Vestlandsreise
Forrige gang jeg landet ved Gulsvik for at naa Bergen — det er nu en liden menneskealder siden — tog landeveien imod den reisende og maatte opvandres i hele sin taalmodige længde af den, som af iøinefaldende grunde ikke ønsket skyds. Hvad der dengang rørte mig dybt og nær forspildte min reise var hallingdølernes gjæstfrihed og mennesketillid. Paa den første gaard jeg overnattet i Flaa, hændte det sig, at folkene skulde til sæters tidlig den næste dag. Men de viste mig om kvælden, hvor jeg kunde finde mad og drikke, og de opfordret mig kraftig til at leve vel og stanse saa længe jeg lystet. Jeg takket og gik til ro. Den næste morgen, da jeg stod op, var gaarden som uddød, og husene stod søndagsstille efterladt om det sommergrønne tun. Jeg gik til skaalen efter ved og gjorde op varme og kokte kaffe. Men gav mig liden tid, for jeg var fuld af lyst paa vandring — jeg agtet mig høit op i Gol inden kvæld. Da jeg havde raket gløerne fra hverandre, og medens jeg ventet paa, at gruen skulde svales, tog jeg huset i øiesyn. Alt var aabent og ulaast i stuer og stabur. Og hvad der med engang vakte min betænkelighed og omsorg var et skab med gammelt vakkert sølv, støp og tunge skeer. Sæt nu, tænkte jeg, at der kommer en omstreifer og forsyner sig fordomsfrit af al denne naive velstand. Jeg vilde aldrig kunne overleve det. Disse gode menneskers adelige tillidsfuldhed maatte ikke udsættes for nogen skuffelse. Jeg fik heller blive over en dag og passe huset . . . Timerne krøb langsomt hen, jeg fordrev enkelte af dem ved udendørs arbeide — hugget ved og prøvet forgjæves at lappe en raadden grind. Andre tilbragte jeg i den store lave stue, hvor et ældgammelt slagværk pirket i tiden med mødige visere. Men den dagen gik . . .
Den næste blev længere. Der stod en rok henne ved et vindu, en rigtig vindskibelig gammel konerok, og i en krok laa de pølserunde, men aandelette uldtuller finkardet. Om jeg forsøgte at spinde! Jeg begyndte at traa rokken, men husket i tide paa Sardanapals advarende exempel.
Over middag gav jeg mig til at læse i Bibelen. Jeg begyndte paa første side i første Mosebok, og den dag indhentet jeg Josva. Da jeg lagde mig om kvælden var jeg alt begyndt at gjøre mig forligt med den tanke, at folkene maaske ikke kom og befride mig, før jeg sad opover ørene i Johannes aabenbaring — —. Den næste dag var lodderne rundet ned og slaguret sovnet fra sit oldingagtige tidsfordriv. Jeg satte glasdøren til talskiven paa vid væg som en invitation til edderkoppene om at spinde kingler mellem viserne. Den dag ringlet ingen fredelig blaa røg op fra skorstenen paa den gaards ildhus. Jeg ernæret mig af levse og spegekjød og drak af selvopgivelse ublandet vand. Mellem maaltiderne arbeidet jeg tungt med Dommernes bok.
Næste dag indtraadte der en forbedring i mine kaar: der viste sig en kat. Jeg stod netop ude i den vantrivelige bondehave og beskar døde grene paa et sygt moreltræ, da til min usigelige glæde stilhedens, velværets, eftertankens hellige dyr indfandt sig, blidelig stemt, paa myg taa, med halen ret tilveirs som et venlig overrasket udraabstegn over sin prik! — Pus, sagde jeg. Pus! med al den ømhed i stemmen, der skal til for at bedaare en vild fremmed kat. Hun saa paa mig med et blik, som i middagens solskin saavidt fik klemt sig ud gjennem pupillernes linjetynde revne og altsaa godt kunde komme fra et falsk hjærte. Men derpaa strøg hun sig mod mit ben, og inden aften laa hun og mol i mit fang og fik mig til at forsømme min bibellæsning. Jeg følte mig ikke længer som en stundesløs indespærret i et Tidemansk interiør, jeg gav mig hen i robinsonaden og kaldte katten Fredag. Og omsider den syvende dag kom ogsaa folkene, og jeg takket for mig og optog igjen min lidt afbrudte vandring. Siden har jeg ikke nydt hallingdalsk gjæstfrihed, men alt dette tjener bare til at anskueliggjøre den store forskjel mellem reiselivet i dalen før og nu.
