Side:Vinje - Om Schweigaard.djvu/92

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
92

bladet f. Ex. den Dag i Dag føra den sama blinde Strid, som Schweigaard gjorde. Hans Sans for Wergeland var formyrkt paa alle Kantar, som vi sjaa. I „Den Konstitutionelle“ for 1836 No. 306 har han nemleg anmeldt „Ephemerer“ af A. Munch, og i den Anmeldelse indirekte rosat Munch paa Wergelands Bekostning. F. Ex. „Munch ifører sig ikke laante Søndagsklæder, naar han vil vise sig som Digter, derfor ere hans Sange frie for disse Pragtord og Kraftudtryk, disse Storstikkere og tusindaarige Sententser, som er det ubedrageligste Tegn vaa det poetiske Hykleri.“

Wergeland skynar nok dette Slag paa Slæden, som var meint Mærra, og derfor skreiv han.

Til munchske Digtning passer Schweigaards Recensioner
Som til en Dans af Mus Trompetens Kobbertoner.

Det maa ellers vedkjennas, at Schweigaard rosar ikke Munch so særdeles myket. Han er ein skynsam Mann, naar han kjem utanfor sin Partistilling; men denne Kritik visar likevel, at Schweigaard aldri i sine beste Dagar kunde tenkja seg ein annan Litteraturutvikling i Norge en den gamle danske, og at Ideer og Krefter i Tiden laag løynde for Augom hans. Dette syner seg likeins av eit Stykke i „Vidar“ som eg før nevnde i eit annat Samband, nemleg „litterær Antidanskhed“. Det er paa alle Kantar, han kjem i Motsetning til det framveksande nationale Livet, nemleg i Litteratur og Spraak, i Diktning og historisk Upfatning, i Politik og Tankar om Bondelivet, som medvirkande Statsmagt. Han vender Front til Norsk overalt. Og dette gjorde vist ikke det mindste til, at han var den fullstendige Mønstermannen for sit Parti. Der var ingen Knæling og Fotgliding der. Han var heilstøypt?