han tog af Baasen,
var jeg en lyksalig Kvinde.
Den Gamle i Stueuhret.
Klokken slaar Tre!
Det gryr. Afsted!
Vi maa ned, vi maa ned.
Alt tegne sig röde
Skyer i Öst,
nu kaldes de Döde
af Hanens Röst.
Nu lad ham sove
en Timestid
hvis han tör vove
et Marerid!
Hvis han vil svömme
i Svedebad
blandt fæle Drömme
om Dödes Had!
Flyt Alting tilbage
paa samme Sted!
Hans Ro vi kun tage
i Graven med.
(De flytte Möblerne igjen paa deres Plads.)
Opstaaet af Sengen
han intet maa savne
af alt sit Gods;
thi ellers Drengen
faar Prygl for os.
Men vore Navne
med denne Pen,
som vi kjende igjen,
vi ned vil tegne,
da vil han blegne
som Döden hen.
Den Gamle i Stueuhret.
Klokken slaar Fire!
(Hvert Gespenst skriver sit Navn med Troldpennen og forsvinder. Zobolam kommer i Natdragt i Dören med et Lys i Haanden.)
Scene VII.
(Prokuratoren. Siden Johannes.)
Prokuratoren. Johannes, op! Klokken er alt fire.
Johannes. (Udenfor, isövne.) Verden tilhører Os Jurister.
Prokuratoren. Hvor det Dyr kan sove! (seer paa Stueuhret.) Himmel! Klokken er ikke mere end lidt over Eet. Det er voldsomt. Og hvem har været her! (Seer Navnene.) Guds Blod! Johannes! Johannes! (Holder sig vaklende ved Pulten.)
Johannes. (Kommende ind.) Fy hvilken Liiglugt her er!
Prokuratoren. Johannes, hjælp mig ind. (Rystende paa Hovedet.) Nej, det er paatide, paatide . .
Johannes. Ja at sove, Herr Prokurator. Gamle Prokurator Skadeslös plejede altid at sige, at han procederede sig isøvne. Og det kunde han ogsaa gjøre ved Andre.
Prokuratoren. (For sig selv.) Det er paatide, paatide at holde op.
Johannes. Ikke Klokken eet om Natten med at sove. Verden hører Os Jurister til, og Søvn er noget af det Bedste i Verden.
Prokuratoren. (Vaklende ind.) Ak, af det Bedste i Verden har Juristerne lidet.
Scene VIII.
(Samme Værelse, men tomt. Johannes med Tryllepennen og Blækhornet i Haanden. Siden Rabulax.)
Johannes. Jo! Verden maa nok høre Juristerne til, siden Han, efter sligt Liv, kunde komme til slig Ære. Men jeg? Den Luusangel! Alt hvad han gav mig for mit Slid og Slæb Nat og Dag, var en Slags gravitetisk Formaning, den Hykler læste over mig, denne udslidte Pen og dette Blækhorn. Ret nogle herlige Skatte! Den Verden, jeg faar at være Herre over, er nok ingen anden end den jeg saa idrømme fra det høje Bjerg, som, da jeg vaagnede, ikke var andet en Protokollen, jeg havde lagt Hovedet paa. Ikke engang til Kontorist og Inkassator kunde han gjøre mig, saa jeg kunde tjene mig en Gaard i en Snup, og saa gifte mig med Grethe og give Juristernes Verden en Goddag. „Jeg vil skille mig ganske fra det gamle Væsen, min Gut,“ sagde den gudsforgaaene Skurk og trykkede og trykkede paa den nye stive trekantede Hat, som ikke rigtig vilde sidde paa Hovedet, somom han allerede virkelig havde havt Horn derunder. „Brug Pennen godt, saa gjør du din Lykke.“ Og dermed foer han, og med ham mit Haab. Bruge Pennen? Det sagde Skolemesteren ogsaa; men hvad har det ført til? „Bruge Pennen!“ Det burde siges hver Morgen til Departementets Kopiister, skjønt de bare vilde finde det trivielt. Men han vidste s’gu at bruge den. Det var med denne samme Pen, seer jeg, han gjorde alle sine sorte Kunster, som Gud bevare mig fra. Jeg burde altsaa forære den til ham ovenpaa, som skriver i den Konstitutionelle. Den maa være fortræffelig at skrive Løgn med. Men bi lidt! Lad mig se, om den duer til at skrive Sandhed med, naar jeg skriver ham til, at han har opført sig imod mig som en Skurk og som jeg skulde være det taalmodigste Æsel af alle.