Nu altsaa staar toget og venter en paa Gulsvik station, og i samme øieblik det med et forfærdelig ryk slider sig løs, forkyndes der, at middagen er serveret. Vort selskab hører til den første misundelsesværdige bordsætning, og medens jeg sidder der og balancerer suppen og glasset og gjennem det brede klare vindu har øie for Hallingdalens ensformige skjønhed, rører det mig ikke som det kanske burde, at denne spisevogn egentlig ruller hen over radikaleren Abrahamsens hjærte. Den gamle gaard i Flaa, hvor jeg fordum for eneste gang i mit liv passet paa sølv, faar jeg et glimt af. Mon deres gjæstfrihed og tillid er den samme! Mon de ikke alt bittert har erfaret fordelene ved laaste døre, nu selve dalen har faaet en aaben dør ud til verden og alt dens væsen! Dette stadig gjenkommende syn af en hel husvogn stuvende fuld af mennesker, der uafladeligen spiser og drikker som til gjæstebud, denne daglige europæiske gjennemtræk maa vel gjøre et overvældende indtryk ialfald paa de unges sind og vække urimelige og vinkende forestillinger om herligheden i de store byer og de fremmede lande. Det er kanske noget sligt Abrahamsen har frygtet, da han vilde forbyde spisevognen. Abrahamsen har betragtet spisevognen som symbolet paa civilisationens fordærvelse. Abrahamsen har i fantasien udmalt sig vilde internationale orgier med spisevognen som skueplads, og Abrahamsen har villet skaane dalen for dette syn. Bergensbanen fik heller som turistbane rulle pokker ivold med et dusin haardføre og til forsagelser vante reisende og med alle de millioner, den har kostet. Jeg har alligevel ikke det ringeste andet at indvende mod Abrahamsen end at han er handelsminister. Og derfor ringer navnet i mine ører hele dalen opover, stampende skanderet af stødbolter og klaffer under den seierrige spisevogn.
Og det er ganske besynderlig: det samme hænder os alle. Der findes saa mange af Abrahamsens art og kald, vi helst ikke gidder tænke paa; de fængsler os hverken ved hvad de gjør eller siger. De er slet ikke mærkelige eller fremskudte af naturen. Men de minder os ihærdig om sin existens; de surrer etsteds uafladelig indenfor vort bevidsthedsomraade, indtil de omsider pludselig forstummer og det bliver velgjørende stille efter dem. Da har de endelig faaet anbragt sig i en passende hvilestilling — — Nu begynder toget for alvor at stige. Vi er forbi den sidste station i østlandsbygden, over skogene og oppe i smaabjærkenes region — det bærer indover Ustedalen, vi har alt passeret den første sneforbygning. Det store vand tilvenstre — det er vel Ustavand — ligger mørkt og foruroliget under de flagrende kast af vinter fra Hallingskarvet. Vi ruller ind i den store norske ørken.
Finse har en storartet beliggenhed: ved bredden af en isflade, som i aarets varmeste maaned forvandler sig til et graat vand, med graa nuter trindt omkring og Hardangerjøkelens blaagrønne brudte isvægge og mægtige sneryg opskudt hinsides vandet. Man tror sig hensat til et nybygge i Klondyke eller Østsibirien. Her gror naturligvis ikke en busk, end ikke en dværgbjerk, men paa bordet i fjeldstuens venlige spisesal kan man gjøre studier i den alpine flora: der findes bergfruer, isranunkler og reinblom, men udendørs formoder jeg selv disse haardføre planter frister et kummerlig liv. Selve dyrelivet er armt. Intet sagn om fuglekvidder. En sjelden gang en gammel ravn, men en mængde lemæn.
Jeg har bestandig hørt disse dyr berømmes som paradigmer paa det koleriske temperament, og jeg benytter mit høifjeldsophold til at experimentere med deres uimodtagelighed for uskyldig spøg. Dette er vistnok en spinkel sidegren af naturvidenskaben, men den er hidtil ganske sørgelig forsømt. Det har nylig lykkes mig at fremkalde en agtet samtidigs raseri ved nogen letsindige ytringer om Darwin og den meget brugbare religion, der bærer hans navn; men nu var det første gang, jeg skulde sætte mig i forbindelse med skabninger, som har ord for at være rene specialister i indignation.
Det første exemplar af lemænslægten, jeg paatraf, bekræftet mine formodninger og den almindelige opinion om racen. Det ventet ikke til jeg forsigtig, forsigtig pirket i den sorte og gulflammede pels med kjæppen. Det gav sit mishag luft uden foranledning, ja hele den lille opbragte dukkemuffe gnistret i en elektrisk udladning af sinne og formelig svulmet op til et nyt volumen af modstandskraft. De to gnagetænder gliste af morderisk vellyst ved tanken paa mine skosnuder. Dyret strittet af indsigelser og udstødte skingrende hvin: det saa et øieblik ud som om det vilde slaa til. Det raabte endog paa sin kone og tog hende til vidne paa, at jeg øieblikkelig skulde udkastes. Mindre kunde ikke gjøre det. Jeg har aldrig i mit liv traadt saa forkjert op i en idyl! — — Men det er alligevel en overdrivelse, at lemænet sprækker af berettiget harme. Det faar muligens en indre skade, og det er tænkelig, at ældre lemæn med anlæg til aareforkalkning kan rammes af hjærneslag, hvis de irriteres: man kan aldrig vide det, man kan aldrig være forsigtig nok.
