Fra Himlem straalende Stjerne svinde,
Flamme raser — Og rygende Brand,
Høi slaar Luen mod Himlen selv“ (V. 57).
Altsaa vil det gaa saaledes til, at Sol og Stjerne miste sin Glands paa Grund af, at Luften er fyldt af Brændstof. Havet, der er sat i Brand, oversvømmer Jorden, et rygende Ildhav slaar op mod Himmelhvælvingen. Denne Skildring af Verdensbranden stemmer i alle Dele med, hvad Sibyllerne vide at give tilbedste. Himmelen er ikke fuld af Stjerne, men af Ild (VII, 125), en bælgmørk Nat omhyller Himmelen (II,196), Havet bliver som et brændende Baal, der strømmer ud over den ganske Jord (VII, 117 fg.), alt fortæres, alt lægges i Aske (IV, 275): Lys, Luft, Hav, Jord, Himmel (II, 207).
8. Den efter Verdensbranden opstaaede nye Jord (V. 59 fg.) har efter Vøluspaa faaet som Beboere en ny Slægt Mennesker. At ogsaa Aserne her træffes, betyder visselig intet andet, end at Restitutionen af, hvad før har været, er fuldt og helt gjennemført. Denne nye Slægt lever baade i en moralsk og fysisk Lyksalighedstilstand: „Alt Ondt bedre“ (V. 62), de skyldfrie Skarer bo glade i den guldtækkede Sal (V. 64), paa den herlige grønne Jord (V. 59) voxe Agrene usaaede (V. 62). Til denne Skildring frembyde Oraklerne en fuldstændig Parallel. Gud vil slukke den usalige Ild og af Menneskenes Aske lade fremstaa nye Mennesker (II, 178). Denne nye Slægt, der er begavet med et „rent Sind“ (II, 144) og altsaa lever i en moralsk lykkelig Tilstand, vil ogsaa være befriet fra timelige Onder; den Døve skal høre, den Blinde se; Jorden skulle de have fælles (VIII, 205 fg.); de behøve ikke med den krogede Plog at trækker Furer i Jorden (VII, 146); thi Jorden bærer Frugter i Mængde, og det af sig selv, (II, 320); der strømmer Kilder af Vin og Mælk (VIII, 210 f.); Manna falder ned fra Himmelen (VIII, 149).
9. Om ham, som kommer, heder det i Vøluspaa, at han er den „Mægtige“, den „Stærke fra oven“, „den, som raader for Alt“, og at han „kommer til Herredømme“. Ogsaa her frembyde Orak-