(Dypper Pennen i Blækhornet. Rabulax aabenbarer sig som för.)
Rabulax. Herre!
Johannes. (Styrtende paaknæ.) Naade! Naade!
Rabulax. Saa sæt Proppen i. (Johannes gjör det. Rabulax forsvinder og kommer igjen i sin forrige pyntelige Skikkelse.)
Rabulax. Jeg er Juristeriets, ikke Jurisprudentsens, Genius. Nu, gab ikke saa, men brug mig!
Johannes. Oh! Herr Prokuratorens Kollega? Om Forladelse. (Afsides.) Det maa nok være Verdens sande Herre.
Rabulax. Det er ved mig Juristerne blive Verdens Herrer.
Johannes. Ah! Jeg forstaar . . Det var saaledes da . . .
Rabulax. Jeg maa befri dig fra din Frygt. Din forrige Herre var engang i Nød forat blive kneben i en Streg, da hviskede hans Sjel til sig selv: „jeg giver mig Satan ivold, kan jeg bare blive frelst af denne Knibe.“ Og en Pen faldt hvirvlende ned paa Bordet foran ham, og der stod dette Blækhorn, og saa fandt han snart, at de skulde bruges sammen. Min Fødsel og Liv af denne Forbindelse er ikke forunderligere end din egen.
Johannes. Ak, jeg troede det var et Puds af min forrige Herre, og at Du skulde dreje Halsen om paa mig.
Rabulax. Det maatte være for at skrue dig et Hoved højere end du er. Det gjør jeg med de fleste Jurister. Men, skynd dig, har du noget at ønske eller befale, for jeg skal i Retten.
Johannes. Ønske eller befale? Det er en anden Tale end Prokuratorens. Jo, det kunde nok hænde sig.
Rabulax. Der er intet saa umaadeligt, du ikke kan befale mig og erholde; men kun paa en Betingelse: Du maa strax du har fremsat dit Ønske begive dig tilsengs. Det er Natten jeg virker i.
Johannes. Det var ingen svær Kondition. Jeg gjør intet med større Fornøjelse. (Afsides.) Men lad nu se hvad jeg skulde ønske. Et Par Støvler trænger jeg til, Skjorter ogsaa for Kringlekavalerens Skyld, der skifter togange i Ugen og eengang om Ugen da min. Men det er for lidt at forlange nu da Herredømmet over Verden synes at skulle gaa i Opfyldelse. Jeg kunde kanske begynde med at blive Expeditionssekretær, for ikke at være ubeskeden. Og saa imorgen Statsraad, og saa — (Höjt.) Hør! Siden De er saa artig og jeg er et ungt Menneske, som vil frem, saa turde jeg kanske . . .
Rabulax. Tal kun ud. Den Beskedenhed maa Du aflægge, vil du være Jurist.
Johannes. (Afsides.) Nej vist, det passer sig ikke for en af Verdens Herrer. (Höjt.) Turde jeg kanske udbede mig at blive Expeditionssekre . . .
Rabulax. . . . . . tær? Hvorfor ikke? Unge Folk som Du, have, uden Hexekunster, begyndt med at blive Bureauchef. Uniform og alt Tilbehør skal ligge her blot Du opfylder Betingelsen. Og brug saa blot Pennen.
Johannes. Altsaa med Deres Tilladelse. (Griber Pennen. Rabulax forsvinder.) Det var som Pokkeren. Men dog en god Begyndelse. Tjenere ber aldrig falde besværlige, sagde min gamle Herre, naar han ikke vilde have Vidner. Men nu tilsengs, forat han ikke skal have noget at hænge sig paa. Blaa Buxer med Guldrænder er Verdens Herrers Uniform. Bare den nu maatte passe. Og passer den ikke, saa ved Gud en ny fra den nye kjøbenhavnske Skrædder man har opdaget.[2] Verden tilhører ellers nok Os Jurister, men ofte ikke et Par Buxer. Gid ellers enhver Jurist maatte, som jeg nu gjør, sige Godnat til Usselheden.
