jamvel so tidleg i Thingaaret 1848, at Revolutionen ikke endaa hadde boret sine Frugter, sagde han blandt annat under Ordskiftet om den uskuldige Lensmanns Log, at slike Forslag var til at „destruere Magten“, at „det arvelege Kongedømme var omgjerdet med Hellighed,“ at „den langsomme Forvanskning af Institutionerne var den farlegste“, at „dersom den exekutive Magt skal udgaa af Almeenvillien, maa vi hava en ny Forfatning“, at „naar man bestandigt indhamrede Folket, i at det hadde Magten, var det rimeligt, at det tilsidst ogsaa vilde have Noget.“
No, alle slike Setningar fraa Munnen hans vilde det ellers vera urettvist at leggja for stort Lag paa. Han var nemleg ein varmblodig Mann; og naar han møtte ei Motstand, som han syntes gjekk for vidt, so gløymde han seg sjølv. Vi som hava livt med i det meste af hans Tid og kjent og talad med Thingmenn, vi vita, at det tidt kom til „Optrin“, og eg som viste alt dette, kunde ikke noksom undra meg over den kristelege Tydning af Presten Harbitz i hans Liktale, daa han gjorde Schweigaard til eit slikt „Guds Lam“. Aa nei, der var for myket Eld og Glod i Mannen til at vera det. Det veit eg, at Harbitz sjølv tidt fekk kjenna.
Om altso ellers „Begivenhederne i 1848“ gav Schweigaard „et overordentlig Chok“ fraa det ustyrleg folkelege og i Retning mot Orden og Autoritet, so saag vi likevel, at han før og var ein Ordens og Autoritetens Mann. Dette laag og i hans heile juridiske og formulerande Væsen. Det kjem greidt fram i hans gode Tydning af vaar Brotbolk helst i Kapitelet (det 10de) om „Forbrydelse mod offentlig Myndighed.“ Han var sjølv med paa Thin-
