saaledes som den foreligger i Literaturen. De ældste Produkter af dette Slags, der ere komne os i Hænde, skrive sig fra Alexandrinske Jøder fra det andet førkristelige Aarhundrede. De ere fremstaaede som Forsøg paa at bringe jødisk-theokratiske Ideer i Omløb inden den hedenske Verden, iførte antik Dragt, i Form af Orakelsprog af Sibyllen, den gudbeaandede Profetinde, der aabenbarede Gudernes Raadslutninger betræffende Byers og Landes Skjæbner. Den jødiske Sibyllinedigtnings Karakteristik er netop Blandingen af hellenske og jødiske Elementer. Hvor fint denne Blanding er udført, og med hvilket Virtuositet Jøderne bevægede sig i de tildels stærkt arkaiserende hellensker Former, sees bedst deraf, at den gamle Verden virkelig lod sig mystificere ved disse Produkter. Virgil reproducerer et Stykke af den jødiske Sibylle[1] i sin fjerde Ekloge. Hos Tacitus[2] og Sveton[3] træffer man ligeledes Gjenklang af jødisk-sibyllinske Ideer. Efter Kristendommens Fremtræden i den romerske Verden blev dette Salgs Digtning fortsat af Kristne med det Maal for Øie at divulgere kristelige Ideer blandt de dannede Hedninger. Man beholdt selvfølgelig den gamle Form, som man nu fyldte med kristelige Tanker. Den kristne Sibyllinedigtning, der tager sin Begyndelse ved Enden af 1ste Aarhundrede og fortsatte sig ind i det 5te, har da som Hovedkjendemærke Blandingen af hellenske og kristelige Elementer. Krikefædrene, der uden Kritik antoge disse Orakler for oprindelige Udsagn af Sibyllen, tillagde dem som bekjendt et stort apologetisk Værd; det var jo en Røst fra den graa Oldtid, en Røst ud fra selve Hedenskabet om Kristendommens Herlighed, Hedenskabet selv havde jo her anet sin egen Opløsning og profeteret om en ny Tingenes Orden.
Hvad nu det kristelige Sibylline-Stof angaar, da er dette taget dels af den græske Mythologi, den græske Sagnhistorie og den gamle Historie overhovedet, dels af det gamle Testamente og