(Gaar tilsengs. Et Lanternamagicalys udbreder sig paa den modsatte Væg. Först viser sig et Skrædderværksted med ivrigt beskjæftiget Personale; saa en liden Johannes for Spejlet i Expeditionssekretærs-Uniform; saa samme Person i et Gadeperspektiv dernæst gaaende igjennem et Perspektiv af bukkende Kopiister: saa i hans eget Bureau modtagende Referater, og endelig i Statsraadens, hvor han pröver Dennes Hat. Rækken sluttes af et godt Middagsgjæstebud og et diætetisk Kringlebal.)
Scene IX.
Johannes. (Vaagnende. Det er Dag.) — — Tak for Dandsen, min Frøken. (Gnidende Öjnene.) Ah, det er jo sandt, det er jo først iaften. Idag er Visitdagen. Jeg maa klæde mig paa. Kom med Uniformen, Mester Wincke! Og er Skomageren kommen? (Seer sig forbauset om.) Hvad Pokkeren er det? Alt som før. Er det bare saaledes Verden tilhører Os Jurister? Og jeg synes jeg var moderat. Men det maa jeg nok ikke have været til en Begyndelse. Jeg burde begyndt med mindre, og det vil jeg iaften. For Exempel med en Bureauchefspost. Det — og naar det passerer for Andre til en Begyndelse, kan det vel passere for mig med. Jeg vil da tilbringe, som saa mange Exspektanter, Dagen med at spadsere, og naar Aftenen kommer, vil jeg spørge Rabulax alvorlig, om ikke Verden tilhører Os Jurister. (Gaar.)
Scene X.
(Johannes. Rabulax.)
Johannes. Rabulax! Tilhører ikke Verden Os Jurister?
Rabulax. Ingen Jurist idetmindste tvivler derom. Desuden staar det i den Konstitutionelle. Læs! (Rækker Bladet frem.)
Johannes. Men da tvivler just Folk derom. Fy! Det stinker af det Blad. Der maa gives Ting af Svovel og Dyvelsdræk.
Rubulax. Naar jeg ikke har andet at bestille, skriver jeg deri.
Johannes. Gid du vilde sætte der imorgen, at jeg var bleven Bureauchef!
Rabulax. Saa det er dit Ønske. Sov blot paa det, skal du se, at Verden tilhører Os Jurister. (Forsvinder.)
Johannes. Ja Jurister som Du. De komme nok frem. Men Verden hverken bestaar af Ord eller ejes af Ord. Jeg vil derfor haabe, at jeg imorgen vækkes af gratulerende Kopiister.
(Gaar tilsengs. Lignende Lanternamagicascener.)
Scene XI.
Johannes. (Rejsende sig fra Puderne.) — — Tak, mine Herrer! Nej, det er sandt, jeg har været saa fuul at holde mig vaagen den meste Tid forat jeg kunde være sikker paa min Lykke. (Strækker sig.) Nu da! Det er ikke saa nøje med Kontortiden, blot de forbandede Kopiister ikke vare saa tilbøjelige til at kopiere det af. Jeg faar da nok gaa for at give et godt Exempel at kopiere. (Staar op.) Uniformen seer jeg er endnu ikke kommen; men det faar da være for idag. (Gaar.)
Scene XII.
(Johannes. Siden Rabulax.)
Johannes. (Kommende ind.) Skjønt det ikke blev nogen Bureauchef, og man ikke vilde kjendes ved mig dernede, kan det dog ikke være noget Bedrag, for jeg traf den unge Retslærde herovenpaa, som ganske var af samme Mening, at Verdens Herredømme hører Os Jurister til. Ja til ydermere Bestyrkelse beraabte han sig ogsaa paa hvad han selv havde skrevet i Bladet. Og der stod det tydelig. Ja ikke alene det; men at det Herredømme nok vilde vare en god Stund endnu. Jeg vil derfor endnu engang prøve Juristeriets Gejst, som han kalder sig, især siden jeg dog ogsaa kan have godt af at gaa Machineriet, som jeg engang skal styre, noget igjennem. (Dypper Pennen. Rabulaxes Aabenbarelser ske.) Rabulax! Du har prostitueret mig. I hvilket Kontor jeg kom, lo man og forsikrede, at Bureauchefen alt var kommen og at jeg maatte høre til et andet Departement; men saa gik jeg gjennem dem alle. En stivstøvlet gammel Mand med et Ansigt saa smaafuret og alvorligt som en Brøkregning, mødte mig paa Gangen og sagde, at jeg ikke var det første unge Menneske, han havde kjendt, som gik i slige Tanker. Man viste mig tilsidst i Apartementet. Kort: Jeg ønskede, at jeg stod hjemme og træskede. Havde jeg ikke mødt en ung Mand ganske af min Tro med Hensyn til Verden . . . ,
Rabulax. Der kan du se.
Johannes. Ja, i Grunden fik jeg jo kun den Moral, at begynde noget lavere ned. Jeg har derfor fast besluttet at blive Fuldmægtig.
Rabulax. Det lykønsker jeg dig til.
Johannes. Men kunde jeg ikke begynde i min Post i Eftermiddag, saa at ikke Dagen gik saa nederdrægtig tilspilde.
Rabulax. Intet er lettere, blot du vilde tage dig en Middagsluur. (Afsides. I den avancere de fleste Kopiister til Fuldmægtig.
Johannes. Ja vel! Jeg skal kalde paa dig, naar jeg skulde ville faa lidt videre Udsigt over Verden, for et Trins Skyld. Og dersom jeg skulde blive kjed af Regjeringsvejen, kunde jeg kanske begynde i Højesteret? Bare jeg kunde tale lidt bedre for mig.
Rabulax. Det gjør intet nuomstunder. Desuden holdes Veltalenhed af Grød og Øl i højere Priis i vort Klimat end den champagneragtige.
Johannes. Jeg spurgte som et Fæ fra Landet, for hvorledes skulde det være sandt, at Verden tilhører Os Jurister, naar man ikke kunde sige det om Departementerne og Højesteret? (Griber Pennen. Rabulax forsvinder. Strækker sig paa Sengen.) Jeg lægger mig meget vel tilfreds idag efter de grundige Beviser, Avismanden førte for Juristernes Herredømme, skjønt jeg tænkte hos mig selv: gid han vilde benytte det til at kjøbe sig et Par Skjorter og at reparere sine Støvler. Men den fæle Dukke deroppe! Hvor den nikker og griner! Det er nok bedst jeg trækker Dynen over og —
(Snorker efter en kort Pause.)
Hvor herligt han taler
i Höjesteret!
Hans Torden befaler,
hans Stemme, som daler,
opsvulmer medeet
til brusende Floder
af fulde og tryllende
Alting henskyllende
Skjönperioder.
En Cicero drejer
ej slige saa runde.
Saa klang ej Metallet
i Grækenlands Munde.
Hans Stemme er Sejer,
hans Gestus Triumf.
Demosthenes’ Ære
var ikke fortjent.
Hihi!
Han snorker ej mere.
Hans Tale er endt,
hans Torden forbi.
(Johannes vender Ansigtet til isövne.)
I Smilet sig lister
Fuldmægtigen nu,
ærgjærrig i Hu,
som alle Jurister,
saa smaat til Minister.
Nu maa du ej sove
paa din Taburet,
men styre og vove,
selv uden Budget.
Den Ting er undværlig
for Kraft og Geni.
Hihi!
Den Luur var nok herlig;
nu er den forbi.
