Aargang) stend denne „Proklamation“ fraa dei navngjevne Redaktører Fougstad, Motzfeldt og Schweigaard:
„Den Konstitutionnelles Redaktion finder sig foranlediget til en Gang for alle at afgive den Erklæring, at alt hvad der for Eftertiden maatte blive indført i Spidsen af dette Blad om eller mod Kandidat Wergeland, vil være et Resultat af samtlige Redaktørers Overbevisning om Nødvendigheden af at modarbeide den fordærvelige Aand i vort offentlige Liv, hvis første Repræsentant Hr. Kandidat Henrik Wergeland forkynder sig at være, og at der ingenlunde er delte Meninger blandt Redaktionens Medlemmer om denne falske og feige Folkeprofet.“
Det er ei kjend Sak, at desse aandelege Styresmenn, som her er nevnde, skulde inføra ein Mønstertone i Bladlitteraturen, liksom dei paa andre Kantar skulde frelsa Kultursamfundet for den framkomande Raaskap. Derfor vardt Bladet „Den Konstitutionelle“ grunnlagt, og Rikets Statholdar og Stormann, Grev Wedel, hjalp dei med Pengar; her skulde alt vera greidt, Redaktørernes Navn paa fremste Bladsida og ellers alt i beste Stil. Det høyrer ikke hit at fortelja, at det sokallad norske Folk ikke vilde vita nokot av dette Bladet, men heldt seg til Morgenbladet og dei andre Smaaskrifter, der dei trudde at finna betre Meiningar om Politik elder Landsens Framtid. Det som eg her maatte draga fram, det var denne Ting, at Schweigaard skulde vera ein journalistisk Skulemeistar liksovæl som ein juridisk og administrativ, liksom det dog er værdt at merkja seg den store Magt, dei „Intelligente“ lagde paa at halda all Ting gangande i gamle Stilen og.halda den politiske og norsk litterære Smitte burte fraa Folket.
Og nettup i dette visar seg Schweigaards historiske