Det er klarveir idag, og det snor fra bræen. Jeg er kommet høit op i uren og foran mig, bag mig, breder sig videnom det døde rige, men under mig i dalen ligger Finse nybygge og banelegemet, beskyttet af dobbelte rækker sneskjærme. Jeg vil ikke vandre længere indover fjeldet end jeg har dette sikre øienhold i civilisationens forpost. Denne natur er ganske vist ophøiet og overvældende, men mit øie er sundt enig med bondens derom, at den er styg. Al denne graasteinsherlighed gjør sindet sultent paa nærende indtryk. Naar man ikke engang kjender navnene paa nogen af disse nuter, er de ligesaa interesseløse som de ubeskrevne gravmonumenter i et udsalg. Desuden henvender de sig bare til den næsviseste menneskelige egenskab: ærgjerrigheden. Man maa endelig have været paa toppen af den høieste og kunne fortælle det, hæsblæsende af bedriften og biomstændighederne, for at føle betydeligheden af sit jeg. I denne forbindelse vil jeg ikke engang tale om et saa kompromitteret punkt af kloden som Nordpolen — —
Fra min første allerede noksom omtalte reise vestover har jeg en liden erindring: Det var ikke saa langt her fra Finse — indover mod Laaghellerhøgderne. Det var i skumringen, og det regnet, regnet. Det regnet. Jeg havde sat mig paa en sten og lod det regne. Da blev jeg var en underlig lang og lidt skjæv skikkelse, som sindig, men uden tøven og vankelmod nærmet sig. Jeg saa den som gjennem strengene paa en utænkelig tætstrenget harpe. Det var en mandsperson, og han begav sig forbi mig, og jeg havde hans udseende paa mindre end to skridts afstand. Han var sortklædt og langskjødet, ualmindelig sortklædt og langskjødet, og idet han pludselig vendte hovedet, saa jeg, at han manglede ansigt: det var udvisket af et uransagelig smil, der svævet blaalig og ensomt i regnskodden som fosforglorien om en bedærvet sild. Han holdt paraplyen — thi han anvendte tillige paraply — høit hævet over en høi floshat, og jeg hørte tydelig, hvordan vandet sutret i hans galoger; han var intet optisk bedrag av gjennemsnittet. Han saa ud som en opbyggelse, der var gaaet i sig selv og klabbet sammen til en eneste skikkelse af fugt og mugg, og — netop fordi han indfandt sig saa over al beskrivelse paatværs af al rimelighed, uventet som et meteor, men baade kisteklædt og kortskallet, og fordi han ikke lod sig mærke med naturen og naturen heller ikke lod til at kjende ham, saa forstod jeg med en gang, at det var selve vestlandsfanden.
— Aha, tænkte jeg. Paa veien til Storthinget!
Jeg er ikke allerværst overtroisk. Men det krøb mig dog lidt koldt nedover ryggen, hvadenten det nu kom sig af regnet eller af ham. Desuden er det akkurat det samme om fanden er til eller ei; men tænk , paa, hvad han repræsenterer! En magt, der sindig og sikkert som en sott erobrer os, trænger afveien vort sprog, formen for vort livsmod, nedhysser vor latter, stempler os som fremmede i vort eget land, omringer os med love, lugter paa vore glas, kommer vore letsindigheder i hu og regner paa indtægten af vore overtrædelser!
I eventyret kommer en fattigmand og ber gutten om en skilling i Guds navn. Og for hver skilling, han tigger sig til, indfinder han sig paany, større og styggere og graadigere. Og enden paa eventyret er den, at hvert af hans egne, men ingenlunde nogen af guttens ønsker gaar i opfyldelse. Lad os alligevel gjøre som gutten: laate vor laat og lege med strengene til vi sidder for opgangen til galgen. Om sider blir der kanske dans i landet.
Jeg stiger ned fra høiden, som stemmer til alvor og forkyndelse og reiser videre vestover med Europatoget. Det er fuldt i korridorerne, folk trænger sig om vinduerne, det vrimler med ord af de store lyse sprog: passiar, beundringsudbrud over udsigterne, som uafladelig afklippes af en overbygning eller en tunnel. Det skifter med blændende soldag og mat lampeskin. Vi larmer gjennem Reinungatunnel, gjennem Geithammertunnel, og uforvarende tilhøire aabner sig Flaamsdalens vilde kløft.