Johannes. (Vaagnende.) Nu, det er skam allerede mørkt, og for seent at gaa i Departementet for En der vil frem tidligt. Med al min Lykke kan jeg just ikke sige jeg er heldig. Imidlertid maa jeg dog indrømme, at Sol, Nat og Dag ere tre Ting, som ikke høre under Juristernes Herredømme. Men de høre ikke anderledes til Verden end det omskyllende Vand kan siges at tilhøre et Land; denne tilhører ellers Os Jurister — om ikke som Ejendom den hele, saa dog som Skifteforvaltere, og det er saagodt som Ejendom og lidt til. Men jeg veed ikke hvordan det er med mig; jeg synes baade at jeg er Højesteretsadvokat, Kongelig Fuldmægtig og Underlensmand Johannes Carlsen. Ja det Sidste vinder endog meer og meer i Klarhed, jo meer jeg klør mig i Hovedet. Men derom vil jeg faa Vished hos en af mine Kolleger. Derfor — (Staar op.) Skulde Aanden have bedraget mig, og en Fuldmægtigpost endnu være formeget for en af Verdens Herrer? Det Sidste vilde være en højst taabelig Modsigelse. Men alligevel — (Det banker.) Nu skal man se Gjendrivelsen kommer i gratulerende Kopiister. Kom ind! (Tænder Lys.)
Scene XIII.
(Johannes. Brödrene Nils og Erik.)
Johannes. Ej, er det jer, Godtfolk? Saa I endnu hænge ved?
Nils. Saavidt. Vi ere inde med Grethe, som skal besøge sin Moster.
Erik. Jamen skal vi saa.
Johannes. Ej, Grethe? Imorgen skal hun faa se mig ligesaa gill som Fogden.
Nils. Gud velsigne den snille Mand!
Johannes. Sige I saa nu?
Erik. Jamen sige vi saa. Grummere Mand har vi aldrig havt.
Nils. Nej han er rigtig velsignet.
Johannes. (Afsides.) Hvor kan jeg nu tvivle? Hvad der er passeret med mig er Smaating mod dette. Eller ogsaa ere Bønderne tagne endnu finere ved Næsen, som næsten er det Eneste, han har ladet dem beholde. Men Grethe? Det løber mig i Hovedet. Jeg maa flux til Skrædder Wincke forat jeg imorgen kan lade mig se for hende. (Aabner Dören for Bönderne.) Godnat, Godtfolk! Godnat! (Bönderne gaa.) Men Penge til Skrædderen? Ej! Verden hører jo Os Jurister til. (Gaar.)
Popularitet ?
En Styver brugt i rette Tid,
et Haandtryk og Goddag,
„Lev vel min Ven!“ med Mine blid
— det er den hele Sag.
Retskaffen Mand
for den sin Livstid trælle kan.
Men vær en Skurk i femti Aar
og skikkelig i et,
en Maaned, Uge, i et Dögn,
da sværge Alle hint er Lögn.
Ad denne Gjenvej Nok du faar
af Popularitet.
Scene XIV.
(Johannes. Siden Rabulax.)
Johannes. (Kommende ind.) Ogsaa dengang gik ikke Forjettelsen i Opfyldelse. Og rundtomkring seer jeg dog, at den gjør. Overalt dominere Juristerne og skifte Herredømmet over Verden imellem sig; men jeg? Nu! Endnu engang vil jeg nedstemme mine Fordringer, men saa skal ogsaa den underfundige Aand faa høre Sandheden. (Dypper Tryllepennen haardt i Blækhornet. Ingen Aabenbarelse fölger.) Hvad er det? Ah! der er neppe en Draabe igjen i Hornet. Nu eller aldrig da, siden det ventelig er sidste Gang, hvis jeg bare kan opfange en Draabe. (Dypper. Aabenbarelsen skeer.) Rabulax! (Afsides.) Nej, jeg tør ikke skjende. (Höjt.) Rabulax! Jeg har været for overspændt i mine Fordringer . .
Rabulax. Verdens Herredømme . .
Johannes. Jaja! Lad det nu indskrænke sig til en Kopiistkrak.
Rabulax. Netop dets rette Throne. Derifra har man de videste Udsigter, og derifra gaa de fleste Verdens Herrer ud.
