fengjet Munns Ord for meg, so sansad eg paa den engelske Talemaate: to beard the lion in his den (at ryskja Løva i Skjegget in i Hola si).
Han gjenomgjekk store Stykke af Englands Histori og mange af deires mest navngjetne Menn f. Ex. Walter Scott, som han fraa Ungdomsdagane maatte hava fengjet eit sterkt Intrykk af. Og so foor han over til Frankrike og gjorde det sama der, og so til Tyskland, og det var so sannt og rigtigt paa sin Vis altsaman, at det var ein Lærdom at høyra det; men det var Synsmaatane og Domane fraa 1830 og der ikring. Up til 1840 var det faa Ting, som kom, so det var tydelegt, at han ikke hadde livt med etter den Tid. Det gjorde eit forunderlegt Intrykk at sjaa framfyre seg eit so megtigt Menneske, som var afdøytt i denne sidste Mannsalderen. Han stod der for meg som ein Draug eller Gjengangare. Han vilde liksom veipa meg in i den kvite Likskjorta med sine kalde Armar. Eg vardt rædd.
Der er nokot som heiter ein Manns historiske Stilling, og dette er hans Stilling til sit Folk, si Tid og til seg sjølv, kan du leggja til. Naar du ikke lenger kan tyda deg ein Manns Framgangsmaate, so kjem du med „Uttrykket“, at det laag i heile hans historiske Stilling. Det kunde ikke vera anderleids so som Mannen stod til si Tid.“
Eg finn ingen annen Utveg med Schweigaard en at bruka denne Talemaaten. Eg har af mange Grunnar søkt at tyda meg hans Standpunkt; men eg kjenner at det ingen rett vil slaa til. Det er „Mannens historiske Stilling“ som lyt gjera det. Utan dette breide Syn paa Tingen