Jeg vilde ogsaa gjerne skrive noget til Flaamsdalens pris. Jeg beundrer vore fremmede medreisendes lynskyts med enthusiasme. De overdængte dalen med projektiler af anerkjendelse og strømmet i næste øieblik med tomme superlativ-hylser ud paa Myrdal station.
Flaamsdalen vil ganske sikkert om kort tid være europæisk berømt. Man vil kunne kjøbe fotografier af den paa Boulevard des Italiens og i Piccadilly. Konkurrerende dalstrøg i ind- og udland vil synke hen i berettiget glemsel og forekomme sig selv banale i sammenligning med denne nyopdukkede naturskjønhed.
Jeg gik en kvæld paa denne samme reise fra Fretheim i bunden af Aurlandsfjord en halv mils vei op gjennem dalen. Det var graaveir, men i Flaamsdalen saa det ud som om solen aldrig havde skinnet. Det var som om dalen havde gravet sig for dybt ned i sin sorte fortvilelse mellem de overmodige berg. Og elven hastet gjennem trængslerne ud af den — bare ud af den — —
Paa Myrdal var der kommet en gammel herre ind i vor kupé. Der var intet andet mærkværdig ved ham end at han ængstelig forsigtig holdt en liden rødlakeret, lukket og forseglet bøtte mellem begge sine hænder. Han var nødt til at skille sig ved den det øieblik konduktøren kontrollerede hans billet, men det saa ud til at volde ham pine. Med engang vi forsvandt i Gravehalstunnelen og det døsige lampeskin for længe, længe afløste dagen, tiltog hans ængstelse for den dyrebare gjenstand paatagelig: han klemte den ind til sit bryst og skjærmet den med armene.
Det lod til at være en italiensk lærd; lærd fordi hans briller og forskende blik røbet ham og italiener, fordi han ikke ganske havde undladt at glemme at ordne dragten. I løbet af tausheden havde jeg rent tilfældig taget op min store blanke tollekniv for at spidse blyanten og samtidig henvendt et par høflige ord til ham om at chiudere la finestrina . . . med en, som jeg syntes, fin hentydning til hans distræ knap. Han stirred paa tollekniven som paa et frækt mordvaaben, han blev graa i ansigtet af panik ved at høre sit sprog: han ansaa mig aabenbart for en sort haand, og han klemte den lille røde bøtte ind til sig som om han forudsaa et øieblikkelig attentat. Saa reiste han sig og vaklet ud af kupeen — vi fik det allesammen rummeligere.
En læge i kupéen fortæller mig, at den lille dyrebare bøtte ikke indeholder diamanter, men leprakulturer. Han havde altsaa bare behøvet at aabne den for at kunne vansire og uskadeliggjøre en hel Camorra, en hel Mafia, end sige det harmløse menneskeindhold i en norsk jernbanekupe! Der var fuldmoden spedalskhed i overflod for os alle. Og han, denne lærde, en Napoleon i spidsen for armeer af baciller, blev bange ved synet af en tollekniv og ved lyden af si-sproget i et fremmed land. For det var vel ikke paa den fornærmede knaps vegne han forlod os?
Vi er ude af tunnelen og det bærer af sig selv udover, vestover!
Bergensbanen!
I dette store land, saa fattigslig udstyret med mindesmærker om et folks tusindaarige liv; hvor saa lidet blev bygget; hvor historien mangler billedstoffet, og den haarde, almægtige natur, uvidende om menneskeslægterne neppe bærer andre spor efter deres gjerning end spredte lyse rydninger og veibaandene mellem dem — — her har vor egen tid reist et monument, vor egen slægt, nutidsfolket aabenbaret sin magt, sin energi, sin fremfærd, sin enhed. Høifjeldsbanen er vort nationale storværk, dobbelt stolt, fordi det er udført af en saa faamændt nation; vi kan vise den frem som landets enestaaende seværdighed — hver bro, hver sneforbygning, hver tunnel er mærkværdigere end alle vore haugudgravede skuderester tilhobe.
Høifjeldet er overvundet. Dette ildesindede øde, hvis bræer haaner solen og hvis sommer er en liden lys og forvirret vaar, efterstræbt af den vinter, som gik, og truet af den forrygende næste — denne mandvonde natur mødte endelig for første gang mands vilje. Og maatte give sig. Men samlet sig igjen til trodsig modstand mod trafiken. Berget aapnet sig, men snefonnerne lægger sig i veien. Fæstningen er stormet, men fiendens barrikader fornyes hver uveirsnat den lange, lange vinter igjennem. Det er en evig konflikt — et moderne folks kamp mod landets natur. Det er vort drama.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |