«Den første Gang,» Prolog til Kampbellerne
”Den første Gang.”
(Prolog til Syngestykket „Campbellerne“.)
„— — For første Gang, for første Gang“
Det giver mangen Smaating Rang.
Den varer kort, – kun i Sekunden.
Den er forbi, naar den er runden.
Det giver mangen Smaating Rang.
Den varer kort, – kun i Sekunden.
Den er forbi, naar den er runden.
Selv Græsset har en saadan Fest,
da regnes unge Foraar bedst,
naar første Grønne Mulden bryder,
og Qvisten Hjertebladet skyder.
da regnes unge Foraar bedst,
naar første Grønne Mulden bryder,
og Qvisten Hjertebladet skyder.
Metallet fik sin egen Klang
af som det lød den første Gang,
Alfen hamred ind i Stenen
Sølvdruserne og Kobbergrenen.
af som det lød den første Gang,
Alfen hamred ind i Stenen
Sølvdruserne og Kobbergrenen.
Hvis der var Sjel i Rosen, den
sig ønsked’, den var Knop igjen,
just i den Stund dens Purpur tændes.
Den døer, fordi det ei kan hændes.
sig ønsked’, den var Knop igjen,
just i den Stund dens Purpur tændes.
Den døer, fordi det ei kan hændes.
Saa mild er Gud, at Alt, hvor smaat,
en „første Gangs“ Triumf har faa’t.
I den Sekund det Døde lever,
og Livet sig til Himlen hæver.
en „første Gangs“ Triumf har faa’t.
I den Sekund det Døde lever,
og Livet sig til Himlen hæver.
Hvor Øxen gjor i Skoven Dag,
Han spreder Engens Regnbuflag;
men bandet Ørken der Han sænker,
hvor Spirens „første Gang“ man krænker.
Han spreder Engens Regnbuflag;
men bandet Ørken der Han sænker,
hvor Spirens „første Gang“ man krænker.
See, Havet ligger strakt og stilt.
Nu ud har alle Bølger hvilt.
Da svulmer En af egne Kræfter,
og ruller væk; de Andre efter.
Det er dens „første Gang.“ Deri
jo synes Geist og Vilie fri,
somom et Hjerte banked’ inden
den lille Høi, der gaaer for Vinden?
Det er dens „forste Gang.“ Deri
er alt dens Liv; — med den forbi.
Om et Sekund, hvor høit end stegen,
den døer i vilieløs Bevægen.
Nu ud har alle Bølger hvilt.
Da svulmer En af egne Kræfter,
og ruller væk; de Andre efter.
Det er dens „første Gang.“ Deri
jo synes Geist og Vilie fri,
somom et Hjerte banked’ inden
den lille Høi, der gaaer for Vinden?
Det er dens „forste Gang.“ Deri
er alt dens Liv; — med den forbi.
Om et Sekund, hvor høit end stegen,
den døer i vilieløs Bevægen.
Hvor ligger Marken graa og ry:
af Muld et Mulm, af Leer en Sky!
Medeet af Løvetand den spredes,
den Urt, der groer, jo meer den trædes.
Da hvidligt Skud af Mulden sprang,
var kjække Plantes „første Gang.“
Deri var Seier, deri Vaaren.
I Skuddet er dens Krøne baaren.
Mei den! Arværdig Fnok blæs fra!
(Sic transit mundi gloria)
Dens bedste Liv var i Sekunden,
da første Gang den brød fra Grunden.
af Muld et Mulm, af Leer en Sky!
Medeet af Løvetand den spredes,
den Urt, der groer, jo meer den trædes.
Da hvidligt Skud af Mulden sprang,
var kjække Plantes „første Gang.“
Deri var Seier, deri Vaaren.
I Skuddet er dens Krøne baaren.
Mei den! Arværdig Fnok blæs fra!
(Sic transit mundi gloria)
Dens bedste Liv var i Sekunden,
da første Gang den brød fra Grunden.
Fra Tind til Tind hvor dyb en Dal!
en bundløs Stormenes Kanal.
Hist skriger Ørnen, graa af Alder:
Sin Unge den didover kalder.
Dernede . . o hvor dybt! see Alt
forgaaer, med Taage overmalt.
Kun som en Bændel Fossen hænger;
men halvveis op ei Drønet trænger.
Dog flyver Ungen. Det er Flugt!
Thi første Gang blev Modet brugt,
og alt dens Hjerteblod udsilrer
til yderste af Vingens Spilrer.
Men siden gaaer det af sig selv
paa spændte Fjer som Baad i Elv.
Den rolig seile kan om Kloden
som dreven frem af Ætherfloden.
Den første Flugt, skjøndt mindre høi,
var herligst bog; thi selv han fløi:
Det kunde svigte; men fra denne
han først, at han er Ørn, kan kjende.
en bundløs Stormenes Kanal.
Hist skriger Ørnen, graa af Alder:
Sin Unge den didover kalder.
Dernede . . o hvor dybt! see Alt
forgaaer, med Taage overmalt.
Kun som en Bændel Fossen hænger;
men halvveis op ei Drønet trænger.
