Side:Vinje - Om Schweigaard.djvu/56

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
56


Det vilde vist vera forvitnelegt og lærerikt for mange i at afprenta nokre af hans Setningar til Prøve paa hans philosophisk-vitenskapelege Standpunkt. Eg skal og her prøva paa med some Setningar, so godt i Samheng som det kan lata seg gjera: —

Det tidtnevnde Tidsskrift p. 292: — „Enhver der har arbeidet sig ind i hans (Kants) practiske System, forfulgt det i dets Conseqventser og paa hvert enkelt Punct fastholdt det sidste Led i den Bevisførelse, hvortil han dog maatte gaa tilbage, forat faa noget at holde sig til, hvormeget den end stred imod hans Grundbetragtning, han vil snart overbevise sig om, at de Sætninger, som Kant udgav for Inspirationer, utvivlsomme og fra al Skepsis ved et Magtsprog undtagne Orakeludfagn, Copier af hvad Gud hadde skrevet ham ind i Bevidsthedens tabula rasa — jeg bruger med Forsæt disse Benævnelser, fordi de temmelig klart betegne hvad man maa tænke sig ved hans kategoriske Imperativer, Fornuftpostulater, Axiomer, Udsagn af den practiske Fornuft og lignende Udtryk, der vel tildeels senere have skiftet Navn, men som endnu som forklædte Gjengangere foranledige den usaligste Misforstaaelse og Forvirring — at alle disse Sætninger ikkun ere ufuldstændige, fra et underordnet Standpunct opfattede og endnu ei gjenomarbeidede Abstractioner, samt at den samme Mand, hvis første og berømteste Værk i sin kritisk negative Retning var en i alle Tonearter gjenomført Variation paa det gøthisk-schillerske Thema:

„Was Ihr hinein nicht gelegt, ziehet Ihr nimmer heraus“

i sin senere positive Tendents selv forfaldt til den samme scholastiske Dogmatismus, som han med saamegen Kraft og Virtuositet hadde bekjæmpet. Kort, ligesom det er klart, at Kant selv i det Væsentlige kom tilbage til det samme Udgangspunct, hvorfra han hadde fordrevet sine Forgjængere, og selv greb til den samme saakaldte aprioriske, eller