Side:Vøluspaa og de Sibyllinske Orakler.djvu/23

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
21
christiania vidensk.-selsk. forhandl. 1879. No. 9.

lerne en mærkelig Parallel. Medens Bibelen lader Kristus komme igjen til Dom, saa heder det hos Sibyllen, at det er, „den udødelige Gud“, der holder Dom (VIII, 213), Dommeren er „Gud selv“ (IV, 182), den udødelige, store Gud, Herskeren over Alt (ὁ παντοκράτωρ), den „Høieste“ (VII, 171). Volvens „Ríki, öflugr ofan, sá er öllu rædr“ er jo ligetil en Oversættelse af Sibyllens „μέγας ϑεός — ὁ παντοκράτωρ — ὁ ὕψιοτος.“

10. Naar det heder, at denne Mægtige, der raader for alt, „kommer til Herredømme“, saa er dermed sagt, at de lykkelige Indvaanere af den nye Jord nu — efter hans Ankomst — skulle leve under ham som Hersker; at deres Lykke nu ikke vil formindskes, men tvertimod forøges, maa aabenbarlig være Vøluspaas Mening (V. 65). Det sammer er ogsaa Sibyllens Anskuelse: en hellig Konge vil, efterat have opvakt de Døde, regjere til evig Tid den ganske Jordens Kreds (VIII, 169—70) og give de Fromme et evigt Liv i det elysiske Land, der vandes af den acherusiske Søs Strømme (II, 337—38). Ligesaa maa det være Vøluspaas Mening, at det er den Mægtiges Ankomst og hans Herredømmes Oprettelse, der er Aarsag til, at Dragen, Ormen med Ligene, de Ugudeliges Lig, styrter ned i Dybet (V. 66). Ligesom Volven slutter sin Spaadom med Skidringen af Mørkets og Ondskabens Magters Afstraffelse, paa samme Tid som den Almægtiges Herredømme oprettes, saa er det samme Tilfældet med Sibyllerne; de Ugudelige nedstyrtes i „Tartarus’s natlige Mørke“ (II, 303), Jorden vil skjule dem, Kløfterne og det frygtelige Gehenna sluge dem (IV, 183 fg.).

Jeg har fulgt Volvens Spaadom om den sidste Katastrofe Skridt for Skridt og har saa godt som paa hvert eneste Punkt fundet Paralleler mellem den og Sibyllerne, undertiden næsten bostavret Overensstemmelse, paa sine Steder Tanker, der kun udenfor Vøluspaa lade sig eftervise i de Sibyllinske Orakler. Jeg har paavist, hvorledes Vøluspa er komponeretefter samme Princip som Oraklerne, og hvorledes den indre Gang i Volvens og Sibyllernes Spaadom ganske falder sammen. Jeg har peget paa mærkelige Overensstemmelser mellem Volvens og Sibyllernes Personer. Naar Lighederne ere saa mange og af saadan Art, da tror jeg ikke,