Dog flyver Ungen. Det er Flugt!
Thi første Gang blev Modet brugt,
og alt dens Hjerteblod udsilrer
til yderste af Vingens Spilrer.
Men siden gaaer det af sig selv
paa spændte Fjer som Baad i Elv.
Den rolig seile kan om Kloden
som dreven frem af Ætherfloden.
Den første Flugt, skjøndt mindre høi,
var herligst bog; thi selv han fløi:
Det kunde svigte; men fra denne
han først, at han er Ørn, kan kjende.
Hvi klager Elskeren i Sang?
Er Ømhed død med „første Gang?“
Sølvbryllupsgubbes Blik sig tænde,
naar tænkt er første Kys fra Hende.
Hvi Maleren fordybet i
sin Ungdoms første Kulcroquis?
Den gjemmer han, og Taaren furer
sig ned iblandt de raae Konturer.
Hvi er det Seierherren pleier,
at nævne helst sin første Seier?
Og Admiralen gjemmer Baaden,
naar han forlængst forladt har Flaaden.
I Heltekongens Thronsal see
hængt høiest guldløs Portd’epée!
Han høiere ei Sceptret feired:
den bar han første Gang han seired.
Er Ømhed død med „første Gang?“
Sølvbryllupsgubbes Blik sig tænde,
naar tænkt er første Kys fra Hende.
Hvi Maleren fordybet i
sin Ungdoms første Kulcroquis?
Den gjemmer han, og Taaren furer
sig ned iblandt de raae Konturer.
Hvi er det Seierherren pleier,
at nævne helst sin første Seier?
Og Admiralen gjemmer Baaden,
naar han forlængst forladt har Flaaden.
I Heltekongens Thronsal see
hængt høiest guldløs Portd’epée!
Han høiere ei Sceptret feired:
den bar han første Gang han seired.
O, Livet er ei mere grumt
mod Aander end mod Dødt og Stumt.
Som Rosens Drømmen om sin Knop,
som Ørnens første Flyven op,
som Vaarens første Kimen frem,
den første Gang og tryller dem.
Den første Gang, de Storhed viste,
den vil Erindringen ei miste,
selv ikke for den Storhed, som
af „første Gangens“ Ringhed kom.
Det er somom de Stolte kjende
sin Høiheds Morgengry i denne.
Men, at de have den saa kjær,
just deres Storheds Uskyld er.
At Evighedens Arving vendt
har ømmest Blik mod det Moment,
hvor han begyndte at begynde,
o, det er Aanders Høiheds Ynde.
mod Aander end mod Dødt og Stumt.
Som Rosens Drømmen om sin Knop,
som Ørnens første Flyven op,
som Vaarens første Kimen frem,
den første Gang og tryller dem.
Den første Gang, de Storhed viste,
den vil Erindringen ei miste,
selv ikke for den Storhed, som
af „første Gangens“ Ringhed kom.
Det er somom de Stolte kjende
sin Høiheds Morgengry i denne.
Men, at de have den saa kjær,
just deres Storheds Uskyld er.
At Evighedens Arving vendt
har ømmest Blik mod det Moment,
hvor han begyndte at begynde,
o, det er Aanders Høiheds Ynde.
Den Ømhed for den „første Gang“
gav Haabet fremfor Tingen Rang.
Den lægger Styrken i dets Vinge
og Flammer i dets Ørnebringe.
gav Haabet fremfor Tingen Rang.
Den lægger Styrken i dets Vinge
og Flammer i dets Ørnebringe.
Flyv da mit Haab, skjøndt mindre du
er end den Gjenstand i dit Hu:
Fra Fædrelandet vil du prøve
et Smiil i Flugten jo at røve?
Dog flyve du! og sænk dig ned
imellem Landsmænds Kjærlighed!
Den er for mild til Knop at bryde,
som skulde „første Gangen“ skyde.
Den Fuglens Øie har fra Tinden
for Ungen svigtende i Vinden,
naar første Gang den Prøven vover,
hvor bred den Afgrund dog er over.
er end den Gjenstand i dit Hu:
Fra Fædrelandet vil du prøve
et Smiil i Flugten jo at røve?
Dog flyve du! og sænk dig ned
imellem Landsmænds Kjærlighed!
Den er for mild til Knop at bryde,
som skulde „første Gangen“ skyde.
Den Fuglens Øie har fra Tinden
for Ungen svigtende i Vinden,
naar første Gang den Prøven vover,
hvor bred den Afgrund dog er over.
En Søn blandt dine, elskte Land,
sin „første Gang“ med Haab seer an:
Han vil i Aften jo forsøge
din Godhed og sin Gjeld at øge?
sin „første Gang“ med Haab seer an:
Han vil i Aften jo forsøge
din Godhed og sin Gjeld at øge?
Han byder dig et Billed af
en sønlig Dyd, du Hjemsted gav
en Times Lyst — hvor lidet givet
er det for Friheden og Livet.
en sønlig Dyd, du Hjemsted gav
en Times Lyst — hvor lidet givet
er det for Friheden og Livet.