Side:Vinje - Om Schweigaard.djvu/68

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
68

ingen Mann kan so likefram segja slikt og lesa det ut af hans Skrifter, om so desse hadde voret større og meir tydelege en der ero. Det er nokot som maa ganga fram af hans heile seinare Liv og Livsgjerning. Men likevel so er det ei god Rettleidning i slike philosophiske og vitenskapelege Utviklingar af sine eigne Tankar. Det er ein Slags i Stemmegaffel til Utfinning af Mannens rette Livstone og i Grunnto.

Det som af Schweigaards Liv berer det beste Vitnemaal om, at det maa vera som her meint, det er den store Ting, at han, som var komen solangt, kunde slutta paa halve Vegen, naar han ikke af ytre tvingande Grunnar var nøydd til det. Den Drift til Kunskap og Klaarsyn skulde du tru maatte hava stevnt fram til full Oversigt og Samheng og til Sambinding af det uppløyste og einskilde. Men, han trudde naturlegvis, at dette alt var upnaat, og at der liksom paa den Leid ikke for honom var nokot meir at gjera. Han var ferdig. Og heri er det

    tidligere Behandling, og ledsaget denne sin Fremstilling med rigtige og træssende Bemærkninger,“ so legg han sidan i sin rett kvasse Kritik over Arbeidet blandt annat til: „Forfatteren har ei givet, og kunde ei give Publicum Andet end sin egen subjective Overbevisning om de Gjenstande, han omhandler ledsaget af enkelte Bemærkninger eller Exempler. Et Bevis for sine Resultater har han ei ført.“ — — — „Iøvrigt.indser jeg ei, at der ligger mere i Forfatterens nye saakaldte analytisk-descriptive Methode, end at man, ved at afgjøre hvad der er Ret, skal tage det Individuelle ved de enkelte Artsforhold i tilbørlig Betragtning.“ — — „Jeg har dog ei opgivet Overbevisningen om, at Retstilstanden har en høiere moralsk Nødvendighed, ligesaalidt som jeg med ham (Schweigaard) antagaer, at al Lov er menneskeligt Værk.“ —