til Virkeligheden, blot ved at stirre paa sin Selvbevidstheds Tavle (der, naar man tager det bort, som ved Livets uafviselige Indvirkning har afpræget sig derpaa, dog kun bliver en tabula rasa) ikke kan erstatte den Fattigdom og Maverhed, som deraf vilde være en Følge: saa blive dog disse Orakelsprog tilsidst ikke andet end dunkle Remiscentser og mavre Abstractioner af det Erkjendelsesstof, som man har opfattet og til dette Punct bearbeidet, eller for største Delen modtaget som bearbeidet i denne Form, og som derfor, naar man ved Forvexling af deres Oprindelse og i Tillid til deres Ufeilbarhed deraf vilde construere et Forbillede for Menneskelivets Ordning, i samme Grad maa lede til Carricatur, som Ensidigheden har været forherskende.“ — —
Af den Constitutionelle“ for 1836 No. 17. Hans Kritik af Sverdrups Logik. — — „De mange begrebsløse Ord, der ere satte i Omløb, ere som slet Mynt, der fordriver den gode. Mange blive ogsaa bedragne ved disse Regnepenge. Var der ikke saamegen Tale om det Uendelige og Absolute, saa vilde man bedre finde sig til Rette i det Endelige og Betingede; thi Ikkeforstanden bliver til Uforstand, naar den vil være Forstand.“ —
— „Philosopherne maa forat bestaa have fire Udgangspuncter. Deraf det Forsøg i ældre Tider at finde en fælles oprindelig Grundsætning, hvorefter hele Systemerne characteriseredes. Som Grundsætninger kunde de alle være lige gode og lige sande; thi naar man taler i Tautologier, staar man ikke i Fare for at sige noget urigtigt, da man Intet siger. Men disse uskyldige Tautologier blive forstyrrende, fordi de i deres Anvendelse tjene til Skjul for vilkaarlige Tilsnigelser. Nu have vi en Sværm af evige og staaende Fornuftsandheder, som Ingen faar Lov til at røre ved. Man er vistnok ikke høflig mod Sandheden ved at give enkelte Sandheder Adelspatent og nedstøde andre i Proletariernes Klasse. Hver Nation og hver Tidsalder har sine Begreber, som den kalder absolute og uforanderlige. Alle have Fordring paa