Johannes. Det kan ikke være større Skam for mig som en af disse end for store Kejsere, der begynde for et Syns Skyld som Gemene.
Rabulax. Ingenlunde. Husk blot, at Viisdommen sad ogsaa paa en Krak, men paa en Trebeens; lad ikke Daarskaben sidde paa en paa fire. Jeg giver dig dette Raad, fordi det er sidste Gang jeg kan tjene dig i Gestalt, men ikke i Aand. I Aand vil jeg altid leve og virke for Juristerne. Men dette Horn er udtørret, kun Pennens egen Kraft er dig gjenlevnet. Brug den, og du kan endnu blive en af Verdens Herrer. (Gaar.)
Johannes. Det „Farvel“ var min Lykkes, om jeg ikke passer at gjøre som han sagde. Derfor „Godnat“ til Svar! (Tilsengs.)
Forventningen stedse
isammen maa trække de straalende Kredse,
som Grændse ej kjendte.
Tilsidst i et Blækhorns piinagtige Hul
de trænge sig sammen de Zoner af Guld,
som Verden omspændte;
og Haabets Kondorvinge bliver en Pen,
og Verden, den maallöse Ejendomsmark,
isammen sig krympende, blir,
med Tugt og Respekt, kun et blegnende Ark
ubeskrevet Papiir.
Det gaar med de Fleste, som her med vor Ven,
hvem Skjebnen er bister,
at, skabt til Minister,
den flyvende Aand, som mod Höjderne drister,
maa dale paa Krakken imellem Kopiister.
Scene XV.
(Samme Scene. Johannes. Siden Rabulax og Grethe.)
Johannes. Oprørende! Ikke engang Kopiist! Og dog føler jeg dybere end nogensinde Sandheden af at Verden hører Os Jurister til. Vi ere dens legitime Herrer, siger Skribenten her ovenpaa. Og det maa nok ogsaa saa være, omtrent som Frankrig hører Henrik Vte til. Mod denne store Sandhed betyder naturligviis min Skjæbne intet; thi jeg er, som man bemærkede nede i Departementet, en Bondeknold og ikke Fars Søn. (Dukken nikker.) Se, nu nikker det ondskabsfulde Dyr igjen. Men paa dig kan jeg dog hevne mig, og det skal jeg. (Slaar Dukken istykker. En Rotte löber ud af den.) Ej, en Rottesjel i et Kalkhjerte! Upaatvivlelig ogsaa en af Juristeriets Geniusser. Men skulde der endnu ikke være en Draabe, en eneste, i mit Horn, som skulde kunne hidtrylle dets store og mægtige Gejst? Han kunde maaske endnu . . . (Dypper Pennen flere Gange i Hornet. Endelig kommer Rabulax.)
Rabulax. Skynd dig!
Johannes. Rabulax! Jeg er mismodig som en Nittemand i Lotteriet.
Rabulax. Gives der da ingen store Gevinster? Se dig om!
Johannes. Jo det er sandt. Forjettelsen om Verdens Herredømme er intet Blændværk, men —
Rabulax. Tænk paa det „Men“ med en lang Streg efter. Den Streg er en af Livets Styrepinder. Hold i den, da jeg nu for stedse maa forlade dig. Thi din forrige Herre er bleven kjed af at være Æresmand, siden han var mere vant til Kontanter end til Velsignelser, og har bedet mig for gammelt Venskabs Skyld af og til at se til ham. Farvel! Han hører mig til. (Forsvinder.)
Johannes. Og jeg — jeg vil høre Grethe til. Væk med det fæle Blækhorn, mine Forventningers Grav! Pennen, der er saa dygtig til at skrive Løgne med, vil jeg forære Skribenten i Bladet, og med en anden uskyldig Pen vil jeg skrive et Kjærlighedsbrev til Grethe.
(Skriver. Grethe lister sig ind og læser, böjet over ham, hvad han skriver.)
Grethe. Men min Gud! Der begynder du jo atter med det Gamle: „Verden hører Os Jurister til . . .“
Johannes. (Springende op.) . . . „Indbildningen“ staar der, Grethe — min Verden! (De omfavnes.)